Penge, værdi og markedspriser hos Adam Smith

Af Torben Mark Pedersen (Udgivet i Libertas Nr. 90)

Adam Smiths analyse af værdi og markedspriser er omstridt, kritiseret og misforstået, men Smith bærer selv en del af skylden, for han er uklar og inkonsistent, og selv om Smith stod fadder til den "klassiske" skole inden for økonomi, så stod han ikke fadder til den arbejdsværditeori, der blev en del af den klassiske skole fra David Ricardo til John Stuart Mill. Smith har derimod en overraskende moderne forståelse af prisdannelsen på et marked med konkurrence, og han beskriver tilpasningen til en ligevægt på en måde, der minder om beskrivelsen af en generel ligevægtsmodel.

Der er næppe nogen del af Nationernes velstand (WN), der er blevet kritiseret -- og misforstået -- så meget som Adam Smiths tre kapitler om værdi, arbejde og markedspriser, og det skyldes ikke mindst, at WN i lyset af David Ricardos og Karl Marx' senere arbejdsværditeorier er blevet læst som et fejlslagent forsøg på at formulere en arbejdsværditeori. Ikke mindst Ricardo (1817) bidrog til at skabe den myte, Hurtado and Paganelli (2023).

Adam Smith er ikke uden skyld i, at han er blevet misforstået, for han er uklar, og man kan finde formuleringer i WN, der lyder som om, Smith har en arbejdsværditeori i tankerne, men der findes ikke nogen arbejdsværditeori i Nationernes velstand,^[1] og selv om Smith kan kritiseres for at negligere tidligere forfatteres analyse af nytte og underspille betydningen af efterspørgslen for prisdannelsen på markedet, så er det Ricardo og ikke Smith, der må kritiseres for at have lanceret en arbejdsværditeori, der førte økonomisk teori ind på et vildspor i et halvt århundrede,^[2] se Tekstboks 1, og som hos Marx fik så katastrofale konsekvenser, Pedersen (2019).

Det er formålet med artiklen at analysere, hvad Adam Smith skriver om penge, værdi og markedspriser. Smith har kommentarer om arbejde og værdi spredt over hele WN, der ikke altid er lige konsistente, men det er i kapitlerne v-vii i første bog af WN, at Smith sætter sig for at undersøge emnet systematisk, og det er disse tre kapitler, der først og fremmest vil blive lagt til grund for denne artikel.

I kapitel iv og v skriver, Smith om penges opståen, og han indfører den vigtige skelnen mellem nominelle og reale priser. Smith forsøger i kapitel v at udviklet et mål for varernes reale priser, der er stabilt over tid. Adam Smith skriver i slutningen af kapitel iv i første bog, (WN I.iv.12; 66),^[3] hvad han vil forsøge at vise i de følgende kapitler:

1. Hvad det virkelige mål for varernes bytteværdi er.
2. Hvad de forskellige dele af dette mål er sammensat af.
3. Hvad der kan få markedspriserne til at afvige fra de naturlige priser.

De tre spørgsmål behandles hver for sig i kapitlerne v, vi og vii. I kapitel v søger Smith at finde et mål for varers reale værdi, præcis som han skriver i punkt 1. Analysen i kapitel v synes at være baseret på en økonomi, hvor arbejdet er eneste produktionsfaktor, men i kapitel vi inddrages både kapital og jord som produktionsfaktorer, og Smith viser, hvordan værdien eller prisen kan opsplittes i aflønningen af de tre produktionsfaktorer.

At søge efter et mål for værdi er noget andet end at søge efter, hvad der bestemmer en vares værdi. Metersystemet er et mål for afstand, men at anvende metersystemet til at måle højden af en femårig dreng betyder ikke, at metersystemet kausalt bestemmer drengens højde.

Det er først i kapitel vii, at Smith analyserer, hvordan markedspriserne bestemmes af udbud og efterspørgsel. Det var erkendt lang tid før Adam Smith, at markedsprisen er bestemt af udbud og efterspørgsel, Inoua and Smith (2025), men Smith er den første til systematisk at beskrive, hvordan producenter og forbrugere, der er drevet af selvinteresse, agerer på et marked med konkurrence, og hvordan konkurrencen mellem forbrugere hhv. producenter får priserne til at konvergere mod en ligevægt i noget, der minder om en generel ligevægtsmodel

Det var ikke hensigten at skrive denne artikel som en guide til WN, men Smiths egen behandling af emnet er systematisk og velstruktureret, så det er naturligt at præsentere Smiths tanker kapitel for kapitel.

Tekstboks 1. Arbejdsværditeori

Arbejdsværditeorier bygger på idéen om, at en vare har en iboende værdi, dens "virkelige pris", der kan bestemmes objektivt, og som adskiller sig fra dens markedspris. Denne skelnen mellem en vares fundamentale værdi og dens markedspris baserede sig på en idé om, at markedsprisen blot er en fremtrædelsesform, hvorimod værdi er udtryk for en underliggende realitet eller essens. Det er ifølge denne tankegang videnskabens opgave at finde den ene faktor, der kausalt bestemmer varens værdi og ikke bare beskrive de empirisk observerbare fænomener.

Arbejdsværditeorier antager, at kun arbejde skaber værdi, og at en vares værdi kan bestemmes alene ud fra den mængde (socialt nødvendigt) arbejde, der (direkte og indirekte) medgår til at producere varen, og det følger deraf, at efterspørgslen ikke spiller nogen rolle for bestemmelsen af en vares værdi.

William Petty (1623-87) anses gerne for at være den første, der har formuleringer, der kommer tæt på at være en arbejdsværditeori, hvor værdien af den vare er bestemt af de mængde arbejde, der medgår til at producere den. Opfattelsen af at udvekslingen af varer grundlæggende er en udveksling af arbejdskraft blev udbredt i århundredet før Adam Smith, og det blev gradvist postuleret, at varer besidder en bytteværdi, fordi de er produceret af arbejde, Meek (1956, 41).

Det var dog først Adam Smiths efterfølger, David Ricardo (1772-1823), der udviklede en egentlig arbejdsværditeori, og som Ricardo (1817, 45) skriver indledningsvist, så er "En vares værdi, eller mængden af enhver anden vare med hvilken den kan byttes, afhænger af den relative mængde arbejde, der er nødvendig til dens produktion." Ricardos teori blev overtaget og videreudviklet af John Stuart Mill og Karl Marx, men Mill var udmærket klar over -- og kritiserede Ricardo for at overse -- at Smith er optaget af at finde et mål for værdi og ikke bestemme værdien, Hueckel (2000, 319).

For at en arbejdsværditeori skal holde, kræver det opfyldelsen af en lang række forudsætninger: arbejdskraften må være homogen, eller der må tages højde for, at der er forskel på arbejderes produktivitet og dermed løn, hvilket får teorien til at nærme sig en omkostningsteori. Det må desuden gælde, at produktionstiden for alle varer er ens, og at forholdet mellem kapital og arbejdskraft er ens i produktionen af alle varer.

For Marx udgjorde det sidste et uoverstigeligt problem, idet han måtte erkende, at mængden af kapital per arbejder (kapitalens organiske sammensætning hos Marx) ikke er ens i produktionen af alle varer, og i sit forsøg på at tage højde for det i tredje bind af Kapitalen, endte Marx med en omkostningsteori i stedet for en arbejdsværditeori, Pedersen (2019, 11-12).

Arbejdsværditeorier betragtes i dag som unødvendige metafysiske spekulationer om en underliggende, ikke-observerbar realitet, og efter det marginalistiske gennembrud i økonomisk teori fra omkring 1870 og frem stod det klart, hvorfor en arbejdsværditeori, der negligerer den subjektive nytte af varerne, som ikke er baseret på marginalbetragtninger, og hvor kun arbejde betragtes som produktivt, er fejlagtig. Det var Dupuit (1804-1866), "marginalisterne", Menger, Jevons og Walras i 1870'erne, samt Marshall i 1890, der udviklede teorien om subjektiv nytte, udledte efterspørgslen ud fra marginalnytten, og bestemte prisdannelsen på markedet som et resultat af både udbud og efterspørgsel. Det var et paradigmeskift i økonomisk teori.

