Tocqueville og demokratiet, Libertas Nr. 3
Af Dominique Bouchet
Marts 1988
Dominique Bouchet, sociolog og økonom, lektor ved Odense Universitet, er forfatter til »Farvel til skriftkulturen«, udg. på Chr. Ejlers Forlag 1988. Medforfatter til »Fremtiden er ikke, hvad den har været,« Fremad 1987. Medredaktør af tidsskriftet »Paradigma«.
»Afhængigt af, om vi opnår den demokratiske frihed eller det demokratiske tyranni, vil verdens skæbne blive forskellig, og man kan sige, at det i dag afhænger af os, om Republikken ender med at blive indført overalt eller afskaffet overalt.«
Alexis de Tocqueville 1848. Avertissement á la douzième edition de La Démocratie en Amérique.
1. Panorama
Alexis de Tocqueville, født i Paris i 1805, blev en af de få franske adelsmænd, der i demokratiet så en ny, mulighedsrig samfundsform og ikke en katastrofe. De fleste aristokrater på hans tid mente, at den franske revolution ødelagde enhver form for sundt samfundsliv, og derfor var de af den opfattelse, at det gjaldt om at gøre alt det, der kunne gøres, for at komme tilbage til den verden, der nu var gået tabt. Tocqueville, derimod, var klar over, at dette ikke kunne lade sig gøre, thi grundlaget for et sådant samfund var visket ud. Han lod sig ikke af den grund forføre af den moderne eskatologi, som reducerede historien til en ny form for skæbne, hvor produktivkræfternes udvikling i det lange løb skulle sikre paradiset på jorden og gøre politikken overflødig. Nej, samfundets kurs var ikke sikret af nødvendigheden; menneskene var stadig aktørerne, og det, som var på spil i disse udfordringstider, var netop at sikre en fremtid, der var menneskeværdig. Det moderne samfund, der var ved at blive etableret, var fanget i et bemærkelsesværdigt problemskabende og grundlæggende modsætningsprincip: Demokratiet kunne lige såvel bane vejen for en større despotisme, som det kunne bidrage til myndiggørelsen af hele befolkningen. Friheden var ikke garanteret af den erklærede lighed: Friheden skulle sikres mod selve lighedsidealet.
I en tid med forandringsmuligheder som vores, hvor så godt som alle de institutioner, vi har skabt i forbindelse med etableringen af det demokratiske samfund, overvejes på ny, kan megen inspiration hentes hos Alexis de Tocqueville, ikke så meget hvad angår de konkrete løsninger som derimod de ideer, der muliggør forståelse af en ny situation.
Der findes mange, ikke aristokrater, men teknokrater og økonokrater, som i dag ikke kan indse, at vi står over for betydelige ændringer, som ikke vil kunne klares med rutinen. Disse ændringer kræver nytænkning og reorganiseringer. Men heldigvis findes der færre og færre, der tror, at samfundet er sat på skinner, og politikken vil måske atter kunne få sin betydning, når aktørerne vil indse, at teknikken eller økonomien ikke dikterer historien, men menneskene i deres valg af værdier, redskaber, teknikker, institutioner og livsmåder.
I den nuværendse krise hersker der tvivl om staten, økonomien og politikken. Velfærdsstaten udsættes for kritik fra højre og venstre. Det er ikke så let at finde ud af, hvad der er højre og venstre i politikken. Dagens væsentlige spørgsmål lader sig ikke indfange af den gamle højre/venstre akse. Arbejdsløsheden og forureningen sætter det gamle økonomiske redskab over for opgaver, som ikke umiddelbart kan løses, uden at redskabet fornyes. De tidligere herskende forestillinger om vort forhold til naturen, om vor fremtid, om arbejde, om fællesskab, ja, selv om videnskab, udviskes. De nye forestillinger bliver til på grundlag af de overvejelser, vi gør os. Helt centralt for disse overvejelsers frugtbarhed er forståelsen af moderniteten og dermed af, hvad demokratiet er.
Alexis de Tocqueville kan hjælpe os med at forstå moderniteten og dens krise. Hinsides de forskellige politiske regimer, som organiserede magten i hans tid, så han tydeligt det fælles, det radikalt nye. Han kunne allerede karakterisere det: Den nye samfundsform var demokratisk.
Det demokratiske kunne ikke reduceres til blot at være folkets magterobring fra monarkiet eller aristokratiet. Denne opfattelse havde de revolutionære selv, og mange historikere valgte at fortælle revolutionens historie, som læst ud af dens aktørers selvforståelse. Men Tocqueville bemærkede tidligt, at de revolutionære tider er tider, hvor historien tilsløres af ideologien: Aktørerne får svært ved at forstå, hvad de er med til i disse tider. De overvurderer betydningen af deres handlinger. For Tocqueville fejer revolutionen ikke undertrykkelsen bort; den definerer frihedsproblemet i nye termer, på nye betingelser.
