Hasna Eggers: Robert Nozicks tre principper for retmæssig tilegnelse af goder

Robert Nozick Hasna Eggers Rettigheder Retfærdighed Ejendomsret

Publiceret den 05 dec 2024

LIBERTAS nr. 86, december 2024

Hasna Eggers

*Med udgangspunkt i selvejerskabstesen, hvor ethvert individ har en naturlig ret til uindskrænket ejerskab og bestemmelse over sig selv og sin krop, formulerer Robert Nozick i sit hovedværk* Anarchy, State and Utopia *fra 1974 en rettighedsteori bestående af tre principper for retmæssig tilegnelse af eksterne goder. I denne artikel vil jeg gå i dybden med Nozicks tre principper for at undersøge, hvorvidt fordelingsretfærdigheden er udtømmende beskrevet.*

I 1970’ernes USA leder folk i kølvandet på Vietnam-krigen og Watergate-skandalen efter nye politiske løsninger. Hvad er retfærdighed? Hvordan skal samfundets goder fordeles? Og hvordan ser det perfekte samfund ud? Disse store og klassiske spørgsmål for den politiske filosofi sætter to Harvardprofessorer sig for at undersøge.

I 1971 udkom John Rawls’ *A Theory of Justice*. Rawls argumenterer for et socialliberalt samfund, hvor individuel frihed forenes med et mål om økonomisk lighed. Her fremfører Rawls sit berømte tankeeksperiment om ”Uvidenhedens slør”. I eksperimentet stiller han spørgsmålet, hvilken samfundstype individet vil vælge, hvis det ved, at det fødes ind i et samfund, men det ikke ved, hvilken del af samfundet det fødes ind i. Individet er helt uvidende, om det fødes ind i en rig eller fattig familie, og om det fødes med eller uden evner til at få succes i samfundet. Bag ”Uvidenhedens slør” mener Rawls derfor, at det er mest sandsynligt, at individet vil vælge et samfund, hvor ulighed kun finder sted, hvis den er til alles fordel.

I 1974 svarer Robert Nozick igen med sit værk *Anarchy, State and Utopia*. Nozick mener, at Rawls’ standpunkt om, at ulighed kun må finde sted, hvis den er til alles fordel, hviler på en præmis om, at omfordeling af samfundets goder er det mest ønskværdige, men hvorfor egentlig det? I det liberale samfund er det naturligt, at nogle mennesker tjener mere end andre. Her finder Nozick inspiration hos den engelske filosof John Locke (1632-1704) og hans princip om, at retten til frugten af et stykke arbejde tilhører det individ, der har udført arbejdet. Ifølge Nozick stjæler beskatning individets tid, liv og ejendom, og derfor argumenterer han for, at enhver form for omfordeling af samfundets goder er en krænkelse af den personlige frihed medmindre, at omfordelingen sker frivilligt gennem hans rettighedsteori, som består af tre principper for retmæssig tilegnelse af goder.

I denne artikel vil jeg dykke ned i de tre principper for retmæssig tilegnelse af goder i Nozicks rettighedsteori, hvor jeg afslutningsvis vil besvare mit undersøgelsesspørgsmål om, hvorvidt fordelingsretfærdigheden er udtømmende beskrevet i hans rettighedsteori. Artiklen er baseret på mit kandidatspeciale fra 2018 og er derfor en komprimeret udgave af dette.

Da *Anarchy, State and Utopia* blandt andet er et forsvar for minimalstaten, og forståelsen af, hvorfor minimalstaten ikke krænker individets frihed, ifølge Nozick, er vigtigt i forhold til helhedsforståelsen af Nozicks rettighedsteori, har jeg valgt at begynde artiklen her.

## Minimalstaten

I *Anarchy, State and Utopia* argumenterer Nozick for, at den eneste retfærdige stat er en minimalstat. Minimalstatens eneste funktion er at beskytte den private ejendomsret herunder individets ret til sin egen krop. Det betyder, at minimalstaten hverken omfordeler samfundets goder fra en til en anden borgergruppe, eller beskytter borgerne fra det, som potentielt kan skade dem f.eks. ved at påbyde brugen af sikkerhedssele eller ved at forbyde narko.

Minimalstaten står derfor i stor kontrast til den danske velfærdsstat. Indfører vi en minimalstat i Danmark, vil det f.eks. betyde, at folkeskolerne, gymnasierne og universiteterne privatiseres, narkotika lovliggøres, alkoholbegrænsninger såsom alkoholsalg til mindreårige og beværtningernes alkoholbevillinger sløjfes, sundhedssystemet privatiseres, statens udbetaling af SU, kontanthjælp, dagpenge, pension, børnepenge m.m. ophører, samt kunstnere og museer må klare sig på markedsvilkår. Det eneste offentlige, som vil være tilbage i minimalstaten, er politiet, domstolene og forsvaret. For borgerne vil det også betyde en tilsvarende lavere skatteprocent, og det offentlige bureaukrati vil stort set forsvinde.

Vil mange borgere blive stillet dårligere i minimalstaten i forhold til velfærdsstaten? Ja, det vil sandsynligvis være konsekvensen ved det nozickianske samfund – f.eks. vil en uarbejdsdygtig uden familie nok have svært ved at opretholde sit liv. De fleste her i Danmark til venstre for libertarianismen^[1] vil mene, at det er koldt og afstumpet (ja, jeg taler af erfaring), men libertarianismen forsvarer sig med, at alle frivilligt kan donere til velgørende formål. Nogle libertarianere vil endda mene, at det er moralsk forkert, hvis de mere velstillede ikke gør noget velgørende for de mindre velstillede, men ingen må være tvunget til at gøre noget. Frivillighed er et afgørende begreb i libertarianismen, og derfor må staten (eller andre instanser for den sags skyld) ikke tvinge nogen til at hjælpe andre f.eks. ved at opkræve skatter.

Minimalstaten skal ses som den yderste ramme, som kaldes samfundet. Indeni det libertarianske samfund forestiller Nozick sig, at borgerne vil finde sammen i frivillige fællesskaber, som han kalder Mutual Protection Associations. Hvis en gruppe mennesker bliver enige om, at de har et ønske om at betale økonomisk hjælp til hinanden i tilfælde af arbejdsløshed, ser Nozick ingen hindring for, at de går sammen i et fællesskab med dette formål. Dette gælder f.eks. også, hvis en gruppe mennesker gerne vil betale til en fælles sygekasse, som skal sikre gruppens medlemmer gratis lægehjælp i tilfældet af sygdom. Nozicks eneste krav er, at den type fællesskabers finansiering ikke må blandes ind i statsapparatet, da det vil tvinge alle til at følge én bestemt ordning, uden de har mulighed for at melde sig ud. Minimalstaten skal, i kraft af sit retsvæsen, sørge for, at medlemmerne af disse fællesskaber overholder de aftaler, som de frivilligt har indgået, men ikke mere end det. Ifølge Nozick vil der opstå flere hundrede frivillige fællesskaber inden for minimalstaten. Enhver borger vil derfor kunne sammensætte sin personlige palette af fællesskaber, som passer bedst til netop hans behov i stedet for, at alle er dækket af en type dagpenge, sundhedspleje og andre ydelser, som typisk er styret af staten. Derudover forudser Nozick, at konkurrencen mellem de forskellige fællesskaber vil skabe innovation. Gode idéer vil opstå og blive kopieret på kryds og tværs, og de fællesskaber, der ikke leverer deres medlemmer værdi, vil blive udkonkurreret. Man kan også forestille sig, at et fællesskab vil vokse sig så stort, at det bliver det dominerende på markedet. Ifølge Nozick har det frie marked en tendens til monopol eller i det mindste oligopol, fordi konkurrerende fællesskaber vil have interesse i at fusionere, lave aftaler om at samarbejde, skabe karteller eller lave takeovers. Der vil unægteligt også være fordele ved at tilslutte sig til det største og mest magtfulde fællesskab, men hvorfor er monopol skabt i et libertariansk samfund retfærdigt ifølge Nozick, når monopol umiddelbart ikke er noget, som rimer på det frie marked?

