Foregivelse af viden. Hayeks Nobelpristale, Stockholm den 11. december 1974

LIBERTAS nr. 86, december 2024

Friedrich August von Hayek

*I sin Nobelpristale talte Hayek om, hvor farligt det kan være, når økonomi og andre samfundsvidenskaber forsøger at imitere naturvidenskabernes metoder, for sådan noget som markedsmekanismen er et komplekst fænomen, der er resultatet af mange menneskers handlinger, der hver især er baseret på privat viden om markedsforhold og de teknologiske muligheder, som ikke er kendt for videnskabsmanden eller for nogen enkelt person. I økonomi og andre samfundsvidenskaber har vi således ikke nogen præcis kvantitativ viden om de vigtigste faktorer, der bidrager til at etablere en markedsligevægt, og det vil hverken være muligt at fremkomme med præcise forudsigelser eller kontrollere den økonomiske udvikling. At foregive, at vi besidder en viden, som vi ikke besidder, og som vi ikke kan besidde, kan gøre megen skade.*

Den særlige anledning til dette foredrag, kombineret med det vigtigste praktiske problem, som økonomer står over for i dag, har gjort valget af emne næsten uundgåeligt. På den ene side markerer den endnu nylige indstiftelse af Nobels mindepris i økonomisk videnskab et vigtigt skridt i den proces, hvorved økonomien efter den brede offentligheds mening er blevet indrømmet noget af de fysiske videnskabers værdighed og prestige. På den anden side opfordres økonomerne i dette øjeblik til at sige, hvordan man kan frigøre den frie verden fra den alvorlige trussel om accelererende inflation, som det må indrømmes, er blevet fremkaldt af politikker, som flertallet af økonomer anbefalede og endog opfordrede regeringerne til at føre. Vi har i øjeblikket ikke megen grund til at være stolte: Som profession har vi lavet rod i tingene.

Det forekommer mig, at økonomernes manglende evne til at styre politikken mere succesfuldt hænger sammen med deres tilbøjelighed til så tæt som muligt at efterligne de strålende succesrige fysiske videnskabers metoder – et forsøg, der på vores område kan føre til direkte fejltagelser. Det er en tilgang, der er blevet beskrevet som den ”videnskabelige” holdning – en holdning, der, som jeg definerede den for omkring tredive år siden, ”er afgjort uvidenskabelig i ordets egentlige betydning, da den indebærer en mekanisk og ukritisk anvendelse af tankebaner på andre områder end dem, de er blevet dannet i.” Jeg vil i dag begynde med at forklare, hvordan nogle af de alvorligste fejl i den seneste tids økonomiske politik er en direkte konsekvens af denne videnskabelige fejltagelse.

Den teori, der har været retningsgivende for penge- og finanspolitikken i de seneste tredive år,^[1] og som jeg hævder i vid udstrækning er produktet af en fejlagtig opfattelse af den korrekte videnskabelige metode, består i påstanden om, at der eksisterer en simpel positiv sammenhæng mellem den samlede beskæftigelse og størrelsen af den samlede efterspørgsel efter varer og tjenesteydelser. Det fører til den tro, at vi permanent kan sikre fuld beskæftigelse ved at fastholde de samlede pengeudgifter på et passende niveau. Blandt de forskellige teorier, der er fremsat for at forklare den omfattende arbejdsløshed, er dette sandsynligvis den eneste, som kan fremføres til støtte for stærke kvantitative beviser. Ikke desto mindre betragter jeg det som fundamentalt falsk, og at handle på det, som vi nu erfarer, er meget skadeligt.

Dette bringer mig til det afgørende spørgsmål. I modsætning til situationen inden for de fysiske videnskaber, så er de aspekter af begivenhederne, der skal redegøres for, inden for økonomi og andre discipliner, der beskæftiger sig med essentielt komplekse fænomener, og som vi kan få kvantitative data om, nødvendigvis begrænsede og inkluderer måske ikke de vigtigste. Mens det i de fysiske videnskaber almindeligvis antages, og sandsynligvis med god grund, at enhver vigtig faktor, der bestemmer de observerede begivenheder, i sig selv vil være direkte observerbare og målbare, så gælder det i studiet af så komplekse fænomener som markedet, der afhænger af mange individers handlinger, at alle de omstændigheder, der bestemmer resultatet af en proces, næppe nogensinde vil blive fuldt ud kendt eller målbare, af grunde, som jeg vil forklare senere. Og mens forskeren i de fysiske videnskaber vil være i stand til at måle, hvad han på grundlag af en *prima facie-teori* finder vigtigt, bliver det i samfundsvidenskaberne ofte behandlet som vigtigt, som tilfældigvis er tilgængeligt for måling. Dette føres undertiden til et punkt, hvor det kræves, at vores teorier skal formuleres i sådanne termer, at de kun refererer til målbare størrelser.

