Fra protektionisme til frihandel. Merkantilisterne, Adam Smith og David Ricardo

LIBERTAS nr. 75, marts 2021

Torben Mark Pedersen

*Historisk har protektionisme været mere reglen end undtagelsen, og selv i dag er der mange politikere, der ikke forstår, at protektionisme er skadelig for landets egne borgere. Det er ellers snart 250 år siden, at Adam Smith – og han var ikke den første – argumenterede systematisk for, at frihandel vil øge nationernes velstand, og at protektionisme altid vil føre til et velstandstab. Med David Ricardos udvikling af teorien om de komparative fordele i udenrigshandlen blev det klart, at det altid er en fordel for lande at handle med hinanden, så længe deres alternativomkostninger er forskellige, og fra midten af det 19. århundrede bredte frihandlen sig i Europa.*

Når to personer frivilligt handler med hinanden, vil resultatet altid være til begges fordel. Ellers ville de ikke gøre det. Det er en indsigt, der er så elementær, at enhver kan indse det, og det er samtidig en indsigt, der er så fundamental, at den udgør rationalet for fri markedsøkonomi som et økonomisk system.

Enhver, der foretager et dagligt indkøb, kan umiddelbart erfare, at de har større nytte af de varer, de putter i indkøbskurven, end af de penge, de betaler for varerne, og omvendt for supermarkedet, men den vigtigste effekt af handel består i, at handel muliggør arbejdsdeling og specialisering. Hvis vi alle levede som isolerede individer – som Robinson Crusoe på den øde ø før han mødte Fredag – ville vi hver især skulle producere alt, der er nødvendigt for livets opretholdelse, og det ville indebærer, at vi alle ville leve i dyb fattigdom. Når mennesker begynder at handle med hinanden, så muliggør det en arbejdsdeling, hvor hver enkelt specialiserer sig i det, de er relativt bedst til. Selv i relativt små byer var det for 250 år siden specialiserede erhverv som bager, slagter, brygger, smed, tømrer, lærer, læge, præst, professor osv., og for Adam Smith var det netop arbejdsdelingen med dens specialisering, der var hovedårsagen til den stigende arbejdsproduktivitet og nationernes velstand.

På trods af de åbenlyse fordele ved handel forekommer det alligevel kontraintuitivt for mange – herunder for ikke så få politikere – at frihandel er bedre for et land end protektionisme, for hvorfor er det ikke en fordel for et land at beskytte den indenlandske produktion og beskæftigelse mod udenlandsk konkurrence med en importtold?

Det er formålet med artiklen at beskrive det afgørende skifte i den økonomiske forståelse af fordelene ved frihandel, der slog igennem i det 18. århundrede. De merkantilistiske skribenter i det 16. og 17. århundrede var tilhængere af protektionistisk handelspolitik, men fra slutningen af det 17. århundrede begyndte de første økonomiske skribenter at få øjnene op for, hvorfor frihandel er at foretrække frem for protektionisme, og hvorfor næringsfrihed og konkurrence i det hele taget er bedre end lavstvang, særrettigheder og statslige monopoler. Det var ikke Adam Smith, der udviklede de teoretiske argumenter for frihandel, men det var Adam Smiths fortjeneste at behandle emnet så systematisk og analytisk i *Nationernes velstand*, at opfattelsen af handelspolitik ændrede sig i årene efter 1776. Smith formulerede et så tvingende og fuldstændigt forsvar for frihandel, at ingen efterfølgende seriøst kunne diskutere frihandel og protektionisme uden at forholde sig til hans argumenter.

Adam Smith tog dog fejl på et vigtigt punkt, nemlig at arbejdsdeling vil føre til specialisering efter producentens absolutte produktivitetsfordele. Det blev den engelske økonom, David Ricardo, der knap et halvt århundrede efter udgivelsen af *Nationernes velstand* formulerede teorien om de *komparative* fordele i udenrigshandlen. Ideen om at udnytte sine komparative fordele er en grundlæggende økonomisk indsigt, der ikke begrænser sig til handelsteori.

## Merkantilisterne

Merkantilismen er betegnelsen for en økonomisk tænkning, der var dominerende i England og på kontinentet fra omkring 1500 og til slutningen af det 18. århundrede. Merkantilismen var det økonomisk-politiske system for de enevældige konger og fyrster, der regerede de fleste lande i Europa i begyndelsen af det 17. århundrede. Det var et økonomisk-politisk system, der baserede sig på et omfattende system af statslige privilegier og monopolrettigheder med henblik på at varetage de absolutistiske staters interesser. Merkantilismen var: ”…above all a set of economic policy prescriptions for rulers whose aim was to promote their country’s interests, its wealth, and power relative to other nations. But the “country” or “nation” was in the world of the mercantilists the same as the state or the individuals in power…” Sandmo (2011, 15).

Merkantilismen var ikke en sammenhængende økonomisk teori, og størstedelen af den merkantilistiske litteratur var pamfletlitteratur, der var præanalytisk og praktisk orienteret. Viner (1937) skriver, at den “consisted in the main of writings by or on behalf of ‘merchants’ or businessmen, who had the usual capacity for identifying their own with the national welfare.”

Der er kun få fællestræk mht. økonomisk analyse eller politikanbefalinger i den merkantilistiske litteratur. Et fællestræk er dog opfattelsen af, at individernes forfølgelse af deres egeninteresse ikke altid gavner det almene vel. Der er derfor behov for statslig regulering for at fremme ophobningen af guld i statskassen, sikre overskud på handelsbalancen, økonomisk vækst og beskæftigelse, beskytte hjemmemarkedserhverv eller fremme statens militære magt. Moralfilosofisk var det først og fremmest dén ide, som Adam Smith gjorde op med.

Der var merkantilister, der mente, at det samlede omfang af handel er givet, så det drejer sig om at få en så stor andel af handlen og dermed gevinsterne ved handel som muligt i konkurrence med andre lande. Det var også en udbredt opfattelse, at gevinster ved handel stammer fra eksport og ikke fra import, og fokus var på producenternes interesser og ikke på forbrugernes. Det er en opfattelse, der selv i dag deles af mange politikere.

En af de tidlige merkantilister, Thomas Smith, der skrev *A Discourse of the Commonweal of this Realm of England* i 1549 (udgivet 1581), anerkendte, at handel er værdifuldt, for ikke alene giver det adgang til varer, som ikke produceres i hjemlandet, men det er også en måde at dele risiko på, idet varemangel i et land i et givet år kan afhjælpes ved import fra udlandet. Smiths analyse var moderne i den forstand, at han tog udgangspunkt individernes stræben efter at forfølge deres egeninteresse, men han var ikke laissez-faire liberal, og han mente, at regeringen skulle styre handlen mod et fælles mål, Rothbard (1995, 281). Regeringen skulle dog tilstræbe at udnytte de økonomiske incitamenter på markedet frem for at modarbejde dem. Selv om Smith argumenterede for overskud på handelsbalancen, var han godt klar over importens og eksportens gensidige afhængighed. Alligevel advokerede han for beskyttelse af indenlandske producenter og beskatning af luksusimport, Irwin (1996, 27).

Sir Thomas Muns *England’s Treasure by Forraign Trade* skrevet omkring 1630 men først offentliggjort posthumt i 1664 er et af de vigtigste merkantilistiske skrifter, som Adam Smith refererer til, og Mun formulerer, hvad der skulle blive en standard merkantilistisk opfattelse. Ifølge Mun er det relevante ikke, om det enkelte handelsselskab – som East India Company, hvor han var direktør – gav overskud, eller om England havde bilaterale handelsbalanceoverskud med specifikke lande, men den samlede handelsbalance, og overskuddet på den var et mål for gevinsterne ved udenrigshandel: “The ordinary means therefore to increase our wealth and treasure is by foreign trade, wherein we must ever observe this rule: to sell more to strangers yearly than we consume of theirs in value”.^[1] Handelspolitikken skulle derfor indrettes efter at begrænse importen og maksimere eksporten.

