Kollektiv Anarkisme, Goldman, Etik og Libertarianisme, Libertas Nr. 3

Et essay af Niels Erik Borges
Marts 1988

Anarkister undervurderer oftest individualistiske anarkister og sammenligner disse med liberale tænkere og påviser ad den vej det »u-anarkistiske« og inkonsistente i individuel anarkisme. Specielt understreges den ikke-revolutionære praksis hos individualistiske anarkister i modsætning til kollektivistiske anarkister. Dette er en sandhed med stærke modifikationer. De individualistiske anarkistiske tænkere ville – og vil – bibringe den stagnerede kollektivistiske anarkisme kraft og tilhængere – anarkismen vil simpelthen kun overleve i kraft af den individualistiske anarkismes nulevende tænkere som Murray N. Rothbard, Robert Nozick, Jerome Tuccille og David Friedman. Med udgangspunkt i Emma Goldmans anarkistiske virksomhed vil jeg påvise den libertarianske tænkning som nødvendighed for anarkismens og frihedens overlevelse.

Emma Goldman

Den russiske jødiske anarkist Emma Goldman forlod i slutningen af sidste århundrede det despotiske CzarRusland for at skabe sig en fri tilværelse i USA. Snart konkluderede hun, at USA var akkurat lige så undertrykkende som Rusland. I sin romantiske naivisme forestillede hun sig USA som et land med totalfrihed og »guld i gaderne« – et sted, hvor man næsten fik goderne uden indsats.

Naivismen betød, at Emma snart orienteredes mod anarkisten Peter Kropotkins autonome kommunistiske anarkisme og blev yderst aktiv. En ikke mindre erkendelse, som mange politisk aktive må gøre sig, gjorde Emma tidligt. »Til mine dages ende skulle jeg være splittet mellem længselen efter et personligt liv og behovet for at give alt til mit ideal« ^[1]. Hun bliver fængslet, holder taler for op til 80.000 mennesker på 1 år, bliver redaktør og involveres i arbejdskampe, kæmper for at hindre knægtelser af rettigheder, i øvrigt forfatningsmæssigt bestemt af staten. Hun kæmper mod værnepligten og USA's deltagelse i 1. verdenskrig. I en forsvarstale før en af fængslingerne siger hun ganske skarpt bl.a.: »Jesus, Sokrates, Galilei, Giordano Bruno var de i overensstemmelse med lovene ... og de mænd, som befriede Amerika for det britiske herredømme, folk som Jefferson ...« ^[2].

I Sovjet

I 1919 forlod Emma frivilligt USA sammen med andre udviste anarkister for at slutte sig til den kommunistiske kamp i Sovjet. Emma accepterede tjekgen, bureaukratiet som nødvendige onder i den revolutionære fase og gik derved på kompromis med sine idealer. Imidlertid forsvandt fascinationen hurtigt i modsætning til vor hjemlige Hans Kirk, Hans Scherfig og Martin Andersen Nexø, som direkte hyldede Stalin, som andre hjemlige kollaboratører under krigen hyldede Hitler. Enhver moral og etik forsvandt i denne revolutionære Bermudatrekant, som kun efterlod den evige angst for den-altabsorberende – tjekas-gulag-øhav.

I Sovjet møder hun Kropotkin, som ligeledes erkendte Lenins fascisme, men i samme ombæring ganske fatalt for den i Sovjet relativt udbredte sympati for den for anarkistiske ideer, ytrede Kropotkin, at han ikke vidste, hvad man skulle stille op! For dilemmaet bestod i enten at alliere sig med statsmagten i Kreml eller alliere sig med de mange sporadiske oprørere og udenlandske stater. Denne handlingslammede striptease udtrykker en fatal mangel på ideer, når det allermest gælder. For vi kender alle konsekvenserne – også den hjemlige Le Petain' kollaboratør.