Det kan næppe benægtes, at et sådant krav helt vilkårligt begrænser de kendsgerninger, der skal anerkendes som mulige årsager til de begivenheder, der finder sted i den virkelige verden. Dette synspunkt, der ofte naivt accepteres som krævet af videnskabelige metoder, har nogle temmelig paradoksale konsekvenser. Med hensyn til markedet og lignende sociale strukturer har vi naturligvis kendskab til en lang række kendsgerninger, som vi ikke kan måle, og som vi faktisk kun har meget upræcis og generel information om. Og fordi virkningerne af disse kendsgerninger i et bestemt tilfælde ikke kan bekræftes af kvantitative beviser, bliver de simpelthen ignoreret af dem, der har svoret kun at indrømme, hvad de betragter som videnskabelige beviser: de går derefter gladeligt ud fra fiktionen om, at de faktorer, som de kan måle, er de eneste, der er relevante.

Korrelationen mellem den samlede efterspørgsel og den samlede beskæftigelse er for eksempel kun omtrentlig, men da det er den *eneste*, vi har kvantitative data om, accepteres den som den eneste årsagssammenhæng, der tæller. På denne standard kan der således meget vel eksistere bedre ”videnskabelige” beviser for en falsk teori, som vil blive accepteret, fordi den er mere ”videnskabelig”, end for en gyldig forklaring, som afvises, fordi der ikke er tilstrækkelige kvantitative beviser for den.

Lad mig illustrere dette med en kort skitse af, hvad jeg betragter som den vigtigste egentlige årsag til den omfattende arbejdsløshed – en redegørelse, der også vil forklare, hvorfor en sådan arbejdsløshed ikke kan kureres varigt med den inflationspolitik, som den mest fremtrædende teori anbefaler. Denne korrekte forklaring forekommer mig at være, at der er uoverensstemmelser mellem fordelingen af efterspørgslen mellem de forskellige varer og tjenester og fordelingen af arbejdskraft og andre ressourcer mellem produktionen af disse produkter. Vi har et ret godt ”kvalitativt” kendskab til de kræfter, hvormed der skabes en overensstemmelse mellem udbud og efterspørgsel i de forskellige sektorer af det økonomiske system, om de betingelser, hvorunder den vil blive opnået, og om de faktorer, der sandsynligvis vil forhindre en sådan tilpasning. De forskellige trin i beretningen om denne proces er afhængige af kendsgerninger fra hverdagens erfaringer og få, der gør sig den ulejlighed at følge argumentet, vil sætte spørgsmålstegn ved gyldigheden af de faktuelle antagelser eller den logiske rigtighed af de konklusioner, der drages af dem. Vi har faktisk god grund til at tro, at arbejdsløsheden er et tegn på, at strukturen i de relative priser og lønninger er blevet forvredet (normalt på grund af monopolistisk eller statslig prisfastsættelse), og at det vil være nødvendigt at tilpasse de relative priser og en vis overførsel af arbejdskraft for at genoprette ligheden mellem efterspørgsel og udbud af arbejdskraft i alle sektorer.

