Michael Helm: Det kvalte demokrati, Libertas Nr. 5

Michael Helm: Det kvalte demokrati
Guldalderens glemte systemkritikere, Gyldendal 1986, 198 kr.

[Redaktionel boganmeldelse/historisk essay, usigneret]
Libertas, nr. 5, 1988

Michael Helm (født 1941) har studeret litteraturvidenskab ved Københavns Universitet, hvor han 1980-82 var ansat som undervisningsassistent på Institut for Etnologi og Antropologi.

Michael Helm har redigeret udvalg af skrifter af Charles Fourier og af Emma Goldmans erindringer. Han har udgivet flere antologier om litterære politiske bevægelser. Igennem en årrække har han været tilknyttet Information som anmelder.

Denne bog om Jacob J. Dampe og Hans Chr. Jørgensen er først beretningen om de dramatiske begivenheder ved de to mænds anholdelse i København 1820. Om magtens metoder over for dem, bl.a. det net af politistikkere og agents provocateurs, der blev sat på to personers såkaldte forsøg på konspiration mod kongen. Om de to mænds baggrund, personlige udvikling blandt de ikke-priviligerede i de priviligeredes guldaldersamfund. Om deres skæbne efter anholdelsen og især om indholdet af deres »farlige« tanker.

Bogen er derefter også et opgør med det mest sete danske historiesyn på de to mænds indsats. Og en rehabilitering af Dampe ved optryk af nogle af hans tekster.

Michael Helms historiske arbejde slutter med kildehenvisninger, litteraturliste og personregister. - Bogen er illustreret.

Hvorfor risikere noget for friheden? Hvorfor ikke tilpasse sig de bestående forhold og forsøge at få det bedste ud af det - således spørger Michael Helm. Og Libertas spørger videre: Hvorfor risikere noget for det liberale samfund, når man selv tilhører kundskabsklassen? Hvorfor ikke tilpasse sig de bestående forhold, når de gør ens klasse til samfundets overklasse?

Dette var uddannelsesmagtens problematik i 1820'ernes Danmark som i dag. Enevoldsstaten var dengang den sikre bastion for den embedsklasse, som Dr. Dampe selv tilhørte. Det socialistiske samfund er i dag navnet på det samfund, hvor vidensmagten er overklasse. Lige fuldt gælder det, at det borgerlige samfund er de snavsede hænders himmerige, men de hvide hænders helvede - dengang som nu.

Alligevel blev Dr. Dampe liberalist. Han blev en »borgerlig intellektuel«, en contradictio in adjecto. Han gjorde front mod sin egen klasse og modtog belønningen for sin uegennytte: 20 års fængsel på Christiansø, også kaldet Danmarks Bastille.

Også i dag er der nogle af bogens folk, der bliver liberalister. De bliver atter sådanne socialt paradoksale personer. Og det er for disse »liberalistiske intellektuelle«, at Libertas præsenterer Dr. Dampe som en forgænger på den vej, de selv har valgt. Den pris, Dr. Dampe måtte betale for sit valg, kender vi - hvad bliver mon din?

En anholdelse

Torsdag den 16. november 1820, lidt før kl. otte om aftenen, drejer tre mænd ind ad Brolæggerstræde i København og går gennem den faldende sne hen til portindgangen til nr. 73 (det nuværende nr. 11). Næppe er de trådt indenfor, før de anholdes af tre politibetjente, som gennemroder deres lommer og fører dem med til Nytorvs Råd- og Domhus få skridt derfra, hvor de modtages af politidirektøren selv.

En måned senere nedlægger den offentlige anklager påstand om, at to af mændene, dr. phil. Jacob J. Dampe, 30 år, og smedemester Hans Chr. Jørgensen, 41 år, har gjort sig fortjent til Danske Lovs strengeste straf: at have forbrudt ære, liv og gods, den højre haand levende afhugges, kroppen parteres og lægges på stejle, og hovedet med haanden sættes paa en stange.«

Den tredje mand, en løjtnant C.F.L. Top, skete der ikke noget som helst ubehageligt: han havde spillet rollen som politiets mest effektive stikker og agent provocateur. For sin præstation fik han bl.a. senere tilsendt 100 rigsdaler fra Frederik den Sjette.

