Mulighedernes samfund, LIbertas Nr. 3
Af Bertel Haarder, Tom Høyem og Per Stig Møller,
Gyldendal, 1985.
Anmeldt af Niels E. Borges
Marts 1988
I indledningen postulerer forfatterne, at de før (regeringsovertagelsen) var fælles om at være imod noget og nu er fælles om at være for noget; genopretning og modernisering.
Dette kan meget vel være sandt; men befolkningen har ikke mærket til friere tider. Det er ikke blevet lettere at være dansker. På ingen områder er der skabt en større frihed eller blot skabt få valgmuligheder. Impirisk set har regeringens største prioritet været at få den socialdemokratiske samfundsmodel reddet og til at fungere, for det er, hvad begreberne genopretning og modernisering dækker.
Dette har der ikke været udbredt held med, og man har overhovedet ikke ønsket at ændre samfundsstrukturen i friere retning. Den borgerlige regering ligner til forveksling den eneste svenske borgerlige (i nyere tid) regerings forsøg på at videreføre socialdemokratiets politik for ganske få år siden. Den minder videre i uhyggelig grad om den konservative engelske Heathregerings videreførelse af Labours politik – med katastrofale økonomiske følger, men ganske udmærkede politiske følger. Katastrofen bragte nemlig Margaret Thatcher til magten, en pige med ideer, principper og langsigtede mål, som med Thatchers egne ord kan tilskrives inspiration fra intellektuelle som Milton Friedman og F.A. Hayek. Intet har den i ord, men ikke gerning, frihedsorienterede del af folketinget lært. Det, som er interessant i denne sammenhæng, er, om forfatterne adskiller sig fra regeringen og med denne altid tiltrængte idédebat, og om de i det hele taget bidrager med noget nyt. Umiddelbart synes det ikke at være tilfældet, akkurat som i bogen »Ny-liberalismen – og dens rødder«, hvor Haarder, Erik Nilsson og Hanne Severinsen direkte tager afstand fra Friedman og Hayek!
Bogen er inddelt i 3 hovedafsnit: »Holdning/livsopfattelse,« »regeringsopgave« og »oprør/baggrund«, til hvilke alle tre bidrager med deres respektive syn. Per Stig Møller (psm) skriver ikke overraskende i sin consensuskonservative iver følgende om ideologi: »Imidlertid er der ideologi og ideologi. Der er de imperialistiske ideologier, der mener at besidde sandheden og kende frelsen. De føler sig moralsk forpligtede til so oder so at tvinge menneskene til at være lykkelige, som Rousseau udtrykte det. Der findes imidlertid også en moderat, skeptisk form for ideologi, i hvilken der blot er tale om et menneske- og samfundssyn uden nogen overbevisning om, at der kun gives ét sandt syn.« (p. 22).
Man kan altså gå på kompromis i spørgsmålet om frihed; menneskets suverænitet er gjort til en relativistisk størrelse i armene på et flertals forgodtbefindende. Det dogmatiske frihedssyn er garantien herimod – og er det diamentralt modsatte af de totalitaristiske/imperialistiske ideologier, da de – uanset hvor ubehageligt det er for magthaverne – muliggør suveræne rettigheder ud fra princippet om non-aggression. Psm's holdning umuliggør et effektivt og konsistent forsvar mod imperialismens ideologier.
Videre gentager han den efterhånden tyndslidte kliché, at liberalismen er lig jungelovens (p.23) socialdarwinisme, hvor kun den stærkeste overlever. Liberalismen er præcis det modsatte af denne klichekomparation: Liberalismens karakteristik er markedet, hvor varer/serviceydelser sælges/produceres uden brug af krig og vold. Kommandoøkonomien er velfærdsstaten og kommunismens særkende. Psm har åbenbart ikke lært af erfaringerne, der er gjort i ikkemarkedsorienterede lande mht. frihedsrettigheder. På s. 28 postulerer psm noget om den faktiske håbløshed i ultraliberalistiske lande. Tænkes der på det statsstyrede Brasilien, som ofte kaldes kapitalistisk, eller hvilke? Tesen underbygges naturligvis ikke, for bare man gentager noget tilstrækkelig mange gange, bliver det tilen »orwellsk sandhed«.
Men for at opnå en balance (konservatisme) hævder psm, i tradition med tidstigere bøger, markedsøkonomien og den personlige friheds gode sider og anfører på s. 29, at forsvaret heraf kommer fra etikken til det politiske og ikke snævert fra politikken.
Psm hylder balancen mellem stat og friheden og leger matematiker, for der må jo lægges til og trækkes fra ustandseligt for at bibeholde en balance. Men dette er en umulighed, for hvad er midten i forholdet mellem stat og individ? Dette kan jo blot postuleres fra magthavers side, for der er ingen konsistens mht. etik/rettigheder.