Men når vi bliver bedt om kvantitative beviser for den særlige pris- og lønstruktur, der ville være nødvendig for at sikre et gnidningsløst og kontinuerligt salg af de udbudte produkter og tjenesteydelser, må vi indrømme, at vi ikke har sådanne oplysninger. Vi kender med andre ord de almindelige betingelser, hvorunder det, vi lidt misvisende kalder en ligevægt, vil etablere sig, men vi ved aldrig, hvilke særlige priser eller lønninger der ville eksistere, hvis markedet skulle etablere en sådan ligevægt. Vi kan blot sige, under hvilke betingelser vi kan forvente, at markedet fastsætter priser og lønninger, hvor efterspørgslen vil være lig med udbuddet. Men vi kan aldrig fremlægge statistiske oplysninger, der viser, hvor meget de herskende priser og arbejdslønninger *afviger* fra dem, der ville sikre et kontinuerligt salg af det nuværende udbud af arbejdskraft. Selv om denne redegørelse for årsagerne til arbejdsløsheden er en empirisk teori i den forstand, at den kan bevises at være forkert, f.eks. hvis en almindelig lønstigning med en konstant pengemængde ikke førte til arbejdsløshed, er det bestemt ikke den slags teori, som vi kan bruge til at opnå specifikke numeriske forudsigelser om lønniveauerne eller arbejdsfordelingen, som man kan forvente.

Men hvorfor skulle vi i økonomisk teori være nødt til at påberåbe os uvidenhed om den slags kendsgerninger, som en videnskabsmand i tilfælde af en fysisk teori helt sikkert forventes at give præcise oplysninger om? Det er sandsynligvis ikke overraskende, at de, der er imponeret af de fysiske videnskabers eksempel, finder denne holdning meget utilfredsstillende og insisterer på de bevisstandarder, som de finder der. Grunden til denne situation er den kendsgerning, som jeg allerede kort har omtalt, at samfundsvidenskaberne ligesom meget af biologien men i modsætning til de fleste områder af de fysiske videnskaber har at gøre med strukturer af *grundlæggende* kompleksitet, dvs. med strukturer, hvis karakteristiske egenskaber kun kan udvises ved modeller, der består af relativt store antal variabler. Konkurrence er f.eks. en proces, der kun giver visse resultater, hvis den foregår blandt et ret stort antal handlende personer.

På nogle områder, især hvor der opstår problemer af lignende art inden for de fysiske videnskaber, kan vanskelighederne overvindes ved i stedet for specifikke oplysninger om de enkelte grundstoffer at bruge data om den relative hyppighed eller sandsynligheden for forekomsten af grundstoffernes forskellige karakteristiske egenskaber. Men dette er kun sandt, hvor vi har at gøre med det, der af Dr. Warren Weaver (tidligere fra Rockefeller Foundation) er blevet kaldt, med en skelnen der burde være langt mere udbredt, ”fænomener af uorganiseret kompleksitet” i modsætning til de ”fænomener af organiseret kompleksitet”, som vi har at gøre med i samfundsvidenskaberne.^[2] Organiseret kompleksitet betyder her, at karakteren af de strukturer, der viser den, ikke kun afhænger af egenskaberne af de enkelte elementer, som de er sammensat af, og den relative hyppighed, hvormed de forekommer, men også af den måde, hvorpå de enkelte elementer er forbundet med hinanden. I forklaringen på sådanne strukturers funktion kan vi af denne grund ikke erstatte oplysningerne om de enkelte elementer med statistiske oplysninger, men kræve fuld information om hvert element, hvis vi ud fra vores teori skal udlede specifikke forudsigelser om individuelle begivenheder. Uden sådanne specifikke oplysninger om de enkelte elementer vil vi være begrænset til, hvad jeg ved en anden lejlighed har kaldt rene mønsterforudsigelser – forudsigelser af nogle af de generelle egenskaber ved de strukturer, der vil danne sig selv, men som ikke indeholder specifikke udsagn om de enkelte elementer, som strukturerne vil bestå af.^[3]

Dette gælder især for vores teorier, der tager højde for fastlæggelsen af de systemer for relative priser og lønninger, der vil danne sig på et velfungerende marked. I fastsættelsen af disse priser og lønninger vil der indtræde effekten af særlig viden, som hver enkelt af deltagerne i markedsprocessen er i besiddelse af – en sum af viden, som i deres helhed ikke kan kendes af den videnskabelige iagttager eller af nogen anden enkelt hjerne. Det er i sandhed kilden til markedsordenens overlegenhed og grunden til, at den, når den ikke undertrykkes af regeringsmagten, regelmæssigt fortrænger andre former for orden, at der i den deraf følgende allokering af ressourcer vil blive udnyttet mere af den viden om bestemte kendsgerninger, som kun eksisterer spredt blandt et utal af personer end nogen enkelt person kan besidde. Men fordi vi, de iagttagende videnskabsmænd, aldrig kan kende alle determinanterne for en sådan orden, og følgelig heller ikke kan vide, ved hvilken bestemt struktur af priser og lønninger efterspørgslen overalt ville være lig med udbuddet, kan vi heller ikke måle afvigelserne fra denne orden. Vi kan heller ikke statistisk teste vores teori om, at det er afvigelserne fra dette ”ligevægtssystem” af priser og lønninger, der gør det umuligt at sælge nogle af produkterne og tjenesterne til de priser, de udbydes til.

