Hvad var den liberale internationale orden? Hvad kommer bagefter?
Anders Wivel, Professor I International Politik ved Institut for Statskundskab, Københavns Universitet udgivet i Libertas Nr. 89
Det er ikke første gang, at den liberale internationale orden er i krise og til debat. Men i modsætning til tidligere kriser udfordres den i dag af USA – den stormagt som siden Anden Verdenskrigs afslutning har taget hovedansvaret for dens opbygning, vedligeholdelse og udvidelse. Artiklen identificerer hovedelementerne i den liberale internationale orden, forklarer hvori krisen består, og diskuterer hvad der kommer bagefter.
"Krigen i Ukraine er en overlevelsestest for en 75 år gammel ide", skrev den amerikanske journalist Damien Cave i New York Times den 4. marts 2022, kort tid efter Ruslands invasion: "at liberalt demokrati, amerikansk magt og frihandel kan skabe forudsætningerne for fred og global velstand." Mens kritikere og fortalere strides om konsekvenserne af den liberale internationale orden og dybden og karakteren af den nuværende krise, så er få uenige i, at den orden, som USA tog hovedansvaret for at grundlægge, udvikle og udvide fra Anden Verdenskrigs afslutning og frem, nu er i krise.
Præsident Trumps anden præsidentperiode har ligesom den første medvirket til at tydeliggøre både krisen og den betydning, som den liberale internationale orden har haft for både stabilitet og udvikling i det internationale system siden Anden Verdenskrigs afslutning. Med det udgangspunkt søger artiklen at besvare tre spørgsmål: Hvad var den liberale internationale orden? Hvad er krisen i den liberale internationale orden? Hvad kommer efter den liberale internationale orden?
Hvad var den liberale internationale orden?
Den liberale internationale orden er blevet forstået som et rationelt og funktionelt svar på de teknologiske, økonomiske og politiske udviklinger, som fra 1800-tallet førte til større interaktion på tværs af og mellem stater og dermed øgede behovet for mellemstatslig koordinering og udbud af offentlige goder i det internationale samfund. Den mest markante repræsentant for denne tolkning er Princeton-professoren G. John Ikenberry, der siden 1990erne har markeret sig som den mest fremtrædende fortolker og forskningsbaserede forsvarer af fordelene ved denne orden. I Ikenberys tolkning er det sandsynligt, at nogle af de elementer, som i dag kendetegner den liberale orden, også vil være en del af fremtidige ordner - simpelthen fordi de tilbyder de mest omkostningseffektive, robuste og legitime løsninger på internationale problemer, som er praktisk mulige i et statssystem, Ikenberry (2018; 2025). Det gælder variationer af kollektiv sikkerhed, frihandel, og institutionelt forhandlede og sanktionerede internationale aftaler.
En anden tolkning knytter den liberale internationale orden til den amerikanske politiske elites forståelse af det internationale samfund og særligt USA's rolle. En af de mere radikale udgaver af dette argument finder vi hos University of Chicago-professoren John Mearsheimer, der tolker den liberale internationale orden som et post-Kold Krigs fænomen knyttet til elitens fortolkning af USA's interesser som enesupermagt, Mearsheimer (2019). Hos Mearsheimer er den liberale orden således en legitimeringsstrategi eller måske snarere et selvbedrag blandt amerikanske beslutningstagere, der har svært ved at tolke deres egne handlinger som magtpolitik.
Endelig indtager den nu afdøde Harvard professor Joseph S. Nye en mellemposition. For Nye er liberalisme og realisme ikke modsætninger i opbygningen af den liberale internationale orden, men snarere hinandens forudsætninger: troen på, at de liberale værdier, som de selv tog udgangspunkt i, udgjorde det bedste udgangspunkt for at varetage amerikanske interesser, var drivkraft for den liberale ordens tidligere arkitekter Franklin Roosevelt og Harry Truman, Nye (2019). Både tolkninger der betoner betydningen af de amerikanske beslutningstagere og udviklingen af det internationale system har en pointe. Politiske, økonomiske og teknologiske udviklinger skabte både forudsætningen og behovet for en international orden, der rakte udover staternes militære magtpolitik, men den særlige liberale orden var betinget af USA's evne og vilje til at indtage rollen som liberal hegemon.