Det svar skal igen findes i begrebet frivillighed. Lad os tage et eksempel, hvor vi forestiller os et fællesskab, som har monopol på markedet. Det kan være en sygekasse, som skal sikre sine medlemmer gratis lægehjælp i tilfældet af sygdom. Det er meget plausibelt, at sygekassen vil forlange, at dens medlemmer skal overholde et regelsæt som en betingelse for medlemskabet. Det er også meget plausibelt, at det ikke er alle, som ønsker at være medlem af sygekassen. Det kan være mennesker, som tror på alternativ medicin og ikke den vestlige medicin, som sygekassen tilbyder. I minimalstaten vil ingen blive tvunget til at være medlem af sygekassen, hvis de ikke ønsker det. Selvom sygekassen har monopol, har de borgere, der f.eks. tror på alternativ medicin, stadigvæk mulighed for at oprette deres egen sygekasse – et nyt fællesskab, som kommer til at eksistere på markedsvilkår med den monopolistiske sygekasse. Frivillighed er derfor helt essentielt – dvs. borgernes ret til frit at skabe og vælge, hvad de har behov for i forhold til det liv, som de ønsker at leve. Dette står i skarp kontrast til den danske velfærdsstat, hvor vi ikke har mulighed for at vælge, hvilke ydelser og tiltag vi har brug for at skabe det liv, som vi ønsker. I stedet skal vi betale til ydelser og tiltag, som vi ikke vil have og/eller ikke er politisk enige i. Jovist kan vi vælge private initiativer, men det kræver en vis velstand, da skatter og afgifter æder en stor del af vores indtægt.

## Derfor krænker minimalstaten ikke nogens frihed

Robert Nozick fortæller i forordet til *Anarchy, State and Utopia* om en lang samtale, der fandt sted i slutningen af 60’erne med den fremtrædende anarkokapitalistiske økonom og teoretiker Murray Rothbard. Selvom Rothbard er enig i, at minimalstaten beskytter individets naturlige rettigheder til liv, frihed og ejendom, er dens eksistens afhængig af netop at krænke disse rettigheder ved at opkræve skatter til sin opretholdelse. Samtalen mellem de to filosoffer gjorde Nozick opsat på at forsvare minimalstatens legitimitet. Nozick mener modsat Rothbard og anarkokapitalisterne, at minimalstaten ikke krænker nogens frihed, idet den alligevel utilsigtet vil opstå før eller siden i naturtilstanden.

I naturtilstanden peger Nozick på: ”In the state of nature an individual may himself enforce his rights, defend himself, exact compensation, and punish (or at least try his best to do so). Others may join with him in his defense, at his call.” Nozick (1974, 12), og det skaber følgende problem: ”Men who judge in their own case will always give themselves the benefit of the doubt and assume that they are in the right. They will overestimate the amount of harm or damage they suffered, and passions will lead them to attempt to punish others more than proportionately and to exact excessive compensation. Thus private and personal enforcement of one’s rights (including those rights that are violated when one is excessively punished) leads to feuds, to an endless series of acts of retaliation and exactions of compensation. And there is no firm to settle such a dispute, to end it and to have both parties know it is ended.” Nozick (1974, 11). Hertil vil naturtilstanden også betyde, at nogle individer f.eks. grundet manglende styrke kan have svært ved eller være ude af stand til at straffe eller få sin retmæssige kompensation, hvis den kriminelle er stærkere end den forurettede. Ifølge Nozick vil individer i naturtilstanden derfor forsøge at forbedre deres position ved at foretage handlinger, som i sidste ende vil frembringe en minimalstat – helt uden intentioner herom, men som et resultat af tidligere handlinger: ”Every individual intends only his own gain, and he is in this, as in so many other cases, led by an invisible hand to promote an end which was no part of his intention,” Nozick (1974, 18)

Som følge heraf, mener Nozick, at der, i naturtilstanden, vil opstå beskyttelsesagenturer. Her vil individerne favorisere de agenturer, der er medlem af et netværk af agenturer. Netværkets telos er en fællesaftale om, hvordan forskellige konflikter skal løses. Jo flere individer et agentur eller en sammenslutning af agenturer har, desto flere individer tiltrækkes. De fleste konflikter vil blive løst fredeligt til lave omkostninger, hvis de konfliktende parter er medlem af samme agentur eller sammenslutning af agenturer. Derfor formoder Nozick, at næsten ingen vil være medlem af et agentur, som ikke er netværksmedlem og, at et agentur eller en sammenslutning af agenturer vil vokse sig så stor, at én til sidst står tilbage som det dominerende beskyttelsesagentur uden nogen former for tvang. Det næste, der sker, er, at det dominerende beskyttelsesagentur bliver nødt til at forholde sig til de få uafhængige, som har bibeholdt retten til at forsvare sig selv og ønsker at løse uretfærdigheder med det dominerende beskyttelsesagenturs kunder på egen hånd. Ifølge Nozick vil det dominerende agentur ikke tillade de uafhængige i selv at straffe deres kunder, fordi agenturet netop er blevet hyret af sine kunder til at beskytte deres rettigheder, og det inkluderer retten til ikke at blive arresteret, retsforfulgt eller straffet uretfærdigt – f.eks. ved at blive straffet hårdere end fortjent. Det dominerende beskyttelsesagentur kan moralsk set ikke tillade sine kunder at blive straffet, når det ikke ved, om de er skyldige og ej og i tilfælde af skyld, hvilken straf der er passende. Det vil derfor føre til, at det dominerende beskyttelsesagentur forbyder de uafhængige i at forsvare deres rettigheder over for deres kunder.

Ved at påtage sig det første (af to) statsdefinerende træk, nemlig anvendelse af monopol på magtanvendelse forvandler det dominerende beskyttelsesagentur sig til en ultraminimalstat, men det betyder også, at de uafhængiges ret til at forsvare sig selv er i fare, og det skal ultraminimalstaten kompensere for ved at give de uafhængige de samme beskyttelsestjenester, som dens kunder har. Ultraminimalstaten kan, ifølge Nozick, retmæssigt opkræve de uafhængige penge for disse beskyttelsestjenester. Dog kan den kun opkræve det beløb, som de uafhængige alligevel ville have brugt på at føre eget forsvar. Hermed forvandler ultraminimalstaten sig til en minimalstat, fordi den påtager sig det andet statsdefinerende træk, nemlig beskyttelse af alle individer inden for dens territorium. At opkræve penge kan siges at være en form for beskatning, men den krænker ikke selvejerskabstesen, fordi agenturets oprindelige kunder frivilligt har tilsluttet sig fællesskabet og dermed frivilligt betaler for medlemskabet, mens de tidligere uafhængiges kun opkræves det beløb, som de alligevel ville have brugt på at forsvare sig.

## Selvejerskabstesen

”Individuals have rights, and there are things no person or group may do to them (without violating their rights),” Nozick (1974, 1)

Sådan indleder Robert Nozick sit hovedværk *Anarchy, State and Utopia*. Hvor Rawls mener, at lige frihed for alle betyder lige mulighed for alle til at udleve, hvad de mener, at det gode liv indebærer, hvilket vil kræve ressourceomfordeling, mener Nozick, at et individ aldrig må bruges som en ressource for et andet individ. Derfor må et individ aldrig tvinges til at afgive værdi eller at sætte sig selv ringere med det formål, at et andet individ kan vinde på denne handling. Det er dog helt legitimt at ofre sig og dermed lide et tab eller ulempe, hvis det sker frivilligt og dermed ikke under tvang. Er der tale om tvang, ignoreres individernes separathed. Man respekterer derimod individernes separathed ved at anerkende individets ret til at blive ladt i fred. Dette er bare en måde at præsentere selvejerskabstesen, der tilsiger, at den eneste, som har ret til at bestemme, hvad der skal ske med dit liv, din frihed og din krop, er dig selv, fordi du udelukkende tilhører dig.

Et velkendt og stærkt argument for selvejerskabstesen hos Nozick, er øjelotteriet. Nozick forestiller sig, at det er blevet muligt at transplantere øjne med 100 pct. chance for succes. Det vil sige, at alles øjne kan blive transplanteret i andre personer uden komplikationer. Nogle personer er født med defekte øjne eller uden øjne overhovedet. Skal vi redistribuere øjnene, så vi tager et øje fra en person med to raske øjne og giver det til en blind person? Der vil sandsynligvis være nogle personer, som frivilligt vælger at afgive et af deres raske øjne, men hvad nu, hvis der ikke er frivillige nok, som melder sig? Bør vi så afholde et nationalt lotteri, som tvinger taberne af lotteriet til at donere et øje?

For mange virker det helt absurd. Det vil selvfølgelig være en bedre verden, hvis alle personer kan se, men kan det retfærdiggøre at holde et øjelotteri for at redistribuere øjnene?

Selvejerskabstesen har lært os, at ethvert individ er den retmæssige ejer over sig selv og sin egen krop. Nozick mener derfor, hvis det bliver lovpligtigt at redistribuere øjne via et øjelotteri, så overtræder man denne rettighed, idet man ofrer et individ for et andet individs skyld og, det må ikke ske. De fleste vil nok i dette tilfælde acceptere Nozicks argument om, at vores kropsrettigheder er absolutte. De vil sandsynligvis også drage samme konklusion om retten til liv; det vil sige, at ingen må tage dit liv for at redde en andens liv med mindre, du frivilligt indvilliger i dette.