Før jeg fortsætter med min umiddelbare bekymring, vil jeg med hensyn til virkningerne af alt dette på den nuværende beskæftigelsespolitik mere specifikt definere de iboende begrænsninger i vores numeriske viden, som så ofte overses. Det vil jeg gerne gøre for at undgå at give indtryk af, at jeg generelt afviser den matematiske metode i økonomi. Jeg betragter det faktisk som den store fordel ved den matematiske metode, at den gør det muligt for os ved hjælp af algebraiske ligninger at beskrive et mønsters generelle karakter, selv når vi er uvidende om de numeriske værdier, der vil bestemme dets særlige manifestation. Vi kunne næppe have opnået dette omfattende billede af den gensidige afhængighed mellem de forskellige hændelser på et marked uden denne algebraiske teknik. Det har imidlertid ført til illusionen om, at vi kan bruge denne teknik til at bestemme og forudsige de numeriske værdier af disse størrelser, og dette har ført til en forgæves søgen efter kvantitative eller numeriske konstanter. Dette skete på trods af, at de moderne grundlæggere af matematisk økonomi ikke havde sådanne illusioner. Det er sandt, at deres ligningssystemer, der beskriver mønstret for en markedsligevægt, er formuleret på en sådan måde, at hvis vi var i stand til at udfylde alle de tomme felter i de abstrakte formler, dvs. hvis vi kendte alle parametrene i disse ligninger, kunne vi beregne priserne og mængderne af alle solgte varer og tjenester. Men som Vilfredo Pareto, en af grundlæggerne af denne teori, klart sagde, kan dens formål ikke være ”at nå frem til en numerisk beregning af priserne”, fordi, som han sagde, det ville være ”absurd” at antage, at vi kunne fastslå alle data.^[4] Ja, hovedpointen blev allerede erkendt af de bemærkelsesværdige foregribere af moderne økonomi, de spanske skolastikere i det sekstende århundrede, som understregede, at det, de kaldte *pretium mathematicum*, den matematiske pris, afhang af så mange særlige omstændigheder, at den aldrig kunne kendes af mennesket, men kun var kendt af Gud.^[5] Jeg ville nogle gange ønske, at vores matematiske økonomer ville tage dette til sig. Jeg må indrømme, at jeg stadig tvivler på, at deres søgen efter målbare størrelser har ydet væsentlige bidrag til vores *teoretiske* forståelse af økonomiske fænomener – til forskel fra deres værdi som en beskrivelse af bestemte tilstande. Jeg er heller ikke parat til at acceptere undskyldningen om, at denne gren af forskningen stadig er meget ung: Sir William Petty (1623-87), grundlæggeren af økonometrien, var trods alt en noget ældre kollega til Sir Isaac Newton i Royal Society!

Der er måske få tilfælde, hvor overtroen om, at kun målbare størrelser kan være vigtige, har gjort positiv skade på det økonomiske område, men de nuværende inflations- og beskæftigelsesproblemer er meget alvorlige. Dens virkning har været, at det, der sandsynligvis er den sande årsag til den omfattende arbejdsløshed, er blevet ignoreret af det videnskabeligt indstillede flertal af økonomer, fordi dens funktion ikke kunne bekræftes af direkte observerbare relationer mellem målbare størrelser, og at en næsten ensidig koncentration på kvantitativt målbare overfladefænomener har frembragt en politik, der har gjort tingene værre.