Tom Høyem gør i samme afsnit en del ud af nykonservatismen, som den er beskrevet af George Gilder i » Wealth and Poverty«, og Haarder understreger, at liberalisme er lig kamp mod bureaukrati, regeren og formynderi, men for ikke at blive for radikal bruges den »Burke's metode« om balance i samme ombæring ved at påstå, at man ikke skal dyrke det private på det offentliges bekostning! Ganske og i særdeleshed uliberalt! Nej, privatisering skal ikke være et mål i sig selv (p.56). Ofte er det økonomiske syn, som ligger til grund for privatiseringer; men det er det etiske aspekt, der er langt det vægtigste. Fravær af tvang. Af den grund er det ikke forkert af Poulsgaard at ønske tilskud til åndslivet afskaffet, som den liberale Haarder påstår. Er det etisk foreneligt med liberalismen at tvangsinddrive penge fra borgerne hertil?
Afsnittet om firkløverets opgaver anskuer Høyem ganske interessant fra en svensk synsvinkel, som bygger på den tidligere moderate leder Gösta Bohmanns erfaringer og dels bogen »Makt og Vanmakt« (1983). Den totale borgerlige svenske regerings fiasko kan koges ned til 3 punkter: 1) De kunne ikke enes. 2) De var bange for ikke at være endnu mere socialdemokratiske end socialdemokratiet. 3) De var ikke krisebevidste (p.67).
Firkløveret er ikke mere socialdemokratisk end socialdemokratiet, vil mange umiddelbart hævde. Men sammenlign de forgangne 5 års politik med den, socialdemokratiet lagde op til og påbegyndte i 81 og 82! For at nævne det mest centrale i firkløverets politik, det økonomiske, er dette så typisk socialistisk styringspolitik, hvilket igen vil sige en udtalt mangel på krisebevidsthed. Men partierne i regeringen kan enes i modsætning til den svenske. Enigheden er udbredt i regeringspartierne, og kun sjældent kommer en kritik uden for gruppeværelsernes tykke røg. Men hvad er man enige om? At føre socialdemokratisk politik på en moderne måde lader det kraftigt til; man kan åbenbart ikke blive enige om at føre frihedspolitik, og hvad er enigheden så værd?
Velfærdsstatens principper er ikke kapitalistiske, da den søger efter tryghed, stabilitet og ensartethed, og derfor er velfærdsstatens økonomiske mulighed kommandoøkonomien, såfremt den private sfære udhules, anfører Høyem på glimrende vis. Videre erkender Høyem, at borgerlige partier med en vis træghed tilpasser sig gårsdagens socialdemokratiske tænkning. Denne fremragende analytiske evne burde munde ud i andre end de af Høyem anførte løsninger. Såfremt dette er sandt, er firkløverets dage talte, hvis man skal dømme ud fra flg. syn smedet af Haarder på s. 89: Begynder firkløveret at blive status quo orienteret, foretrækker vælgerne den rene vare, socialdemokratiet.
Psm nævner, at velfærdsstatens indviklede system af overførsler/tilskud i praksis betyder, at kun 7% går til bundgruppen. Man stjæler fra de dårligst stillede og kanaliserer pengene over i de bedre stillede – i vel at mærke velfærdsideologiens navn (jvf. Socialforskningsinstituttets undersøgelse herom i rapporten »Nederst ved bordet«). Hvorfor reflekterer psm ikke over dette grundlæggende problem? Hjælper velfærdsstaten overhovedet de materielt dårligst stillede?
Det afgjort mest interessante i bogen er forf. levnedsbeskrivelse. Eksempelvis var psm i 60'erne redaktør af tidsskriftet »Kriterium – Tidsskrift for kultur og politik«, som slog til lyd for VKR-politikken, og ikke uden interesse for Libertas-læsere skriver psm følgende: »Selv Berlingske Tidende foretrak at udbasunere alt, hvad venstrefløjen kom med, og fortie, hvad vi søgte at stille op. Derfor anklagede vi i afslutningslederen ikke mindst dette blad for at slå Danmarks eneste anderledes tidsskrift ihjel.« (p. 141). Det kan vi nikke genkendende til, for Berlingske tier også Libertas-tidsskriftet ihjel, og dermed en del af den frihedsorienterede danske samfundsdebat – i modsætning til Politikken, Information og Jyllands-Posten!
Psm fortæller videre om sin udtræden af det for højreorienterede konservative folkeparti til fordel for CD, som også blev for højreorienteret. Haarders politiske livsforløb er trist læsning, hvorimod Høyems er fornøjelig, medlevende og til tider ganske fornøjelig læsning. Alt i alt er bogen ikke den mest opmuntrende læsning; men alligevel er bogen et »bevis« på, hvad toneangivende kan præstere af idetænkning, og har man ikke stiftet bekendtskab med de af forfatterne tidligere publicerede værker, kan denne betragtes som et uddrag. Forfatternes respektive bøger er dog langt at foretrække.
