Luftforurening og skovene, Libertas Nr. 5

Af igangsætter, forstmand, forfatter etc. Flemming Juncker
Libertas, nr. 5, 1988

[Indledende note fra redaktionen:] Flemming Juncker er en kendt personlighed i den danske debat. Trods den massive modstand, der ydes fra de institutionelle do-good'ers, fortsætter Juncker sin Don Quijote-kamp. I forureningssagen skal urban-biologerne blot starte deres af Miljøstyrelsen ønskede og dirigerede presseløb, hvorefter sagen er i gang uden debat. Al protest og omtanke manes i jorden. Dommedag truer jo. Magteliten truer. Emnet forurening er i dag udviklet til et af bureaukratiets vigtigste og dyreste eksistensmuligheder. Alle hidser sig op herover og handler i massepsykosens ulyksalige ubetænksomhed. Specielt derfor er Junckers dybe indsigt i bl.a. jordbund og forurening af stor værdi for frihedsorienterede. De eksisterende løsninger er forkerte. Kun ejendomsretten i et frit samfund kan sikre ejendom mod forurening.

Luftforureningens indflydelse på de danske skove hed et symposium, som hellere skulle have heddet »De danske skoves gode sundhedstilstand«, som var det egentlige emne, idet en lang række yngre biologer har fremsat stærkt opreklamerede teorier om tyske og skandinaviske skoves formentlig mere eller mindre dødelige skader efter konstateringer af betydelige luftforureninger, især af svovl, kvælstofoxider, ammoniak og ozon. Man ved for lidt om alle områderne og bygger subjektive modeller, der skal anvendes til videre forskning i håb om at finde sandheden?

Symposiet blev afholdt med indlæg fra et antal indbudte forskere på området ved forskerseminaret i Videnskabernes Selskabs lokale den 30. november 1987 i samarbejde med Naturfredningsrådet og Landhusholdningsrådets Akademiråd om emnet.

Der blev knyttet et eksternt panel til seminaret bestående af en norsk, en svensk, en dansk og en dansk-født tysk professor fra Göttingen, hvorfra de tyske skovdødsteorier udgik og først i firserne til Nordvesteuropa og USA. Alle naturlige krav til en fri videnskabelig debat måtte således anses for opfyldte; men alt syntes alligevel præget af en politisk opportunisme og var langt fra at være objektiv videnskab.

Mange i Tyskland har accepteret skovdødsteorierne; men kun få praktiske erfarne forstmænd i de skandinaviske lande og kun ret få skovkyndige i England og USA har købt dem. Man har bl.a. i USA konstateret, at skovjordernes fra luften stammende surhed oftest er helt ubetydelig sammenlignet med skovjordens totale organiske surhedsmængde, dannet af det organiske affald i overjorden. Mulden har normalt ca. 2%, evt. mere humus iblandet mineraljorden, og den indeholder normalt godt 5% ammoniumkvælstof neutraliseret med organiske syrer til ca. pH 5.5 og med et kulstof/kvælstofforhold på 10 til 11.

Så meget mere synes påstanden om den stadigt voksende surhed (?) i Tyskland og Skandinavien at have taget overhånd blandt såkaldte urban-biologer med akademisk uddannelse og følges af mange andre akademikere samt politikere, som naturligt oftest mangler kombination af specialviden med naturvidenskabelig erfaring, men føler så meget des mere for vore skoves velfærd.

På skovjordens område findes der en meget betydelig klassisk skandinavisk litteratur, som i dag synes ret lidt læst eller husket, også blandt yngre forstmænd her i landet, hvor vi siden århundredets begyndelse hårdt har savnet en speciel lærestol i skovjordbunds-læren.

Det er vist almindeligt blandt yngre biologer, at de for ofte mangler såvel historisk viden fra før første verdenskrig og ofte også mangler almen videnskabelig belæsthed fra før ca. 1960, fra før den computerregistrerede og dermed autoriserede viden. Yngre forskere med manglende historisk viden vil ofte helt naturligt mangle respekt for og kendskab til for meget af det, der gik forud.

Svenskeren Sante Mattsson, der hjemkaldt fra USA sidst i trediverne særlig klarlagde skovjordens organiske stofskifte, påvirket af kvælstoffets hensigtsmæssige vekslen mellem surt, basisk og neutral tilstandsform, advarede imod at bruge nitratkvælstof i agerjorden frem for ammoniumkvælstof, hvorved man berøver agerjorden ammoniakkvælstoffets livsvigtige rolle i jordbundens kemiske omsætning.

