TVANG, Libertas Nr. 3
Novelle fra Holger Hansens »Statan. Tvang – en bog om frihed … « Olsen og Olsen, Fredensborg 1976.
Af Holger Hansen
Marts 1988
STATAN
STATAN (med undertitlen: Tvang – en bog om frihed) er en spændende og provokerende bog, som i elleve sammenhørende fortællinger beskriver og analyserer den tvang, som driver vor adfærd. I fablens for, og i dramatiske visioner, skildres samfund og menneskelige relationer, hvor den enkelte er frataget sine valgmuligheder og sit ansvar. Forfatteren drives af sin egen glødende frihedstrang til protest mod samværs- og samfundsformer, som vi lede os til Statan-samfundet, der beskrives i bogens afsluttende store fortælling. Her ofres kroppe – og sjæle- rituelt til Statan: en vision, der peger på den skræmmende konsekvens af vor vanemæssige accept af alt, også lidelsen og volden i statsligt regie. Med største selvfølgelighed godtager vi allerede i dag, at 'Statsofringer' udspilles i TV som underholdning til aftenkaffen.
HOLGER HANSEN er født i 1932 og er opvokset på Lolland. Han stak som 14-årig til søs og rømte et år senere i Australien, hvor han opholdt sig, til han som 17-årig sejlede til Amerika. Efter yderligere nogle år på søen levede han i Venezuela og Columbia og derefter USA, indtil han under McCarthyismen blev fængslet og udvist. I 1955 vendte han tilbage til Danmark og begyndte at skrive på romanen Zygotos, som vakte opmærksomhed ved sin sproglige kraft og sit provokerende engagement. Senere udkom bl.a. 'Galskab' og 'Anstændigvis – må det siges'. I en kronik med titlen 'Den fornyende Galskap' skriver Johan Borgen i Dagbladet, Oslo, om et af kapitlerne i STATAN: 'Holger Hansens revolusjonerende forfatterskap – er så fornyende – at han godt kan tenkes å bli for den unge generasjon noe i likhet med det, James Joyce ble for dem, som nå er gamle.'
TVANG
– Træk lidt op i kjolen, sagde kommissarius.
Barbara Jones fnisede og skjulte sine store skælmske øjne i to sprækker.
– Men det kan man vist ikke, sagde hun. Det skete i Marsavan. Marsavan var en lille garnisonsby, hvor embedsmændene som alle andre steder i verden kunne rekvirere deres fornødenheder fra den bosiddende befolkning. Mad, drikke og klæder stod naturligvis på rekvisitionslisterne, tag over hovedet og små og store glæder var også væsentlige ting, der kunne rekvireres. Rekvisition in commune bonum, hed det her i Marsavan som alle andre steder i verden. Befolkningen i byen var ikke buddhister af overbevisning, kun af holdning. Embedsmændene var som alle embedsmænd pyrolater. Og befolkningen var som alle andre steder glade for embedsmændene, for uden dem ville det ikke være til at trives; det havde de indset. Embedsmænd ordner nemlig trivslen efter livet og tilrettelægger det for de almindelige mennesker. De fortæller hvor og hvornår og hvordan der skal arbejdes, hvor og hvornår og hvordan der skal kæmpes, hvor og hvornår der skal festes, hvor og hvornår og hvor meget der skal rekvireres osv., osv. Dette er et stort og ansvarsfuldt arbejde, som hverken kan eller bør udføres af andre end den fuldt uddannede embedsmand med rekvisitionsret.
Rekvisitioner må betragtes som et stort gode. Dog, det må siges eller tilføjes, det gode er som alt andet underlagt visse love, og man kan sige, at alt er godt, så længe det ikke udarter, eller alt der udarter er ikke godt, men alt godt udarter, derfor bliver det gode altid ondt, og derved har vi fået det onde ind i verden. Rekvisitioner er under disse omstændigheder et udartet gode.
Kommissarius og gendarmeriet i Marsavan rekvirerede dagblade fra kiosken, tobak fra tobakshandleren, fødevarer fra landet – for man ønskede kun friske varer og nyslagtede grise –, uldsokker fra konfektionshandleren, religiøse, pornografiske og politiske skrifter fra boghandleren, vin fra vinhandleren, pudsekrem til messingknapperne fra købmanden og glæder fra livet rundt omkring, hvor de var at finde. Glæder er en af de ting, kommissarier er mest interesserede i at rekvirere. Kommissarius i Marsavan var heller ikke blottet for den slags interesser. En overgang rekvirerede han for eksempel sine glæder fra Benjamin Jones eller måske snarere fra dennes kone.