Målet var ikke at øge indstrømningen af guld og sølv, for Mun forstod kvantitetsteorien og indså, at en forøgelse af den indenlandske pengemængde blot ville føre til højere priser. Derimod var målet at øge handlen og den nationale magt.

Opfattelsen af, at gevinsterne ved handel kan måles ved overskuddet på handelsbalancen, overlevede helt op til Adam Smiths tid, og selv i vore dage er det en udbredt opfattelse, at det er en fordel for et land at have overskud på handelsbalancen. Mod slutningen af det 17. århundrede opstod der tvivl om, hvorvidt handelsbalancen var et korrekt mål for gevinsterne ved handel. De fleste merkantilister indså, at når alle lande er på en guld- eller sølvstandard, så kan et land kun eksportere, hvis de importerende lande også får mulighed for at eksportere deres varer og dermed tjene guld eller sølv til at betale for importen. Hvis importen blev begrænset, ville det også begrænse eksporten: “The value of our English exportation must be in a manner confined to the value of the goods imported”.^[2]

I stedet rettede fokus sig mod varesammensætningen af udenrigshandlen, så målet blev at eksportere varer med høj værditilvækst og højt arbejdskraftindhold af hensyn til beskæftigelsen og den indenlandske velstand, og importere råvarer og uforarbejdede varer med et lille beskæftigelsesindhold. At handelsrestriktioner kunne fremme produktion og beskæftigelse i fremstillingserhvervene blev standardargumentet for protektionisme.

Der blev til tider taget drakoniske midler i brug for at sikre eksporten af producerede varer. Under dronning Elizabeth I (dronning 1558-1603) blev uldeksport forbudt for at sikre uld til den hjemlige klædeproduktion, og en kongelig forordning slog fast, at en fåreeksportør ved den første forseelse skulle miste al sin ejendom og idømmes et års fængsel. Desuden skulle hans venstre hånd hugges af og sømmes fast på en markedsplads, Smith (1776, 658).

Økonomen James Steuart (1712-80) var en af Adam Smiths samtidige, og i hans økonomiske hovedværk *An Inquiry into the Principles of Political Oeconomy* blev den merkantilistiske doktrin taget til yderligheder. Steuart støttede anvendelsen af eksportsubsidier for at øge eksporten, og det var af hensyn til beskæftigelsen, at staten skulle regulere udenrigshandlen. Målet var, at der skulle importeres så lidt arbejdskraft som muligt og eksporteres så meget arbejdskraft som muligt. Steuarts “Principles” var ifølge Irwin (1996, 43) en ekstrem kulmination på merkantilistiske udenrigshandelsdoktriner, der gik langt længere end de fleste andre i at argumentere for en interventionistisk handelspolitik.

### Ideer om frihandel før Adam Smith

I slutningen af det 17. århundrede begyndte der at dukke fortalere op for frihandel. Da mange pamfletter var skrevet af handelsfolk, er det ikke mærkeligt, at de langt hen ad vejen argumenterede for ophævelse af tidligere tiders feudale og middelalderlige restriktioner, men deres skriverier var sjældent teoretisk funderede. Det var også på dette tidspunkt, at ordet ”free trade” begyndte at blive anvendt i engelsk litteratur, men det var i betydningen fri adgang til at handle i et opgør med statsligt tildelte monopolrettigheder. Kravet om økonomisk frihed blev understøttet af den engelske common law tradition og begreber om individets naturlige rettigheder.

Omtrent samtidig opstod betegnelsen laissez-faire i Frankrig. Betegnelsen har angiveligt sin oprindelse fra et møde i 1681 mellem den merkantilistiske franske finansminister Colbert og en gruppe franske forretningsfolk, ledet af M. Le Gendre. Da Colbert spurgte dem, hvordan den franske stat kunne hjælpe dem og fremme handlen, svarede Le Gendre: “Laissez-nous faire”.

Den gryende økonomiske liberalisme betød ikke nødvendigvis, at fortalerne for ”free trade” også var fortalere for international frihandel, men der opstod en litteratur, der støttede frihandel som en reaktion på de merkantilistiske doktriner og politikanbefalinger.

Gardner^[3] argumenterede for, at importrestriktioner har en asymmetrisk effekt, idet de kun tilgodeser en lille gruppe producenter, men skader alle forbrugere. Han anvender også en alternativomkostningsbetragtning^[4] i sin argumentation for, at de sparede forbrugsudgifter vil øge efterspørgslen efter andre, indenlandsk producerede varer, og såfremt arbejderne kan finde anden produktiv beskæftigelse, vil landet som helhed have sparet ressourcer ved at tillade den billigere import.

I første halvdel af det 18. århundrede var det franske økonomer, der dominerede udviklingen af politisk økonomi, og den bedst kendte af disse er Pierre le Pesant, Sieur de Boisguilbert (1646-1714), der er blevet betegnet som den politiske økonomis fader i Frankrig. Han var en vigtig inspirator for både Cantillon og fysiokraterne, og han blev hyldet af Mirabeau og Dupont de Nemours.

Hans skrifter udgjorde en ”fairly systematic theory of laissez-faire economics”, Keohane (1980, 350), og hans bidrag omfatter både generelle, teoretiske og begrebsmæssige afklaringer af grundlæggende betydning, Hutchison (1988, 108). Boisguilbert foregreb blandt andet Adam Smiths ide om ”den usynlige hånd” – at der er utilsigtede, positive effekter på samfundsplan af, at individer forfølger deres egeninteresse. Ifølge Boisguilbert vil individer, der handler motiveret af egeninteresse, utilsigtet føre til et positivt resultat for samfundet, for ved at beskæftige sig med aktiviteter, der giver et højt privatøkonomisk afkast, der kun kan opstå, fordi andre er villige til at betale for dem, gavner de det almene vel. Den fælles harmoni i samfundet stammer fra talrige individers forfølgelse af deres selvinteresse og lykke: “All are occupied night and day with their own particular interests, but at the same time, although it is what they care about least, they are contributing to the general good, while, nevertheless, attending to their own individual utility,” Hutchison (1988, 112), Irwin (1996, 65). Det lyder umiskendeligt som noget, Adam Smith kunne have skrevet.

Fra 1691 til sin død i 1714 forsøgte Boisguilbert at overbevise en række finansministre om fordelene ved frihandel, men da det ikke lykkedes, offentliggjorde han to større afhandlinger og en række mindre skrifter, hvori han kritiserede den merkantilistiske handelspolitik.

Hvis regeringen fjernede alle kunstige restriktioner på handlen, så ville alle deltagere have et incitament til at producere og handle, hvilket ville være til gavn for det almene vel. Kun tvang og statsprivilegier fører til, at den enes selvinteresse er i strid med den andens, hvorimod hengivelse til den naturlige orden vil sikre en harmoni mellem individuel egeninteresse og alles fælles interesser.

Boisguilbert analyserede også, hvordan prissystemet forbinder, koordinerer og sikrer konkurrence mellem købere og sælgere på markedet, og ifølge Boisguilbert vil markeder, der er fri for statslig intervention, fungere til fordel for begge parter: ”It is this reciprocal utility which makes for the harmony of the world and the maintenance of the state; each individual cares only for procuring his personal interest to the maximum extent, and with the greatest possible ease,” citeret i Irwin (1996, 65).

