Hayeks Nobelpris 1974

Publiceret den

LIBERTAS nr. 86, december 2024

Torben Mark Pedersen

*Det er i år 50 år siden, at Friedrich A. von Hayek blev hædret med Nobelprisen i økonomi, som han delte med den venstreorienterede svenske økonom og socialdemokratiske politiker Gunnar Myrdal. Det førte både til en fornyet interesse for Hayeks økonomiske bidrag og for hans bredere samfundsvidenskabelige analyser og til en fornyet interesse for den østrigske økonomiske skole. Og den virkede revitaliserende for den 75-årige Hayek, der i resten af 1970’erne og frem til begyndelsen af 1980’erne både færdiggjorde sit samfundsvidenskabelige hovedværk,* Law, Legislation and Liberty *og bidrog med interessant ny forskning i privat pengeudstedelse og konkurrerende valutaer.*

I 1974 blev Friedrich August von Hayek (1899-1992) hædret med Nobelprisen i økonomi, og han var den første liberale økonom til at modtage Nobelprisen. To år senere fik Milton Friedman Nobelprisen, og han blev fulgt af George Stigler i 1982, James Buchanan i 1986, Ronald Coase[1] i 1991 og Gary Becker i 1992.

Det kom som en stor overraskelse for mange – og for Hayek selv – at han fik Nobelprisen i 1974. Hayeks væsentligste økonomiske forskning daterede sig tilbage til 1920’erne og 30’erne og første halvdel af 1940’erne, og efter udgivelsen af *The Road to Serfdom* i 1944 havde Hayek stort set lagt den økonomiske forskning på hylden for i stedet at kaste sig over idehistorie og bredere samfundsvidenskabelige emner, og i 1974 regnedes han ikke længere som en fremtrædende økonom.

Nobelprisen i økonomi var ikke en af Alfred Nobels oprindelige priser, der kun omfattede priserne i fysik, kemi, fysiologi/medicin, litteratur og fred, men i 1969 uddeltes for første gang *Sveriges Riksbank Prize in Economic Sciences in Memory of Alfred Nobel*. I de første fem år var prisen blevet uddelt til nogle af økonomisk teoris og økonometriens pionerer, hvis banebrydende bidrag havde været med til at videnskabeliggøre økonomi med udviklingen af matematiske og statistiske metoder og modeller: Frisch og Tinbergen i 1969, Samuelson i 1970, Kuznets i 1971, Hicks og Arrow i 1972 og Leontief i 1973, så uddelingen af Nobelprisen til Hayek var et brud med den hidtidige praksis. Hayek var tilmed stærkt kritisk over for den form for videnskabeliggørelse af økonomien, der prægede den forskning, som de tidligere Nobelprismodtagere havde bedrevet, og han var en udtalt kritiker af Keynes’ økonomiske teorier og af de økonomiske politikker, der baserede sig på keynesiansk makroøkonomisk teori, hvilket også adskilte ham fra de tidligere prismodtagere.

Hayek delte Nobelprisen med svenskeren Gunnar Myrdal, der blev nævnt først af de to. Da Nobelprisen i økonomi blev indstiftet, var der en klausul om, at den ikke kunne gives til en svensker i de første fem år, og 1974 var det sjette år. Der har været mange spekulationer om, at Nobelpriskomiteen havde et stærkt ønske om at hædre Gunnar Myrdal, men at de også havde et ønske om politisk at afbalancere tildelingen af Nobelprisen til den stærkt venstreorienterede Gunnar Myrdal, hvorfor de også valgte at hædre Hayek med Nobelprisen, Ebenstein (2001, 263).

I dag står det imidlertid klart, at det er Hayek og ikke Myrdal, der har ydet de væsentligste videnskabelige bidrag af de to. Gunnar Myrdals forskning er for længst glemt og overhalet af nyere forskning, hvorimod især Hayeks opdagelse af vigtigheden af vidensdelingen i samfundet og af prisernes informationsbærende og koordinerende rolle i en markedsøkonomi er en helt afgørende indsigt i, hvordan en markedsøkonomi fungerer, og i 2011 blev ”The Use of Knowledge in Society” valgt til at være en af de 20 vigtigste artikler offentliggjort i *American Economic Review* i dets 100-årige historie, Arrow et al. (2011).

