Stil de rigtige spørgsmål, Libertas Nr. 4
Af Kari Anne Fevang Andersen
Marts 1988
De fremtrædende medlemmer af »The British Royal Academy« fik engang stillet spørgsmålet: »Hvis man sænker en levende frø ned i en spand fyldt til randen, hvordan kan det da være, at vandet ikke flyder over?« Rivaliserende teorier til forklaring af dette fænomen var udkastet og analyseret. Efter lang tids forløb løste et af akademiets medlemmer problemet, der havde paralyseret forsamlingen. Medlemmet fyldte en spand med vand og nedsænkede en frø i denne. Vandet flød faktisk over! Et forkert spørgsmål havde fostret utallige forkerte teorier.
I søgen efter forståelsen af frihedsbegrebets filosofi kan det være tjenligt at overveje ikke blot visionen om »et godt og retfærdigt samfund«, som fortalerne for denne filosofi opretholder, men også de dristige og forskellige spørgsmål, disse mennesker stiller og selv forsøger at besvare. En af de bedste måder at lave agitation for friheden på er ganske enkelt at stille de spørgsmål, som oprindeligt fostrede frihedsfilosofien. Lad os se på nogle eksempler.
For næsten to og et halvt tusinde år siden stillede den græske filosof Platon det spørgsmål, som han og utallige andre tænkere siden har søgt at besvare. På nudansk kan vi stille Platons spørgsmål således: »Hvilke sociale og økonomiske strukturer maksimerer det gode, de bedste mennesker kan gøre, forudsat at disse mennesker har politisk magt?«
Platon svarer i »Staten«, at det kræver isoleringen og træningen af en genetisk overlegen gruppe af mennesker, som han kaldte »vogterne«. Disse skulle bestemme og lede. For at sikre, at de ikke ville blive distraheret i deres opgave eller være modtagelige for korruption, skulle både ejendomsretten og familielivet være dem forbudt. Sådanne indskrænkninger ville imidlertid være en lille pris at betale: Befriet for følelsesmæssige bånd og ønsket om at akkumulere materiel velstand kunne de vie sig selv til betragtninger over sandhed og godhed. Når de kendte sandheden og elskede det gode, ville de være perfekte til at regere.
Igennem tiderne er mange varianter af Platons spørgsmål blevet stillet og diverse svar givet.
- Jean-Jacques Rousseau drømte om ledelsen af mennesker med priviligeret adgang til viden om, hvad han kaldte »samfundets ønsker«, eller ønsker visere og mere fordelagtige, end noget individs eller grupper af individers ønsker.
- De radikale Toryer i det nittende århundredes England var fortalere for en aristokratisk elite, hvis finansielle sikkerhed og raffinerede smag ville hæve dem over selvinteressen og sætte dem i stand til at lede en nation i en for alle fordelagtig retning.
- Karl Marx skildrede et samfund ledet af klassebevidste arbejdere og intelligentsiaen; De socialistiske intellektuelle: Forståelsen af, at det endelige mål for menneskeheden er skabelsen af et efter-markeds, statsløst samfund, hvor klassekampen ikke længere ville eksistere; at deres midlertidige diktatoriske styre ville føre til det sande »gode, retfærdige« samfund.
Aristoteles' spørgsmål
Siden Platons spørgsmål har et andet spørgsmål nærmest hjemsøgt filosofferne. Den store filosofiske tænker efter Platon, Aristoteles, spurgte således: »Hvem vogter vogterne?«
Platon selv ville naturligvis have afvist spørgsmålet. Det antager jo, at vogterne behøver at blive vogtet, medens de rigtige vogtere er så vise og så gode, at ingen sikkerhedsvagter er nødvendige.
Aristoteles delte imidlertid ikke denne overbevisning. Heller ikke de klassiske liberalister troede på dette. De stillede blot et andet spørgsmål end det, Platon og hans efterfølgere havde stillet.
