Leder: Lovgivning og individ, Libertas Nr. 5
Kære Læser
Lovgivning og individ
[Redaktionelt, usigneret]
Libertas, nr. 5, 1988
Parlamenter og regeringer verden over har det med at lovgive på områder, der griber ind i borgernes indbyrdes samkvem og aftaler. Motivet til disse lovgivninger har baggrund i et ønske om at undgå, at visse samfundsgrupper »stilles ringere« i forhold til andre.
Problematikken med denne form for lovgivningen kan groft inddeles i 2:
- Der lovgives uden hensyn til egentlig etik, da spørgsmålet om at lovgive til fordel for bestemte samfundsgrupper ofte vil være en måde at tjene bestemte interesse- og pressionsgrupper på - og således også en måde at tækkes bestemte vælgergrupper på.
- Effekten af den pågældende lovgivning er anderledes end tilsigtet. Og ofte skader disse lovgivninger de tiltænkt begunstigede samfundsgrupper snarere end gavner. Dette fordi samfundets struktur har en grad af kompleksitet, som selv ikke de mest altvidende eksperter kan overskue - og det den mest omfattende kombinatorik til trods.
Eksempler på disse uheldige lovgivninger kender vi alle - de tydeligste er dem, hvor markedsøkonomiens spontane orden ønskes tilsidesat.
Barselsorlovsordningerne tvinger kvinder i den fødselsdygtige alder til urimelig arbejdsløshed - hvem vil ansætte en person, der potentielt udgør en større omkostningsmulighed end andre? Minimumslønninger tvinger ufaglærte i samme situation, narkotikaforbud tvinger narkomaner ud i prostitution og kriminalitet, lukkeloven ødelægger mulighederne for fleksibilitet for handlende og begrænser således muligheden for fleksibilitet i ansættelsesvilkårene for de ansatte etc., etc.
De utallige eksempler på ødelæggende lovgivninger giver anledning til spørgsmålet: »Hvilken ret har politikere til at lovgive og derved med magt at presse borgerne i situationer, de aldrig selv ville have skabt?« Politikere vil aldrig logisk - kun med politiske fraser og klicheer - kunne sandsynliggøre, at de har ret til indgriben i borgernes mest intime private sfærer. Og i den sammenhæng er der kun en politiker-type, der kan anerkendes. Det er typen som den amerikanske præsident Coolidge (1920-24?), der sagde: »Den bedste måde at regere på - det er at lade være.« Nøgleordene for denne politik er: Privatiseringer, liberaliseringer, afbureaukratiseringer og konsekvente reduceringer af statsapparatet ...
[Følgende pressestemmer om Libertas var trykt nederst på samme side, formentlig som tilbagevendende omtaleboks:]
»Der er, som helhed betragtet, tale om et skrift, der behandler politiske og filosofiske problemstillinger på et højt, intellektuelt niveau,« skrev Svend B. Nielsen i Vestkysten.
»... en tiltrængt introduktion til lidet kendte liberale filosoffer ...« skrev Flemming Chr. Nielsen i Morgenavisen Jyllands-Posten.
»... et par interessante introduktioner til højretænkere ...« skrev Thomas Bredsdorff i Politiken.
»... Libertas er det eneste skrift i dag, som konsekvent forsvarer en frihedsorienteret økonomi,« skrev Steen Steensen i Information.
»... det frie marked skulle kunne sikre den personlige frihed,« skrev Jens Glebe-Møller i Berlingske Tidende.