Figur 1. Robert Nozick

Selvejerskabstesen har dog konsekvenser for friheden. Selvom et individ kan gøre, hvad han vil, og dette ene og alene er hans egen sag, så skal han acceptere, at andre individer har de samme rettigheder som ham selv. Derfor må han ikke gøre noget, der begrænser andres rettigheder. Samtykke er en vigtig essens hos Nozick. Det eneste, som andre må gøre imod dig, er det, som du har givet samtykke til – dog med undtagelse af straf og selvforsvar.

## Derfor har individet naturlige, negative frihedsrettigheder

Selvom selvejerskabstesen er tydelig omkring, at ethvert menneske har et uindskrænket ejerskab og bestemmelse over sig selv, og dette er en naturlig rettighed i kraft af, at mennesket er et individ, og uafhængig af, hvorvidt rettigheden er anerkendt juridisk, kan selvejerskabstesen alligevel invitere til en del forvirring.

Lad os forestille, at X er ved at dø af sult, og Y er den eneste, som har noget mad i overskud. Hvis vi tror på, at individet har retten til liv, så kan vi måske komme til at drage den hurtige konklusion, at X har ret til Y’s mad, siden det er den eneste måde, X kan holdes i live på. Den konklusion vil Nozick med sikkerhed ikke være enig i: ”But a right to life is not a right to whatever one needs to live; other people may have rights over these other things. At most, a right to life would be a right to have or strive for whatever one needs to live, provided that having it does not violate anyone else’s rights,” Nozick (1974, 179)

Det er derfor vigtigt at skelne mellem to typer af frihedsrettigheder: negative og positive. Hvis X har positive frihedsrettigheder, betyder det, at Y har pligt til at forsyne X med den ting, som han mangler eller hjælpe X med at sikre den. I forhold til ovenstående eksempel betyder det, at Y har pligt til at give X den mad, som han har i overskud, ellers fratager Y X’s ret til liv, idet X ikke kan overleve uden mad. Hvis X derimod har negative frihedsrettigheder, betyder det, at Y har ret til ikke at give X den mad, som han har i overskud. De negative frihedsrettigheder handler derfor om retten til ikke at blande sig (og dermed retten til ikke at skride til handling), selvom det i ovenstående vil betyde, at Y’s passivitet vil sætte X’s liv i fare.

Kort sagt handler de negative frihedsrettigheder om retten til at forblive uskadt og forholde sig passivt, mens de positive frihedsrettigheder handler om retten til at få hjælp i en eller anden form. Forskellen mellem de negative og positive frihedsrettigheder er ikke altid så enkle, og det skyldes, at det ikke altid er nemt at skelne, hvornår man gør andre fortræd og, hvornår man undlader at hjælpe andre.

Selvom Nozick mener, at individet kun har negative frihedsrettigheder, accepterer han, at et individ godt kan have positive frihedsrettigheder. De positive frihedsrettigheder kan opstå, som et resultat af, at nogle personer frivilligt går sammen i et foretagende, som har forpligtelser, der svarer til positive frihedsrettigheder og indgår en kontrakt omkring disse. Lad os forestille, at X hyrer en læge, som skal holde X i live. I dette tilfælde har X positive rettigheder i relation til lægen, og X kan derfor kræve lægens opmærksomhed og omsorg. Hvis X ikke laver en kontrakt med lægen, har X udelukkende negative rettigheder i relation til lægen. Den første af tre komponenter i Nozicks rettighedsdoktrin er derfor, at individet kun har negative frihedsrettigheder. Næste rettighedsdoktrin finder vi ved at undersøge, hvorvidt et individs rettigheder kan komme i konflikt med andre individers selvsamme rettigheder?

For at besvare dette spørgsmål bliver vi nødt til at forestille, at nogle individer også kan have naturlige, positive frihedsrettigheder. I denne situation vil konflikter mellem individernes rettigheder være almindelige. Hvis vi vender tilbage til vores tidligere eksempel, hvor X kan være i fare, hvis Y ikke giver X noget af den mad, som han har i overskud. Her vil der opstå en konflikt, hvis X har positive frihedsrettigheder til liv (et liv, som han kun kan bevare ved ikke at dø af sult), mens Y har negative frihedsrettigheder til sin private ejendom (den overskydende mad). En af dem må opgive sin rettighed for, at konflikten kan løses. Kunne denne konflikt være undgået, hvis vi køber Nozicks præmis om, at alle individer har ikke-kontraktuelle rettigheder i form af negative frihedsrettigheder?

Umiddelbart ja, så ville konflikten mellem X og Y være undgået, fordi individer med negative frihedsrettigheder kun har ret til eget liv, egen krop og ejendom. Det betyder, at X ikke kan gøre krav til Y’ overskydende mad for at redde sit liv, mens Y har ret til ikke at blande sig i X’ situation ved at forholde sig passivt og beholde sin overskydende mad.

Mere kompliceret bliver situationen, hvis et individ eller en gruppe truer med at krænke mange andre individers rettigheder. Lad os forestille, at en terroristgruppe truer med en stor terrorkampagne, som vil dræbe mange mennesker og ødelægge en masse ejendom medmindre, at vi udleverer den dommer, som har fængslet et af deres medlemmer. Udleverer vi dommeren, der i kraft af sine negative frihedsrettigheder, har ret til sit liv og sin frihed, krænker vi hans frihedsret, og sandsynligvis krænker vi også hans livsret, da man med rimelighed kan tro, at terrorgruppen vil torturere og dræbe ham. Vi ved dog, at hvis ikke vi udleverer dommeren, så vil terrorgruppen påføre mere omfattende krænkelser af rettigheder. Mange uskyldige vil dø og få deres ejendom ødelagt. Det vil derfor være mere hensigtsmæssigt at udlevere dommeren til terrorgruppen, da det vil resultere i færre dræbte og færre ødelæggelser. Tager man dette standpunkt, kan man ikke samtidig argumentere for, at individet har et uindskrænket selvejerskab sit liv og sin frihed. Nozick vil derfor også stærkt afvise, at vi udleverer dommeren til terrorgruppen. At udlevere dommeren til terrorgruppen vil Nozick kalde for rettighedsutilitarisme, hvor målet er at maksimere rettigheder, ligesom den klassiske utilitarismes mål er at maksimere velfærd og lykke. Her er det tilladt at krænke en rettighed for at sikre vigtigere eller mere talrige rettigheder. Hermed når vi til Nozicks anden komponent i sin rettighedsdoktrin: Individets frihedsrettigheder skal ikke kun ses som negative, men også som siderestriktioner på andres handlinger. Det betyder, at individets negative frihedsrettigheder skal ses som blokeringer eller begrænsninger af andres handlinger. Hvis vi vender tilbage til eksemplet med dommeren og terrorgruppen, betyder det, at vi ikke må udlevere dommeren uanset de efterfølgende konsekvenser, fordi det vil krænke dommerens livs- og frihedsret. Den anden rettighedsdoktrin har derfor et yderligere aspekt, og det er, at individet ikke må overtræde en rettighed heller ikke, hvis det skaber flere rettighedsovertrædelser i fremtiden. Lad os nu forestille, at X er kleptoman. X kan udelukkende kontrollere sin kleptomani ved at bruge medicin. Hvis X ikke tager sin medicin en dag, vil han begå mange tilfælde af tyveri den efterfølgende dag. Uheldigvis løber X tør for sin medicin. Den eneste tilgængelige forsyning ligger hos Y. Y afviser at dele noget af sin medicin med X. Skal X (ikke-kompulsivt) stjæle noget af Y’s medicin i dag, så X ikke kommer (kompulsivt) til at stjæle en hel del ting den efterfølgende dag? Ifølge Nozick vil det være forkert at stjæle Y’s medicin. X bør i stedet altid prøve at undgå at overtræde Y’ rettighed også, selvom det betyder, at flere end Y’s rettighed bliver overtrådt i fremtiden som konsekvens heraf. Hermed beviser Nozick, at individets negative frihedsrettigheder ikke kan overskrives. Dog har han endnu ikke bevist, at individets negative frihedsrettigheder er absolutte.

Dette gør han i sin tredje og sidste rettighedsdoktrin. Vi forestiller os en konflikt mellem eksistensen af den private ejendomsret og bevarelse af miljøet/naturen eller gamle kulturelle artefakter. Har ejeren af et sted med en speciel arkæologisk interesse lov til at ødelægge det? Her kolliderer ejerens private ejendomsret med æstetiske og/eller historiske grunde og ikke andre individers rettigheder. De historiske eller æstetiske grunde kan heller ikke reduceres til et utilitaristisk spørgsmål om lykke. Menneskenes lykke er måske bedst tjent ved at omdanne det historiske monument til en forlystelsespark, men de fleste mennesker vil nok være enige i, at det historiske monument skal bevares, som det er. Dermed må det adskilles fra dets bidrag til menneskenes lykke. Hvordan løses stridigheden mellem rettigheder og andre værdier så?