Fordi mange af Mattssons arbejder, publiceret under krigen, internationalt synes at være ret ukendte, har det været muligt for mange videnskabsmænd helt at misforstå eller overse ammoniakkvælstoffets afgørende positive rolle i jordbundskemien og derfor at acceptere de nyere forsuringsteorier, som jeg har prøvet at imødegå bl.a. i min bog »Humus« (Gyldendal, 1985) og i min seneste artikel i »Landøkonomisk Tidsskrift«, nr. 1 i 1988.

De danske skove var omkring 1880, som af P.E. Müller beskrevet, overvejende præget af sur morbund (råhumus) på de ringere jorder. Profilen var oftest en podsol - en udvaskningsprofil, præget af en sur mortilstand med et oftest ret tyndt mor- (eller organisk struktureret) affaldslag med surheder på lidt over eller under pH 4, der i mere fremskreden form gav opkomst til et udvasket blegsandslag underlagt med en oftest mørkfarvet jernudfældningshorisont, under hvilken der nærmest underliggende jordlag var ret normale, ligesom den dybereliggende naturlige undergrund.

Podsolhorisonten var udvasket fra det sure humuslag, der oftest lå nede på et kulstof/kvælstof (C/N) forhold på 20-30, evt. højere og dermed var stærkt surt, præget af organiske syrer og umættet med den basisk reagerende kvælstofform ammonium og derfor oftest i en tilstand af stærk »ammoniakhunger« - der alment fortolkedes som »kalktrang«.

De danske løvskove og en stor del af vore granskove har nu en forbedret jordbundstilstand med nu oftest pH omkring 5.5. Ændringen fra tidligere tiders mere dominerende surhed omkring pH 4, der nu i høj grad er forsvundet i størstedelen af vore skovjorder gennem de sidste 100 år, hvor den tidligere udpining af landbrug, græsning og grøftekanter samt kvasankning gradvist er ophørt, er nu umiskendelig overalt i vort landskab - ikke mindst i Jylland.

De mest iøjnefaldende af de heraf afledede synlige ændringer ved vort lands naturlige frugtbargørelse er løvtræernes højder og fylde omkring Vestjyllands gårde og huse - sammenlign blot med de gamle landskabsmalerier og fotografier i tusindvis, hvis man ikke tror på de ældres udsagn.

Man undres, når man i dag ser de dygtige unge menneskers indlæg fra det nævnte af Skovstyrelsen i Videnskabernes Selskabs lokaler den 30. november 1987 afholdte forskerseminar om de danske skove, som næsten ensrettet handler om de formodede årsager til danske skoves antagelige nu truende forfald og frygten for den nu voksende luftforurening og forsuring med deraf følgende aluminiumforgiftning - hvor det i dag klart for alle i praksis i skovene går den modsatte vej, ikke mindst synligt i de jyske vejgrøfter og heder. C/N-forholdet er faldet fra 20-30 til 10-12 ved øget ammoniaktilførsel, især gennem den sidste menneskealder.

Hvis man endnu ikke har sammenholdt og bearbejdet en større del af det formentlig enorme historiske materiale, tal og beskrivelser fra Statsskovvæsenets (nu Skov- og Naturstyrelsens) arkiver, der er opsamlet gennem netop de to hundrede år, i hvilke den danske stats skove er undergået en rent ud sagt fantastisk forbedring ud fra deres daværende tilstand, burde man nu holde op med at spilde tid og penge og andres respekt på at forlange udredet indbildte »truende« og visionære farer for vore skove, der for den altovervejende del er baserede på tilsyneladende overdrivelser og ofte frie fantasier - overflødige bekymringer - hvor det i stedet var mere naturligt at udforske og studere naturens nu konstaterede evne til at korrigere og forbedre sin situation, blot vi giver den en hjælpende hånd, som vi hyppigt gjorde det indtil for 25 år tilbage og vel også siden, mindre bevidst.

Statsskovenes i fjor alt for tidligt afdøde skovtaksator K.F. Andersen - en af dansk skovbrugs betydeligste mænd - har ved flere lejligheder fremdraget spredte oplysninger fra Statsskovenes arkiver, der har givet os forbavsende bekræftelser på vore anelser om, at vore skove i dag var enormt forbedrede sammenlignet med for 100 til 200 år siden.

