Log ind Medlemskab

STATSTEORI OG OBJEKTIVISME, Libertas Nr. 1-2

Publiceret den

Kommentar til Ayn Rands politiske filosofi

Af stud. adm. pol., journalist Peter Kurrild-Klitgaard

Omstående har "Tidsskriftet Libertas" bragt en interessant og læsværdig fremstilling af Ayn Rends filosofi, objektivismen. Det er mig bekendt den første danske ikke-skønlitterære fremstilling af Rands filosofi, og det fortjener Bo Dragsdahl ros for at have gjort. Ikke desto mindre føler jeg, at jeg må kommentere artiklen, eller rettere Ayn Rands holdninger som de er præsenteret, på i hvert fald ét punkt.

Jeg nærer personlig selv stor respekt for Ayn Rand og hendes arbejder, såvel hendes skønlitterære, som når det gælder hendes indsats på det epistemologiske, metafysiske og metodologiske plan, hvor jeg er helt enig med objektivismen. Ingen (anden) liberalistisk/ny-liberal/libertariansk filosof kan i grundighed og strukturering på dette område måle sig med Rand. I denne forbindelse vil jeg hellere end gerne bruge begrebet "objektivist" om mig selv, og jeg mener også, at der findes en objektiv(istisk) moralfilosofi. Men når det derimod kommer til store dele af Rands æstetik, og dele af hendes etik og politiske filosofi, er jeg afgrundsdybt uenig. Og her finder jeg, at det er Rand, og ikke jeg selv og mange andre ny-liberale/libertarianere, der fejlagtigt drager irrationelle, inkonsekvente og dybt subjektive konklusioner udfra et ellers godt grundlag.

I en fremtidig artikel vil jeg forhåbentlig få mulighed for at uddybe dette synspunkt og præsentere mit eget - og andres - alternative deduktioner fra Rands fremragende grundlag, således at min kritik ikke bare står hen som uden substans. I denne artikel vil jeg derimod primært beskæftige mig med den statsopfattelse, som Ayn Rand i essayssene "The Nature of Government" og "Government Financing in a Free Society" [1], og Bo Dragsdahl i hans omstående artikel giver udtryk for. (For en ordens skyld skal jeg dog pointere, at min kritik går på Rands skrifter, ikke på Bo Dragsdahls artikel - den "provokerede" blot kritikken).

Det er som sagt ikke min mening med denne artikel at forsøge at føre et positivt bevis for en given samfundsopfattelse, eller at skitsere hvorledes jeg mener, at samfundets organisationer og institutioner bør indrettes. Mit formål er at forsøge at påpege, at Rand bygger sin statsteori på absurde begreber, og at hendes statsopfattele får hendes politiske filosofi til at kollidere med hendes fundamentale videnskabsteoretiske og etiske forudsætninger, at hun ikke er i stand til at levere en konsistent bevisførelse for sin statsopfattelse.

De videnskabsteoretiske forudsætninger

I et nummer af Rands newsletter "The Objectivist Newsletter" beskrev Rands daværende "kronprins" Nathaniel Branden, hvad der måtte være grundlaget for et udsagn

"Rational demonstration, an appeal to facts, is necessary to support even the claim that a thing is possible. It is a breach of logic to assert that that which has not been proved to be impossible is, therefore, possible

... When a person maskes an assertion for which no rational grounds are given, his statement is - epistemologically - without cognitive content. It is as though nothing had been said" [2]

En anden, i hvert fald daværende, objektivist, Roy A. Childs har relateret dette udsagn netop til værdien af et forsvar for staten:

"... the burden of proof is always on the proponent of any position. If a man makes a claim about the existence of something, then lt is up te him to make out his case. This is true for any hypothesis, whether scientific or moral. If I disagree with him, then my intellectual opposition to his position will take form of refuting his evidence. (...) the burden of proof is always on the advocate af a State." [3]

En anden, også i det mindste tidligere objektivist (der dog stadig deler Rands Aristotelisk-Thomistiske videnskabsteori), Murray R. Rothbard, har kort opsummeret to kriterier, som et etisk udsagn, minimum bør opfylde for at være meningsfyldt, rationelt "If an ethical goal can be shown to be self-contradictory, and conceptually impossible of fulfillment, then the goal is clearly an absurd one..." [4]

Med andre ord må det - på objektivismens egne præmisser, formoder jeg - være Ayn Rand selv, der positivt og konsistent skal udlede Statens eksistensberettigelse og retfærdiggøre denne rationelt og ikke-selvmodsigende. Og hvorledes forsøger hun så det?

