DOMMEDAG, Libertas Nr. 1-2
Af forfatteren Slawomir Mrozek
Jeg døde og begav mig ind i det hinsidige. Det hinsidiges port var smykket med en rød fane.
„Jeg havde nærmest forventet en blå,“ sagde jeg til portneren.
„Er det længe siden De døde?“
„Nej, netop nu, for et øjeblik siden.“
Portneren nikkede, som om han havde ventet det svar. Han virkede godt tilfreds med sig selv, ligesom en ekspert, der har bedømt situationen rigtigt.
„Afstamning?“
„Fra Jorden. Altså planeten.“
Han så på mig med den eftertænksomhed, man ser hos en fagmand, der nu overvejer metoden efter først at have bedømt situationen. Der var noget unormalt over ham, men jeg havde svært ved at komme på, hvad det var for en profession, han mindede mig om.
„Nå,“ sagde han. „Vi vil ikke lave en sag ud af det her, selvom De kunne få ubehageligheder på grund af sådan en spøg. Men for denne gangs skyld tilgiver vi Dem. Afstamning?“
„Det har jeg allerede sagt.“
Han slog næven i bordet. „Arbejder-, bonde- eller intelligentsiaafstamning? Eller måske storgodsejer, hvad?“
„Storgodsejer? Nej, ved De nu hvad?“ benægtede jeg ivrigt, fordi en gammel refleks var vågnet i mig.
„Nu skal det her udfyldes,“ og han skubbede en formular over til mig med mange rubrikker på et for mig såre velkendt gråligt papir af dårlig kvalitet.
„Jeg mente jo bare, at her er alting jo kendt allerede. Altså behøves den slags ikke mere.“
Han løftede blikket mod Himlen – hvis man ellers kan sige sådan, for vi befandt os i Himlen – med et udtryk af engleagtig tålmodighed, der var truende, fordi den var demonstrativ.
„Naturligvis er det kendt. Men hvad har det ene med det andet at gøre? ‘Er kendt’ og ‘skal oplyses’ er to forskellige ting.“
„Såvel på Jorden som i Himlen?“
„Netop.“
Og han rakte mig en pen lænket med en lille kæde – for at ansøgerne ikke skulle stjæle den? Men her i Himlen? – som også forekom mig bekendt et eller andet sted fra. På spidsen af stålpennen sad de indtørrede levninger af en fluemartyr.
„Men læseligt. Og ikke udelade noget.“
Hvordan, Sankt Peter, det her er jo Himlen og ikke Jorden, sådan var jeg lige ved at sige, men jeg så på hans glatbarberede ansigt og lod være. Mig bekendt har Sankt Peter da et kraftigt skæg. Men måske er han bare gået et øjeblik, og ham her er blot en medhjælper, der misbruger sin stilling, medens chefen er ude. Sådan noget kan åbenbart også ske i Himlen. Man skal ikke hæfte sig for meget ved sådan nogle småting, så meget desto mere som alting ellers syntes at være i orden.
Et stort portræt af Gudfader med et stort skæg hang på væggen i portnerlogen. Forsynet med en passerseddel begav jeg mig ind i det indre af Paradiset. Jeg så mig nysgerrigt omkring i landskabet og spejdede efter engle og frelste sjæle. Og rigtignok stødte jeg også snart på dem, men de så noget mærkelige ud – det vil sige anderledes end jeg havde forestillet mig dem. I stedet for at sidde hver for sig på individuelle skyer marcherede de afsted i samlet kolonne med et hornorkester i spidsen.
Orkesteret kan forklares. På forskellige billeder, som jeg havde set, da jeg var i live, havde englene benyttet trompeter, selvom de også spillede på harper; her udelukkende trompeter. Jeg blev mere forbavset over deres vinger, som var studset tæt ved skuldrene. Det var ikke længere vinger, men vingestumper.
