"The elephant that never was"
LIBERTAS nr. 75, marts 2021
Niels Westy
*I 2013 offentliggjorde de to økonomer, Lakner og Milanovic, et langt arbejdspapir for Verdensbanken om verdens indkomstfordeling fra 1988-2008. Blandt de mange figurer og tabeller var der især én figur, der tiltrak sig opmærksomhed, den såkaldte elefantgraf, der angiveligt viste, at den vestlige middelklasse var sakket agterud i indkomstkapløbet, og at de rigeste én procent skulle være blevet langt rigere. Antiglobalister og nationalkonservative har anvendt grafen til at kritisere ”globaliseringen”, men efterfølgende korrektioner af data har fået ”elefanten” til at forsvinde, og intet tyder på, at de rigeste på globalt plan er stukket af, og har efterladt de fattigste i fattigdom. Alle indkomstintervaller har oplevet fremgang, og de 50 pct. fattigste har oplevet den største fremgang.*
Da økonomen Branko Milanovic præsenterede sin såkaldte elefantfigur i 2012, figur 1, fangede den straks offentlighedens interesse. Først og fremmest modstanderne af den (fornyede) økonomiske globalisering i den senere del af det 20. århundrede, og som bl.a. medførte et delvist opgør med den såkaldte importsubstitutionspolitik, som havde været populær i mange udviklingslande efter 2. verdenskrig og frem til murens fald i 1989.
Hvor det tidligere primært var venstrefløjen/antiglobalister, som gjorde sig i at dæmonisere markedskapitalismens fremgang, der beskyldtes for at gøre de ”rige rigere og de fattigere fattige”, hvilket i flere tilfælde endte i voldelige optøjer, bl.a. i Seattle og Göteborg omkring årtusindeskiftet, blev det nu også postuleret fra højrepopulistiske og nationalkonservative kræfter, som f.eks. Trump i USA og herhjemme debattører som Mikael Jalving og Rune Selsing, at globaliseringen måske nok havde mindsket verdens fattigdom, men havde det ikke også været til skade for middelklasse og lavtlønsgrupper i vesten? Ja, selv mere moderate debattører som Anna Libak købte ideen om, at globaliseringen siden 1980’erne havde været til skade for store grupper i Vesten (se hendes ellers udmærkede ”Forstå populismen” fra 2018). Problemet er bare, at hele forestillingen var og er falsk, hvilket efterfølgende er slået fast flere gange. Det har desværre ikke forhindret forestillingen om, at vestens middel- og lavindkomstgrupper har ”betalt” for den økonomiske globalisering, lever videre i bedste velgående.
## Hvad fortæller grafen og fortæller den os egentlig noget?
Budskabet i den originale elefantfigur har ofte været, at vi ser en “hængende hale” (1), som er verdens fattige, der lades tilbage, elefantens skuldre og hoved (2) er den globale middelklasse (ikke mindst kinesere), som har opnået stor økonomisk fremgang, mens bunden af snablen/truget (3) skulle være middelklassen i vesten, som har “tabt på udviklingen”. Endelig er der den højt løftede snabelspids (4), der er verdens rigeste, som løber fra alle os andre.
Den første korrektion vi må lave, er en graf baseret på et konsistent datagrundlag. I den originale elefantgraf tages der ikke hensyn til, om data indbefatter de samme lande i både start- og slutår (hvor man tillader et spænd på 5 år). F.eks. indgår Rusland i 2008-tallene, men *ikke* i tal for 1988. Af samme grund indgår der ingen data fra Rusland i den “konsistente” udgave. Den oprindelige graf inkluderer således 72 lande i 1988 og 118 lande i 2008, mens den “konsistente” graf kun inkluderer 60 lande.
Figur 1. Den originale elefantgraf fra Lakner og Milanovic (2013), samt "konsistent" graf, købekraftkorrigeret, 2005 US-dollar
Generelt er der en overvægt af lande med relativt lave indkomster, som ikke indgår i starten, men i slutningen af perioden. Dermed undervurderes væksten af de laveste globale indkomster i forhold til resten. Det fremgår faktisk også af Lakner og Milanovic’s to ”working papers”, hvordan data er fremkommet. Men især Milanovic har en “dårlig vane” med ikke at omtale svaghederne ved konstruktionen af elefantgrafen, hverken på de sociale medier (han er flittig bruger af twitter), eller når han giver interviews. På samme måde har han for vane ikke at opponere, når interviews med ham illustreres med en graf fra 2012, som indikerer et decideret fald i realindkomst for “den globale højere middelklasse”, selv om dette var rettet i det ”working paper”, han og Lakner udsendte i 2013, figur 1.
