Samfundspagten, Libertas Nr. 3
Af Jean-Jacques Rousseau,
Rhodos 1987, 245 s.
Anmeldt af Niels E. Borges
Marts 1988
Rousseaus »Du Contrat social« fra 1762 er blandt de ganske fa enkeltværker, som har (haft) en usædvanlig stor og uheldig indflydelse på idétænkningen og indretningen af samfundene.
Dette er idéhistorikeren og marxisten Mihail Larsen ganske klar over; men det er alligevel Larsens prisværdige fortjeneste, at den påny udgives på dansk. For det er ganske fatalt, at mange af de mest indflydelsesrige værker på samfundstænkningens og filosofiens område ikke er oversat til dansk. Kun yderst lidt af Adam Smith og John Locke findes på dansk; Jeremy Bentham, Aristoteles' etik, Thomas Jefferson, Bernard de Mandeville, Herbert Spencer etc. ligeså. Og først i 1987 udkom Edmund Burkes' »Reflections on the Evolution in France« på dansk, konservatismens grundlægger.
Dette er en del af forklaringen på den alt for ensidige ideologiske bredde i dansk litteratur, kultur og samfundsdebat. Ud over ovennævnte kan mange andre nævnes, som i udlandet har haft pæn indflydelse på den intellektuelle og samfundsmæssige debat: David Friedman, Ludwig von Mises, Robert Nozick, Murray N. Rothbard, Ayn Rand etc.
Samfundspagtens idéunivers er ikke den danske samfundsdebat fremmed, som ovennævnte nyliberalistiske tænkere er, der så at sige er forsvundet i et dansk »black hole«. Rousseaus ideer er substantielt gentaget i »Oprør fra Midten« (1978). Oprør fra Midten er en nutidig og dansk version af »Samfundspagten«.
Både »Samfundspagten« og OfM søger at beskrive en ønskelig fremtidig fordeling af magten og materielle goder. Begge søger at kombinere personlig og politisk frihed med økonomisk, socialt og kulturelt demokrati. Mål, som de fleste politiske partier finder ønskelige.
Rousseau er ligesom Burke ganske usammenhængende og selvmodsigende, som logisk åbner op for flere fortolkningsmuligheder. Mihail Larsen skriver da også i indledningen: »… synd at sige, at det er værkets lysende, teoretiske klarhed, der har sikret dets overlevelse og indflydelse.« (p. 9).
Ingen er fra naturens hånd født til at regere over andre, for styrke er ikke lig ret: dette er tilgængelig overenskomsten, som – når den er vedtaget – betyder, at man har opnået legitim autoritet mennesker imellem. Rousseau går så vidt i dette af naturretflosofien inspirerede syn som til at hævde, at råderetten over eget liv også omfatter børn.
Rousseaus formål var at beskrive en samfundsform, hvor fællesskabet beskytter individet og ejendommen. Og det gøres i praksis ved hjælp af en overenskomst. »Enhver af os lægger i fællesskab sin person og hele sin magt under almenviljens øverste ledelse, og vi optager ethvert medlem i fællesskabet som en uadskillelig del af helheden.« (p. 84). Individerne reduceres derved til brikker i fiktionen, helheden, dvs. den eller de få, som hævder at tale og handle på vegne af helheden, eksempelvis bolsjevikkerne brugte denne terminologi flittigt i deres blodrus mod liberale og anarkister i den russiske kontrarevolution i 1917.
Centralmagten (suverænen) skal ikke yde individerne nogen som helst garantier, da denne består af folk, som hverken har eller kan have modstridende syn på fællesskabet og derfor ikke skader enkeltmennesker. Ønsketænkningen i retning af en ikke-menneskelig natur er kraftig. De, som ikke passer ind i almenviljen (derved er den jo ikke almen!), kan tvinges hertil af lovgivningen til at være såkaldt fri. Tankegangen er guf for despoten, som definerer almenviljen og burer folket inde i et øhav.
Almenviljen er de såkaldte objektive fællesinteresser, og ganske pædagogisk redegør Rousseau med et fascistisk billedsprog for, hvad almenviljen er. Ligesom mennesket har magt over egne lemmer, giver det politiske legeme via almenviljen magt over alle. Undersåtterne kan pålægges alt, hvad der er nyttigt for fællesskabet, og unyttige foreteelser er en umulighed (p. 105).
Samfundskontrakten er (nu) at give afkald på friheden iflg. Rousseau; men ganske fordelagtigt opnås en bedre og sikrere tilværelse på bekostning af den usikre og uholdbare situation. Lighedstanken spiller en central rolle hps Rousseau, og den kan først realiseres uden voldsanvendelse, og andre steder tales der om sanktionsmuligheder. Menneskets særkende i modsætning til robotten er dets forskellighed i kreativ henseende. Ligheden er undskyldningen for vold.
Videre ønskes en særlig moralsk størrelse, som angiver målet og ikke kun midlerne. I suverænens navn legitimeres undertrykkelsen, for på længere sigt er det til alles bedste, hævder en Botha, en Hitler, en Stalin, en Gorbachev, en Somoza …
Hvad der er interessant, set ud fra de her anførte syn, er Rousseaus tale om énstemmighed omkring indgåelsen af den frie samfundspagt, da ingen kan under lægges denne uden samtykke, og bagefter talen om, at modstandere bliver fremmede og udstødt. Og minsandten om ikke der argumenteres videre for, at almenviljen – den, som skal realisere det gode samfund – er lig, hvad flertallet mener. Flertalsdiktaturet er en realitet.
Indgåelsen af samfundspagten er bindende, ikke blot for kontrahenten, men også for kontrahentens arvinger, hvilket selvfølgelig er inkonsistent med Rousseaus syn på råderetten over eget liv, som man derved fratages!
Afslutningsvis vil jeg sporadisk fremhæve nogle for mig centrale passager i »Samfundspagten«. En regering kan ikke forudse alt, men derfra og til at nære et ønske om menneskets naturret er logisk stor for pseudofriheds filosofien, for denne skal defineres af suverænen. Konstitutionen, som er udtryk for almenviljen, former folks bevidsthed, og sæderne opstår også på baggrund af denne. Skulle folk alligevel begynde at tænke selvstændigt og sæderne at forfalde, er censur en legitim handlemåde mod den skrøbelige almenvilje. Sandinisterne hindrede korrumperingen af opinionen ved at forbyde alternative presser, bl.a. »La Prensa«, og sikrede den sandinistiske almenvilje, som har dannet en samfundspagt i Nicaragua med Daniel Ortega som suverænen.
Videre anføres vigtigheden af en religion, som får folket til at elske pligter over for staten, og såfremt almenviljen krænkes, kan suverænen diktatorisk »… udvise hvem som helst … den kan bandlyse vedkommende … som samfundsnedbryder, som én, der er ude af stand til oprigtigt at elske lovene, retfærdigheden og til om fornødent at ofre livet, når pligten byder der« (p. 238).
Indledningsvis påpegede jeg den indlysende lighed mellem »Du Contrat Social« og OfM, totalitaristiske og menneskefjendske idéverdener. OfM blev i den interessante debat, som den affødte, beskyldt for totalitarisme af bl.a. Henrik Stangerup og Johannes Sløk. Rousseaus almenvilje er en gave og fristelse for »viljen-til-magt-herretænkerne«.
