Flemming Chr. Nielsen – en kulturel isbryder, Libertas Nr. 3
Af Niels E. Borges
Marts 1988
»Lenin havde erkendt, at Marx' indsigt retfærdiggør terroren, thi terroren er ikke blind vold; men den er en katalysator. som fremskynder historiens bevægelse. Terroren likviderer alle, der som personifikationer af økonomiske kategorier, bærere af bestemte klasserelationer forsinker den historiske udvikling. Disse bærere er forbrydere uden personlig forbrydelse. De er objektive fjender, som tilhører døende klasser,« skriver Flemming Chr. Nielsen i bogen Den retfærdige fremtid – et essay om Marx og Lenin (Forlaget i Haarby, 1983). Nielsens bog er et studie i den marxistiske, totalitaristiske fanatismes terror mod anderledes tænkende. Præcis menneskerettigheder og pluralisme er nøgleordene for Nielsens efterhånden store skribentvirksomhed ved Jyllands-Posten.
Nielsen er, om nogen, den skribent, som konsekvent er »dissident samvittigheden« i debatten i Danmark. I langt den overvejende del af de mange artikler, kronikker, bog- og tvanmeldelser kommer den åbenlyse interesse og medleven for det undertrykte østeuropæiske folk til udtryk. Specielt har Polen Nielsens største bevågenhed, hvorfor jeg har valgt at omtale dette foruden det danske anti-totalitære tidsskrift Epoke, som Nielsen var redaktør af.
Polen
Efter at den polske arbejder- og folkebevægelse Solidarnosc blev destrueret i den marxistiske terminologis hellige navn, interviewede Nielsen i al hemmelighed Lech Walesa kort før de af Jaruzelski-juntaens foranledigede »Pinochetvalg«. Samtlige danske partier bakkede Jaruzelski's skinvalg op, da partiernes logik gik på, at såkaldte valg i østeuropæiske lande er udtryk for demokrati. Elmquist var primus motor i dette beskidte spil med General Jaruzelski mod Solidarnosc og det polske folks stadige håb om frihed.
Nielsen kritiserede Elmquist ganske markant; men Udenrigsministeren fik også på hatten, da han i tv-avisen omtalte, at amnestien omfattede alle, hvilket den naturligvis ikke gjorde. Og hvad nytter det, at man frigiver mennesker, som sidder inde for at tænke, når de slippes løs i et endnu større fængsel?
Da den polske »Kaj Munk«, Jerzy Popieluszko, dræbtes af en af regimets sydamerikansk inspirerede dødspatruljer, gjorde Nielsen læserne opmærksom på den typiske danske larmende tavshed omkring mordet, som – hvis det var blevet begået af kapitalistiske lakajer- ville have medført ramaskrig. Men det er måske også at gå for langt, når man ligefrem ønsker officielle protester, da et af broderfolkets tapreste sønner tortureres og myrdes på bestialsk vis. For ikke at tale om demokrati, som både K.B. Andersen og Kjeld Olesen mente var at gå for vidt!
Den vestlige accept af juntalederen Jaruzelskis despotiske styre fik Nielsen til at skrive følgende: »… omend den polske undergrundspresse undrer sig over at se de stadige håndtryk, der udveksles mellem Jaruzelski og de vestlige politikere, og hver gang spørger, hvorfor de samme politikere ikke hilser på Irans Khomeini, Chiles Pinochet og Sydafrikas Botha.« (J-P 22-12-85).
Med ovennævnte syn i baghovedet opfordrede Nielsen Udenrigsminister Elleman til »diplomatisk anarki« på et officielt besøg i Polen ved at besøge Walesa, lægge en krans på Popieluszkos grav og handle ind i Warszawas stormagasiner, hvor der så at sige intet er værd at købe. Om Nielsens konstante gøren opmærksom på undertrykkelsen i Polen har båret frugt, er et spørgsmål. Men Ellemans seneste besøg (ih, hvor han dog rejser!) i Polen indikerer kraftigt, at Nielsen har haft held med sin opfordring til at skabe diplomatisk anarki – at dømme efter den hjemlige presse. Den mente generelt ikke, at Elleman skulle tale magthaverne imod, men så sandelig være venlig over for frihedsslagterne – som en anden Chamberlain på besøg i München.
Epoke
Nielsen er afgjort »et barn« af 70'ernes dissident litteratur, foruden George Orwell, Karl Popper, Arthur Koestler, Leszek Kolakowski, Raymond Aron, Bernard-Henri Levy og Andre Glucksman. Og det af Nielsen redigerede tidsskrift »Epoke« var et forsøg på at gøre nævnte tænkeres ideer åbenbare for et større publikum. »Epoke« må siges at være klart det bedste alternativ til den midter- og venstre-orienterede tidsskriftsmasse.