Menneskets rettigheder

Ud fra Rands/objektivismens grundlæggende etiske principper, der i vidt omfang - om end ikke helt - ligger tæt på de klassiske naturretslige, er enhver krænkelse af menneskets absolutte rettigheder følgeligt absolut uacceptable. Anvendelse af voldelig magt eller truslen herom er en irrationelle form for interpersonelle relationer, der strider imod menneskets natur, og derfor betingelsesløst må forkastes

"If men are to live together in a peaceful, productive, rational society and deel with one another to mutual benefit, they must accept the basic social principle: The principle of individual rights. To recognize individual rights means to recognize and accept the conditions required by mans nature for his proper survival. Man's rights can be violated only by the use of physical force. It is only by means af physical force that one man con deprive another of his life, or enslave him, or rob him, or prevent him from pursuing his own goals, or compel him to act agaiast his own rational judgement".

Det står urokkeligt fast, ifølge Rand, at vold aldrig må anvendes vilkårligt mod uskyldige - kun i direkte selvforsvar, nødværge, hvor det er den eneste mulighed for at undgå, at ens egne rettigheder krænkes.

Det retfærdige samfund

Herudfra slutter Rand, at kun et samfund, der ikke bare i udstrakt grad, men i fuldstændig grad respekterer disse rettigheder, er moralsk acceptabelt. Videre slutter hun, at forsvar imod rettighedskrænkelser ikke blot er moralsk forsvarligt, men

"All the reasons which make the initiation of physical force an evil, make the retaliatory force a moral imperative. If same "pacifist" society renounced the retaliatory use of force, it would be left helplessly at themercy of the first thug, who decide to be immoral. Such a society would achieve the opposite of its intention: Instead af abolishing evil, it would encourage and reward it." [5]

Rands videre konklusion er, at hvis samfundet ikke påtog sig nogen organiseret beskyttelse af dets borgere, ville resultatet blive noget, der minder om Thomas Hobbes's "state of nature"; alles hæmningsløse krig imod alle. [6]

"The use of physical force - even its retaliatory use - cannot be left at the discretion of individual citizens (...), the use af force against one man cannot be left to the arbitrary decision af another." [7]

Rand mener, at et retfærdigt, et moralsk forsvarligt, samfund vil forudsætte brugen af magtanvendelse udelukkende som forsvar imod og straf af forbrydere - rettighedskrænkere - og at dette videre kræver "objektive" regler, love og straffe baseret på individernes absolutte rettigheder. Herfra går hun så til at konkludere, at lige præcis dette er statens opgave i et retfærdigt samfund. Individdet må afgive sin legitime brug af magt (forsvar) til Staten - "he must accept the separation of force and whim (any whim, including his own)".

Den frivilligt finansierede stat

Dette er en ganske kort opsummering af Rands forsvar for et legalt magt-monopol, som beskrevet i "The Nature of Government". Som den dygtige og konsekvente filosof, Rand var, var hun dog ikke uopmærksom på de etiske og praktiske problemer "hendes Stat" ville give hendes egen filosofi; eftersom enhver anvendelse af magt jævnfør hendes etiske grundlag er absolut moralsk forkasteligt, vil en sådan stat jo ikke kunne finansieres ved hjælp af skat, der jo nødvendigvis i sagens natur må være tvangsindrevne. Og endvidere må hendes stat ikke anvende voldelig magt eller truslen herom i andre tilfælde, end i direkte forsvar for rettigheder. Et forsøg på at løse dette dilemma findes i essayet "Government Financing in a Free Society".

"In a fully free society, taxation - or, to be exact, payment for governmental services - would be voluntary. Since the proper services of a government - the police, the armed forces, the law courts - are demonstrably needed by individual citizens and affect their interests directly, the citizens would (and should) be willing to pay for such services, as they pay for insurance." [8]

Blandt de måder man kunne finansiere en sådan "stat" på foreslår Rand for eksempel lotterier og andre frivillige bidrag, mens borgerne konstitutionelt skulle sikres mod enhver form for tvangsindrevne bidrag.

(Jeg skal for anstændighedens skyld påpege, at Rands to essays også indeholde behandling af en lang række andre emner, såsom retsprincipper, kontraktprincipper, eksternalitetsproblemer ved beskyttelse m.m. Eventuelt interesserede henvises til de to original-tekster.)

Umiddelbart må Rands statsteori synes ikke bare tiltalende, men også mulig og i fuld overensstemmelse med hendes egne principper. Imidlertid finder jeg argumenterne uholdbare, og - som nævnt tidligere - hvilende på meningsløse definitioner og inkonsistente slutninger, der tilsammen invaliderer Rands statsteori. I det følgende skal jeg, efter nogle indledende betragtninger, forsøge at bevise min påstand.

Statsdefinition

Indenfor den "tradition", der kaldes "ny-liberalismen" eller "libertarianismen", og som jeg mener, at Rand, desuagtet hun ikke selv ønskede det, var en del af, findes der traditionelt kun en definition og - i store træk - fire opfattelser/vurderinger af statens funktioner.