Den betydeligste frihandelsteoretiker før Adam Smith var Henry Martyn, der ifølge Irwin (1996, 57) ”surpasses even Adam Smith in his analytical contribution to the case for free trade”. Martyn havde i 1701 (genoptrykt 1720) skrevet en længere pamflet, hvori han argumenterede for at tillade alle handlende at handle med Indien og Asien, og Martyn forklarede, hvordan den øgede konkurrence ville reducere monopolprofitterne til fordel for forbrugerne, og at omfanget af handlen ville ekspandere. Martyn anvendte også begrebet om alternativomkostninger til at begrunde, at frihandel øger arbejdsdelingen, specialiseringen og produktiviteten, og at frihandel ”is the most likely way to make work for all the people”, Martyn (1701, 37).

Martyn (1701, 31) foregreb også Adam Smiths teori om at eksportere den vare, som landet har en absolut produktivitetsfordel i produktionen af, hvilket Viner (1937, 440) kalder for *the eighteenth-century rule*: “it pays to import commodities from abroad whenever they can be obtained in exchange for exports at a smaller real cost than their production at home would entail.”

Den franskfødte men i England bosatte Isaac Gervaise skrev i 1720 en bemærkelsesværdig pamflet på under 30 sider, hvori han argumenterede for, at ingen stat kan **øge** den samlede produktion gennem protektionisme, uden at det går ud over den samlede velstand: “trade is never in a better condition, than when it’s natural and free; and forcing it either by laws, or taxes being always dangerous; because though the intended benefit or advantage be perceived, it is difficult to perceive its contrecoup; which ever is at least in full proportion to the benefits,” Gervaise (1720). Gervaise fremhæver her alternativomkostningerne ved protektionisme, der ofte er skjulte, men som er mindst lige så store som gevinsterne.

Den hollandskfødte men i England bosatte Jacob Vanderlint (d. 1734) var især optaget af penges rolle, og han argumenterede for, at penge er fordelt optimalt mellem lande på et frit marked, Vanderlint (1734), så pengemængdens indflydelse på prisniveauet vil automatisk regulere pengestrømmene på tværs af lande. Vanderlint var tilhænger af en ubegrænset frihandel: ”In general, there should never be any Restraints of any kind on Trade, nor any greater Taxes than are unavoidable”, og han vendte det traditionelle beskæftigelsesargument på hovedet ved at fremhæve beskæftigelsestabet ved handelsrestriktioner snarere end beskæftigelsestabet fra importen, ligesom han kom ind på de skadelige effekter af gengældelsestold.

Matthew Decker (1743) udviklede ideen om det, der senere blev kendt som kompensationskriterier i international handel: når der samlet set er positive gevinster ved frihandel, kan vinderne i princippet kompensere taberne, hvorved alle kan blive stillet bedre.

Der er mange flere tilhængere af frihandel, end de her nævnte, se Viner (1937), Hutchison (1988), Rothbard (1995), Irwin (1996).

### David Humes ”price-specie-flow” teori

David Hume (1752) udviklede den økonomiske teori om sammenhængen mellem guldmængde, prisniveau og handelsbalance i en international økonomi, kaldet price-specie-flow-mekanismen. Hume beskrev guldstandarden som en selvregulerende mekanisme, hvor et land med eksportoverskud vil opleve en indstrømning af guld, der øger pengemængden, og fører til et højere prisniveau, der så igen fører til et tab af konkurrenceevne, så eksporten falder og importen stiger. Der etablerer sig dermed på sigt en ligevægt på handelsbalancen. Markedets selvregulerende kræfter gør det umuligt permanent at have overskud på handelsbalancen. Humes teori var ikke et argument for frihandel, men et argument for, at statsmagten ikke behøvede at bekymre sig om guldbeholdningen, da markedets selvregulerende kræfter ville løse det problem.

### Fysiokraterne

Fysiokraterne var den første egentlige økonomiske skole, og den blev anført af den franske læge Francois Quesnay (1694-1774), der i 1758 udgav sit økonomiske hovedværk, *Tableau économique*. Fysiokratisme betyder ”naturens styre”, og de opfattede markedsøkonomien som skabende en naturlig orden. De gik ind for fri foretagsomhed og liberalisering af den indre kornhandel ved at ophæve alle indre toldbarrierer, restriktioner på korneksporten og ophævelse af alle traditionelle handelsreguleringer og barrierer. De var også tilhængere af frihandel, men de udviklede ikke nogen egentlig teori om fordelene ved international handel. De mente, at landbruget er den eneste produktive sektor, og at fri handel ville føre til en naturlig fordeling af landbrugsproduktionen, hvilket efter deres mening ville øge kornpriserne og gavne landbruget.

Fordi kun landbruget efter deres opfattelse skabte et nettooverskud, vendte de merkantilisternes anbefalinger om varesammensætningen af udenrigshandlen på hovedet, og de gik ind for eksport af landbrugsprodukter og råvarer og import af forarbejdede varer: ”A state should sacrifice certain of the less important branches of trade in favor of other branches which are more profitable to her and which would increase and assure the revenue of the kingdom’s landed property (…) Nevertheless, all trade ought to be free, because it is in the interests of merchants to devote themselves to those branches of external trade which are the safest and most profitable,” Quesnay citeret i Irwin (1996, 67).

## Adam Smith om frihandel og protektionisme

Økonomi eksisterede ikke som en selvstændig disciplin før Adam Smith, men var som jura en gren af det, en professor i moralfilosofi underviste i, og Adam Smith anlagde en bred samfunds- og moralfilosofisk vinkel på spørgsmålet om fordelene ved handel. For Smith var det kommercielle samfund opstået som det ikke-intenderede resultat af menneskers handlinger, der hver især stræbte efter at få det bedst mulige ud af den situation, de befinder sig i. Når borgerne samler sig i bysamfund, er det for selv at drage fordel af det større marked, der muliggør specialisering, og netop arbejdsdelingen var for Smith nøglen til økonomisk vækst. Arbejdsdelingen skaber ydermere en gensidig afhængighed mellem mennesker, der ikke eksisterer blandt de næsten selvforsynende gårdejere i det skotske højland, og det fremmer sociale dyder, normer og sædvaner, der er bærende for det kommercielle samfund. Også det er et utilsigtet positivt resultat af menneskers forfølgelse af deres egeninteresse, og det er Adam Smiths ”usynlige hånd”, der er på spil her, og som også var Smiths hovedargument for fordelene ved frihandel.

Figur 1. Portræt af Adam Smith

### Adam Smiths kritik af merkantilismen

Adam Smith gør op med merkantilismens opfattelse af, at et lands velstand skal måles på dets beholdning af guld og sølv, Smith (1776, 455ff), og han kritiserer opfattelsen af, at det gælder om at have overskud på handelsbalancen: “Intet kan imidlertid være mere absurd end hele denne doktrin om handelsbalance, som ikke blot disse begrænsninger, men stort set alle andre handelsreguleringer er grundlagt på. Når to steder handler med hinanden, forudsætter nævnte doktrin, at ingen af dem vinder eller taber, hvis balancen er ligelig. (…) Men den handel, der uden hverken vold eller begrænsninger naturligt og regelmæssigt foregår mellem to steder, er altid fordelagtig for begge,” Smith (1776, 504).

Adam Smith gør også op med præmissen om, at gevinsterne ved handel skal måles på produktion og beskæftigelse og altså vurderes ud fra producenternes interesser. Tværtimod er det forbrugernes velfærd, der er det eneste mål for de samfundsøkonomiske gevinster: ”Forbrug er eneste formål og hensigt med al produktion.” Problemet er, at ”i det merkantile system ofres forbrugerens interesser som regel altid til fordel for producentens” Smith (1776, 670).

