Vores frihed er afhængig af kulturen
LIBERTAS nr. 75, marts 2021
Malene Møller Hall
*Efterhånden kan det dårligt være gået nogens næse forbi, at vi mennesker har brug for frihed. Frihed fremmer selvstændighed, ansvar og gode borgere. Men der synes at mangle en erkendelse af, at mennesker ligeledes har brug for kultur, fællesskab og ånd. Det er heri, vi finder kuren mod tomheden, som forekommer symptomatisk i tidsånden. Følelsen af, at vi er en del af noget større, en del af en historie, er betydningsfuld for vores tilværelse. En historie som er flettet sammen af uendelig mange andre historier. Med dén bliver vi en del af en verden, en del af en fortælling og et fællesskab. Mere specifikt bliver vi en del af et samfund. Derfor er friheden og kulturen også fordrende for hinanden. En god kultur sikrer frihed, og friheden sikrer kulturens overlevelse. Det er følgelig vigtigt, at vi værner om kulturarven, og hæfter friheden på ansvaret. Også ansvaret for andre end os selv.*
Kultur beskrives som en levevis og en forestillingsverden. Den er alle de materielle og ikke-materielle resultater af menneskelig aktivitet, der føres videre fra generation til generation. Kulturbegrebet er komplekst, fordi det er op til den enkelte at fortolke, hvad de forbinder med dette. Begrebet fik for første gang betydning af den romerske forfatter Cicero i 1.årh. f.Kr. Her definerede han det som ’cultura animi’, som betyder *dyrkelse af ånden.* En omsorg for sjælen, altså en selvpleje.
Kultur har fået tildelt adskillige betydninger siden da. Begrebet fik blandt andet en stor udvidelse af Johann Gottfried Herder, hvor det kom til at omhandle alle afskygninger af livet. Både det åndelige, men også det fysiske og materielle – således sprog, religion, politik, tænkning, kunst, normer, og jeg kunne blive ved. I Herders udlægning er kulturen stort set alt, der omgiver os. Det er ligeledes denne definition, der abonneres oftest på i dag. Vigtigst fra Herders tanker var, at intet folk, og ingen kultur, er et andet folk eller en anden kultur overlegent.
Det må imidlertid være forkert, for naturligvis kan kulturer være andre kulturer overlegne. Kultursamfund som respekterer menneskelig frihed og rettigheder, er bedre end samfund, som ikke gør. Kultur skaber nemlig også praksisser, og kan bruges til at forsvare de mest horrible af denne slags. Eksempelvis omskærer man i flere afrikanske lande kvinder, fordi dette er en del af deres traditionelle kultur uden at tage højde for, at indgrebet frarøver kvinderne meget af deres seksualliv. Et andet eksempel er i Nepal, hvor kvinder, når de har menstruation, forvises til kostalden. Disse kulturer viser ingen respekt for kvinder, hvorved at kulturer som navnligt går ind for ligestilling og lige rettigheder, og generel respekt, må anses for værende bedre. Kulturen skal nemlig først og fremmest være et samlingspunkt. Samfundets nodalpunkt. Kulturen har til opgave at bevirke fællesskabsfremmende gennem positive, opbyggelige oplevelser. I erkendelsen af at kultur også kan være dårligt, bliver det væsentligere at bevare den frie og gode kultur, vi i høj grad i Danmark besidder. Værne om dén, og viderebringe den, idet den er fundamentet for vores frihed og muligheder. Danmark, Vesten, er nemlig et betydeligt privilegeret sted at være født.
