Milton Friedmans populære liberalisme, Libertas Nr. 4
Af Finn Ziegler
Marts 1988
Milton Friedman er frihedens populære forfatter. Friedman er meget stærk i sin tro på den frie markedsøkonomis muligheder og påpeger praktiske løsningsmodeller, der skal fratage den offentlige sektor en række opgaver - og overlade dem til den private sektor.
Milton Friedman er først og fremmest en kendt og respekteret økonom, der i 1976 modtog nobelprisen i økonomi. Mange forbinder ligefrem den økonomiskteoretiske retning monetarisme eller »Chicagoskolen« med Milton Friedman. Det videnskabelige grundlag for Milton Friedmans økonomiske arbejder er velfunderet og på en række felter epokegørende, medens grundlaget for Friedmans politiske arbejder er mere praktisk, konkret og – det vil mange nyliberale hævde – populistisk. Det er dog det politiske, der har gjort Milton Friedman kendt i offentligheden - og her har bogen og TV-serien »Det frie valg« eller »Free to Choose« bestemt spillet en stor rolle. Nedenstående vil blive en gennemgang af Milton Friedmans politiske holdninger. Jeg håber, at det vil være muligt senere at vende tilbage til Friedman med en gennemgang af de økonomiske teorier og det videnskabelige grundlag, der er udgangspunktet for Chicago-økonomens arbejder.
Personlig frihed
I Milton Friedmans nyliberalistiske tankegang er den personlige frihed nøgleordet. Ved frihed forstår Friedman både politisk frihed og økonomisk frihed. De to »dele« af frihedsbegrebet er ifølge Friedman uadskillelige. Tilhængeren af frihed må kæmpe for begge. Den økonomiske frihed er et vigtigt mål i sig selv, men også som et middel til politisk frihed er økonomisk frihed vigtig, fordi økonomisk frihed spreder magten. Friedman finder, at den politiske frihed på denne måde er knyttet til økonomisk frihed – både ud fra en teoretisk og historisk indfaldsvinkel.
Det er ikke muligt at opnå »politisk frihed« uden »økonomisk frihed«, medens det omvendte er muligt – selv om Friedman hævder, at økonomisk frihed vil fremkalde politisk frihed eller ønsket om politisk frihed. »Demokratisk socialisme« er derfor en umulighed i praksis. Socialismen betyder, at staten overtager kontrollen med alle samfundets institutioner, og magten centraliseres. Dette betyder, at enhver større eller mindre aktivitet skal godkendes af regeringen – også sådanne aktiviteter, der går lederne imod. Og selv om individerne ikke nægtes adgang til midlerne, kan de godt være så begrænsede, at reel modstand i praksis ikke er mulig. Derfor vil »demokratisk socialisme« være en utopi. Jo mindre den økonomiske frihed bliver, des mindre bliver den politiske frihed.
Friedman finder nok, at et »anarkistisk samfund« er attraktivt ud fra en filosofisk indfaldsvinkel, men ikke, at det er passende for et samfund, der består af »imperfekte« individer. Den absolutte frihed kan ikke lade sig gøre – individerne vil komme i konflikt med hinanden på et eller andet tidspunkt. Det er baggrunden for statsmagten. Statsmagten skal beskytte og afgrænse individernes frihed.
Statsmagten
Det er vigtigt, at statsmagten ikke på nogen måde begrænser den økonomiske frihed. Derimod skal statsmagten have følgende opgaver.
a) opstille »spillets« regler (definere ejendomsrettigheder).
b) afgøre konflikter på grundlag af »spillereglerne« (afklare, hvem der har ejendomsretten) og
c) gennemtvinge – hvis nødvendigt – afgørelser truffet på grundlag af »spillereglerne« (sikre ejermanden hans ejendom).
Dette betyder nærmere bestemt, at statsmagten gennem opstillingen af nogle generelle regler, et retsvæsen og en politimagt skal afgøre tvistigheder mellem individer og sætte grænser for individets frihed.
En statsmagt, der bygger på ovenstående principper, kan betegnes som en natvægterstat. Friedman stopper imidlertid ikke herved. Pengevæsenet betragtes på lige fod med frembringelsen af beskyttelse – og opgaven skal overlades til statsmagten. Dette er dog ikke, jvf. nedenstående, ensbetydende med, at Friedman er tilhænger af den pengepolitik, der føres i de fleste vestlige lande.
Statsmagtens rolle, som beskrevet ovenfor, vedrører det, som det frie marked – ifølge Friedman – ikke selv kan frembringe, nemlig opstillingen af, afgørelsen om og gennemtvingelsen af »spillets regler«. Hertil kan man så lægge opgaver, hvor tilvejebringelsen på det frie marked, dvs. gennem frivillige udvekslinger mellem markedsdeltagerne – enten er meget kostbar eller praktisk umulig. Der er to klasser af denne slags: 1) monopolet eller lignende begrænsninger på markedet og 2) »naboeffekter« (externaliteter).