Vigtigst er det, at Adam Smith gør op med merkantilisternes præmis om, at egeninteressen står i modsætning til den fælles interesse, og hans forsvar for frihandel tager udgangspunkt i den moralfilosofiske opfattelse, at når forretningsfolk forfølger deres egeninteresse, har det ikke-intenderede, positive, samfundsmæssige konsekvenser. Det er med udgangspunkt i den opfattelse, at Smith kritiserer den handelspolitik, der retter sig mod at begrænse importen.

Smith benægter ikke, at en importtold isoleret set kan øge produktion og beskæftigelse i de beskyttede erhverv, men han afviser, at det er en tilstrækkelig betingelse for, at importtold er en samfundsøkonomisk gevinst. Der er nemlig alternativomkostninger ved en importtold: Hvis der initialt er fuld beskæftigelse af kapital og arbejdskraft, så vil importbegrænsninger aldrig kunne øge den samlede produktion og beskæftigelse. Den vil kun påvirke allokeringen af produktionsfaktorer, så hvis produktionen og beskæftigelsen skal øges i de beskyttede erhverv, må den nødvendigvis reduceres i andre erhverv, og: ”det er på ingen måde sikkert, at denne kunstige retning vil vise sig mere fordelagtig for samfundet end den, som den af egen drift ville have opsøgt,” Smith (1776, 470).

Man kan ikke sige, at Adam Smith *beviser*, at frihandel er bedre end protektionisme, men han er inde på det rigtige, når han skriver, at når politikere vil tvinge produktion og beskæftigelse i en bestemt retning med en importtold, som den ikke naturligt ville tage, fordi varen kunne købes billigere i udlandet, så vil den årlige produktion blive reduceret som følge af lavere produktivitet, der igen er resultatet af en mindre grad af arbejdsdeling og specialisering: ”det er helt sikkert, at den [kapitalen] ikke bliver anvendt på den mest fordelagtige måde, når den bruges på et objekt, som den kan købe billigere, end den selv kan fremstille det,” Smith (1776, 473).

Det gælder ifølge Smith, at når hver forretningsmand investerer sin kapital på den mest fordelagtige måde, så fører denne forfølgelse af egeninteressen ”naturligt – eller rettere: nødvendigvis – til at vælge den beskæftigelse, der er gavnligst for samfundet” Smith (1776, 470). Denne formulering fører to sider længere fremme til Smiths berømte metafor om den usynlige hånd. Afsnittet fortjener at blive citeret i sin helhed:

”Ligesom enhver derfor så vidt muligt forsøger at engagere sin kapital til støtte for den hjemlige industri^[5] og ønsker at lægge den til rette på en måde, så dens produktion får den størst mulige værdi, arbejder også hvert enkelt individ på at gøre samfundets årlige indtægt så stor som muligt. Det er ikke hans hensigt at fremme det almene vel, og han ved heller ikke, hvor meget han gør det. Ved at støtte den hjemlige industri frem for den udenlandske har han alene sin egen gevinst i tankerne, og han ledes i dette som i så mange andre spørgsmål af en usynlig hånd til at gavne et formål, som ikke indgår i hans hensigt. Og det er nu heller ikke så dårligt for samfundet, at dette formål ikke indgår i denne hensigt. Ved at forfølge sin egen interesse fremmer han ofte samfundets interesse mere effektivt, end hvis han virkelig havde til hensigt at fremme den. Jeg har aldrig oplevet meget godt komme fra folk, der påstod at handle for det almene vel.” Smith (1776, 472).

De politikere, der forsøger at fortælle investorer, hvordan de skal investere deres kapital, forsøger at bestemme noget, som de ikke har forstand på, og at indføre en importtold for at give nogle hjemmemarkedserhverv et monopol på salg til hjemmemarkedet, svarer til at fortælle privatpersoner, hvordan de skal investere deres kapital, ”og det må i enhver henseende være enten en unyttig eller en skadelig regulering. Hvis den hjemlige industris produktion kan tilvejebringes lige så billigt som den udenlandske, er reguleringen tydeligvis unødvendig. Hvis ikke den kan, vil den normalt være skadelig,” Smith (1776, 473).

Smith skriver videre, at det er helt sikkert, at de indenlandske produktionsfaktorer ikke udnyttes optimalt, hvis de anvendes på at producere en vare, ”som den kan købe billigere, end den selv kan fremstille det”, og resultatet bliver, at ”værdien af den årlige produktion bliver givetvis mere eller mindre reduceret, når industrien på denne måde forhindres i at producere varer, der åbenbart besidder en større værdi end den, som den sættes til at fremstille. Antagelsen er nu den, at denne vare kunne købes billigere i andre lande, end den kunne fremstilles hjemme. Det havde imidlertid været muligt at købe den med kun en del af de varer eller, hvilket er det samme, med kun en del af den pris på varerne, som den industri, der var anvendt ved en tilsvarende kapital, havde fremstillet hjemme, hvis den var blevet overladt til sit naturlige forløb. Således omdirigeres landets industri fra et mere til et mindre fordelagtigt engagement, og bytteværdien af dens årlige produktion må nødvendigvis blive reduceret ved enhver sådan regulering i stedet for at vokse i henhold til lovgiverens hensigt,” Smith (1776, 473).

Smith konkluderer, at ”hvis et fremmed land kan forsyne os med en vare, der er billigere, end vi selv kan fremstille den, er det en bedre idé at købe den med en vis portion af vores arbejdsindsats, der er beskæftiget på en måde, hvor vi er fordelagtigt stillet,” Smith (1776, 473).

Ved at se på alternativomkostningerne konkluderer Adam Smith helt korrekt, at frihandel generelt tillader den mest effektive allokering af et lands ressourcer, og at ethvert indgreb i økonomien, der fører til en anden allokering, nødvendigvis vil reducere værdien af den samlede produktion.

Der er endnu en alternativomkostning ved importtold, idet den virker som en forbrugsafgift, der forhøjer priserne på de importerede varer, og sænker forbrugernes levestandard, Smith (1776, 485) og dermed forbrugernes efterspørgsel efter andre varer.

### Protektionismens politiske økonomi

Adam Smith nævner to tilfælde, hvor han mener, at det vil være fordelagtigt at lægge told på importen:

1. Når den hjemlige industri er nødvendig af hensyn til landets forsvar, for «forsvar er meget vigtigere end velstand», Smith (1776, 481). Det er et politisk og ikke et økonomisk argument.

2. Når den indenlandske produktion er pålagt skatter eller afgifter, vil det være fordelagtigt at lægge en tilsvarende afgift på importerede varer, så de skattemæssigt behandles ens.

Endelig nævner Smith, at der kan være tilfælde, hvor en gengældelsestold kan være fordelagtig, hvis ”det er sandsynligt, at de vil lede til afskaffelse af de høje afgifter eller fjerne de forbud, man klager over,” Smith (1776, 484). Det er igen et ikke-økonomisk argument, og Smith betragter det selv som et spørgsmål om politisk taktik. I de tilfælde, hvor det ikke forekommer sandsynligt, at det kan føre til fjernelse af udlandets importtold, ”forekommer det at være en dårlig vej frem,” fordi det typisk bare vil ramme alle andre borgere uden at hjælpe de erhverv, der er blevet ramt af udlandets importtold, Smith (1776, 484-85).

Generelt mener Smith, at det må “være i den brede befolknings interesse, at de kan købe, hvad de vil, af dem, der sælger til billigste pris,” Smith (1776, 509). Når der alligevel er handelsmonopoler og importtold, så skyldes det ene og alene købmændenes og manufakturmestrenes interesse i disse, der “i denne sag [er] den stik modsatte af jævne menneskers,” Smith (1776, 509).