Økonomisk var Myrdal nærmest Hayeks modsætning: han var socialist, og efter meddelelsen om Nobelprisen holdt han en pressekonference, hvor han efterlyste pris- og lønkontrol og rationering af olie i USA, Ebenstein (2001, 262). Hayek var derimod af den opfattelse, at løn- og priskontrol ødelægger det frie marked ved at forvride de relative priser, og når det anvendes til at bekæmpe inflationen, som Myrdal anbefalede, i stedet for at føre en stram pengepolitik, fører det til undertrykt inflation, der risikerer at føre til hyperinflation, hvis det får lov til at fortsætte. Myrdal havde også i flere omgange været socialdemokratisk medlem af den svenske Riksdag og minister i Tage Erlanders regering. Hans kone, Alva Myrdal, modtog Nobels fredspris i 1982. Myrdal var således en del af den venstreorienterede svenske politiske elite.

Myrdal var stærkt utilfreds med at skulle dele prisen med Hayek, og den 15. december 1976 – fire dage efter at Milton Friedman havde modtaget Nobelprisen – skrev Gunnar Myrdal et læserbrev til *Dagens Nyheter*, hvori han dels kritiserede den hemmelige proces, der lå til grund for tildelingen af Nobelprisen, og som ikke tillod nogen opposition forud for beslutningen, og dels anførte, at uddelingen af Nobelprisen var blevet en politisk handling, der burde stoppe. Interessant nok havde Myrdal tidligere været førende i opfordringen til at indstifte en Nobelpris i økonomi, Caldwell (2017), Ebenstein (2001, 261).

## Motivationen for Nobelprisen

Hayek og Myrdal hædredes ”for deres banebrydende arbejde inden for teorien om penge og økonomiske konjunktursvingninger og for deres gennemtrængende analyse af den indbyrdes afhængighed mellem økonomiske, sociale og institutionelle fænomener.”

Nobelpriskomiteen nævner i sin pressemeddelelse Hayeks bidrag til penge- og konjunkturteori i 1920’erne og 30’erne, og den understreger især Hayeks bidrag til forståelsen af effektiviteten af forskellige økonomiske systemer:

“From the mid-thirties he embarked on penetrating studies of the problems of centralized planning. As in all areas where von Hayek has carried out research, he gave a profound historical exposé of the history of doctrines and opinions in this field. He presented new ideas with regard to basic difficulties in “socialistic calculating,” and investigated the possibilities of achieving effective results by decentralized “market socialism” in various forms. His guiding principle when comparing various systems is to study how efficiently all the knowledge and all the information dispersed among individuals and enterprises is utilized. His conclusion is that only by far-reaching decentralization in a market system with competition and free price-fixing is it possible to make full use of knowledge and information.”

Hayeks bidrag til penge- og konjunkturteori har tidligere været omtalt i *LIBERTAS* i anledning af 40-året for Hayeks Nobelpris, Pedersen (2014), og skal ikke gentages her.

## Prisuddelingen

Uddelingen af Nobelprisen i økonomi blev annonceret den 9. oktober 1974, og selve prisuddelingen fandt sted den 10. december. Hayek og hans kone ankom til Stockholm den 6. december for at deltage i en middag, som økonomen Bertil Ohlin og dennes kone holdt den næste dag. Bertil Ohlin delte i øvrigt Nobelprisen i økonomi med James Meade i 1977 for deres bidrag til handelsteori. Hayeks datter og søn fra første ægteskab deltog i ceremonien den 10. december, der fandt sted sent om eftermiddagen i Stockholms Koncertsal.