Politirapporten om anholdelsen, skrevet samme aften, findes stadig: »Da politidirectueren havde bragt i erfaring, at et selskab havde leiet værelser i Broelæggerstræde no. 73 i stueetagen, uden at opgive saadant for politiet,« var betjentene blevet beordret til at indfinde sig, for at affordre de af selskabets medlemmer, som maatte findes, de hos sig havende papirer«.

Om hovedmanden i denne sag, Jacob Dampe, ved vi en hel del. Han var en velbegavet mand, der havde givet sig af med filosofiske og teologiske studier: han havde været lærer og skolebestyrer, lidt digter og lidt prædikant. Som forfatter var han gentagne gange blevet forfulgt af censuren: så sent som en måned før anholdelsen var han blevet idømt en kæmpebøde på 40 rigsdaler solv for »utilbørlig skrivemaade mod autoriteterne«, dvs for at have forsvaret ytringsfriheden. Samtidig var han blevet fradømt retten til at virke som offentlig taler og lærer, hvorved han praktisk talt var blevet frataget sit levebrød.

Om den anden person i sagen, smeden Hans Chr. Jørgensen, oplyser den foreliggende litteratur om emnet ikke andet, end at han var født i 1778 (hvilket er forkert) og boede i en gade, der hed Store Helliggeiststræde. Og det er en mærkelig kendsgerning, at de historikere, som har skrevet om Dampe, har betragtet det som en uinteressant biting, at systemkritikeren Jørgensen delte skæbne med ham og således også fik sit liv slået i stykker af den danske enevældes forvaltere. Der kan altså være god grund til at forsøge at bøde på den sparsomme viden om Dampes eneste tilhænger; men lad os allerførst besvare spørgsmålet, hvad det egentlig var for en forfærdelig forbrydelse, de to mænd havde begået?

Dampe og Jørgensen havde forsøgt at skabe et første konkret grundlag for demokratiske beslutningsprocesser i det danske samfund. De havde arbejdet for indførelsen af en repræsentativ forfatning, i overensstemmelse med folkets frie afgørelse - en folkeafstemning, der om nødvendigt skulle gennemtvinges med revolutionære midler.

Dette forsøg havde intet fortilfælde. I 1790'erne, da regeringen for en stakket stund havde tolereret udstrakt ytringsfrihed, havde intellektuelle som P.A. Heiberg, Malthe Bruun og M.G. Birckner udtrykt sympati for den franske revolutions idealer, og historikeren N.D. Riegels havde dristet sig til at foreslå indkaldelse af en rigsstænderforsamling (hvilket kostede bogtrykkeren en bøde på 200 rigsdaler); men ingen havde tænkt på at gå over til handling - mindst af alt på at danne en politisk forening, som kunne omstyrte enevælden.

Bag de to mænds krav om en fri forfatning lå i høj grad et forsvar for ytringsfrihedens nødvendighed. På arrestationstidspunktet havde Dampe i øvrigt et selvindlysende personligt motiv for at kræve ytringsfrihed, da hans eksistens- og overlevelsesmuligheder som skribent og lærer var kommet til at afhænge heraf. Jørgensens engagement til fordel for det frie ord synes navnlig at have haft en økonomisk-social begrundelse, for så vidt som ytringsfrihed for ham bl.a. var forudsætningen for, at tidens økonomiske samfundsonder kunne afhjælpes, så samfundets nederste kunne gøre sig håb om en bedring i deres elendige situation.

Enevælde eller politistat?

De politiske tilstande, der rådede i »guldalderens« Danmark i det 19. århundredes begyndelse, var både dystre og anakronistiske. Det statsretlige grundlag for styret var forunderligt nok stadig væk kongeloven fra 1665. Ifølge denne skulle kongen »af alle undersaatterne holdes og agtes for det ypperste og højeste hoved her paa jorden, over alle menneskelige love, og ikke kende noget hoved eller nogen dommer over sig enten i gejstlige eller verdslige sager, uden Gud alene.« Sammenlignet med andre europæiske stater repræsenterede den danske forfatning den mest vidtgående og mest konsekvent formulerede enevælde. Kongen havde - i alt fald i teorien - principielt uindskrænket magt og ubegrænsede rettigheder. Dog var der pålagt ham den tunge pligt, at han ikke måtte ændre i kongeloven.