Tocqueville så det demokratiske samfund blive etableret på grundlag af et samfund, hvori monarkiet herskede, og blev betydeligt præget af dette. Man skal tale om det demokratiske samfund, thi der er tale om det; som Tocqueville kalder »un etat social«, og som vi kunne kalde »en samfundsform«, en måde, hvorpå samfundet er, og ikke blot et politisk regime. Den demokratiske samfundsform kender flere politiske regimer; men det væsentligste er i selve formen og ikke i regimerne.
Det er således det fælles og det radikalt nye i forhold til den tidligere måde at organisere samfundet på, som Tocqueville mener, det er vigtigt at være opmærksom på. I det traditionelle samfund hvilede det samfundsmæssige bånd på delingen: Hierarkiet var et grundlæggende princip i samfundet, som holdt enhver på sin plads. Det moderne samfund etableres, når samfundet erstatter dette ældgamle princip med et nyt: Samfundet bindes i dets stræben efter lighed. Det er netop lighedsidealet, som derefter udgør det samfundsmæssige bånd. Meget er dermed forandret; men dette skal ikke tilsløre, at samfundet grundlæggende forbliver optaget af det samme afgørende problem: At få samfundet til at hænge sammen. Måden, hvorpå dette sker i det moderne samfund, er betydeligt præget af det traditionelle samfunds sidste organiseringsform med en monark som garant for sammenhold.
Tocqueville har ingen særlig sympati for absolutismen, tværtimod: Han mener, at monarkiet, som det fungerede før revolutionen i Frankrig, havde ødelagt de samfundsmæssige bindinger, sådan som de fungerede i det aristokratiske system. Enevolds despotiet havde centraliseret så meget, at magten havde mistet sine sikkerhedsventiler. Tocqueville mener med Montesquieu, at magten bedst organiseres således, at den sætter sine egne bremser, og at dette gøres ved, at der etableres en mangfoldighed af beslutningsinstanser af politiske institutioner, som bringer hinanden i ligevægt og dermed forhindrer magtens vildfarelse. Et sådant system, mener Tocqueville, fandtes, da aristokratiet udgjorde en betydelig magtfunktion forankret i de lokale forhold, som kunne påvirke eller modvirke kongen.
Men despotismen havde erobret den lokale magt og centraliseret alle beslutningerne. Den havde gjort aristokratiet til en overflødig klasse, hvis berettigelse ikke længere kunne opfattes af resten af befolkningen, som derefter ønskede denne klasse afskaffet, hvor den i stedet burde have taget sig mere i agt for selve despotismen som form og mindre for aristokratiet som klasse.
Det er ikke Tocqueville, men Reinhart Kosselleck, som bedst har analyseret, hvordan absolutismen opstod som løsning på de problemer, samfundet var blevet fanget i, da dets medlemmer ikke længere delte den sammen religion og begyndte at slås indbyrdes i borgerkrige, al den stund religionen stadig var så grundlæggende i samfundet, og tolerancen og pluralismen på disse områder ikke var mulig. Den tyske idehistoriker skrev i 1953 sin disputats om bl.a. opkomsten af den moderne statsræson, som ved at hæve sig op over moralen og religionen bragte en ende på den tilstand, der havde hersket, efter at kirken i det 16. århundrede mistede sin enhed, og den samfundsmæssige orden, den sikrede, brød sammen.
Tocqueville havde ikke set denne udvikling. Den kritiske afstand til religionen, som en seriøs moderne analyse kræver, var ikke så nem at opnå i hans tid. Det er ikke så meget kirken, han fokuserede på, som adelsstanden. Han var ganske vist klar over, at kirken var blevet en institution adskilt fra befolkningen, men det er mest adelsstandens forvandling til en kaste uden politisk funktion, som han interesserede sig for. Dermed så han klart forskellen mellem det franske og det engelske monarki. I Frankrig blev adelsstanden frarøvet sin lokale administrative magt uden at komme til at få særlig indflydelse på regeringen nationalt. Til forskel fra, hvad der skete i England, hvor den økonomiske rigdom blev organiseret i hænderne på en ny klasse helt uden om aristokratiet, ja, snarere imod aristokratiet, som kunne betragtes som en snylterklasse.
Tocqueville ser et nyt samfund hvilende i sig selv opstå ved siden af det gamle: Le Tiers Etat med sit eget aristokrati: Borgerskabet.
Læseren tænker måske nu på Marx, som ligeledes pegede på opkomsten af de nye klasser, som ifølge hans analyse skulle være dem, som erobrer kommandoen over historien. Tocqueville adskiller sig dog væsentligst fra Marx ikke så meget på grund af sit syn på aristokratiets rolle; men fordi han ikke reducerer historien til pengeakkumulation eller klassekamp.
