TRÆK FRA GLEMMEBOGEN, Libertas Nr. 1-2
Af Flemming Juncker Gyldendal 1986, 131 sider, 98 kr.
Anmeldt af Peter Kurrild-Klitgaard September 1987
Flemming Juncker er journalist på dagbladet Politiken og redaktør af et af mine yndlingsblade "Månedsmagasinet - Politik og Kultur". Han er en af de mest konsekvente socialdemokrater og talsmænd for en traditionel højrødet linie. Han er mester i kompromisløs analyse, og anvender - i følge egen formular - et klart socialistisk synspunkt. Men trods hans ukuelighed i socialistisk tænkning er han normalt et usædvanligt glimrende emne for en ordveksling i debatter. Dette gælder både i skriftlige såvel som i mundtlige sammenhænge. Flemming Juncker har de bedste forudsætninger for at begå sig som en intellektuel tænker; en fuldkommen logisk tankegang og en enorm sagkundskab om både de principielle og praktiske ideologiske spørgsmål.
Bogen "Træk fra Glemmebogen" er i virkeligheden en kommentarsamling med kritiske artikler, der skildrer de seneste års borgerlige højredrejning i Danmark, og hvad Flemming Juncker mener, at denne højredrejning rummer af konsekvenser. Der er givet plads til en omfattende behandling af mere generelle emner om socialisme contra borgerlig politik; spørgsmål, der også vil være relevante, når Firkløveret for længst kun er et minde. Nogle af kapitlerne i Junckers bog er overvejende debatoplæg om rent politiske dagligdags begivenheder i dansk politik i 1980'erne, og andre kapitler er - som nævnt - mere principielle, og disse skal jeg da også bruge mest tid på.
I et spændende kapitel, kaldet "Socialdemokratismens begreb", analyserer Juncker blandt andet socialdemokraternes forhold til marxismen (et område hvor han - og også jeg - mener, socialdemokraterne er for besindige og ideologiforladte), det danske socialdemokratis ideologi og en kritik af Poul Nyrup Rasmussens økonomiske teorier i det hele taget. Heri beskrives også den socialdemokratiske korstogspolitik, fremført som værende et simpelt redskab til at opnå, og fastholde regeringsmagten, og et flertal i folketinget. Som Juncker siger det; partiet "undergraver sig selv, ved at gå i alliance med stadig mere højreorienterede partier". Alt sammen for magtens skyld. Og hvad skal man bruge den til, spørger Juncker, hvis konsekvensen er den socialdemokratiske ideologis fuldstændige udviskning? God påtale, som man ikke skal være socialist for at være enig i.
I et andet - særdeles væsentligt - kapitel fremkommer en kritik af den herskende borgerlige politik og af dennes ideologiske grundlag, hvor Juncker blandt andet - efter min opfattelse med urette - sammenligner ledende nyliberale tænkere og aktører, fra Adam Smith frem til Hayek og Friedman, med Mogens Glistrup og Søren Krarup. Disse sammenstildes ikke personligt - men ideologisk med hensyn til deres menneskesyn. Glistrup og Krarup er "højre-ekstremister", og de rummer en parallel for så vidt angår deres (for)agt for nødlidende mennesker; for fremmede og de "mindrebemidlede" i samfundet. Dette karakteriserer - ifølge Juncker - også de mere "bløde højre-ekstremister" blandt andet repræsenteret ved netop de store tænkere.
Det er denne påstand, der udgør den ultimative spærrebom, omkring hvilken al debat om nyliberalistisk menneskesyn roterer. Påstanden er grundlæggende forkert - politisk, økonomisk og filosofisk - og hvad værre er, den bliver debatteret ud fra fuldkommen forvanskede præmisser, eller simpelthen fra en inkonsekvent politisk/økonomisk opfattelse og en overfladisk filosofisk forståelse.
Eksemplet med Glistrup er - i virkeligheden - ganske godt, fordi hans standpunkter og synspunkter i allerhøjeste grad repræsenterer holdninger, der ligger milelangt fra de fleste nyliberale/libertarianeres, også selvom Juncker ikke anser dette for værende tilfældet. Glistrup står for en række synspunkter, der på intet tidspunkt kan, må eller skal sammenblandes med det, som Adam Smith, Hayek, Friedman, Rand, Rothbard, Nozick og Block står for. Disse forskelle er ikke alene tilstede i anskuelserne af de praktiske problemer, men først og fremmest i de filosofiske grundlag, der ligger bag.
Dog er det også her nødvendigt at påpege, at der er en væsentlig forskel på konservativ "laissez faire"-liberalisme (Adam Smith, Milton Friedman) og frihedsorienteret socialliberalisme-liberalisme (Hayek), samt den egentlige nyliberalisme (Rothbard, Rand og Nozick). For eksempel indrømmer Rothbard, der er filosof og naturretslærer ved siden af sit virke som økonom af den "østrigske skole" at han ikke kan forsvare gradsforskellene i - lad os sige - socialliberalismens "tryghedssystem", hvorved borgerne påtvinges forsikringer etc. etc. Sådanne institutioner kan ikke eksistere i et system, hvor borgerne er suveræne, og deres ejendomsret hellig. En nærmere beskrivelse af forskellighederne mellem de mange nuancer af nyliberalisme/libertarianisme kan yderligere studeres i blandt andet bogen "Left and Right - The Prospects for Liberty", udgivet i 1979 af Murray Rothbard.
For at vende tilbage til "Træk fra Glemmebogen" skal det siges, at for den nyliberale/libertarianske læser er Junckers bog interessant, ikke på grund af beskyldningerne mod nyliberalismen - disse har kunnet imødegås gentagne gange - men fordi den giver indblik i de forskellige socialistiske opfattelser, argumenter og filosofi. Ydermere kommer der frem en omfattende og ikke ubegrundet kritik af den siddende regering og dens politik. Denne kritik må enhver nyliberal/libertarianer bare kunne nikke bifaldende til. Det synes i virkeligheden sjovt, at Juncker på den ene side gennemskuer den borgerlige magttilbedelse på bekostning af de borgerlige partiers eget princip, mens han på den anden side ikke kan gennemskue, at det samme faktisk gælder for socialdemokraterne. De er villige til at sælge deres principper for at få magten, og samtidig er det faktisk deres dogmatiske socialistiske ideologi, der - og ikke liberalismen - skaber de problemer, de forsøger at løse med deres politik.
Juncker holder ikke desto mindre med sin bog "troskaben" mod de socialistiske principper i hævd. For den sags skyld er det imidlertid slet ikke det, der gør bogen anbefalelsesværdig - alligevel er det vigtigt at påpege, at hans bog er langt bedre end det, der kommer fra den nuværende regering, fordi den stik imod denne har et princip.
