En borgerlig regering opstår og går ned - men de liberale ideer er livs- og gennemslagskraftige, Libertas Nr. 4
Af Torben W. Grage
Marts 1988
Endelig en borgerlig regering
Efter næsten et halvt sekels – helt nøjagtigt 44 års socialdemokratisk besiddelse af regeringsmagten – kom der en borgerlig regering til magten i 1976, og den sad i vekslende konstellationer af Folkparti, Centerparti og Moderata Samlingspartiet i seks år til 1982.
1976 var ikke noget godt år for den borgerlige opposition at komme til magten i. Økonomien var på vej nedad. Det havde den faktisk været siden midten af 1960'erne, hvor industriproduktionen viste synkende tilvækst. Svensk industri begyndte at tabe markedsandele både på hjemmemarkedet og i eksporten. Industribeskæftigelsen begyndte samtidigt at mindskes. Investeringerne lå rimelig godt frem til begyndelsen af 1970'erne; så begyndte også de at mindskes. Produktiviteten begyndte at udvikles langsommere end i andre lande.
Først efter den internationale konjunkturnedgang 1974-75 (som jo var en følge af 1973-74 års oliekrise) blev dog problemerne alment erkendte og mærkbare.
Men de politiske partier fortsatte med at beslutte – om reformer. En lang række af offentlige udredninger forberedte nye forbedringer; velfærdsstaten skulle jo blive perfekt. Flere store reformbeslutninger på arbejdsmarkeds-, social- og uddannelsespolitikkens område blev forberedt og fattedes i begyndelsen og midten af 1970'erne. Det skete ofte i fuld enighed mellem socialdemokraterne og de borgerlige oppositionspartier og i tro på, at den svenske økonomi ville komme til at udvikle sig positivt – at der ville blive stor tilvækst også i årene fremover.
På arbejdsmarkedsområdet blev der indgået lønaftaler, som tydede på, at såvel arbejdsgivere som lønmodtagere mente, at ressourcerne var uudtømmelige – at fremtiden var lys.
Borgerlig regering forsøger at rette økonomien op
De seks år blev ikke nogen strålende ydre fremgang for de borgerlige partier. Men det må fremhæves, at de havde alle odds imod sig. Ikke blot overtog de en økonomi, der var på nedtur af såvel indre som ydre årsager; men mange af den svenske industris fremstående repræsentanter kom til regeringen og anmodede om subsidier eller anden støtte. Den borgerlige regering kunne ikke afslå at yde en omfattende hjælp – uanset hvilke principielle indvendinger de havde mod en sådan politik. For det var store og tunge dele af den svenske industri, der havde problemer – sådanne som stålindustrien og værftsindustrien – og det havde overordentlig alvorlige konsekvenser for beskæftigelsen. Det var ikke mindst et problem for nogle regioner. Den borgerlige regering kunne ikke ignorere hverken den truende, omfattende arbejdsløshed som sådan eller den meget skæve regionale fordeling.
Følgelig satte den borgerlige regering ind med en meget ambitiøs rekonstrueringspolitik – og den gav resultater, men bittert nok for den borgerlige regering, først på længere sigt og til glæde for den efterfølgende socialdemokratiske regering.
I løbet af 1970'erne gennemførtes en lang række love, der på den ene eller den anden måde påvirkede den svenske industris lønsomhed eller greb ind i ledelsen af virksomhederne. Således gennemførtes bl.a. fra 1971 til 1976 følgende: Nedskæring af arbejdstiden fra 42,5 til 40 timer i ugen, ansættelsesbeskyttelse for visse kategorier af arbejdstagere (den såkaldte ældrelov), udvidet skadeserstatning til alle arbejdstagere, 240 timers betalt ledighed for indvandrede for at deltage i svenskundervisning, udvidet forældreledighed, forstærket indflydelse for de ansatte over arbejdsmiljøet, indskrænkninger i mulighederne for at ansætte folk for en begrænset periode, øgede muligheder for arbejdsmarkedsmyndighederne til at gribe ind med forholdsregler ved driftsindskrænkninger i virksomheder, faglige tillidsmænd fik ret til vidtgående ledighed for deltagelse i faglig virksomhed både på og uden for deres egen arbejdsplads, alle arbejdstagere fik ret til ledighed for uddannelse og kunne selv bestemme, hvilken uddannelse de ville have (og fagforeningen kunne afgøre, hvor lang tid det måtte dreje sig om), pensionsalderen blev nedsat fra 67 til 65 år.