Max Webers definition på en stat, som Rand må siges at tilslutte sig, omend hun mig bekendt aldrig har gjort dette på skrift, er som bekendt, at staten er en social institution, der for at kunne anses for at være en stat skal opfylde minimum et centralt krav

Den pågældende sociale institution, staten, er en politisk organisation, der indenfor et givent geografisk område besidder et legalt og eksklusivt monopol på anvendelsen af magt. Det vil sige, at der ikke blot er en "markeds-dominans" indenfor området, men at der decideret ikke må være nogen "konkurrence". Det kan naturligvis ikke udelukkes, at andre indenfor den pågældende stat anvender magt, men kun Staten kan legalt anvende magt, hvilket blandt andet inkluderer at straffe andre, der anvender magt [9].

Omend det ikke indgår som en nødvendighed i Webers definition på en stat, må det endvidere siges, at beskatning (her forstået som ikke-frivilligt betalte bidrag) historisk er et centralt karakteristika for hvilken som helst statsmagt. Som jeg skal forsøge at påvise senere, mener jeg endvidere, at det også er en logisk nødvendighed for Staten, at den, for at opretholde dens legale magt-monopol, helt eller delvist anvender beskatning, som finansieringskilde.

Opfylder den pågældende institution ikke kravet om at besidde et legalt og eksklusivt monopol på anvendelsen af magt, er der simpelthen ikke tale om en "stat" men om en anden form for social institution. Dette er ikke nødvendigvis den "endegyldige" eller "objektive" statsdefinition, men det er i almindelighed den definition, der anvendes, og som Rand selv, implicit, synes at tilslutte sig. Det ville derfor være meningsløst, at anvende ordet i nogen anden betydning.

Rand siger endvidere selv, at hun ikke kan give svar på, hvordan hendes Stat nøjagtig vil se ud - hun beskæftiger sig med de etiske spilleregler og ikke selve udformningen. I denne forbindelse kan det være på sin plads at se, hvorledes hun placerer sig i forhold til andre tænkere i den ny-liberale/libertarianske tradition. De statsopfattelser, der har kendetegnet den nyere liberalistiske/libertarianske debat kan groft inddeles i fire hovedgrupper, som jeg i korthed vil forsøge at beskrive i det følgende.

Den non-monopolistiske

Denne teori har to hovedretninger - den naturretslige, etisk funderede, og den konsekventionalistiske, økonomiske funderede. Begge varianter forkaster principielt Staten som social institution og kaldes begge i flæng for "anarcholibertarianisme", "anarcho-kapitalisme", "individualistisk anarkisme" etc. etc. Forkastelsen sker dog udfra to forskellige motiver. Den naturretslige forkaster Staten, fordi den af princip, ved sin blotte eksistens, nødvendigvis må krænke individdets grundliggende ejendomsret til sig selv, sin egen krop og øvrige ejendom, der anses for at være objektive og absolut ukrænkelige menneske-/frihedsrettigheder. Den konsekventionalistiske forkaster Staten som social institution udfra en "økonomisk" analyse, udfra hvilken det - private - frie marked til enhver tid vil kunne frembringe sociale institutioner, der i effektivitet (forstået i en bred forstand) er Staten langt overlegne. Førstnævnte opfattelse repræsenteres for eksempel ved den amerikanske filosof Lysander Spooner [10], den sidstnævnte af den amerikanske økonom David Friedman [11], og begge teorier af den amerikanske naturretsfilosof og "østrigske" økonom [12] Murray N. Rothbard. Ingen af disse kan acceptere eksistensen af noget legalt magt-monopol og - følgelig - heller ingen beskatning. Her løses opgaverne, også beskyttelse, udelukkende af private institutioner [13].

Den ultra-minarkistiske

Denne variant, som igen har flere undervarianter, findes blandt andet beskrevet hos den engelske 1800-tals filosof Auberon Herbert [14], en elev af Herbert Spencer (han brugte dog begrebet den "voluntaryistiske" - frivillige - stat), og de to nulevende amerikanske filosoffer John Hospers [15], der er elev af Rand, og Robert Nozick [16]. Sidstnævnte er dog ikke "tilhænger" af denne "stats"-institution, men definerer den blot, og anvender den som en del af sin øvrige teori (se nedenfor).

Kendetegnende for den opfattelse er - i meget grove træk -, at der indenfor et givent geografisk område findes en legalt magtmonopol (i Nozicks terminologi "Dominating Protection Agency") og et ejendoms-/frihedsbeskyttende sæt af regler/love. Denne institution finansieres dog ikke ved hjælp af skatter men udelukkende ved hjælp af frivillige bidrag/betaling for beskyttelse. Mellem de enkelte repræsentanter for denne opfattelse, er der en vis "intern" uenighed om, hvorvidt private egentlig kan engagere sig i beskyttelsesopgaver, og dermed, indenfor "statens" love, konkurrere med staten selv, samt hvorvidt det kun er betalerne, eller alle borgerne, der har krav på beskyttelse. Alle tre filosoffer har som udgangspunkt mere eller mindre den samme etiske naturrets-filosofi som Spooner og Rothbard, men mener dog ikke, at det private markeds konkurrerende institutioner i en non-monopolistisk samfundsform vil kunne yde den nødvendige beskyttelse af menneskets rettigheder, som en ultra-minimal stat vil kunne.