## Gud er (ikke) død
Troen og ånden har trange kår i tidsånden. Vi har et forkvaklet forhold til det religiøse. Vi er blevet fodret med, at den per automatik er dogmatisk og forstokket. Medierne lærer os, at religion er roden til alt ondt. Debatten er spækket med kritik af troen. Den offentlige diskurs tager dog grueligt fejl. Roden til ondskab er ikke religionen, men tværtom os som mennesker. Vi mennesker er ondskaben, vi besidder det onde i os. Religionen er blot et pejlemærke, og troen, i en eller anden forstand, en indlejret del af det at være menneske. Noget man kan leve efter, eller noget som kan være meningsskabende. Noget som kan give ro i en ellers hektisk hverdag. Men det er blevet svært at snakke om det religiøse og troen. Mange skyder skylden på 68’er generationen, hvor alle strukturer skulle nedbrydes, og individet blev ophøjet som den nye Gud. Borgerlighed og tro var en synd, og tilnærmelsesvis skammeligt blot at tænke på. I dag er religiøsitet stadig lidt fjollet, og videnskaben er blevet troen. Det er også ganske fint, for fakta trumfer som bekendt følelser. Men fakta skaber sjældent fællesskab, forhåbninger og forventninger. Det gør vores åndsliv derimod. Ligesom at troen kommer til mange i krisetider og modgang.
## Troen er vigtig, også selvom den ikke er guddommelig
Den kristne religiøsitet er i dag i høj grad formet af en Kierkegaards eksistentialisme, hvor det væsentlige er, hvordan du er, fremfor hvordan du tror. Det er kristendommens budskab om næsten, som er det centrale. At man lægger en indsats i sin hverdag. At man plejer sine relationer. At man gør sig umage. Vi skal hjælpe hinanden, så vi selv kan blive hjulpet, når det hænder, at vi har brug for hjælp. Vi tror i stedet i den betydning, at vi kan være tillidsfulde, blive taknemmelige og række ud efter noget større end os selv. Troen giver os moral, for de ting vi tror på, kan guide os til rigtigt og forkert. Gud (og tro) kan være mange ting. Men mest af alt er han (og dét) kærlighed. Alt det der binder os sammen, alt det som vi ikke kan forklare, og alt det som vi måske ikke kan forstå, finde mening i, eller finde en årsag til. Hvad vi forbinder med Gud er individuelt. Ingen har patent på den rette definition. Gud er dét, vi selv vælger at dyrke - det vi hver især tror på.
Kirkerne giver os imidlertid fællesskab, også uden, at vi behøves at bekende os til det guddommelige. Kirken som institution udgør en ramme for historisk formede fællesskaber og samhørighed. Her kan vi modtage forståelse fra hinanden på tværs af skel. I kirkerummet forstår vi hinanden. Vi samles om livet og døden ved barnedåb og begravelser. Vi samles om glæden og om sorgen. Omkring det håndgribelige som nyfødte menneskeliv, og det uforståelige som den tomme død. Vi oplever samhør i højtiderne, når vi forenes om fælles begivenheder. Kirken er en generator for brobygning mellem generationer. En videregivelse af kultur. Et meningsfællesskab.
Man behøver ikke bekende sig til religion, men man kan godt bekende sig til, at tro er vigtigt. Ligesom at man godt kan erkende, at videnskaben ikke nødvendigvis altid har forgangsret over troen, og kulturen. Videnskaben fortæller os, hvad der er rigtig og forkert, hvad der er sandt og falsk. Den kan ikke gradbøjes. Vi kan godt vide ting, begrunde dem rationelt og med logik, men ikke nødvendigvis forstå. For forståelsen, og meningsfuldheden er ikke altid rationel. Vores tanker, og livets gang, er ikke nødvendigvis rationelt. Så derfor har vi brug for troen. For at kunne forstå, finde mening, og forklare. Ellers kan vi ikke kapere, hvorfor nogen forlader os i en alt for tidlig alder – vi ved, at det kan være på grund af sygdom, eller et trakfikuheld, eller noget tredje – det ved vi. Men hvorfor? Det er vigtigt at tro på noget. Hvordan skal vi ellers forklare det uforklarlige? Det bliver for tungt et ansvar for små menneskeskuldre at bære. Så det ér vigtigt at tro på noget. Bare på et eller andet. På ondskab. På skæbne. På karma. På Gud. Bare på noget. Og om ikke andet, så hinanden. Tro på næsten. Det er her, i vores relationer til hinanden, vi finder kuren mod tomheden, og nøglen til frihedens mening.