Ikke mindst tilkom fra 1. januar 1977 medbestemmelsesloven (MBL). Den fik umiddelbare følger for den borgerlige regering, for denne var nu nødt til at forhandle med de ansattes repræsentanter på alle niveauer om lovforslag og t.o.m. om udredningsdirektiv, hvis de blot på mindste måde kunne berøre de ansatte – og det var der ikke mange, der ikke kunne. Det gjorde regeringsarbejdet og administrationen enormt meget tungere og langsommere.
Denne voldsomme vækst af love og forordninger med direkte indvirkning på virksomhedernes konkurrenceevne havde også til følge en tilsvarende vækst i afgiftsbelastningen. Arbejdsgiverafgifterne tredobledes mellem 1970 og 1979. 1970 var arbejdsgiverafgifterne 12,5% i forhold til lønnen. 1976 var de steget til 32,7% og 1979 til 36,7%.
Lønmodtagerfond-spørgsmålet
Dette var en udvikling, som gjorde indtryk på det private erhvervslivs mænd.
I sin bog »Maktkamp eller Samförstånd?« skildrer industriministeren i den borgerlige regering, Nils G. Åsling, hvorledes »the grand old man« i den svenske finans- og industriverden Marcus Wallenberg kom op til ham straks efter, at Åsling var blevet industriminister og udtrykte sin stærke uro over udviklingen og advarede imod, hvad der skulle kunne beskrives som privatkapitalismens kapitulation i et gennemorganiseret samfund.
Det er i denne situation, at spørgsmålet om lønmodtagerfonde for alvor kommer på dagsordenen. Det er et spørgsmål, der er ladet med ideologi og for mange frygtes at indebære vidtrækkende, ikke blot økonomiske konsekvenser, men også politisksamfundsmæssige, dybtgående omkalfatringer. Er det et nyt forsøg på ad indirekte veje at gennemføre socialisme i Sverige?
Der var to drivende kræfter for at få lønmodtagerfondspørgsmålet sat på dagsordenen. På arbejdersiden var det LO og ikke socialdemokraterne. LO havde haft lønmodtagerfondspørgsmålet i tankerne i flere årtier. Det var fra den side, kravet blev ført frem igen og igen fra 1940'erne. Men det fandt ingen genklang i det svenske socialdemokrati, førend vi kommer frem til 1970'erne. Og det er spørgsmålet, om socialdemokraterne var gået med på at lade rigsdagen beslutte om nedsættelsen af et udvalg til at undersøge spørgsmålet og komme med et forslag, hvis ikke det også var blevet presset fra et af de borgerlige partier, nemlig Folkpartiet.
Dette kan lyde ejendommeligt; men en lidt nærmere belysning gør det forhåbentlig mere forståeligt. Folkpartiet havde lige siden 1950'erne lanceret tanken om et ejendomsejende demokrati, i hvilket lå, at man ville udvide kredsen af dem, der ejede noget, kapital i en eller anden form.
I løbet af 1950'erne og 1960'erne fremsatte Folkpartiet flere gange kravet om individuelle overskudsandele i virksomhederne. I 1974 var tankerne herom udviklet så vidt, at Folkpartiet i Riksdagen fremlagde et forslag om lovfæstet ret for lønmodtagere til andel i virksomhedernes kapitaltilvækst.
I forslaget fremholdt man, at et fondsystem burde »utformas så att det åstadkommer en jämnare förmögenhetsspridning, förskjutet makten från traditionelle ägarintressen samt motverkar stalig och enskild maktkonsentration«. Man skitserede en model, ifølge hvilken de større virksomheder skulle betale en del af overskuddet i form af nyemitterede aktier til forskellige fonde. Lønmodtagerne skulle modtage individuelle andelsbeviser i »ett decentraliseret system av fonder med betydande frihet för löntagarna att valja mellan olika fonder.« Folkpartiet anmodede om en udredning.