I denne sag mener Nozick, at individets negative frihedsrettigheder er absolutte med mindre, der er tale om legitim håndhævelse f.eks. en sanktion af straffe. Vores eneste moralske håndhævelse er baseret på individets negative frihedsrettigheder. Derfor vil den private ejendomsret, moralsk set, være en prioritet over æstetiske eller arkæologiske værdier. Det betyder dog ikke, at Nozick mener, at intet andet end individets rettigheder har værdi. Derimod mener han, at mange forskellige ting har forskellige former for værdi. Det vil f.eks. være en skam, hvis man byggede en forlystelsespark på et historisk monument, men hvis ejeren af det historiske monument ejer stedet legitimt, har han enhver ret til at bygge den forlystelsespark, hvis det er det, han ønsker. Den tredje og sidste komponent i Nozicks rettighedsdoktrin er derfor, at individets rettigheder er absolutte.

Ved at behandle individets naturlige rettigheder som absolutte og negative med siderestriktioner sikrer Nozick, at individets naturlige rettigheder bliver ukrænkelige. Krænkes de alligevel, findes der ikke en legitim grund.

## Forsvar for Nozicks naturlige, negative frihedsrettigheder

Som skrevet i introduktionen finder Robert Nozick inspiration hos John Locke og hans forståelse af individets frihedsrettigheder under naturtilstanden; det vil sige, at ethvert individ er fristillet til at gøre, hvad det har lyst til med sit liv, frihed og krop forudsat, at det ikke begrænser andre individer i selvsamme, og dette er gældende, fordi ejerskabet er medfødt og juridisk uafhængigt. Derfor kan man umiddelbart godt tro, at et forsvar for Nozicks naturlige, negative frihedsrettigheder skal finde hos Locke. Lockes naturlige rettigheder er dog afledt af bibelske skrifter, der siger, at menneskeheden skal bevares så meget som muligt af det, som Gud har skabt. Det er derfor ikke særligt sandsynligt, at et forsvar for Nozicks naturlige, negative frihedsrettigheder skal hentes hos Locke af to grunde: 1) Nozick bruger ikke de bibelske skrifter som teoretisk grundlag og 2) den generelle bevarelse af menneskeheden vil i nogle tilfælde kræve positive frihedsrettigheder f.eks. i form af mad: ”the starving have a right to aid from those with surplus, as Locke admits in the First Treatise.” Wolff (1991, 27)

Et forsvar for Nozicks naturlige, negative frihedsrettigheder skal i stedet findes hos tyske Immanuel Kant (1724-1804) og hans anden formulering af den kategoriske imperativ: ”Act in such a way that you always treat humanity… never simply as a means, but always at the same time as an end.” Wolff (1991, 28) De førnævnte siderestriktioner reflekterer derfor Kants princip om, at ethvert individ er et endeligt mål i sig selv og ikke blot et middel på vej til opnåelse af et andet mål. Om dette giver et gyldigt grundlag for at forsvare Nozicks naturlige, negative frihedsrettigheder med Kant, skal vi se nærmere på.

Allerede nu står det klart, hvad der menes, når vi taler om at bruge et individ, som et middel. Det er nemlig ofte belyst, som en metafor, hvor et individ behandler et andet individ, som et instrument eller et værktøj udelukkende med hensyn til sine egne hensigter, ligesom man bruger en dørmåtte, en hammer eller en paraply – f.eks. beskriver Aristoteles slaverne som levende instrumenter. Generelt set, hvis du bliver beskyldt for at bruge et andet individ som et middel kun med dine egne hensigter for øje, vil det implicere, at du, i din handling imod det andet individ, har overset eller negligeret noget ved dette individ, idet du vælger at se bort fra noget, der i sidste ende betyder, at du bruger vedkommende udelukkende som et instrument på vejen til opnåelse af dine egne mål. At behandle andre individer som en hensigt i sig selv er at opføre sig over for dem på en måde, som respekterer deres karakteristika, men hvilke karakteristika indeholder mennesket, siden det er forkert at behandle det som et middel?

Hos Kant er det menneskets besiddelse af den rationelle vilje, der er det helt centrale. Mennesket er i stand til at lave rationelle valg og være enig eller uenig med foreslåede handlingskurser, som påvirker det, og det er det, der markerer forskellen mellem mennesker og instrumenter. At behandle mennesket som en hensigt i sig selv er at respektere den rationelle vilje, mener Kant. I *Anarchy, State and Utopia* præsenterer Nozick sit eget syn på, hvorfor det er krænkende at behandle mennesket som et middel. Hans synspunkt har klare tråde tilbage til Kant. Mange tænkere før Nozick har fokuseret på rationalitetens egenskaber, den frie vilje og moralen, men Nozick bemærker, at ingen af disse funktioner tilstrækkeligt beviser, hvorfor de fortjener en speciel behandling. Sagt på en anden måde: mennesket har sin frie vilje, men hvorfor er det en grund til, at han har lov til at bruge den frit?

Nozick åbner her op for et mere komplekst forslag, som kaster lys på en yderligere funktion, og den går menneskets mulighed for at regulere og guide sit liv i overensstemmelse med en hel forestilling, som det har valgt at acceptere. Hvis denne forestilling bliver tilføjet til førnævnte rationelle egenskaber, den frie vilje og moralen, tegner der sig ifølge Nozick følgende billede: ”…something whose significance is clear: a being able to formulate long-term plans for its life, able to consider and decide on the basis of abstract principles or considerations it formulates to itself and hence not merely the plaything of immediate stimuli, a being that limits its own behavior in accordance with some principles or picture it has of what an appropriate life is for itself and others, and so on.” Nozick (1974, 49)

Han hænger dette billede sammen med den undvigende og vanskelige forestilling om livets mening. Et menneske skal derfor behandles som en hensigt i sig selv og ikke som et middel, fordi det er i stand til at udtænke en meningsfuld plan med sit liv, men hvordan hænger det egentlig sammen som et forsvar for individets naturlige, negative frihedsrettigheder?

Det siger Nozick faktisk ikke rigtigt noget udtrykkeligt om, men man kan forestille sig, at han mener, at det meningsfulde liv er et liv, som individet selv definerer, og som kun kan lade sig gøre, hvis individet har naturlige, negative frihedsrettigheder. Knap så hårdt kan man også forestille sig, at Nozick mener, at individet har de bedste chancer for selvstændigt at forme sit liv, hvis det har naturlige, negative frihedsrettigheder.

## Nozicks 3 principper for retmæssig tilegnelse af goder

Mens selvejerskabstesen siger, at ethvert individ har indskrænket ejerskab og bestemmelse over sig selv og sin krop, siger den intet om, hvordan individet kommer til at eje eksterne goder, og kan derfor ikke stå alene som et argument for minimalstaten. Derfor har Nozick udarbejdet en rettighedsteori bestående af 3 principper, som skal sikre en retmæssig tilegnelse af goder.

Nozicks rettighedsteori er historisk. Det vil sige, at den tager udgangspunkt i tidligere handlinger og omstændigheder. Når man skal afgøre om en tilegnelse er retmæssig eller ej, er det derfor nødvendigt at se på det, som ligger før den igangværende distribution: ”The entitlement theory of justice in distribution is historical; whether a distribution is just depends upon how it came about.” Nozick (1974: 153) Derudover kategoriserer Nozick sin rettighedsteori som ikke-mønstrede. Der er derfor intet mønster for, hvordan tilegnelser af goder foregår retmæssigt. Det er 100 pct. op til markedet. I forlængelse heraf formulerer Nozick et kriterie for hvert princip, der tilsiger, hvornår tilegnelser af goder er sket retfærdigt: ”…the following inductive definition would exhaustively cover the subject of justice in holdings.

1. A person who acquires a holding in accordance with the principle of justice in acquisition is entitled to that holding.
2. A person who acquires a holding in accordance with the principle of justice in transfer, from someone else entitled to that holding, is entitled to the holding.
3. No one is entitled to a holding except by (repeated) applications of 1 and 2.” Nozick (1974: 151).

## Princip 1: Princippet for retmæssig tilegnelse

Det første princip beskriver, hvordan et objekt kan gå fra at være uejet til at være ejet: ”En tilegnelse er retfærdig, hvis og kun hvis den ikke indebærer, at andre bliver stillet dårligere” Holtug et al (1997, 207)

Her lader Nozick sig igen inspirere af Locke: ”…enough and as good left in common for others.” Nozick (1974, 175)

Citatet af Locke kalder Nozick også for det lockianske forbehold, og kan, ifølge Nozick, læses enten stærkt eller svagt. Den svage læsning af det lockianske forbehold tilsiger, at B stilles dårligere end A, når A tilegner sig et stykke uejet jord, fordi B hermed ikke selv har mulighed for at tilegne sig jordstykket, mens Nozick ved den stærke læsning af det lockianske forbehold tilføjer, at B stilles dårligere end A, fordi A’s ejerskab forhindrer B i at gøre brug af det pågældende stykke jord eller dele af det: “first, by losing the opportunity to improve his situation by a particular appropriation or any one; and second, by no longer being able to use freely (without appropriation) what he previously could,” Nozick (1974, 176).

