Johannes Hohlenberg - en liberal dansk filosof - Frihedens Tænkere (6), Libertas Nr. 5
Johannes Hohlenberg - en liberal dansk filosof
Frihedens Tænkere (6)
Af stud. polit. Michael O. Appel
Libertas, nr. 5, 1988
Indledende bemærkning
Der er en arbejdslettende omstændighed ved at skrive om mennesker, der har givet udtryk for andet end pædagogisk respekt og uforbeholden beundring for den institution, der kaldes »staten«. Det arbejdslettende ligger i, at man kan benytte en standardindledning eller, hvis det går højt, danne variationer over temaet »Den lidet kendte ...«. For Johannes Hohlenberg er det endda mere berettiget med denne indledning end for så mange andre, og man kan jo spekulere over, hvorfor det er tilfældet. Nogen konspirationsteori er der næppe basis for. Der er ikke tale om nogen ignorering og fortielse af et forfatterskab, som man ved er betydningsfuldt og potentielt farligt. Muligvis var der tale om det, da H. levede. H. skrev efter krigen en række artikler om politikernes rolle under besættelsen og fremsatte meget konkrete anklager - men i dag er det endnu værre: I dag er den tankegang, der ligger i H.'s kritik af staten, fuldstændig fremmed og ligegyldig for de mange.
En repræsentativ figur for »de mange«, tidligere statsminister Anker Jørgensen, gav for nogle år siden en fremstilling af sin politiske filosofi: »Det er udtryk for demokratisk sindelag at gå i cowboybukser.« Når den fremherskende forståelse af, hvad et demokrati indebærer, er blevet til et spørgsmål om buksetype, så er H.'s synspunkter svære at forstå.
Men omvendt gælder det ikke, at buksetype-opfattelsen var H. ubekendt. H.'s ærinde og bekymring var individets stilling i et samfund, hvor demokratiet er udartet til flertalsstyre, dvs når det herskende forstår demokrati som en buksetype.
Skal man placere H. i en tradition, er det på grund af tema og stillingtagen nærliggende at forbinde ham med Tocqueville, von Humboldt, Sorel, Kierkegaard og »On Liberty«s Stuart Mill. Hayeks »The Road to Serfdom« blev allerede i 1946 oversat til dansk og må formodes at have givet anledning til nogen debat. I H.'s forfatterskab findes der kun en kort henvisning til denne bog; men dens budskab falder i høj grad sammen med H.'s
Bibliografi
Johannes Edouard Hohlenberg levede fra 1881 til 1960. Han var om nogen en polyhistor - skrev bøger og artikler om mange emner og personer. H. uddannede sig som maler, eller kunstmaler, som det vist hedder.
Selv blev jeg første gang gjort opmærksom på H. af min lærer i et kursus i politisk filosofi. Siden mødte jeg hans forfatterskab ved et kursus i yogafilosofi. Og havde jeg interesseret mig for Kheopspyramiden, ville jeg også have haft mulighed for at læse H.
De bøger, der har opnået størst udbredelse, er bøgerne om Søren Kierkegaard og dennes forfatterskab, hhv. »Søren Kierkegaard« (1940) og »Den Ensommes Vej« (1948).
Søren Kierkegaard har haft betydelig indflydelse på H. og hans politiske filosofi. Også Kierkegaard oplevede jo sin tids gadedrenge og deres buksetype-opfattelse.
H. skriver om Kierkegaard: »Han forstod derfor, sikkert som den eneste i sin tid, at langt vigtigere end at give folket en andel i statsstyrelsen, som altid måtte blive illusorisk, var det at sætte bestemte grænser for statens magt, dvs for det område, hvor det parlamentariske princip, flertalsstyret, overhovedet lod sig anvende.« (1963, s. 314).
H. lægger i sin Kierkegaard-biografi ikke skjul på overensstemmelsen mellem sine egne og Kierkegaards synspunkter på flertalsstyret. Fremstillingen af sin politiske filosofi, eller som han selv udtrykker det, sit »samfundsstudie« og sine »politiske betragtninger« sker dog særskilt med skrifterne Mellem Enevælde og Diktatur (1932) og Kampen Mod Staten - En Krog i Leviathans Næse (1947).
H. skrev desuden artikler til en række tidsskrifter: »Nye Tanker - organ for det Nordiske Tredelingsforbund«, der udkom i årene 1920 til 1922, og som han selv var redaktør af.