Forslaget blev imidlertid afslået i Riksdagen; men Folkpartiet fremsatte det igen senere samme år i forhandlinger med den socialdemokratiske regering, hvorefter denne gik med på at lade en statslig fondudredning nedsætte. Direktiverne udarbejdedes i samråd mellem Socialdemokraterne og Folkpartiet. Udredningen skulle bl.a. konstruere en eller et par modeller for lønmodtagerfonde.
År 1976 lagde LO's økonom, Rudolf Meidner, sit forslag om branchevis organiserede lønmodtagerfonde frem. Det tog Folkpartiet imidlertid meget skarp afstand fra. Det anså, at det ville lede til en urimelig magtkoncentration – i LO's hænder.
Samme år lagde også den svenske industri et fondforslag frem, det såkaldte Waldenströmforslag, opkaldt efter den svenske industrimand Erland Waldenström, der var formand for den gruppe af personer fra Sveriges Arbetsgivarförening og Svenska Industriforbundet, som havde fået til opgave at arbejde med fondspørgsmålet, som man ikke mente var til at komme udenom i svensk økonomi og politik.
Waldenströmrapporten konstaterer bl.a., at det er nødvendigt at øge den risikovillige opsparing i erhvervslivet, samt at den ulige formuefordeling og ejerindflydelse bør udjævnes og omfatte flere personer. Disse mål ville bedst kunne nås, hvis virksomheden (eller branchen) og fagforeningen frivilligt aftalte, at en del af lønsummen blev afsat til fonde, som styredes og ejedes af lønmodtagerne. Efter en spærreperiode på 5-10 år skulle den enkelte lønmodtager selv frit kunne disponere over sin andel i fonden.
Det beregnedes, at disse fonde i løbet af 5-10 år ville komme til at indebære, at lønmodtagerne ejede aktier i et omfang, der svarede til mellem 17 og 33% af værdien af alle børsnoterede aktier. (Til sammenligning kan det nævnes, at det er blevet påstået, at de lønmodtagerfonde, som den svenske rigsdag traf beslutning om i 1983, højst kunne købe aktier til en værdi, der svarede til 7% af børsaktierne!).
Fra borgerlig accept til borgerlig modstand – under erhvervslivets banner!
Dette var altså situationen 1976. Der var ikke hverken blandt de borgerlige partier eller i toneangivende industrikredse en afvisende holdning til at tænke i lønmodtagerfondbaner. Omend der var variationer i opfattelsen af, hvilken grad af kollektivt resp. individuelt betonet ejerskab, de skulle præges af. Således forsøgte Moderaterne i den i 1976 dannede borgerlige samlingsregering at få Folkpartiet og Centern med på at give lønmodtagerfondudredningen nye direktiver, der skulle føre til, at den fokuserede på at fremsætte et forslag om en overskudsdeling af individuel karakter. Men det mislykkedes. Gösta Bohman, Moderaternes partileder, har siden hævdet, at de to regeringspartnere truede med regeringskrise, hvis Moderaterne ikke opgav deres forslag. Men der var ikke – på det tidspunkt – tale om en fundamental anti-fond modstand fra Moderaternes side. Og endnu i 1980 kunne den fremtrædende Moderat-politiker Lars Tobisson – en af de to-tre, der virkelig tegnede Moderata Samlingspartiet – i en promemoria skrive, at hvis Moderaterne sagde nej til alle fondmodeller, risikerede de at havne til højre for arbejdsgiverne i dette spørgsmål.
Men i slutningen af 1970'erne var modstanden mod fondene ved at tage form, både politisk-organisatorisk og-ideologisk. Politisk-organisatorisk var det de mindre og middelstore virksomheders ejere og ledere, der gik til angreb. Der var faktisk tale om et oprør også mod den samarbejdsvillige linje, der havde været fulgt, siden Waldenström-gruppen – repræsenterende den svenske storindustri – var blevet tilsat. De mindre erhvervsvirksomheders repræsentanter udtrykte stærk ængstelse for, at der blev givet for store indrømmelser til socialdemokraterne og LO; at medens de store nok skulle klare sig – med deres kapital- og organisatoriske ressourcer – risikerede de mindre virksomheder at blive for stærkt udsatte for at blive dominerede af fonde og fagforeninger.
Oprøret blandt de mindre virksomheder gav resultater. Stemningen i toppen af arbejdsgiverforening og industriforbundet svingede i fondsnegativ retning. Det var utvivlsomt også en vigtig faktor i omsvinget, at arbejdsgiverforeningen havde fået en ny formand i 1976, nemlig Curt Nicolin, fremgangsrig foretagsleder for flere af Wallenberg-gruppens store virksomheder.