Barbare Jones var meget smuk, høj, slank og lys. Hun blottede sine hvide tænder, når hun smilede, og hun smilede meget. – Aha! sagde kommissarius første gang han så hende, – aha! Og så bad han en gendarm om at bringe hende ind på sit kontor.
Han fortalte hende straks og uden omsvøb, at hun havde meget smukke ben. Hun smilede. Og så lød ordren:
– Træk lidt op i kjolen.
– Men det kan man vist ikke. Hun smilede koket, måske lidt smigret. Barbara havde altid holdt af, at man sagde til hende, at hun var smuk eller bare, at noget ved hende var smukt. Det gjorde hende så glad indvendig.
– Det er rekvireret, sagde kommissarius.
Barbara skød begge sine små skuldre lidt i vejret, tog med fingrene fat i begge sider af skørtet og løftede ganske lidt.
Kommissarius havde gråt hår og liderlige øjne. Han betragtede hende opmærksomt.
– Mere, sagde han.
Skørtet gled endnu et par tommer op over hendes smukke knæ.
– Højere.
De hvide faste lår kom langsomt til syne over strømpekanten. Barbara smilede ikke mere. Hun kunne ikke rigtig lide tonefaldet, og dog, hun kunne på en egen måde lide, at hun ikke kunne lide det. Det var noget mærkeligt noget, der skete i hende. Hun forstod ikke sig selv. Hun stod og kom til at tænke på aften, seng og Benjamin. Hun holdt forfærdelig meget af sin mand Benjamin. Han var den bedste mand i hele byen, ja, i hele verden, det var hun sikker på.
– Helt op med det!
Barbara trak skørtet helt op. Intet må holdes skjult for statsarbejdernes øjne. Hun havde små lyserøde trusser på.
– Aha! sagde kommissarius og blinkede med øjnene.
Barbara ville give slip på skørtet. – Nej, nej, hold det, sagde han.
Hun smilede igen og rødmede lidt. Det var underligt at rødme på den måde. Hun rødmede vist ikke, fordi hun var flov, men fordi hun ikke var det.
– Drej dig.
Barbara drejede sig langsomt rundt flere gange. – Det er nok, sagde kommissarius, – du kan gå. Barbara nejede, før hun gik. Det havde hun lært. – Hvad siger du? råbte hendes mand.
– Ja, han rekvirerede det.
– Rekvirerede han min kones ben?
– Nej, ikke sådan, han ville bare kigge.
Benjamins kinder flammede. Han var rasende. Han var en ung kraftig mand, stærk som en tyr. Han havde været skovarbejder siden han var fjorten år.
– Jeg skal …! råbte han og fo'r ud af døren, der med et drøn faldt i efter ham, så kalkpudsen dryssede ned på tæppet i gangen.
Benjamin Jones gik med lange skridt gennem byen. Da han var halvvejs fremme, satte han farten ned, da han var helt fremme vendte han om. Benjamin var ikke bange, men han havde aldrig kunnet tale med fine folk, han blev altid forlegen og stammede i det, når han skulle forklare dem noget. Og han kunne da ikke bare gå ind og slå kommissarius ned, han måtte først forklare ham hvorfor han gjorde det. Og det var umuligt, han anede ikke hvordan han skulle få det sagt.
– Bare det dog havde været en skovarbejder, mumlede han, – så havde jeg ikke behøvet at forklare noget. Det var det der var galt med de line, de snakkede alt for meget om alle mulige ting, det hele afhang af snakken – og til at snakke havde Benjamin aldrig været god, det vidste han godt selv. Og der er jo heller ikke sket noget, tænkte han, ikke sådan da.
Da Benjamin kom hjem, klædte han sig straks af, trak Barbara ned til sig i sengen og kyssede hende over hele kroppen. Men han sagde ikke noget om hvordan det var gået ham på vejen, og hun spurgte ikke. Hun kendte sin mand, han brød sig ikke om at blive udspurgt.
En uge senere kom to gendarmer ud til Benjamin Jones' hus. Benjamin var ikke hjemme. De fandt kun Barbara, der var i færd med at bage brød.