Figur 1. Hayek modtager Nobelprisen i 1974 fra den svenske konge



Selve prisoverrækkelsen, der blev forestået af den svenske konge, figur 1, blev fulgt af en reception og festmiddag på rådhuset. I sin skåltale under festmiddagen udtalte Hayek, at hvis han var blevet spurgt, ville han ikke have anbefalet oprettelsen af en Nobelpris i økonomi, og han advarede mod at opfatte økonomer som eksperter på alle samfundsproblemer:

”if I had been consulted whether to establish a Nobel Prize in Economics, I should have decidedly advised against it (…) the Nobel Prize confers on an individual an authority which in economics no man ought to possess (…) the influence of the economist that mainly matters is an influence over laymen: politicians, journalists, civil servants and the public generally. There is no reason why a man who has made a distinctive contribution to economic science should be omnicompetent on all problems of society – as the press tends to treat him till in the end he may himself be persuaded to believe. One is even made to feel it a public duty to pronounce on problems to which one may not have devoted special attention.”

## Nobelpristalen

Den 11. december 1974 kl. 11 holdt Hayek sin Nobelpristale på Stockholm School of Economics. Talen havde titlen “The Pretence of Knowledge” eller på dansk: “Foregivelse af viden”, der, som titlen antyder, (blandt andet) handler om faren ved, at økonomer foregiver at vide noget, som ingen i sagens natur kan vide. Hayek havde oprindelig planlagt at kalde talen for ”The Dangers of the Scientistic Error”, men endte med ”The Pretence of Knowledge”, en formulering, han havde anvendt tidligere, Caldwell (2024, 13).

Hayek havde skrevet sin tale under et to ugers ophold i Japan, efter at han havde fået meddelelsen om Nobelprisen, og talen var måske noget mere polemisk, end det er sædvanligt for Nobelprisforelæsninger, med sin kritik af økonomers rolle som eksperter på områder, som de ikke er specialister i.

Da Hayek holdt sin tale i december 1974, var alle vestlige lande i kølvandet på den første oliekrise ramt af stagflation – altså kombinationen af økonomisk stagnation med høj arbejdsløshed og høj inflation. Det var et fænomen, som traditionel keynesiansk makroøkonomi ikke kunne forklare.

Især inflationsproblemet optog Hayek. I 1974 havde Hayek ikke i mange år beskæftiget sig med økonomisk teori, men i løbet af sommeren 1974 begyndte Hayek at opfatte inflationsproblemet som så alarmerende, at han følte det som sin pligt at råbe vagt i gevær, og han skrev en række læserbreve og holdt en række taler om det, optrykt i Hayek (1978). I et af sine indlæg i Londons *Daily Telegraph* fra den 15. og 16. oktober 1974 skriver Hayek, at ”What we are experiencing are simply the economic consequences of Lord Keynes. It was on the advice and even urging of his pupils that governments everywhere have financed increasing parts of their expenditure by creating money on a scale which every reputable economist before Keynes would have predicted would cause precisely the sort of inflation we have got. They did this in the erroneous belief that this was both a necessary and a lastingly effective method of securing full employment,” Hayek (1978, 192).

Hayek indleder sin Nobelpristale med at bemærke, at det vigtigste problem, som økonomer står over for i dag, er den accelererende inflation, som det ”må indrømmes, er blevet fremkaldt af politikker, som flertallet af økonomer anbefalede og endog opfordrede regeringerne til at føre. Vi har i øjeblikket ikke megen grund til at være stolte: Som profession har vi lavet rod i tingene.”[2]

Keynesiansk makroøkonomi var også kommet under angreb fra anden side for sin fejlagtige opfattelse af, hvad man kan opnå med pengepolitikken. Milton Friedman havde indledt angrebet i 1968, og fra 1972 og frem kritiserede nyklassikerne, Lucas, Sargent, Wallace m.fl., keynesiansk makroøkonomi for at være baseret på nogle makrosammenhænge, der ikke tager hensyn til, at de økonomiske agenter danner (rationelle) forventninger til fremtiden, og at de ændrer adfærd, når økonomien og dermed deres forventninger til fremtiden ændrer sig.