Det må naturligvis uden videre indrømmes, at den form for teori, som jeg betragter som den sande forklaring på arbejdsløsheden, er en teori med noget begrænset indhold, fordi den kun giver os mulighed for at komme med meget generelle forudsigelser om, hvilken *slags* begivenheder vi må forvente i en given situation. Men virkningerne på politikken af de mere ambitiøse konstruktioner har ikke været særlig heldige, og jeg indrømmer, at jeg foretrækker sand, men ufuldkommen viden, selv om den efterlader meget ubestemt og uforudsigelig, frem for en foregivelse af nøjagtig viden, der sandsynligvis er falsk. Den anerkendelse, som den tilsyneladende overensstemmelse med anerkendte videnskabelige standarder kan vinde for tilsyneladende enkle, men falske teorier, kan, som dette eksempel viser, have alvorlige konsekvenser.

I det omtalte tilfælde er netop de foranstaltninger, som den dominerende ”makroøkonomiske” teori har anbefalet som middel mod arbejdsløsheden, nemlig stigningen i den samlede efterspørgsel, blevet årsag til en meget omfattende fejlallokering af ressourcerne, som sandsynligvis vil gøre en senere omfattende arbejdsløshed uundgåelig. Den stadige tilførsel af yderligere pengemængder på de steder i det økonomiske system, hvor den skaber en midlertidig efterspørgsel, som må ophøre, når stigningen i pengemængden standser eller aftager, sammen med forventningen om en fortsat prisstigning, trækker arbejdskraft og andre ressourcer ind i beskæftigelser, der kun kan vare, så længe stigningen i pengemængden fortsætter i samme tempo – eller måske endda kun så længe den fortsætter med at accelerere med en given hastighed. Det, denne politik har skabt, er ikke så meget et beskæftigelsesniveau, der ikke kunne have været opnået på andre måder, som en fordeling af beskæftigelsen, der ikke kan opretholdes i det uendelige, og som efter nogen tid kun kan opretholdes ved en inflationsrate, der hurtigt vil føre til en disorganisering af al økonomisk aktivitet. Det er en kendsgerning, at vi på grund af en fejlagtig teoretisk opfattelse er blevet ført ind i en prekær situation, hvor vi ikke kan forhindre, at der igen opstår en betydelig arbejdsløshed. Ikke fordi, som denne teori undertiden misrepræsenteres, denne arbejdsløshed bevidst skabes som et middel til at bekæmpe inflationen, men fordi den nu nødvendigvis vil opstå som en dybt beklagelig, men uundgåelig konsekvens af fortidens fejlagtige politik, så snart inflationen ophører med at accelerere.

Jeg må imidlertid nu lade disse problemer af umiddelbar praktisk betydning, som jeg har introduceret, hovedsagelig forlade som en illustration af de betydningsfulde konsekvenser, der kan følge af fejl vedrørende videnskabsfilosofiens abstrakte problemer. Der er lige så stor grund til at være bekymret for de langsigtede farer på et meget bredere område ved den ukritiske accept af påstande, der *fremstår som* videnskabelige, som der er med hensyn til de problemer, jeg lige har diskuteret. Det, jeg først og fremmest ønskede at fremhæve med den aktuelle illustration, er, at på mit område men jeg tror også generelt på samfundsvidenskabernes område, er det, der overfladisk ligner den mest videnskabelige procedure, ofte det mest uvidenskabelige, og derudover er der på disse områder klare grænser for, hvad vi kan forvente, at videnskaben udretter. Det betyder, at det kan have beklagelige virkninger at overlade mere til videnskaben – eller at bevidst styre efter videnskabelige principper, end videnskabelig metode kan opnå. Naturvidenskabens fremskridt i moderne tid har naturligvis overgået alle forventninger i en sådan grad, at enhver antydning af, at der kan være nogle grænser for den, uundgåeligt vil vække mistanke. Især vil alle dem modsætte sig en sådan indsigt, der har håbet, at vores voksende evne til forudsigelse og kontrol, der almindeligvis betragtes som det karakteristiske resultat af videnskabelige fremskridt, anvendt på samfundets processer, snart ville sætte os i stand til at forme samfundet helt efter vores smag. Det er sandt, at i modsætning til den opstemthed, som de fysiske videnskabers opdagelser har tendens til at frembringe, har den indsigt, som vi får ved studiet af samfundet, oftere en dæmpende virkning på vores forhåbninger, og det er måske ikke overraskende, at de mere impulsive yngre medlemmer af vores profession ikke altid er parate til at acceptere dette. Alligevel er tilliden til videnskabens ubegrænsede magt kun alt for ofte baseret på en falsk tro på, at den videnskabelige metode består i at anvende en færdig teknik eller i at efterligne formen snarere end substansen i den videnskabelige procedure, som om man kun behøvede at følge nogle madlavningsopskrifter for at løse alle sociale problemer. Det virker nogle gange næsten, som om videnskabens teknikker er lettere at lære end den tænkning, der viser os, hvad problemerne er, og hvordan vi skal gribe dem an.