Intet kan lignes med den kult, der var drevet med de danske enevældskonger, bemærker Marcus Rubin i sit klassiske studie om Frederik den Sjettes tid. Mere sandfærdigt end mange andre historikere viser Rubin, hvordan kongens påståelige absolutisme, hans selvrådighed og uforstand efterhånden kom til at virke lammende på folkets politiske udvikling. På næsten alle andre områder end kunstens var følgerne en almindelig forsumpning.

Enhver åben politisk opposition var umulig under Frederik den Sjettes regime. »Nogen egentlig liberalistisk fraction af folket existerede her i Danmark næppe i de første aar efter Kielerfreden i 1814.« huskede en af Dampes nære venner, den kendte journalist og oppositionsmand A.P. Liunge, senere:

»På misfornøjelse manglede det ikke, men den udtrykte sig kun i private samtaler (...) Pressen var aldeles tam: vi havde dengang ingen selvstændig journalpresse, og de faa frie ytringer, der vilde give sig luft, kvaltes i fødselen (...) Bøder, omkostninger og livsvarig censur var et skræmmebillede, som kun saare faa vovede at træde dristigt under øjnene (...) Hvert aar bragte sine regelmæssige rigelige deputater af kongerogelse i daarlige vers og viser til de allerhøjeste geburtsdage, og regeringens foranstaltninger omtaltes kun paa prent i de vamleste smigerudtryk.«

Da Liunge i 1841 fortalte om Dampes liv og skæbne i sin avis, Kjøbenhavnsposten, mente han at huske, at vennen - inden han blev mere radikaliseret - var gået rundt i byen med en liste i et forsøg på at få folk til at underskrive en petition til kongen om indførelse af en demokratisk styreform. Selv om dette næppe er rigtigt (Dampe benægtede det i sine fængselsberetninger) giver det. Liunge i den forbindelse beretter, et autentisk billede af tidens kvælende »apolitiske« atmosfære: Nogle skal være blevet grebet af panisk skrift, da Dampe bad om deres støtte, mens andre først agtede at sætte deres navn på listen, når der var 1000 andre underskrifter. Dampe blev da også overalt skygget af politiet, som omhyggeligt noterede ned, hvor han havde været, og hvem han havde talt med. Kun en eneste skal have haft mod til at underskrive, nemlig smeden Hans Chr. Jørgensen.

Så vidt A.P. Liunge. Men hvad var det for kompromitterende skrifter, politiet ved anholdelsen i november 1820 faktisk fandt i Dampes lommer, og som han var ophavsmanden til?

Det var et program for gennemførelse af frie valg, hvorgennem befolkningen skulle afgøre, om den ønskede en demokratisk (dvs repræsentativ) regeringsform eller ej; dertil en indbydelse til at deltage i en politisk forening, der skulle arbejde for at virkeliggøre denne folkeafstemning - om nødvendigt med våben i hånd, hvis kongen modsatte sig. Og endelig fandt politiet et par opråb til soldaterne, som søgte at vinde disse for frihedssagen.

Disse dokumenter rystede i 1820 i den grad autoriteterne, at enevældens ledende ideolog, Kancellimedlemmet og juristen A.S. Ørsted, fandt, at kancelliet ikke på nogen måde kunne anbefale kongen nogen mildere straf end »evigt fængsel«! Dampes ideer blev af ham stemplet som fantastiske, »uforstandige og urimelige, ja, næsten afsindige«. Denne kritiker af det uindskrænkede monarkis velsignelser måtte nødvendigvis være utilregnelig. Og hvad smedemester Jørgensen angik, var han uden tvivl »af ringe forstandsevner«.

Dampe, Jørgensen og historikerne

[Citat, sat i kursiv:] »Jeg har nu kun dem at henvende mig til, som finde for godt i fremtiden at skrive om mig. Jeg begjærer denne retfærdighed af dem, at de dadlende bemærkninger angaaende characteren, hvormed absolutisterne ere rundhaandede mod dem, som ved fri handling saare deres herskesyge (...) ikke blive hentede op igjen fra den forbigangne tid af despotismen, til hvilken de høre, og som sandheder indflettede i historie, til at kaste en skygge paa mig.«

• Dampe, Fortælling om mit Fængsel i haardeste Grad, 1858.