Hayeks kritik af keynesiansk makroøkonomi havde visse ligheder med nyklassikernes kritik, selv om han næppe har været bekendt med deres forskning på det tidspunkt, idet han også kritiserer keynesiansk makroteori (uden at nævne Keynes eller keynesianisme) for at basere sig på simple makrosammenhænge mellem den samlede beskæftigelse og den samlede efterspørgsel, og for at negligere vigtigheden af uoverensstemmelsen mellem efterspørgslen og anvendelsen af produktive ressourcer på de forskellige varer og tjenester, og for at negligere, at det er udtryk for, at strukturen af de relative priser og lønninger er forvredet.

Hayeks *økonomiske* kritik af keynesiansk makroøkonomi er mere generel og mere overfladisk end nyklassikernes kritik, men det var heller ikke Hayeks primære pointe i Nobelpristalen.

Hayek hævder, at den økonomiske teori, der ligger til grund for penge- og finanspolitikken, først og fremmest er produktet af en fejlagtig opfattelse af den korrekte videnskabelige metode. Økonomer har i en misforstået opfattelse af, hvad der er genstanden for deres forskning, forsøgt at efterligne naturvidenskabernes metode. Det har ifølge Hayek ført til den fejlagtige opfattelse, at alle vigtige faktorer nødvendigvis må være målbare, hvorfor keynesianske makroøkonomiske teorier er blevet formuleret i statistiske sammenhænge. Problemet er blot, at økonomi og andre samfundsvidenskabelige discipliner beskæftiger sig med grundlæggende *komplekse* fænomener, hvor vi aldrig fuldt ud vil kunne observere eller måle de vigtigste kausale faktorer. Økonomer har eksempelvis kun en upræcis og generel viden om, hvordan markedet virker, for ingen har viden om, hvordan de enkelte producenter eller forbrugere handler, eller hvordan producenter anskuer deres markedsforhold, deres teknologiske muligheder og danner forventninger til fremtiden. Økonomer kommer derfor aldrig til fuldt ud at forstå markedsprocesser i andet end generelle termer. Økonomer har således ikke håndfaste beviser for, præcis hvordan arbejdsløshed skyldes en fordrejning af de relative priser og lønninger, selv om vi har en generelt god forståelse af, at hvis alle priser og lønninger er fuldt fleksible, så vil der hurtigt indtræde en markedsligevægt med fuld beskæftigelse.

Figur 2. Gunnar Myrdal (1898-1987)



En af grundene til, at økonomer aldrig kan opnå en fuld forståelse af, hvordan markedet virker, er, at alle agenter på markedet har en særlig viden om netop deres egen forretning og egne markedsforhold, og da ingen enkelt person kan besidde summen af al den viden, kan økonomer aldrig med sikkerhed forudsige, hvilket sæt af relative priser og lønninger, der ville skabe ligevægt på alle markeder. Økonomer er begrænsede til at komme med *mønsterforudsigelser*, og markedets overlegenhed i forhold til enhver form for politisk kontrol stammer netop fra, at markedet mere effektivt udnytter al den viden, der er spredt på alle markedsdeltagere.

I sidste del af talen går Hayek over til at advare mod en anden konsekvens af den fejlagtige opfattelse af, at kun forskning, der efterligner naturvidenskab, er rigtig videnskab. Det forleder mange til at tro, at økonomer og andre samfundsvidenskabsmænd besidder en viden, som de ikke gør, og for at tilfredsstille offentlighedens forventninger føler mange forskere sig fristet til at udtale sig om noget, de ikke med sikkerhed kan sige noget om.

Det gør sig i særlig grad gældende, hvor der er tale om studiet af komplekse fænomener, og det er særlig farligt, for når nogen bilder sig ind, at de besidder både den nødvendige viden og magt til at forme samfundet, vil de sandsynligvis gøre mere skade end gavn.