»Vidar - Nordisk tidsskrift for Åndsvidenskab« (1916-40), der ligesom »Nye Tanker« havde til formål at udbrede kendskabet til Rudolf Steiners ideer; H. var fra 1927 redaktør af dette tidsskrift.
»Det Frie Blad - Uafhængigt Retspolitisk Ugeblad« (1921-40), der blev udgivet af kredse omkring Retsforbundet. H.'s forhold til Retsforbundet var præget af betinget sympati: »Ved at koncentrere al magt under staten bygges et apparat op, som uvægerligt vil føre til et diktatur, enten af dem, der selv langsomt har bygget det op, eller af andre, som overtager det i fuldt færdig stand. Da Retsforbundet, såvidt jeg kan se, er det eneste parti, der har øje for denne fare, der truer på dette punkt, ønsker jeg det al mulig fremgang.« (Det Frie Blad, nr. 7, 1939, side 111). Sammesteds præciserer H. divergensen ved at kritisere, at Retsforbundet »... ikke går vidt nok i den principielle skelnen mellem statsopgaver, idet jeg anser statens område som begrænset til ordningen af retsforholdene mellem mennesker og disse forholds sikring, men i intet tilfælde som omfattende praktiske foretagender, selvom de nok så meget tjener almenheden.« At H. fremhæver ovennævnte som den centrale forskel mellem egne og Retsforbundets synspunkter, er ikke velbegrundet, idet H. selv i bøgerne (1932) og (1947) tillagde staten en rolle i tilfælde ud over retsforhold, fordi det angiveligt »tjente almenheden«.
Konsistent var H. derimod mht sit forhold til politiske partier og i sin opfattelse af partiernes funktion. H. tillagde de politiske partier den egenskab at fritage den enkelte fra at danne selvstændige meninger, og selvom H. havde en vis sympati for Retsforbundet, forskrev han sig aldrig til det. I forbindelse med grundlovsændringen 1953 viste H.'s selvstændighed sig ved en skarp kritik af Retsforbundets anbefaling af Grundlovsforslaget: »... dette forsøg på at sætte menneskene ud af spillet og udlevere dem til partipolitikerne«.
En række af artiklerne i ovennævnte tidsskrifter findes genoptrykt i essaysamlingen Den trange port - Naar saltet mister sin kraft fra 1948.
Fra 1947 til 1954 redigerede og udgav H. »Øjeblikket - Tidsskrift for økonomisk og åndelig frihed«. Det var i dette tidsskrift, at han - sammen med Peter Skov - skrev en række artikler om politikernes rolle før og under besættelsen og om den parlamentariske kommissions behandling af samme. Disse artikler findes genoptrykt i Ansigtet bag masken (1955). Diskussionen, der opstod i forbindelse med disse artikler, koncentreredes om eksistensen eller ikke-eksistensen af et Rostockmøde, hvor Himmler skulle have forhandlet med P. Munch om den danske regerings holdning. I forbindelse med H.'s politiske betragtninger er det væsentlige ikke de konkrete omstændigheder vedr. den danske regerings holdning før og under besættelsen: det væsentlige er H.'s påvisning af overensstemmelsen mellem nationalsocialismen og socialdemokratismen.
I »Øjeblikket«, 1. årg. nr. 2, skriver H. under overskriften »Nazismen er død! Nazismen leve!«: »Om de danske politikere, som efter den 5. maj i løbet af forbavsende kort tid manøvrerede sig tilbage til magten efter at have måttet undvære den i omtrent to år, kan det ikke siges, som det blev sagt om Bourbon'erne og om Stuart'erne, at de havde »intet lært og intet glemt«. De havde i en vis forstand både lært og glemt. De havde glemt deres holdning under besættelsen (eller ønskede i alt fald, at den skulle være glemt), og de havde af tyskerne lært, hvorledes man bedst benytter sin magt, når man har den, og sikrer sig at beholde den. I en anden forstand kan man sige, at de intet havde lært, eftersom de metoder, de tog op, var de samme, som de allerede i mange år havde fulgt, og som de nu havde set tyskerne anvende med større konsekvens og effektivitet.«
»Tanken om den totalitære stat: At alt, hvad der foretages af betydning i et samfund, skal ske ved staten, og at intet må ske, som ikke er sanktioneret og iværksat af den - at der ikke må findes noget privatliv, og at alle borgeres liv tilhører staten, som kan gribe ind med sine forordninger i det intimeste personlige liv, er ikke bare grundlaget for den fascistiske og kommunistiske samfundsordning, men ligger i selve statens idé. En hvilken som helst »stat« er i sit væsen totalitær og vil altid stræbe efter at virkeliggøre sit ideal i praksis; den kan kalde sig demokratisk eller aristokratisk eller hvad navn, den vil. Staten vil derfor altid være det enkelte menneskes (eller folkets) fjende. Demokratiets misforståelse er, at det har skabt den illusion, at statens og folkets interesser kan bringes til at falde sammen, at »staten er os alle«, som det hedder. Fascismen og kommunismen har demonstreret, hvad dette i virkeligheden betyder. Men illusionen består fremdeles, og vore demokratiske politikere gør alt for at opretholde den.