Det er nyttigt at læse Marx. Hans analyse af kapitalakkumulationen er det væsentligste bidrag til forståelsen af økonomiens status i vort moderne samfund. Ikke desto mindre er det farligt at nøjes med hans analyse af religion og politik. Tocqueville er en bedre hjælp, hvad det angår, og dette til trods for, at Tocqueville overså mange af det økonomiske felts mekanismer.
Ligesom alle det 19. århundredes samfundsforskere havde Tocqueville en tendens til at reducere den samfundsmæssige udvikling til en forenklet strukturs udviklingslogik. For Marx var kapitalen det afgørende; for Tocqueville lighedsidealet. Men det særlige ved Tocqueville er netop bevarelsen af det politiske spørgsmål i en tid, hvor samfundsanalysen mere og mere var præget af en tildækning af dette spørgsmål bagved det økonomiske spørgsmål.
Tocqueville reducerer altså ikke samfundet til dets økonomiske dimension. Hans understregning af betydningen af det, som Castoriadis kalder det imaginære, er bemærkelsesværdig. For Tocqueville er det afgørende, at den ændringsproces, som munder ud i det moderne demokratiske samfund, angår holdninger til grundlæggende værdier, dvs. at en ny måde at se tingene på er ved at opstå.
Afgørende for denne måde at organisere verden på er forestillingen om lighed. Der bliver ikke længere henvist så meget til Gud som til folket. For Tocqueville har forestillingen om folket, som er en abstraktion, erstattet den tidligere så centrale Gudsabstraktion. Folket tilhører det imaginære; det findes kun takket være forestillingen om det. Ligheden er ligeledes en imaginær størrelse. Her er det på sin plads at lade Tocqueville komme til orde og dermed introducere det centrale begreb »den offentlige mening«. I De la Démocratie en Amérique's andet binds tredje del finder man følgende bemærkninger.
»Man har endnu ikke kendt samfund, hvor betingelserne var så lige, at der hverken fandtes rige eller fattige og dermed heller ikke herrer og tjenere. Demokratiet forhindrer ikke, at disse to klasser findes; men det ændrer deres karakterer og modificerer deres (indbyrdes) forhold.« (Oe 1.2:185; GF II:221; USA:573).
»Lige meget, hvordan rigdom og fattigdom, magt eller pligt til at adlyde, i al deres tilfældighed skaber afstande mellem to mennesker, så vil den offentlige mening, baseret på tingenes almindelige orden, tilnærme dem et fælles niveau og skabe en slags imaginær lighed imellem dem på trods af den reelle ulighed i deres livsbetingelser.
Denne almægtige offentlige mening ender med at trænge ind i sjælen, selv på dem, i hvis interesse det er at bekæmpe den; den indvirker på deres dømmekraft samtidig med, at den betvinger deres vilje.« (Oe 1.2:189-90; GF II:226; USA: 576-77, min kursivering).
Således understreger Tocqueville betydningen af det, man forestiller sig. Det væsentligste er ikke, om der faktisk findes en større lighed, men hvad man mener er, og hvad man mener burde være. Den offentlige mening spiller en afgørende rolle i demokratiet, mener Tocqueville. Det er den, der indtager den plads, som i det traditionelle samfund var religionens. I kapitlet om »Om de vigtigste kilder til tro og meninger hos de demokratiske folk« i De la Démocratie en Amérique forklarer han først, at:
»Det er let at se, at et samfund ikke kan trives, hvis dets borgere ikke har en fælles tro at samles om, ja, det vil ikke engang kunne eksistere. For uden et fælles idégrundlag bliver der ikke noget samarbejde (action commune), og er der intet samarbejde, finder man måske fremdeles mennesker, men ikke noget samfund. For at man kan tale om et samfund, og for at dette samfund skal kunne trives, må alle borgerne altid kunne samles om visse grundlæggende ideer, og dette er umuligt, hvis ikke den enkelte henter sine meninger fra en fælles kilde og godtager færdige opfattelser.« (dk:62; Oeuvres 1.2:16; GF II: 15; USA: 433-4).
Tocqueville forklarer derefter, at den offentlige mening i det demokratiske samfund bliver til en slags tro for masserne, som nu dyrker sig selv.
»Eftersom borgerne bliver stadig mere jævnbyrdige og lige, bliver de mindre og mindre villige til blindt at tro på en bestemt mand eller en bestemt klasse. I stedet tror de mere og mere på flertallet (la masse, the mass), og det bliver i stadig stigende grad den offentlige mening, som styrer verden. I det demokratiske samfund er den offentlige mening ikke bare den eneste vejleder for den enkeltes tanke; den får også uendelig større magt end i andre samfund. I lighedens tidsalder tror mennesker ikke længere på hinanden, fordi alle ligner hinanden; men denne lighed giver dem samtidig en næsten ubegrænset tiltro til den offentlige mening. Når alle er lige oplyste, findes det lidet sandsynligt, at sandheden ikke skulle være at finde hos flertallet.« (dk.63; Oe 1.2:18; GF 11: 17; USA:435).