### Myrdals Nobelpristale

Gunnar Myrdal holdt først sin Nobelprisforelæsning i marts 1975, og den havde titlen ”The Equality Issue in World Development”, og han indtog det videnskabelige standpunkt, som Hayek havde kritiseret i sin tale. Gunnar Myrdal mente, at hvis den katastrofale udvikling i den tredje verden skulle vendes, hvilket Myrdal erklærer er et moralsk spørgsmål, så vil det være nødvendigt at reducere det høje forbrug i den udviklede del af verden og overføre tilsvarende enorme ressourcer til den tredje verden. Myrdal sluttede med nogle ”moral and rational reasons for a new world order”: “Our economic growth in a true sense could certainly be continued, but it should be directed differently, and in a planned way, to serve our real interest in a better life (…) Real economic planning should be done in these rational terms,” Myrdal (1975).

### Central planlægning

Myrdal var langt fra den eneste økonom, der efterlyste mere statslig planlægning i begyndelsen af 1970’erne. Wassily Leontief, der var blevet hædret med Nobelprisen i 1973, var en anden fremtrædende økonom, der efterlyste mere statslig planlægning. I marts 1974 skrev han et læserbrev til New York Times, hvori han efterlyste oprettelsen af et *National Economic Planning Board*, og i februar 1975 skrev han et avisindlæg, som han indledte med det noget naive spørgsmål: ”Why is planning considered a good thing for individuals and business but a bad thing for the national economy?” Caldwell (2017).

Leontiefs efterlysning af central planlægning på statsniveau er et godt udtryk for, hvor påvirket mange intellektuelle i Vesten var af sovjetkommunismen med dens centrale planlægning i 1970’erne, men debatten om de relative fordele ved markedet kontra planøkonomien var et spørgsmål, som Mises og Hayek havde behandlet udførligt i 1920’erne, 30’erne og 40’erne, og som også Milton Friedman havde skrevet om ved flere lejligheder. Hayek svarede igen med en artikel ”The New Confusion about planning” i erhvervstidsskriftet *The Morgan Guaranty Survey* i 1976, optrykt i Hayek (1978), hvor han indledningsvist kritiserer Leontief for ikke at forholde sig til de tidligere debatter om central planlægning. Hayek sammenfatter hovedargumentet mod central planlægning således: ”the economic order of any large society rests on a utilization of the knowledge of particular circumstances widely dispersed among thousands or millions of individuals. (…) The market and the competitive determination of prices have provided a procedure by which it is possible to convey to the individual managers of productive units as much information in condensed form as they need in order to fit their plans into the order of the rest of the system. The alternative of having all the individual managers or businesses convey to a central planning authority the knowledge of particular facts which they possess is clearly impossible – simply because they never can know beforehand which of the many concrete circumstances about which they have knowledge or could find out might be of importance to the central planning authority,” Hayek (1978, 236).

## Efter Nobelprisen

De fem år forud for Hayeks Nobelpris var den værste periode i Hayeks liv. Han havde forladt Freiburg Universitet i 1969 for at flytte tilbage til Østrig med sin kone, Helene, til en stilling som gæsteprofessor ved Salzburg Universitet. Han erfarede hurtigt, at det var en fejltagelse. Der var intet økonomisk institut, universitetsbiblioteket var ringe, og der var ikke noget stimulerende intellektuelt miljø for Hayek. Oven i det led Hayek af et dårligt helbred; han fik senere konstateret, at han havde haft en blodprop, og han led af depression eller var deprimeret over, at sygdommen ikke tillod ham at arbejde så meget.

Hayek havde udarbejdet størstedelen af sit senere hovedværk, *Law, Legislation and Liberty*, i årene 1962-69 i Freiburg, men sygdommen afholdt Hayek fra at færdiggøre værket. Han formåede dog at færdiggøre første bind med titlen *Rules and Order* i 1973, og det blev udgivet før resten af værket, fordi han frygtede, at han ikke skulle være i stand til at færdiggøre projektet.

Hayeks helbred forbedredes imidlertid ret pludseligt i foråret 1974, og han begyndte at skrive igen, men det var ikke mindst tildelingen af Nobelprisen, der nærmest foryngede Hayek og gav ham fornyet energi. I tilbageblik udtalte Hayek: ”Some years ago I tried old age, but discovered I didn’t like it”, Butler (1983, 7).