»Epoke« udkom i 1985 og '86 i ialt 8 nr. De 4 første numre udkom i 2000 eksemplarer til abonnenter, medens de 4 sidste numre udkom som tillæg til J-P i 130.000 ekspl. Mottoet var: »Vi foretrækker åndsfrihed og politisk pluralisme. Totalitære regimer til højre og venstre bryder vi os ikke om.« (nr. 1).
Naturligvis blev Epoke klicheagtigt kaldt sort og reaktionært. Undertegnedes indvending mod Epoke var, som udtrykt i Libertas-lederen nr. 1-2, at stoffets tyngde var anti-marxistisk, medens det substantielle i frie samfund, individets umistelige rettigheder, tildeltes en mindre fremtrædende plads, og præcis erkendelsen heraf er værnet mod det Orwellske tyranni. Lighedsbegrebet behandledes dog af professor i filosofi Justus Hartnack i en særdeles velargumenterende artikel, som han naturligvis fyldigere gør rede for i sine seneste bøger, omend hans kritik af Robert Nozick er ved siden af.
I nr. 2 introduceredes Hayeks syn på fagforeningsspørgsmålet, som foruden Milton Friedman og nu historikeren Poul Johnson, er blandt de i Danmark mest kendte nyliberalkonservative tænkere. Fejlen var blot, at artiklen var skrevet af Arne Lund (MF for C), som ingen indsigt eller kendskab har til Hayeks gigantiske forfatterskab. Derfor blev den socialistiske økonom Hans Aages angreb herpå ganske let. I parantes bemærket skrev jeg et langt svar på Hans Aages ganske let gennemskuelige og ganske upræcise misfortolkning af Hayek. Uheldigvis kunne artiklen ikke bringes, da magasinet skulle være et tillæg til J-P, hvorfor man ikke kunne videreføre debatten, som kun få procent af læserne havde kendskab til.
Af yderst prisværdige og læseværdige artikler bragtes F.A. von Hayeks Kilden til vor moral, den svenske nyliberale professor Lars Gustafssons Revolutionens elendighed og succes; (følgende oversat til dansk: For friheden og Bernard Foys tredje rokade), Poul Johnson: Politik – en død profession, Leszek Kolakowski Dommen over moderniteten, Lars Gustafsson Den svenske ideologi og Uffe Østergaards Frihedsgudinden lyser igen. Nævnte artikler gav Epoke et mere liberalt skær end de relativt mange anti-artikler.
Berlingske Tidende skrev i en anmeldelse af Epoke, at det henvendte sig til ultrareaktionære. Misundelse på, at J-P var i stand til at fostre et kreativt idemenneske som Nielsen i modsætning til egne, efterhånden lidet læseværdige kulturskribenter, som interesserer sig for alt, hvad der rører sig på midten og på venstresiden i dansk kulturliv, f.eks. ties Libertas ihjel åbenlyst. Og så kalder Tante Berlingeren sig for borgerlig!
Dette hænger godt i tråd med Nielsens leder i det (hidtil?) sidste Epoke, at det paradoksalt kunne konstateres, at de mest engagerede og diskuterende læsere hørte hjemme på venstrefløjen. Den borgerlige presse var negativ og holdt kæft. Istidsmagerne frøs den nielsenske ideild til is.
Nielsens lidenskab er anti-totalitarismen, som historikeren Poul Johnson forener med laissez-faire økonomi, som er en tænker, Nielsen for al kraft har søgt at gøre læserne interesserede i. Og det geniale ved Johnson er, at han forener totalitarismen og markedsøkonomien i et sprudlende og engageret, varieret sprog med mange interessante detaljer. Det betyder, at ældre generationers antitotalitarister kan forenes med unge tilhængere af frimarkedsøkonomi. Problemet med antitotalitarismen er, at den så at sige kanaliserer opmærksomheden væk fra vor egen stækkede frihed og daglige tiltag fra politikerside på at indsnævre autonomien af staten.
Jeg vil slutte denne artikel om Nielsens fremragende indsats for friheden og evnen til at skabe debat, hvor utallige andre emner kunne være berørt, og introducere nye forfattere med nogle ord af Poul Johnson i et interview af Nielsen med den i Danmark kontroversielle overskrift, Længe leve kapitalismen: »Politiske indgreb fører til langsomme fremskridt, magre resultater og hyppige sammenbrud. Økonomien fungerer kun, når politikerne trækker sig diskret tilbage. Derfor må vi regne med, at begrebet politik er døende. Politik har slået fejl. Politikerne har ikke opfyldt forventningerne.« (J-P 1/12-86).