Hvorfor samlede Ruslands mange anarkistiske sig ikke i brigader, som de fx gjorde det i Catalonien 1936-38? Og sluttede sig til anarkisten Machno Denikin i Ukraine, som for en tid havde skabt et tilnærmelsesvis anarkistisk samfund vendt mod kommunisterne og udenlandske hærenheder? Hvorfor opfordrede de ikke intellektuelle til at kæmpe mod styret, som ifølge Emma var den største trussel mod kommunisterne ^[3], hvilket hun i parentes bemærket mente, medens hun endnu forsvarede Lenin?! til Intellektuelle blev slagtet, som under alle rød-brune revolutioner!

Da revolutionens fæle propagandamaske blev revet af, måtte Emma gennem en frygtelig erkendelseskrise: »Mine gamle værdier havde lidt skibbrud, og selv var jeg blevet slynget over bord for at drukne eller svømme. Alt, hvad jeg kunne gøre, var at holde hovedet oven vande og sætte min lid til, at tiden ville føre mig på sikker grund« ^[4]. Emma var den type menneske, som dybsindigt overvejede menneskelig etik i modsætning til den demokratiske prototype.

Til sidst flygtede Emma til udlandet fra det sammenbrud af alle menneskelige værdier, som Marx' teoretiske værdier havde realiseret. Hun flygtede ikke fra revolutionen, for den var slået ihjel! (Uddybende læsning om den russiske revolution af anarkistisk oprindelse findes i Bent Johannesen »Den russiske kontrarevolution« Gyldendal 1983).

Anarkismen svigtede

Anarkismen er ikke utopi, hvis man ved begrebet utopi forstår et ikke realiserbart samfund. Men hvis man ved utopi forstår det optimalt tilønskelige samfund, så er det utopi ^[5].

Ud fra dette utopibegreb er fællesnævneren for de meget forskellige anarkistiske retninger det konsekvente »Opgør med forestillingen om repræsentations nødvendighed« – dvs den tankegang, at vi ikke er modne nok til at forvalte vore egne liv i fællesskab, og at vi derfor bør lade os forvalte af alle mulige formyndere ...« skriver den i Danmark bedste anarkistiske teoretiker Michael Helm i efterskriftet til »Anarkistiske erindringer« ^[6]. Dette er ikke en ubetydelig desavouering af Emmas lammelse i revolutionens Rusland.

Den stille accept af udviklingen i Sovjet fra en aktionsivrig Emma minder om hovedpersonens, i Albert Camus' »Den fremmede«, oplevelse af ikke at kunne påvirke livets gang. Modsætningen mellem Emma og den græske anarkist Alekos Panagoulis i Oriana Fallacis' »En mand« ^[7] er udtalt. Alekos handler og handler uafbrudt og skaber derved antipati mod oberstregimet i Grækenland.

Videre er der den ganske forskel, at Alekos som i Bernard-Henri Levys teminologi er konsekvent mod røde og brune diktaturer: »... et godt forhør i et hvilket som helst diktatur, til højre eller venstre, i øst eller vest, af i går eller i morgen er som et teatermanuskript med personer, der kommer og går efter en nøje indstuderet plan, og en instruktør, der dirigerer dem fra kulisserne ...« ^[8].

Alekos er individuel anarkist og Emma kommunistisk anarkist, og Helm er ikke glad for individualisme, som fx Benjamin Tucker »... Hvis ideer lå betænkeligt op ad liberalismens« ^[9]. Achilleshælen i Emmas anarkisme var handlingslammelse og en paralysering af Lenin som en anden Klaus Marin Mefisto med magt som Gud. I det mest afgørende øjeblik forrådte anarkismen idealerne med uhyggelige følger: Sovjet udryddede anarkisterne og gør det til stadighed, medens anarkister og libertarianere stadig er aktive i USA!

