MEFISTO - Roman om en karriere, Libertas Nr. 3
Af Klaus Mann, Udgivet på Amadeus i 1986, 260 s.
Anmeldt af Tage Sværke Jessen Marts 1988
Et menneske, som frygter sig selv og er bange for at vise andre, hvem han er, forfulgt af sine bange anelser om, hvad folk tænker om ham. Kan de li' mig? Hemmelige »laster«. »Lasten«, som er hemmelig, kan af og til (måske altid) være den eneste sandhed og må derfor skjules i det spil, man kalder magt. Det spil, som verden opfatter som værende selve livet. Et spil, hvortil man kan løse jetons hos Mefisto. Hvis altså man kan betale prisen. Hvis man tør. Et liv i løgn og forræderi, som er mere lastefuldt end den last, der hæges om og kaldes en hemmelighed.
I spillet om magt er livet et forunderligt spejl, som skjuler menneskets selvrespekt og fremkalder et sært monstrum, som deltageren tror er det respektable menneske, andre gerne vil se. En flygtig higen efter anerkendelse. En ustandselig træden vande. En usårlig position på toppen. Der er blot en alvorlig hage forbundet hermed; for at nå op må du nu ledes af denne indbildte respektabilitet og herved af andre uden for dig selv med den utryghed, det giver. Faktisk er du nu afhængig af deres eksistens og den anerkendelse, de kan give. De skaber dig; de kan gøre dig uskabt. Passer det således i deres timing, eller er de på anden vis nødt til at ofre dig for egen sikkerhed og position's skyld, vil der ikke være et sekunds tvivl i deres sind.
Her må man sige, at Szabo's film over Mefisto er mere absolut, idet den viser denne ofring som magtens yderste konsekvens. Her slutter romanen med en selvransagelse, altså uden følger for det førte liv i magtens skygge. Romanens Hofgen er en brik, som i et misforstået ræs har ofret sin menneskelighed til Djævelen, den evig frister, magtmenneskets drivkraft og »beskytter«, ved at gemme sig bag kunstnerens bekvemme maske, formummet i roller. På denne måde har han været fri for på noget tidspunkt at udstille sig selv. Dette er blot en anskuelig måde at vise rollespillet på. Alle disse magtmennesker spiller imidlertid roller i romanen. Løgne som følger løgne ifølge en egen, logisk tvang.
Denne mand, Hofgen, har fuldt ud forstået nødvendigheden af manipulation. Tag ikke hensyn til nogen eller noget for at nå et mål. Lyv, stjæl, bedrag samt forfør og vigtigst – tøv ikke, hvis du nu må ofre én. Mine damer og herrer, gør Deres indsats. – Blot har han troet sig guddommeligt unddraget disse regler og er selv faldet for andres nødvendige manipulering i forventning om, at de måske ikke kendte spillets regler. Eller bedre endnu: At netop han ikke kan undværes.
Imidlertid kan man ikke sige, det er svært at forstå Hofgens bevæggrunde. Æret bliver de, som tilraner sig magt og rigdom, hvorfor dette naturligvis tiltrækker visse mennesker. Folkets knæfald. De kulørte blades omtale. Hilsen på gaden. »Se, der går den store Hofgen.« Højt at flyve, dybt at falde. Nå ja. Det sker jo ikke nødvendigvis. Ikke alle vinger bliver svedet. Derfor ligger en stor del af miseren på folks opfattelse af livets betingelser. Af selvstændighed eller mangelen på samme. Af deres vilje til at tro på sig selv og træffe' selvstændige beslutninger samt at tage ansvaret for deres egt liv.
Romanen omhandler nok så meget grundene til, at naziregimet fik magten eller tog magten; måske overtog den den magt, »folket« allerede havde afgivet, og gjorde den absolut. At nazisterne faldt, betød netop ikke, at magtens udøvelse forsvandt med dem. Dette – kan man sige – blev Klaus Mann's bane. Da han i eksil skrev Mefisto i 1936, var han klar over, at der p.t. var visse vanskeligheder forbundet med udgivelse i Tyskland. Imidlertid er hans kritik af magten uafhængig af tid og sted. Dette måtte han erkende, da han efter krigen vendte tilbage og ønskede at udgive værket. Censur er stadig en hindring for ytringsfriheden. Klaus Mann begik selvmord i 1949.
Personen Hofgen blev tolket som bygget over virkelighedens Gründgen. Denne person overlever krigen, retsforfølgelsen og er stadig på sin toppost erhvervet under nazisterne. Han var jo blot en komediant. Denne person kendte Klaus Mann, var kort tid gift med Erika Mann. Han må selvfølgelig bedst selv vide, hvorvidt romanen er bygget over ham. I hvert fald hindrer han og senere hans slægt, at Mefisto udgives i Tyskland. Først efter Szabo's filmatisering med Klaus Maria Brandauer i titelrollen udkommer Mefisto i Tyskland i 1980.