Når det gælder tidsfæstelsen af den liberale internationale orden, ser vi den i al væsentlighed blive opbygget mellem de vestlige lande under Den Kolde Krig og herefter -- i begyndelsen med nogen succes -- forsøgt udvidet både i dybden og bredden efter Den Kolde Krigs afslutning. Den internationale politiske debat om den liberale internationale orden spores ofte tilbage til den amerikanske præsident Woodrow Wilsons tale til den amerikanske kongres 8. januar 1918, hvor han i 14 punkter skitserede principperne for en varig fred efter Første Verdenskrig, Wilson (2018). Mens nogle af punkterne forholdt sig konkret til territorielle spørgsmål som tilbagetrækning af fremmede tropper fra Rusland, en reintegration af Alsace-Lorraine i Frankrig og serbisk adgang til havet, så formulerede andre dele af talen en ny vision for den internationale orden med tydelig inspiration fra liberal tænkning. Baggrunden for talen var et omfattende analysearbejde udført af en større gruppe eksperter under ledelse af præsidentens udenrigspolitiske rådgiver, Edward M. House, der havde fået til opgave at analysere, hvordan krigen kunne afsluttes og identificere betingelserne for den efterfølgende internationale orden. På den baggrund introducerede talen i tillæg til de meget konkrete forslag for en fredsslutning også principper om frihandel, national selvbestemmelse og oprettelsen af en fælles international institution for fredelig konfliktløsning.
Præsident Wilsons vision trak særligt på Immanuel Kants Den Evige Fred (1795), der havde tjent som inspiration for dele af britisk udenrigspolitik under George Canning og Lord Palmerston i 1800-tallet. Senere kom de samme ideer, med inspiration fra Wilsons tolkning, til at tjene som inspiration for den liberale internationale orden, som USA i samarbejde med deres allierede opbyggede efter Anden Verdenskrig, Nye (2019). Kant og de britiske og amerikanske politikere, som fandt inspiration i hans værk og ideer, tog udgangspunkt i en forståelse af international politik som dynamisk. International politik var præget af både fremskridt og tilbageskridt. For Kants politiske efterfølgere var det derfor både vigtigt og muligt, at arbejde for en orden, der rummede mulighed for fredelig forandring. Dette stod i modsætning til den magtpolitiske realistiske skole, der med udgangspunkt i Rousseau og Hobbes præsenterede en cyklisk forståelse af international politik, hvor staterne på grund af det internationale systems anarkisk struktur er fanget i et fokus på overlevelse og national sikkerhed gennem selvhjælp, Amstrup (1992).
Hovedtanken hos de amerikanske politikere, som efter Anden Verdenskrig tog udgangspunkt i Wilsons Kantiansk inspirerede vision, var, at en orden, som både var fredelig og havde plads forandring, måtte bygges på tre principper. For det første en demokratisk fred. Liberale demokratier blev anset for at være mindre tilbøjelige til at gå i krig end andre regimer - ikke mindst, fordi de politiske beslutningstagere blev holdt ansvarlige af den befolkning, som typisk ville bære omkostningerne ved krig. For det andet en kommerciel fred baseret på logikken om, at lande gennem handel opbygger en velstand og gensidig afhængighed, der mindsker incitamenterne til krig. For det tredje en institutionel fred, hvor de deltagende stater binder sig til fælles regler og aftaler og accepterer at overholdelse overvåges og håndhæves gennem internationale organisationer og at uenighed løses gennem diplomati snarere end krig.