Grunden til, at forholdet ikke så let gennemskues, er, at den totalitære stat ikke nødvendigvis behøver at være ensbetydende med diktatur, hvis derved forstås, at al magt er koncentreret hos en enkelt mand - selvom dette altid vil blive resultatet, når linjen følges til ende. Den kan meget godt for en tid forenes med en demokratisk forfatning og praktiseres i parlamentariske former.«
Ligheder med Public Choice litteraturen
H.'s analyse af den politiske proces er i smuk overensstemmelse med Public Choice litteraturen. Dvs i overensstemmelse med den tilgang til studiet af demokratier, som Wicksell angav, og som Buchanan og Tullock gengav, og som den østrigske skole hele tiden gav. Denne tilgang er karakteriseret ved a) metodologisk individualisme og b) at menneskene også i den politiske proces gennemgående lægger større vægt på egen velfærd end andres; menneskene bliver ikke pludselig alvidende altruister, blot fordi de deltager i en politisk proces til forskel fra en markedsproces. Og menneskenes motiver for at deltage i den politiske proces har heller ikke ændret sig fra Enevældens tid til demokratiet: det eneste, der har ændret sig, er antallet af deltagere. Wicksell ironiserede over sin samtids finansvidenskab ved at påpege, at dens opfattelse af demokratiets deltagere svarede til en opfattelse af en despot som en algod karakter. En diktator, som ikke ville udnytte sin position som diktator - her i slutningen af det 20. århundrede - må det vist forekomme en hel del, måske en hel mængde, at være temmelig naiv. Flertalsstyre opfattes derimod lige så naivt som på Wicksells tid.
I H.'s bog Mellem Enevælde og Diktatur er den Wicksellske pointe indeholdt. Tiden mellem enevælde og diktatur er demokratiet. H. beskriver, hvorledes det kan udvikle sig i totalitær retning og få karakter af diktatur. Inden vi ser på dette aspekt, skal punkterne a) og b) uddybes.
Hohlenbergs metodologiske individualisme
H. ligner en del steder samfundet med en organisme; men det skinner klart igennem, at han ikke befinder sig vel ved dette billede. Med god grund; for dette billede er jo benyttet som retfærdiggørelse af minoriteters udslettelse under henvisning til »helhedens ve og vel« - dvs ikke blot af hensyn til majoriteten (helheden minus minoriteten), men af hensyn til en eller anden mystisk entitet ud over de indgående dele. H. er utryg ved at benytte billedet, fordi han nærer en instinktiv uvilje ved kollektive betegnelser; men for engangs skyld formår han ikke at give et formfuldendt udtryk for sine tanker. Sin individualistiske tilgang - om der er tale om metodologisk eller ontologisk individualisme, vil jeg overlade til andre at afgøre - udtrykker H. ofte og eksplicit: »Folket har ingen vilje. Kun den enkelte kan have en vilje. Folket er ikke et mystisk væsen med selvstændige meninger og viljesimpulser, men simpelthen flertalsformen af den enkelte. I stedet for »folket« burde man sige de enkelte eller hver enkelt.« (1947, side 11).
I dag, fyrre år senere, er det ikke tilstrækkeligt at tale om »hver enkelt« eller »hvert individ«. Kollektivismens ideologi har fået den absurde konsekvens, at man ikke mere forstås, hvis man taler om »den enkelte« eller om »individet«, men må sige »enkelt-individ«. Jeg tør dårligt tænke på, hvad det vil udvikle sig til af tilføjelser i løbet af de næste fyrre år.
[Billede med billedtekst: Søren Kierkegaard]
Den politiske proces
H.'s analyse af den politiske proces indeholder mange interessante betragtninger.