I vore dages totalitære stater får de demokratiske kritikere, der anfægter det politiske samfundssystem, automatisk tillagt egenskaber som sindssyge eller indskrænkethed af magthaverne: Systemets forvaltere kan jo dårligt erkende, at de oppositionelle tværtimod repræsenterer humaniteten og det oplyste standpunkt. Akkurat på samme måde gik det for sig i enevældens Danmark anno 1820. Autoriteterne og deres eftersnakkere kappedes efter arrestationen af de to »statsforbrydere« om at fastslå, at den lærde Dampe var blevet utilregnelig, mens Jørgensen, der tilhørte »den ringere classe«, stempledes som enfoldig.

Det blev gentaget tilstrækkelig mange gange til, at det endte med at bundfælde sig som en fast bestanddel af praktisk talt alle senere historikeres gennemgang af sagen - helt op til i dag.

Endnu i Sv. Cedergreen Bech: Københavns Historie gennem 800 år fra 1967 hedder det, at Dampe var en »halvforstyrret« litterat, der følte sig dårligt behandlet af samfundet og derfor ville have republik! Og i Politikkens Danmarkshistorie fra 1978 tegner Jens Vibæk et ganske forvansket portræt af en »kværulerende« præst med et »forvirret« og »sygeligt« sind. Jørgensens rolle er ligeledes blevet reduceret til det absurde, til »en troskyldig smedemester«, der helt tilfældigt blev indblandet i sagen, fordi han havde det »uskyldige, men forfængelige håb« at »komme i fine folks selskab«.

Guldalderens systemkritikere

En af grundene til, at eftertiden har givet sagen om Dampe og Jørgensen en på én gang overfladisk og ringeagtende behandling, synes at være det forhold, at de to foregangsmænd var »for tidligt ude«, som man jo altid kan konstatere med eftertidens bagklogskab. De var tabere og fik altså intet udrettet. Men dermed er alt ikke sagt, så sandt om det, ud fra en frihedsorienteret synsvinkel, til enhver tid er vigtigt at fastholde vidnesbyrd i historien om en radikalitet, hvis fortalere nægtede at spille magthavernes spil. Og i den forbindelse må man spørge, om det kan være rigtigt, som historiebøgerne samstemmende fastslår, at Dampes frihedsbestræbelser i virkeligheden var ganske ufarlige for regimet, eller som Cedergreen Bech direkte forvrøvlet skriver i Københavns Historie, bare »knejpesnak« om luftige sammensværgelsesplaner?

Selvom Dampe og Jørgensens øjeblikkelige muligheder for at skabe en politisk bevægelse var yderst små under de givne omstændigheder, kan man i alt fald for den førstes vedkommende dårligt opretholde den vedtagne antagelse, at han var uden evner og forudsætninger for at skabe eller blive en ledende agitatorisk skikkelse i en sådan bevægelse, og at disse evner ikke på et tidspunkt kunne have manifesteret sig på en virkningsfuld måde, hvis autoriteterne ikke havde grebet ind i tide.

Vi ved, at han så let som ingenting kunne fylde kirkerne til randen, og den begavede, men konservative overlæge Wendt fremførte i et brev til politidirektøren en interessant begrundelse for, at han, trods en vis sympati for personen Jacob Dampe, valgte at bistå politiet - at det gjaldt om at forhindre, at »et forkert menneske, udrustet med tale-evner og et slags luthersk kraft«, vildledte almuen til at gøre »blodige optrin«. Og ved en anden lejlighed skrev han, at Dampe »som taler virkelig kunde blive begejstret og begejstre andre«. Hvilket bekræftes af historikeren J.K. Høst, der i sine erindringer skriver, at han var en ægte folketaler, havde en flydende tunge, hensynsløs dristighed, og dertil var begavet med stentorrøst.