Argumentet for at medtage lande, der kun findes data for i nogle år eller rettere perioder (1988 dækker som sagt reelt over perioden 1986-1990 og 2008 over perioden 2006-2010), er ønsket om, at data skal omfatte så stor en del af verdens befolkning som mulig. Svagheden ved brug af konsistente data er, at man ender med et datagrundlag, som kun dækker en mindre del af klodens lande.
Vælger man det mindre, men mere konsistente datasæt frem for det mere omfattende – det vil sige, kun medtager lande med data for både 1988 og 2008 (stadig +/- 2 år) – “løftes elefanten” ikke blot generelt, men ikke mindst de absolut laveste og intervallet mellem p80 og p95 løftes betydeligt.
Herved forsvinder ”halen”: De laveste indkomster i 2008 er steget betydeligt i forhold til de laveste indkomster i 1988, mens indkomstfremgangen nok har været relativ lav, men dog betydelig højere for den “globale (vestlige) middelklasse” end i Milanovic og Lakners oprindelige udgave.
Adam Corlett gjorde allerede i 2016 i sin “Examining an Elephant“ opmærksom på, at fjerner man tre lande; Kina, Japan og Rusland, ændrer grafen fuldkommen udseende, hvorefter udviklingen stort set er konstant bortset fra p95, hvor kurven stiger (hvor for øvrigt 1/3 af alle danskere befinder sig).
Men som nævnt er der tale om et valg, der indebærer fordele og ulemper. Som Homi Kharas og Brina Seidel skriver i “The Elephant Chart revisited“: “We caution, however, that the sample of countries with data in both 1988 and 2008 is certainly not representative of the global distribution — countries with data are both richer and regionally unbalanced. The move to a consistent sample suggests that the drop in the elephant’s original tail shows not that the poor enjoyed little income growth between 1988 and 2008, but rather that many more poor people were surveyed in 2008 compared to 1988.”
Fra 2012, hvor Brankovic offentliggjorde den første ”foreløbige/beta-udgave” af elefantgrafen (hvor snablen dypper under nul, dvs. der skulle have været et fald i realindkomst) til 2016, går man fra, at indkomster omkring p80 er faldet i perioden 1988-2008 til, at de “kun” er steget med ca. 10 procent (stadig med det oprindelige “inkonsistente” datamateriale). En opdatering fra Brankovic og Lakner til brug af 2011 USD. Indebærer alene, at fremgangen i deres realindkomst stiger næsten 20 procent. Ja, data er følsomme, og også mere følsomme end godt er. Læseren kan jo selv gætte hvilken version af ”elefantgrafen”, der oftest anvendes i den løbende debat, som det fremgår af avisartikler mv. gennem årene. Rigtigt gættet, det gør selvfølgelig beta-udgaven fra 2012. Ak ja.
Det er i øvrigt et særskilt problem, hvorledes data er fremkommet. De primære kilder er spørgeskemaundersøgelser og en blanding af undersøgelser af forbrug (når de findes) og ellers indkomst. Er det optimalt? Nej, det er mildt sagt langt fra optimalt, og jeg kunne skrive et langt indlæg alene omkring denne problemstilling. Hvis man er interesseret i at dykke mere ned i en diskussion af problemerne omkring brug af spørgeskemaundersøgelser, vil jeg henvise læsere til bl.a. Homi Kharis og Brina Seidels “What’s Happening to the World Income Distribution?” fra Brookings.
## Hvem indgår egentlig i de forskellige indkomstintervaller?
Med udgangspunkt i den oprindelige elefantfigur blev “fortællingen” som sagt hurtigt, at truget repræsenterede Vestens middelklasse, ikke mindst den amerikanske, eller som Milanovic anfører den “lavere middelklasse i USA”. Men kan man overhovedet sige det ud fra elefantfiguren? Ikke rigtig.
Ser vi på den ene procent højeste globale indkomster (p100) i 1988, udgøres den for 64 procents vedkommende af amerikanere, mens resten stort set udgøres af europæere (23,8 procent) og japanere. Dette ændrer sig kun lidt hen over tid – i 2008 udgør amerikanere 63,2 procent og europæere 28,9 procent.
Her skal man huske på, at hvis man tilhører den ene procent højeste indkomster globalt, tilhører man et langt større interval nationalt. At være en del af top 1 pct. globalt, svarer til at være blandt de ca. 12 procent højeste indkomster i USA.
Som indskudt bemærkning kan jeg nævne, at ca. 1/3 af danskere var del af de 5 procent højeste globale indkomster, mens ca. 2/3 var blandt de 10 procent højeste globale indkomster, og 90 procent blandt de 85 procent højeste indkomster i 2013.