Disse ideer fandt en uperfekt oversættelse i amerikansk udenrigspolitik efter Anden Verdenskrig, hvor den såkaldte liberale internationalisme nød bred opbakning blandt USA's politiske beslutningstagere. Hovedtanken var at USA's nationale interesser blev varetaget bedst ved at opbygge en international orden, der fremmede markedsøkonomi, liberalt demokrati og samarbejde i internationale organisationer. USA påtog sig derfor rollen som liberal hegemon i Vesten: en stormagt, der var villig til at udbyde en række offentlige goder til det internationale samfund og samtidig gennem sit aktive bidrag få mulighed for at præge den nye orden med sine egne interesser og værdier. Under Den Kolde Krig var rationalet, at en vestlig liberal international orden ville knytte USA's allierede tæt til supermagten og skabe en økonomisk vækst, der ville gøre de europæiske og nordamerikanske samfund politisk og økonomisk robuste nok til at modstå Sovjetunionen. Efter Den Kolde Krig var ambitionen at udvide den vestlige liberale orden til en "ny verdensorden". USA var på basis af sin overvældende økonomiske og militære magt i stand til at sætte en global politisk dagsorden.
Hvad er 'krisen' i den liberale internationale orden?
Krisen i den liberale internationale orden er blevet tolket som resultatet af en dobbelt udfordring. 'Udefra' er den liberale internationale orden udfordret af en række lande, der argumenterer mod både de værdier, der lægger til grund for den liberale internationale orden og den konkrete implementering af disse værdier i praktisk politik. Argumentet fra Kina, Rusland og en række lande i det Globale Syd er, at en fortsat uddybning af den liberale internationale orden, herunder principper om beskyttelse af civilbefolkninger mod deres egne regeringer, griber ind i landenes suverænitet og udgør en slags idepolitisk nykolonialisme uden respekt for andre kulturer end Vestens. Denne udfordring understøttes af en aktiv kinesisk udenrigspolitik med fokus på at opbygge økonomiske og institutionelle alternativer til den liberale orden. 'Indefra' udfordres den liberale internationale orden af en række højre- og venstrepopulistiske bevægelser, der argumenterer for, at den liberale internationale orden har medført en økonomisk, politisk og kulturel marginalisering af dele af de vestlige landes egne befolkninger. Der er dog intet nyt i, at der findes både vestlige og internationale kritikere af den liberale internationale orden. Under Den Kolde Krig arbejdede Sovjetunionen målrettet for at afslutte denne orden og store dele af den europæiske venstrefløj argumenterede for, hvad de opfattede som forskellige socialistiske alternativer.
Den nuværende krise adskiller sig først og fremmest fra tidligere kriser og udfordringer ved at være en ledelseskrise. Mens USA i tidligere kriser tog ansvar for en fortsat udbygning af den liberale internationale orden, så er den amerikanske administration i dag klar til at begrænse og på væsentlige områder svække den liberale internationale orden. Krisen har både magtpolitiske og idepolitiske aspekter. Forudsætningen for USA's liberale internationalisme var dobbelt: Vilje fra de politiske beslutningstagere og magt til at føre politikken ud i livet. I dag mangler både magten og viljen. USA er fortsat verdens stærkeste magt, ikke mindst militært, men både USA og Vesten fylder mindre end tidligere befolkningsmæssigt, økonomisk og politisk. Siden Barack Obamas præsidentperiode (2009-2017) er USA "abdiceret" som liberal hegemon og har sigtet mod en mere tilbagetrukket rolle i international politik (Kristensen 2017). Obama arvede som præsident de mislykkede krige i Afghanistan og Irak, og hans politik var et opgør med Præsidents George W. Bushs såkaldt neokonservative politik, der med sin "Wilsonianism in boots" søgte at forfølge ønsket om at udbrede en liberal international orden med militære virkemidler, Ikenberry (2004). Krigene var med til at tydeliggøre omkostningerne ved USA's globale engagement samtidig med at USA's europæiske allierede frem til Ruslands invasion af Ukraine og særligt frem til den amerikanske trussel om et betydeligt mindre engagement i europæisk sikkerhed i 2025 viste sig uvillige til at øget bidraget til deres eget forsvar markant. Samtidig blev den liberale internationale orden i nogen grad offer for sin egen succes, særligt når det gjaldt handelspolitikken. Den betydelige styrkelse og udvidelse af frihandelssamarbejdet op gennem 1980erne, 1990erne og 2000erne betød i første omgang en styrkelse af den liberale internationale orden, men samtidig at en række nye magter fik væsentlig indflydelse på samarbejdets fremtid. Det førte til et magtskifte og fragmentering i handelssamarbejdet og øget anvendelse af økonomiske midler i staternes magtkonkurrence, Sinha (2025).