Efter næsten at have været glemt i den store offentlighed gav Nobelprisen Hayek en ny prominent status. Han blev pludselig efterspurgt som taler, gav talrige interviews og blev rådspurgt om økonomiske spørgsmål. I 1977 vendte han tilbage til universitetet i Freiburg og tilmed til den lejlighed, hvor han og hans kone havde boet tidligere.

Ikke mindst Margaret Thatcher fremhævede Hayek og hans *The Constitution of Liberty* som det ideologiske grundlag for sit politiske virke. Margaret Thatcher indstillede også Hayek til ”Member of the Order of the Companions of Honour” i 1984 for hans “services to the study of economics”, figur 3.

Hayeks nye status som offentlig intellektuel førte også til møder med paven og med præsident Reagan. Han modtog talrige hædersbevisninger, og i 1991 tildelte præsident George H. W. Bush ham “Presidential Medal of Freedom.” På det tidspunkt var Hayek dog for dårlig til selv at modtage hæderen, og han blev repræsenteret af sin søn. Medaljen blev fulgt af følgende tekst: “Friedrich August von Hayek has done more than any thinker of our age to explore the promise and contours of liberty. He grew up in the shadow of Hitler’s tyranny and devoted himself at an early age to the nurture of institutions that preserve and expand freedom, the lifeblood of a full life. *The Road to Serfdom* still thrills readers everywhere, and his subsequent works inspire people throughout the world because they possess the vigor and feel of real life – not just the hollow ring of abstract theory. Professor von Hayek has revolutionized the world’s intellectual and political life. Future generations will read his works with the same sense of history and awe that inspire us today.”

Figur 3. Hayek fremviser sin britiske orden "Member of the Order of the Companpns of Honour" i 1984



### Akademiske værker

Hayek færdiggjorde andet bind af *Law, Legislation and Liberty*, der udkom i 1976 med undertitlen *The Mirage of Social Justice*, og tredje bind udkom i 1979 med undertitlen *The Political Order of a Free People*. Det var eksplicit hensigten med værket, at det skulle være ”a new statement of the liberal principles of justice and political economy”, og det var især i det værk, at Hayek udviklede sine tanker om udviklingen af spontane ordener, der fremkommer som en utilsigtet følge af en regelbaseret adfærd, men som ikke er planlagt af nogen. Som titlen antyder, skelnede Hayek mellem *lov*, der er opdaget af dommere i en evolutionær proces baseret på præcedens, og *lovgivning*, der er rationelt og intentionelt udfærdiget af en lovgivende myndighed. På samme måde skelnede han mellem ”rules of just conduct”, der er opstået spontant i et historisk forløb, og statslige kommandoer, ”directions of government”, og han skelnede mellem spontane ordener, der kan opstå i samfundet i en evolutionær proces som det ikke-intenderede resultat af alles handlinger og en form for gruppeselektion, og organisationer, der forudsætter en organisator, og hvor der altid vil opstå en fristelse til at ville planlægge realiseringen af ét fælles mål for alle.

Mange af de samme temaer berørte Hayek i en række artikler offentliggjort i *Studies in Philosophy, Politics and Economics* fra 1967 og i *New Studies in Philosophy, Politics, Economics and the History of Ideas* fra 1978.

1970’ernes høje inflation fik Hayek til igen at kaste sig over pengeteori, men han troede nu ikke længere på muligheden for at genindføre en guldstandard, der var blevet endelig afskaffet i 1971, da USA gik fra guldet. Hayek var nu af den opfattelse, at det ikke så meget er statens ret til at udstede penge, der er problemet, som statens monopolstilling i pengeudstedelsen:[3] ”What is so dangerous and ought to be done away with is not governments’ right to issue money but the exclusive right to do so,” Hayek (1976b, 16). Hayek foreslår derfor en afnationalisering af pengeudstedelsen således, at statens monopol på udstedelse af pengesedler ophæves, og private virksomheder kan udstede penge på et frit marked. Det sker i en bemærkelsesværdig række af korte udgivelser: *Choice in Currency. A Way to Stop Inflation* fra 1976, *Denationalization of Money* fra 1976 med anden udgave i 1978, og endelig *A Free-Market Monetary System* fra 1979.