Kapitel iv: Om penges oprindelse, inflation og nominelle og reale priser

Adam Smiths analyse af penge kommer i kapitel iv, der ligger i forlængelse af kapitlerne omhandlende arbejdsdeling, for mennesker begyndte at anvende bestemte varer som betalingsmidler for at overkomme de store transaktionsomkostninger, der er forbundet med et direkte varebytte i en bytteøkonomi, hvor der nødvendigvis må være et "double coincidence of wants" (Jevons) for, at der kan finde varebytter sted, se Pedersen (2026b, XXX).

I det kommercielle samfund, der er præget af en udbredt grad af arbejdsdeling, handel og gensidig økonomisk afhængighed, og hvor alle skaffer sig størstedelen af deres livsfornødenheder ved at købe dem fra andre, er anvendelsen af almene betalingsmidler en nødvendighed.

Smith forklarer penges oprindelse med,^[4] at enhver kløgtig person i ethvert samfund, hvor handel er baseret på varebytte, må have forsøgt med fantasien at forestille sig, om der ikke er en eller anden vare, som de andre forretningsdrivende vil være villige til at modtage som betaling, fordi de selv forventer at kunne benytte den pågældende vare til at betale andre handlende med, (WN I.iv.2; 61). Mange forskellige varer er i tidens løb og i forskellige kulturer blevet anvendt som varepenge, og Smith nævner bl.a. kvæg, tobak, huder, salt osv., men metaller som guld, sølv og bronze vandt efterhånden frem, fordi de har nogle fordele fremfor varepenge, idet de er uforgængelige og delelige.

Anvendelsen af penge er opstået spontant på markedet uden nogen statslig indblanding, men Smith kommer ikke med en usynlig hånd-forklaring på penges oprindelse, som Carl Menger^[5] gjorde et århundrede senere. Menger forklarer, hvordan egeninteresse vil få handlende til at tage imod betaling i varer, som let kan videresælges, og gradvist vil de mest likvide varer blive anvendt som betalingsmidler. Det vil øge efterspørgslen efter disse varer og gøre markedet for dem endnu mere likvidt, hvilket igen fremmer deres anvendelse som betalingsmidler. På den måde opstår penge spontant som det ikke-planlagte resultat af mange handlendes egeninteresse og ikke som resultat af nogen planlægning, se Pedersen (2017, 28-29).

Inflation

I David Humes essay On money fra 1752 findes den klassiske formulering af kvantitetsteorien, at en engangsændring i pengemængden på langt sigt kun påvirker prisniveauet, se Pedersen (2018). Smith havde læst Humes økonomiske essays, Smith forstår udmærket forstår den kvantitetsteoretiske sammenhæng mellem pengemængde og prisniveau, se f.eks. (WN I.xi.e.31; 223) (WN IV.i.30; 462). Smith refererer gentagne gange til, hvordan både opdagelsen af nye miner og "debasement" (den gradvise reduktion i mængden af ædelmetal i mønter) fører til højere priser, ligesom han forklarer, at inflation er til fordel for debitorer og til skade for kreditorer.

Kapitel v: Nominelle og reale priser

I forlængelse heraf introducerer Smith den vigtige skelnen mellem nominelle og reale priser. En vares nominelle pris er dens pris målt i penge. En vares reale pris er den pris målt i forhold til andre varer (eller i forhold til en vægtet kurv af varer som i et forbrugerprisindeks).

Det er en skelnen, der bliver relevant, når der opstår inflation eller deflation, så udviklingen i de nominelle priser afviger fra udviklingen i de reale.

Smith nævner som eksempel en familie, der sælger en landejendom for en permanent renteydelse, altså en slags permanent, fast årlig betaling. Hvis renteydelsen består i et fast nominelt beløb, der på tidspunktet for handlens indgåelse svarer til prisen på en given mængde korn, så vil inflation få prisen på korn til at stige, så modtageren af renteydelsen år for år kan købe mindre og mindre korn for renteydelsen.

Ændringer i penges købekraft som følge af inflation kan udgøre et problem, fordi de forårsager ikke-forventede ændringer i priser og indkomster og vanskeliggør opgørelser af produktion og velstand over tid og på tværs af lande, hvilket får Smith til at søge efter et stabilt mål for værdi.

Smiths skriverier om penge og inflation, og hans skelnen mellem reale og nominelle priser m.m. virker måske overraskende nutidige, men de var ikke originale, og det meste kan findes beskrevet tidligere hos Cantillon, Law, Hume og ikke mindst Hutcheson.

Smith omtaler penge som "cirkulationens store hjul, handelslivets storslåede redskab," (WN II.ii.23; 313), og anvendelsen af papirpenge i stedet for mønter af guld eller sølv er en billigere form for pengeudstedelse, (WN II.ii.26; 314), og banker kan bidrage til at øge landets produktive kapacitet ved at transformere en større del af opsparingen i samfundet til udlån og dermed til risikovillig kapital, (WN II.ii.86; 343).

Kapitel v: Brugsværdi og bytteværdi

Smith introducerer skellet mellem en vares brugsværdi og dens bytteværdi. En vares brugsværdi er den subjektive nytte af en samlet mængde af en given vare for en forbruger og ikke den marginale nytte af en enkelt ekstra enhed. Smith taler ikke om "subjektiv nytte", men det fremgår flere steder, at Smith opfatter brugsværdi som noget individuelt, der kan afhænge af tid og sted. Smith nævner et eksempel med en rejsende i ørkenen, der er villig til at betale en uhyrlig sum for en kop vand, (LJ(A) vi.71; 358), (LJ(B) 228; 496).

En vares bytteværdi (eller blot værdi) er dens relative pris, der måles realt i forhold til bytteværdien af andre varer. Når Smith taler om værdi, så benytter han ordet værdi som synonymt med pris i betydningen en vares reale pris.^[6] Smith opfatter altså ikke ordet værdi som udtryk for en eller anden underliggende realitet eller essens, som, Ricardo, Mill og Marx gjorde, se Tekstboks 1.

Smith fokuserer på varernes bytteværdi og ikke deres brugsværdi, og han negligerer stort set betydningen af den nytte, som en vare giver forbrugeren. Det er svært at vide hvorfor, men der fandtes ikke før Smith nogen teori, der kunne forklare, hvordan nytten af en vare bestemmer efterspørgslen, og Smith fremhæver, at "De ting, der har den største brugsværdi, besidder ofte kun en mindre eller slet ingen bytteværdi. Og omvendt gælder også, at de ting, der har den største bytteværdi, ofte ikke har nogen brugsværdi". Det er i den forbindelse, Smith nævner det berømte eksempel med vand og diamanter:

"Intet er mere nyttigt end vand, men man kan ikke købe noget for det, og man kan stort set intet få ved at udveksle det med noget andet. En diamant besidder derimod stort set ingen brugsværdi, men man kan ofte bytte den med en stor mængde andre produkter," (WN I.iv.13 66).

Det er senere blevet kaldt for et "værdiparadoks,"^[7] for det er kontraintuitivt, at der ikke skulle være nogen sammenhæng mellem en vares brugsværdi og dens bytteværdi, men paradokset opløses, når man forstår, at det ikke er den totale eller gennemsnitlige nytte af et bundt af en vare, der bestemmer efterspørgslen og forbrugernes betalingsvillighed, men den marginale nytte af én ekstra enhed af varen. Selv om vand er en livsnødvendighed, så vil nytten af en ekstra kop vand være lille, når der er rigeligt med vand, og betalingsvilligheden vil derfor være lille. Hvis der derimod er knaphed på vand, som i ørkenen, vil marginalnytten af en ekstra kop vand være høj og betalingsvilligheden tilsvarende høj.

Smith omtaler det ikke som et paradoks, der kræver en forklaring. Han konstaterer blot, at der ikke er nogen sammenhæng mellem en vares (samlede) brugsværdi og dens bytteværdi, hvilket han har ret i. Han kommer heller ikke med nogen forklaring på, hvorfor det forholder sig sådan, hvilket kan undre, for i Lectures on Jurisprudence forklares det, at det er den relative rigelighed af vand og knaphed på diamanter, der gør, at vand er næsten værdiløst, mens diamanter er kostbare: "plenty and cheapness are in a manner synonimous, as cheapness is a necessary consequence of plenty. Thus we see that water, which is absolutely necessary for the support of mankind, by its abundance costs nothing but the uptaking, whereas diamonds and other jewels, of which one can hardly say what they serve for, give an immense price," (LJ(A), vi.8; 333).^[8]

Smith er således inde på noget rigtigt, men da han ikke indser, at der er en forskel på den samlede nytte af en vare og den marginale nytte af én ekstra enhed af varen, kan han ikke etablere sammenhængen mellem (marginal-)nytte og knaphed eller mellem marginalnytte og efterspørgsel.

