EN PRÆSENTATION AF POLSK LITTERATURS SPØGEFUGL, Libertas Nr. 1-2
Af litteraturanmelder Peter Ravn, Weekendavisen
Slawomir Mrozek (født 1930) forlod Polen i 1963 og har siden 1968 været bosat i Paris. I Danmark er han bedst kendt som en opfindsom og meget vittig dramatiker af den absurde skole. Han er imidlertid også en underfundig og forslagen prosaist, der kan minde en hel del om Villy Sørensen. Bag det ofte troskyldige tonefald støder man på en knivskarp dialektiker, bag den sorte humor på en nålespids moralist.
Sin debut som dramatiker fik Mrozek i 1958 med „Politiet“, en grotesk farce om livet i en politistat, hvor al politisk opposition er likvideret, og det hemmelige politi som følge deraf bliver arbejdsløst. Året før havde han udsendt „Elefanten“ (dansk 1962), en samling ætsende fortællinger, der handler om, hvordan liv og tænkning uniformeres og institutionaliseres i folkerepublikken Polen.
De første værker havde tydelig politisk adresse. Med årene har Mrozeks præcise og dræbende satirer imidlertid fået et mere universelt og eksistentielt præg. Nådeløst forfølger han én bestemt forrykt idé i dens yderste konsekvens, så vi til sidst ender i absurditetens galehus. Men logikken svigter ikke et eneste sekund. Mennesket, der skulle være verdens herre, indfanges af det vanvittige rænkespind, det selv har udtænkt. Rollen bestemmer over mennesket, uniformen skaber mennesket – ikke omvendt. Det er en ond cirkel, hvorfra nødudgang ikke findes.
Tomme fraser klynges op i al deres ynkelighed. Han hader enhver form for systematik og skematik, og i den forstand kan man kalde ham systemkritiker. Ellers preller etiketter af på manden med de stålindfattede briller og den markante moustache. Han har aldrig tilhørt en bestemt litterær retning eller været tilknyttet en bestemt politisk bevægelse, og han bryder sig ikke om at blive kaldt en politisk forfatter.
Efter Solidaritet og indførelsen af krigsretstilstanden i Polen i 1981 er hans satirer og parodier dog blevet mere direkte, som det blandt andet ses af „Dommedag“, der ikke just kan kaldes subtil antydningskunst. Men som han sagde til mig, da jeg sidste år besøgte ham i Paris, nytter intellektuelle og kultiverede argumenter ikke, når man har med barbarer at gøre. Om krigsretstilstanden siger han: „Det var et slag i ansigtet, og det var umuligt ikke at reagere, ikke at være direkte, for handlingen var så klar og grov, at reaktionen også måtte blive det.“
Alligevel nægter Mrozek fortsat at lade sig indrullere i de litterære bataljoner og at optræde som oppositionens bannerfører. Derfor bør hans forfatterskab læses og citeres med omtanke. Hverves han til et korstog i liberalismens navn, bliver han netop offer for den systemtvang og skematænkning, han igennem hele sit forfatterskab har søgt at gennembryde.