Monopoler
Friedman finder, at der kun er behov for statsindgreb, når der er tale om naturlige monopoler eller tekniske monopoler. Et naturligt eller teknisk monopol opstår, når der ikke er praktiske muligheder for konkurrence, for eksempel i det tilfælde, hvor et selskab ejer en bestemt naturressource alene – og således er ene på markedet. Alternativet til det frie marked med konkurrence er i disse tilfælde: a) private monopoler, b) offentlige monopoler eller c) offentlig regulering. Friedman vil ikke afvise situationer, hvor b) eller c) kan være påkrævet, men foretrækker generelt a), fordi det private monopol vil være mest tilbøjelig til at tilpasse sig udviklingen og markedets vilkår.
Et teknisk monopol kan måske i visse situationer retfærdiggøre et offentligt monopol. Dette vil dog ikke i sig selv retfærdiggøre et forbud mod konkurrence. Hvis der er tale om et naturligt eller et teknisk monopol, betyder det, at det ikke kan betale sig at konkurrere med det offentlige monopol. De fleste monopoler er i virkeligheden skabt ved en eller anden form for offentlig støtte (økonomiske tilskud, reguleringer, forbud mod konkurrence osv.), og sådanne støtteforanstaltninger ser Friedman gerne afviklet.
Nabo-effekter
Det klassiske eksempel på en nabo-effekt er forurening. Friedmans eget eksempel er forureningen af en å. Den person, der forurener åen, tvinger i virkeligheden andre til at bytte rent vand mod dårligt (hvorved de påføres et tab).
Nabo-effekter kan retfærdiggøre indgreb i markedsøkonomien i bestemte situationer. Friedman har for eksempel foreslået indgreb over for forureningen (introduktionen af en miljøafgift, hvor den forurenende part pålægges en afgift, der helt eller delvist kan anvendes som kompensation til den part, der har været udsat for forureningen).
Nabo-effekten retfærdiggør nok indgreb i den frie markedsøkonomi i bestemte situationer. Men Friedman fremhæver, at indgreb i sig selv er forbundet med nabo-effekter. For det første kan indgrebet ikke kompensere individerne retfærdigt. For det andet så indskrænker ethvert indgreb i den frie markedsøkonomi individets frihed – hvilket i sig selv er en betydelig nabo-effekt.
Sociale opgaver
Friedman begrænser frihedens spillerum til »ansvarlige« individer. Gale mennesker og børn skal ikke have samme frihedsrettigheder. Der skal således drages en skillelinje mellem ansvarlige mennesker og mennesker, der ikke er i stand til at varetage deres eget liv. De mennesker, der falder udenfor, skal overvåges og behandles af statsmagten.
Friedman erkender, at det kan være vanskeligt at drage denne skillelinje, og at det kan være svært at sætte grænser for statsmagtens »paternalistiske« aktiviteter. Det er i det hele taget svært for en nyliberal at akceptere statens sociale aktiviteter, fordi det betyder akcepten af det princip, at nogle mennesker skal bestemme over andre.
Men ligesom det er svært for Friedman at sætte en grænse for, hvornår »monopolet« og »naboeffekten« kan retfærdiggøre indgreb, så har Friedman vanskeligheder ved at sætte grænser for statsmagtens sociale engagement.
Libertariansk kritik
Milton Friedman har en kritisk indstilling over for statsmagtens rolle. Dette afholder ham fra at komme med stribevis af forslag til, hvor den offentlige sektor bør og skal gribe ind – i modsætning til de fleste andre økonomer. Friedmans statsmagt »begrænser« sig til opretholdelsen af lov og orden, fastsættelsen af regler for »spillet på markedspladsen«, sikringen af aftalers overholdelse, sikringen af et stabilt pengevæsen, sikringen af miljøet og suppleringen af privat velgørenhed over for de svageste eller de »uansvarlige« grupper i samfundet.
Kritikken mod Milton Friedman fra nyliberal og libertariansk hold retter sig primært mod hans opfattelse af statsmagtens rolle. Friedmans argumentation er meget lidt filosofisk og har ikke et udgangspunkt i en egentlig rettighedsfilosofi, der sætter grænsen for individets sfære.
Begrundelsen for Friedmans statsmagt er, at individerne er »imperfekte«. Men det uhensigtsmæssige i en statsmagt, der ledes af »imperfekte« individer, fremgår vel selvklart. Konsekvenserne af fejlbeslutninger er vel egentlig mere fatale, hvis magten er centraliseret i en statsmagt.
Friedmans vanskeligheder med statsmagtens rolle er ikke forskellig fra andre nyliberale, der vil en statsmagt. Argumentationen bliver ofte gennemført på et plan, hvor det i høj grad er frygten for markedet, der spiller ind. En af de største vanskeligheder består også i, at den nyliberale statstilhænger tilslutter sig individets ukrænkelige rettigheder, og dernæst er villig til at krænke dem – for at »minimere« krænkelserne.
Friedmans vanskeligheder med statsmagtens rolle er ikke forskellige fra andre nyliberale, der vil en statsmagt. Argumentationen bliver ofte gennemført på et plan, hvor det i høj grad er frygten for markedet, der spiller ind. En af de største vanskeligheder består også i, at den nyliberale statstilhænger tilslutter sig individets ukrænkelige rettigheder, og dernæst er villig til at krænke dem – for at »minimere« krænkelserne.