Nozick mener, at den stærke læsning af det lockianske forbehold er for stærk. Lad os tage endnu et tankeeksperiment. Der er et stykke uejet jord, som alle har frihed til at bruge eller mulighed for at eje. I det øjeblik, hvor X erklærer jordstykket for sin ejendom f.eks. ved at blande sin arbejdskraft (som er en del af hans selvejerskab) ved at så kartofler eller ved simpelthen at erklære jordstykket for sin ejendom, har ingen andre længere frihed til at bruge eller mulighed for at eje jordstykket uden X’ tilladelse. Følges det stærke lockianske forbehold vil man i sidste ende, ifølge Nozick, løbe tør for jordstykker af samme type, som andre kan bruge eller købe. Dette beviser Nozick med sit ”zipping back”-argument: ”Consider the first person Z from whom there is not enough and as good left to appropriate. The last person Y to appropriate left Z without his previous liberty to act on an object, and so worsened Z’s situation. So Y’s appropriation is not allowed under Locke’s proviso. Therefore the next to last person X to appropriate left Y in a worse position, for X’s act ended permissible appropriation. Therefore X’s appropriation wasn’t permissible. But then the appropriator two from last, W, ended permissible appropriation and so, since it worsened X’s position, W’s appropriation wasn’t permissible. And so on back to the first person A to appropriate a permanent property rights.” Nozick (1974, 176)

Derfor formulerer Nozick sit eget forbehold. Hvis vi vender tilbage til vores tidligere eksperiment, kan X’s ejerskab over jordstykket, under det nozickianske forbehold, kun stille andre dårligere, hvis de, mod fair betaling til X, stadigvæk ikke må bruge eller få adgang til jordstykket: “(...) if the position of others no longer at liberty to use the thing is thereby worsened.” Nozick (1974, 178) Endvidere tilføjer Nozick en siderestriktion: “a person may not appropriate the only water hole in a desert and charge what he will.” (Nozick, 1974: 180).

Han pointerer, at individer, som ikke er i stand til at tilegne sig goder, fordi der enten ikke er flere uejede eller brugbare goder tilbage, også bedre stillet end, hvis alle goder var forblevet uejede, fordi der vil opstå nye muligheder, som resultat af, at der er nogen, som har tilegnet sig noget. Disse nye muligheder skal ses, som en kompensation for de tabte muligheder. Det private ejerskab over goder vil resultere i det mest ønskværdige system, nemlig det frie marked. At det frie marked er det mest ønskværdige, understreger Nozick ud fra en række fordele: ”…it increases the social product by putting means of production in the hands of those who can use them most efficiently (profitably); experimentation is encouraged, because with separate persons controlling resources, there is no one person or small group whom someone with a new idea must convince to try it out; private property enables people to decide on the pattern and type of risk they wish to bear, leading to specialized types of risk bearing; private property protects future persons by leading some to hold back resources from current consumption for future markets; it provides alternate sources of employment for unpopular persons who don’t have to convince any one person or small group to hire them, and so on.” Nozick (1974, 177).

## Princip 2: Princippet for retmæssig overførsel

Princippet for retmæssig tilegnelse er den grundlæggende i Nozicks rettighedsteori, mens princippet for retmæssig overførsel har de mest vidtrækkende konsekvenser. Det er under dette princip, at Nozick beviser, at et hensyn til frihed forstyrrer mønstrede rettighedsteorier.

Princippet for retmæssig overførsel forudsætter: ”En overførsel er retfærdig, hvis og kun hvis den retmæssige ejer frivilligt afhænder det relevante gode, og den nye ejer frivilligt modtager det.” Holtug et al (1997, 207)

Nozick mener, at en overførsel kun er retmæssig, hvis den indgås på frivillig basis fra alle involverede parters side. Accepteres denne påstand, kan ingen mønstrede teorier være acceptable. Nozick underbygger sin tese med en forlænget version af David Hume’ velkendte argument om, at frihed og lighed ikke er kompatible: ”Render possessions ever so equal, men’s different degrees of art, care, and industry will immediately break that equality… The most rigorous inquisition too is requisite to watch every inequality on its first appearance; and the most severe jurisdiction to punish and redress it.” Wolff (1991: 79)

Det mest berømte Nozick-tankeeksperiment er det om Wilt Chamberlain. Her demonstrerer han, at den frie overførsel af goder udelukker lighed og andre mønstrede, ikke-historiske rettighedsteorier. Det vil sige rettighedsteorier, som, modsat Nozick, indebærer mønstre for, hvordan omfordeling af goder skal ske. Her er det ligegyldigt, hvem der ejer, hvilke goder, da goder ikke knyttes til individet.

Chamberlaineksemplet starter med fordeling D1: ”For suppose a distribution favored by one of these non-entitlement conceptions is realized. Let us suppose it is your favorite one and let us call this distribution D1; perhaps everyone has an equal share, perhaps shares vary accordance with some dimension you treasure,” Nozick (1974, 160-161). Endvidere forestiller Nozick sig: ”Now suppose that Wilt Chamberlain is greatly in demand by basketball teams, being a great gate attraction… He signs the following sort of contract with a team. In each home game, twenty-five cents from the price of each ticket admission goes to him… Let us suppose that in one season one million persons attend his home games, and Wilt Chamberlain winds up with 250,000 dollars, a much larger sum than the average income and larger even than anyone else has. Is he entitled to this income? Is this new distribution D2 unjust?” Nozick (1974, 161)

Nozick beviser med sit eksperiment, at den frivillige overførsel forstyrrer ethvert mønster og former en ny fordeling. Ifølge Nozick er den nye fordeling D2 retfærdig, fordi D1 er retfærdig (her antages, at D1 følger Nozicks princip om retmæssig tilegnelse), og personerne frivilligt indgår i D2, derfor er D2 også retfærdig. Nozick konstaterer hermed, at der i hvert fald findes en retfærdig fordeling, som ikke stemmer overens med det originale mønster. Godtages dette, forkastes også den mønstrede retfærdighedsforestilling.

Alternativt kan vi prøve at afvise D2 som retfærdig, og D1, som er truet af frivillig overførsel, D2, skal derfor bibeholdes på en eller anden måde. For dette kan ske, vil det involvere forebyggelse eller håndhævelse af den frie bevægelighed. Ifølge Nozick betyder det, at mønstrede, ikke-historiske retfærdighedsteorier forstyrrer individernes frie handlinger. For at opretholde D1 kræver det, at man forbyder enhver form for overførsel, som kan forstyrre mønsteret, D1, eller periodisk redistribuere ressourcerne for at genindføre mønstret, D1. Dette vil, ifølge Nozick, være en indblanding i folks liv, og det er en seriøs og uacceptabel frihedskrænkelse: ”The general point illustrated by the Wilt Chamberlain example and the example of the entrepreneur in a socialist society is that no end-state principle or distributional patterned principle of justice can be continuously realized with continuous interference with people’s lives.” Nozick (1974, 163)

Derfor mener Nozick, at hans rettighedsteori er den eneste teori, som respekterer en frihed, hvor individerne har lov til at akkumulere eller overføre deres retmæssige ejede goder, hvordan de end ønsker det.

## Princip 3: Princippet om genopretning

Tredje og sidste princip i Nozicks rettighedsteori er genopretningsprincippet. Et faktum for Nozick er, at verden ikke er retfærdig. Derfor skal dette princip ophæve de forskellige uretmæssigheder, som er opstået i fortiden. Det kan f.eks. være tyveri, svindel m.m., hvor de to første principper tydeligvis ikke er blevet overholdt.

Genopretningsprincippet tilsiger: ”Dette princip siger, hvorledes tidligere uretmæssigheder ophæves,” Holtug et al (1997, 207)

I første omgang virker dette princip som et mindre anliggende, hvor der skal laves nogle justeringer her og der for at udligne fortidens uretfærdigheder. Det er dog ikke helt sandt, hvis vi skal tage Nozick på ordet, når han mener, at alle fortidens uretmæssigheder skal udlignes, før princippet for retmæssig tilegnelse og princippet for retmæssig overførsel kan praktiseres korrekt. Udligningsarbejdet vil blive kæmpestort og nok umuligt, men det vil jeg se nærmere på i næste afsnit.