– Det var godt, du var hjemme, sagde de; – det er nemlig dig, vi skal have fat i. De havde begge to blankpudsede støvler på benene.
– Mig? sagde Barbara. – Ja, du er rekvireret:
– Er jeg nu rekvireret igen? Det vil Benjamin bestemt ikke synes om.
– Kom, sagde den ene af dem.
– Jeg må tage brødene ud af ovnen først, ellers er der da ingen mening i det hele, sagde Barbara.
– Hvis du ikke går frivilligt med, så … – Jamen brødene
– Lad brød være brød og følg med, en rekvisitionsordre er en rekvisitionsordre, kan du ikke forstå det? Jo, Barbara forstod det nok; og når det var sådan, så var der vel heller ikke noget at gøre ved det. Hun lod brødene blive i ovnen og fulgte med dem.
– Men de er bestemt ødelagt, når jeg kommer hjem, mumlede hun.
– Du skal gå imellem os, sagde den ene af gendarmerne.
– Hvorfor nu det?
– Ellers går det ikke rigtigt til. En rekvisition skal altid udføres rigtigt.
– Det forstår jeg ikke, sagde Barbara.
– Det er også en formssag, men formssager er af stor betydning i vort erhverv, replicerede den ene gendarm, der heller ikke selv forstod, hvorfor det var nødvendigt, at Barbara Jones gik imellem dem, men han kunne alligevel godt lide den tanke, at hun skulle, og at der ikke var mere at sige om den ting.
Kommissarius førte dem ikke ind på sit kontor, men ind i den store festsal, hvor fire borde var stillet sammen midt på gulvet. To andre gendarmer, som havde været i byen for at rekvirere vin, kom ind samtidig med de andre. Der blev sat glas frem på det store bord. Glassene blev fyldt med en fint duftende liflig vin. Og de fire gendarmer og kommissarius tog plads på stolene rundt om bordet. Den yngste af gendarmerne fandt noget musik i radioen.
– Du hedder Barbara Jones, ikke sandt? sagde kommissarius.
– Jo, svarede Barbara. – Du skal danse for os. – Skal jeg danse?
– Ja, det er rekvireret. – Nu?
– Nej, du skal op på bordet først.
En af gendarmerne hjalp Barbara op på bordet. – Skål, råbte kommissarius.
– Skål, svarede gendarmerne. Og de drak allesammen ud.
– Så, nu kan du danse, sagde kommissarius.
Og Barbara begyndte at danse. Hun dansede frem og tilbage og rundt i en stor svimlende uendelighed. Hun kiggede af og til ned på de fem mænd, som sad med øjnene langt oppe under hendes skørt. Men hun holdt snart op med det, for det hele begyndte at køre rundt for hende, og hun var bange for at falde ned.
Mændene skålede og drak, og de råbte op til hende, at hun skulle danse hurtigere. Hun blev svimmel og begyndte at få kvalme. Men hun skulle alligevel danse hurtigere. Da der næsten var gået en time, ville hun holde op og hvile sig lidt.
– Du må ikke holde op, skreg, kommissarius rasende.
Barbara fortsatte. Mændene lo og drak. Hun blev ved med at danse, længe, så længe at hun ikke længere følte deres stikkende øjne mod sine ben …
Da Benjamin Jones kom hjem den aften, lå hans kone på gulvet og sov, og hele huset osede af de brændte brød. Benjamin blev meget vred og gav sig til at ruske hårdt i hende. Men hun vågnede ikke. Så blev han bange, hentede koldt vand og badede hendes pande. Lidt efter kom hun til sig selv.
– Hvad er der dog sket? spurgte Benjamin. – Her kommer jeg hjem, hele huset oser, brødene er brændt, og du ligger på gulvet.
Barbara rejste sig op på den ene albue, og med ét kunne hun huske det altsammen, rekvisitionsordren, mændene og dansen.
– Jeg har været rekvireret, sagde hun, glad over at hun kunne huske det og give sin mand en rigtig forklaring.
– Var det igen dine ben?
– Næ, ikke bare – og jo, på en måde – det var min dans.
– Din dans?
– Ja, jeg skulle danse for dem. To gendarmer kom og hentede mig.
– Nu kan det være nok. Nu kan det fandeme være nok. Du må prøve at klare dig selv. Jeg går. Nu vil jeg have en ordning. Rekvisition er rekvisition, det ved jeg, men jeg ved også, at du er min kone.