Det påpeges, at når vælgernes mulighed er indskrænket til et valg mellem partiprogrammer, så er flertalsreglen ikke velegnet til at afspejle vælgernes præferencer. »Et spørgsmål fx af kulturel art kan således få en afgørelse, som ingen eller kun et mindretal ønsker, fordi det i et partiprogram er kædet sammen med et spørgsmål af ganske anden art, som af flertallet anses for mere betydningsfuldt.« (1932, side 26).
Om politikernes motiver nærer H. ingen illusioner: »... alle partier vil i det væsentlige det samme og har samme interesser over for folket. For den enkelte borger kan det være ligegyldigt, om udbytningen sker i det ene eller det andet partis navn.« (1947, side 24).
Bureaukratiet, og bureaukraterne som vælgere, har H. også en ganske uromantisk opfattelse af. Formålet med at ansætte mennesker i den offentlige sektor er sikkert ud fra en forestilling om, at deres funktion er gavnlig. »Selv en skatteopkræver og en toldbetjent tror jo, at han udfører et nyttigt arbejde.« Men derudover har sådanne ansættelser den funktion, at »Staten kan på denne måde sikre sig en stadig voksende hær af trofaste, som altid vil være parat til at give den sin støtte og sine stemmer, fordi deres eksistens er afhængig af den.« (1947, side 34).
Konsekvenserne af statsintervention i markedsprocessen
Tidsskriftet »Øjeblikket« har som nævnt undertitlen »Tidsskrift for økonomisk og åndelig frihed«. Det er sjældent at møde forståelse for faren ved statsindgreb i, hvad der betegnes som økonomiske forhold, men måske netop fordi H. ikke var uddannet som økonom, forstod han, at »Uden økonomisk frihed kan åndsfriheden ikke opretholdes. De er to sider af det samme. Vejen fra valutakontoret til koncentrationslejren er ikke så lang, som mange tror.« (1947, s. 35).
H.'s analyse af konsekvenserne af statsintervention i det økonomiske liv, markedsprocessen, er i flere tilfælde meget skarpsynet. Det gælder eksempelvis kritikken af begrebet »planøkonomi«, når det anvendes som element i en argumentation for statsintervention. H. påpeger den propagandaeffekt, der meget virkningsfuldt er vredet ud af begrebet, men som er en falsk beskrivelse af virkeligheden. I virkeligheden er det ikke sådan, at statsintervention gør planlægning meget vanskelig, fordi »dybtgående indgreb i priser, produktion og arbejdsforhold« altid skaber konsekvenser langt ud over, hvad det fra først af ser ud til, og hvad det er muligt at overse, og staten stilles derfor bestandig over for nye vanskeligheder og drives videre til nye tvangsforanstaltninger. Dette kaldes så planøkonomi.« (1947, s. 37). Ligheden med argumentation fremført af den østrigske skole er slående.
Det totalitære »demokrati«
H. påviser, at demokratiet, forstået som flertalsstyre, vil resultere i et totalitært samfund. Det gør H. ved at henvise til den historiske udvikling af statsbegrebet fra enevælde til folkestyre.
»Den udvikling, som statsbegrebet herved kom til at gennemgå, var af overordentlig farlig natur. Før var det bundet til kongen og var dermed vel forankret på jorden og havde menneskelige grænser. Nu blev det knyttet til en fiktion og svævede op til overjordiske højder og mistede alle bestemte grænser. Staten blev et overjordisk væsen, et mål i sig selv, som mennesket var værgeløst prisgivet«. »... mod den demokratiske stat gives der ingen beskyttelse. Mod den er den enkelte fuldstændig værgeløs, fordi den teoretisk handler i hans eget, 'folkets' navn.« (1932, s. 12).
De totalitære tendenser vil vise sig ved en stigende ensretning af åndslivet. Mest fremtrædende vil ensretninger være inden for undervisningsområdet, hvor lærestoffet vil blive benyttet som propagandamiddel. Et af de forhold, der medfører denne udvikling, er, at »Selv om de vigtigste kulturelle organer, universitet, kunstakademi, musikkonservatorium, teatre, bogforlag etc. nominelt er uafhængige, er udvælgelsen af de personligheder, som når frem til de ledende stillinger, dog ikke uafhængig af de tendenser, som officielt er accepteret og begunstiget af de herskende partier.« (1932, s. 49).