Ifølge Hayek skulle forslaget have flere fordele: Med fri konkurrence mellem valutaer vil offentligheden vælge den mest stabile fiat-penge. Statsligt udstedte penge ville blive udkonkurreret, pengepolitik ville forsvinde, og centralbanken ville miste sine funktioner og visne bort. Og langsigtet prisstabilitet ville blive resultatet, se Pedersen (2012) for en nærmere omtale.

I 1988 udkom Hayeks sidste bog, *The Fatal Conceit. The Errors of Socialism*. Det var tredje runde af Hayeks socialismekritik. Med udgivelsen af ”Economics and Knowledge” i 1937 og ”The Use of Knowledge in Society” i 1945 havde Hayek vist, at central planlægning nødvendigvis må være ineffektiv, fordi ingen central planlægningsmyndighed er i besiddelse af al den information, der er spredt på millioner af forbrugere og producenter, og i *The Road to Serfdom* havde Hayek kritiseret central planlægning for at føre til ufrihed. I denne tredje og sidste runde af socialismekritik forsøgte Hayek at samle det hele. Hayek blev syg i 1985, og i de sidste år af sit liv led han under dårlig hukommelse. Hayek var således ikke i stand til at færdiggøre *The Fatal Conceit* i den form, han oprindelig havde tænkt sig, og *The Fatal Conceit* blev ikke bare færdigredigeret men også delvist omskrevet, kapiteloverskrifter blev ændret, afsnit flyttet rundt og tekst tilføjet af W.W. Bartley, Ebenstein (2003, kap. 18). Resultatet var hverken ubetinget vellykket eller helt og aldeles Hayeks værk.

Bartley blev også redaktør af University of Chicago Press’ udgivelse af Hayeks samlede værker, hvoraf der ved udgangen af 2024 er udgivet 19 bind. Liberty Fund har udgivet 14 af disse bind i paperback. Det førte også til oprettelsen af *The Hayek Archival Collection* ved Hoover Institution, så alle Hayeks noter og papirer er tilgængelige for forskere.

Året efter udgivelsen af *The Fatal Conceit* faldt Berlinmuren, og der opstod en stemning af, at von Mises og Hayek havde haft ret i deres socialismekritik. I et brev til præsidenten for Cato Institute skrev Hayek, at han ikke kunne være mere tilfreds med at opleve ”the ultimate victory of our side in the long dispute of the principles of the free market,” Ebenstein (2003, 234).

Tildelingen af Nobelprisen i økonomi førte også til en forøget interesse for den østrigske økonomiske skole især blandt fagøkonomer. Det faldt sammen med genoplivningen af den østrigske økonomiske skole i 1970’erne, der ofte dateres til at være begyndt med en otte-dages konference i juni 1974 i Vermont om den østrigske skole efter von Mises’ død året før, Pedersen (2024).

## Efterskrift: Udgivelsen af “The Pretence of Knowledge”

Hayek havde fået Nobelpriskomiteens tilladelse til at offentliggøre sin Nobelprisforelæsning i et økonomisk tidsskrift, og han valgte *Economica*, der blev udgivet af *London School of Economics*, og som Hayek havde været redaktør af under anden verdenskrig. Redaktørerne ønskede imidlertid en række rettelser, hvilket Hayek afviste, Caldwell (2017, 2024).