Der var en del økonomer før Smith, der havde udviklet idéer om subjektiv nytte, dog uden at have formuleret en sammenhængende teori om efterspørgslen, og Smith er blevet kritiseret for at have negligeret disse indsigter og derfor underspillet efterspørgslens rolle, hvilket skulle blive den største svaghed ved klassikernes værditeori: "its failure to construct a satisfactory theory of demand and to clarify the role of demand," Sandmo (2011, 35). Smith havde ellers de matematiske forudsætninger for at anlægge en marginalbetragtning på nytte. Han beundrede Newton, og han havde studeret matematik hos professor Robert Simson på Glasgow University, hvor han blev undervist i differentialregning, og han var i besiddelse af Newtons A Treatise of the Method of Fluxions and Infinite Series, der var Newtons primære værk om differentialregning. Smith skulle således have de matematiske forudsætninger for at forstå marginalnytten som differentialkvotienten af en nyttefunktion.

Kapitel v: Et stabilt mål for værdi

Formålet med kapitel v er at finde et stabilt mål for varernes værdi, altså et mål for de reale priser, der er stabilt eller inflationssikkert. Smith advarer selv om, at hans behandling af emnet kan forekomme ikke bare "unødigt kedsommeligt" men også "dunkelt", og det er mildest talt en underdrivelse. Man kan bruge timer på at forsøge at forstå de to første afsnit i kapitel v, og de er da også blevet fortolket på et utal af forskellige måder, Blaug (1995).

Smith mener, at der må kunne findes et mål for varers bytteværdi. I generel ligevægtsteori kaldes det for en numéraire. Det er et fransk ord, fordi det første gang benyttedes af Leon Walras (1834-1910). En numéraire er i en bytteøkonomi en vare, hvis pris defineres som lig med 1, og som alle andre varers priser måles i forhold til. I en pengeøkonomi fungerer penge som numéraire, så alle andre varers priser måles i forhold til eksempel ét pund Sterling.

Valg af numéraire er uden betydning. Det er blot en konvention, og man kan lige så godt vælge den ene vare som den anden. En vigtig egenskab ved en numéraire er, at hvis prisen på numérairen ganges med en faktor k, så ændrer de relative priser sig ikke, Allingham (1987).

Et stabilt værdimål

Smith ønsker imidlertid ikke blot, at målet for værdi fungerer som en numéraire, men at det skal være stabilt i betydningen inflationssikkert. Eksemplet med salget af landejendommen for en fast nominel renteydelse viste problemet med at indgå langvarige nominelle kontrakter, hvis reale værdi vil ændre sig med ændringer i det generelle prisniveau. Smith søger derfor et mål for værdi, der ligesom afstandsmål og mål for vægt og tid er uforanderlige og konstante, (WN I.v.7; 71), men det er en umulighed, for det findes ikke. I den forstand var Smiths bestræbelse på at finde et stabilt værdimål dømt til at mislykkedes.

Penge som værdimål

Smith afviser, at penge er et egnet mål for værdi, da guld og sølv selv er varer, hvis pris ændrer sig over tid. For det første varierer prisen på guld og sølv med opdagelsen af nye miner, som da opdagelsen af store forekomster af guld og sølv i Sydamerika i det 16. århundrede reducerede værdien af guld og sølv til et sted mellem en tredjedel og en femtedel i Europa. Resultatet var den første "prisrevolution" i Europas historie -- en længerevarende periode med permanent stigende priser. For det andet har penge det med at blive gradvist mindre værd, fordi kongers og kejseres kontrol med møntningen af mønter til alle tider har fristet dem til gradvist at reducere indholdet af ædelmetaller i mønterne. Det er en form for bedrageri over for deres kreditorer, når de tilbagebetaler gæld med mønter af en ringere værdi.

Korn som værdimål

Ifølge Smith er korn et bedre værdimål end penge, for det er et realt mål for værdi, og bytteforholdet mellem korn og arbejde har holdt sig omtrent konstant over århundreder og på tværs af lande, fordi der stort set ikke har fundet nogen vækst sted i arbejdsproduktiviteten i landbruget. Korn har ydermere den fordel som et værdimål, at et pund hvede er en direkte observerbar størrelse, og at der findes oversigter over kornpriser over tid og i forskellige lande, så der kan foretages velstands- og nationalindkomstsammenligninger over tid og mellem lande: "Det kan dog næppe med nogen større nøjagtighed lade sig gøre at få kendskab til de pågældende priser på arbejde i fjerne lande til fjerne tider. Priserne på korn er generelt bedre kendt og er hyppigere blevet bemærket af historikere og andre forfattere, selv om de kun få steder er blevet registreret. 'altså må vi generelt stille os tilfreds med dem, ikke fordi de altid står nøjagtigt i samme relation til de gældende priser på arbejde, men som den bedste tilnærmelse til dette forhold, som vi normalt kan opnå," (WN I.v.22; 77).

Prisen på korn kan altså anvendes som en approksimation for prisen på arbejde ved sammenligninger på tværs af lande og over tid. Problemet med korn som værdimål er, at værdien af korn kan svinge voldsomt fra år til år afhængig af høsten, og af den grund afviser Smith korn som et mål for værdi.

Arbejdets slid og møje som værdimål

Adam Smith indleder kapitel v med at skrive, at i en markedsøkonomi, hvor langt størstedelen af vores fornødenheder og bekvemmeligheder er nogen, vi køber på markedet i stedet for at producere dem selv, gælder det, at "Enhver er rig eller fattig" (...) "i forhold til mængden af det arbejde, som han kommanderer over, eller som han har råd til at købe," (WN I.v.1; 69).^[9]

CITAT: Enhver er rig eller fattig ... i forhold til mængden af det arbejde, som han kommanderer over, eller som han har råd til at købe

En persons velstand er altså lig med hans købekraft, men det er en besynderlig formulering, for det ville have været et mere naturligt mål for personlig velstand, om Smith havde skrevet, at man er rig eller fattig i forhold til, hvor mange varer og tjenester, man kommanderer over (kan købe på markedet) for de varer, men selv producerer, specielt fordi Smith andet sted skriver, at "Forbrug er eneste formål og hensigt med al produktion," (WN IV.viii.49; 670).

Smith definerer værdien af en vare på samme måde: "Værdien af en vare for den person, der besidder den, og som ikke selv vil konsumere den, men ønsker at bytte den med andre varer, er derfor lig med mængden af det arbejde, som denne vare sætter ham i stand til at købe eller kommandere over. Arbejdet er dermed det virkelige mål for alle varers bytteværdi," (WN I.v.1; 69).

Fordi Smith taler om, hvor meget arbejde, en vare kan kommandere over, er Smiths mål for værdi blevet kaldt for en kommanderingsteori (CT). En kommanderingsteori adskiller sig fra en "embodiment theory" (ET), hvor en vares værdi bestemmes af den mængde arbejde, der medgår til at producere den som hos Ricardo og Marx.

Kommanderingsteorien er ikke den eneste definition af en vares værdi på den første side af kapitel v. Smith definerer også en vares værdi som det slid og den møje, som det kræver at skaffe sig den pågældende vare: "Al tings virkelige pris, det, som noget virkeligt koster den mand, som ønsker at erhverve den, er det slid og den møje, som det har kostet at erhverve sig den ting," (WN I.v.2; 69). Og Smith fortsætter: "Hvad en ting virkelig er værd for den, der har erhvervet den, og som ønsker at afhænde den eller bytte den for noget andet, er det slid og den møje, som den kan spare ham for, og som den kan lægge på andre. Hvad der købes for penge eller varer, erhverves i lige så høj grad ved arbejde som den ting, som vi skaffer os ved vores egen krops slid. Disse penge og disse varer sparer os for dette slid," (WN I.v.2; 69).