Konflikten mellem, hvad offentligheden i sin nuværende stemning forventer, at videnskaben skal opnå for at tilfredsstille folkets forhåbninger, og hvad der virkelig står i dens magt, er en alvorlig sag, for selv om de sande videnskabsmænd alle skulle erkende begrænsningerne for, hvad de kan gøre på det menneskelige område, så længe offentligheden forventer mere, vil der altid være nogle, der vil lade som om og måske ærligt tror, at de kan gøre mere for at imødekomme folkelige krav, end der virkelig står i deres magt. Det er ofte vanskeligt nok for eksperten, og i mange tilfælde umuligt for lægmanden, at skelne mellem legitime og illegitime påstande, der fremsættes i videnskabens navn. Den enorme omtale, som medierne for nylig har givet en rapport, der i videnskabens navn udtaler sig om *grænser for vækst*, og de samme mediers tavshed om den ødelæggende kritik, som denne rapport har modtaget fra de kompetente eksperter,^[6] må få en til at føle sig noget bekymret over, hvordan videnskabens prestige kan bruges. Men det er på ingen måde kun på det økonomiske område, at der fremsættes vidtrækkende påstande på vegne af en mere videnskabelig retning af alle menneskelige aktiviteter og det ønskelige i at erstatte spontane processer med ”bevidst menneskelig kontrol”. Hvis jeg ikke tager fejl, er psykologien, psykiatrien og nogle grene af sociologien, for ikke at tale om den såkaldte historiefilosofi, endnu mere påvirket af det, jeg har kaldt de videnskabelige fordomme, og af besnærende påstande om, hvad videnskaben kan udrette.^[7]

Hvis vi skal beskytte videnskabens omdømme og forhindre en uberettiget påstand om at besidde en viden baseret på en overfladisk lighed i metoder med de fysiske videnskaber, må der sættes kræfter ind på at aflive sådanne uberettigede påstande, hvoraf nogle nu er blevet til særinteresser for etablerede universitetsinstitutter. Vi kan ikke være taknemmelige nok over for sådanne moderne videnskabsfilosoffer som Sir Karl Popper for at give os en test, hvormed vi kan skelne mellem, hvad vi kan acceptere som videnskabeligt, og hvad vi ikke kan acceptere - en test, som jeg er sikker på, at nogle doktriner, der nu er bredt accepteret som videnskabelige, ikke ville bestå. Der er imidlertid nogle særlige problemer i forbindelse med de i bund og grund komplekse fænomener, som samfundsstrukturer er et så vigtigt eksempel på, som får mig til at ville afslutte konkluderende i mere generelle vendinger de årsager til, at der på disse områder ikke kun er absolutte hindringer for forudsigelsen af bestemte begivenheder, men hvorfor det at lade som om, at vi besidder videnskabelig viden, der gør det muligt for os at overskride dem, i sig selv kan blive en alvorlig hindring for at det menneskelige intellekts fremskridt.