De sidste år af 1970'erne var SAF i gang med en kraftig oprustning af sin informationsvirksomhed. Forlaget Timbro startedes og dets bifirma Ratio. 1978-1982 – de for behandlingen af fondsspørgsmålet afgørende år – udgav Timbro 22 bøger, hvoraf ca. halvdelen handlede om markedsøkonomi og lønmodtagerfonde. I samme tidsrum afholdt Ratio 5 seminarer og udgav 7 bøger. Ratio er først og fremmest rettet mod den teoretiske debat og virker »för at gagna individets självständighet, enskild företagsamhet, fri forskning och teknisk utveckling«. Ratios virksomhed styres af et videnskabeligt råd af fremstående akademikere og universitetsfolk.
I begyndelsen af 1980 udtalte SAF's direktør, Olof Ljunggren, i et interview, at »näringslivet nu på ett mer direkt sätt måste engagere sig i den politiske debatten«. Han omtalte også forberedelsen af et »arbejdsgiverideologisk« program, som skulle udarbejdes til SAF's kongres i november 1980 – et program, som dog ikke blev lagt frem. Den ideologiske satsning dette år koncentreredes på Ratios udgivelse af den franske økonom Henri Lepage's bog »I morgon kapitalism« som pocketbog, over 400 sider til den favorable pris af 19 sv. kr. Udgivelsen af Lepage's bog var det hidtidige toppunkt i den ideologiske kampagne inspireret af nyliberale ideer, som der var blevet talt mere og mere om inden for SAF siden midten af halvfjerdserne.
De borgerlige partier: De liberale profiler skærpes
Men SAF var i stigende grad utilfreds med de borgerlige partiers ideologiske indsats. I maj 1982 formuleredes det på følgende måde i »SAF-tidningen« i forbindelse med en beklagelse over, at den store informationssatsning op til det stedfundne valg ikke var lykkedes bedre: »De icke-socialistika partierna har vaknat til alltför sent i fondfrågan för att denna skal kunne få en sådan genomslagskraft. Man väger förutspå att de hotande fonderna förblir impopulära, men att de inte kommer art vara den helt dominerande frågan«.
Fra det Moderata Samlingspartis partikancelli kom der i en analyse af valget – der jo ledte til den borgerlige regerings nederlag og afgang – en kommentar til SAF's kritik af partierne, der gav den medhold. Men kommentatoren hævdede, at erhvervslivets indsats i fondsspørgsmålet trods alt havde været fremgangsrig. »Valresultatet kan inte leds till slutsatsen att motståndet mot fonderna varit ett misslyckande. De som misslyckats är de borgerliga partierna som icke fått motståndet mor löntagarfonder att bli ett motstånd mor socialdemokratisk politik i övrigt. Eller – mera rettvist – socialdemokraterna har varit framgångsrika når det gäller at föra fondfrågan ur stridslinjen.«
Der kan ikke her være tvivl om, at vi her står over for nogle alvorlige svagheder på den borgerlige side, taget som helhed. Der var ingen ideologisk helhedsfront.
Centerpartiet, der jo historisk set er et bonde- og landboparti – og stadigvæk er præget af dette, selv om det har skabt sig en bredere basis blandt mindre foretagender i byerne – er godt nok for det første ikke venligt stemt over for socialismen, og det er en varm fortaler for decentralisering og for de små virksomheder; men det er ikke et udtalt liberalt parti. Det har jo også i flere omgange været et støtteparti for socialdemokraterne og i regering sammen med disse.
Folkpartiet har været præget af at have to traditioner, der ikke altid let har ladet sig harmonisere: En socialliberal med stærkere eftertryk på kollektivet – eller måske rettere den sociale omsorg – og samfundets/statens pligt og ret til at gribe ind, og en økonomisk liberal med stærkere eftertryk på individet og dets rettigheder. Som det er fremgået tidligere i denne artikel, var den socialliberale linje ikke socialistisk. Når Folkpartiet førte fondsideer frem, var det jo ikke for at fremme socialisme eller fagforeningsmagt. Men partiet havde ikke – siden Bertil Ohlins tid – villet understrege, at det primært var et liberalt, markedsorienteret parti.
