Adam Smith og teodicé

Af Jens Lund Andersen

Adam Smiths etik kan læses både teologisk og sekulært, og begge læsninger kan pege på forskellige aspekter af hans etik. I artiklen læses Smiths etik fra en teologisk synsvinkel med teodicé-problemet som fortolkningsramme. Med udgangspunkt i Theory of Moral Sentiments og Wealth of Nations analyseres hans brug af begreber som the Author of Nature, Providence og the Impartial Spectator. Smith placeres i oplysningstidens spændingsfelt mellem teologi og rationalisme, med rødder i bl.a. Augustin, Luther og Leibniz. Teologien bliver naturlig med the Author of Nature som metafor for den moralske struktur i verden, der virker i verden gennem Providence og the Impartial Spectator. Samtidig bliver lidelse en drivkraft for sympati, retfærdighed og etisk dannelse. Smith undgår derved at retfærdiggøre Guds gerninger, men han fokuserer på moralsk ansvar i en ufuldkommen verden.

Indledning

Kan en verden præget af lidelse og uret være forenelig med forestillingen om en god og almægtig Gud? Det er det klassiske teodicé-problem, som har optaget filosoffer og teologer i århundreder, fra Augustin til fx Leibniz, Hume og Kant. Det er også et spørgsmål, enhver kristen bør have et kvalificeret svar på. Oplysningstiden var en periode, hvor tro og religion i stigende grad blev mødt med kritisk refleksion og fortolket i lyset af fornuft og rationalitet. Dette førte til en ændret forståelse af den kristne Gud og en bevægelse væk fra dogmatisk teologi mod en mere moralsk og rationel religionsopfattelse.