Benjamin Jones løb hele vejen gennem byen til dommerens hus.
– Goddag, sagde han, da han endelig stod foran den grånende herre og følte usikkerheden glide ind over sig. – Ja, jeg er altså Benjamin Jones, og jeg er gift med Barbara – min kone.
– Ja så, sagde dommeren. – De er gift med Barbara. Og han sagde det, som om han havde kendt Barbara fra hun var ganske lille.
– Kender De hende? spurgte Benjamin med håb i stemmen.
– Desværre nej … men jeg er jo byens dommer, ingen er mig helt fremmed.
– Nej … Ja, jeg har altså en klage. – En klage?
– Ja, en klage over rekvisition af min kones dans og ben.
– Ja så, det lyder jo … Men De må vel hellere anlægge sag og få Dem en sagfører. Jeg kan anbefale Dem en af mine venner, han er meget dygtig – og så kender han dommeren (dommeren blinkede), men han er også dyr.
– Jeg har jo ikke så meget, sagde Benjamin Jones. – Jeg er bare skovarbejder.
– Fri proces kan jeg ikke skaffe Dem, men det kan De måske få, hvis De henvender Dem til kommissarius.
– Kommissarius?
– Ja, det er da ham, der tager sig af den slags.
– Men kan dommeren ikke bare sige mig, om det er rigtigt eller forkert, om jeg kan vinde den sag …
Min ven, sagde dommeren, – min ven sagføreren, som jeg talte om for lidt siden, han siger altid, at enhver sag kan vindes. Dommeren løftede sine grå, buskede og tunge øjenbryn og smilede.
– Undskyld, sagde Benjamin, – jeg har jo slet ingen forstand på den slags, men kunne dommeren ikke bare sige mig, om det er rigtigt, det, der bliver gjort imod os.
– For det første, svarede dommeren, – for det første ved jeg ikke, hvad der bliver gjort imod jer, for det andet kunne jeg ikke, selv om jeg vidste det, på indeværende tidspunkt sige noget om sagens udfald. En sådan' sag må først forelægges retten, derefter må retten votere, og først da kan jeg udtale mig.
– Men .
– Hvis De er kommet for at bestikke mig, så –ja, så vil jeg straks sige Dem, at De allerede har indladt Dem på noget ulovligt, som ingen her i Marsavan vil kunne godtage, jeg mindst af alle.
– Jeg vil ikke bestikke, jeg vil kun …
– Min gode mand, kommer De ikke her og vil have mig til at dømme i en sag, før jeg kender den, før jeg har sat mig ind i den og hørt modparten!
– Jeg vil gerne forklare, fortælle Dem det hele, alt hvad der er sket … Det er min kone, jeg mener rekvisitionsordren på hendes ben … Da jeg kom hjem i aften, lå hun på gulvet, og brødene var brændt i ovnen – Bliver De ved, tilkalder jeg gendarmeriet. Jeg tåler ikke bestikkelse, og jeg tåler ikke, at folk kommer her og anmoder mig – mig – om at indlade mig på sådan – sådan gemen vandel. Dommeren var højrød i ansigtet af vrede.
Da Benjamin kom hjem, sagde han til sin kone:
– Jeg talte med dommeren. Det fik jeg ikke noget ud af.
– Det var jo også en rekvisition, sagde hun. Benjamin tænkte sig længe om.
– Nej, sagde han, – nej, jeg har heller aldrig hørt om ulovlige rekvisitioner. Han rystede på hovedet.
– Bare det nu ikke sker mere, sagde han og gik i seng med Barbara.
– Jeg elsker dig så meget, hviskede hun og puttede sig ind til ham. Men denne nat kyssede han hende ikke over hele kroppen.
Da Benjamin en uge senere kom hjem fra arbejde, fandt han sin kone grædende i stuen.
– Hvad er der nu galt, spurgte han og så vredt på hende.
– Jeg er blevet rekvireret til at danse igen, græd hun. – men nu kan jeg slet ikke gå. Åh, det gør så ondt, så ondt.
Hun løftede sine ben op over hovedet, så han kunne se hendes fodbalder, de var ophovnede og blodige.
– Hvordan er nu det gået til?