En alternativ strategi

En kollektivistisk og individualistisk alliance ville have muliggjort en mobilisering af kollektive anarkister, intellektuelle og de store masser af bønder, som ønskede privat landbrug. Anarkisterne kunne faktisk have (og det kan de stadig) lære af at alliere sig med individualistiske anarkister. Skabelsen af et pluralistisk samfund uden stat ville både muliggøre frivillige føderale kommuner, beskrevet af Kropotkin, foruden private. Et libertariansk samfund, som beskrevet af af filosoffen Robert Nozicks i »Anarchy, State and Utopia«, der på længere sigt tilstræber anarki. Det anarkokapitalistiske samfund og dets etiske principper muliggør alle mulige samlivsformer i kollektivistisk og individualistisk henseende, i modsætning til velfærdsstaten eksempelvis og det kollektivistiske anarkistiske samfund.

Etik og vold

Interessant er det, at Michael Helm forkuserer på etikken som møllehjulet i anarkismen og anfører, at anarkisme ikke er lig vold og terror. Det er sandt, for så vidt man taler om det anarkistiske samfund, men hvad med realiseringen heraf? Var det uetisk af Alekos at bekæmpe oberstregimet? Er direkte aktion og etik to integrerede principper? Ville direkte aktion af Emma mod Lenin ikke være i overensstemmelse med etikken?

Jerome Tuccille påpeger i »Radical Libertarianism« ^[10], at militante metoder moralsk kan accepteres ud fra libertarianske principper. Folk har retten til at forsvare sig mod overgreb: »The thesis here is that any law which violates an individuals natural right to the ownership of his own life and tiis own property is essentially unjust and immoral, and that the individual has a moral right to resist such laws« ^[11].

Indvendingen imod denne moral kan umiddelbart anskues af modstandere som en kontradiktion i forhold til økonomen, socialhistorikeren Murray N. Rothbards ikke-agressions aksiom: »Aggression defined as the initiation of the use or threat øf physical violence against the person or property of anyone else. Aggression is therefore synonymous with invasion« ^[12]. Rothbard opfordrer ikke direkte til vold, men gør det implicit, hvilket fremgår af følgende citat: »...He just as emphatically opposes government interference with property rights or with the free market economy through controls, regulations, subsidies, or prohibitions ... While opposing any and all private or group aggression against the rights of person and property, the libertarians see that throughout history and into present day, there has been one central, dominant and overridding agressor urion all of these rights. The state« ^[13].

Præcis statsakkumulation, som den eksempelvis foregår i Nicaragua, må få anarkister til at modarbejde denne umådelige cementering af en enevældig menneskefjendsk stat, som – når den i al sin vold og Graham-Greenske uhygge er udbygget - er umådelig svær at ændre. Konsekvensen er autonomiens forsvinden og det frie markeds reduktion til indgåelse af ægteskab eller så langt til en afskaffelse, hvilket var tilfældet i det kommunistisk regerede Kampuchea under Pol Pot. Dette er den til dato yderste konsekvens af planøkonomiens såkaldte moralgrundlag.

Om kampen mod statens akkumulering skriver en anden libertariansk filosof, David Friedman: ».. To destroy the system from the outside, whether by nonviolent or violent revolution« ^[14].

Læs hele Libertas Tidsskrift Nr. 4 her

Noter

1. Emma Goldman »Anarkistiske erindringer«. I udvalg ved Michael Helm. Borgen 1976, p.89
2. o.c. p.169
3. o.c. p.177
4. o.c. p.221
5. Ruddi Welzel »Det anarkistiske menneske«. Berlingske Leksikon Bibliotek 1979
6. Emma Goldman, p.25
7. Oriana Fallaci »En mand«. Gyldendal 1987
8. o.c. p.44
9. Emma Goldman, p.265
10. Jerome Tuccille »Radical Libertarianism-A New Politital Alternative«. Perennial Library Harper and Rovt 1971
11. o.c. p.98
12. Murray N. Rothbard »For A New Liberty- The Libertarian Manifesto«. Libertarian Review Foundation 1985
13. o.c. p.24
14. David Friedman »The Machinery of Freedom – A Guide to Radical Capitalism«. Arlington House Publishers. New Rochelle, New York 1978, p.206