Hvor længe skal mon tid- og pengenød og modsatrettede interesser fra højere steder fortsat hindre mobilisering og studium af vor arkiverede viden om det, som nu i stedet søges etableret på anden måde ved dyr og ineffektiv forskning på usikkert teoretisk grundlag, ofte i strid med sund fornuft og eksisterende erfaringer. Computerens komme har næppe hjulpet på »arkivbunkernes« produktive udnyttelsesmuligheder - tværtimod - der synes opbygget en slags mur - i nittenhundredogtresserne mellem vor fortids og fremtids viden.

Måske er vor civilisation nu begyndt at miste sine erfaringer med naturen. Målrettet forsknings bagside synes at være den, at »målrettet forskning« i dag ofte kan betyde, at der udkastes en skadelig teori; man indrømmer, at det ikke er bevist, at den er rigtig, men hvis den er det, er den meget ødelæggende. For at afgøre, om dette er tilfældet, må der så i tide forskes stort og dyrt, og den, der fremsatte teorien, er nærmest til at udforske den og beskæftiges derved.

Læser man forskerseminarets udtalelser igennem og klassificerer dem efter, om de hjælper, eller om de er uden større betydning for, eller om de blot forvirrer vore skoves ansvarlige lederes forståelse og udsyn om skovjordbunden i dag, ser vi, at 22 indlæg af i alt 33 om seminarets emner er så irrelevante til hjælp af vore skoves tilstand i dag, at de kan ventes at efterlade skovenes ledere mere forvirrede, end et korrekt og grundigt arkivstudium ville have kunnet hjælpe dem.

Man syntes helt at have misforstået skov- og landbrugets livsnødvendige relation til ammoniumkvælstoffet ved at prædike en ammoniumsstresshypotese, »der nu udgør en hovedhypotese om sammenhæng mellem skovdød og luftforurening«, som støttet fra Sverige af en professor Nihlgaard og af hollandske misforståelser om ensidige fænomener må forekomme helt forvirrende for verden i øvrigt.

Der er kun et eneste indlæg, der synes at have fat i det helt rigtige, den dynamiske forbedring af skovjorden ejler udpiningens ophør. Indlægget beskriver brunjord under eg, som formodes at være erobret fra lyngens tidligere podsol. Hvis blot man gik videre og tog med, at også under granskov kan brunjorden med jævnt øget lystilgang, bredbladet bundvegetation og kvasdækning let bringes tilbage hurtigt, medens det går noget langsommere under lyng, der dog nu gradvist overalt kan ses at afløses af Bølget Bunke, og siden af bredbladede græsser og løvtræ på brunjord, var det en helt rigtig tankeudvikling.

Den kunne også kvæles ved halmdækning, hvorefter granerne straks voksede normalt, fordi de ikke mere skulle konkurrere med lyngens mykorrhizer. Nu ses de gule rødgraner i stampe næsten aldrig mere.

Da direkte gødskning med flydende ammoniak blev indført her i landet ved udgangen af halvtredserne, viste det sig hurtigt, at ammoniakken »ligesom varmede« jorden, og at landmænd bl.a. i Vendsyssel endog fandt på mod konsulenters råd at opdyrke hede lodder med pH ca. 4.5 alene med ammoniak uden at give kalk, men med godt resultat (mundtlig meddelelse fra Kaj Skriver).

Jeg opfattede dengang efter Mattsson den meget omtalte kalkmangel (pH < 6) som mere naturligt at være mangel på ammoniumkvælstof eller evt. mangel på humus i sværere lerjorder og talte for, at Danmarks landbrug burde reducere sit kalkforbrug og acceptere pH-niveauet som bufret til omkring 5,5, når kalkudvaskningen ophørte på vel muldede jorder, og man blot erstattede den med ammoniumkvælstof i større mængder i stedet for kalksalpeteren, hvis kvælstof var for dyrt, langt over det dobbelte af ammoniakprisen dengang, og den har været det siden.

Ammoniumnitrat (med kalksikring mod eksplosionsfare og med over 50% af kvælstoffet i ammoniumform) vandt indpas, var billigere og bedre, medens urea, som er den mest brugte og ofte den billigste faste kvælstofgødning ude i verden og er rent dehydreret ammoniumkarbonat, formentes at være uøkonomisk at bruge her i landet pga. dens ret store tab til luften ved vort normalt høje pH 6 til 7 eller derover i vor agerjord.