– De kaldte det discalceaterdans, de havde lagt skarpe stokke på bordet, hvor jeg skulle danse. Det var så slemt, jeg græd hele tiden.
– Jeg kan ikke lide; at du bliver ved med at rende til de rekvisitioner, råbte Benjamin.
– Men hvad kan jeg vel gøre ved det? – Er det da min skyld?
– Nej nej, Benjamin, det har jeg jo heller ikke sagt.
– Hvorfor klynker du så, hvorfor kommer du hele tiden til mig med det?
– Det gør bare så ondt. – Det er din egen skyld. – Jeg blev rekvireret.
– Du blev rekvireret! … så blev dine ben rekvireret, så din dans, og nu dette … Bliver mine ben måske nogensinde rekvireret, svar mig, bliver de?
– Nej, men det er da også noget andet. Barbara græd højt. – Du er en mand. Dit arbejde bliver rekvireret. Det ved du da. Men det kan du ikke gøre for … Men kan jeg måske gøre for …
– Ja, du kan, for du bliver altid rekvireret så løjerligt. Jeg har gjort, hvad jeg kunne, talt med dommeren og alt det der. Det er din egen skyld, at du bare ved det.
Bliver naboens kones dans måske rekvireret, bliver hendes ben nogensinde rekvireret?
– Nej, jeg tror det ikke, det har hun aldrig sagt mig. – Der ser du, det er din egen skyld. Andre folks dans bliver ikke rekvireret, men din bliver, det er dig der er noget i vejen med.
– Benjamin …
– Jeg er sulten, jeg har arbejdet hele dagen, nu vil jeg have noget at spise.
– Kan du ikke selv tage?
– Nej jeg vil ikke, du har ikke andet at bestille. Du kan bare lade være med at føjte rundt til alle de rekvisitioner.
Og så måtte Barbara give Benjamin mad.
Om natten ville Benjamin slet ikke sove hos sin kone, han lagde sig på divanen i stuen, og næste morgen gik han på arbejde uden at sige et eneste venligt ord.
Fjorten dage senere havde Barbara igen været rekvireret, da Benjamin om aftenen kom hjem. Hun var rødstribet over hele kroppen. Hun lå på divanen og græd stille.
– Hvad er der nu, spurgte han arrigt og så ned på sin nøgne kone.
– Jeg har været rekvireret til pisk, græd hun.
– Jeg skal lære dig, hvæsede han, tog sin livrem af og slog hende med den, indtil hele huset var fyldt af hendes skrig. Da han var færdig, tog han sin hue og gik uden at spise, han drak sig fuld på et værtshus.
Barbara blev snart rask igen. Hun begyndte atter at smile, og hendes hvide tænder lynede og blinkede i hele huset. Hun skulle nok vinde Benjamin tilbage. Hun vidste godt, at han var ved at glide fra hende, ja, at hun næsten havde mistet ham helt på grund af alle disse rekvisitioner. Bare jeg dog aldrig bliver rekvireret mere, tænkte hun, så vil det ikke vare længe, før alt igen er som i gamle dage. Og hun smilede lykkeligt, bagte brød og ventede på, at Benjamin skulle komme hjem fra skoven. Den ene dag gik efter den anden, og Barbara blev mere og mere sikker på, at hun ville vinde sin Benjamin tilbage. Da hun var helt sikker, blev hun rekvireret igen. Gendarmerne kom og hentede hende. Sagde, at hun skulle gå mellem dem, for det hørte sig til, når en rekvisition skulle udføres korrekt. Og så gik hun gennem byen mellem de to sortstøvlede mænd. Men denne gang talte hun slet ikke med dem, mens de gik.
– Vi kan da ikke gøre for, at du hele tiden bliver rekvireret, sagde den ene af gendarmerne. – Det er bare vort arbejde at hente dig. Så det er forkert at være vred på os. Han kunne mærke på hende, at hun var vred.
Barbara svarede ham ikke. Hun var meget smuk, hun havde et rødt skørt på, og kommissarius sagde, da han så hende, at det passede udmærket til dagens anledning.
– Du er ikke bare en smuk kvinde, sagde han, – du har også sans for, hvad der hører sig til, du har smag. De fire borde var ikke stillet sammen i den store sal, der stod kun et bord med vinflasker og glas i det ene hjørne. De fire gendarmer og kommissarius satte sig på stolene omkring det. Barbara stod og kiggede på dem.