Den minarkistiske

Denne variant, der har rødder langt tilbage i den politiske filosofis historie, finder sit mest kvalificerede forsvar hos førnævnte Robert Nozick. Nozicks udgangspunkt er som de øvrige førnævnte filosoffer, at mennesket har ukrænkelige rettigheder, som ingen - ikke engang Staten - har ret til at krænke. Imidlertid mene Nozick at kunne påvise, at der ud af et non-monopolistisk samfund med frivillige markeds-institutioner langsomt vil vokse først en ultra-minimal "stat" og dernæst en minimums-stat. Og her ønsker Nozick så, at udviklingen skal stoppe. Den nyskabte stat må ikke påtage sig andre opgaver end militær, politi og domstole. Gør den det vil den krænke menneskets rettigheder, og ikke længere være en institution skabt af markedets "usynlige hånd", og derfor illegitim. [17]

Den konsekventionalistiske/utilitaristiske

Denne statsopfattelse rummer i virkeligheden et utal af varianter og er blandt andet derfor vanskelig at beskrive præcist og kortfattet. Blandt de mange forskellige historiske rødder kan blandt andet nævnes Thomas Hobbes, John Locke, David Hume, Adam Smith, Jeremy Bentham, John Stuart Mill og mange andre. Blandt fremtrædende ny-liberale repræsentanter fra dette århundrede kan nævnes de to "østrigske" økonomer Ludwig von Mises og F.A. von Hayek, samt James Buchanan (de to sidstnævnte Nobelpristagere i økonomi i henholdsvis 1974 og 1986). Opfattelsen bygger i vidt omfang på den utilitaristiske teori om "social-kontrakten", hvor samfundets individder og samfundet som sådan får den største nytte af at gå sammen og danne en stat til at varetage de opgaver, som markedsøkonomien ikke leverer, men som man alligevel anser for nødvendige. Det drejer sig typisk om militær, politi, domstole, veje, (det klassiske:) fyrtårne og andre "eksternaliteter". Teorien har som sagt mange varianter, men disse har flere kendetegn, blandt andet en grundlæggende subjektivistisk indstilling til begrebet "værdier" (og dermed en forkastelse af naturretsfilosofien) og en tilsvarende stor vægt på den spontane udvikling af regler og institutioner.

Statsbegrebet

Udfra disse definitioner at dømme, må Rand umiddelbart siges at tilhøre den ultra-minarkistiske statsopfattelse. Imidlertid må der indledningsvis stilles spørgsmålstegn ved, hvorvidt den institution Rand hævder at være fortaler for, overhovedet er kvalificeret til at være en stat. Hendes institution er ikke-skatteopkrævende og hævdes ikke at være baseret på agressiv anvendelse af magt. Det er imidlertid en egenskab, alle andre stater til enhver tid har haft. Det er ikke sig selv et argument mod en sådan anvendelse af begrebet stat, da dette primært må være baseret på en definition og ikke historiske eksempler. Imidlertid er det da bemærkelsesværdigt, at der ikke forefindes en sådan tidligere brug af begrebet, og at det således strider mod enhver begrebsmæssig anvendelse.

Den objektivistiske amerikanske filosof Tibor Machan, der ved talrige lejligheder har forsvaret ikke alene selve Rands filosofi, men også hendes statsopfattelse har da også "indrømmet", at anvendelsen af begrebet "stat" er tvivlsom i denne forbindelse "I should admit that I myself have doubts about the advisability af using the term "government" for what I have in mind in talking about the institution er agency af protection... (It) would seem to require the introduction of a different term - efter all, "government", is so widely applicable to morally unjustified institutions, agencies, actions and polities that talking about good government may appear to be an outright contradiction in terms." [18]

En logisk brist

Her er der imidlertid kun tale om et mindre, og til dels semantisk, spørgsmålstegn ved Rands definition af en ikke-krænkende stat. Et langt vigtigere, og for Rand mere problematisk, spørgsmålstegn er selve begrebet en ikke-aggressiv stat. Flere filosoffer har på fremragende vis stillet berettigede spørgsmålstegn ved, hvorvidt en sådan institution overhovedet kan eksistere [19] - ikke hvorvidt eller hvorledes den rent praktisk/teknisk kan indrettes eller fungere, men hvorvidt den overhovedet er logisk eksisterbar. Jævnfør det ovenstående citat af Rothbard må en sådan stat - af Rand, der forsvarer den - kunne vises dels at være konceptuelt mulig, d.v.s. logisk eksisterbar udfra menneskets erkendelse af samfundets objektive natur, og dels ikke at være i modstrid med de grundlæggende etiske opfattelser om menneskets absolutte rettigheder, d.v.s. være krænkende. For Rands vedkommende må opgaven altså være at levere et positivt bevis for, at en ikke-krænkende stat vil kunne eksistere (uden at krænke). Og kan dette så gøres?