Adam Smith er således meget opmærksom på, hvordan organiserede erhvervsinteresser kaster sig ud i rent-seeking-aktiviteter ved at organisere modstand mod enhver lov, der vil afskaffe monopoler eller importtold. Han er udmærket klar over, at der er lange udsigter til at indføre fuldstændig frihandel: ”Hvis man nu forventer, at frihandlen engang fuldt og helt vil blive genskabt i Storbritannien, ja, så er det ikke mindre absurd end at tro, at Oceana eller Utopia engang vil opstå i landet. Ikke blot folks forudindtagethed, men – hvad der er langt vanskeligere at bekæmpe – en flok individer ville af private interesser med usvigelig sikkerhed modsætte sig det,” Smith (1776, 487).

### De absolutte fordele i udenrigshandlen

Adam Smith mente, at den internationale handel ville være bestemt af landenes absolutte fordele, så lande ville specialisere sig i at producere og eksportere de varer, som de har en absolut fordel i at producere. Deri tog Adam Smith fejl, som David Ricardo viste senere, jf. nedenfor, for specialisering og handel vil være bestemt af landenes komparative fordele i produktionen af varerne.

Smiths analyse af gevinsterne ved udenrigshandel kan dog betragtes som et specialtilfælde af det generelle princip om udnyttelsen af de komparative fordele, nemlig i den situation, hvor hvert af to lande har en absolut fordel i at producere den ene af to varer.

Princippet om de absolutte fordele kan illustreres med en simpel model, hvor der er:

- To lande, England og Portugal

- Der produceres to varer, klæde og vin

- Der er kun én produktionsfaktor, arbejdskraft

- Arbejdskraften er ikke mobil på tværs af lande, men kan omkostningsfrit flyttes mellem klæde- og vinproduktion inden for landet

- Produktionsteknologien er sådan, at den 10. arbejder beskæftiget er lige så produktiv som den 1. Der er altså konstant marginalproduktivitet af arbejdskraften

- Prisen på en vare svarer til mængden af arbejdskraft, der medgår til at producere varen (arbejdsværdilæren)

Antag at der i både England og Portugal er 20 arbejdere, hvoraf 10 er beskæftiget i henholdsvis klæde- og vinproduktion. Antag ydermere, at én arbejder i England kan producere enten 10 enheder klæde eller 5 enheder vin, hvorimod en arbejder i Portugal kan producere enten 5 enheder klæde eller 10 enheder vin, så vil England, hvis det var selvforsynende, producere og forbruge 100 enheder klæde og 50 enheder vin, og Portugal vil, hvis det var selvforsynende, producere og forbruge 50 enheder klæde og 100 enheder vin. Den samlede produktion og forbrug af vin og klæde er 150 enheder, tabel 1.

Når en arbejder i England kan producere mere klæde end en arbejder i Portugal, og en arbejder i Portugal kan producere mere vin end en arbejder i England, så siges England at have en absolut fordel (er mest produktiv) i produktionen af klæde, og Portugal har en absolut fordel i produktionen af vin.

Tabel 1. Produktion of forbrug af vin og klæde i England og Portugal

Hvis der i udgangssituationen ikke er nogen handel mellem England og Portugal, så må produktionen være lig med forbruget i hvert land., som vist i tabel 1. Åbnes der op for handel, kan det indenlandske forbrug af enten klæde eller vin afvige fra den indenlandske produktion.

Gevinsterne ved handel kan illustreres med et eksempel. Hvis England vælger at specialisere sig i produktion af klæde ved at flytte én arbejder fra vinproduktion til klædeproduktion, så falder vinproduktionen med 5 enheder, og klædeproduktionen stiger med 10, tabel 2.

Tabel 2. Alternativ produktion af vin og klæde i England

Antag at England eksporterer de 10 enheder klæde til Portugal, hvor 10 enheder klæde koster det samme at producere målt i arbejdsindsats som 20 enheder vin. I Portugal kræver produktionen af 10 enheder klæde 2 arbejderes indsats. Hvis Portugal ønsker et uændret forbrug af vin og klæde, så kan det flytte to arbejdere fra produktionen af klæde til produktionen af vin og betale for importen af klæde med eksport af vin svarende til to arbejderes produktion af vin, hvilket er 20 enheder vin. Ved at importere 20 enheder vin, har England nu øget sit forbrug af vin med 15 enheder vin, tabel 3.

Tabel 3. Forbrugsmuligheder i England og Portugal

Note. Tallene i parentes viser indenlandsk produktion plus import (minus for eksport).

Portugal kunne gøre det samme: reducere beskæftigelsen i klædeproduktionen med 1 arbejder og øge beskæftigelsen i vinsektoren. Portugal vil dermed reducere sin produktion af klæde med 5 enheder og øge sin produktion af vin med 10 enheder. De 10 enheder kan eksporteres til England, hvor det kræver 2 arbejdere at producere 10 enheder vin, så eksportindtægten kan bruges til at importere 2 arbejderes produktion af klæde til Portugal, hvilket er 20 enheder klæde. Hvis England flytter to arbejdere fra vin- til klædeproduktion, vil Englands forbrugsmuligheder være uændrede, mens Portugal kan øge sit forbrug af klæde med 15 enheder, tabel 4.

Tabel 4. Forbrugsmuligheder i England og Portugal, alternativ

Note. Tallene i parentes viser indenlandsk produktion plus import (minus for eksport).

Denne proces med at specialisere sig i produktionen af den vare, hvor landet har en absolut produktivitetsfordel, kunne fortsætte. I det ekstreme tilfælde vil England ende med at specialisere sig fuldt ud i produktionen af klæde, og Portugal specialisere sig fuldt ud i produktionen af vin, tabel 5, men det vil afhænge af forbrugsefterspørgslen og den relative størrelse af de to lande, om netop dette bliver resultatet.

### Gevinster ved frihandel

Smith peger på, at der er to former for gevinster ved frihandel:

For det første er der den gevinst, der stammer fra, at forbrugerne får adgang til et større udbud af forskellige varer, hvilket ”kan tilfredsstille nogle af deres behov og øger deres glæder,” Smith (1776, 463). Det kaldes gerne for de *statiske gevinster* ved handel.

For det andet er der de *dynamiske gevinster* ved handel, der stammer fra, at international handel øger markedets størrelse og dermed muliggør en større grad af arbejdsdeling og specialisering, der igen øger arbejdsproduktiviteten og den samlede produktion. Smith begynder med at konstatere, at udenrigshandlen øger markedets størrelse, så hjemmemarkedets begrænsninger ikke hindrer arbejdsdelingen i at ”blive ført til den højeste grad af perfektion ved at åbne et langt større marked” Smith (1776, 463-64), hvilket opmuntrer producenterne til at ”innovere dette arbejdes produktive kraft og øge dets årlige produktion til det yderste og derved også øge samfundets virkelige rigdom og indtægt.” ”Alle [lande] får de gavn af den [udenrigshandlen]” Smith (1776, 464). Det er en vigtig pointe, at frihandel fremmer arbejdsdeling og specialisering, der igen fremmer produktivitetsvæksten.

Tabel 5. Fuld specialisering i produktionen baseret på absolutte fordele i England og Portugal.

### Adam Smith tog fejl

Som allerede nævnt tog Adam Smith fejl i, at lande generelt vil specialisere sig i og eksportere den vare, som de har en absolut fordel i at producere. Hvis det var tilfældet, ville det kun være fordelagtigt at handle for lande, der var absolut mest produktive i produktionen af den ene eller anden vare, men sådan forholder det sig (heldigvis) ikke. Det afgørende er landenes komparative fordele, og specialisering og handel vil være baseret på de komparative fordele som vist af David Ricardo i 1817.