I en tid, hvor opinionsundersøgelsernes rolle bliver større og større, er disse skarpsindige bemærkninger stadig aktuelle. For et hundrede og halvtreds år siden så også Tocqueville opkomsten af massesamfundet, et samfund truet af middelmådighed, ligegyldighedsudbredelse og af en ny form for despotisme, som Tocqueville benævner flertallets tyranni, dvs. magtfrarøvelse i flertallets navn vel vidende, at flertallet først og fremmest er en abstraktion.
»Despotismen, som er mistænksom af naturen, ser i menneskenes isolation den bedste garanti for sin egen bestandighed, og den gør sædvanligvis alt, hvad den kan, for at isolere dem. Af alle menneskelige laster er der ingen, der passer despotismen så godt, som egoismen. En despot tilgiver gerne, at hans undersåtter ikke elsker ham, blot de heller ikke elsker hinanden. Han beder dem ikke om hjælp til at lede staten; det er nok, hvis de ikke tragter efter selv at styre den.
Ligheden placerer menneskene ved siden af hinanden uden et fælles bånd til at holde dem sammen. Despotismen rejser barrierer mellem dem og adskiller dem. Ligheden indretter det, så ingen tænker på sine medmennesker, og despotismen gør en slags offentlig dyd af ligegyldigheden.
Despotismen, som til enhver tid er en fare, skal man således være særlig på vagt over for i demokratiets tidsalder. «(Oe 1.2:109; GF II:131; USA:509-10 – min kursivering).
Det demokratiske samfund karakteriserer Tocqueville som et samfund, hvor lighedsidealet tenderer mod at ødelægge frihedssbetingelserne. For det første, fordi der let kan opstå en despotisme, som holder alle undertrykte i lighedens navn, for det andet, fordi alle bliver fanget i et statusræs hidrørende fra de bestræbelser, som lighedsidealet kræver af dem.
»Når ulighed er den almindelige tilstand i samfundet, vækker selv de største uligheder ingen opmærksomhed: når alt er næsten lige i samfundet, krænker selv den mindste ulighed. Derfor bliver ønsket om lighed mere umætteligt, desto større ligheden bliver.
Blandt de demokratiske folkeslag opnår menneskene let en vis lighed; men de vil aldrig opnå den lighed, de higer efter. Denne trækker sig til stadighed tilbage foran dem uden dog nogensinde at forsvinde helt af syne, og, idet den trækker sig tilbage, lokker den dem til at følge efter sig. Uophørligt tror de, at de vil gribe fat i den, og uophørligt undslipper den deres favntag. De ser den tæt nok på til at kunne se dens tiltrækkende sider; de er dog aldrig så nær, at de kan tage den i besiddelse, og de dør, før de har nydt dens sødme til fulde.
Dette er årsagen til den ejendommelige melankoli, som indbyggerne i demokratiske lande ofte fremviser midt i al deres overflod, og den livslede, der sommetider griber dem midt i en rolig og bekvem tilværelse.«
I massesamfundet bliver samfundsmedlemmerne til individualister, som går mere op i at sammenligne sig selv med naboerne end i fælles anliggender.
»Demokratiet afholder menneskene fra at komme tæt på deres medmennesker; men de demokratiske revolutioner får dem til at flygte fra hinanden og viderefører, midt under ligheden, det had, som fødtes af uligheden.« (Oe 1.2:108; GT IL 130; USA:509).
For Tocqueville er individualismen »af demokratisk oprindelse og truer med at udvikle sig i takt med lighedens udbredelse.« »Individualisme er en rolig og reflekteret følelse, som gør den enkelte borger tilbøjelig til at isolere sig fra sine medmennesker og til at trække sig tilbage med sin familie og sine venner, for, når han således har skabt sig sit eget lille samfund, at overlade det store samfund til sig selv.« (Oe 1.2:105; GF 11:125; USA:506; dk:86) forklarer Tocqueville. Når individualismen udbreder sig, mister samfundet således det nødvendige engagement, som den ernærer sig ved. Tocqueville understreger også tendensen til hedonisme og letkøbthed:
»Et af den demokratiske tidsalders særlige karakteristika, er den smag for nemme succeser og øjeblikkelig nydelse, som alle mennesker føler. Dette genfinder man inden for såvel intellektuelle som alle andre løbebaner. De fleste af dem, som lever i lighedens tidsalder, er optændt af på én gang heftig og kraftsløs ambition. De vil gerne opnå stor succes her og nu; men de vil også undgå at gøre de store anstrengelser for den. Disse modsatrettede følelser leder dem til en søgen efter generelle ideer, ved hjælp af hvilke de kan smigre sig med at skildre omfattende ting uden for megen ulejlighed og tiltrække sig offentlighedens opmærksomhed uden besvær.
