EJENDOMSRETTEN CONTRA EMBEDSRETTEN, Libertas Nr. 1-2
Af forfatteren Steen Steensen
Den 13. juni 1973 stadfæstede Folketinget den miljølov, som lige siden har ligget til grund for de meget omfattende indgreb i det frie næringsliv. I saglig forstand måtte bestemmelserne om miljøet forekomme forbløffende, eftersom forurening som problem udgjorde et overstået stadium. Loven udtrykte imidlertid det magtskifte, der var ved at finde sted. Producenterne afstod bestandig indflydelse i den sociale kamp til den fremrykkende embedsstand. Dog var der i lavenes paragraf 1, stk. 3 indbygget en svag hæmning mad politisk grådighed. Miljøhensyn skulle nemlig afvejes mod økonomiske og beskæftigelsesmæssige betragtninger.[1]
Den 29. maj 1986 vedtog Folketinget en ny og skrappere miljølov. Ligesom far den førstes vedkommende blev også den sidste godkendt af et overvældende flertal. Kun fremskridtsfolkene stemte imod. Den væsentligste ændring gælder nævnte paragraf 1, stk. 3, hvor afvejningsprincippet er faldet bort. Miljøet skal nu ubetinget prioriteres højere end kapital og arbejde. Desuden skærpes overvågning, kontrol og straf. Embedsretten er således yderligere avanceret. Kampen mod de økonomiske friheder - ejendomsretten, etablerings- og produktionsfriheden - er altså fortsat med succes.
Det liberale samfund hylder som bekendt den økonomiske aktivisme ; den sociale stat derimod fremmer den politiske foretagsomhed. I et socialistisk land dominerer politik over økonomi. Anskues udviklingen ud fra disse grundforhold tegner der sig et dystert billede for liberale kratter.
Miljøbevægelsen kan med loven i hånd terrorisere de økonomisk aktive. Denne mobning medfører naturligvis store personlige tragedier og den hindrer økonomisk vakst. Alt dette er ødelæggende nok, men miljøaktivismens systemnedbrydende virksomhed er ulige værre. Det er de samfundsmæssige konsekvenser af krigsførelsen, som er det hængsel, hvorom opmærksomheden bør dreje sig. Den liberale økonomi saboteres. Kapitalismens og demokratiets ubrydelige enhed sønderrives. Falder det ene, kuldkastes også det andet. De økonomiske friheder - menneskerettighederne - spoleres. Den private ejendomsret, etablerings- og produktionsfriheden, den frie konkurrence og de lige chancer mishandles til døde.
Grundpillerne i liberalismen omstyrtes. Tabes de økonomiske friheder, tabes meget mere. Den retslige beskyttelse og de politiske dg åndelige friheder rives med i faldet. Al værn om personlig suverænitet begynder og ender med forsvaret af de økonomiske menneskerettigheder.
Det enkelte individ ejer umistelige rettigheder. Hævet over tid og sted foreligger der en naturlig ret til at råde over sit eget liv, over privat ejendom og arbejdsindsats. At være sin egen lykkes smed er en menneskeret. Ejendomsrettens ukrænkelighed og arbejdets friheder burde omgøres med en uigennemtrængelig ring af pansret stål. Det er den private ejendomsret, som har skabt velstanden i den vestlige verden. Kun hvor den råder over en bred front formeres og fordeles rigdomme. Den økonomiske tilvækst i moderne tid er en følge af privatismens udbredelse. Da ejendomsretten avancerede muliggjordes for første gang i historien er stigende levestandard med en voksende befolkning. Den kombination var ikke tidligere set. Beskyttelsen af privatejendom og retten til at nyde frugten af egen produktive ydelse fik kapital og arbejde i forening til at stræbe mod det nyttigste Individernes motivation, lysten til at bestille noget, vågnede og gat grøde.
Den menneskelige kapital er overalt afgørende for et rationelt resultat. De økonomiske friheder, de lige chancer, mobiliserede det menige folks kratter Liberalismens historiske fortjenester ligger netop i dette forhold. Den skabte håb, selvhjulpethed, selvrespekt, arbejdsglæde og resultatsøgende foretagsomhed Industrialiseringen var blot en virkning af ejendomsrettens økonomiske aktivitetsforøgelse. Privatismen 1 landbrug, håndværk og handel gik forud for teknificeringen af produktionslivet. Ejendomsretten øgede nemlig kreativiteten på alle felter. Arbejdsmetoderne nød en langt større grad af variation, da den enkelte kunne eksperimentere på sin bedrift efter ønske. En rigdom i opfindelser fulgte derfor ejendomsretten og spredtes med den. Privatismen gør iværksætteren til dynamoen i den økonomiske aktivisme. Alle ressourcer fordeles mere effektivt. De orienterer sig mod det rationelle. Rigdom skabes, når det enkelte menneske får ret til at forfølge sine egne mål. Da vil kræfterne i bredden bringes i bevægelse. Friheden og velstanden skylder ejendomsretten alt.