## Efter Adam Smith

*Nationernes velstand* fik en pæn men ikke overvældende god modtagelse. Alligevel var *Nationernes velstand* en usædvanlig populær bog af sin slags, Sher (2004). Første udgave udkom i London den 9. marts 1776, og anden udgave udkom i februar 1778. En tredje udgave med væsentlige revisioner udkom i november 1784. En fjerde udgave i 1786, en femte i 1789, og en sjette udgave udkom i 1791 efter Adam Smiths død.

Figur 2. Forsider af de tre første udgaver af Nationernes velstand

Flere udgivelser i 1780’erne peger på, at Smiths analyse var begyndt at ændre på økonomers opfattelse af handel og handelspolitik, men det var først for alvor fra begyndelsen af det 19. århundrede, at Smiths ideer blev alment accepterede, Irwin (1996, 87-88). Blandt de mere kendte økonomer, der var påvirket af Smith, er James Mill, der var en nær ven af Ricardo, og oberst Robert Torrens, der begge i 1808 udgav værker om handel. Både Mill og Torrens var dog på vej til at formulere en endnu vigtigere indsigt, nemlig at handel er baseret på de komparative fordele.

Begge mente, at det var mest efficient at lade det frie marked bestemme, hvordan landenes erhvervsfolk skulle allokere deres ressourcer til produktion af varer, og at det kunne indebære import af varer, som landet ellers havde en absolut fordel i at producere, blot de var relativt mere produktive i produktionen af andre varer. Torrens var den første til at formulere argumentet om at udnytte de komparative fordele i en bog fra 1815, *An Essay on the External Corn Trade*, men økonomiske historikere har rejst tvivl om, hvorvidt han selv indså vigtigheden af det, han skrev, før senere, og Torrens anvender ikke betegnelsen ”comparative advantage” eller ”comparative cost” før i den 4. udgave af sin bog fra 1827.

## Ricardos teori om komparative fordele

Det var først efter, at den engelske økonom David Ricardo (1772-1823) i sit økonomiske hovedværk, *On the Principles of Political Economy and Taxation* fra 1817, 3. udgave 1823, formulerede teorien om udnyttelsen af de komparative fordele i udenrigshandlen, at princippet blev generelt accepteret af økonomer. Selve udtrykket ”komparative fordele” anvendes af Ricardo i kapitel 19, paragraf 1, og han taler om ”comparative disadvantage” i kapitel 9, paragraf 38.

Princippet om, at det gælder om at udnytte sine komparative fordele, er et grundlæggende princip i økonomi, der ikke kun har med international handel at gøre. Logikken passer lige så vel på interpersonel, intervirksomheds- og interregional handel.

Det er et bemærkelsesværdigt princip, fordi det virker kontraintuitivt. Princippet indebærer nemlig, at selv hvis Portugal har en højere arbejdsproduktivitet end England i produktionen af både klæde og vin, så vil der stadig være gevinster for England ved at handle med Portugal, hvis England specialiserer sig i produktionen og eksporten af den vare, som det har en komparativ fordel i at producere, også selv om Portugal er absolut mere produktiv.

Ricardo omtaler udenrigshandlen i kapitel 7 i *On the Principles of Political Economy and Taxation*. Hvor Adam Smiths økonomiske skriverier indgår i en sammenhængende social- og moralfilosofi, skriver Ricardo mere som en moderne økonom med tekniske argumenter og talrige numeriske eksempler. Ricardo deler Smiths opfattelse af, at der er en naturlig harmoni mellem individers egeninteresse og det almene vel: ”Denne stræben efter individuel fordel er beundringsværdigt forbundet med helhedens almene vel. Idet den stimulerer flid, belønner opfindsomhed og mest virkningsfuldt udnytter de særlige kræfter, der er givet af naturen, bliver arbejdet fordelt mest effektivt og mest økonomisk: medens det ved at forøge den generelle produktionsmasse spreder den almindelige fordel, og binder det universelle samfund af nationer i hele den civiliserede verden sammen med et fælles bånd af interesser og samkvem. Det er dette princip, som bestemmer, at vin skal produceres i Frankrig og Portugal, at korn skal dyrkes i Amerika og Polen og at jernvarer og andre goder skal fremstilles i England” Ricardo (1821, 117).

Figur 3. Portræt af David Ricardo

### Ricardo om komparative fordele

Ricardos egen omtale af teorien om komparative fordele lyder sådan her:

”England kan være således stillet, at det for at producere klædet kræver 100 menneskers arbejde i et år; og hvis det forsøgte at lave vin, kunne det kræve 120 menneskers arbejde i samme tid. England ville derfor finde det i sin interesse at importere vin og at erhverve det ved eksport af klæde.

At producere vinen i Portugal krævede måske kun 80 menneskers arbejde i et år, og for at producere klædet i det samme land krævedes måske 90 menneskers arbejde i samme tidsrum. Det ville derfor være fordelagtigt for Portugal at eksportere vin i bytte med klæde. Denne udveksling kunne endda finde sted, til trods for at den af Portugal importerede vare kunne produceres med mindre arbejde end i England. Skønt det kunne lave klædet med 90 menneskers arbejde, ville det importere det fra et land, hvor det krævede 100 menneskers arbejde at producere det, fordi det ville være fordelagtigt for det hellere at anvende sin kapital til produktionen af vin, hvormed det ville opnå mere klæde fra England, end det kunne producere ved at flytte en portion af sin kapital fra dyrkningen af vin til fremstillingen af klæde,» Ricardo (1821, 117-18).

Fremstillingen er blevet kritiseret for at være ”poorly expressed, awkwardly placed in the chapter, and failed to bring out the essence of the theory,” Irwin (1996, 91), men ikke desto mindre er indsigten af afgørende betydning, og reglen om at specialisere sig i handel efter de komparative fordele, kalder Viner (1937) for *the nineteenth-century rule*.

### Et numerisk eksempel

Teorien om komparative fordele kan eksemplificeres med samme model som anvendt ovenfor. Eneste forskel er nu ændringer i de numeriske størrelser for produktionen, så Portugal nu har en absolut fordel i produktionen af både vin og klæde: en engelsk arbejder kan producere 2 enheder vin eller 4 enheder klæde, hvorimod en portugisisk arbejder kan producere 10 enheder vin eller 8 enheder klæde. Portugal har altså en højere arbejdsproduktivitet (absolut fordel) i produktionen af både vin og klæde, tabel 6.

Tabel 6. Produktion af vin og klæde i England og Portugal med indsats af 10 personers arbejdskraft i hver sektor

Bemærk dog, at England har en komparativ fordel i produktionen af klæde, idet én arbejder i England kan producere 4 enheder klæde eller 2 enheder vin, hvorimod Portugal har en komparativ fordel i produktionen af vin. Det er disse komparative fordele, der giver både England og Portugal en gevinst ved at handle med hinanden, hvis de hver især eksporterer den vare, som de har en komparativ fordel i at producere:

Hvis England reducerer beskæftigelsen i vinproduktionen med 1 arbejder og øger beskæftigelsen i klædeindustrien, vil vinproduktionen falde med 2 enheder vin, mens klædeproduktionen vil stige med 4 enheder. De 4 enheder klæde eksporteres til Portugal, hvor det blot ville koste en halv arbejders arbejdsindsats at producere en tilsvarende mængde klæde. Overføres halvdelen af en portugisisk arbejders arbejdstid fra klæde til vinproduktion, så kan han i stedet producere 5 enheder vin, der eksporteres til England. Samlet set er Englands forbrugsmuligheder øget med 3 enheder vin, mens forbruget af klæde er uændret, tabel 7.