De to definitioner kan meget vel være tænkt at være to forskellige formuleringer af det samme mål for værdi, selv om de ikke er identiske, for det ene er et mål for købekraft og det andet for disnytte, Hollander (1975). Hvis en vares værdi måles ved det slid og den møje, som det koster at producere varen, så er der tale om en alternativomkostningsbetragtning, og det er et subjektivt mål for værdi, for disnytten ved at arbejde er subjektiv, og kan ikke måles på nogen absolut skala og ikke sammenlignes på tværs af individer. Det er heller ikke et observerbart mål for værdi og ikke et stabilt mål, jf. nedenfor.

Smith antager imidlertid:

1. At den subjektive disnytte ved at arbejde er konstant per tidsenhed: "Lige store mængder arbejde kan hvor som helst og når som helst siges være af lige stor værdi for arbejderen," (WN I.v.7; 71), og "Befinder han sig i sin normale tilstand med hensyn til sundhed, styrke og humør og arbejder med sin normale dygtighed og behændighed, vil han altid aflevere samme mængde af sin fri tid, sin frihed og sin lykke. Den pris, han betaler, må altid være den samme, lige meget hvor mange varer han modtager til gengæld for sit arbejde," (WN I.v.7; 71-72).
2. At hvad det koster den enkelte af "fri tid, frihed og lykke" ved at arbejde i en time eller en dag er ens for alle mennesker.

Smith konkluderer, at de varer, der sparer producenten for slid og møje, "indeholder værdien af en bestemt mængde arbejde, som vi udveksler for det, der på det pågældende tidspunkt menes at indeholde værdien af en tilsvarende mængde," (WN I.v.2; 69). Og velstand er "for dem, der ejer det, og som ønsker at udveksle det med nye produkter, nøjagtig lig den mængde arbejde, som det kan sætte dem i stand til at købe eller kommandere over," (WN I.v.2; 69).

Hvis varers bytteværdi måles som den mængde slid og møje, det har krævet at erhverve varen, så forudsættes det, at arbejdskraft er eneste produktionsfaktor -- eller at forholdet mellem arbejdskraft og kapital og jord er ens i produktionen af alle varer.

Smith konstaterer, at det ofte er vanskeligt at fastslå forholdet mellem to forskellige mængder arbejde. Det handler ikke kun om den tid, der anvendes på arbejdet. Der kan være forskelle på den mængde afsavn, der følger med at arbejde, og der er forskel på arbejdsintensitet ved forskellige typer arbejde, (WN I.v.4; 70). Smith nævner også, at der er forskelle i dygtighed og opfindsomhed, og her taler Smith så pludselig om produktiviteten af arbejdsindsatsen og ikke om de subjektive omkostninger ved at arbejde, (WN I.v.4; 70).

Da arbejdskraften er heterogen, er det ikke nemt at finde et mål for anstrengelser og dygtighed, og arbejde vil ikke nødvendigvis blive byttet lige over med hinanden time for time, men der etableres ifølge Smith en omtrentlig bytteværdi "ved at tinge og sjakre på markedet ud fra en skønsmæssig lighed, der ganske vist ikke er præcis, men dog tilstrækkelig til at varetage det normale livs forretninger," (WN I.v.4; 70).

Smith anerkender også, at selv hvis den subjektive disnytte ved at arbejde er konstant, vil den producerede mængde varer per enhed disnytte ikke være konstant: "af disse varer kan hans arbejde på et tidspunkt købe en større mængde og til andre tider en mindre," (WN I.v.7; 72). Hvis arbejdsproduktiviteten øges -- for eksempel som følge af øget arbejdsdeling -- så er det ifølge Smith ikke den producerede vares værdi, der ændrer sig, men værdien af alle andre varer: "det er deres værdi, der ændrer sig, ikke værdien af det arbejde, der køber dem," (WN I.v.7; 72). "Kun arbejdet, der aldrig ændrer sin egen værdi, er den ultimative og virkelige standard, i forhold til hvilken alle andre varer hvor som helst og når som helst estimeres og sammenlignes. Arbejdet er deres virkelige pris, penge er kun deres nominelle pris," (WN I.v.7; 72).

Et fejlslagent mål for værdi

Man kan godt definere en numéraire på den måde, men det ændrer ikke ved, at den subjektive disnytte af at arbejde ikke er noget stabilt mål for værdi.

For det første vil disnytten ved at arbejde afhænge af, om det er den første eller sidste time på dagen, tid på året, og om arbejdet er fysisk hårdt, beskidt eller farligt, og over tid har det vist sig (i højere grad i de seneste 250 år siden udgivelsen af WN end de 250 år før), at arbejde generelt er blevet langt mindre slidsomt, fysisk krævende, beskidt og farligt, så disnytten ved at arbejde i en time må have været faldende over tid.

For det andet er arbejde ikke et stabilt mål i betydningen inflationssikkert mål, for når arbejdsproduktiviteten stiger, så stiger den reale værdi af arbejdskraften målt i forhold til en bred kurv af forbrugsvarer. At bortforklare det med, at det er andre varer, der er faldet i værdi, er økonomisk set nonsens. Disnytten af arbejde må derfor siges at være et fejlslagent mål for værdi.^[10]

Det er også et fejlslagent mål af en anden grund, og Smith synes selv at erkende, at det ikke er et anvendeligt mål i en moderne økonomi, hvor der anvendes både arbejdskraft, kapital og jord i produktionen. Smith beskriver ganske vist i første afsnit af kapitel v samfundet som præget af arbejdsdeling, så han taler om det moderne kommercielle samfund, hvor varer produceres med anvendelsen af arbejdskraft, kapital, jord og materialer og ikke kun arbejdskraft, ligesom Smith omtaler økonomien som en pengeøkonomi, hvor der ikke længere finder noget direkte varebytte sted, men hvor penge anvendes som generelle betalingsmidler, men i sin teori om, at disnytten ved at arbejde er et mål for værdi, må han forudsætte, at arbejde er eneste produktionsfaktor. I den "tidlige og primitive samfundstilstand", som Smith omtaler i kapitel vi, hvor arbejdskraft er den eneste produktionsfaktor, vil arbejde rigtignok være et mål for værdi, ligesom anvendelsen af arbejdskraft bestemmer de relative priser, jf. nedenfor, men hvis der medgår kapital og jord i produktionen, så er det kun, hvis mængden af kapital og jord per arbejder er ens i produktionen af alle varer, at der vil være en én til én-sammenhæng mellem den enkelte arbejders slid og møje og bytteværdien.

Den forudsætning er ikke opfyldt i virkeligheden, og Smith argumenterer da også i kapitel vi for, at i udviklede samfund, hvor der både medgår arbejdskraft, kapital og jord i produktionen, må "den virkelige værdi af alle de forskellige dele af prisen, måles ved mængden af det arbejde, som de hver for sig kan købe eller kommandere," (WN I.vi.9; 87). Det er nok den klareste bekræftelse af, at Smiths mål for værdi i kapitel v kun gælder for én-faktor modellen, hvor arbejdskraft er den eneste produktionsfaktor, hvilket på forskellig vis bemærkes af Schumpeter (1954, 188), Barber (1967), Winch (1978, 90) og Naldi (2013).

Smiths forsøg på at finde et stabilt mål for varernes reale priser må siges at være slået fejl, og det var et dødfødt projekt, for der findes ingen inflationssikre varer. Det spiller imidlertid ikke den store rolle, for Smith anvender ikke sit mål for værdi til noget afgørende i resten af WN, Schumpeter (1954, 310), og det forekommer i det hele taget overflødigt, når Smith selv erkender, at det er "mere naturligt og mere indlysende" at måle varers værdi i penge end i arbejde, (WN I.v.6; 71), og at det er pengeprisen, "der i sidste instans afgør alle købs- og salgshandlingers fornuft eller ufornuft, og som dermed regulerer næsten alle de af det almindelige livs forretninger," (WN I.v.21; 76).

Smiths store fejl var måske, at han fra starten valgte at se bort fra varernes brugsværdi. Aristoteles havde ellers ment som Smith, at når der handles, er det "derfor nødvendigt, at alle ting måles med én målestok" men i stedet for at lede efter værdimålet i bytteværdien, mente Aristoteles at finde denne målestok i menneskers behov: "Og denne målestok er behovet, som holder alting sammen," Aristoteles (2000, 133).

