I DJÆVLENS VOLD, Libertas Nr. 1-2
Af Bernard-Henri Lévy Gyldendal 1986, 288 sider, 228 kr.
Anmeldt af Peter Kurrild-Klitgaard September 1987
Bernard-Henri Lévy hører til blandt Frankrigs såkaldte "Ny-filosoffer". Denne gruppe af tidligere radikale venstre-intellektuelle har i de senere år - efter en oplevelse af, hvad socialisme egentligt betyder - vist sig at være forholdsvis fri- og demokrati-orienterede.
"I Djævlens vold" blev i Frankrig ved sin udgivelse i 1985, en kolossal succes. Den kom på "bestseller-lister" samtidig med den franske oversættelse af Ayn Rands "The Fountainhead" ("Kilden"), og sammen erobrede de den franske offentlighed. Lévy er blevet endnu mere populær i Frankrig end inden udgivelsen og nyder en enorm anseelse. Han fremhæves som den virkelige eksponent for den "nye bølge" i fransk intellektuel verden. Han fremføres endog som et kommende politisk talent, der muligvis i fremtiden vil gøre sig gældende her. Tiderne skifter ... På begge sider af Rhinen ...
I bogen - der i undertitlen har "Et forsvar for de intellektuelle" - tager Lévy afstand fra mange af sine gamle fortrolige. Han giver samtidig en sociologisk-historisk beskrivelse af og analyse af de intellektuelles rolle i det 20. århundrede. Og denne rolle har hovedsagelig været negativ. Bogens tre første afsnit beskriver på en noget lovlig diffus og tidsfordrøvende måde - om end morsomt og velskrevet - de "modernes" (de intellektuelles) egenskaber, udvikling og forfald. Det fjerde, og sidste afsnit, er derimod en ganske god afslutning, der er skrevet med en passioneret omtanke, der ikke ofte ses. Det er ikke så mærkeligt, at netop det afsnit blev opfattet som provokerende i venstre- og marxistiske kredse. Samtidig bliver der i dette afsnit trukket en række paralleller og analogier, mellem Frankrig og Nazi-Tyskland, der bestemt heller ikke er uden fornøden skarphed.
Lévy begynder med at stille spørgsmålet om, hvorfor den franske modstandsbevægelse efter 2. verdenskrigs slutning - blot et år efter sejren - kunne lade sig trække ind i apologi for verdens værste despoter? "Hvorfor har de intellektuelle lige fra tiden omkring befrielsen været mere tilbøjelige til at gå i rette med Vichy-regimets bagmænd end med stalinisternes medløbere?" Han kalder det hele "Vichy-syndromet" og mener ikke, at der findes et bedre svar på dette paradoks, end det man finder i "den simple kendsgerning, at nazismen var tabt, imens stalinismen vandt sejr."
Videre mener Lévy, at dette "Vichy-syndrom" stadig hjemsøger Frankrig i dag i forbindelse med en stadig antisionisme og latent antisemitisme - som vi - desværre - kender det også i vort eget land. Hertil kommer et "antifascistisk hysteri", der af Lévy karakteriseres med stor ironi, når han stiller spørgsmålet: "For når alt kommer til alt, kan du så fortælle mig, hvornår du, og hvor du har mødt, set eller blot forstillet dig en levende fascist?" Og netop denne franske selvkritik fylder hele det sidste afsnit, hvor forfatterens harme over en genopslugen af forfejlede "teorier" skinner igennem på hver side.
Alle disse udpegede forfaldsmekanismer, denne analyse af de "modernes" korrumpering fra autonome intellektuelle til afhængige, ukritiske soldater for staten, foranlediget Lévy til at slutte bogen med ordene: "Vi ved endelig ikke længere nu til dags, hvad en "intellektuel" er. Men vi ved, hvad han har været. Vi ved, hvad han stadig burde være. Vi ved med andre ord, hvad han ikke længere er og aldrig mere må blive. Og det er derfor, efter at have læst disse sider, og denne meget frie og sikkert undertiden noget hensynsløse bog, vil jeg blot sige til alle dem, der som altid vil finde det praktisk, at dette lærestykke stadigvæk fortsætter: Selv om I, fra nu af, aldrig nogen sinde kan foregive, som I med undtagelse på Dreyfus-sagen altid har gjort, at I ikke forstod." Der er trods alt langt væk fra Marx til BHL, som han undertiden kaldes. Men der er også langt til et radikalt frihedsorienteret individmenneske. Lévy kan ikke "godtage" totalt liberalistiske og "uetiske libertarianere" som Rothbard, Rand m.fl., og kan således ikke omfattes som en egentlig liberalist. Ikke desto mindre er hans "historiske" analyse af socialisternes intellektuelle stagnation interessant læsning, og den er berettiget til delvis at anbefales som relevant håndbog i forhold til at forstå udviklingen frem til "ny-liberalismen" i Vesteuropa.