Når vi desuden tager i betragtning, at Dampes politiske kritik af enevælden, og hans planer om dens afskaffelse, var både sammenhængende, velgennemtænkte og i overensstemmelse med de mest avancerede borgerlige demokratiske kræfter på hans tid, så tegner der sig et billede af en mand, som kongen og hans kancelli må have haft ganske gode grunde til at frygte. De 20 års fængsel var ikke kun en ubegavet overreaktion fra regimets side.

Som teolog og skolemand tilhørte Dampe potentielt det statsbærende embedslag, som dengang typisk så sin interesse i at understøtte det herskende absolutistiske system. Alligevel havde han format nok til at gå imod det, og det var ikke blot (som man fejlagtigt kan læse i flere historiske fremstillinger) fordi han selv blev udsat for myndighedernes forfølgelse: Denne var jo netop et resultat af, at han var begyndt at gøre sig til fortaler for større politisk frihed. Det forhold, at han selv blevet offer for den uindskrænkede regeringsmagts beslutsomhed, gjorde på den anden side, at han udviklede sin oprindelige abstrakte kritik af ufriheden, som man også kan finde hos enkelte andre samtidige, til en konkret og for regeringen farlig kritik af systemets totale mangel på ytringsfrihed og demokrati.

For så vidt som det lykkedes magthaverne at føre Dampe og Jørgensen bag lyset og lokke dem i fælden ved at bibringe dem illusioner om, at frihedsideerne havde større opbakning, end det var tilfældet, kan det være fristende at se dem som drømmere uden kontakt med virkeligheden. Deres demokratiske ideer var imidlertid meget langt fra at være hjernespind uden grundlag i nogen eksisterende virkelighed: De var udtryk for en almindelig europæisk idestrømning, som allerede var blevet ført ud i livet i flere lande. Ja, selv Danmarks tronfølger, den senere Christian den Ottende, havde, da han i 1814 en kort tid var Norges konge, accepteret at stå som garant for en fri forfatning. Det var ikke de to oppositionelle, der var fantaster, men Danmarks politiske udvikling, der var en menneskealder forsinket i forhold til den franske revolution.

Det er formålsløst at gisne om, hvorvidt Dampe, Jørgensen og de øvrige medlemmer af jernringsforeningen kunne have opnået konkrete politiske resultater, dersom myndighederne ikke så hurtigt havde grebet undertrykkende ind. Sikkert er det, at friere politiske forhold ville have været realiseret tidligere, hvis kongen og de øvrige autoriteter havde været åbne for de udbredte, om end meget spagfærdige ønsker, der trods alt fandtes om en afvikling af det enevældige regeringssystem. Det var indehaverne af magten imidlertid ikke - og da de kraftigt tilkendegav deres modvilje mod de liberale tendenser, var det alene tilstrækkeligt til, at alle andre oppositionelle end Dampe og Jørgensen fik kolde fødder! Hvilket viser, hvor ringe modstandsvilje og virkelig frihedsånd, der fandtes dengang.

Hvorfor risikere noget for friheden? Hvorfor ikke tilpasse sig de bestående forhold og forsøge at få det bedste ud af det? Sådan synes de fleste at have tænkt.

Dampe og Jørgensen bryder dette triste billede af almindelig accept af den eksisterende politiske ufrihed i 1800-tallets første årtier - i lyset af hvilket de fleste danske historikere åbenbart har ment, at de to mænd bør placeres i Danmarkshistoriens kuriøse smatingsafdeling: ved bedømmelsen af deres meriter synes man at have valgt flertallets valenhed eller massive konservatisme som målestok.

Hvad der burde interessere vore historikere, er netop den kendsgerning, at praktisk talt ingen andre end Dampe og Jørgensen på dette tidspunkt udviste så megen frihedsånd, mod og handlingsvilje, at de turde risikere noget for sagen. At deres forsøg under de givne politistatsagtige betingelser ingen praktiske resultater fik, gør det på ingen måde betydningsløst. De to mænd stikker på en smuk måde af fra den sagtmodige evne til at tilpasse sig den bestående ufrihed, der alt for ofte har sat sit præg på Danmarks nyere historie, og navnlig på den epoke, man uden ironi har givet navnet guldalderen.

[To illustrationer i artiklen: et portræt af Dr. Dampe (s. 21) og et stik af »Dr. Dampes fængsel på Christiansø« (s. 22).]