Tabel 7. Produktion af vin og klæde i England og Portugal med indsats af 10 personers arbejdskraft i hver sektor

Note. Tallene i parentes viser indenlandsk produktion plus import (minus for eksport)

På tilsvarende vis kunne Portugal reducere beskæftigelsen i klædeindustrien med 1 arbejder og øge beskæftigelsen i vinproduktionen, hvilket ville reducere Portugals produktion af klæde med 8 enheder og øge produktionen af vin med 10 enheder. Eksporteres de 10 enheder vin til England, hvor det ville kræve 5 arbejderes indsats at producere en tilsvarende mængde vin, kan vineksporten omveksles til en import svarende til 5 engelske arbejderes klædeproduktion, hvilket er 20 enheder klæde. Portugal importerer 20 enheder klæde, hvilket samlet set vil øge Portugals forbrugsmuligheder med 12 enheder klæde, tabel 8.

Tabel 8. Produktion af vin og klæde i England og Portugal med indsats af 10 personers arbejdskraft i hver sektor

### Hovedresultater af Ricardos analyse

Der er gevinster ved handel for både høj- og lavproduktive lande, når de hver især eksporterer den vare, som de har en komparativ fordel i at producere:

1. Når der åbnes op for handel, vil handlen være bestemt af landenes komparative fordele: Hvert land vil specialisere sig i produktionen af den vare og eksportere den vare, som det har en komparativ fordel i at producere.

2. Når begge lande specialiserer sig helt eller delvist i produktionen af den vare, som de har en komparativ fordel i at producere, så fører det til en samlet set højere produktion af begge varer.

3. Handel mellem to lande vil altid være til begge landes fordel, hvis hvert land eksporterer den vare, som de har en komparativ fordel i at producere, og gevinsten består i øgede forbrugsmuligheder.

4. Specialisering efter de komparative fordele vil føre til, at mindst et af landene specialiserer sig fuldt ud i produktionen af den vare, som de har en komparativ fordel i at producere.

## Komparative fordele handler om alternativomkostninger

Teorien om de komparative fordele handler om alternativomkostninger, hvilket første gang blev påpeget af den østrigske økonom Gottfried Haberler (1900-1995) i 1930. Det er forskellen i *alternativomkostninger* i produktionen, der er afgørende.

Det skulle være intuitivt indlysende, at det drejer sig om at specialisere sig i produktionen af den vare, hvor omkostningerne er lavest, og med omkostninger menes alternativomkostninger, for det er et mål for tabet ved ikke at producere den anden vare. For England og Portugal er alternativomkostningerne som følger:

- England: Alternativomkostningen ved at producere 1 enhed vin er 2 enheder klæde, og alternativomkostningen ved at producere 1 enhed klæde er ½ enhed vin.

- Portugal: Alternativomkostningen ved at producere 1 enhed vin er 0,8 enheder klæde, og alternativomkostningen ved at producere 1 enhed klæde er 1,25 enheder vin, tabel 9.

Tabel 9. Alternativomkostninger for England og Portugal ved at producere 1 enhed mere af vin hhv. klæde

Det er optimalt for et land at specialisere sig i produktionen af den vare, hvor alternativomkostningen er mindre end alternativomkostningen for samme vare i det andet land. Det er tilfældet for klædeproduktion i England, hvor alternativomkostningen er 0,5 mod 1,25 i Portugal, og for vinproduktion i Portugal, hvor alternativomkostningen er 0,8 mod 2 i England.

Det er forskelle i alternativomkostninger mellem de to lande, der giver mulighed for gensidigt fordelagtige handler. Et land har en komparativ fordel i produktion af en vare, hvis alternativomkostningen ved at producere den vare målt i andre varer er mindre end i andre lande.

## Efter Ricardo

Efter afslutningen på Napoleonskrigene blev der igen åbnet op for international handel, og prisen på korn faldt dramatisk. Som reaktion på prisfaldet vedtog parlamentet i England en række protektionistiske landbrugslove, *Corn Law of 1815*, der forbød import af korn, når prisen var under 80 shillings per quarter.

Liberale økonomer, deriblandt Ricardo selv, protesterede mod kornlovene, fordi de greb ind i frihandlen, og efter udbredelsen af Ricardos teori om komparative fordele opstod der i 1830’erne et stigende pres for frihandel. James Mill havde bidraget til at sprede betegnelsen ”comparative advantage” i en artikel for *Encyclopedia Britannica* fra 1818 og i sin bog, *Elements of Political Economy* fra 1821, og den hovedrige Ricardo købte et sæde i parlamentet fra februar 1819, hvor han sad frem til sin død i 1823. Som parlamentsmedlem var Ricardo en utrættelig forkæmper for frihandel, og i årtierne efter dannedes *Manchesterskolen* anført af Richard Cobden og John Bright, der var tilhængere af laissez-faire og frihandel, og de tog i 1838 initiativet til dannelsen af ”the Anti-Corn Law League”, der agiterede for ophævelsen af kornlovene.

I 1846 skiftede England relativt pludseligt fra et handelspolitisk regime præget af landbrugsprotektionisme til frihandel. Det var uden fortilfælde, og England handlede unilateralt. I 1860’erne vandt frihandelstanken for alvor frem i Europa, og England og Frankrig indgik i 1860 Cobden-traktaten med gensidige toldnedsættelser.

### Generaliseringer af Ricardos resultater

Selv om Ricardos model er simpel, er resultaterne robuste i den forstand, at de også holder under mere generelle omstændigheder. I Ricardos model er der kun to varer, to lande, én produktionsfaktor og ingen transport- eller transaktionsomkostninger, men modellen kan udvides til at omfatte flere varer, flere lande og til at inkludere transportomkostninger:

- Flere varer: Hvis varerne rangordnes efter deres alternativomkostninger, så gælder det, at hvert land vil eksportere de varer, som de har en komparativ fordel i at producere, hvilket afhænger af det relative lønniveau i de to lande, jf. Krugman et al (2015, 72-74).

- Flere lande: Modellen kan udvides til at omfatte flere lande, der på tilsvarende vis kan rangordnes efter deres komparative fordele.

- Transportomkostninger: Det er ikke gratis at eksportere og importere til og fra udlandet. Transportomkostninger medfører, at der vil være nogle varer, som et land vil eksportere, nogle varer som det vil importere, og endelig en række *ikke-handlede varer*, som ingen af landene vil eksportere eller importere, og som hvert land vil producere for sig selv, Krugman et al (2015, 76-77). *Videreudvikling af teorien om komparative fordele*

Produktionsteknologien er meget forsimplet i Ricardos model, idet arbejdskraft er eneste produktionsfaktor, der er konstant marginalproduktivitet, og prisen er bestemt alene af mængden af arbejdskraft, der medgår til produktionen af varen.

Det var først i begyndelsen af det 20. århundrede, at teorien om de komparative fordele blev modificeret i en model, hvor der indgår to produktionsfaktorer, kapital og arbejdskraft, og hvor der er aftagende marginalproduktivitet^[6] af begge produktionsfaktorer. Det var de to svenske økonomer, Eli Heckscher og Bertil Ohlin, der i 1919 hhv. i 1933 udgav de værker, der nu er kendt som Heckscher-Ohlin-modellen, og de lagde navn til Heckscher-Ohlin-teoremet, der siger, at de komparative fordele er baseret på den relative rigelighed af produktionsfaktorerne snarere end på arbejdsproduktivitet. Et land, der er relativt rigeligt forsynet med kapital, vil derfor eksportere industrivarer, hvortil der medgår meget kapital i produktionen og importere varer, der har et stort indhold af arbejdskraft.