Efter min bedste mening, nej. En "ikke-krænkende stat" er en absurd og irrationel selvmodsigelse, der bryder med objektivismens krav om meningsfulde udsagn.

Statens objektive natur

Som Rand selv er bekendt med [20] - efter at have studeret Rothbards analyse af monopoler [21] - kan der kun eksistere to former for monopoler; markedsskabte monopoler, hvor en privat institution eller organisation har konkurreret sig frem til en dominerende position, og statsmonopoler, hvor en institution har opnået et monopol ved med magt at fjerne konkurrenter og/eller holde andre konkurrenter ude fra markedet. Visse store koncerner, og Nozicks "Dominoting Protection Agency", er markedsskabte monopoler, hvor der er tale om, at nye "udbydere", givet den fornødne efterspørgsel, altid kan etablere sig på markedet. Nozicks minimums-stat, alle i dag eksisterende stater og en række statsligt understøttede virksomheder er statsmonopoler. Der er logisk set ingen middelvej, intet kompromis - uanset finansieringsformen -; enten er markedet frit og åbent for konkurrence, eller også er det ikke.

Alene ved at sige, at Rands stat har et legalt og eksklusivt monopol på anvendelsen af magt (også selvom det kun er som forsvar for og håndhævelse af rettigheder), har Rand valgt side. Imidlertid kan det yderligere bevises, at Rands ikke-krænkende stat er en konceptuel umulighed, der enten nødvendigvis må krænke de grundlæggende etiske principper, eller ophøre med at være en stat.

Lad os antage, at en gruppe af borgere, stor eller lille, i Rands "ikke-krænkende stat" af den ene eller anden grund ikke er tilfredse med den service, der bliver leveret. Grundene til utilfredsheden kan for så vidt være underordnede. Lad os endvidere antage, at de, udfra fuldstændigt rationelle analyser, ikke blot ikke længere vil spille på statslotteriet, der finansierer institutionen, eller ikke længere vil spytte i bøssen, når politistyrken samler frivillige bidrag ind, men derimod, som enhver anden "entrepenør" på markedet, finder, at de kan organisere og udføre opgaven bedre end staten. Måske mener de endda, at de også kan udbyde tjenesterne til andre udenfor deres gruppe bedre end staten kan (I dag findes der rent faktisk i U.S.A. private organisationer, der varetager politiopgaver, opsporer og "afhenter" stjålne ejendele, dømmer i kontroverser og forestår efterfølgende internering af kriminelle).

I en sådan situation har Rands stat to og kun to muligheder - også her findes der logisk ingen middelvej eller noget kompromis. Den ene er, at den kan lade gruppen gå i gang med sine konkurrerende aktiviter, hvorved dens legale og eksklusive monopol på anvendelsen af magt, er ophævet, og den følgelig ikke længere kan være berettiget til prædikatet stat.

Den anden mulighed er, at Rands stat med magt griber ind og tvinger konkurrenten ud, hvilket ville være en krænkelse af de absolutte og objektive etiske principper om ikke at krænke menneskets rettigheder, herunder retten til ejendom og til frivilligt at indgå kontrakter. Ved at konkurrere med Rands stat, har gruppen ikke per se krænket nogens rettigheder, men blot udbudt en service, ligesom Rands stat, der derimod ved med magt at tvinge konkurrenten ud, netop har krænket ovennævnte rettigheder. Det kan selvfølgelig ikke udelukkes med absolut sikkerhed, at gruppen (eller nogen andre) på et fremtidigt tidspunkt potentielt ville kunne krænke notens rettigheder. Det samme kan imidlertid siges om Rands stat. Og en potentiel kriminel handling, er ikke en kriminel handling, før den er udført, og følgelig kan man ikke legitimt skride ind før der er sket (beviseligt under opsejling). At hævde andet ville være absurd, da vi så alle ville kunne anses for at være (potentielle) kriminelle, der burde "neutraliseres".

Som i de to tidligere nævnte eksempler, findes der heller i spørgsmålet om etiske principper nogen middelvej eller noget kompromis - enten er en handling krankende eller også er den ikke-krænkende. Rand kan efterfølgende opstille nok så mage fordele ved hende stat, og nok så mange rædsler ved alternativerne - det ændrer ikke på, at hendes stat må vælge mellem enten at være en privat markedsskabt institution (for den sags skyld eventuelt et markedsmonopol), og ikke en stat, eller at være en illegitim rettighedskrænkende institution. Begrebet en "ikkekrankende stat" er - på Rands egne videnskabsteoretiske og etiske fundament - vist at være en absurditet. Rand bruger selv - i videnskabsteoretiske og etiske sammenhænge - begrebet "natur" til at kendetegne, de karakteristiske, der er fælles for alle "enheder" af en given art, og vi kan nu således konstatere, at det er en del af statens natur enten at være rettighedskrænkende, eller at måtte ophøre med at eksistere som stat.