Denne understregning kom imidlertid på partiets landsmøde 1982, hvor et nyt partiprogram blev antaget. Det blev betydeligt mere markedsøkonomiskt orienteret end det tidligere. Ordet »ramhushållning«, som Bertil Ohlin havde lanceret i 1930'erne, blev renset ud. Indledningskapitlet, som tidligere havde heddet »Socialliberal kurs«, fik nyt indhold og rubrik »Liberalismen« slet og ret. Men samtidig med, at man skriver, at »Liberalismens ekonomiska system är en socialt inriktad marknadsekonomi. Inget annat ekonomiskt system än marknadshushållning har gått att förena med politisk demokrati och personlig frihet«, så afviser man en lad-gå politik og siger, at man skal fremme social og økonomisk udligning.
Den nyvalgte partileder, Bengt Westerberg, kom med den klare melding, at den socialdemokratiske regeringspolitik ville lede til øgede reguleringer på alle mulige områder: »Det är därför ett historiskt ansvar for dessa partier /de borgerlige/ att i nästa val ha et genomtänkt marknadsekonomiskt alternativ til socialdemokraterna.« Som en opfølgning af disse tanker startede Bengt Westerberg det af erhvervslivet finansierede »Marknadsekonomiskt Alternativ for Sverige« (MAS), som bl.a. havde til opgave at få sammensat et for de borgerlige partier fælles økonomisk program.
Men hvad med Moderata Samlingspartiet og den liberale ideologi? Ja, det er en ganske lang og kompliceret historie.
Jeg skal i denne sammenhæng skære den drastiskt ned. Gösta Bohman – der valgtes til partileder i 1970 – gav som deltager i en debat i det konservative hovedorgan »Svensks Dagbladet« udtryk for den opfattelse, at hans parti nu har overtaget liberalismens klassiske rolle som forsvarer af individets rettigheder over for kollektivet.
Der var imidlertid langtfra enighed inden for de svenske konservative rækker om, hvor langt man skulle gå i inkorporeringen af liberale ideer fra det ene eller det andet område: Politiske, økonomiske, sociale, kulturelle. Siden begyndelsen af 1970'erne har der været ført en livlig og intensiv debat om dette. Debatten har vist et bredt spektrum af holdninger: Pragmatiske interessepolitikere, socialkonservative, talsmænd for bred borgerlig samling er måske de tre hovedgrupper; men ved siden af dem eller inden for dem findes libertarianere, traditionalister og kulturkonservative.
Tankegange fra »supply economics« kom med i partiets programskrift fra 1981, hvor man udtaler, at partiets alternativ bygger på »ekonomiskt politiskt nytänkande syftande till att stimulers ekonomins ekonomiska utbudssida, sänkta skattar samt begränsning av den statliga och kommunala utgiftsökningen«, og udbudsøkonomiske ideer kom til at spille en fremtrædende rolle i partiets mere teoretiskt udformede indlæg. Det blev ofte forbundet med energisk kritik af moderne keynesianere – samt af monetarister, i hvert fald de mere rendyrkede.
Men sådanne tankegange havde ikke nogen chance for at blive omsat i praktisk politik. Det var der ikke enighed om i den borgerlige regering. Og ideer hentede fra »public choice«- og »property rights«-skolerne, som også figurerede hyppigere og hyppigere hos moderaternes teoretikere, lå endnu fjernere fra de daværende svenske politiske realiteter.
Men medens man nok kan sige, at der i slutningen af 1970'erne kom stærkere og stærkere tilslutning til såvel den liberale idetradition i almindelighed som til nyliberale tankegange, så var der et problem med at forene konservatisme med liberalisme. Gösta Bohman kunne godt nok i en berømt tale i Uppsala i 1980 udtrykke en tilsyneladende problemfri harmonisering således: »... det slags reaktion, som ligger i de senaste årens högervind, är fremfor allt en liberal revolt... Alternativet till planhushållning och stagnation ligger i en fusion mellan konservativa principer om rättstaten och liberale grundtanker om människans frigörelse«.