Som tiden er gået, er også den formelle uafhængighed forsvundet, og det er jo den logiske følge af den kollektivistiske opfattelse af demokratiet: hvorfor dog beskytte folket mod folket!
Tregreningsopfattelsen
I sin analyse af samfundet benytter H. en opfattelse, der er blevet fremført af Rudolf Steiner. Ifølge denne opfattelse kan samfundet karakteriseres ved tre hovedfunktioner (»Dreigliederung«): Et økonomisk liv, et retsligt-politisk liv og et åndsliv. Hvert liv eller hvert område har ifølge denne opfattelse sin bestemte karakter og kræver ganske forskellige betingelser for at kunne udfolde sig i overensstemmelse med sin natur.
I H.'s udformning er denne tregreningsopfattelse et analyseredskab, men også en beskrivelse af samfundet.
H. tillægger hver af de tre funktioner en natur og bestemmer derudfra, om statsintervention er berettiget.
»Kun på denne måde, ved at sondre mellem de tre væsentlige funktioner i den enkeltes liv og i samfundslivet, og ved at lægge suveræniteten der, hvor den efter hver enkelt funktions natur hører hjemme, er det muligt at give abstraktionen »folket« et konkret indhold. I alt, hvad der angår åndslivet, er folket den enkelte. [Dvs suveræniteten lægges hos den enkelte]. I det økonomiske liv er folket de enkelte grupper, som mødes i interessemodsætninger og interessefællesskab, og kun i sager, der angår alle på samme måde, er det flertallet.« (1932, s. 20).
H. henviser til de tre funktioners »natur« og mener med dette begreb, hvad der karakteriserer deres måde at fungere på. Metoden til at bestemme deres natur er simpelthen at studere, hvorledes de fungerer.
Når statsintervention afvises inden for åndslivet, er det, fordi åndsliv er karakteriseret ved at være uforeneligt med tvang.
[Illustration: tegning med teksten "THE END OF ... IS NEAR" - billedtekst delvis ulæselig på scanningen]
Konstitutionelle ændringer
I forlængelse af de tidligere nævnte punkter a) og b), der karakteriserede Public Choice-tilgangen, kan tilføjes et punkt c): Fokusering på betydningen af den konstitutionelle orden. Også dette punkt beskæftigede H. sig med, og i Kampen mod Staten fremlægger han en ny grundlov, der skal opfylde en grundlovs generelle formål: »Grundloven er folkets værn mod dets styrere, borgernes forsvar mod staten.« (1947, s. 87).
Dermed bliver grundloven i overensstemmelse med H.'s opfattelse af, hvad et demokrati bør være: Et samfund, hvor staten har den begrænsede, men vigtige opgave, at beskytte mennesker mod overgreb fra andre mennesker.
Jeg vil ikke komme ind på den konkrete udformning, H. giver sit udkast til en ny grundlov, men vil i stedet i næste afsnit se på de overvejelser, der ligger bag denne positive del af H.'s politiske betragtninger.
Men - kunne man spørge - hvorledes afgøres det, om det er godt i etisk forstand, at der er overensstemmelse mellem funktionens natur og placeringen af suveræniteten?
Et muligt svar ville være at henvise til nogle naturrettigheder (som så igen skulle begrundes osv), men H.'s anvendelse af begrebet »natur« sker ikke som et naturrettighedsbegreb. H. giver ikke noget svar på spørgsmålet og foregiver heller ikke at gøre det. Muligvis ville han benægte, at man kan finde et endeligt svar. Det, der ligger underforstået i hans argumentation, er, at påpegningen af nogle »oplagte« negative/uantagelige konsekvenser må være tilstrækkelig argumentation.
Det er på dette punkt meget nærliggende at drage paralleller til konservativ politisk filosofi. Der er lighedspunktet med fx Burke's afvisning af evig- og allestedsgyldige naturrettigheder. Denne afvisning kan være udtryk for en sund skepsis over for fine systemer, abstraktioner, der helt glemmer virkeligheden.
Problemet for konservativ politisk filosofi har været og er stadig, at den medfører en moralsk relativisme og anvendelsen af andre abstraktioner - ofte begge dele i sammenhæng. Dette problem opstår også for H. Lige så stærkt de negative konsekvenser af statsintervention påvises på det åndelige område og til dels på det økonomiske livs område - lige så svagt står den positive beskrivelse af det økonomiske liv, fordi virkelighedsbenægtende abstraktioner indtager scenen.
