LUDWIG VON MISES’ VIDENSKABSFILOSOFI, Libertas Nr. 1-2
Af stud. polit. Michael O. Appel - Udgivet i Libertas Nr. 1-2
Den Østrigske Økonomiske Skole er af den skæbne at være så godt som ukendt i Danmark. Det rejser et i sig selv interessant videnskabssociologisk spørgsmål, og for nogle rejser det muligvis også et spørgsmål vedrørende indholdet af østrigernes økonomiske teorier.
Disse spørgsmål lades imidlertid ubesvarede i dette essay, der koncentrerer sig om en behandling af videnskabsfilosofiske aspekter af praxeologien; en retning – grundlagt af Ludwig von Mises – inden for den østrigske skole, der hævder at være en videnskab om menneskers handlinger. Økonomi anses af Mises for at være den mest udviklede videnskab inden for praxeologien.
Den Østrigske Skole har i hele sin levetid været i konflikt med andre økonomiske skoler med hensyn til videnskabsfilosofi og metodologiske forskrifter; og karakteristisk for østrigske økonomer har været, at man har formuleret sine videnskabsfilosofiske synspunkter eksplicit. Det gælder eksempelvis Karl von Menger, Mises, Friedrich August von Hayek, Murray Newton Rothbard og Mario J. Rizzo.
Med den fare generaliseringer indebærer kan et fælles grundlag for østrigerne sammenfattes til:
- Afvisning af anvendelsen af makroøkonomiske aggregater.
- Markedet opfattes som en proces, der konstant står over for og søger at løse uligevægtssituationer.
- Afvisning af eksistensen af konstante relationer mellem menneskers handlen.
Uenigheden begrænser sig imidlertid ikke til østrigerne på den ene og ikke-østrigerne på den anden side – også østrigerne imellem gør forskellige videnskabsfilosofiske opfattelser sig gældende, og for Hayeks vedkommende er der sket en udvikling fra den unge til den ældre Hayek.
Det centrale i Mises’ – og i den af ham inspirerede praxeologis – videnskabsfilosofi er dens epistemologiske grundopfattelse, der sædvanligvis betegnes “apriorisme”. I det følgende vil dette epistemologiske grundlag forsøges præsenteret.
Det er næppe unfair at beskrive en del reaktioner på praxeologien som lidet interesserede i en rationel diskussion af de svar, praxeologien søger at give på videnskabsfilosofiske problemer, og især som uden forståelse for, at der er problemer, der er fælles for forskellige videnskabsfilosofiske bidrag.
To sådanne grundliggende problemer ligger i, hvorvidt sikker og gyldig viden erhverves. Mises mener, at gyldig erkendelse af menneskers handlen er mulig, ligesom gyldig erkendelse af naturen er mulig. Han skelner dog skarpt mellem, hvorledes erkendelse opnås på de to områder og afviser en anvendelse af den naturvidenskabelige metode med hensyn til menneskelig handlen.
Den naturvidenskabelige metode opfattes af Mises som baseret på induktive slutninger ud fra isolerede eksperimenter, dvs. erkendelse opnås ved generalisering ud fra et endeligt antal tilfælde opnået ved isolerede eksperimenter. En indvending, inspireret af filosoffen Sir Karl R. Popper, mod denne opfattelse er, at anvendelsen af induktive slutninger ikke er karakteristisk for naturvidenskaberne, men den indrømmelse kan Mises for så vidt godt gøre og alligevel opretholde, at der er afgørende forskel på de to områders metodologi.
Det centrale for ham er nemlig muligheden henholdsvis umuligheden for kontrollerede eksperimenter. For menneskers handlen, påpeger Mises, er det ikke muligt at foretage kontrollerede eksperimenter. Menneskelig handlen er “complex phenomena”, om hvilket det gælder, at “We are never in a position to observe the change in one element only, all other conditions of the event being equal to a case in which the element did not change.”
Det problem, Mises her beskæftiger sig med, er velkendt i den videnskabsfilosofiske litteratur – også den del, der tager udgangspunkt i naturvidenskabelige problemstillinger. Problemet opstår, fordi man ved en test af en teori ikke blot tester en enkelt, men desuden en hel række hjælpehypoteser og udsagn om initialbetingelser, hvorfor man i tilfælde af, at en forudsigelse viser sig ukorrekt, kun kan konkludere, at en eller flere af antagelserne var ukorrekte, men ikke hvilke.
Dette problem får Mises til at afvise Poppers forslag til nogle metodologiske regler for videnskaben og specielt til at afvise muligheden af en empirisk falsificerbar teori om menneskelig handlen.
Mises fortvivler dog ikke af den grund. For selv om empiriske tests ikke kan bidrage til vor viden om menneskers handlen, er det således, at: “There is nothing in the structure of action that the human mind cannot fully explain. In this sense praxeology supplies certain knowledge.”
Hermed vender vi tilbage til de to grundliggende spørgsmål vedrørende muligheden for sikker viden, og hvorledes den erhverves. Som nævnt mener Mises, at sikker viden er mulig, men det er ikke (eller var ikke) det synspunkt, der har stået kritikere mest fremmed – det har forklaringen af, hvorledes denne viden opnås.