## Kritik af Nozicks rettighedsteori

Nu, hvor vi har en god forståelse af Robert Nozicks rettighedsteori, er næste skridt at se på, hvad nogle af hans kritikere siger. Her vil jeg inddrage den canadiske, egalitaristiske filosof Gerald A. Cohen, som har udarbejdet noget af den mest betydningsfulde kritik af Robert Nozick. Cohen nævnes også i en del af den sekundære Nozick-litteratur, som jeg har brugt – herunder Jonathan Wolff’ ”Robert Nozick – Property, Justice and the Minimal State” fra 1991, som jeg også vil inddrage. Jeg begynder selvfølgelig med selvejerskabstesen, idet Nozicks rettighedsteori udspringer sig fra den.

## Selvejerskabstesen

Gerald Cohens kritik af Robert Nozick går ikke på selvejerskabstesen. Han anerkender den umiddelbare accept af individets ejerskab over sig selv. Derimod er Cohen kritisk, når Nozick bruger selvejerskabstesen som et grundlag for individets ejerskab over eksterne ressourcer. Cohen henviser til Nozicks eksempel med øjelotteriet. Her konkluderer Nozick, at en accept af omfordeling af goder er lig med en accept af omfordeling af øjne. Cohens kritik går på, at Nozick glemmer at skelne mellem interne og eksterne ressourcer: ”It is an intelligible presumption that I alone am entitled to decide about the use of my arm, and to benefit from its use, simply because it is my arm (...) But there is no comparable presumptive normative tie between any person and any part or portion of the external world,” Cohen (1995, 70-71)

Nozick kan derfor ikke med sit øjelotteri, ifølge Cohen, konkludere, at nogen har mere ret til eksterne ressourcer end andre. Derimod er det en naturlig formodning, at individet alene er berettiget til at bestemme over sine egne øjnes skæbne, fordi øjnene er en intern ressource, som kun tilhører individet ligesom resten af dets menneskelige lemmer. Ifølge Cohen kan Nozick ikke sidestille omfordeling af eksterne ressourcer med omfordeling af øjne, som er en intern ressource. Generelt betyder det, at koblingen mellem individets selvejerskab og dets ejerskab over eksterne ressourcer er ubegrundet i Cohens optik.

Figur 2. Anarchy, State, and Utopia, 1974

## Princip 1: Princippet for retmæssig tilegnelse

Princippet for retmæssig tilegnelse tilsiger, at tilegnelsen af et gode kun er retfærdig, hvis tilegnelsen ikke stiller andre dårligere end, hvis godet var forblevet uejet. Herefter formulerer Nozick det nozickianske forbehold, som tilsiger, at en tilegnelse ikke er retfærdig, hvis ejeren (imod fair betaling) udelukker andre fra at få adgang til eller gøre brug af f.eks. et jordstykke. At der f.eks. ikke er flere jordstykker af samme type tilbage til andre at købe, gør ikke købet af den sidste af et bestemt type jord for en uretmæssig tilegnelse. Nozick underbygger denne påstand ved, at det private ejerskab skaber nye fordele (som ikke var der før), når det kommer til effektivitet, muligheder i livet og innovation. En person, der er født på et tidspunkt, hvor alle eksterne ressourcer er ejet, er derfor bedre stillet, end han ville have været i et samfund, hvor alle ressourcer var uejet.

Cohens kritik af Nozicks første princip går på, at Nozick er for uklar i forhold til, hvad han mener, når han siger, at ingen må stilles dårligere end, hvis objektet forblev uejet. Skal princippet virkeliggøres, forudsætter det et sammenligningsgrundlag. En tilegnelse er ikke retmæssig, hvis den stiller andre dårligere, men hvor går grænsen for, hvornår andres stilles dårligere? Cohen mener ikke, at grænsen for, hvornår andre er værre stillet, er særlig velbegrundet. Derimod er den utilstrækkelig, da Nozicks vurdering af, om en tilegnelse er retmæssig, kun forholder sig til situationen, hvor det tilegnede objekt var forblevet uejet: “I shall argue that there are other intuitively relevant counterfactuals, and that they show that Nozick’s proviso is too lax, that he has arbitrarily narrowed the class of alternatives with which we are to compare what happens when an appropriation occurs with a view to determining whether anyone is harmed by it.” Cohen (1995, 78)

Cohen fortsætter ved at eksemplificere sin tese. Han forestiller sig en verden med to selvejende personer, A og B. Alt i denne verden er uejet. A’ levebrød er mængden *m*, mens B’ levebrød er mængden *n*. På et tidspunkt tilegner A sig alt jorden og tilbyder B en løn på *n+p*, hvor *p*≥0, mens A får *m*+q, hvor *q*>*p*. Fortalt mindre matematisk betyder det, at B’ udbytte som minimum er det samme, mens A’ udbytte er steget. Dette eksempel på tilegnelse af goder tilfredsstiller Nozicks forbehold om, at en tilegnelse kun er retmæssig, hvis tilegnelsen ikke stiller andre dårligere end, hvis objektet forblev uejet. B’ position i dette eksempel forbedres af, at A’ har tilegnet sig alt jorden. Cohen undrer sig dog over, at Nozicks store fokus på individuel frihed ikke gør, at Nozick inddrager B’s tab af selvstændighed (B er jo nødt til at acceptere A’ tilbud for ikke at miste sit levebrød) kunne udligne eller måske helt overgå værdien af den eventuelle stigning i B’ materielle velstand.

Dernæst behandler Cohen en kontrafaktisk situation, hvor det er B, der har tilegnet sig alt jorden. B gør det bedre end A og kan derfor tilbyde A en løn på *m+q*, mens B beholder *n+2p* til sig selv. I dette tilfælde vil A’ tilegnelse af alt jorden i det førnævnte eksempel stille B dårligere. Det samme kan være gældende for andre kontrafaktiske situationer - f.eks. hvor A og B har fælles ejerskab over alt jorden. For Cohen virker det ubegrundet, at B skulle acceptere A som den eneste mulige jordejer baseret på den tilfældighed, som det er, at A er den første om at beslutte at tilegne sig alt jorden selv. I princippet kunne det lige så godt have været B. Endvidere mener Cohen, at Nozicks manglende vurdering af de kontrafaktiske situationer er et argument for, at det nozickianske forbehold er svagt i forhold til at sikre andre individer imod at blive stillet dårligere, når et individ tilegner sig goder. Nozicks teori kan, ifølge Cohen, tillade situationer, hvor andre stilles dårligere, end de ellers ville være blevet.

## Princip 2: Princippet for retmæssig overførsel

Princippet for retmæssig overførsel fortæller, at goder retmæssigt kan overføres fra individ til individ, hvis transaktionen foregår frivilligt. Nozick bruger Wilt Chamberlain-eksemplet som argument for, at når en retfærdig handling udspringer fra en retfærdig situation, må det resultere i, at den nye situation er retfærdig. Dermed mener Nozick også, at han påviser, at ulighed ikke er uretfærdig, hvis den er et resultat af individernes frie valg.

Cohens mest interessante kritik af Nozicks Chamberlainargument går på Nozicks frihedsbegreb. Nozick mener, at Chamberlain-argumentet viser, at der er en konflikt mellem frihed på den ene side og historisk-mønstrede retfærdighedsprincipper og sluttilstandsprincipper på den anden side. Nozick opererer ud fra et moraliseret frihedsbegreb, og det indebærer, at moralske påstande afgør, om en indskrænkning af handlemuligheder er en begrænsning af hans frihed. Et underholdende eksempel fra Nozick på det moraliserede frihedsbegreb er hans forestilling om masseægteskaber: ”27 mænd og 27 kvinder (alle er heteroseksuelle og monogame) er på udkik efter en partner. De er alle rangeret på en skala fra mest attraktiv, næstmest attraktiv, ned til mindst attraktiv. Den mest attraktive kvinde vil, kan vi antage, finde sammen med den mest attraktive mand, den næstmest attraktive kvinde med den næstmest attraktive mand osv. Spørgsmålet er nu, om den mindst attraktive mand eller kvinde er mindre fri end den mest attraktive? For Nozick er svaret nej, for den mindst attraktive ægteskabspartner har ingen ret til, at andre afstår fra at vælge den mest attraktive ægteskabspartner, som de kan få. Hvis andre med deres handlinger begrænser en persons muligheder, så indskrænker de kun hendes frihed, hvis de ikke har ret til at handle, som de gør,” Holtug et al (1997, 226)

Hvad betyder ovenstående masseægteskabseksempel for Wilt Chamberlain? Cohen erkender, at Nozicks moraliserede frihedsbegreb omfavner ufriheden, der f.eks. forekommer ved andres begrænsede handlemuligheder, når goder tilegnes, men Cohen mener ikke, at Nozicks frihedsbegreb tager højde for ufriheden, der forekommer hos individer, som ikke ejer, når disse individers handlemuligheder begrænses af andre individers private ejendomsret.

