Fra Gandhi til Greenham Common - om civil ulydighed og ikke-vold, Libertas Nr. 3
Af Toni Liversage,
Gyldendal, 1987.
Anmeldt af Villy Dall
Marts 1988
Mag. art. Tony Liversage fra »Nej til Atomvåben« har begået en bog med titlen Fra Gandhi til Greenham Common - Om civil ulydighed og ikke-vold. Den er på 157 sider inklusive litteraturhenvisning og noter.
Begrebet »civilulydighed« har naturligt nok en positiv klang hos liberale. Det stammer fra den amerikanske forfatter og samfundsrevser, Henry David Thoreau, der i 1949 udgav et skrift, »Civil Lydighedsnægtelse«, der i 1984 udkom på dansk på Gyldendal med forord af Ebbe Kløvedal Reich.
Det er betegnende, at de mange protestbevægelser efter 2. Verdenskrig har taget Thoreau til sig - eller i hvert fald hans begreber. Men Thoreau var lydighedsnægter i liberal forstand. Det var hans personlige ansvar at sige nej til at betale skat, fordi han var imod USA's krig mod Mexico. Leo Tolstoj, Mahatma Gandhi og Martin Luther King byggede videre på Thoreaus tanker om ikke-voldelig civil lydighedsnægtelse.
Liversage bruger 37 sider på Gandhi, men fortsætter så med Luther King og borgerretsbevægelsen, den første antiatomvåbenbevægelse, Vietnam-bevægelsen, miljøbevægelsen, flygtningeproblemerne og den anden anti-atomvåbenbevægelse. Det er dog betegnende, at flygtninge-spørgsmålet behandles ud fra en typisk venstreorienteret synsvinkel - nemlig flygtningene fra Mellemamerika.
Det er da også betegnende, at de moderne bevægelser for det første ikke altid er så »ikke-voldelige« endda, og for det andet er synligt enøjede i deres forargelse. Der er sjældent tale om et personligt ansvar, hvor den enkelte risikerer noget ved sin lydighedsnægtelse. Der er snarere tale om kollektive manifestationer, som udelukkende tjener det politiske formål via pressens altid villige reportere at være en pressionsgruppe over for politikerne, så de træffer nogle venstreorienterede beslutninger. Man har aldrig set eller hørt disse bevægelser beskæftige sig med undertrykkelse og forfølgelse i de såkaldt »socialistiske« lande, hverken i den gamle eller den nye verdens stater.
Både Thoreau og Gandhi ville sikkert have frabedt sig at blive taget til indtægt for disse bevægelser; men naturligvis kan enhver frit hente sin inspiration, hvor man vil. Men henviser man til sine inspiratorer, bør man også være loyal over for det, de stod for. Det er hverken forfatteren eller de bevægelser, hun har deltaget i og skriver om.