Og jeg ved ikke, om de gør fejl i at tænke således, for deres læsere viger lige så meget tilbage for tilbundsgående grundighed som de selv og søger, almindeligvis blot nemme fornøjelser og kundskab uden indsats med hensyn til deres åndsliv.« (O 1.2:24; GF:25; USA:440, min understregning).
Det er således en meget moderne analyse af vort samfund, som vi kan læse hos Tocqueville, især i hans De la démocratie en Amérique. Selvfølgelig finder man også betragtninger, som mest skyldes datidens begrænsninger og lidt Tocquevilles nostalgi efter tider, som aldrig fandtes, hvor aristokratiet skal have sikret friheden. Men selv disse mærkværedige betragtninger og fejltagelser er lærerige. En bog skal ikke læses, som den fromme læser Bibelen. Der kan læres meget af Tocquevilles blinde pletter og vrangforestillinger, og der kan også læres meget af den måde, hvorpå han, ligesom Marx, blev misbrugt af en »isme«.
Det sidste vil vi ikke beskæftige os meget med i denne omgang, men huske på, at den liberalisme, Tocqueville talte om, var politisk: »For at bekæmpe det onde ved ligheden er der kun ét middel, der duer, og det er den politiske frihed,« skrev han (Oe 1.2:112; GF II:135; USA:513).
Meget af den liberalistiske ideologi går netop ud på at lad økonomien fare og selv blive individualist og dermed bidrag til formindskelsen af den politisk frihed.
Det følgnde skal forsøge at uddybe vor forståelse af demokratiet ved netop at behandle Tocquevilles brug af Amerika til analysen af de problemer, som Europa stod overfor dengang.
2. Skotom
Tocquevilles bemærkelsesværdige fejltagelse var, at i Europa blev demokratiet faktisk etableret på grundlag af, hvad han troede stod i vejen for dets dannelse.
Tocquevilles analyse af demokratiet i Amerika er i nogen grad paradoksal. I indledningen får vi at vide, at netop i Amerika finder man demokratiets reneste form. Alt er fuldstændig synligt; thi ingenting står i vejen: Der er intet, der forstyrrer gennemskueligheden. I Europa derimod udgør folkets kamp mod adelsstanden og adelsstandens modstand et forstyrrende moment, mener Tocqueville. Imidlertid er denne form for demokrati, som Tocqueville fandt på det amerikanske kontinent, et særtilfælde, hvor demokratiet i virkeligheden synes at afvige fra dets normale kurs og form på grund af særlige omstændigheder, og det, som Tocqueville forgiver at finde der, er netop det, som ikke er der: Forholdet mellem lighed og despotisme.
Det som kan iagttages i Amerika, er sammenhængen mellem lighed og frihed; men netop det, mener Tocqueville, skyldes særlige omstændigheder. Han nævner de udvandrendes mentalitet, deres bosættelsesvilkår. Og det er, som om Tocqueville gerne vil have, at det, som Amerika fik ved held, skal udvikles i Europa ved brug af en videnskab, han kalder for »en ny politisk videnskab for en verden, som en helt ny.« (Oe 1.1:5; GF H 1:62; USA 12; dk:6). Og dette fordi en uimodståelig revolution må bringe en ny form for despotisme til veje og derved en ny verden i fare.
Tocquevilles omveje, hans noget indirekte måde at kaste lys over det demokratiske problem i Europa, synes at være begrundet i de gamle nationers manglende evne til at forstå og påtage sig den demokratiske verden. I stedet for at forstå det, som er sket, og det, som sker, er de europæiske nationer fanget i denne proces, uden nogen form for indsigt eller styring. Den tidligere herskende klasse er delt i to lige så tåbelige måder at reagere på: »Laissez-fairen« og reaktionen. De, som overtager magten, er så optaget af denne magtovertagelse, at de overser selve spørgsmålet om magtens væsen og forvandlinger. Tocqueville tager den omvej til Amerika, fordi Amerika netop er fri for disse konflikter. Som Tocqueville udtrykker det; det amerikanske samfund stemmer overens med dets »etat social«. Sagt på en anden måde: I Amerika er folket det, som hersker over det politiske liv, lige som Gud hersker over universet: Folkets er altings årsag og hensigt (la cause et la fin de toute chose); alt stammer fra det, og alt bliver opslugt af det (jvf. Oe 1.1:56; GF 1:120; USA:60).
Systemet synes lige så enkelt som det gamle, det traditionelle, hvor Gud var forklaringen på alt og den, der opslugte alt og alle. Tocqueville går så vidt som til at sige, at samfundet i Amerika vedkender sig selv som det, det er, uden problemer, uden vold, uden konflikter. Imidlertid er det netop denne overensstemmelse mellem samfundet og demokratiet, en overensstemmelse, som betyder konfliktløshed, fællesskab og forening for samfundets medlemmer, som udgør problemet.