(Spørgsmålet om det retslige-politiske liv, hvor H. tildeler staten suveræniteten, undlader jeg at behandle - det vil føre for vidt her at komme ind på spørgsmålet om minimalstat contra anarki).
Som tidligere nævnt konkluderer H. på baggrund af sin analyse af de pågældende områder, at på det økonomiske livs område skal suveræniteten lægges hos »de enkelte grupper, som mødes i interessemodsætninger og interessefællesskab.«
Men i forlængelse af den interessante pointe vedr. menneskets begrænsede viden hænger argumentationen ikke sammen: »Ethvert menneske og enhver gruppe af mennesker kan kun overskue en del af det, så langt hans interesser rækker, og kun her er han berettiget til at råde. Suveræniteten bliver her altså af en anden art end på samfundslivets to andre områder« ... »Der er altså på dette område ikke tale om individernes suverænitet, men om de til enhver tid i interessefællesskab forbundne gruppers suverænitet.« (1932, s. 18).
Overførslen af suverænitet fra individ til gruppe sker helt ulogisk, og H. berører ikke konsekvenserne af den. Ganske vist vil individer i det økonomiske liv ofte være en del af en organisation: men det medfører ikke, at individets suverænitet er opgivet. Fx kan det stadig forlade organisationen. Når suveræniteten lægges hos gruppen, så må det indebære, at individet kan nægtes dette ønske. For at begrebet suverænitet skal have mening, kan det fx blot betyde, at et individ er nødt til at møde på en bestemt tid om morgenen for at få udbetalt sin løn - overførslen af suverænitet må indebære, at gruppen kan tvinge individet.
Tvinge individet til hvad? Ja, i første omgang, tvinge individet til at overgive sin suverænitet. Men en sådan aktivitet er jo netop en politisk, en statslig aktivitet.
Det benægter H. ganske vist. Han forestiller sig, at disse grupper danner et »sammenhængende net af associationer, der knyttes fra sted til sted mellem producenter, forbrugere og handlende ...« »... som, fordi ingen politisk instans kan blande sig ind, kan foretage deres overvejelser og beslutninger på rent sagligt grundlag, vil være det eneste middel til at løse de konflikter mellem produktion og konsum, mellem producentinteresser og forbrugerinteresser, mellem høje og lave priser, som under de nuværende forhold fører til så forrykte og indbyrdes modstridende foranstaltninger, og at alene de vil kunne bringe orden i valutaforhold, i kapitalens cirkulation, i kreditforhold.« (1932, s. 38).
H. forestiller sig, at »kræfternes frie spil« (hvad der vist må tolkes som markedsprocessen) medfører en række problemer, som den ikke selv løser, og som statsintervention heller ikke kan løse; men som disse associationer så løser. Hvorledes dette sker, er uforklaret - en nærliggende tanke er selvfølgelig, at ovennævnte problemer (for så vidt det giver mening at tale om problemer) løses gennem markedsprocessen; men i så fald ville der ikke være tale om nogen overgivelse af suverænitet. Og da H. forestiller sig en overgivelse af suverænitet, er det ikke en markedsproces, han tænker på.
Sker der en overgivelse af suverænitet, så hjælper H.'s forsikring om, at ingen politisk instans kan blande sig, ikke - for så er det politik.
Afsluttende bemærkning
De begrænsninger, der er i H.'s betragtninger, og som er fremhævet i forrige afsnit, bør ikke afholde nogen fra at læse ham selv. Selvom jeg har bestræbt mig for at give fyldige citater, går der naturligvis noget tabt, når der kun præsenteres uddrag.
Henvisninger
Med en enkelt undtagelse kan alle kilderne identificeres ved hjælp af bibliografi-afsnittet. Undtagelsen er citatet vedr. Søren Kierkegaard, der ikke stammer fra førsteudgaven af H.'s bog Søren Kierkegaard, men fra et oplag fra 1963.
Om Johannes Hohlenberg kan anbefales:
Oskar Borgman Hansen: En kritiker og tidens krise, kronik i Morgenavisen Jyllands-Posten, 5. august 1981.
Jacob Paludan: Litterært selskab, 1956.
[Boks samme sted på siden:]
GÆTTEKONKURRENCE
Hvem har sagt dette?
»Intet uden staten, alt med staten, og fremfor alt intet mod staten.«
- Lenin
- Benito Mussolini
- Ritt Bjerregaard