I stedet blev forelæsningen offentliggjort i *Swedish Journal of Economics* i 1975, der i dag hedder *Scandinavian Journal of Economics*. Talen findes også på Nobelprishjemmesiden: https://www.nobelprize.org/prizes/economic-sciences/1974/hayek/lecture/

Talen er optrykt talrige gange:

F. A. von Hayek (1978): *New Studies in Philosophy, Politics, Economics and the History of Ideas*. London.
F. A. von Hayek (2008): *A Free-Market Monetary System* and *The Pretense of Knowledge*. Auburn, Al. Ludwig von Mises Institute.
*American Economic Review* Vol. 79, no. 6, 3-7, (1989).
Caldwell (ed.) (2014): *The Market and Other Orders. Collected Works of F.A. Hayek*. Chicago
Niemietz (ed.) (2024): *Hayek’s Nobel 50 Years On. Hobart Paperback 222*. www.iea.org.uk
Foundation for Economic Education har offentliggjort talen på deres hjemmeside: https://fee.org/resources/the-pretense-of-knowledge/
Libertarianism.org har offentliggjort talen på deres hjemmeside: https://www.libertarianism.org/articles/pretence-knowledge-nobel-prize-lecture.
Mises Institute har offentliggjort talen på deres hjemmeside: https://mises.org/speech-presentation/pretense-knowledge

Det har ikke været muligt at finde ud af, hvem der ejer copyright til talen

\*Om forfatteren: Torben Mark Pedersen er cand. polit. og PhD i økonomi. Har studeret på Københavns Universitet, Harvard University og University of Chicago. Redaktør (ansv.) af *LIBERTAS*.

**Litteratur**

Arrow, K.J., B.D. Bernheim, M.S. Feldstein, D.L. McFadden, J.M. Poterba, and R.M. Solow (2011): “100 Years of the American Economic Review: The Top 20 Articles.” *American Economic Review*, 101, 1.
Butler, Eamonn (1983): *Hayek. His contribution to the political and economic thought of our time.* London.
Caldwell, Bruce (2017): ”Hayek’s Nobel” i *Advances in Austrian Economics Volume 21. Revisiting Hayek’s Political Economy.*
Caldwell, Bruce (2024): ”Hayek’s Nobel” i Niemietz (ed.): *Hayek’s Nobel 50 Years On. Hobart Paperback 222.* www.iea.org.uk
Ebenstein, Alan (2001): *Friedrich Hayek. A Biography.* New York.
Ebenstein, Alan (2003): *Hayek’s Journey. The Mind of Friedrich Hayek.* New York.
Hayek, F. A. von (1960): *The Constitution of Liberty*. Chicago.
Hayek, F. A. von (1974): “The Pretence of Knowledge” *Swedish Journal of Economics* vol. 77 (4), 433-42, (1975).
Hayek, F. A. von (1976): *Choice in Currency. A Way to Stop Inflation*. London, IEA.
Hayek, F. A. von (1978): *New Studies in Philosophy, Politics, Economics and the History of Ideas.* London.
Kirzner, Israel M. (2015): “Hayek, the Nobel, and the revival of Austrian economics,” *Review of Austrian Economics* 28, 225-36.
Myrdal, Gunnar (1975): “The Equality Issue in World Development” https://www.nobelprize.org/prizes/economic-sciences/1974/myrdal/lecture/
Niemietz, Kristian (ed.) (2024): *Hayek’s Nobel 50 Years On. Hobart Paperback 222.* www.iea.org.uk
Pedersen, Torben Mark (2012): ”Mises, Hayek og Rothbard om guldstandard og free banking” *LIBERTAS* nr. 51, 20-39.
Pedersen, Torben Mark (2014): “F. A. Hayek: 1944, 1974,” *LIBERTAS* nr. 59, 24-35.
Pedersen, Torben Mark (2024): “1974: Genfødslen af den østrigske skole i USA.” *LIBERTAS* nr. 86, 39-50


Noter

  1. Hayek nominerede selv Coase til Nobelprisen i 1978, 1982 og 1985, ligesom han også indstillede James Buchanan og Gary Becker, Caldwell (2017).
  2. Citater fra Nobelprisforelæsningen er i anførselstegn, og der henvises til oversættelsen i dette nummer af *LIBERTAS* uden yderligere kildehenvisninger.
  3. Hayek var allerede inde på den tanke i *The Constitution of Liberty*, Hayek (1960, 520).