Heckscher-Ohlin-modellen blev standardmodellen for handel i generel ligevægtsteori, og den afstedkom en lang række vigtige indsigter:

- Factor-price-equalization teoremet siger, at frihandel vil få faktor- og varepriser til at konvergere mellem lande.

- Rybczynski-teoremet siger, at når mængden af en produktionsfaktor stiger, så vil produktionen af de varer, der anvender den faktor intensivt, også stige.

- Stolper-Samuelson-teoremet siger, at de relative priser på produktionsfaktorerne drives af de relative priser på output, så hvis et land eksporterer kapitalintensive varer, vil afkastet af kapital (og typisk også af højtuddannet/specialiseret arbejdskraft) øges, og hvis det importerer arbejdskraftintensive varer, vil lønningerne for (typisk især ufaglært arbejdskraft) vokse mindre eller falde. Stolper-Samuelson-teoremet viser således, at der er både vindere og tabere ved frihandel. Alle vinder ikke, som det er implikationen af Ricardos simple model. Der er grupper, der lider tab som følge af frihandel. Ikke fordi de bliver arbejdsløse, men fordi deres reallønninger falder eller stiger relativt mindre end andre gruppers reallønninger. Det er således økonomisk rationelt for nogle grupper at være modstandere af frihandel. De samlede gevinster er dog af en størrelsesorden, så vinderne *i princippet* kunne bestikke taberne (og taberne *kunne* bestikke vinderne), og der er udviklet en række såkaldte *kompensationskriterier*, der viser hvordan.

### Intraindustri handel

Hecksher-Ohlin-modellen er velegnet til at forklare handelsmønstrene i det 19. århundrede, hvor landene primært eksporterede og importerede forskellige typer af varer. Det gælder til dels stadigvæk for handlen mellem i-lande og u-lande, hvor udviklingslande eksporterer landbrugsvarer, råvarer og arbejdskraftintensivt forarbejdede varer, som de kan producere billigt, fordi arbejdskraften er billig, hvorimod industrilande eksporterer kapitalintensive og højteknologiske varer, og varer der kræver højtuddannet arbejdskraft at producere, Persson and Sharp (2015, 175-76).

I løbet af det 20. århundrede har handelsmønstrene imidlertid ændret sig, og en større og større del af verdenshandlen består i intraindustriel handel, hvor lande eksporterer og importerer de samme typer af varer. Danmarks største eksportmarkeder er f.eks. Tyskland, Sverige, England og USA, og i forhold til de lande eksporterer og importerer Danmark mange af de samme typer af varer. Den form for handel kan Ricardos model og Heckscher-Ohlin modellen dårligt forklare. Omkring 1979/80 opstod den såkaldte *New Trade Theory* udviklet af især Krugman og Helpman (1985) baseret på Dixit og Stiglitz (1977) om monopolistisk konkurrence, der viste, at handel ikke behøver være baseret på komparative fordele.

Når der er stordriftsfordele på virksomhedsniveau og ufuldkommen konkurrence, vil der være et antal virksomheder, der producerer differentierede varer (altså varer, der grundlæggende set er de samme, men som varierer i karakteristika som forskellige bilmodeller, forskellige vaskemidler eller forskellige sko og tasker). Frihandel giver mulighed for produktion i større skala og et større antal virksomheder, hvilket vil føre til både billigere varer og et større udbud af varianter af de samme varer.

**Litteratur**

Decker, Matthew (1743): *Serious Considerations on the Several High Duties*. London.
Dixit, Avinash K. and Joseph E. Stiglitz (1977): “Monopolistic Competition and Optimum Product Diversity.” *American Economic Review* 67 (3), 277-308.
Gardner (1697): *Some Reflections on a Pamphlet, entituled England and East India Inconsistent in their Manufactures*, https://bit.ly/3ayVHpN
Gervaise, Isaac (1720): *The System or Theory of the Trade of the World*, https://avalon.law.yale.edu/18th_century/trade1.asp.
Haberler, Gottfried (1930): “Die Theorie der komparativen Kosten und ihre Auswertung für die Begründung des Freihandels,” Weltwirtschaftliches Archiv 32 (1930):349–70; oversat og optrykt i Anthony Y. C. Koo (ed.), Selected Essays of Gottfried Haberler, Cambridge, MA: MIT Press (1985, side 3-19).
Helpman, Elhanan and Paul R. Krugman (1985): *Market Structure and Foreign Trade. Increasing Returns, Imperfect Competition, and the International Economy.* Cambridge, Ma.
Hume, David (1752): “Of the Balance of Trade.” *Political Discourses*. 2nd ed. Optrykt i *Essays Moral Political and Literary*, 1777. Liberty fund, 1987.
Hutchison, Terence (1988): *Before Adam Smith. The Emergence of Political Economy, 1662-1776*. Oxford.
Irwin, Douglas A. (1996): *Against the Tide. An Intellectual History of Free Trade.* Princeton.
Keohane, Nannerl O. (1980): *Philosophy and the State in France. The Renaissance to the Enlightenment.* Princeton.
Krugman, Paul R., M. Obstfeld and M. J. Melitz (2015): *International Economics. Theory and Policy.* 10th ed. Boston.
Martyn, Henry (1701): *Considerations upon the East India Trade.* London.
Persson, Karl Gunnar and Paul Sharp (2015): *An Economic History of Europe. Knowledge, Institutions and Growth, 600 to the Present.* 2nd ed. Cambridge.
Ricardo, David (1821): *Principper for den politiske økonomi og beskatningen*, 3. udgave. København, 1978.
Rothbard, Murray N. (1995): *Economic Thought before Adam Smith. An Austrian Perspective on the History of Economic Thought. Volume I.* Edward Elgar.
Sandmo, Agnar (2011): *Economics Evolving. A History of Economic Thought.* Princeton.
Sher, Richard B. (2004): “New light on the publication and reception of the *Wealth of Nations.*” *The Adam Smith Review* 1, 3-29.
Smith, Adam (1776): *Nationernes velstand*. København, 2013.
Vanderlint, Jacob (1734): *Money Answers All Things*. https://ota.bodleian.ox.ac.uk/repository/xmlui/bitstream/handle/20.500.12024/3187/3187.html?sequence=6&isAllowed=y
Viner, Jacob (1937): *Studies in the Theory of International Trade.* Chicago.

Læs LIBERTAS nr. 75 her

Noter

1. Fra Thomas Mun: *England’s Treasure by Forraign Trade* fra 1664, citeret i Irwin (1996, 35) og i Rothbard (1995, 290).
2. William Petyt: *Britannia Languens, or a Discourse of Trade* fra 1680, citeret i Irwin (1996, 36).
3. Gardner: *Some Reflections on a Pamphlet, entituled England and East India Inconsistent in their Manufactures* fra 1697, https://bit.ly/3ayVHpN, omtalt i Irwin (1996, 53-54)
4. Ved alle valg fravælger man en række alternativer, når man træffer et valg, og omkostningerne ved ens valg skal ikke vurderes på de direkte omkostninger, som prisen på en vare, men på alternativomkostningerne (opportunity cost), der kan defineres som den subjektive nytte af den næstbedste alternative anvendelse af ressourcerne.
5. Smith har to sider tidligere argumenteret for, at enhver investor gør “hvad han kan for at for at bruge sin kapital så tæt på eget hjem som muligt, og understøtter dermed også den hjemlige industri efter bedste evne”, fordi han bedre kan overvåge sine forretninger og er juridisk bedre beskyttet i hjemlandet end ved investering i udlandet.
6. Aftagende marginalproduktivitet betyder, at hver ekstra arbejder beskæftiget er lidt mindre produktiv end den foregående arbejder for en konstant mængde kapital. Det samme gælder ved en forøgelse af kapitalapparatet for en given mængde arbejdskraft og for given teknologi.