Her er Tocqueville, ligesom Marx, offer for sin tids herskende myte og drøm om et gennemsigtigt samfund, et slags paradis på jorden, hvor enhver konflikt er utænkelig, og hvor samfundsmedlemmerne lever problemfrit med hinanden. Marx mente, at kommunisme ville bringe en ende på klassekonflikterne; Tocqueville ser i demokratiet, til trods for sin analyse af flertallets tyranni, en klar tendens til opnåelsen af en sådan overensstemmelse mellem samfundet og dets medlemmer, og dette er præcis begrænsningen i Tocquevilles politiske forståelse. De følgende citater skal illustrere dette:
»Det, som holder et stort antal borgere sammen under den samme regering, er meget mindre et velovervejet ønske om at forblive forenede, end det er en instinktiv og på en vis måde ufrivillig overenskomst, som udspringer af følelsernes lighed og meningernes ensartethed.
Man får mig aldrig til at indrømme, at mennesker danner et samfund blot ved at anerkende det samme overhovede og adlyde de samme love. Der er først tale om et samfund, når menneskene betragter et stort antal forhold på samme måde, når de havde samme meninger om et stort antal sager, og endelig når de samme kendsgerninger giver dem de samme indtryk og vækker de samme tanker hos dem.
Uagtet at Anglo-Amerikanerne har flere religioner, har de alle den samme måde at betragte religionen på. De er ikke altid enige om de midler, man skal bruge for at regere godt, og har forskellige synspunkter mht., hvilken regeringsform der er passende; men de er enige om de generelle principper, som skal styre de menneskelige samfund. Fra Maine til Florida, fra Missouri til Atlanterhavskysten, er man af den opfattelse, at enhver legitim magt udspringer af folket. Man har de samme opfattelser af frihed og lighed; man bekender sig til de samme meninger om pressen, om forsamlingsfriheden, om nævningedomstole og om magtudøvernes ansvar. (Oe 1.1:389-90; GF 1:492; USA:373, min kursivering).
Alt dette indskriver sig i en ramme, som er sat af religionen, thi for Tocqueville er religionen den nødvendige begrænsning, som virkelig forener; det fremgår klart af de følgende citater:
»Således har menneskeånden aldrig et ubegrænset spillerum. Uanset dens dristighed vil den fra tid til anden føle, at den må standse foran uoverstigelige barrierer. Før den fornyer sig, er den tvunget til at acceptere visse elementære forudsætninger og lade selv dens dristigste ideer underkaste visse former, som hæmmer og berammer dem.« (Oe 1.1:305; GF 1:398; USA:292).
»Religionen er langt mere nødvendig i den republik, de lovpriser, end i det monarki, de angriber, og mere end noget andet sted i de demokratiske republikker. Hvordan kunne samfundet undgå at gå til grunde, hvis ikke det moralske bånd styrkedes i takt med, at de politiske bånd løsnedes? Og hvad skal man stille op med et folk, der er sin egen herre, hvis ikke det er underkastet Gud?« (Oe 1.1:308; GF 1:401; USA: 294).
»På samme tid, som loven tillader det amerikanske folk at gøre hvad som helst, forhindrer religionen det i at tænke alt og forbyder det at turde alt.
Religionen, som i Amerika aldrig blander sig direkte i regeringen af samfundet, må da betragtes som den vigtigste af landets institutioner, thi selv om den ikke selv har givet dem smag for friheden, så letter den i høj grad deres udnyttelse deraf.« (Oe 1.1:306; GF I:398; USA:292, min kursivering).
Tocqueville var et barn af sin tid og slægt. Hans syn på det helliges betydning blev tydeligt præget af det. Da det blev klart for ham, at samfundet sammenkædes gennem det imaginære, blev den eneste form for det imaginære, Tocqueville kunne komme i tanke om, den, som tidligere fungerede: Det religiøse. Men et hundrede og halvtreds år efter er det lettere at fatte, at det, som binder samfundet sammen i det imaginære, ikke behøver at være det religiøse. Kirken er i dag endnu mindre sammenhængende end dengang, da Tocqueville iagttog dens forfald som institution, og Gud optager i dag endnu mindre plads i folkets forestillingsverden end folket selv, som Tocqueville så rigtigt forudså.
I dag er det muligt at betragte netop det, Tocqueville troede var tilfældigt, som det væsentligste i demokratiet: Konflikterne og den fortsatte debat om værdierne er konstituerende elementer for demokratiet.
Demokratiet er ikke paradiset; det er ikke den dybe sammensmeltning af sindene. Demokratiet er det endeløse problem om meningen, den aldrig færdige diskussion om, hvad samfundet burde være.