Økonomisk aktivisme gør samfundet stærkt. Den fremmer ønsket om at være selvhjulpen og selvstyrende. Politisk aktivisme gør Staten stærk. Den fremmer det hjulpne og styrede menneske. Staten er ikke nogen guddommelig skabelse. Intet forekommer mere menneskeligt end dette monstrum. Staten er en menneskelig organisation, skabt og befordret af bestemte klasseinteresser. Bag den offentlige magt står individer med selviske gamle kunststykker. At frarøve de levende deres frembragte værdier udgør Statens hypnotiske troldkunst. Staten skaber intet. Den omfordeler ressourcerne. Med denne omfordeling kommer først og fremmest statsforvalterne til gode. Deri består Statens menneskelighed.
Til statsvæksten knytter sig den politiske aktivisme. Disse to ting synes uadskillelige, som skarpretteren og sværdet. Den politiske stræbsomhed falder ikke sammen med almenhedens interesser, men med viljen hos samfundets beherskere. Den offentlige magts aktiviteter står over krige, kriser og konjunkturer. Statens formering er grundfæstet i noget langt dybere. Den forekommer uløseligt sammenvævet med den regerende klasses udviklingsmuligheder og oprørsgarantier. Bag den moderne Stat marcherer de intellektuelle. Denne klasses selviske interesser foreskriver en stadig offentlig aktivitetsudvidelse. Læreanstalternes kandidater søger et embede. Teoretikernes styrke ligger i forskning, planligning, forvaltning og kontrol. Skrivebordet er det intellektuelles afsæt til ekspansion. For disse mænd er det frie markeds konkurrence og tummel som gløder under fødderne. Om embedsretten sættes et gærde. Og denne nye ukrænkelighedens mur skal afløse ejendomsrettens hellighed. Men en sådan forvandling fordrer en nedkæmpelse af kapitalismen.
Politisk aktivisme producerer ingen velstand. Fattigsamfundet blev ikke overvundet af politikere, partier, regeringer, Staten eller fagforeninger. Rigdomme er tilvejebragt på trods af politik. I perioder med lav politisk aktivitet skete de største økonomiske fremskridt. I kapitalismens storhedstid holdtes den offentlige aktivisme i ave. Den tid er forbi. Kompasnålen peger mod en voksende politisk foretagsomhed. Af den krukke suger de intellektuelle næring. Gennem embedsretten beslaglægges accellererende dele af producenternes værdier. Statens vækst bereder mere vækst. Egeninteressen i bureaukratiet får flere kræfter at gøre med.
Usvigelig gælder den sætning, at jo flere embedsmænd, der rodfæstes i de offentlige organer, des flere kommer til og des større del af kagen forskæres. Da denne proces er en funktion af politisk aktivisme, bør det ikke undre, at offentligt ansatte er kraftigst motiveret for politisk handling. Graden af politisk bevidsthed vokser med de fordele, som den politiske aktivisme godskriver en gruppe. Yderligere er der at sige, at når den politiske aktivisme er udvidet til et bestemt punkt. Så bliver det billigere for virksomhederne at købe politikere fremfor kunder. Fordele opnås ved politisk aktivisme i stedet for økonomisk. Da stagnerer velstanden. Men samtidig gøres det forståeligt, hvorfor de mindre næringsdrivende altid ofres i den politiske kamp. Prisniveauet på det politiske marked ligger over deres formåen.
Vor tids problemer er ikke af økonomisk art, men af politisk natur. Politik er roden til alt ondt. Det er den, som programmerer magten og behandler borgerne.
Det er i ovennævnte perspektiv, at miljøpolitikken er ufattelig farlig. Skadeligheden beror på det punkt, at den udraderer den økonomiske selvstendighed og fremmer embedsvæsen og politisk aktivisme. Just af den grund burde liberalismens banner- førere bekæmpe miljøpolitikken af al kraft. Borgerlige politikere har på nederdrægtigste måde forrådt det grundlag, som de er valgt på. De går alle embedsrettens ærinde. For nyliberale er der eet at erkende; at miljøsagen er og bliver socialstatens vigtigste banebryder, og eet er at gøre; ubetinget kamp mod miljøbevægelsen.
Noter
- Fodnote her