Nozick mener, at individet moralsk set har ret til det, som han ejer. Cohen opstiller derfor følgende eksempel, hvor han kombinerer det moraliserede frihedsbegreb med det private ejerskab: “It will follow from the moral endorsement of private property that you and the police are justified in preventing me from pitching my tent on your land, and, because of the moralized definition of freedom, it will further follow that you and the police do not thereby restrict my freedom,” Cohen (1988, 295)

Ejeren af marken bliver derfor mindre fri, hvis campisten slår sit telt op på marken. Derimod bliver campisten ikke mindre fri ved at blive forhindret i at slå sit telt op på marken, fordi han ingen ret har til den pågældende mark. I dette eksempel virker det moraliserende frihedsbegreb ikke særlig kontroversielt, men for Cohen er det moraliserede frihedsbegreb stadigvæk uacceptabelt, fordi han påpeger, at telteksemplet også viser følgende: “Even justified interference reduces freedom,” Cohen (1988, 295)

For at underbygge sin tese fremsætter han et eksempel med en retfærdig dømt kriminel. Som følge af det moraliserede frihedsbegreb vil han ikke anses som mindre fri under sin fængsling. Dette mener Cohen er intuitivt forkert. I stedet formulerer Cohen det moralsk neutrale frihedsbegreb, hvor individets frihed indskrænkes hver gang dets handlemuligheder begrænses. Med andre ord betyder det, at den retfærdige, dømte kriminelle med Cohens neutrale frihedsbegreb anses som mindre fri under sin fængsling, men det betyder også, at den private ejendomsret indskrænker ikke-ejerens frihed, fordi han ikke har mulighed for at tilegne sig ejerens gode, medmindre ejeren indvilliger i en retmæssig overførsel af det pågældende gode, som ikke-ejeren gerne vil have fingrene i.

## Princip 3: Princippet om genopretning

Genopretningsprincippet træder i kraft i tilfælde, hvor Nozicks to første principper ikke overholdes.

Når man kigger tilbage på verdenshistorien, er det rimeligt at antage, at mange besiddelser er uretfærdigt tilegnet. Det betyder, at stort set ingen nuværende besiddelser tilfredsstiller Nozicks to første principper. Da genopretningsprincippet kræver, at vi først justerer de uretmæssige tilegnelser, før vi kan gennemføre princip 1 og 2 retmæssigt, står vi over for et overvældende stykke udligningsarbejde. For eksempel er alle former for statslige overførsler til borgerne illegitime. Alle, der nogensinde har modtaget statens sundhedsforsikring, stipendier, børnepenge, huslejehjælp eller lignende velfærdsydelser, har, ifølge Nozick, modtaget goder, som retmæssigt tilhører andre. Faktisk kan alle ejerskaber ultimativt spores tilbage til erobringstiden med tvang og snyd. Tænk bare på USA, som jo egentlig bør returneres tilbage til indianerne, hvis vi skal efterleve genopretningsprincippet.

Ifølge Wolff er Nozick klar over nogle af de problemer, som kan opstå i udformningen og anvendelsen af genopretningsprincippet. For det første, så er der spørgsmålet om udstrækningen af det uretmæssige, der er begået og den nødvendige reparation. Hvis en mand f.eks. stjæler 1000,- og laver en formue, skal han så betale de 1000,- tilbage eller hele hans formue? Det er det første spørgsmål, som Nozick bør finde svar på.

Det andet spørgsmål, som Nozick bør finde svar på, ifølge Wolff, er, om man nogensinde kan lade fortid være fortid? Faktisk spørger Nozick selv: ”How far must one go in wiping clean the historical slate of injustice?” Nozick (1974, 152).

Wolff mener, at det er belejligt at tænke, at man må gå hele vejen tilbage til start, da Nozick jo argumenterer for, at ejendomsretten er ukrænkelig. Dette kan dog virke umuligt. Derfor kan nogle libertarianere være tilbøjelige til at omgå genopretningsprincippet ved at ønske at indføre en minimalstat i nuværende tilstand, hvor vi alle starter med vores nuværende rigdomme. Den holdning er dog problematisk. At være libertarianer betyder, at man behandler ejendomsretten som en naturlig ret, og den er så vigtigt, som noget kan være. Derudover kan uretfærdigheder ikke forældes og blive mindre uretfærdige med tiden. Derfor argumenterer Nozick for, at vi, i alle sager, skal finde ud af, hvad der ville være sket, hvis uretfærdigheden ikke var fundet sted. Svarer den nuværende tilstand ikke til den hypotetiske forestilling, skal den nuværende tilstand justeres, så den svarer til den hypotetiske forestilling.

Konsekvensen af denne metode vil stadigvæk være vidtrækkende. Hvad ville Nozick sige, om indianernes krav på USA? Og hvad med efterkommerne af de sorte slaver i USA? Til disse svære spørgsmål skriver Nozick: ”These issues are very complex and are best left to a full treatment of the principle of rectification. In the absence of such treatment applied to a particular society one cannot use the analysis and theory presented here to clear that no considerations of rectification of injustice could apply to justify it. Although to introduce socialism as the punishment for our sins would be to go too far, past injustices might be so great as to make necessary in the short run a more extensive state in order to rectify them,” Nozick (1974, 231).

Nozick er derfor bevidst om, at i en lang periode af uretfærdigheder med huller i den historiske information kan det være nødvendigt at gennemføre: ”organize society so as to maximize the position of whatever group ends up least well-off in the society,” Nozick (1974, 231). Og hov, det lyder jo uhyggeligt meget som noget taget ud af John Rawls’ *A Theory of Justice*.

## Afslutning

Afslutningsvis vil jeg konkludere, hvorvidt fordelingsretfærdigheden er udtømmende beskrevet i Robert Nozicks rettighedsteoris tre principper.

Personligt er jeg meget glad for Robert Nozick. Han resonerer meget godt med, hvem jeg er som menneske, og de regler, som jeg lever efter og har levet efter allerede før, jeg stiftede bekendtskab med ham. Derfor er det også med blødende hjerte, at jeg må konkludere, at Nozick har alvorlige huller i sin rettighedsteori. Fordelingsretfærdigheden i de tre principper for retmæssig tilegnelse af goder er derfor ikke udtømmende beskrevet. Skulle de være det, krævede det, at de ikke var sårbare over for de kritikpunkter, som jeg har fremført.

Allerede i selvejerskabstesen går det galt for Nozick. For det første har jeg aldrig rigtigt købt Nozicks øjelotteriargument. Øjnene og andre menneskelige lemmer for den sags skyld er jo forbundet til selvet, mens det samme ikke kan siges om alt andet uden for menneskets korpus. Derfor vil jeg være tilbøjelig til at give Cohen ret i, at Nozick glemmer forskellen med interne og eksterne ressourcer. Koblingen mellem individets selvejerskab og dets ret til ejerskab over eksterne ressourcer virker især også ubegrundet, når Nozick er meget kritisk overfor Locke’ argument, som tilsiger, når man blander sin arbejdskraft med et objekt, gør det en til den retmæssige ejer af det pågældende objekt: (1) ”If I own a can of tomato juice and spill it in the sea that its molecules (made radioactive, so I can check this) mingle evenly throughout the sea, do I thereby come to own the sea, or have I foolishly dissipated my tomato juice?” og (2) ”Why should one’s entitlement extend to the whole object rather than just to the added value one’s labour has produced?” Nozick (1974, 175).

I stedet finder Nozick begrundelsen for vores selvejerskab i vores evne til selvstændigt at forme vores liv, som vi selv mener, er meningsfuldt. Det er dog uklart, hvorledes denne evne kan indgå som et gyldigt argument for vores ukrænkelige selvejerskab. Hvorfor har vi f.eks. ikke pligt til at hjælpe andre med at forme deres liv på en meningsfuld måde, hvis de ikke selv formår dette, og vores evne til selvstændigt at forme et meningsfuldt liv ikke begrænses ved at hjælpe andre? Et andet interessant kritikpunkt i Nozicks selvejerskab er, hvorfor overtrumfer retten til selvstændigt at forme et meningsfyldt liv alle andre hensyn – f.eks. hensynet til andre individers overlevelse? Holtug et al påpeger: Det er bemærkelsesværdigt, at Nozick tilsyneladende mener, at en persons ret til ikke at lide en mild form for fysisk overlast kan overtrumfes af hensynet til at redde et større antal køer fra horrible smerter.” Holtug et al (1997, 206). Hvis rettigheder kan overtrumfes, når det gælder dyrs overlevelse, hvorfor gælder det samme ikke, når der er tale om mennesker i nød?