Kapitel vi: Sammensætningen af værdiens bestanddele

Kapitel vi omhandler målet for bytteværdi i en økonomi, hvor eneste produktionsfaktor er arbejdskraft hhv. i en økonomi, hvor der også anvendes kapital og jord i produktionen. Kapitel vi ligger således i direkte forlængelse af kapitel v.

En-faktor model: arbejdskraft som eneste produktionsfaktor

Smith har et berømt eksempel fra et "tidligt og primitivt samfund", der "går forud for akkumulationen af kapital og tilegnelsen af jord," hvor arbejdskraft er den eneste produktionsfaktor, hvor arbejdskraften er homogen (dvs. at to vilkårlige arbejdere vil være lige produktive i jagten på enten bævere eller hjorte), og hvor de frit kan skifte erhverv:

"hvis det for eksempel blandt en nation af jægere normalt koster dobbelt så meget arbejde at nedlægge en bæver som en hjort, må én bæver kunne udveksles med eller være lige så dyr som to hjorte. Det er uden videre naturligt, at det, der normalt er produktet af to dages eller to timers arbejde, skal være dobbelt så meget værd som det, der almindeligvis er produktet af en enkelt dags eller en times arbejde," (WN I.vi.1; 85).^[11]

Når arbejdskraft er den eneste produktionsfaktor, arbejdskraften er homogen, og arbejderne frit kan skifte erhverv, vil den relative pris på bævere og hjorte være bestemt af de relative produktionsomkostninger, og dermed af den relative arbejdsindsats. Der vil i det tilfælde være et sammenfald mellem en kommanderingsteori og en "embodiment theory" om værdiskabelse, og den relative anvendelse af arbejdskraft vil ligeledes være et mål for værdi. Efterspørgslen vil alene bestemme, hvor mange bævere hhv. hjorte, der vil blive jaget. Det er et standardresultat i neoklassisk mikroøkonomi, og alle pris- og værditeorier vil nå frem til samme resultat.^[12] Schumpeter (1954, 310) afviser af samme grund, at man kan kalde det for en arbejdsværditeori.

Det er ikke desto mindre de tre linjer om bævere og hjorte, der fik Ricardo (1817, 46) til at tilskrive Smith en arbejdsværditeori, og som fejlagtigt har skabt Adam Smiths ry som en proto-arbejdsværditeoretiker.^[13]

Smith kan ikke bebrejdes denne misforståelse, Kaushil (1973, 64), og Smith anvender primært eksemplet til at vise, at i en sådan én-faktor model, vil hele værdien af produktionen tilfalde arbejderen: "Under disse omstændigheder tilhører hele produktet af arbejdet arbejderen," (WN I.vi.4; 85).

Tre-faktor model: arbejdskraft, kapital og jord

Det vil ikke være tilfældet i udviklede samfund, hvor der medgår både kapital og jord i produktionen. Smith fremhæver, at i udviklede samfund vil der være personer, der har akkumuleret kapital,^[14] og som vil investere deres kapital i produktionen af varer. Det gør de kun, hvis investeringen øger værditilvæksten, så de kan opnå et afkast af deres investerede kapital. Det samme gælder, når jord er i privat eje, så vil jordejerne tage sig betalt for at sælge eller leje jorden ud til producenter, og jordrenten vil ligeledes skulle betales ud af den samlede værditilvækst.

Det hører med, at Smith er den første til at skelne klart mellem arbejdere, kapitalejere og jordejere og mellem de tre tilsvarende indkomstkategorier, løn, kapitalafkast og jordrente, og Smith skelner klart mellem renteafkast og profit eller kapitalafkast.

Smith antager ikke som Ricardo og Marx, at kun arbejde skaber værdi, så aflønningen af kapital og jord har ikke karakter af nogen udbytning af arbejderne. Anvendelsen af kapital og jord i produktionen bidrager til værdiskabelsen, hvilket er klart fra Smiths omtale af nåleproduktionen, hvor han fremhæver, hvordan opfindelsen af maskiner "gør, at én mand kan udføre mange mænds arbejde," (I.i.5; 48), så når der indgår både arbejdskraft, kapital og jord i produktionen (plus materialer), så vil alle indkomster og skatter i sidste instans stamme "fra den ene eller den anden af disse tre oprindelige indkomstkilder," (WN I.vi.18; 90). Der er altså ikke tale om -- som hos Marx -- at kun arbejde er produktivt, og at profitten opstår ved at udbytte arbejderne.

I modsætning til i én-faktor modellen -- og det er hovedpointen i kapitlet -- så vil prisen på hver eneste vare opløse sig i "den ene eller den anden eller i alle tre dele. Og i hvert eneste udviklede samfund indgår alle tre dele mere eller mindre som komponenter i prisen på langt størstedelen af alle varer," (WN I.vi.10; 87-88). Smith forkaster den simple værditeori fra kapitel v med bemærkningen om, at "der i et civiliseret land kun er ganske få varer, hvis bytteværdi udelukkende stammer fra arbejdet," (WN I.vi.24; 91).

Præcist som Smith annoncerede i slutningen af kapitel iv, så foretager Smith en slags regnskabsmæssig dekomponering af prisen på de komponenter, den er sammensat af, som hvis man regnskabsmæssigt for hele økonomien opsplitter nettonationalindkomsten i de forskellige faktoraflønninger: "I og med at prisen eller hver enkelt vares bytteværdi for sig betragtet opløser sig i den ene eller den anden eller i alle tre dele, således må også alle de varer, der danner arbejdets samlede årlige produktion i hvert enkelt land som samlet størrelse opløse sig i de samme tre dele og blive fordelt mellem de forskellige beboere i dette land, enten som løn til deres arbejde, som profit på deres kapital eller som rente på deres jord, (WN I.vi.17; 89).^[15]

Smith holder fast i sit mål for værdi, når han skriver om, hvordan den reale værdi af hver af de tre indkomstkategorier kan måles ved den mængde arbejde, de kommanderer over: "den virkelige værdi af alle de forskellige dele af prisen, måles ved mængden af det arbejde, som de hver for sig kan købe eller kommandere," (WN I.vi.9; 87), men der vil ikke længere være nogen én-til-én sammenhæng mellem varens værdi eller reale pris, og hvor meget arbejde den enkelte arbejder kan kommandere over eller dennes disnytte af at arbejde.

Denne dekomponering af værdien har fået flere til at hævde, at Adam Smith skulle have en omkostningsteori, altså at de virkelige priser eller bytteværdier er bestemt af produktionsomkostningerne, Schumpeter (1954, 188-89, 309), Meek (1956, 77), Blaug (1978), Rothbard (1995), m.fl., men det skriver Smith intet sted.

Kapitel vii: Den naturlige pris og markedsligevægt

I kapitel vii præsenterer Smith sin pristeori og dermed sin teori om prisdannelsen på et marked med konkurrence og optimerende forbrugere og producenter. Kapitel vii har ikke nogen direkte forbindelse med de to foregående kapitler, der omhandler et mål for den reale værdi af varer. De naturlige priser, naturlige lønninger og markedspriser måles i penge og er således nominelle priser.

Smith skelner mellem en vares naturlige pris og dens markedspris. Den naturlige pris er den pris, der netop er tilstrækkelig til at betale den "ordinære eller gennemsnitlige" aflønning af alle produktionsfaktorerne, arbejdskraft, kapital og jord, samt udgifter til materialer, transportomkostninger m.m., der gælder i det pågældende samfund eller lokalområde.

Smiths "naturlige pris" kan bedst forstås som den ligevægtspris (prisvektor, for der er mange varer) på markedet, der svarer til de markedsclearende faktoraflønninger i en generel ligevægtsmodel, Samuelson (1977), og han omtaler de naturlige priser som "dette kontinuerligt hvilende centrum", hvilket umiskendeligt minder om en ligevægt, som priserne konvergerer imod: "Den naturlige pris er derfor så at sige den centrale pris, som alle andre varepriser kontinuerligt graviterer mod. Forskellige hændelser kan undertiden holde dem hævet en god del over den og til andre tider endog tvinge dem noget under den. Men hvad det end måtte være for hindringer, der forhindrer dem i at finde hvile i dette kontinuerligt hvilende centrum, tenderer de konstant mod det," (WN I.7.15; 96). Han skriver også, at: "Men selv om markedsprisen for hver enkelt vare på denne måde så at sige kontinuerligt graviterer mod den naturlige pris..." (WN I.vii.20; 98).