Beskatning

Jeg mener med ovenstående at have leveret et fuldgyldigt argument, for at Rands statsteori er uholdbar - at den er en konceptuel umulighed og inkonsistent i forhold til objektivismen selv, og dermed ikke noget objektivt positivt argument. Alligevel mener jeg, at det kan være på sin plads også at afsløre andre af de brister og faldgruber, der gemmer sig i Rands statsteori.

Som lovet tidligere skal jeg således vende tilbage til spørgsmålet om beskatning, som et karakteristika for statsmagten. Forstås "karakteristika", som noget der generelt gælder, er beskatningen en sådan. Teoretisk set, er det ikke umuligt at finansiere en stat udelukkende ved frivillige bidrag, men som jeg skal forsøge at påvise rummer det en række problemer, som jeg ikke mener at Rand tog højde for.

Lad os nu blot antage, at vi befinder os i Rands stat, og at en stor del af den pågældende befolkning ikke fandt, at den service, staten leverede var værd at bidrage frivilligt til. De kunne for eksempel mene, at det ville være mere rationelt at anvende deres midler frivilligt på andre varer eller tjenesteydelser. Dette er absolut ikke nogen umulighed, da statsmonopoler jo har en beklagelig tendens til af sig selv at degenerere og blive ineffektive og stadigt mere omkostningskrævende. Der er ikke nogen rationel grund til at det ikke skulle (kunne) gå Rands statsmonopol på samme måde. En anden faktor, der ville spille ind og påvirke bidragene i en nedadgående retning, er det forhold, at mennesker har en tendens til over en længere periode at mindske deres frivillige bidrag til "gratis-ydelser", der under alle omstændigheder - ceteris paribus - alligevel vil blive leveret. Et stadigt stigende antal vil vælge at internalisere denne eksternalitet - at blive "free-riders".

Det er et problem, der normalt af mange økonomer anvendes som argument for med magt at tvinge folk til alligevel over skatten at betale for denne ydelse, som det er "i borgernes egen objektive interesse" at få produceret, men den mulighed har Rand jo udelukket. Imidlertid har hun også udelukket den mulighed, som de liberalistiske økonomer af Den Østrigske Skole (og hun selv i øvrigt også efter inspiration fra Rothbard) giver som løsning på eksternalitets-problemet: At der, hvis der virkelig er tale om en efterspurgt/behøvet ydelse, ganske hurtigt vil blive produceret en sådan af markedet. Men Rand har jo netop, som beskrevet i det foregående afsnit, udelukket, at private, der er mere effektive, kan gøre deres entre på markedet.

Dette er imidlertid kun begyndelsen på problemet. Når en tilpas stor del er holdt op med at yde frivillige bidrag, vil Rands stat være nød til at se nærmere på problemet. De faldende indtægter vil stille krav om, at den enten mindsker sine udgifter eller øge sine indtægter.

Skal den mindske sine udgifter vil det medføre serviceforringelser, og dermed dels en svigtelse af Rands krav om, at den skal kunne yde effektiv beskyttelse, og dels et følgende endnu mindre incitament til at yde frivillige bidrag (Hvor mange danskere ville yde frivillige bidrag til DSB, HT eller DR i håbet om at få en bedre service?). Skal den øge sine indtægter har den reelt kun en mulig ny indtægtskilde - beskatning! Hvorfor?

Kan den ikke bare organisere et nyt og bedre lotteri, eller være mere ihærdig med rasle-bøssen? Nej, for her vil de ovennævnte generelle faktorer, der bevirker faldende frivillige bidrag naturligvis i længden også gøre sig gældende. Og private, der ikke skal have et stort overskud til at finansiere et effektivt politi, domstole og et forsvar med, vil naturligvis altid kunne skabe et mere tillokkende lotteri. I længden vil de frivillige bidrag ikke kunne oppebære et så kostbart statsligt foretagende, som Rand lægger op til, så her må alternativerne være, enten at begynde at opkræve skatter, eller at gå over til bruger-betaling for ydelserne, hvilket vil sige, at statens service kun bliver ydet til dem, der har betalt for den.

Brugerbetaling for ydelserne ville stadig kunne finde sted indenfor et legalt magt-monopol, uden at institutionen dermed nødvendigvis automatisk bliver en markedsinstitution (den kan jo stadig bruge magt til at tvinge konkurrenter ud med), men det ville være et kraftigt brud med Rands "objektive" og retfærdige stat, som hun netop, blandt andet legitimerer med, at den vil beskytte alle borgere uanset, om de yder bidrag eller ej. Bryder man med dette princip vil der i realiteten overhovedet ikke være forskel på denne institution, og mafiaen, der yder "beskyttelse" mod betaling, og samtidig bruger vold til at holde andre ude med.