Går vi videre til det første princip af Nozicks tre principper for retmæssig tilegnelse af goder, er Nozick også problematisk. Nozick formulerer det nozickianske forbehold, som tilsiger, at: ”En tilegnelse er retfærdig, hvis og kun hvis den ikke indebærer, at andre bliver stillet dårligere” Holtug et al (1997, 207) Cohen mener, at Nozick er uklar i forhold til, hvad han mener, når han siger, at ingen må stilles dårligere end, hvis objektet var forblevet uejet. Der mangler et sammenligningsgrundlag – f.eks. hvor går grænsen for, hvornår andre stilles dårligere? Endvidere kan jeg ikke lade være med at spørge mig selv om, hvorfor det er situationen, hvor alting er uejet, som skal sammenlignes med? Et bud kunne være, at Nozick er naturretsfilosof. Hans rettighedsteori er baseret på individets naturlige, medfødte rettigheder. Derfor vil det være naturligt, at sammenligningsgrundlaget er den uejede tilstand, da den uejede tilstand er de eksterne ressourcers medfødte natur, hvorfra alting begynder. Kun i den uejede tilstand, hvor der endnu ingen tilegnelser er, kan man være sikker på, at verden er retfærdig for, hvordan kan vi egentlig nogensinde være sikre på, at de to første principper i Nozicks rettighedsteori er blevet overholdt? Det er vel meget menneskeligt at være overbevist om, man gør noget af egen fri vilje, men i virkeligheden har nogle underbevidste psykologiske faktorer skubbet en i en bestemt retning, som man f.eks. først opdager et stykke tid senere. Om det er sandt, ved jeg ikke, men det er bare mit gæt på, hvorfor Nozick vælger den uejede tilstand og ikke andre kontrafaktiske situationer som sit sammenligningsgrundlag.

Dette fører mig frem til det andet princip i Nozicks rettighedsteori, nemlig princippet for retmæssig overførsel. Princippet tilsiger, at: ”En overførsel er retfærdig, hvis og kun hvis den retmæssige ejer frivilligt afhænder det relevante gode, og den nye ejer frivilligt modtager det,” Holtug et al (1997, 207).

I Cohens kritik af Nozicks moraliserede frihedsbegreb formulerer han i stedet sit neutrale frihedsbegreb, som har den konsekvens for den private ejendomsret, at den indskrænker ikke-ejeres frihed, fordi ikke-ejeres handlemuligheder indskrænkes så snart, nogen tilegner sig noget. I så fald vil alle private tilegnelser være frihedsindskrænkende og, hvem skal så eje samfundets goder? Staten? Jeg tror ikke på socialismen, og derfor kan Cohen ikke overbevise mig. Derimod synes jeg lidt i tråd med førnævnte spørgsmålstegn ved, hvornår man kan være sikker på, at man gør noget af egen fri vilje, at Nozicks frivillighedsbegreb er mere interessant. Som det andet princip fortæller, så er en overførsel retmæssig, hvis den er frivillig fra alle involverede parters side, men hvor meget information kræves egentlig, før man kan sige, at en overførsel er frivillig? Eksempelvis sælger X et gammelt maleri, som han har arvet fra sin mor, til Y for 1000 kr. X er uvidende om, at det er et Picassomaleri. Har han så frivilligt solgt maleriet? For vi kan roligt antage, at han ikke havde solgt det, hvis han havde haft information om, at det er et Picassomaleri inden salget og, hvis han havde solgt maleriet, havde han nok taget en del mere end 1000 kr. for det. Umiddelbart gætter jeg på, at Nozick vil mene, at X’s dumhed er på eget ansvar. Han burde før salget have undersøgt maleriet. Der er jo ikke tale om bedrageri i form af misinformation, som jeg vil mene, gør en vilkårlig kontrakt/aftale ugyldig, og det vil være en sag for minimalstaten som retsvæsen at finde en løsning mellem den forurettede og den kriminelle.

Endvidere kan frivillige overførsler også have konsekvenser for andre end de involverede parter. Det er rimeligt at tro, at det vil have alvorlige konsekvenser for fattige indere, hvis hver europæer køber 50 kg. ris mere om året, idet priserne på ris vil stige. Er disse frivillige overførsler retfærdige, hvis de har så katastrofale konsekvenser? Nozick har faktisk en lille sidebemærkning om, at man ikke må tilegne sig et vandhul, hvis det er det eneste vandhul, der findes, og alle derfor er afhængige af det for at overleve. Kan man ikke sige det om alle fødevarer i verden? Alle fødevareressourcer er vel begrænsede uanset om det drejer sig om et vandhul eller 117 millioner kilo ris. Nozick bliver nødt til at forholde sig til disse to frivillighedsproblematikker, men det gør han desværre ikke. Derfor er det andet princip også uacceptabelt.

Sidst, men ikke mindst har vi genopretningsprincippet, som tilsiger, at: ”Dette princip siger, hvorledes tidligere uretmæssigheder ophæves,” Holtug et al (1997, 207).

Det første problem med dette princip er udstrækningen af uretmæssige og den nødvendige kompensation. Skal man have kompensation for, hvad man mistede, da uretmæssigheden fandt sted, eller skal man have kompensation for det, som man ville have haft, hvis uretmæssigheden ikke havde fundet sted?

Det andet problem ved dette princip er, om man nogensinde retmæssigt kan lade fortid være fortid? Jovist bliver en gammel uretmæssighed ikke mindre uretmæssig med tiden, men på den anden side, så mener jeg heller ikke, at det er acceptabelt, at justeringer af uretmæssigheder skal være afhængig af hypotetiske forestillinger om, hvad der ville være sket, hvis uretmæssighederne ikke havde fundet sted. Det er nemt at forestille sig, at der kunne være talrige hypotetiske forestillinger. I så fald, hvilken er og, hvordan udvælges den mest sande?

Om vi lader fortid være fortid eller om vi udvælger den hypotetiske forestilling, som vi tror, er mest sand, er som at vælge imellem pest eller kolera. Ingen af de to muligheder er fair. Genopretningsprincippet kan ikke lade sig gøre og skal nok bare ignoreres.

Hvis jeg skulle vælge, ville jeg vælge at lade fortid være fortid, og den mulighed er nok også den, der er mest medgørlig. Hvis vi forestiller, at vi indfører en minimalstat i Danmark nu. Jeg har f.eks. modtaget skatteyderbetalt uddannelse og SU. Skal vi vælge en hypotetisk forestilling om, hvad der ville være sket, hvis jeg ikke havde modtaget skatteyderbetalt uddannelse og SU. Lad os sige, at jeg ikke havde fået min uddannelse medmindre jeg selv havde betalt for den. Dette er bare en ud af mange hypotetiske forestillinger. Jeg skal derfor betale beløbet for min uddannelse og SU tilbage til de retmæssige ejere, men hvordan kan jeg – især efter mange år - finde frem til præcis de personer, som har betalt min uddannelse og SU? Det er måske at læse Nozick lige lovligt hårdt, men det ændrer ikke ved, at jeg bliver straffet for politiske beslutninger, som jeg ikke har været med til at træffe, men som har skabt nogle vilkår, som jeg bliver nødt til at leve efter – især når skatterne er så tårnhøje, at man bliver fastlåst i velfærdsfængslet. Det svarer også til at lave love eller hæve skatter og afgifter med tilbagevirkende kraft. Og det er ikke retfærdigt, fordi det synes rimeligt, at det, man skal forholde sig til, er, hvordan den verden, jeg skal navigere i, nuværende tilstand er og ikke hypotetiske fremstillinger om, hvad der kan ske i fremtiden med tilbagevirkende kraft.

\*Om forfatteren: Hasna Eggers er cand.mag. i filosofi og medlem af *LIBERTAS*’ redaktion

**Litteratur**

Cohen, Gerald (1988): *Labour, history and freedom - Themes from Marx*. Clarendon Press.
Cohen, Gerald (1995): *Self-ownership, freedom, and equality*. Cambridge University Press.
Eggers, Hasna (2018): *Robert Nozicks rettighedsteori*. Speciale ved Københavns Universitet.
Holtug, Nils *et al* (1997): *Det Retfærdige Samfund – Om lighed som ideal i etik og politik*. Nyt Nordisk Forlag.
Koch, Carl Henrik (2007): *Den Europæiske Filosofis Historie – fra Reformationen til oplysningstiden*. Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck.
Lübcke, Poul (2014): *Politikens Filosofileksikon*. Politikens Forlag.
Mack, Eric (2024): *Anarchy, State and Utopia on individualist anarchism vs. the minimal state*. libertarianism.org.
Nozick, Robert (1974): *Anarchy, State and Utopia*. Blackwell Publishing.
Smith, Ryan: “Striden mellem Rawls og Nozick”. CEPOS.
Sørensen, Anne-Sophie (2018): *Frihed og lighed – En kritisk analyse*. Speciale ved Roskilde Universitet.
Wolff, Jonathan (1991): *Robert Nozick – Property, Justice and the Minimal State*. Stanford University Press.

Læs Libertas nr, 86 her

Noter

I denne artikel bruger jeg udtrykkene ”libertarianismen” og ”libertarianer” for den politiske ideologi og tilhængeren af den politiske ideologi, hvor man går ind for den nozickianske minimalstat.