CITAT: Den naturlige pris er derfor så at sige den centrale pris, som alle andre varepriser kontinuerligt graviterer mod

Der er således to steder, hvor Smith benytter ordene "kontinuerligt graviterer" om prisernes konvergens mod de naturlige priser, lønninger og realafkast af kapital. Det kan meget vel være en reference til Newtons opdagelse af tyngdekraften [gravity], som Smith beundrede, og som han havde omtalt rosende i A history of astronomy, (EPS 97-104), Paganelli (2020, 44-45).

De naturlige priser er de laveste priser eller reservationspriser, som producenter vil sælge deres varer til på langt sigt på et marked med fri konkurrence og fuld mobilitet mellem erhverv, (WN I.vii.6; 94), og Smith omtaler den naturlige pris som "prisen ved fri konkurrence", (WN I.vii.27; 99). På markedet er det konkurrencen, der får markedspriserne til kontinuerligt at konvergere mod en markedsligevægt af naturlige priser og faktoraflønninger. På den måde kan man næsten sige, at konkurrence spiller samme rolle på markedet, som tyngdekraften gør i Newtons system, Paganelli (2020, 44-45).

Det var ikke Smith, der opfandt begrebet "naturlig pris", men Smith var den første, der klart formulerede den naturlige pris som en ligevægtspris, som markedspriserne konvergerer imod, Meek (1956, 27).

Prisdannelsen på markedet

Markedsprisen kan afvige fra den naturlige pris som følge af ændringer i udbud og efterspørgsel: "Markedsprisen for en given specifik vare reguleres af forholdet mellem den mængde, der faktisk fragtes til markedet, og efterspørgslen hos de personer, der er villige til at betale varens naturlige pris (...) deres efterspørgsel kan kaldes den effektive efterspørgsel," (WN I.vii.8; 94). Det gælder derfor, at: "Den mængde af en given vare, der bringes til markedet, tilpasser sig naturligt den effektive efterspørgsel," (WN I.vii.12; 95).

Der er to træk ved Smiths analyse, det er værd at fremhæve. For det første synes han at antage, at den naturlige pris er kendt, som om der er fuld information, eller også antages det implicit, at producenterne har en forventning om, hvad den naturlige pris er. Det sidste harmonerer bedre med Smiths beskrivelse af, hvordan producenterne kan blive overrasket over, at den effektive efterspørgsel afviger fra det forventede. For det andet beskriver Smith efterspørgslen som et punkt, som den efterspørgsel, der svarer til den naturlige pris. Det var selvfølgelig velkendt, at der er en sammenhæng mellem pris og efterspørgsel, men Smith tager ikke det analytiske skridt at formulere sammenhængen som en funktion, der kan beskrives ved en aftagende efterspørgselskurve. Det gjorde først Cournot i 1838, Estrup (1991, 65). Formuleringen om priskonkurrencen mellem forbrugerne viser imidlertid, at Smith har en klar forståelse af, at der er tale om en faldende efterspørgselskurve, selv om han ikke formulerer efterspørgslen som en funktion af prisen, Stigler (1950, 308).

Smith beskriver markedstilpasningen som analytisk opsplittet i tre faser:

1. I den første tidsperiode producerer producenterne den mængde af varen, som de forventer at kunne sælge på markedet til den (forventede) naturlige pris, og før de bringer varerne til markedet, må de være i besiddelse af en initial kapital, så de kan afholde alle produktionsomkostninger i form af indkøb af materialer, aflønning af arbejdskraft, leje af jord, investering i maskiner, og udbetaling til producenterne svarende til en normal profitrate, så de også har noget at leve af. Alle produktionsomkostninger er altså afholdt, før varerne sælges på markedet, hvorfor akkumulationen af kapital er en nødvendig betingelse for både væksten i kapitalapparatet og beskæftigelsesvæksten.
2. I den anden tidsperiode bringes varerne til markedet, og det kan så vise sig, at den faktiske efterspørgsel er større, mindre eller præcis som forventet:

a. Hvis den effektive efterspørgsel viser sig at være større end forventet, vil udbuddet af varen være mindre end den effektive efterspørgsel til den (forventede) naturlige pris. Forbrugerne vil derfor begynde at konkurrere om at købe varen, hvorved prisen presses op.

b. Hvis den effektive efterspørgsel viser sig at være mindre end forventet, vil udbuddet overstige den effektive efterspørgsel til den naturlige pris, hvorfor producenterne vil konkurrere om at sælge deres varer ved at sænke priserne.

c. Hvis udbuddet svarer nøjagtigt til efterspørgslen, vil markedsprisen være tæt på den naturlige pris, (WN I.vii.9-21; 94-98).

3. I den tredje tidsperiode vil producenterne revidere deres produktionsbeslutninger baseret på, om efterspørgslen var større eller mindre end forventet. Hvis den var større, vil de øge produktionen og beskæftigelsen af arbejdskraft, kapital og jord, og hvis den var mindre, vil de reducere produktionen og beskæftigelsen af arbejdskraft, kapital og jord i den efterfølgende periode.

Dernæst gentager processen sig, og hvis markedsforholdene ikke forstyrres yderligere af nogen udefrakommende hændelser, vil markedsprisen gradvist konvergere mod den naturlige pris.

Bag ved disse beskrivelser af prisdannelsen ligger en antagelse om, at alle agenter forfølger deres egeninteresse, at producenterne profitmaksimerer, og forbrugerne nyttemaksimerer. Smith omtaler heller ikke priserne som bærere af information, men han beskriver meget klart, hvordan priserne sender signal om den relative knaphed på markedet, og hvordan ændringer i de relative priser giver økonomiske incitamenter til at revidere produktionsbeslutninger og forbrugsbeslutninger.

Producenternes initiale kapital bestemmer både beskæftigelsen i den enkelte virksomhed ved at fungere som en lønfond, og mængden af kapital investeret i maskiner, udlæg til råvarer m.m. Den samlede beskæftigelse vil stige i takt med væksten i den samlede kapital, Bowley (1975).

Afvigelser fra den naturlige pris kan være langvarige i opadgående retning som følge af forskellige former for offentlig regulering og monopoler, (WN I.vii.25-26; 99; I.vii.28; 99-100), men markedspriser vil aldrig i længere tid være lavere end de naturlige priser, (WN I.vii.30; 100), da producenter i så fald vil stoppe produktionen, skifte erhverv, og investere deres kapital, hvor de får det "naturlige afkast".

To fortolkninger af den naturlige pris og markedspriser

I lyset af nyere økonomisk teori er der givet to forskellige tolkninger af Smiths teori om naturlige priser og markedspriser, her repræsenteret ved Blaug og Samuelson:

Blaug (1978) mener, at Smith har en omkostningsteori, og at produktionsomkostningerne på langt sigt bestemmer den naturlige pris som i en Marshalliansk langsigtsligevægt. Ifølge Blaug (1978, 42-43) antager Smith implicit, at den naturlige pris er konstant og ikke varierer med output. Hvis der er konstant skalaafkast i produktionen,^[16] og vi betragter det lange sigt, hvor alle produktionsfaktorer er variable, så vil den langsigtede omkostningskurve og dermed udbudskurven være horisontal, så den naturlige pris alene er bestemt af produktionsomkostningerne, og efterspørgslen alene bestemmer den producerede mængde, som i en Marshalliansk langsigtsligevægt.

Smith skelner imidlertid ikke mellem det korte sigt, hvor der er faste produktionsfaktorer som jord eller langvarige lejekontrakter, og det lange sigt, hvor alle produktionsfaktorer er variable. Smith antager eksplicit, at også jord er en variabel faktor, om end den måske ikke er lige så påvirkelighed af ændringer i vareefterspørgslen som indsatsen af arbejdskraft og kapital. I kapitlerne om arbejdsdelingen, antager Smith, at der er stigende skalaafkast i produktionen, og at priserne dermed afhænger af den samlede efterspørgsel, jf. Pedersen (2026).