Videnskabelige teorier om menneskelig handlen erhverves – ifølge Mises – uafhængigt af erfaringen; teorier, eller rettere viden, opnås a priori.
“Praxeology is a priori. It starts from the a priori category of action and develops out of it all that it contains.”
Hvad er så “the a priori category of action”? Det er, mener Mises, en i det voksne menneske erfaringsuafhængig viden om eksistensen af menneskelig handlen. Det er ganske enkelt ikke muligt at forestille sig en menneskelig hjerne eller en menneskelig ræsonneren uden dermed også at have viden om eksistensen af menneskelig handlen. “The logical structure of the human mind creates the reality of action.”
En viden om eksistensen af menneskelig handlen, handlingskategorien, er også en viden om, hvad man kan kalde subkategorier til handlingskategorien. Handlingskategorien implicerer en tidsdimension, en mål-middel-relation og forskellige andre kategorier.
Fra disse kategorier er det nu muligt at deducere forskellige teoremer, og for så vidt de oprindelige kategorier eller aksiomer er sande og siger noget om virkeligheden, og deduktionen overholder de logiske regler, vil også teoremerne sige noget sandt om virkeligheden. Hvorvidt teoremerne og de oprindelige kategorier er analytiske eller syntetiske er for Mises kun af “verbal interest”, og problemet vedrørende betegnelserne skal ikke forfølges her, men problemet vedrørende teoremernes forhold til virkeligheden skal belyses.
Mises siger om dette forhold: “Into the chain of praxeological reasoning the praxeologist introduces certain assumptions concerning the conditions of the environment in which an action takes place. Then he tries to find out how these special conditions affect the result to which his reasoning must lead. The question whether or not the real conditions of the external world correspond to these assumptions is to be answered by experience. But if the answer is in the affirmative, all the conclusions drawn by logically correct praxeological reasoning strictly describe what is going on in reality.”
Denne skelnen mellem en ekstern og en intern verden er vigtig og medfører et problem vedrørende anvendelsen af erfaringen til afgørelse af, om de i den logiske deduktion indførte “special conditions” svarer til den eksterne verden. Det betyder, at der opstår et problem for praxeologerne med hensyn til at afgøre, om et af de logisk deducerede teoremer forklarer et forløb i den eksterne verden.
Problemet er det samme som det, der førte til Mises’ afvisning af en empirisk falsificerbar teori om menneskets handlen: menneskelig handling er “complex phenomena”.
Accepteres det, at der eksisterer a priori viden, der er empirisk sand, så efterlader det praxeologen med en viden om, at der eksisterer menneskelig handlen i den eksterne verden. Bliver det mere komplekst ved inddragelsen af “special conditions”, så ved praxeologen også – hvis vedkommende er en god logiker – hvilke teoremer, der kan udledes. Men han ved ikke, hvorledes de forholder sig til den eksterne verden, med mindre han stoler så meget på sin erfaring, at han tør afgøre, om de indførte antagelser vedrørende “special conditions” svarer til “the real conditions of the external world”.
Men stoler han så meget på sin erfaring om “complex phenomena”, vil han også kunne anvende erfaringen som test på sine teorier, og så vil han ikke være praxeolog – hvis han da stadig er en god logiker.
Ved en understregning af, at den apriorisk syntetiske viden om den eksterne verden begrænser sig til en viden om, at der eksisterer menneskelig handlen i denne, og at de i den interne verden deducerede teoremernes gyldighed for den eksterne verden må afgøres empirisk, er praxeologen væsentligt tættere på mainstream thinking, end man umiddelbart skulle tro. Eller rettere: Hvor man umiddelbart skulle tro, at praxeologer var ekstremt erkendelsesteoretisk optimistiske, bliver konklusionen nu den modsatte, når det gælder fænomener i den eksterne verden.
Denne pessimisme må medføre en overordentlig stærk skepsis med hensyn til værdien af “policy recommendations”, der logisk må gælde såvel anbefalinger af anvendelsen af en bestemt politisk proces som anbefalinger af anvendelsen af en markedsproces. En skepsis, som praxeologer med hensyn til anbefalingen af markedsprocessens anvendelse ikke altid selv har handlet i overensstemmelse med – måske fordi troen på eksistensen af endegyldig viden uforsigtigt er blevet udvidet til også at omfatte komplekse fænomener.
Herefter fremstår der tre problemer for praxeologien:
- Anvisningen af, hvorledes gyldig viden opnås, begrænser sig til den interne verden, og det mere interessante – hvis formålet er at forandre verden – spørgsmålet om muligheden for viden om forhold i den eksterne verden forbliver ubesvaret.
- At apriorismen og dermed praxeologien kan have en tendens til at blive dogmatisk, nemlig når viden, der er sand i den interne verden, fremstilles som umiddelbart anvendelig i den eksterne.
- At praxeologerne er overdrevne pessimister med hensyn til empirisk testning og muligheden for “policy recommendations”, eller at der ikke er overensstemmelse mellem deres pessimisme på de to områder.