I det demokratiske samfunds mange varianter er det samfundsmæssige bånd bestemt til at være et åbent spørgsmål uden nogen form for begrænsning – end ikke den religiøse. Demokratiet er en samfundsform, hvor samfundet foreskriver en ubegrænset og endeløs spørgen, hvor befolkningen bliver opfordret til at turde alt. Og hvis, som vi lige har læst hos Tocqueville, religionen er det, der forhindrer befolkningen i at tænke alt og forbyder den at turde alt, så er demokratiet grundlæggende anti-religiøst. Og var det ikke Tocqueville, som i den franske revolution så dens forbindelse med det anti-religiøse? Det var intet særtilfælde: Demokratiet etableres på grundlag af religionens forfald som fællesprincip.
Denne tabte form for fællesskab har hjemsøgt de nyetablerede demokratiske samfund. Det er ikke blot Tocqueville, som drømmer om det gamle fællesskab; det gjorde Marx og Durkheim også, og med dem generationer af borgere, som troede, at demokratiet gik ud på at etablere et mere eller mindre videnskabeligt paradis på jorden. Enheden, identiteten er foregøglelser, som har plaget samfundsforskningen, samfundsdebatten og de politiske kampe indtil nu. Så længe demokratiet godtager den gamle fællesskabsform som ideal, er det fanget i et modsætningsprincip, som truer den endnu mere end det flertalstyranni, som Tocqueville så udmærket pegede på. Ja, flertalstyranniet kan faktisk skyldes overseelse af denne grundlæggende modsætning.
Totalitarismen er, når demokratiet vælger at fastholde gøglbilledet om identitet og enhed (totaliteten) fremfor at se i øjnene, at der kun er tale om en rest fra tidligere tider, som ikke kan komme tilbage. Totalitarismen er fornægtelsen af den frihed, som er opstået ved demokratiet, ja, den er ligefrem flugten fra den angst, som denne frihed skaber, når friheden erkendes som den udfordring, den er. Flugten kan bestå i debattens fornægtelse. I et forsøg på at få virkeligheden til at stemme overens med diskursen kan drømmen gøre op med virkeligheden, det umulige inddrage det mulige og enigheden ophæve friheden.
Totalitarismen er i visse lande kendt som værende præget af lokale traditioner (zarisme, orientalsk despoti), som aldrig har stillet spørgsmål om frihed. Men i samfund, som har hyldet friheden, kan totalitarismen opstå på grund af manglende accept af, hvad demokratiet er, hvilket munder ud i et forsøg på at fuldføre enhedsdrømmen i et samfund, der hviler på et princip, som netop er i modstrid med denne utopi. Totalitarismen er tilbagevenden af det religiøse princip i et samfund, som netop er ved at gøre op med religionen. Det er konsekvensen af det moderne samfunds bevarelse af myten om en tilstand, hvor samfundet stemmer overens med en sandhed. Sandheden, når moderniteten netop består i at udelukke en sådan entydig størrelse.
Det særlige ved den demokratiske samfundsform er, at den aldrig kan hæves over enhver tvivl, thi den skal altid sættes under debat. I dens væsen, dvs. i dens organisationsform og i dens måde at forestille sig selv, ligger en evig spørgen, som kalder på modstridende svar. Demokratiets væremåde er debatten og, som Tocqueville skrev: »For at bekæmpe de ulykker, som ligheden (demokratiet) kan forårsage, er der kun ét virksomt middel, og det er den politiske frihed.« Det gælder i hvert tilfælde ikke om at forene religion og politik, men om at forstå, at den offentlige mening og politikken har indtaget den plads, som Gud og religion tidligere optog.
»Efterhånden som en nation opbygger en demokratisk og social stat, og som man ser samfundene hælde til republikanismen, bliver det farligere og farligere at forene religionen og autoriteten. Thi den tid nærmer sig, hvor magten vil vandre fra hånd til hånd, hvor de politiske teorier vil følge på hinanden, hvor menneskene, lovene, ja, selv forfatningerne vil forsvinde eller ændres dagligt, og dette ikke kun for et stykke tid, men uophørligt. Bevægelse og ustabilitet er den demokratiske republiks natur, som ubevægelighed og dvale danner reglen i absolutte monarkier.« (Oe 1.1:312; GF 1:405; USA: 298).
Svindinge, sommer 1986
Noter
- Peter Laslett har beskrevet denne forladte verden i sin fremragende bog The world we have lost; men han tog udgangspunkt i det engelske førindustrielle samfund, og Tocqueville på linje med Montesquieu har netop understreget forskellene mellem det franske og det anglosaxiske aristokratiske system.