## Liberalisme er ikke kun frihed
Liberalismen som distinkt begreb er nær beslægtet til ønsket om minimal statslig regulering, dyrkelse af markedsøkonomien og frihedsrettigheder. Dén fokuserer på personens selvstændige værdi, og finder, at det bedste samfund skabes, når det enkelte individ har mulighed for at søge sin egen lykke, og ikke er bundet af strukturer.
Liberalismen er uløseligt forbundet til friheden, individualismen og frigørelsen. I momenter i så høj grad at den bliver akkumulerelet til blot at omhandle menneskets absolutte frihed. Frihed er ubestridt vigtigt, for den fremmer gode samfundsborgere og moralsk kultivering med en grundpille om selvstændig tænkning, selvstændige valg og selvstændigt ansvar herfor. Men frihed må ikke koges ned til frihed for frihedens skyld. Når vi kun snakker om, hvad vi vil gøres frie fra, men glemmer at tale om, hvad friheden skal udfyldes med og bruges til, bliver det tomt og ensomt. Friheden får ingen eksistentiel mening, hvilket er vigtigt for at give vores hverdag sammenhæng. Vi kan ikke blot leve i en stor humanistisk sameksistens uden tilkobling til det kulturelle. Nej, åndslivet er nødvendigt som modvægt til det tomrum, som frihed og eksistensen også medfører.
Vi har ligeledes brug for historien, så vi ikke kun står på skuldrene af os selv. For selvom vi er frigjorte i en hidtil uset grad, er der stadig komponenter, som vi ikke er frie fra, og som vi aldrig kan frigøre os fra. Heldigvis, for så havde vi nok gjort det. Flået båndene op, sammen med resten i ’68, og givet endnu mere los på frigørelsen og frakoblingen i 70’erne.
Vi vælger ikke selv, hvor vi er født, vores etnicitet, vores familie, vores DNA, med flere. Det giver vores tilværelse nogle rammer. Rammerne for et puslespil, hvor brikkerne kan stables, omrokeres og sættes sammen i et utal af måder, så det til tider kan føles næsten helt uoverskueligt, blot at være til. Imidlertid tager det også brodden af det perfektionistiske pres, at vi kan være bevidste om, at vi ikke starter fra samme udgangspunkt. Noget er givet på forhånd, og det ikke er op til os at definere absolut alting. Vi skal ikke opfinde hele menneskeheden, eftersom vi er en del af noget, noget allerede eksisterende. Vi har noget at falde tilbage på. Det er et særkende ved den nymoderne frihed, at den både er komplet og afstumpet. Vi har alle muligheder, men alt er ikke muligt.
## Mulighed og nødvendighed
Kierkegaard definerede virkeligheden som en enhed af mulighed og nødvendighed. Nødvendighed er de givne omstændigheder, som mennesket er sat i, og som det ikke kan ændre på, mens Kierkegaard beskriver muligheden som alt det, den enkelte kan forandre gennem frie valg. Nødvendigheden er aftagende, fordi flere og mere lader sig gøre, mens mulighederne synes uendelige. Kierkegaard beskriver ligeledes, hvordan muligheden kan være tungere end nødvendigheden. Hverdagen bliver et uendeligt antal af muligheder, hvilket skaber et pres og en forventning. Vi glemmer, at Kierkegaards nødvendighed stadig er eksisterende, at vi alle har vores begrænsninger, og ikke alt kan lade sig gøre. Det er vores opgave at navigere i mulighederne med de egenskaber, vi er givet. Den Canadiske filosof, Charles Taylor, kalder dette autenticitetens etik, hvorpå den enkelte er moralsk forpligtet på at leve i overensstemmelse med sig selv. Vi - du og jeg - er ansvarlige for at leve vores liv i harmoni med selvet i kraft af vores egenskaber, umage og flid.