For Smith er den naturlige pris en empirisk observerbar størrelse, for det er den normale eller gennemsnitlige pris på markedet, og Smith skriver eksplicit, at de naturlige rater og dermed den naturlige pris ikke er konstant, men at de afhænger af tid og sted, (WN 1.vii.1-3; 93). Han skriver også eksplicit, at den naturlige pris varierer med den naturlige rate af løn, profit og rente, (WN I.vii.33; 101).

Ifølge Samuelson (1977) svarer de naturlige priser til ligevægtspriserne i en generel ligevægtsmodel, hvor markedspriserne kan fluktuere omkring de naturlige priser og konvergerer mod en ligevægt af de naturlige priser. I en generel ligevægt vil alle priser og mængder være gensidigt afhængige af hinanden.

Afsluttende bemærkninger

Når man forsøger at formidle tidligere filosoffers filosofiske og økonomiske idéer, der er præget af uklarhed, begår man let den fejl i bagklogskabens klarere lys at tilskrive forfatteren en højere grad af klarhed i tænkningen, end vedkommende måske var i besiddelse af, og det er bestemt muligt, at jeg er faldet i den fælde. Jeg har ikke inddraget alle de steder i WN og i LJ, hvor Smith skriver noget om arbejde og værdi, men har fokuseret på de kapitler, som han specifikt dedikerer til emnet i første bog af WN, så Smith fremstår måske mere konsistent, end han virkelig var.

Smiths ærinde i kapitel v, at finde et stabilt mål for værdi, må siges at være mislykket, og han opgiver det reelt selv i kapitel vi, hvor der ikke længere er nogen én-til-én sammenhæng mellem de relative priser og disnytten af slid og møje, når der indgår både kapital og jord i produktionen. Det var imidlertid ikke det store problem, da han ikke rigtig benytter værdimålet til noget efterfølgende.

Smith har ikke en værditeori og ikke en arbejdsværditeori. Hans skriverier afslører dog, at han ikke helt har kunne frigøre sig fra tidligere økonomiske skribenters arbejdsværditeorier, og han kan kritiseres for at negligere mange tidligere økonomiske skribenters analyse af subjektiv nytte, og han underspiller vigtigheden af efterspørgslen ved alene at fokusere på varernes bytteværdi og ikke på deres brugsværdi. Det er Smith med rette blevet kritiseret for, men han er uden skyld i at have dannet skole, og at alle engelske økonomer næsten frem til Jevons negligerede efterspørgslen og adopterede en arbejdsværditeori. Det sidste skyldes Ricardo.

Adam Smiths egen pristeori er derimod overraskende moderne, og kan med lidt god vilje ligne en generel ligevægtsteori. Smith har en ganske avanceret forståelse for, hvordan forbrugere og producenter, der hver især forfølger deres egeninteresse på et marked med konkurrence, skaber en markedsmekanisme, der sikrer en gradvis tilpasning til en markedsligevægt, og at det markedsøkonomiske system på den måde er selvregulerende.

Hvis man skulle undre sig over, at kapitlet om pristeori kommer lige efter de indledende tre kapitler om arbejdsdeling og økonomisk vækst, så kan det skyldes, at pristeorien netop viser, hvordan markedet under de rette betingelser fører til, at varer sælges til de lavest mulige priser, som producenter vil sælge deres varer til på langt sigt, som dermed sikrer forbrugerne det størst mulige forbrug, og ved at arbejderne søger mod beskæftigelser, der giver de højest mulige lønninger, og kapital kanaliseres til investeringer, der giver det højest mulige afkast, allokeres produktionsfaktorernes til deres mest effektive anvendelser, og produktionen finder sted til de lavest mulige omkostninger. Markedsmekanismen transformerer selvkærlighed til universel velstand.

Smiths omtale af, hvordan priserne ændrer sig, og hvordan produktionsbeslutninger ændres, når efterspørgslen er større eller mindre end forventet, svarer meget præcist til, hvordan økonomer i dag ville omtale virksomhedernes og forbrugernes tilpasning til markedsuligevægte, og hvordan priser og mængder konvergerer mod en markedsligevægt. Kaushil (1973) skriver, at "none before Smith had as elaborately and explicitly brought out the operation of the market mechanism and the determination of market and natural prices and their relationship, as Smith does."

Markedsmekanismen er ikke en mekanisme, der er udtænkt eller planlagt af nogen. Den er opstået som det utilsigtede resultat af menneskers handlinger, der hver især forfølger deres egeninteresse, som var de styret af en usynlig hånd. Smith forklarer dog hverken markedets opståen eller virkemåde med en usynlig hånd-forklaring. Ikke desto mindre er Smiths indsigt i, hvordan markedsmekanismen fungerer en væsentlig del af det, som Stigler (1976) omtaler som Smiths "overwhelmingly important triumph: he put into the center of economics the systematic analysis of the behavior of individuals pursuing their self-interest under conditions of competition. This theory was the crown jewel of The Wealth of Nations , and it became, and remains to this day, the foundation of the theory of the allocation of resources."

Kildehenvisninger for Smiths værker

For henvisninger til Smiths værker anvendes følgende hyppigt anvendte forkortelser:

TMS = Theory of Moral Sentiments, Smith (1759)

WN = Wealth of Nations, Smith (1776)

EPS = Essays on Philosophical Subjects, Smith (1795).

LJ = Lectures on Jurisprudence, LJ(A) = Report of 1762-63, LJ(B) = Report dated 1766, Smith (1762-66).

ED = Early Draft of Part of the Wealth of Nations, optrykt i LJ.

For Nationernes velstand citeres der fra den danske oversættelse af den 5. udgave fra 1789, der er udgivet i The Glasgow Edition of the Works and Correspondence of Adam Smith, der er udgivet af Liberty Fund. Den danske oversættelse lader meget tilbage at ønske, så oversættelsen er flere steder rettet.

Ved kildehenvisninger til WN henvises til: (WN bog.afsnit.kapitel.paragraf; sidetal). Således henviser (WN II.i.4; 101) til: II: Anden bog, i: første kapitel, 4: paragraf 4, og 101 er sidetallet i den danske udgave.

Litteratur

Allingham, Michael (1987): "Numéraire". John Eatwell, Murray Milgate and Peter Newman (eds.): The New Palgrave. General Equilibrium. London.

Aristoteles (2000): Etikken. Frederiksberg: Det lille Forlag.

Barber, William J. (1967): A History of Economic Thought. New York.

Blaug, Mark (1978): Economic Theory in Retrospect. 3^rd^ ed. Cambridge.

Blaug, Mark (1996): Economic Theory in Retrospect. 5^th^ ed. Cambridge.

Bowley, Marian (1975): "Some Aspects of the Treatment of Capital in The Wealth of Nations." Andrew S. Skinner and Thomas Wilson (eds.): Essays on Adam Smith. Oxford.

Campbell, R. H. and Andrew S. Skinner (1976): "General introduction." Smith, Adam (1776b): An Inquiry Into the Nature and Causes of the Wealth of Nations. The Glasgow Edition of the Works and Correspondence of Adam Smith. Vol. II. Edited by R.H. Campbell and A.S. Skinner. Liberty Fund, 1979.

Cantillon, Richard (1755): An Essay on Economic Theory. Auburn, 2010.

Estrup, Hector (1991): Nogle grundtræk af den økonomiske teoris udvikling. København.

Evensky, Jerry (2005): Adam Smith's Moral Philosophy. A Historical and Contemporary Perspective on Markets, Law, Ethics, and Culture. Cambridge.

Evensky, Jerry (2009): Adam Smith's Wealth of Nations. A Reader's Guide. Cambridge.

Henry, John (2000): "Adam Smith and Theory of Value: Chapter Six Considered." History of Economics Review 31(1), 1-13.

Hollander, S. (1975): "On the Role of Utility and Demand in The Wealth of Nations." Skinner and Wilson (eds.): Essays on Adam Smith. Oxford.

Hueckel, Glenn (2000): "On the "Insurmountable Difficulties, Obscurity, and Embarassment" of Smith's Fifth Chapter." History of Political Economy 32(2), 317-45.

Hume, David (1752): "Of money" Political Discourses. 2^nd^ ed. Optrykt i Essays Moral Political and Literary, 1777. Liberty fund 1987.

