Liberal våbenlovgivning, Libertas nr. 4
Af Niels Erik Borges
Marts 1988
Før cementen omkring en rocker er størknet, løbet på en maskinpistol er afkølet eller en motorsav startet, kommer den samstemmende og klicheagtige reaktion fra politikere og befolkning om kravet om øget kontrol med våben og vel sagtens mordpotentielle genstande. Dette skal håndhæves for at undgå »amerikanske tilstande«, hvor mord var og er dagligdag. Det vilde Vesten var virkelig i udstrakt grad præget af voldsomt mange mord, hvilket er fasttømret af Hollywoods tusindtallige westerns! Når talen falder på »amerikanske tilstande«, tænker man ikke blot historisk, men også nutidigt, hvor vor viden til stadighed øges af filmserier som »Miami vice«, som skildrer den hæmningsløse vold forårsaget af privatpersoner eller -grupper.
Amerikanske tilstande
Skurken i den »frie« amerikanske våbenlov, fra stat til stat, er oftest våbenlobbyen, ikke at forveksle med det militærindustrielle kompleks. Fabrikationen af håndvåben er en relativt lille industri. Derfor kan angrebene, fra fortrinsvis velstillede amerikanere og politikere, ubetinget manes i jorden. Forkæmperen for bevarelsen af våbenlovgivningen er den almindelige amerikaner. 50% af hjemmene har våben. Argumenterne for restriktiv lovgivning er naturligvis, at så undgås sensationsavisernes mord og vold. Men et sådant forbud har de samme konsekvenser som forbudet mod alkohol i 20'erne med Al Capone and Friends naturlige, perverse eksistensberettigelse.
Andre lande
Schweiz' forsvar er således opbygget, at stort set alle mænd er våbenføre, det meste af livet, og kan mobiliseres hurtigt. Det betyder, at Schweiz har en gigantisk hær i forhold til indbyggertallet, hvilket videre har den konsekvens, at stort set alle schweiziske hjem er i besiddelse af automatvåben. Ifølge forbudstilhængernes logik burde det medføre en utrolig mords- og voldsrate med så let tilgængelige våben. Men Schweiz har en af verdens laveste mordrater. Staten Israel har ligeledes udstyret stort set alle mænd og kvinder med våben, men ligeledes er Israels mordrate af den grund ikke stor, naturligvis krigene undtaget. Mexico er i modsætning til ovennævnte lande ekstremt restriktiv i våbenhenseende, som i andre forhold, hvorfor landet er forblevet feudalt-fattigt udviklet. Ifølge den politologiske logik bør en sådan, for borgerne, human lovgivning mindske drab og kriminalitet betragteligt. Men Mexico har faktisk en af verdens højeste mordprocenter. Indvendingen herimod kan være, at den så ville være endnu højere, men den er næsten diskriminerende! Nævnte fakta »beviser« ikke, at når mange er i besiddelse af våben, hæves mordraten – det indikeres! Men det modbeviser, at et øget antal af våben medfører et øget antal mord og voldstilfælde. Traditioner og værdier er naturligvis ikke uvæsentlige elementer i voldssammenhæng.
USA og mord
Der er relativt stor forskel på udformningen af våbenlovgivningen fra stat til stat. Men generelt forholder det sig således, at i stater, hvor våbenloven er mindst restriktiv, er kriminaliteten lavest, eksempelvis er våbenlovgivningen i New York yderst restriktiv. Hvorfor forholder det sig således? Hvorfor mindsker restriktioner ikke det af staten uønskede? Det er ganske kendt, at på trods af forbud mod narkotika kan narkomaner skaffe sig narko. Akkurat ligeså for folk, som ønsker sig våben. Forbud eliminerer ikke det forbudte, men sikrer en professionel gangsterkriminalitet. Jvf. »Hells Angels« gangstervirksomhed i narkohenseende. Netop kampen om markederne med andre rockergrupper gøres primært ved brug af illegale våben. Dvs at de mest professionelle kriminelle vinder. Og er våben forbudt, ved den, som er i besiddelse heraf, at han har betragtelig magt. Forholder det sig imidlertid sådan, at der er en rimelig sandsynlighed for, at modparten har et våben, overvejes voldsudøvelsen en ekstra gang. Kriminalitet findes, fordi det kan betale sig, og fordelene ved kriminalitet reduceres ved hjælp af ubehagelige konsekvenser som den mulighed, at private har mulighed for at forsvare sig mod bevæbnede. Hvorfor skal statens humane syn gå ud over de svageste?
Et anarkokapitalistisk syn
Rent empirisk er statsmagterne langt de største mordere. Ingen privat person eller gruppe som Jack the Ripper, Manson-klanen, den gale præst Jim Jones eller Rote Armee Fraktion kan sammenlignes med staters milliondrab. Naturligvis kan stater betragtes som gangsterbander i stor skala. Men private dræbere udgør talmæssigt kun en lille promille sammenlignet med staters kollektive mord – naturligvis er private som staters mord og vold lige amoralsk. Statens dobbeltmoral ligger i, at den udøver vold og mord samtidig med, at den lovgiver herimod, og at den i forsøget på at kontrollere våbenmængden hos befolkningen giver sig selv monopol på våbentilladelser. Tilhængere af frihed og integritet for individet ønsker at håndhæve individets ejendomsret. En af måderne er, at private truer med at gøre brug af våben, hvis familie, venner og ejendom forsøges krænket. Man kan også overlade det til frivillige, lokale korps eller til professionelle, eller man kan være konsekvent pacifist. I modsætning til statssamfundet kan det anarkokapitalistiske opfylde behovet for pacifisme eller frihed til at have våben. Dette gøres ved, at man flytter derhen, hvor man tror på pacifismen, eller derhen, hvor man håndhæver integriteten, i værste fald med håndvåben.
Kilder:
»An American Experiment in AnarchoCapitalism: The not so Wild, Wild West«, Journal of Libertarian Studies, Vol. III, No. 1.
Free life, vol. 2, No. 1, 1981.