»Hvordan,« spurgte de klassiske frihedstænkere, »kan vi organisere det politiske liv således, at hvis det mindst moralsk beundringsværdige medlem af samfundet skulle opnå politisk magt, vil den mulige skade, som dette menneske kan forårsage, blive minimeret?«
De antog ikke, at sådanne mennesker blev valgt; men sæt nu, de gjorde alligevel?
Pointen kan udtrykkes på en anden måde. Modstanderne af den klassiske liberalisme delte en tro på menneskets perfektibilitet. De hævdede, at på et tidspunkt i fremtiden ville en overlegen klasse eksistere, og denne klasse ville være fri for menneskelige fejl og mangler. Denne klasse ville være skabt til at lede.
Denne overbevisning blev afvist af klassikerne. I 1881 skrev Lord Acton til Mary Gladstone og gav i dette brev koncist udtryk for dette synspunkt: »Faren er ikke, at en speciel klasse er uegnet til at regere. Enhver klasse er uegnet til at regere.« Hvorfor? Fordi alle mennesker er fejlbarlige og ikke alvidende.
De klassiske liberalisters vision om regeringens rolle var en ganske anden. Rollen var hverken mere eller mindre end beskyttelsen af individets frihed – individets rettigheder - ens for alle. Alle mennesker skal have friheden til at formulere deres visioner om et »godt liv« og til at stræbe efter at opnå disse idealer ad fredelig vej. Intet menneske – hverken alene eller i grupper – ikke engang hvis gruppen er majoriteten – kan erhverve eller betroes retten til at »korrigere« ved hjælp af tvang de håb og drømme, andre mennesker har. Kun gennem agitation og ikke-voldelig overtalelse må mennesker forsøge at overbevise og omvende hinanden. Midlet er økonomisk frihed.
I mangelen af fuldstændig viden er den centrale styring – det socialistiske samfund – en håbløs fantasi. Ingen planlæggere, uanset hvor kloge de er, kan lave en liste over de forskellige og til stadighed skiftende behov hos de millioner af mennesker, som det moderne samfund består af. Ej heller er det muligt at sammenligne og analysere alle de forskellige informationer, der indsamles blandt millioner af individer. Det kan udtrykkes således: Giv aldrig mere magt til en ven i regeringen, end du ville give til en fjende!
Og denne sætning er udsprunget af Aristoteles' spørgsmål. I stedet for at stille Platons spørgsmål skal vi spørge: »Hvilke sociale og økonomiske strukturer minimerer det onde, som de værste kan gøre, hvis de skulle opnå magt?«
Metoder og mål
Typiske modstandere af frihedsfilosofien tror, at de alene er i besiddelse af en detaljeret plan for, hvorledes det sande »retfærdige« samfund skal være. De ved, hvilken fordeling af velstand der er retfærdig. De besidder planen for det perfekte, eller næsten perfekte. Nutidige filosoffer har kaldt denne form for filosofi den »målorienterede« samfundsmodelsfilosofi. Et samfunds »retfærdighed« måles ud fra, i hvilken udstrækning det omtalte samfund korresponderer til »idealmålet«.
De klassiske liberale spurgte ikke, hvorledes love og regler kunne skabe et sådant udkomme. De stillede spørgsmål om selve lovenes og reglernes legitimitet. I stor udstrækning var dette udsprunget af deres mistro og skepsis til, at et individ eller en gruppe besad et blåtryk af det ideale samfundssystem. En anden forståelse hjalp dem dog også til at stille de spørgsmål, de gjorde.
Antag, at man vedtager, at i et »retfærdigt« samfund må der ikke eksistere store forskelle i velstand. For at opnå dette mål må velfærden overføres fra de rige til de fattige. Her er det klart, at der behøves en regel eller et regelsæt, der specificerer de to grupper – fattige og rige – og institutioner, som effektuerer overførslen, må skabes.