Hurtado, Jimena and Maria Pia Paganelli (2023): "Where is the Labor Theory of Value in Adam Smith? Adam Smith's Value Theory Revisited." Journal of Contextual Economics 143, 105-21.

Hutcheson, Francis (1742): Philosophiae Moralis Institutio Compendiaria with A Short Introduction to Moral Philosophy. Liberty Fund, 2007.

Inoua, Sabiou M. and Vernon L. Smith (2025): "Adam Smith's theory of value. A reappraisal of classical price discovery," Adam Smith Review 14, 55-80.

Kaushil, S. (1973): "The Case of Adam Smith's Value Analysis," Oxford Economic Papers 25(1), 60-71.

Kurrild-Klitgaard, Peter (2004): Adam Smith. Økonom, filosof, samfundstænker. København.

Meek, Ronald L. (1956): Studies in the Labour Theory of Value. 2^nd^ ed. 1973, London.

Menger, Carl (1871): Principles of Economics. New York, 2002.

Menger, Carl (1883): Investigations into the Method of the Social Sciences. Auburn 2009.

Menger, Carl (1892) "On the origins of money," Economic Journal 2, 239-55.

Naldi, Nerio (2013): "Adam Smith on Value and Prices," Christopher J. Berry, Maria Pia Paganelli and Craig Smith (eds.): The Oxford Handbook of Adam Smith. Oxford.

Paganelli, Maria Pia (2020): The Routledge Guidebook to Smith's Wealth of Nations. Routledge.

Pedersen, Torben Mark (2017): "Carl Menger og den østrigske skole," LIBERTAS nr. 65, 24-40.

Pedersen, Torben Mark (2018): "Kvantitetsteorien og "sound money"" LIBERTAS nr. 68, 22-35.

Pedersen, Torben Mark (2019): Karl Marx' bidrag til økonomi, sociologi og historiefilosofi. CEPOS.

Pedersen, Torben Mark (2026): "Adam Smith om arbejdsdeling og nationernes velstand." LIBERTAS nr. 90, xx-xx.

Ricardo, David (1817): Principper for den politiske økonomi og beskatningen. 3. udg. 1821, København, 1978.

Rothbard, Murray N. (1995): Economic Thought before Adam Smith. An Austrian Perspective on the History of Economic Thought. Volume I. Edward Elgar.

Samuelson, Paul A. (1977): "A Modern Theorist's Vindication of Adam Smith." American Economic Review 67(1), 42-49.

Sandmo, Agnar (2011): Economics Evolving. A History of Economic Thought. Princeton.

Schumpeter, Joseph A. (1954): History of Economic Analysis. Oxford.

Smith, Adam (1762-66): Lectures on Jurisprudence. The Glasgow Edition of the Works and Correspondence of Adam Smith. Vol. V. Edited by R.L. Meek, D.D. Raphael and P.G. Stein. Liberty Fund, 1982.

Smith, Adam (1776): Nationernes velstand. København, 2013.

Smith, Adam (1776b): An Inquiry Into the Nature and Causes of the Wealth of Nations. The Glasgow Edition of the Works and Correspondence of Adam Smith. Vol. II. Edited by R.H. Campbell and A.S. Skinner. Liberty Fund, 1979.

Smith, Adam (1795): Essays on Philosophical Subjects with Dugald Stewart's Account of Adam Smith. The Glasgow Edition of the Works and Correspondence of Adam Smith. Vol. III. Edited by W.P.D. Wightman and J.C. Bryce. Liberty Fund, 1982.

Stewart, Dugald (1795): "Account of the Life and Writings of Adam Smith, L.L.D." Optrykt i Adam Smith (1795): Essays on Philosophical Subjects with Dugald Stewart's Account of Adam Smith. The Glasgow Edition of the Works and Correspondence of Adam Smith. Vol. III. Edited by W.P.D. Wightman and J.C. Bryce. Liberty Fund, 1982.

Stigler, George J. (1976): "The Successes and Failures of Professor Smith," Journal of Political Economy 84 (6), 1199-1213.

Winch, Donald (1978): Adam Smith's Politics. An Essay in Historiographic Revision. Cambridge.

Young, Jeffrey T. (2023): "Did Adam Smith hold a labour theory of value? Beaver and deer hunters in the early state," i Alberto Bugio (ed.): Adam Smith and modernity. 1723-2023. New York.

Østergaard, Claus Bratt (2015): Adam Smith. Moralfilosof og økonom. København.

Læs hele Libertas Tidsskrift Nr. 90 her

Noter

1. Mange andre har skrevet det samme: Schumpeter (1954, 309), Barber (1967), Blaug (1978, 1995), Sandmo (2011), Naldi (2013), Evensky (2015), Paganelli (2020), Hurtado and Paganelli (2023), Young (2023). Det er fortrinsvist Marxinspirerede forskere, der fastholder, at Smith skulle have en arbejdsværditeori, som Meek (1956), Henry (2000) og Østergaard (2015) -- og så Rothbard (1995, 453), se n. 13 nedenfor.
2. Adam Smith kom til at danne skole i den forstand, at hans efterfølgere, David Ricardo, Robert Malthus, James Mill og John Stuart Mill, bevidst forholdt sig til Smiths skrifter og hinandens, som de byggede videre på, og de delte i en vis grad et fælles teoretisk udgangspunkt, dog ikke hvad angår arbejdsværditeorien. De britiske økonomer fra Smith til og med Mill omtales som "klassikerne" eller som den klassiske økonomiske skole.
3. Der henvises til det afsluttende afsnit om kildehenvisninger for en forklaring på henvisninger til Adam Smiths værker.
4. Dette er endnu et eksempel på Adam Smiths anvendelse af "conjectural history", se Pedersen (2026b, XXX).
5. Menger (1883, bog 3 og appendiks VIII), se også Menger (1871, kapitel VIII) og Menger (1892).
6. "I og med at prisen eller hver enkelt vares bytteværdi..." (WN I.vi.17; 89) og flere andre steder.
7. Værdiparadokset har været omtalt af talrige filosoffer før Smith, deriblandt af Platon, Kopernikus, Pufendorf, John Locke, John Law, Mandeville og Francis Hutcheson, der havde været Smiths professor i moralfilosofi. Uden at nævne vand og diamanter havde Hutcheson (1742, 180-82) skrevet næsten præcist det samme om, at varer med en "high use" ofte har en lav pris og omvendt.
8. Smith er inde på samme flere steder i WN: (WN I.xi.c.3; 198), (WN I.xi.h.9; 230), (WN IV.vii.a.19; 577), og flere steder i LJ, Naldi (2013).
9. Benjamin Franklin havde i en pamflet fra 1729 været inde på samme tanke: "The riches of a country are to be valued by the quantity of labor its inhabitants are able to purchase," citeret i Meek (1956, 41).
10. Se Stigler (1976) for en mere positiv vurdering.
11. Endnu et eksempel på "conjectural history".
12. I en sådan økonomi vil det marginale transformationsforhold, der er lig med det negative forhold mellem de relative priser i ligevægt, være konstant, produktionsmulighedskurven er en ret linje, se Blaug (1978, 43).
13. Rothbard (1995, 453) skriver om Smith, at: "It was, indeed, Adam Smith who was almost solely responsible for the injection into economics of the labour theory of value. And hence it was Smith who may plausibly be held responsible for the emergence and the momentous consequences of Marxism." Påstanden er naturligvis absurd, og Rothbards polemiske kapitel om Adam Smith lider under, at han systematisk misforstår, hvad Smith skriver.
14. Kapital spiller en vigtig rolle i Smiths teori om økonomisk vækst, men kapital er stort set ikke nævnt i kapitlerne om arbejdsdeling, selv om den er en forudsætning for manufakturproduktionen. Kapital introduceres først i kapitel vi, hvor det ikke forklares nærmere, hvor kapitalen stammer fra, Bowley (1975). Det forklares først i Bog II kapitel iii.
15. Omtrent samme formuleringer findes i (WN I.xi.p.7; 280), (WN II.ii.1; 307) og (WN IV.ii.9; 472).
16. Konstant skalaafkast betyder, at hvis anvendelsen af alle produktionsfaktorer fordobles, så vil output blive fordoblet.