Vi har selv ansvaret for at til- og fravælge, for at lære, og for at dannes. Mulighederne er med Kierkegaards ord tunge, men i alle valgene og i friheden står vi på noget. Vi har kulturen, som vi kan bese, opleve, læse om, føle og mærke. Vi kan besøge den i kirken, eller på museer, eller i naturen. Vi er en del af noget andet end blot os selv. Vi er en del af en kultur, som vi skal prise os lykkelige for. Den vestlige kultur. Den er fundamentet for vores samfund, hvor vi ikke er nødsaget til at starte forfra med alting, med at kommunikere, lære og opfinde, og med at udvikle normer og værdier. Tænk blot på vores kultur for 150 år siden, hvor det frie valg og selvstændighed ikke eksisterede, og der ikke kunne stilles spørgsmål til traditioner. Tænk hvis hver generation skulle starte herfra igen, så ville friheden ikke være eksisterende. Vi skal værne om dén arv, for kultur og frihed er reelt dybt afhængige af hinanden. Derfor er vores kultur dyrebar, hvorfor vi givetvis har en pligt til at leve ansvarsfuldt, både overfor vores egen person, men sekundært også overfor vores relationer, og kulturliv. Det skaber en eksistentiel mening, at friheden er formet af ånd og ansvar. For som filosof og psykolog Svend Brinkmann udtrykker, er lykken ikke at være ubundet, men at være bundet med de rette bånd. Kultur er demokratiets kravlegård, og her lærer vi fællesskabets værdier. Kulturen er følgelig også vigtigt for liberale. Det er forfejlet at tro, at vi kan frakoble os det kulturelle, og at hvis vi blot er frie og rige, er vi lykkelige. Rigdom er ikke nødvendigvis ensbetydende med skattelettelser og finanser, rigdom kan også være menneskelige anliggender. Den største berigelse er måske i virkeligheden vores medmennesker, og det vi oplever sammen. Naturligvis kan vi ikke undvære den reelle rigdom, for den skaber jo netop vores velstand og frihed, men kultur- og åndslivet burde anerkendes som værende vigtige på lige fod med fart, finanser og frihed. Hvis vi blot vil kæmpe for friheden for frihedens skyld, bliver det til en tom tøjleløs frihed, hvor dyrkelsen af individet bliver et paradoks.
## Kulturen fortjener ikke en skødesløshed
Mennesket er et socialt væsen, og vi vil derfor aldrig trives i friheden alene. Det er vi heller ikke, uanset hvor ensomme vi end må føle os. Vi er nemlig også sproglige væsener. Det at benytte sig af sprog, er en betingelse for at tænke. Så selvom dét at være alene, kan følelses som noget af det mest ensomme og private man kan foretage sig, er vi stadig i et fællesskab. Via sproget og dermed tanken er vi altid forbundet med verden og hinanden. Som mennesker har vi ingen specielle styrker. Vi kan ikke leve under vand, vi kan ikke flyve, vi er ikke specielt hurtige - vi har ingen styrker givet fra naturens side. Men vi har hinanden, og fællesskabet som det medfører. Vi har muligheden for at udnytte hinandens hjerners styrke og arbejde, så vi bliver stærkere gennem udveksling og kulturarv. Det er det, vi har gjort i århundreder, overleveret hinandens styrker, udvekslet, udviklet og lært. Det er dette, vi kan føle, at vi bliver en del af, når vi går i kirke, besøger museer, læser bøger, hører musik, ser på kunst eller hvilken afskygning af kultur, man end nyder at dyrke. Det er også derfor, at denne netop er så vigtig. Kulturen og historien. Fordi den bærer på en ærefrygt, og et element som kan minimere vores ensomhed i friheden. Derfor er det også helt essentielt, at vi husker kulturen. At vi liberale ikke glemmer den, og underkender dens betydning i kampen for mere frihed og righed. For kulturen er fordrende for friheden. Uden kulturen (og andre gode årsager) ville vi ikke engang have den høje frihedsgrad, vi har i dag. Vi har meget at takke denne for, og vi kan starte med ikke at være skødesløse overfor den. Åndslivet fortjener ikke en ligegyldighed. Dét fortjener at blive værnet om.
\*Om forfatteren: Malene Møller Hall er forhenværende Landssekretær i Liberal Alliances Ungdom, Kommunikationsstuderende og Juniorkonsulent i Jyllands-Postens Analyseafdeling.