Hertil ville Rand formodentlig enten sige, at den slags praktisk-tekniske problemstillinger er irrelevante, eller at borgerne formodentlig ville indse deres egen rationelle egeninteresse i at betale Institutionen for at beskytte dem, hvis de kunne se, at ydelsen ellers i længden ikke ville blive leveret. Dette argument, lånt fra Den Østrigske Økonomiske Skole, er for så vidt rigtigt nok, men er for det første primært rettet mod markedsøkonomier og ikke mod statsmonopoler, og for det andet er det tilnærmelsesvis et "boomerang-argument": Hvis dette er rigtigt, vil det jo netop ikke være nødvendigt med en stat til at levere beskyttelse! Så ville borgerne jo se deres rationelle egeninteresse i at gå ud på det frie marked for at efterspørge ydelsen, der så ville blive leveret til markedspris.

Jeg vil ikke benægte, at en randiansk stat i teorien i en overgang ville kunne finansieres ved frivillige bidrag, imidlertid peger økonomisk teori klart på, at dette ville være en urealistisk situation, og denne stat også på dette område må vælge om den vil kræve skatter ind (og dermed også krænke på dette område) eller åbne op for konkurrence (og dermed ophøre med at være en stat).

Disse to kritik-punkter skulle være mere end rigeligt til fuldstændigt at forkaste Rands statsteori, men der er imidlertid mange flere.

Et centralt argument i Rands forsøg på at legitimere sin statsteori er, som refereret ovenfor, en kritik af den "non-monopolistiske" samfundsopfattelse (som Rand temmelig barokt kalder "competing governments"). Som nævnt i indledningen til denne artikel vil en forkastelse af andre samfunds-/statsteorier imidlertid ikke være nok til at retfærdiggøre Rands eget forsøg på at konstruere en positiv statsteori. Det kræves der et positivt bevis fra Rand selv til, og her har hun, som påvist, fejlet. Rand kan selvfølgelig godt forkaste den non-monopolistiske samfundsopfattelse specifikt, hvis hun kan påvise, at den er en konceptuel umulighed, absurd eller internt inkonsistent. Det lykkes imidlertid langt fra, takket være et hjælpeløst og noget "overlegent" forsøg fra Rands side. I sin behandling af teorien har hun for det første fuldstændigt misforstået, hvad det er dens tilhængere advokerer (hvilket man kan forvisse sig om ved at studere disse nærmere), og for det andet afbryder hun et særdeles godt eksempel med et "What happens then? You take it from here!". Underforstået er det naturligvis, som omtalt andetsteds, at Rand mener, at der i et sådant samfund automatisk, som en naturlov, vil udbryde en art borgerkrig, der nærmer sig Hobbes's "state of nature", Det er imidlertid umuligt at forholde sig andet end afvisende overfor dette "argument", da det ganske simpelt ikke er noget argument, men højst en antydet påstand. Endelig må det siges, at Rand når det kommer til stykket åbenbart ikke har den største tiltro til menneskenes rationelle natur, når et fravær på statslig tvang og formynderi, således vil kaste dem ud i kamp med hinanden.

Rands påstand, at der nødvendigvis ikke vil ske nogen beskyttelse af borgernes rettigheder, blot fordi en stat ikke påtager sig denne opgave, er en absurditet af værste art, der forekommer specielt absurd, når den fremføres af en af dette århundredes mest fremragende forsvarere for en fri markedsøkonomi. Hvert menneske er ikke automatisk overladt til at forsvare sig selv, fordi en stat ikke gør det. En sådan påstand ignorerer fuldstændig arbejdsdelings-teorien og markedskræfterne, og kan bedst sidestilles med en planøkonoms påstand om, at alle mennesker vil dø af sult, hvis ikke staten varetager al fødevareproduktion!

Ligeledes, når Rand hævder, at anvendelsen af magt, selv når det sker som forsvar for rettigheder, ikke kan overlades til enkeltindividder, er der tale om en påstand, der er i direkte modstrid med hendes udgangspunkt - epistemologisk realisme, metafysisk objektivisme og metodologisk individualisme. "Staten" er jo ikke et "væsen", der eksisterer uafhængigt af menneskelige handlinger - staten er jo baseret på menneskelige handlinger. Hvis ikke enkeltindividder må anvende magt til selvforsvar (eller forsvar for andre), kan Rands statslige rettigheds-vogtere jo heller ikke have lovtil det. Her er afgørelsen om at skride ind, graden af magtanvendelse etc.etc. jo også 100 % betinget af den pågældende politimands "arbitrary whim". Muligvis bygger han sin anvendelse af magt på Rands "objektive retsprincipper", men det kan et hvilket som helst andet individ jo også gøre - det er ikke noget, der forbeholdt statsansatte, hvorfor skulle disses afgørelser per se være objektive, mens privatansattes per se skulle være arbitrære. Statsansatte kan lige så vel være korrupte eller fejlbarlige som andre, og meget tyder på, at de enddog er det mere, end den eller de private entrepenører, der skal overleve på markedets principper ved at være tillidsvækkende og uden et legalt magtmonopol.