- Souvenirs finder man denne bemærkning om de, der reducerer historien til en deterministisk udviklingskæde:
»For min part hader jeg de absolutte systemer, der lader alle historiens begivenheder afhænge af store grundårsager, der indbyrdes hænger sammen i en skæbnebestemt kæde, og som så at sige udelukker menneskene fra menneskehedens historie. Jeg finder dem snævre i deres påståede storhed og falske i deres udseende af matematisk sandhed. Jeg tror – med al respekt for de skribenter, der har opfundet disse sublime teorier for at nære deres forfængelighed og lette deres arbejde – at mange store historiske begivenheder kun kan forklares ud fra helt tilfældige omstændigheder, og at mange andre må forblive uforklarlige, og endvidere, at tilfældet eller snarere det virvar af sekundære årsager, som vi kalder tilfældet, fordi vi ikke kan rede trådene ud fra hinanden, spiller en stor rolle for alt det, som vi ser på verdens teater. Men jeg tror fuldt og fast på, at tilfældet ikke er årsag til noget, som ikke er forberedt på forhånd. De forudgående begivenheder, samfundets hele opbygning, de forskellige åndsformer, sæder og skikke, alt er det de komponenter, af hvilke tilfældet skaber de improvisationer, der forbavser os og forskrækker os.« (Erindringer: 92; Oe 12:84: folio: 112-113).
I De la Démocratie en Amérique skriver Tocqueville, at i det demokratiske samfund:
»bliver behovet for at opdage almene regler for alting, for at rumme et stort antal objekter under den samme form, og for at forklare en samling fakta ved en eneste årsag, til en glødende og ofte blind lidenskab for menneskeånden,« (Oe 1.2:22; GF 11:23; USA:439).
- Forfatteren til denne artikel er også ophavsmand til en samling tekster om samfundsændringerne, som han har givet titlen Fremtiden er ikke, hvad den har været (forlaget Afveje, Århus 1986), og hvis hensigt er at beskytte det mulige ved at hjælpe dem, som vil være med til at skabe fremtid i en tid, hvor det uduelige synes at have bedre vilkår end nødvendigt. Man vil der finde mange uddybninger af nogle af de temaer, som er artiklens.
- Ved moderniteten forstår jeg det, vort samfund har udviklet sig til ved at forlade den traditionelle samfundsform, hvor mennesket var underlagt skæbnen og ikke måtte forholde sig kritisk over for traditionen. I de traditionelle samfund er det svarene, som bærer samfundet; idet moderne samfund er det de åbne spørgsmål.
I første omgang har moderniteten haft en tendens til at efterligne traditionen ved at rekonstruere en teleologi og eskatologi, som lukkede en del af de muligheder, der lå i menneskenes påberåbelser af, at de selv instituerede deres love. Skæbnen blev erstattet med fremskridtet og paradismyten med politikkens overflødiggørelse takket være produktivkræfternes udvikling.
Moderniteten er således tvetydig. På den ene side institueres den netop ved, at menneskene erklærer, at de selv er historiens subjekt. På den. ånden side slipper de ikke skæbnen helt, og underkaster sig nye guder, såsom markedsmekanismerne, teknologien eller kapitalakkumulationen.
Krisen opstår ved tvivlens frembrud i moderniteten. Krisen er en grundlæggende dimension af moderniteten netop i og med, at det moderne samfund kan stille spørgsmål om sig selv. Imidlertid har moderniteten som sagt haft en tendens til at tie tvivlen ihjel ved at overtage den traditionelle historieopfattelse. Det er først for nylig, ved fremskridtsmytens sammenbrud, at vort samfunds grundantagelser tydeligt er blevet rokket.
- Reinhart Koselleck: Kritik und Krise, Frankfurt am Main, 1973, nu som Suhrkamp Taschenbuch Wissenschaft 36. Vi kan ikke her nævne alle de, som har bidraget til forståelsen af den moderne stats opkomst; men et enkelt navn skal dog skrives, når Tocqueville gør så meget ud af at fokusere på individualismens udbredelse: Louis Dumont har netop arbejdet med den største seriøsitet om forholdet mellem individet og moderniteten.
- Jvf. Tocquevilles »Etat social et politique de la France avant et depuis 1789,« en tekst fra 1836, som findes i Oeuvres 2.1.:31-66.
- Jvf. mit bidrag til bogen Til afviklingen af den historiske materialisme, Bouchet, Juhl, Østergaard. AUC forlag, Aalborg 1979.
- Forlaget Rhodos udgav i 1981 en oversættelse af første halvdel af Castoriadis' bog om det samfundsmæssige imaginære (med min efterskrift) under den forældede titel: Marxisme og revolutionær teori. Tidsskriftet Paradigma (06.259925) vil publicere et par tekster af Castoriadis.
- »Folket hersker over den amerikanske, politiske verden, som Gud hersker over universet. Det er årsagen til og målet for alle ting. Alting udgår derfra og opsluges atter deraf.« (Oe 1.1:56; GF:120; . USA:60).