Og den nuværrende partileder, Carl Bildt, kunne nok i 1983 understrege, at medens det socialkonservative træk i flere årtier var dominerende i partiet, så fik i løbet af 1970'erne det liberale træk i partiets idearv en mere fremtrædende plads i den dagsaktuelle politik: »I takt med att de kollektivistika tendenserna i samhället stärkts, har den liberala flygen av partiets idehistoria kommit att spela en mer dominerande roll i den aktuella moderata politiken stärkts.« Men han lagde samtidig til, at »Med sin formåga att kombinera liberalismens frihetspatos med konservatismens ansvarskänsla och samhörighedssyn borde partiet ha bättre frutsättningar än andra att på ett än tydligara sätt ge Sverige den nya idemässiga ledning, som måste sättas i en sönderfallande socialdemokratisk konsensus ställe.«
Altså: Konservatismens ansvarsfølelse og samhørighedssyn; her finder vi træk af den socialkonservative idearv.
Og der har ikke været mangel på moderate stemmer, der hævede sig til fordel for mindre liberalisme – ofte karakteriseret som vulgærmaterialisme og egoisme – og mere socialkonservatisme.
Udblik og sammenfatning
Når man ser ud over den svenske ikke-socialistiske ideologiske opinion og debat siden begyndelsen af 1970'erne, hvorledes kan man da summere den op? Den nuværence chefredaktør for »Svenska Dagbladet«, Hans Zetterberg, (indtil sidste år ejer af det velkendte opinionsforskningsinstitut SIFO) skrev i 1981 en spændende og iderig artikel i samlingen »Politikens seger och Kris« (red. Torgny Segerstedt), i hvilken han søger at karakterisere nykonservatismen (han indrømmer, at den lige så gerne kunne kaldes nyliberalismen, men vælger førstnævnte, fordi han opfatter den som det navn, ideerne er blevet kendt under i den engelsktalende verden). Den svenske nykonservatisme, siger han, synes at opfatte blandingsøkonomien som en permanent del af samfundslivet, ikke som et stadium på vej bort fra kapitalismen til socialisme og kommunisme. Den nykonservative holdning skiller sig fra det almindelige liberale og konservative dogme om, at privat ejendomsret skal gælde for alle virksomheder. Man har opdaget, at markedsøkonomien ikke forudsætter totalt privat ejerskab: Det væsentlige er snarere, at alle virksomheder uanset ejendomsform skal gives lige vilkår på markedet. Og medens man taler varmt om entreprenørskabet, de skabende initiativer som giver arbejde og velstand, så er der andre sider af markedsøkonomien, som accepteres uden større entusiasme – næsten ingen af 70'ernes voksende skare af nykonservative vælgere lokkedes af parolen »øget konkurrence«. Markedsøkonomien får ganske bestemte grænser ligesom undtagelser derfra. Staten må fx gerne give bidrag til industrier, der er i vanskeligheder, når blot subsidierne er midlertidige og ikke bliver permanente. Der må godt findes en del markedsmekanismer (fx konkurrence) mellem forskellige former for social- og sundhedsomsorg, skoler og børnepasning; men der må ikke sættes spørgsmål ved den for social-Sverige grundlæggende idé, at omsorg og uddannelse er skattesubsidierede rettigheder og ikke handelsvarer. »Nykonservatismen vill med andra ord bevara folkhemmets priciper sådana de faktiskt växt fram. Men man tycker inte storsjukhuset är ett bra uttryck for folkhemmet. For de nykonservativa är tillväxten inte nödvändigvis ett värde i sig och man oroas uppenbarligen ... over tilväxtens oönskade biprodukter. Men en viss tillväxt gör Sverige till ett stabilare samhålle med färre fordelingskonflikter; därför accepteras tesen att tillväxt måste vi ha, om än aldrig så liten.«
Hans Zetterberg formoder, at nykonservative ideer er så attraktive i dagens meningsklima, at også en socialdemokratisk regering ville være tvungen til at føre en politik med betragtelige nykonservative indslag.
Jeg skal ikke her gå ind på en vurdering af den svenske socialdemokratiske regerings politik siden 1982; men lad mig præsentere i hvert fald en vurdering og det fra en centralt placeret socialdemokratisk økonom (nu ved LO), Gudmund Larsson, som i det fortrinlige nye svenske liberale tidsskrift »Marknadsekonomiskt tidskrift« (nr. 4, 1987) indrømmer, at han har revideret sin tidligere opfattelse af, at de nyliberale ideer har tabt terræn. Han medgiver nu, at de har haft fremgang fremfor alt i en henseende: Arbejderbevægelsens tiltro til øget planøkonomi er blevet betydeligt mindre.
