Egoisme, Libertas Nr. 4
Af Redaktionen
Marts 1988
Egoisme kendes i to former.
- Den naturlige egoisme. Erkendelse og varetagelse af egne interesser og mål samt ansvar herfor. Heri kan et andet menneske ikke være middel, kun mål.
- Den kulturelle egoisme. Herved er andre mennesker et middel til opnåelse af egne interesser og mål.
Erkendelse og forfølgelse af egne mål og interesser kan kun forekomme, når mennesket er fri for tvang. Den eneste omstændighed, hvorunder dette kan udfoldes, er der, hvor det fuldt ud respekteres, at andre mennesker kun er mål og netop ikke middel.
Aldrig før har så mange mennesker og institutioner tilbudt os deres »hjælp«. Selv om kun en brøkdel af alle løfterne blev opfyldt, måtte vi alle for længst være fuldkommen lykkelige. Det er de færreste. Og hvorfor? Simpelthen fordi de ikke er. De eksisterer ikke, idet de er reduceret til et nummer i en altfavnende organisme. En stat. Denne kendetegnes netop ved at undertrykke individets mulighed for at erkende den naturlige egoisme. Indses organismens indbyggede logik ikke, stemples oppositionen som kætterske samfundsfjender af de, som foregiver og påtager sig at være ansvarlige for andre. Og dette fordi alle søger at drage fordel af andre mennesker. Konsekvensen af dette er, at mange gør sig selv afhængige af andre. Ved at stole på disse profeter bliver man et middel til opnåelse af andres mål. I stedet må man sætte egne mål og arbejde derefter. Alt har en pris, som man selv må betale. Du får kun noget »forærende«, hvis en anden ønsker at købe dig til et af hans mål. Organismens profeter foregiver, at det er for din skyld, de fratager dig selvbestemmelsen. De bilder folk ind, at »menneskerettigheder« omfatter en samfundsmæssig omsorg for alle mennesker i alle livets aspekter. Om nødvendigt imod folks egne ønsker.