Overvej denne regel i mere generelle termer: Velfærd skal tages fra gruppe X og overføres til gruppe Y. Givet to sådanne grupper samt de institutioner, der gør overførslen mulig, opstår der et indlysende problem. Hvem skal afgøre identiteten af gruppe X og gruppe Y? Selvfølgelig er det dem, der besidder den politiske magt; men hvorfor skulle disse beslutte, at gruppe X er »rige« og gruppe Y er »fattige«? Hvorfor ikke lade overførslen foregå fra de ældre til de unge? Gruppe X værende de ældre og gruppe Y de unge. Eller fra mænd til kvinder. Hvorfor ikke fra de fattige til de rige? Alt afhænger af, hvem der er så heldige at vinde valget og dermed besidde den politiske magt!
Bemærkelsesværdigt bevismateriale er blevet samlet af Public Choice – teoretikerne, som antyder, at i det øjeblik, da et samfund accepterer diskriminering mellem forskellige grupper i samfundet, bliver velfærd uundgåeligt overført fra uorganiserede, uinformerede individer og grupper til velorganiserede og informationsrige interessegrupper. Den ideale situation, set med en politikers øjne, er at distribuere velfærd fra mennesker, der ikke ved, hvad de betaler, til mennesker, som præcist ved, hvad de modtager.
Dette er junglens politik. Politikerne kalkulerer meget omhyggeligt hvor mange interessegrupper, de skal tilfredsstille for at blive genvalgt. Disse interessegrupper maser sig frem til den politiske magt, fuldstændig indifferente over for de uorganiserede og upolitiske og dermed politisk uinteressante samfundsmedlemmer. Hele dette show er kun muligt, fordi diskriminationen mellem forskellige grupper af mennesker er anset for anstændigt og rigtigt!
De klassiske liberalister så en og kun en mulighed for at undgå dette. De insisterede på retssikkerheden. Og de definerede ikke loven som en lov gennemført af repræsentanter for majoriteten. Derimod skulle love være bygget på de generelle principper om retferdighed, lige for alle mennesker, i et ukendt antal af fremtidige situationer.
Overvej en lov imod mord. Den gælder for alle. Det er irrelevant at spørge, hvilken finansiel, religiøs, etnisk eller anden gruppe, mordere tilhører. Retfærdigheden er blind. Da sådan en lov var gennemført, var det umuligt at forudsige, hvilke personer der ville bryde den, og hvor ofte eller hvor mange gange loven ville blive brudt.
Sammenlign med en regering, som gennemfører en lov om en velfærdsstat. Det er helt klart, når loven vedtages, hvilke(n) grupper/gruppe der vil blive berørt af den, og hvilken ændring der vil ske i samfundet som et resultat heraf.
To totalt forskellige opfattelser af retfærdighed er opstået. Den første fokuserer på det ideelle mål, det »retfærdige« eller »uretfærdige« i et samfund målt efter, hvor meget det korresponderer med målet.
Det spørgsmål, der skal stilles, er, hvilke regler og institutioner, som gennemtvinger disse regler eller love, der er nødvendige for at opnå en tilnærmelse til idealmålet.
Den anden mening af retfærdighed fokuserer på de regler, som styrer samfundet. Spørgsmålet er, om disse regler er klassisk definerede – generelle regler ens for alle i et ukendt antal af fremtidige situationer – eller forordninger, der adskiller bestemte grupper, belønner disse med specielle privilegier eller straffer dem med specielle byrder. Igen er det det stillede spørgsmål, som er vigtigt.
Fattigdomsproblemet eller Velstandsproblemet
Når man overvejer de forskellige spørgsmål, folk stiller, er det vigtigt at notere sig, at spørgsmål oftest opstår ved konfrontationen med noget anderledes og ukendt. En fugl i flugten er ikke genstand for forundring, hvorimod en mand med baskende arme i fugleflugt er.
I dag er det spørgsmål, som stilles af mennesker, der er utålmodige efter at løse fattigdomsproblemet: »Hvorfor fattigdom?«
Spørgsmålet er legitimt. Dog antager jeg, at den intensitet og hyppighed, hvormed spørgsmålet stilles, indikerer, at fattigdom opfattes som en mysteriøs afvigelse fra tingenes tilstand.
