NÅR HØJREBØLGEN EBBER UD, Libertas Nr. 1-2
Af Erling Olsen og Robert Pedersen Chr. Erichsens Forlag 1986, 126 sider, 128 kr.
Anmeldt af Dan Terkildsen September 1987
Bogens titel er overraskende for mig. Jeg var nemlig ikke klar over, at der har varet en højrebølge i det danske samfund. En lille krusning måske, men en bølge? Nej.
Efter Olsens/Pedersens udlægning er det også i højere grad regeringens farve end dens idemæssige grundlag, der er afgørende. Det siges også i bogen, at mange borgerlige ledere i Vesteuropa er langt mindre højreorienterede i regering, end de var i opposition.
Bogen er et realpolitisk bidrag til den aktuelle debat. De egentlige ideologisk betonede ideer bliver ganske vist omtalt, men bogen gør mest ud af at bevise, at Danmark er blevet trukket skævt af regeringens økonomiske politik. De sociale forbedringer, som regeringen bryster sig af, er blevet gennemført af et flertal udenom regeringen. Dette kan belyse tesen om, at borgerlige politikere er meget hurtige til at adoptere andres tanker og gøre dem til sine egne. Bogen mener, at regeringen p.g.a. denne politik vil blive fældet af den største politiske kraft, den menneskelige samvittighed.
Den menneskelige samvittighed er åbenbart ikke tilstrækkelig til at skabe rimelige vilkår af frihedens vej. Den menneskelige samvittighed anerkendes kun som en politisk faktor. Regeringens største "succes" - forbedringen af underskuddet på statsfinanserne - bliver også gjort til genstand for undersøgelse i bogen. Det bevises, at denne er skabt bl.a. gennem den pensionsbeskatning, som den socialdemokratiske regering blev fældet på.
Regeringen bliver også i bogen "beskyldt" for at føre en ideologisk privatiseringspolitik, eller i hvert fald for at snakke meget om det. Den kritik er - desværre - helt ubegrundet. Kritikken viser imidlertid, at regeringen trygt kan gennemføre privatiseringer. Den bliver jo kritiseret for det under alle omstændigheder. Bogens opfattelse af, at privatiseringstanker er en nedvurdering af den enkelte offentligt ansattes person og arbejde er traditionelt socialdemokratisk idepolitisk vraggods. Det er det offentlige system, der er noget galt med. Det er spørgsmålet om, at den centrale magt udgør en så stor del af vores tilværelse og lægger beslag på en så stor del af samfundets ressourcer, at befolkningens valgfrihed og selvbestemmelse er truet.
Hvad vil så socialdemokraterne ifølge Olsen/Pedersen? De konstaterer, at der ikke findes et godt og gennemarbejdet alternativ til den siddende regering, og herefter forsøger de at skitsere ideerne til et. Det er imidlertid ikke så enkelt.
Det påstås i bogen, at højrebølgen har sat sig visse varige spor. En hovedopgave for en kommende socialdemokratisk regering er ifølge forfatterne at genskabe følelsen af solidaritet i den danske befolkning. Man har indset, at dette mål ikke har kunnet nås ved den hidtil førte politik. Trods intentioner om det modsatte har det uacceptabelt høje skattetryk skabt en økonomisk dobbeltmoral med en undergrundsøkonomi, der ikke har styrket solidariteten. På den anden side mener forfatterne ikke, at man kan nedsætte de offentlige udgifter i nævneværdig grad, fordi dette vil skabe sociale konflikter i samfundet.
Det fremføres også i bogen, at socialdemokratiets traditionelt centralistiske indstilling ikke passer til den nye tids krav. Det siges, at fremtiden vil blive en tid med større frihed for den enkelte. Den centralistiske indstilling hos socialdemokratiet har haft et godt formål - nemlig fra centralt hold at kunne fastsætte regler, der skulle beskytte den enkelte.
Man erkender imidlertid, at disse regler af og til er blevet opfattet af befolkningen som formynderi. Problemet minder om moderen, der ikke kan få det genstridige barn til at forstå, at når det bliver sendt tidligt i seng, er det for dets egen skyld.
Bogen slutter af med at nævne, at en socialdemokratisk regering skal give håndslag til en lang række grupper. Den vigtigste hjørnesten i den socialdemokratiske politik er en hurtig indførelse af ny teknologi såvel indenfor den offentlige, som indenfor den private sektor, Det kan kun gøres af en socialdemokratisk regering, idet regeringen har vist uvilje til at tale med lønmodtagerorganisationerne. Overenskomstindgrebet fremføres som bevis herfor. Det er vanskeligt far mig at se, at indførslen af ny teknologi i den private sektor skulle være et problem. De enkelte virksomhedsejere har en naturlig interesse i at få medarbejdernes accept af den nye teknologi.
Bogen bør læses ikke så meget for dens iderigdom, men for at understrege at forskellen i indstilling og målsætning ikke er så stor mellem de to forfattere og borgerlige politikere. Og det synes jeg egentlig er en skam.