De forekommer begge i flere tilstandsformer, fosfor som plantetilgængelig fosfat eller som utilgængeligt råfosfat eller som forbindelser med jern og aluminium, og kvælstof kan være surt, basisk eller i luftform neutralt og kan hensigtsmæssigt i naturen skifte herimellem og evt. ophobes som basisk i jorden, som derved kan frugtbargøres ved øget dannelse og aflejring af såkaldt varig-humus med et C/N-forhold på 10 à 11, med i urørt skovjord op til flerhundredårig halveringstid, og som også kan gøre fosfor mere plantetilgængelig, forbedre jordens vandhusholdning, kan absorbere og fastholde eller aflevere efter planternes behov næsten alle andre plantenæringsstoffer og neutralisere og fastholde giftige stoffer, bl.a. tunge metaller.

Ved menneskenes færdsel som jægere, nomader og landbrugere er jordens øverste par meter gennem de seneste årtusinder blevet relativt udpint for varig-humus og derved også for forråd af ammoniak og plantetilgængelig fosforsyre m.m. og derved mere gradvist udsat for forringelser og tørkeskader, evt. ørkendannelse.

Under gode forhold kan varig-humusmængden i skove eller i sortjordsstepper nå op på ha-mængder på 500.000 à 1 mio kg med en halveringstid på flere hundrede år eller mere i den urørte jord. (I stærkt bearbejdet landbrugsjord ved højt pH kan halveringstiden være langt lavere, evt. ned til encifrede antal år). På den måde vil god skovjord ved overskud af ammoniaks tilstedeværelse (tilgang på ca. 50 kg ammoniak årligt fra luft og regn) pr. ha sammen med organisk affald kunne forøge sin humusvægt med op til 1000 kg pr. ha årligt, når intet affald eller kvas fjernes, fordi selve træproduktionen næsten ingen næring fjerner. Normalt synes op til 40% af det årlige affald at kunne blive til humus med ca. 5% indbygget ammoniakkvælstof, i alt i dansk agerjord varierende fra 5.000 til 10.000 kg N pr. ha, i skovmuld ofte højere og i sort steppejord op over 50.000 kg N.

Kun størrelsesordenen omkring 1000 kg organisk N pr. ha synes at være af direkte biologisk oprindelse, resten at hidrøre fra organiske syrers neutralisation med ammoniak kondenserede [utydeligt] ved kemiske reaktioner og derfor af varig-humus natur.

De færdige ammoniakalsk oxiderede varige-humusstoffer er altså neutraliserede sure, evt. hydrolyserede polysaccharider og ligniner, der normalt synes at bufre jorden med ammoniak ved pH 5.5, hvor der ikke er overskud af kalk til stede. Er der det, vil pH oftest ligge mellem 6 og 7, og dette søges så oftest opretholdt på »kalkfattig« agerjord i de fleste lande ved periodisk kalkning med en stærkt formindsket humusdannelse til følge, især efter at halmrig kvæggødning nu er afløst af halmfattigt kvæg- og svinegylle, hvis ammoniumkvælstof ofte hurtigt tabes til luften eller udvaskes efter oxidation til nitrat. Dette er også ammoniakkvælstoffets normale skæbne, hvis det organiske affald fra produktionen er fjernet ved halmens afbrænding eller bortsalg, evt. ved strøelsesfjernelse fra skovbunden som tidligere almindeligt i Tyskland, idet det sure organiske affald da vil savnes til ammoniakkens fastbinding.

Er pH derimod som normalt i skoven omkring 5,5 i jorden, og der er organisk affald nok til stede, beslaglægges tilstedeværende ammonium fortrinsvis til reaktioner med det sure organiske affald til opbygning af varig-humus til rigelig erstatning for det og evt. opbygning af større mængder, end der årligt nedbrydes med forøgelse af frugtbarhed (bonitetsstigning) til følge.

Det lave pH bevirker, at skovjorden og træerne optager meget ammoniak fra luften, medens agerjorden ved højt pH afgiver næsten lige så meget ammoniak til luften, som den modtager med regnen. Fordi det organiske affald i jorden under pH 5.5 lider af ammoniakhunger (tidligere omtalt som kalktrang), og ammonium desuden kan optages direkte af planterne, må tendensen til nitratdannelse i jorden netop falde stærkt omkring pH 5.5, så de ret små nitratmængder, der nydannes i løbet af vækstperioden, straks optages af planterødderne, før det uden for vækstperioden kan udvaskes med regnen. Den bevoksede skovjords normale nitratudvaskning er derfor ret lille, men kan ofte vokse midlertidigt efter renafdrift eller stormfald i modsætning til en foryngelse under skærm i langsom afvikling med rigelig vedvarende nitratflora.