At materiel overflod er opfattet som givet, er fuldstændig forståeligt. De af os, der lever i relativt ufrie markedsøkonomier, har altid kendt til supermarkeder med bugnende frysere og fyldte hylder. Historisk set har den overflod, vi forventer, snarere været undtagelsen end reglen. Livet for alle, undtagen en lille flok, der har levet på denne planet, har været en ubønhørlig kamp for de materielle goder, nødvendige blot for at overleve.
I det sekstende århundrede fødtes imidlertid et nyt system til fremskaffelse af de nødvendige goder. I England og Holland opstod et nyt system af ejendomsrettigheder; et system, som tilnærmer sig, hvad vi i dag kalder privat ejendomsret. Den legale og politiske struktur, der definerer og gennemfører dette system, begyndte at tage form. Og spektret af tidligere hungersnød og lidelse begyndte at retirere.
Dette system – privat ejendomsret – er nøglen til forståelsen af den frie markedsøkonomi.
Frivillig byttehandel med varer og serviceydelser er så gammel som menneskehedens historie. Markeder, hvor sådanne byttehandler kan finde sted, er ej heller nye – Jerusalem var i bibelsk tid en markedsby, såvel som alle de store oldtidsbyer. Privat ejendom i en begrænset forstand, således som den eksisterede, før den frie markedsøkonomi opstod, er en af de få konstanter i menneskehedens historie. Påstanden om, at primitive folkeslag skulle have afvist den private ejendomsret, modsiges af alle tilgængelige vidnesbyrd. For eksempel, forud for ankomsten af de hvide bosættere tog de indfødte i Sydafrika privat ejendom for givet, selv om de forskellige stammer ikke overraskende havde forskellige regler for, hvilken slags ejendom der kunne være privat ejet.
Hvad der er unikt for ejendomsrettighedssystemet som hjertet i den frie markedsøkonomi, er:
- Udvidelsen af privat ejendomsret over nogle goder til alle goder.
- Udvidelsen af retten til ejendom fra en klasse eller kaste til alle mennesker.
Misforstå mig ikke: Det system af ejendomsrettigheder, som opstod i 1600-tallets England og Holland, viste sig ikke som fuldstændige, men i en fostertilstand, hvorfra den frie markedsøkonomi kunne begynde at vokse.
Givet, at privat ejendomsret er fundamental for, at markedsøkonomien kan fungere, kollapser distinktionen mellem produktion og fordeling. På ethvert trin i produktionsprocessen er alt, hvad der eksisterer, ejet – fra maskinerne til råmaterialet til forarbejdede varer til det endelige produkt. At tale om distribution af velfærd er at fremkomme med den absurde påstand, at der ved produktionsprocessens afslutning er en stor bunke ikke-ejede varer tilovers.
Sådanne tænkere som Adam Smith, Carl Menger, Ludwig von Mises og Friedrich August von Hayek – for blot at nævne nogle få – har vist os, hvordan ethvert forsøg på at omfordele velstand bringer forstyrrelse i produktionsprocessen, således at skabelsen af værdierne, grundlaget for velstanden, formindskes.
Men selv på et marked hindret i den frie proces fortsætter produktionen. I Danmark fortsætter produktionen af velstand, selv om markedet er sørgeligt lænket.
Ressourcerne bliver mere og mere disallokeret, især arbejdskraften. Beslutninger om at købe eller undlade at købe, at forbruge eller opspare, at investere i en industri eller en anden, bliver mere og mere afgjort af og influeret af politiske beslutninger end af prissignaler gennem markedet.
Når mennesker, som ejer et eller andet, opdager, at deres frihed til at forbruge denne ejendom er begrænset, »ejer« de denne ejendom i en noget svækket og absurd forstand! – Stil de rigtige spørgsmål!
Litteratur:
Robert Nozick, Anarchy, State and Utopia.
Buchanan and Tollison, Theory of Public Choice.
Kendall and Louw, The Solution – South Africa after Apartheid.