Der er i disse mere eller mindre hypotetiske spørgsmål ikke nogen som helst absolut garanti for noget som helst - hverken Rand, en spåkone eller jeg selv kan med sikkerhed sige noget om, hvorledes en randiansk stat eller et non-monopolistisk samfund, eller for den sags skyld samfundet i morgen, nøjagtigt vil se ud, være indrettet eller fungere. Vi kan kun beskæftige os med at opstille etiske rammer samt påpege brister i andres teorier, og hvis vi fremsætter positive påstande, må vi også holde os indenfor de videnskabsteoretiske og etiske rammer, som der er afstukket. Det gjorde Rand ikke.

En amerikansk filosof, David Osterfeld, har ved en anden lejlighed, med andre argumenter end jeg her har brugt, forsøgt at kritisere de ultra-minarkistiske og minarkistiske statsteorier, herunder også Rand, og slutter sin kritik således

"The arguments for government (...) have been examined from the stanpoint af their internal consistency. All (...) are found to be premised on principles which, when consistently applied, prove to conflict with the concept of a state, minimal or otherwise. It has been said that the only consistent political positions are those af anarchism and totalitarianism. While this may or may not be true, the (...) arguments for the state examined here have indeed proved themselves to be inconsistent." [22]

CTA Image
Læs hele Libertas Tidsskrift Nr. 1-2 her

Noter

  1. Både "The Nature of Government" (TNOG) og "Government Financing in a Free Society" (GFIAFS) findes i Ayn Rands "The Virtue of Selfishness", The New Americar Library 1964, henholdvis p. 107 og p. 116
  2. Nathaniel Branden ; "What is the Objectivist View of Agnosticism?" i "The Objectivist Newsletter", April 1963
  3. Roy A. Childs: "Anarchism & Justice"
  4. Murray N. Rothbard "Power & Market - Government and The Economy", Sheea Andrews and McMeel, 1977, p. 203
  5. Se TNOG
  6. lbid
  7. Ibid
  8. Ibid
  9. For en meget dybdeborende diskussion af staten og dens natur se blandt andet Robert Nozick "Anarchy, State and Utopia", Basic Books 1974
  10. For en introduktion til Spooner se blandt andet Lysander Spooner : "Natural Law", Williams, 1882, samt Charles T. Sprading ; "Liberty and The Great Libertarians", Los Angeles 1913, pp, 258-71
  11. David Friedman : "The Machinery of Freadom - A Guide to a Radical Capitalism", Arlington House 1973
  12. Se blandt andet dennes hovedværker i politisk filosofi Murray N, Rothbard "The Ethics of Liberty", Humanities Press 1982, "For A New Liberty - The Libertarian Manifesto", Libertarian Review Foundation 1985; i økonomisk teori "Man, Economy and State", Nash 1962, "Power & Market - Government and The Economy", Sheed Andrews and McMeel 1977
  13. For en behandling af disse emner af to andre, oprindeligt også, objektivister se Morris i Linda Tannehill "The Harket for Liberty", Arno Press 1972
  14. Se blandt andet Auberon Herbert: "The Right end Wrong of Compulsion by the State", Liberty Classics 1978, samt Sprading pp, 398-415
  15. John Hospers; "Human Conduct - Problems of Ethics", Harcourt Brace Jovanovich Publishers, 1962
  16. Se 9)
  17. For en fortrinlig kritik af Nozicks "usynlige hånd" se Murray N, Rothbard i "The Ethics of Liberty", "Robert Nozick and The Immaculate Conception of The State", pp, 229-45 ; Randy E. Barnett "Whither Anarchy? Has Robert Nozick justified the State?", Journal of Libertarian Studies, Vol, 1, Winter 1977, pp, 15-21, Roy A, Childs: "The Invisible Hand Strikes Back", Ibid, pp, 22-33, Jeffrey Paul "Nozick, Anarchism and Procedural Rights", Ibid, pp, 337-40, Jeffrey Paul: "The Withering of the Minimal State" i Jeffrey Paul (ed.) "Rending Nozick"
  18. Tibor Machan, "Human Rights and Human Liberties - A Radical Reconsideration of The American Political Tradition", Nelson Hall, 1975, p. 154
  19. Se blandt andet 17), samt David Ostenfeld "Internal Inconsistencies in Arguments for Government; Nozick, Rand and Hospers", Journal of Libertarian Studies, Vol. 4, Summer 1980, pp, 33140, samt Roy A, Childs, "An Open Letter to Ayn Rand, Objectivism and The State", Rational Individualist, August 1969, En række af mine betragtninger i artiklen er hentet fra denne af Childs. Størstedelen, og artiklen som helhed, svarer jeg dog selv for
  20. For en anden diskussion af finansiering af staten, se Robert Nozick pp. 24-25
  21. Murray N, Rothbard: "Man, Economy and Stats"
  22. Se Ostenfeld 19)