Robert Nozick, John Rawls og rettigheder, Libertas Nr. 5

Af Professor dr. phil. Justus Hartnack
Libertas, nr. 5, 1988

[Indledende note:] Tænkerne Robert Nozick og John Rawls er begge relativt nye forfattere til hovedværker inden for politisk filosofi. Medens Rawls er utilitarist med ønsket om en stærk stat, er Nozick af den opfattelse, at frihed er en ubrydelig menneskeret. Nozick argumenterer i værket »Anarchy, State & Utopia« for minimalstaten, som udelukkende håndhæver friheden. Hartnack anskueliggør nævnte tænkeres substantielle uoverensstemmelser. Nozicks tanker præsenteres endvidere i artikelserien »Frihedens tænkere« i næste nummer.

Inden for den politiske filosofi indtager begreber som frihed, lighed, social retfærdighed og statsmagt en fundamental plads. Ikke blot er de fundamentale: de er også forbundne: de er forbundne i den forstand, at synet på et af dem er bestemmende for synet på de andre. Mener man fx, at begrebet lighed er et element i definitionen på begrebet social retfærdighed, så fører det let til en egalitariansk opfattelse, der så igen medfører, at friheden får en sekundær plads: Gennem lovgivningen begrænser man friheden, således at alle bliver lige. Mener man derimod, at friheden er en fundamental og derfor ubrydelig menneskerettighed, så er det et brud på denne menneskerettighed at ville begrænse den af hensyn til ligheden.

Pudsigt nok, med kun to års mellemrum udkom to hovedværker inden for den politiske filosofi, og hvor forfatterne til disse værker begge var professorer i filosofi ved Harvard Universitetet i USA: John Rawls, A Theory of Justice (1972) og Robert Nozick's Anarchy, State and Utopia (1974). Ikke blot må disse to værker, som lige nævnt, henregnes som hovedværker: de er også hver især repræsentanter for fundamentalt forskellige opfattelser. Omend Rawls ikke går ind for egalitarianismen, så kan sociale og økonomiske uligheder kun forsvares, dersom de vil være til størst gavn for samfundets dårligst stillede, og endvidere at disse uligheder er knyttede til stillinger, alle har lige chancer for at beklæde. Det er Rawls' såkaldte difference-principle. Selvom dette princip ikke er udtryk for den totale egalitarisme, så er det klart, at det kun kan gennemføres (hvis det grundet på dets uklarhed overhovedet kan gennemføres) ved, at det sociale liv bliver stærkt reguleret, hvilket igen medfører en ikke ringe begrænsning af friheden.

Anderledes hos Nozick. Her er begrebet frihed betragtet som en ubrydelig menneskerettighed. Det er almindelig viden, og Nozick benægter det ingenlunde, at uindskrænket frihed fører til uligheder. Pointen er imidlertid, at selvom der kan være uligheder, der er uretfærdige, så er helt givet ikke alle uligheder udtryk for uretfærdighed. Begrebet lighed er med andre ord ikke en del af definitionen på begrebet retfærdighed (hvis det var, ville selvfølgelig alle uligheder være udtryk for uretfærdighed, hvorfor brud på egalitarianismen selvfølgelig måtte betragtes som en social uretfærdighed).

Et eksplicit bevis på frihedens ukrænkelighed giver Nozick ikke, selvom et sådant bevis godt kunne være givet. Kun indirekte viser han det, og det er gennem de argumenter, han anvender, at den fundamentale forskel mellem Rawls og Nozick viser sig. Thi medens ligheden for Rawls, sådan som det udtrykkes gennem hans difference principle, er selve kernen i hans begreb om social retfærdighed, er det andre begreber, der er afgørende for Nozick. Det er begreber som »at gøre sig fortjent til« og »at være berettiget til«. Det følger logisk, at det vil være en uretfærdighed at fratage eller forbyde det, en person har gjort sig fortjent til eller er berettiget til. Medens det er en logisk fejl (hvad jeg andetsteds har kaldt den egalitarianiske fejlslutning) at lade lighedsbegrebet indgå i retfærdighedsbegrebet, så ville det være en logisk fejl ikke at anerkende Nozicks berettigelsesprincip (the principle of entitlement). Man modsiger det, der logisk ligger i begreberne »fortjent til« og »berettiget til«, hvis man forbydes eller fratages det, man er berettiget til eller har gjort sig fortjent til. Noget andet er, hvorledes man skal afgøre, om en person har gjort sig fortjent til eller er berettiget til et eller andet. Men også her viser det sig, at man kommer tæt på begrebslogiske sandheder - med andre ord kommer tæt på tautologier. Tag begreber som arv, gave, køb og salg. Det ligger i disse begrebers logik - deres inderste væsen, om man vil - at det, der er arvet, blevet en foræret, er købt eller er det, man har solgt noget for, er ens berettigede ejendom (her er det selvsagt forudsat, at den, man arver fra, får noget forærende af, lovligt ejer det, han lader nogen arve eller forærer bort eller ejer det, han sælger, eller retsmæssigt ejer de penge, han køber noget for. Strengt taget kan man ikke anvende udtrykkene »arv«, »foræring«, »køb« og »salg«, hvis disse forudsætninger ikke er opfyldt). Det kan følgeligt ikke lovformeligt fratages en.