– Skal jeg så tage mine sko af? spurgte hun.
– Det behøver du ikke i dag, svarede kommissarius. Barbare blev stående og så på mændene, mens de drak og morede sig.
– Er jeg kun rekvireret til at kigge på? spurgte hun. – Næ, sagde kommissarius, – i dag vil vi nyde din ildfulde dans.
Disse ord fik de berusede gendarmer til at le højt.
– Ha ha ha, hylede de, – det vil varme os at se dig danse.
– Lad os bare begynde, sagde kommissarius.
En af gendarmerne tog en æske hvide juleøls frem, satte dem et efter et i små stager og vaklede ud på det store gulv, hvor han stillede dem ved siden af hinanden i en stor kreds.
– Gå ind i midten af ringen, sagde han til Barbara. Hun gjorde, som der blev sagt. En gendarm gik om bag ved hende og bandt et stykke tøj for hendes øjne. – I dag skal du danse for os uden at kunne se, sagde han.
– Blyindholdenes, lo en anden.
Hun hørte, at der blev lukket op for radioen, en vild musik fyldte salen.
Så følte hun, at der blev hældt noget ned over hende. Hun blev våd i hår og ansigt, og hendes tøj begyndte at klæbe sig fast til kroppen. Hun mærkede lugten af benzin.
– Det er benzin, sagde hun.
– Ja, det er benzin, svarede gendarmen, der lod væsken plaske ned over hende fra den dunk.
– Jeg har bestemt, at jeg nu vil protestere, sagde Barbara; – min mand synes ikke om det.
– Java, sagde kommissarius, – det er der heller ingen, der vil forhindre dig i.
– Men hvordan protesterer man? spurgte Barbara. Hun kunne ikke se, at kommissarius smilede drikken og lidt sygt. Og hun kunne ikke lide at sige for meget, fordi hun fik benzin i munden, når hun snakkede.
– Nu skal du bare danse, sagde kommissarius, – så kommer det andet helt af sig selv.
Barbara begyndte at danse. Langsomt bevægede hun sig rundt i ringen inden for julelysene, som en af gendarmerne havde tændt.
– Hurtigere, råbte mændene.
Barbara dansede hurtigere, hendes våde skørt stod om hende som en paraply, når hun snurrede rundt og klaskede sammen og klemte sig ind mellem hendes lår, når hun dansede almindeligt.
– Hurtigere; hurtigere! råbte mændene og klappede i hænderne i takt til musikken.
Barbara dansede hurtigere.– Hun blev svimmel, for hun kunne ikke se. Hendes hæle klaprede. De små flammer blafrede, når hun kom i nærheden af en af dem.
– Hurtigere, råbte pyrolaterne, –hurtigere!
Barbara hvirvlede rundt, hun blev mere og mere svimmel af benzindunsterne, og fordi hun ikke kunne se, hun havde hele tiden på fornemmelsen, at hun faldt. Men endnu gik det. Hendes ben bevægede sig nydeligt i takt med musikken, hun blev grebet af den, bevægede hele kroppen efter den, snoede armene som slanger om sig, følte skørtet presse sig fast mellem sine ben og vred sig frem og tilbage, libidinøst, mere og mere sanseligt betaget.
– Hurtigere! råbte mændene og betragtede hende med stive øjne.
Og pludselig, midt i en drejning, forvandledes hun til en lang; hvid flamme. Et øjeblik dansede hun med flammerne slikkende om sig, vridende sig frem og tilbage. Og så sank hun om på gulvet, spjættede lidt med det ene ben, blev rolig – for til sidst at stikke en sort hånd med krummede fingre ud af sit bål.
Denne hånd lignede en tiggerhånd.
Det var Barbaras sidste dans. Hendes protest. Barbara Jones. ville aldrig blive rekvireret mere. Hun var død. Det er for resten det, man kalder at reducere folk in rekvisition.
Hendes mand fik at vide, at hans kone ikke ville blive rekvireret mere. Han blev meget glad over denne meddelelse, for alle disse rekvisitioner havde taget meget på ham. Han lod Barbara begrave, som det nu engang sømmer sig, i god indviet jord, og som han havde råd til det. Derefter giftede han sig med en anden, der blev ham en god kone, og som aldrig blev rekvireret … kanske fordi hun ikke havde samme slags ben som Barbara.
