Rushdie-affæren
Redaktionen 1989
At det iranske præstestyre er et rædselsregime, er ingen nyhed. I så henseende er det stærkt begrænset, hvor opsigtsvækkende Rushdie-affæren kan påstås at være.
Rushdie-affæren er ikke desto mindre opsigtsvækkende. Men det drejer sig hverken om ayatollahen eller forfatteren til »The Satanic Verses«. Det drejer sig om reaktionerne i Vesten.
Affæren har for det første klarlagt de perverse konsekvenser af den dominerende vestlige positivistiske retsopfattelse, der praktisk taget udelukkende interesserer sig for gældende ret. Fundamentale menneskelige rettigheder spiller derimod ingen rolle, medmindre de kan udtrykkes i gældende ret.
En dødsdom i Iran strider ikke imod gældende ret. Det er en del af dagens orden, at regimets modstandere uden videre kan henrettes. Bemærkelsesværdigt nok blev det, mens Rushdie-affæren kulminerede, meddelt fra Teheran, at alle politiske fanger var blevet henrettet i løbet af efteråret og vinteren. Afhængigt af, om man anvender Amnesty International's eller den iranske dissidentsbevægelses tal, har udrensningen kostet mellem godt 1.000 og over 10.000 menneskeliv. Historien fik en moderat placering i den danske og internationale presse i et par dage – muligvis endog fremmet af, at blikket i forvejen var rettet imod Iran på grund af Rushdie-sagen. Men udrensningen var ikke i stand til at udløse internationale boykot-trusler eller fordømmende EF-udenrigsministermøder. Ledende vestlige forfattere har ikke organiseret sig for at tilkendegive deres afsky, SF foreslog ikke en afbrydelse af de danske handelsforbindelser med Iran, og Politiken iværksatte ikke en storstilet underskriftsindsamlingskampagne. Nøjagtig som tilsvarende henrettelser tidligere ikke har vakt større røre.
Den slags reaktioner kunne kun den ene dødsdom over Salman Rushdie fremkalde.
Hvad er så forskellen mellem dommen over Rushdie og dommene over tusindtallige iranske dissidenter? Set fra et rettighedssynspunkt er Rushdie-dommen mindre alvorlig (men selvfølgelig alvorlig nok), fordi den i modsætning til de øvrige ikke er blevet eksekveret. Men i den retspositivistiske bevidsthed er Rushdie-dommen særlig alvorlig – ikke på grund af mordtruslen i sig selv – men fordi den strider imod den gældende internationale retsorden. Gældende ret indebærer nemlig, at en stat ikke må udstede en dødsdom over et fremmed lands statsborger, som opholder sig uden for den pågældende stats territorium.
Og der er vi altså henne, drevet af en positivistisk retsopfattelse. Masseudryddelsen og den massive krænkelse af menneskers fundamentale rettigheder takseres som en mindre alvorlig forseelse end overtrædelsen af et eller andet gældende retsprincip, som regulerer forholdet mellem statsmagter!
Og dog. Umiddelbart kunne Rushdie-affæren desuden tage sig ud som et spørgsmål om en fundamental menneskelig rettighed: Ytringsfriheden. Der er i så – og bedste – fald tale om en hyklerisk kampagne, når det gælder langt hovedparten af dens aktører. Den danske establishment-avis, Politiken, har i sin stort anlagte underskriftsindsamling netop anført ytringsfriheden som det altafgørende. På voltaire'sk vis fremhæves Rushdie's ret til at ytre sig, uafhængigt af budskabet. Politikens kampagne er bare ikke voltaire'sk. For Rushdies bog er ikke særlig kontroversiel set fra et vestligt synspunkt. Hvis Politiken – og de mange andre, der angiveligt harmes på ytringsfrihedens vegne – virkelig var ude i ytringsfrihedens ærinde, burde de storstilede kampagner reserveres for de affærer, som for alvor er kontroversielle i Vesten. Når tåbelige fremskridtsfolk dømmes for racediskrimination, når vesttyskere fængsles for nazistisk propaganda eller kræves udleveret fra Danmark til en retssag om noget, de har skrevet.
Det tidligere VS-folketingsmedlem Preben Wilhjelm er en af de få, der har været konsekvent nok til at erkende, at harmen over forsøget på at knægte Rushdies ytringsfrihed gennemgående er falsk. I artiklen »Khomeini i vore hjerter« i Weekendavisen gik han i rette med specielt venstrefløjens engagement i affæren og mindede om fx forsøget på at få taget Vietnam-filmen »De grønne baretter« af biografernes program. Men venstrefløjen er ikke alene om at have en Khomeini i hjertet. Det kan aflæses af, at Wilhjelms forslag om at afskaffe den danske lovgivnings overgreb på ytringsfriheden – blasfemi- og diskriminationsparagrafferne – ikke har vundet nogen tilslutning. I hele bredden af det politiske spektrum.