Det vigtigste punkt, vi må huske, er, at de fysiske videnskabers store og hurtige fremskridt fandt sted på områder, hvor det viste sig, at forklaring og forudsigelse kunne baseres på love, der kunne forklare de observerede fænomener som funktioner af forholdsvis få variabler – enten bestemte kendsgerninger eller relative hyppigheder af begivenheder. Dette kan endda være den ultimative grund til, at vi udpeger disse områder som ”fysiske” i modsætning til de mere højt organiserede strukturer, som jeg her har kaldt grundlæggende komplekse fænomener. Der er ingen grund til, at situationen skal være den samme på sidstnævnte som på de førstnævnte områder. De vanskeligheder, vi støder på i sidstnævnte, er ikke, som man umiddelbart kunne tro, vanskeligheder med at formulere teorier til forklaring af de observerede begivenheder – selv om de også giver anledning til særlige vanskeligheder med at afprøve foreslåede forklaringer og dermed med at eliminere dårlige teorier. De skyldes det største problem, der opstår, når vi anvender vores teorier på en bestemt situation i den virkelige verden. En teori om essentielt komplekse fænomener må henvise til et stort antal specifikke kendsgerninger, og for at udlede en forudsigelse af den, eller for at teste den, må vi kende alle disse specifikke kendsgerninger. Når det først er lykkedes os, bør der ikke være nogen særlige vanskeligheder med at udlede testbare forudsigelser – ved hjælp af moderne computere skulle det være let nok at indsætte disse data i de relevante tomme felter i de teoretiske formler og udlede en forudsigelse. Den virkelige vanskelighed, som videnskaben ikke har meget at bidrage til, og som undertiden er uløselig, består i at fastslå de specifikke kendsgerninger.

Et simpelt eksempel vil vise karakteren af denne vanskelighed. Tænk på et boldspil, der spilles af nogle få mennesker med omtrent lige store færdigheder. Hvis vi kendte nogle få særlige fakta ud over vores generelle viden om de enkelte spilleres evner, såsom deres opmærksomhedstilstand, deres opfattelser og tilstanden af deres hjerter, lunger, muskler osv. i hvert øjeblik af spillet, kunne vi sandsynligvis forudsige udfaldet. Hvis vi var bekendt med både spillet og holdene, ville vi nok have en ganske god idé om, hvad resultatet vil afhænge af. Men vi vil naturligvis ikke være i stand til at fastslå disse kendsgerninger, og som følge heraf vil resultatet af spillet være uden for rækkevidden af det videnskabeligt forudsigelige, uanset hvor godt vi kan vide, hvilken virkning bestemte begivenheder vil have på spillets resultat. Det betyder ikke, at vi slet ikke kan komme med forudsigelser om forløbet af sådan en kamp. Hvis vi kender reglerne for de forskellige spil, vil vi, når vi ser et, meget snart vide, hvilket spil der spilles, og hvilke slags handlinger vi kan forvente og hvilke slags ikke. Men vores evne til at forudsige vil være begrænset til sådanne generelle karakteristika ved de begivenheder, der kan forventes, og ikke omfatte evnen til at forudsige bestemte individuelle begivenheder.

Dette svarer til, hvad jeg tidligere har kaldt de rene mønsterforudsigelser, som vi i stigende grad er begrænset til, efterhånden som vi bevæger os fra det område, hvor relativt enkle love er fremherskende, til det område af fænomener, hvor organiseret kompleksitet hersker. Efterhånden som vi skrider frem, finder vi oftere og oftere, at vi faktisk kun kan fastslå nogle men ikke alle de særlige omstændigheder, der bestemmer resultatet af en given proces, og som følge heraf er vi kun i stand til at forudsige nogle, men ikke alle egenskaberne ved det resultat, vi kan forvente. Ofte vil alt, hvad vi vil være i stand til at forudsige, være et abstrakt kendetegn ved det mønster, der vil vise sig – relationer mellem forskellige elementer, som vi hver for sig ved meget lidt om. Men som jeg gerne vil gentage, vil vi stadig nå frem til forudsigelser, der kan falsificeres, og som derfor er af empirisk betydning.

Sammenlignet med de præcise forudsigelser, vi har lært at forvente i de fysiske videnskaber, er denne form for rene mønsterforudsigelser naturligvis det næstbedste, som man ikke bryder sig om at skulle være tilfreds med. Men den fare, som jeg gerne vil advare imod, er netop troen på, at det er nødvendigt at opnå mere for at gøre krav på at blive accepteret som videnskabelig. På denne vej følger charlatanisme og det, der er værre. At handle ud fra troen på, at vi besidder den viden og den kraft, der sætter os i stand til at forme samfundets processer helt efter vores smag, viden som vi faktisk *ikke* besidder, vil sandsynligvis gøre megen skade. I de fysiske videnskaber kan der ikke være mange indvendinger mod at forsøge at gøre det umulige. Man kan endda føle, at man ikke bør afskrække de overmodige, fordi deres eksperimenter trods alt kan give nogle nye indsigter. Men på det sociale område vil den fejlagtige tro på, at udøvelsen af en vis magt ville have gavnlige konsekvenser, sandsynligvis føre til, at magten til at tvinge andre mennesker bliver overdraget til en eller anden autoritet. Selv om en sådan magt ikke i sig selv er dårlig, vil dens udøvelse sandsynligvis hindre funktionen af de spontane ordnende kræfter, hvormed mennesket, uden at forstå dem, faktisk i så høj grad hjælpes i forfølgelsen af sine mål. Vi er kun lige begyndt at forstå, hvor subtilt et kommunikationssystem et avanceret industrisamfund er – et kommunikationssystem, som vi kalder markedet, og som viser sig at være en mere effektiv mekanisme til at behandle spredt information end noget, mennesket bevidst har designet.