Mens den absolutte top altså domineres af amerikanere og europæere, ser det noget anderledes ud, når vi ser på de andre indkomstintervaller. Hvor f.eks. p5 og p10 var domineret af indere og kinesere i 1988, er der næsten ingen fra Afrika syd for Sahara (der var ingen data!). For P5 var andelen af kinesere i 1988 således 37,4 procent, mens den i 2008 var nul! For det næste 5 procentinterval var andelen mere end 2/3 i 1988, mens andelen i 2008 var faldet til 26,4 procent. Til gengæld fylder Afrika syd for Sahara kun 3,1 procent i 1988, men 40,6 procent i 2008 i første interval.
Figur 2. Elefantgrafen korrigeret 1988-2008
## Betydningen af købekraftkorrigering og udvidelse af datagrundlag
Før vi går over til at se på den faktiske indkomstudvikling (så godt som det nu kan beregnes), skal vi også lige behandle, hvad der sker, når man opdaterer købekraftkorrigeringen og udvider datamaterialet.
Figur 2 viser både den a) originale korrigerede/konsistente elefantfigur baseret på 2005 ppp, b) samme figur baseret på 2011 ppp, og endelig c) hvordan grafen ser ud, når man udvider det konsistente datasæt med lande, hvor der ikke var data for 2008, da Lakner og Milanovic foretog deres analyser, men hvor data er kommet til efterfølgende. Sidstnævnte indebærer, at der nu er data for 68 lande i modsætning til tidligere 60 lande.
Ydermere har man i stedet for at tage de “rå data”, hvis der blev brugt tal for lande, som ikke var præcis fra det pågældende år (1988 og 2008), forsøgt at beregne hvad indkomsten/forbruget *ville* have været i henholdsvis 1988 og 2008 (for mere om hvad disse beregninger indebærer henvises til Homi Kharas og Brina Seidel).
Sammenlignes udviklingen, hvor der både er anvendt 2011 købekraftkorrigering (som er af bedre kvalitet end 2005 ditto) og den ‘”udvidede” konsistente kurve, er den væsentligste forskel, at kurven bunder ud ved p90 mod før p80, mens snablen er sænket kraftigt.
Man kan selvfølgelig fortsat mene, at en indkomstfremgang på 10-15 procent over 20 år ikke er meget. Men dels sker det fra et relativt højt niveau, og dels er der fortsat tale om anonymiserede data.
Vi er nu meget langt fra, at elefantfiguren skulle underbygge en fortælling om, at de fattige sakker bagud, mens vestens middelklasse decideret har tabt i den pågældende periode. Det eneste, der sådan set står tilbage, er, at det primært er udviklingen i Kina, som har drevet den globale middelklasses høje vækst. Det gælder ikke mindst i det anvendte datamateriale.
Det er naturligvis korrekt, at hvis vi alene sammenligner de, der befandt sig i f.eks. intervallet p80-p90 i 1988 og i 2008, så har de oplevet den laveste vækst. Problemet er bare, at *sammensætningen* har ændret sig. Således har de fra de rige vestlige lande, som indgår i datamaterialet, groft sagt bevæget sig ca. 5 procent op i interval. Det i sig selv indebærer jo en indkomststigning. Hvor f.eks. USA stod for 12,2 procent af p75 i 1988, bestod den af nul i 2008. Til gengæld var der ingen fra Kina i P75 eller højere i 1988, mens de i 2008 udgjorde næsten halvdelen.
## Valg af periode og datadækning er af stor betydning
Før vi til sidst prøver at korrigere for ændringerne i sammensætningen af de enkelte indkomstintervaller, er det måske lige værd at se på, hvad valget af periode og udvidelse af datagrundlag indebærer. Det gøres ved at sammenligne perioden 1988-2008 med 1993-2013 med anvendelse af samme metode og korrigering for data i de enkelte lande, figur 3.
Figur 3. To elefanter
Overordnet er indkomsten vokset hurtigere for de 85 procent laveste indkomster i de 20 år frem til 2013 i forhold til de 20 år frem til 2008, hvorimod væksten for de 15 procent højeste indkomster er lavere.
Det skyldes primært at perioden 1993-2013 nu også indeholder data for en række hurtigt voksende udviklingsøkonomier, som ikke indgik i perioden 1988-2008, samt udviklingen i USA, Europa og Japan efter finanskrisen.
Som Homi Kharas og Brina Seidel skriver: “Two major changes stand out. First, total global growth is much higher in this period than it was in the previous period. This is partly the result of a larger sample, which now includes several additional rapidly growing low-income countries. However, the higher global growth is also a result of the new period, indicating the sensitivity of the findings in the original elephant curve to cyclical factors at the start and end of the periods considered.”
“Second, the trunk of the elephant has disappeared almost entirely. The top 1 percent of the world in 1993 (about 38 million people in our sample) was comprised largely of the richest 10 percent of Americans, as well as Europeans and Japanese. Each of these groups had difficulties: The European inability to recover from the 2008 financial crisis, Japan’s lost decade of economic stagnation, and the squeeze on Americans outside the top 1 percent.”