Jeg sluttede op i det sidste firmandsgeled. Som i ethvert optog er det de mindst velvoksne og de mindst djærve, der slæber sig afsted bagest. Lave af vækst og klodsede. Ingen henvendte sig til mig, så efter nogen tids forløb måtte jeg selv indlede en samtale.
„Halleluja,“ sagde jeg til en, der stred sig afsted allerbagest, fordi han var den mest sendrægtige. Jeg gik ud fra, at de herboende hilste sådan på hinanden.
„Halleluja,“ svarede han, men uden begejstring, nærmest formelt.
„Hvordan går det med frelsen?“ spurgte jeg uberørt af hans reserverede holdning. „Går den godt?“
„Den går,“ svarede han, idet han tilkastede mig et kort, udforskende blik.
„Og dette optog, hvor går det hen?“
Han så lidt længere og mere opmærksomt på mig, men svarede ikke.
„Undskyld jeg spørger, men jeg kommer netop fra Jorden og er noget desorienteret.“
„Fra Jorden?“ gentog han, men stadig med samme forbeholdne holdning.
„Lige nu, og ved porten kunne jeg ikke få noget at vide. Denne helgen var ligesom ikke rigtig Sankt Peter – ingen mulighed for at komme i snak med ham.“
„Sankt Peter?“
„Ham eller hans stedfortræder, det ved jeg ikke, og jeg turde ikke spørge, for han behandlede mig noget fra oven og nedefter.“
Den sendrægtige tav et øjeblik.
„Og hvordan kan jeg vide, om De virkelig er fra Jorden, eller ikke fra Jorden?“ sagde han til sidst.
„Han behøver bare at se på min ryg. Jeg har ingen vinger, jeg får dem først efter retsforhandlingen, altså hvis jeg bliver godkendt.“
„Stemmer,“ bekræftede han og klarede op. „Undskyld min skarphed, men når De har været her noget længere, vil De forstå.“
„På en måde er de vinger, I har, interessante, sådan ligesom ketsjere, ikke rigtige vinger. Hvorfor er de så korte?“
„Lad os gå lidt langsommere,“ foreslog han. Vi satte tempoet lidt ned, så vi kom på afstand af optoget.
„Det er ganske enkelt,“ forklarede han, da de bageste engle ikke kunne høre os længere. „Hvad bruger man vinger til?“
„Hvordan til hvad? Til at flyve med selvfølgelig.“
„Og når man flyver, så kan man flyve et eller andet sted hen, ikke?“
„Jo, naturligvis.“
„Og når man kan flyve et sted hen, kan man også flyve væk, ikke?“
„Hvordan flyve væk?“
„Jo, sådan at man ikke vender tilbage.“
Det begyndte at dæmre for mig.
„Vil De dermed sige, at de giver jer sådan nogle små vinger, for at I ikke skal kunne …?“
I stedet for at svare baskede han et par gange med vingerne. Han kom ikke engang et par centimeter op.
„Men det er jo nonsens. Hvem ville flygte fra Paradiset?“
„Det kommer an på, hvad det er for et. Her er ændret meget, siden De lærte religion.“
„Det er rigtigt, at det er længe siden, jeg lærte katekismus. Helt i førkrigsskolen.“
„Netop. Og i mellemtiden er historien gået fremad. Efter ubønhørlige love.“
„Kunne De forklare mig det nærmere?“
„Hvad har De for eksempel lært om synden?“
„Det almindelige. Ikke stjæle, ikke slå ihjel. De Ti Bud.“
„Ikke længere tidssvarende.“
„Hvad for noget? Ikke tidssvarende – stjæle og slå ihjel, må man det nu?“
„Hverken må eller må ikke. I det hele taget drejer det sig ikke længere om det. Nu er der andre kriterier. Synden er alt det, der bremser samfundets fremskridt, og dyden er alt, hvad der fremskynder det. Hvis De absolut ønsker at stjæle nu, så gør det for at fremskynde. Det samme med at slå ihjel. Det er kun på dette grundlag, De vil blive bedømt.“
„Et øjeblik, et øjeblik. Jeg kan ikke følge med. Betyder det, at Paradiset … Paradiset nu også er blevet progressivt?“
„Mere end det. Nu er Paradiset blevet den endelige realisering af det, De ved nok … Efter ubønhørlige love. Det har De vel hørt om efter krigen?“
„Oh, Jesus,“ stønnede jeg.
