Gud, Konge og fædreland, Libertas Nr. 3
Af Tom Høyem, Rhodos 1987, 208 s.
Anmeldt af Niels E. Borges Marts 1988
Den forhenværende Grønlandsminister og CD'er er utrolig flittig, engageret og interessant debattør med ganske megen viden.
Bogen er en samling af artikler/kronikker skrevet af Høyem siden ‚75. Bemærkelsesværdig var Høyems møde med pressen kort efter udnævnelsen til Grønlandsminister i ‚82, som er beskrevet i »Mulighedernes samfunn« (anmeldt andetsteds i Libertas).
En journalist spurgte den for pressen ukendte Høyem, om han ikke engang havde skrevet noget i Berlingske, hvortil han svarede, at han faktisk havde fået trykt over 1000 artikler. Utroligt, at man kan være totalt ukendt for pressefolk, som burde læse bare lidt. Der skal åbenbart fantastisk meget til for at slå et navn fast.
Titlen er så konservativ, som den overhovedet kan være. Høyem fortolker titlen som et tredimensionalt koordinatsystem, som hver eneste dansker er koordinater i; Kongen (Dronningen) knytter os historisk med fortiden; fædrelandet er fællesskabet, og Gud gør det tredimensionelt. »Kongen ud ad den ene akse, fædrelandet ud ad den anden akse. Det giver punktet: Dansker i 1987. Men ordet Gud giver perspektivet, sætter hver enkelt i en valgsituation, der gør ham og hende til ansvarligt virkende eksisterende menneske« (p.9).
Bønnen tillægges grænsen for magtfuldkommenhed, og gudsforholdet som så mange andre områder må have en urørlighedszone, for at bruge en Løgstrup terminologi, som myndighederne må lade i fred. Den kristne tro er central i den vesterlandske frihedstradition; men jeg vil på trods heraf koncentrere kritikken om ideologiske/politiske emner i det følgende.
I artiklen »Fælles opgaver« skelner Høyem ganske rigtigt mellem det politiske og rettighedsargumentet. Hvilke politikere kender overhovedet denne distinktion? Det politiske argument går i al korthed ud på, at gennemføres dette eller hint, gavner man generelt samfundet, altså det typiske altruistiske og rousseauske syn. Rettighedsargumentet derimod er etisk/moralsk funderet. Individet har rettigheder, ingen instans kan knægte, fx et politisk flertal. Rettighedsargumentet er bedst behandlet af Robert Nozick, såfremt man ønsker en ikke-docerende filosofisk reflektion herover. Når dette er skrevet så ganske udmærket af Høyem, skal den kontradiktive sentens på samme side med for en ordens skyld. »Staten skal være neutral over forlykke-begrebet, men alligevel sørge for mad, bolig, lægehjælp og uddannelse:« Dvs. at Høyem på en underfundig måde gør nævnte områder værdineutrale ud fra et altruistisk syn om, at basale behov skal opfyldes. Og det er at være ikke-neutral over for lykkebegrebet, at andre definerer, hvad der er bedst for individet. Dvs. en tilsidesættelse af rettighedsargumentet!
For hundrede og syttende gang postuleres det, at ideologier er historiske anakronismer fra forrige århundrede, som ikke kan anvendes til noget fornuftigt.
Denne totalt ugennemtænkte tese i kronikken »Begrebet liberal – som menneskesyn og regeringsformel« er velkendt. Ingen ideologi er udformet som kogebøger, der anviser, hvordan man indretter et samfund ned til mindste detalje. End ikke marxismen anviser, hvorledes et samfund indrettes i detaljer, men antyder kun nogle generelle linjer i »Det kommunistiske manifest«. Ideologier har derimod en etik, som er anvendelig til alle tider. Problemet kan koges ned til, om mennesket skal styres af fiktionen (racen eller arbejderklassen) eller have umistelige rettigheder.
Høyem bruger et ganske suverænt billede på regeringens mange indgreb: »Det er som at forsøge at starte en druknet motor ved at give den yderligere choker« (p.52). Og i tråd hermed anføres, at en liberal regering tror på markedsøkonomien, som er intimt forbundet med demokrati og pluralisme, og ganske Hayek-inspireret anlægger Høyem følgende syn på markedsøkonomien: »… beslutningerne træffes nøjagtigt dér, hvor de fleste informationer findes, nemlig i hovederne på millioner af forbrugere. Denne informationsmængde kan ikke bureaukratiseres ind i kommissioner, udvalg og nævn. Og denne bureaukratisering kan i alt fald slet ikke ske uden en nedværdigende formynderholdning, der gør individualiteten ikke blot overflødig, men irriterende for magthaverne. Når markedsøkonomien kvæles, kvæles både demokratiet og pluralismen« (p.31).
Intet er mere rigtigt, og det er en yderst sjældenhed, at en dansk politiker lufter så skarp en analyse af markedsøkonomien og beslutningstagningen. Vejen til Frihed af Eamonn Butler introducerer på glimrende vis Hayeks idéverden, som ovennævnte syn falder ganske i tråd med. Ideerne har dog ingen gennemslagskraft haft blandt såkaldte toneangivende politikere, for regeringen har ikke overladt beslutningsprocesserne til forbrugerne.
To andre væsentlige og lidet diskuterede problemer er skismaet mellem den langsigtede politik og næste valg, og problemet med at overføre den enkelte politikers rationalitet kollektivistisk.
Høyem understreger vigtigheden af ideologisk bevidsthed i modsætning til den altovervejende midtersøgende masse af partikonstellationer og en langsigtet strategi. Milton Friedman berører emnet i bogen »Status Quo Tyranniet« ret indgående og analyserer ret empirisk, hvorledes regeringer med og uden ideer har klaret sig. Også denne naturligvis ikke oversatte bog ville være til inspiration blandt politikerne.
Et andet hip til politikerne fra Høyems side er en udbredt mangel på en overbevisningens etik. Hvorfor skulle vælgerne egentlig stemme på levebrødspolitikeren uden holdning, mening eller ideologi? Hvordan skulle en politisk missionær uden ønske om indflydelse kunne fremme vælgernes interesse? (p.42).
Høyem er ikke prototypen på en borgerlig politiker, og slet ikke en typisk CD'er, som har gjort det pragmatiske til et mål i sig selv. Bogen er, som alt andet Høyern skriver, ganske læseværdig, omend jeg ikke er enig i de af Høyem dragede konklusioner.