Det er i øvrigt et resultat, som der er bred enighed om. Branko Milanovic giver en lignende forklaring i et interview til Oxfam-Ibis i november 2019, der af uforklarlige grunde igen er illustreret ved at medtage den ”Beta/foreløbige” version af elefantkurven som Milanovic offentliggjorde i 2012.
## Hvordan elefanten forsvandt
Alle ovenstående grafer er såkaldt anonyme og tager ikke hensyn til, at sammensætningen i de enkelte intervaller ændrer sig over tid. Det har Homi Kharas og Brina Seidel forsøgt at kompensere for, således at vi får et indtryk af, hvordan indkomstudviklingen reelt var for de grupper, som udgjorde de enkelte deciler i 1993 frem til 2013.
F.eks. udgjordes intervallet fra 50 til 54 procent (i alt 280 mio. mennesker i 1993) af 150 mio. kinesere, som befandt sig i 6. decil, det urbane Kina, og 9. og 10. decil på landet i Kina, samt 90 mio. indere i 9. decil (både på landet og urbant); resten kom fra andre udviklingslande.
Kharas og Seidel beregner derefter, hvorledes disse klarede sig over de kommende 20 år uden at skifte indkomstinterval. Og det er jo faktisk sådan, elefantgrafen oftest bruges i den offentlige debat. Nu er der så ikke meget elefantgraf tilbage, som det fremgår af figur 4.
Figur 4. "Personlig" (kvasi-anonym) indkomstudvikling, 1993-2013
Derimod peger den på, at mennesker som var ekstremt fattige i 1993 oplevede en betydelig økonomisk fremgang. Hvilket naturligvis ikke er overraskende, givet (landlig) kinesisk og indisk dominans i disse grupper i 1993.
Den løftede snabel er helt væk, hvilket skyldes stagnationen i Europa og Japan. Med andre ord var de globalt rige *ikke* løbet fra resten. Det skal understreges, at ovenstående figur 4 *ikke* viser reelt personlig indkomstudvikling (af samme grund er der sat gåsetegn omkring personlig), men alene er baseret på, hvordan udviklingen ser ud for de pågældende deciler i 1993, *ikke* dets egentlige medlemmer.
Med hensyn til den “forsvundne” snabel, skal man også være opmærksom på, som Kharas og Seidel også påpeger, at: “these are large aggregates based on survey data, and the global rich and the ultra-rich may still have had handsome income growth. This demonstrates that income and consumption surveys are highly inadequate for the task of measuring top incomes.”
Hvad angår “dykket” ved p80, skal det bemærkes, at der ikke indgår nogle japanere eller amerikanere, men at de tre største grupper i p80 er Rusland (10,8 procent), Kina (14,1 procent) og samlegruppen øvrige Europa (Vesteuropa) med 18,4 procent. Det giver også et billede af, hvor meget eller rettere hvor lidt vi egentlig kan sige, så snart vi prøver at komme længere ned end blot at se på de overordnede tendenser.
Figur 5. Indkomstudvikling 1993-2013, "personlig" og "upersonlig"
Hovedkonklusionen er, at i forhold til den måde elefantgrafen oftest anvendes i den fortsatte ulighedsdebat, om det er på den globaliseringskritiske højre- eller venstrefløj, er den mest af alt et fatamorgana. Sagt med andre ord: Det, man tror man ser, er ikke det, man faktisk ser. En seriøs behandling af data medfører at *elefantsilhuetten forsvinder. Derimod viser grafen en verden, hvor den overordnede tendens er, at de globale indkomster konvergerer. Alle indkomstintervaller har oplevet positiv vækst, omend den lave vækst i Japan og Europa efter finanskrisen slår igennem i den beherskede vækst i de højeste indkomstintervaller.*
Intet tyder altså på, at vi indtil videre har levet i en verden, hvor de allerrigeste stikker af, og de fattigste efterlades i fattigdom, som det ofte fremføres. Alle indkomstintervaller har oplevet fremgang, og de 50 pct. fattigste har oplevet den største fremgang.
**Litteratur**
Milanovic, Branko (2012): “Global Income Inequality by the Numbers: in History and Now”
Milanovic, Branko (2020): “After the financial crisis: the evolution of the global income distribution between 2008 and 2013”.
Lakner, Christoph og Branko Milanovic (2013): “Global Income Distribution From the Fall of the Berlin Wall to the Great Recession”. The World Bank: Policy Research Working Paper 6719.
Milanovic, Branko (2016): “Global inequality: A new approach for the age of globalization”.
Corlett, Adam (2016): Examining an Elephant.
Kharas, Homi og Brina Seidel (2018): “The Elephant Chart Revisited”