Tilsammen medførte disse udviklinger et skift i den amerikanske udenrigspolitiske debat, hvor den liberale internationale orden ikke længere fremstod som instrument for amerikansk indflydelse og interesser, men snarere som en trussel om den almindelige amerikaners velstand. På den baggrund er amerikansk udenrigspolitik siden 2015 eksplicit blevet formuleret som en politik, der skal komme den amerikanske middel klasse til gode, Gawthorpe (2022). Mens denne politik for præsidenterne Obama og Biden var forsøg på at demonstrere for de amerikanske vælgere, at den liberale internationale orden, fortsat var en relevant ramme for amerikansk interessevaretagelse, så er Trump administrationens tilgang en anden: USA skal ikke længere være liberal hegemon, men i stedet indtage rolle som en 'almindelig' stormagt uden særligt ansvar for eller interesse i udbredelsen af universelle liberale værdier.
Hvad kommer efter den liberale internationale orden?
Det er næppe muligt at vende tilbage til den liberale orden, som vi har kendt den i hvert fald siden Den Kolde Krigs afslutning. Men hvad kommer så i stedet for? En stor del af de mange forskelligartede bud i den aktuelle debat har argumenterer for, at den kommende orden hverken i ambition eller implementering være lige så global som den nuværende. En del af litteraturen taler (forholdsvis) optimistisk om en "multiorden" Flockhart (2016) eller "multiplex" verden, Acharya (2017), hvor dele af den nuværende liberale orden i forskelligt omfang lever videre i en række sideordnede, primært regionalt baserede ordner. I denne forståelse vil den gamle ordens kerne af markedsøkonomiske liberale-demokratier således kunne udgøre sin egen orden og måske ovenikøbet styrke både den politiske og økonomiske liberalisme i en situation, hvor regler og praksisser ikke længere skal forhandles med il- og antiliberale regimer. En vision kunne være, at landene indenfor denne orden arrangerer sig i klynger af minordener med forskellig grad af økonomisk og politisk liberalisme, og et optimistisk bud på fremtiden kunne være, at en eller flere af disse liberale miniordener med tiden vil tiltrække flere og flere medlemmer, som ønsker at få del i den økonomiske vækst og politiske frihed og dermed udgøre kimen til en ny, liberal international orden.
Andre ser stormagtspolitik som en mulig blokering for en multiorden eller multiplex verden og taler mere pessimistisk om en indflydelsessfæreorden drevet af stormagternes nationale interesser og med kun begrænset plads til international værdipolitik, Wivel (2025). Denne type af orden vil sandsynligvis kunne være relativt stabil og med begrænset stormagtskonflikt, da den baserer sig på en deling af verden mellem stormagterne, men samtidig består af flere parallelle, relativt hierarkiske ordener med begrænset handlerum for de mindre stater og ringe muligheder for indflydelse i andre sfærer, end den man befinder sig i. Men produktions- og handelsmønstre organiseret efter politiske sfærer vil den samtidig opgive vækst og velstand for stormagtskontrol.
Udover en mindre global orden peger flere også på, at en større variation af aktører vil have afgørende betydning end i den nuværende statsbaserede orden. Det gælder både aktører, der fungerer sideløbende som instrumenter for stormagterne og som kommercielle og militære aktører som eksempelvis det russiske Wagnergruppen, multilaterale teknologivirksomheder med dominerende markedspositioner, i visse tilfælde også indenfor kritisk infrastruktur, og forskellige typer af netværk og kulturelle og religiøse bevægelser. Denne udvikling trækker i nogen grad i modsat retning af regionaliseringstendensen, da disse aktører arbejder på tværs af regioner og oven nogle af dem ovenikøbet globalt.
Endelig er det værd at bemærke, at mange af de karakteristika, som vi forbinder med den liberale internationale orden, fortsat vil eksistere. Staterne vil fortsat udgøre de mest magtfulde aktører, og det internationale system vil fortsat være præget af en række logikker, der følger af fraværet af et legitimt voldsmonopol, herunder både frugtbar konkurrence og farlig rivalisering. Nye handelsaftaler vil blive indgået i forsøg på at kompensere for højere toldsatser og en række FN-organisationer vil fortsætte deres arbejde.