Et ophør af vort landbrugs store kalkforbrug på velmuldet agerjord ville således kunne reducere vor nitratudvaskning afgørende i løbet af en kortere årrække, men måske med fare for øget iltmangel i vore have til følge, indtil skaden ved vore fiskemetoders opriv­ning af den ilthungrende havbund kan forstås og begrænses. Vor nitratudvaskning til havet synes ved denitrifikation af ca. 2/3 at tilføre havet ret så store iltmængder til uskadeliggørelse af opvirvlet H₂S, svovlbrinte fra havbunden ved bundtrawling og muslinge­fiskeri.

Ammoniakkvælstoffet er således i sin reaktion med skovenes organiske affald til varig-humus den naturlige buffer i naturen mellem pH 5 og 6, og da jordoverfladens nuværende humusbundne kulstofmængde almindeligvis skønnes til 3 à 5.000 milliarder tons (se bl.a. side 75 i Jes Fengers: Luftforurening, 1985), hvoraf måske 1% med et C/N-forhold på ca. 10 årligt mineraliseres (ca. 40 milliarder tons), og hvoraf altså 9 à 10%, ca. 4.000 millioner tons, må være ammoniumkvælstof.

Dette repræsenterer en mere end ca. 7 gange så stor basemængde, årligt frigjort, som den mængde surhed, der repræsenteres i jordens atmosfære i form af oxider af svovl og kvælstof (i alt ca. 600 millioner tons elementært S og N), der siges at true verden og dens skove med forsuring. Det er over 20 gange svovlmængdens samlede surhed (højst 200 millioner tons S), medens N-oxiderne naturligt kan iltes og bruges af planterne som nitrat.

Efter årtusinders mishandling af vor jord i skov-, land- og kvægbrug, hvor ammoniumandelen i overjorden gradvist er svundet, og den derved efterhånden er blevet stærkt forsuret, er det altså ikke en fortsat forringelse, vi byder vor skovjord i dag. Vi har gennem det sidste århundrede været i gang med efter evne og viden at genopbygge vor frugtbarhed ved tilførsel af halmrig kvæggødning, kunstgødning og kalk i landbruget (kalk nærmest skader i skovjorden).

Efter sidste verdenskrig har vi opbygget en verdensårsproduktion af nu nær ved 100 mio. tons ammoniakkvælstof (af naturgas og luft) ved hjælp af hvilke verdens landbrug gennem de sidste 25 år har kunnet ca. fordoble sin kornproduktion med store fortsatte udviklingsmuligheder herudover. Mindre og mindre kvælstof bruges nu i oxideret form som nitrat, mere og mere i ammoniumform som urea, ammoniumfosfat eller i vandfri form.

Dette stemmer ikke med urbanbiologers og den venstredrejede intellektuelles opfattelse af »det aftagende udbyttes lov«, af »monokulturernes stadige forringelser«, den »fortsatte jordbundsødelæggelse« og »kunstgødningens skadelighed«, »surhedens voksende trussel« og nu til slut »ammoniakkvælstoffets giftighed« - altsammen ligesom halvfjerdsernes økonomifordrejende ressourcemangelhysteri - et produkt af 1968 og omkringliggende begivenheder - herunder den fatale forringelse af den historien tillagte rolle i ungdommens opdragelse og vor dermed følgende forringelse af almen viden.

Vi specialiseres med voksende uoverskuelighed, som vi alle lider under i dag - under en hæsblæsende komplicering og politisering af alt, som ingen mere fuldt kan overse.

Flemming Juncker

[Note trykt efter artiklen:] Foruden en lang række artikler er Flemming Juncker forfatter til følgende bøger: »Men morsomt har det været«, Gyldendal 1983, 424 sider. »En gård skifter hænder«, Gyldendal 1984, 183 sider. »Humus - dynamisk økologi«, Gyldendal 1985, 231 sider. »Træk fra glemmebogen - 1968 og de sidste 25 års økonomiske forvirring«, Gyldendal 1986, 265 sider.

[Nederst på s. 27 er trykt et kort engelsk verssat aforisme om velfærdsstaten, sat i kursiv. Den gengives ikke ordret her, jf. reglen om digte/vers, men dens pointe er: en velfærdsstat er, når staten "køber" borgerne med velfærd betalt for deres egne penge.]

Learn more