Argumenter fremsat af den engelske 17. århundredes filosof, John Locke, accepteres af Nozick. Det er også argumenter, der også kan give en næsten (men også kun næsten) begrebslogisk karakter. Det, der ikke er ejet af nogen, har man ret til at tilegne sig, dersom man ikke derved forværrer situationen for andre. Tager jeg noget, der ikke ejes af nogen, kan begrebet tyveri ikke anvendes. Jeg stjæler det ikke fra nogen (igen en begrebslogisk sandhed). Tilføjelsen, at det er berettiget, dersom situationen ikke derved forværres for andre, er selvfølgelig ikke af begrebslogisk karakter, men er, hvad man kunne kalde en alment akcepteret common-sense moral.

Medens staten for Rawls nødvendigvis må være en stærk stat - den skal jo blandt andet lovslå for og kontrollere hans difference principle - er statens opgave for Nozick indskrænket til en beskyttelse af menneskerettighederne. Nozick kalder en sådan stat for minimalstaten - eller - som han også kalder den - »natvægterstaten«.

Interessant er både Rawls og Nozicks redegørelse for statens grundlag. Ingen af dem akcepterer kontraktteorien (som fx både Locke og Hobbes foretrak). Hvad Rawls hævder, er dette: Lad os tænke os, at nogle fornuftsvæsener skulle vælge, hvilket samfund de ville foretrække at leve i under forudsætning af, at de intet vidste om, hvorledes deres placering eller rolle i dette samfund ville blive. De er bag et uvidenhedens slør (behind the veil of ignorance). Den sociale retfærdighed i et sådant samfund måtte være således, at der var garanti for, at de - ligegyldigt hvilken placering de fik i dette samfund - ikke kom til at lide nød. De ville derfor bl.a. vælge hans difference principle.

Nozick går en anden vej. Tænkte man sig, at der ingen stat var, ville der pr. definition være anarki. Modsat fx Bakunin, men lig Hobbes, er Nozick (som vel langt de fleste af os) ikke i tvivl om, at det ville føre til, hvad Hobbes beskrev som alles krig mod alle. Det ville følgelig være en tilstand, hvor der ville blive øvet vold mod menneskerettighederne; de ville konstant være truet. For at sikre mod denne trussel - og her kommer den afgørende forskel fra fx Hobbes - vil forskellige forsikringsselskaber (protection associations) etablere sig med det formål at yde beskyttelse mod angreb på menneskerettighederne. Efterhånden vil flere og flere vælge at blive betalende medlemmer af et af de forskellige forsikringsselskaber. På grund af den frie konkurrence vil før eller senere et af dem vise sig at yde bedre service end de andre og vil følgelig blive ikke blot det dominerende, men også det eneste. Dets eksistens forklares således med Adam Smiths klassiske begreb: The invisible hand.

Men selvom det er det eneste forsikringsselskab, vil der være personer, der bl.a. af økonomiske grunde ikke er medlem af det. Forsikringsselskabet vil derfor anse det som en pligt at yde beskyttelse også for dem. Dette markerer, alt ifølge Nozick, fødslen af staten, dvs fødslen af minimalstaten. Pengene, der kræves for denne gratis ydelse, må følgelig betales af andre. Der må derfor finde en redistribuering sted. Anderledes udtrykt: Andre må betale for dem, der ikke har råd til selv at betale. Nozick kalder det imidlertid ikke for redistribuering. Den betaling, andre yder til personer, hvis menneskerettigheder er truede, men som ikke har råd til at betale for en sådan forsikring, kalder Nozick ikke for redistribuering, men for erstatning - eller bedre - godtgørelse (compensation). Det er derimod redistribuering, hvis formålet med at tage penge fra nogen og give dem til andre, er at fremme egalitarianismen (en ideologi, der som sagt er baseret på en fejlslutning); men sker det for at hjælpe den, der har hjælp behov, er det ikke et brud på menneskerettighederne.

De her omtalte værker er med andre ord hver især repræsentanter for to forskellige opfattelser. Ifølge Rawls er begrebet lighed en nødvendig ingrediens af begrebet social retfærdighed. Det nødvendiggør et magtfuldt statsapparat for at gennemføre den begrænsning af friheden, uden hvilken ligheden ikke kan gennemføres og kontrolleres. Hos Nozick er lighedsbegrebet som sådan ikke en menneskerettighed, hvorfor ligheden ikke er et aspekt af det retfærdige samfund. Friheden er derimod en ukrænkelig menneskerettighed, hvilket implicerer, at man har frihed til at gøre, at forsøge at opnå og at forsøge at erhverve alt, hvad man er berettiget til.

Medens Rawls' opfattelse er udtryk for en begrebslogisk fejlslutning - en fejlslutning, der medfører en krænkelse af den menneskerettighed, friheden er - er Nozicks opfattelse baseret på en begrebslogisk sandhed.

Noter: Blandt de af Justus Hartnack mange forfattede bøger kan følgende 2 anbefales, da de uddyber artiklens problematik: »Menneskerettigheder - Grundlæggende politiske begreber og forhold i ny belysning«. Forlaget i Haarby, 1980. Og »Grundtræk af politisk filosofi«. Centrum, 1984.