Konklusion
Den liberale internationale orden har bestået langt sværere tests end Ruslands krig i Ukraine, ikke mindst under Den Kolde Krig. Men i modsætning til tidligere ser ledende amerikanske politikere ikke længere et sammenfald mellem USA's nationale interesser og en fortsat opretholdelse og udbygning af den liberale internationale orden. Joseph S. Nye, pegede under Trumps første præsidentperiode på, at mens meget af den politiske og akademiske opmærksomhed, ikke mindst i USA, fokuserer på risikoen for, at en magtpolitisk konkurrence mellem USA og Kina vil føre til en stormagtskrig, den såkaldte Thukydids Fælde, så er et mere sandsynligt scenarie, at hverken USA eller Kina ønsker at påtage sig et lederskab, der rækker ud over snævre nationale interesser. Med udgangspunkt i den økonomiske historiker Charles Kindlebergers analyse af den økonomiske krise i 1930erne og årsagerne til Anden Verdenskrig, identificerede Nye, hvad han kaldte Kindlebergers Fælde: et internationalt system præget af ustabilitet og konflikt, fordi ingen tager ansvar for at sikre udbuddet af offentlige goder som økonomisk stabilitet, sikkerhed og frihandel. Mens en række mindre lande vil kunne gå sammen i liberale miniordner som beskrevet ovenfor, så vil disse forblive sårbare overfor international ustabilitet og stormagtskonflikt.
Litteratur
Acharya, Amitav (2017): "After liberal hegemony: The advent of a multiplex world order" Ethics & International Affairs 31(3), 271-285.
Amstrup, Niels (1992): "Anarki versus orden. Rousseau og Kant om international politik" Politica, 24(3), 310-323.
Flockhart, Trine (2016): "The coming multi-order world" Contemporary Security Policy, 37(1), 3-30.
Gawthorpe, Andrew (2022): "Taking US foreign policy for the middle class seriously" The Washington Quarterly, 45(1), 57-75.
Ikenberry, G. John (2004): "The end of the neo-conservative moment" Survival 46(1), 7-22.
Ikenberry, G. John (2018): "The end of liberal international order?" International Affairs, 94(1), 7-23.
Ikenberry, G. John (2025): "Liberalism, Institutional Statecraft, and International Order", i T.V. Paul, Anders Wivel og Kai He (red.) International Organizations and Peaceful Change in World Politics. Cambridge: Cambridge University Press, 55--77.
Kant, Immanuel (1995 [1795]): Ti1 den evige fred. København: Gyldendal.
Kristensen, Peter Marcus (2017): "After abdication: America debates the future of global leadership" Chinese Political Science Review, 2(4), 550-566.
Mearsheimer, John J. (2019): "Bound to fail: The rise and fall of the liberal international order" International Security, 43(4), 7-50.
Nye Jr., Joseph S. (2017): "The Kindleberger Trap" Project Syndicate, https://www.project-syndicate.org/commentary/trump-china-kindleberger-trap-by-joseph-s—nye-2017-01
Nye Jr, Joseph S. (2019): "The rise and fall of American hegemony from Wilson to Trump" International Affairs 95(1), 63-80.
Sinha, Aseema (2025): "The 'Crisis of Success' and Peaceful Change at the WTO and within the Global Trading System", i T.V. Paul, Anders Wivel og Kai He (red.) International Organizations and Peaceful Change in World Politics. Cambridge: Cambridge University Press, 249--272.
Wilson, Woodrow (1918): "President Wilson's Message to Congress, January 8, 1918" Records of the United States Senate; Record Group 46; Records of the United States Senate; National Archives https://www.archives.gov/milestone-documents/president-woodrow-wilsons-14-points
Wivel, Anders (2025): "Norms in Great Power Competition: Peaceful Change in a Spheres of Influence World" i T.V. Paul og Markus Kornprobst (red.) The New Cold War and the Remaking of Regions. Washington, DC: Georgetown University Press, 53-74.