Det er også hans vurdering, at den økonomiske politik (læs: Den socialdemokratiske regerings) har arbejdet med markedsmekanismerne som forudsætning i højere grad end tidligere: »... det finns som bekant kritik mot regeringen för att den i alltför hög grad använt sig av metoder for krisbekämpning som haft hemortsrätt i den nyliberala kretsen. Man kan därför, tror jag, hävda, att de nyliberala eller liberaliserande tankegångarne och teorierna haft viss genomslagskraft i Sverige.« »Dock bara som en korigering, om än kanske nyttig.« skynder han sig så at tillægge. »I sina grunddrag framstår den Svenska modellen som sällsynt oanfrätt. Den har visat sin styrka, sin hållfasthet och sin böjlighet.«
Det sidste ord, »böjlighet«, skal man ikke mindst holde sig for øje, hvis man vil forsøge sig på at sige noget om respektive de liberale (eller nyliberale eller nykonservative) og de socialistiske ideers og partiers fremtid i Sverige. Den britiske skribent og kender af svenske forhold skriver i sin udmærkede bog »Vart Går Sverige?« (1985): »Varje klagomål mot myndigheterna tas som ett uttryck får gillande av borgerlig politik. Men de rör sig på farlig mark, för socialdemokraterna har alltid vetat hur man övertar de bästa ideerna från andra partier. Det kan mycket väl hända att landets största parti snart börjar ta hele frågan om individens frihet på allvar.«
Der er i hvert fald ingen tvivl om, at de borgerlige partiers fornyede kraftige understregning af individets rettigheder over for kollektivet har gjort indtryk – også på socialdemokraterne. Og det må heller ikke glemmes, at den borgerligt-liberale appel i individets og frihedens navn, og mod en yderligere udvidelse af politikkens indflydelse på økonomien, kunne spille på og finde genklang i såvel liberale idetraditioner i det svenske socialdemokrati, som i dettes modtagelighed for saglige og rationelle argumenter. Det var ikke mindst til stor hjælp for den borgerlige liberale kritik, at fremtrædende socialdemokratiske teoretikere – politologer, økonomer m.fl. – rettede skarp kritik mod de LO-inspirerede forslag om lønmodtagerfonde (se fx »Sju Socialdemokrater om Löntagerfonderna« 1979), og at det tungeste økonomiske navn hos socialdemokraterne, prof. Assar Lindbeck i 1982 i protest forlod partiet – og til og med bekendtgjorde det i et åbent brev.
Liberale og nyliberale/nykonservative ideers gennemslagskraft i Sverige har i den praktiske politik vist sig først og fremmest i, at de har fået socialdemokrater til at reflektere dybere over de samfundsmæssige spørgsmål; de udviser ikke længere samme selvsikkerhed hverken med hensyn til at have sandheden på sin side eller til at være ufejlbarlige i den praktiske politik. Og socialdemokraterne er nu mere villige til at tænke og handle i markedsøkonomiske baner.
Men dernæst har Sverige takket være liberale teoretikere og forfattere i de sidste 15 år haft en meget livlig debat på et ofte meget kvalificeret niveau. Det er godt nok således, at der ikke fra svensk side er kommet egentligt originale bidrag til den internationale debat. Og de internationale liberale/neoliberale ideer er ikke uden videre blevet råt overtaget af svenskerne; men de er blevet præsenteret og kommenteret i en udstrækning, som vi ikke har magen til her i landet.
Og der kommer stadigvæk nye liberale debat-fora. »MarknadsEkonomiskt Tidsskrift« – der begyndte at udkomme i slutningen af 1986 (udg. af Timbro) – er et værdifuldt initiativ. Det viser også bredden i den svenske liberale ideverden, spændende fra de økonomiske spørgsmål til de kulturelle, fra de teoretiske til de praktiskpolitiske.
På det idemæssige plan tror jeg ikke, man behøver frygte for Sveriges liberale fremtid. Spørgsmålet er så, om ideerne kan vinde støtte til fordel for en ny borgerlig regering og omsættes til praktisk politik.