Hvis mennesket ikke skal gøre mere skade end gavn i sine bestræbelser på at forbedre den sociale orden, må det lære, at det på dette som på alle andre områder, hvor der hersker en grundlæggende kompleksitet af organiseret art, ikke kan erhverve den fulde viden, der ville gøre det muligt at beherske begivenhederne. Han bliver derfor nødt til at bruge den viden, han kan opnå, ikke til at forme resultaterne, som håndværkeren former sit håndværk, men snarere til at dyrke en vækst ved at skabe det passende miljø, på den måde, som gartneren gør dette for sine planter. Der ligger en fare i den overstrømmende følelse af stadig voksende magt, som de fysiske videnskabers fremskridt har frembragt, og som frister mennesket til at forsøge, ”svimmel af succes”, for at bruge et karakteristisk udtryk fra den tidlige kommunisme, at underkaste ikke blot vores naturlige men også vores menneskelige omgivelser en menneskelig viljes kontrol. Erkendelsen af de uoverstigelige grænser for hans viden burde faktisk lære den samfundsstuderende en lektion i ydmyghed, som bør beskytte ham mod at blive medskyldig i menneskers skæbnesvangre stræben efter at kontrollere samfundet – en stræben, der ikke blot gør ham til en tyran over sine medmennesker, men som meget vel kan gøre ham til ødelæggeren af en civilisation, som ingen hjerne har planlagt, men som er vokset frem af millioner af menneskers frie anstrengelser.

\*Talen er oversat af Torben Mark Pedersen

Læs Libertas nr, 86 her

Noter

1. Hayek taler om keynesiansk makroøkonomi uden at nævne Keynes eller keynesianismen, red.
2. Warren Weaver, “A Quarter Century in the Natural Sciences”, *Rockefeller Foundation Annual Report* 1958, kapitel I, “Science and Complexity”.
3. Se mit essay “The Theory of Complex Phenomena” i *The Critical Approach to Science and Philosophy. Essays in Honor of K.R. Popper*, ed. M. Bunge, New York 1964. Genoptrykt (med tilføjelser) i mine *Studies in Philosophy, Politics and Economics*, London and Chicago 1967.
4. V. Pareto, *Manuel d’économie politique*, 2. udg., Paris 1927, s. 223-4.
5. Se f.eks. Luis Molina, *De iustitia et iure*, Köln 1596-1600, tom. II, disp. 347, nr. 3, og især Johannes de Lugo, *Disputationum de iustitia et iure tomus secundus*, Lyon 1642, disp. 26, sect. 4, no. 40.
6. Se *The Limits to Growth: A Report of the Club of Rome’s Project on the Predicament of Mankind*, New York 1972. For en systematisk undersøgelse heraf af en kompetent økonom, se Wilfred Beckerman, *In Defence of Economic Growth*, London 1974, og for en liste over tidligere kritikpunkter fra eksperter, Gottfried Haberler: *Economic Growth and Stability*, Los Angeles, 1974, som med rette kalder deres virkning ”ødelæggende”.
7. Jeg har givet nogle illustrationer af disse tendenser på andre områder i min tiltrædelsesforelæsning som gæsteprofessor ved universitetet i Salzburg, Die Irrtümer des Konstruktivismus und die Grundlagen legitimer Kritik gesellschaftlicher Gebilde, München 1970, nu genudgivet for Walter Eucken Instituttet, i Freiburg i. Brg. af J.C.B. Mohr, Tübingen 1975.