„Hvad for noget ‘Jesus’? Jeg vil råde Dem til at passe på med den slags.“
„Altså denne Sankt Peter …“
„Hvad for en Sankt Peter? Likvideret for længe siden.“
„Men … ledelsen her er jo ikke blevet ændret. Jeg har selv set portrættet.“
„Ham med skægget, hvad? Kan De huske et andet portræt, også med skæg, temmelig lignende?“
Da gik der et lys op for mig.
„Karl …?“ råbte jeg.
Han nikkede. Ord var der ikke længere brug for. Himlen begyndte at rotere for mine øjne. Jeg ville vende om og hurtigt komme væk derfra, men jeg kom i tanke om ham, der sad ved porten. Den anden tog mig om skulderen.
„Intet at gøre, min ven,“ sagde han med medfølelse. „Historiens ubønhørlige love.“
„Hvor går vi nu hen?“ fremstammede jeg.
„Til et folkemøde.“
„Hvad for et møde?“
„De skal dømme en eller anden, og vi går med som folkets røst. ‘Leve’ og ‘Ned’, det kender De jo.“
„Jeg kender det,“ hviskede jeg og vendte mit blik mod Himlen, det vil sige nedad. Havde vi været på Jorden, ville jeg have sagt: „Idet jeg så ned i Jorden.“
„Men vent lidt, er det ikke netop Dem, de skal dømme? For De er endnu ikke blevet bedømt. De skal først for domstolen.“
„Det passer. Det er mig.“
Han flyttede sig straks væk.
„De må ikke blive vred, men vi ses først efter domsforhandlingen,“ sagde han hurtigt. „De forstår nok.“
„Tror De, de vil dømme mig?“
„De er ikke nogen Felix, og de spøger ikke. Under det gamle regime fandtes der sådan noget som syndsforladelse, men nu er der ikke andet end disse love og atter love. Ubønhørlige.“
Og han sluttede sig til sine englekolleger. Fra da af lod han ikke blot være med at tale til mig, han lod også som om han ikke så mig.
Jeg slæbte mig efter dem med hængende hoved. „Ubønhørlige love“ … „De spøger ikke“ buldrede det i mit hoved. Sådan er Himlen altså blevet. En usandsynlig, ligefrem chokerende forandring. Hvem havde kunnet forudse det?
Og alligevel, når man tænker sig grundigt om, er ændringen slet ikke så overrumplende. Har jeg ikke levet længe nok på Jorden i denne halvdel af det tyvende århundrede? Har jeg ikke tilstrækkeligt nok læst aviser på forskellige sprog, lærde afhandlinger og litterære værker? Har jeg ikke tilstrækkeligt nok set på forskelligt fjernsyn? Var det ikke nok for at forudse, hvor det bar hen? Har jeg måske ikke forstået, om hvad og hvordan de taler, skriver og fremviser? Jeg har jo forstået. Jeg har jo iagttaget, hvordan nye værdier voksede frem, hvordan begreberne Godt og Ondt ændredes, hvordan den gamle religion forsvandt og en ny voksede op.
Altså?
Altså var det ikke forstanden, der svigtede mig, men fantasien. Jeg troede ganske simpelt ikke, at det var alvor, og at det skulle gå så vidt. Min personlige erfaring tillod mig ikke at tro, at de også her udøvede så frivilligt?
Og her er jeg nu, helt uforberedt til retsforhandlingen, af hvilken min evige frelse eller fordømmelse vil afhænge. For hvis der eksisterer en frelse, så må der også eksistere en fordømmelse i al evighed.
Nemlig.
Nu var vi allerede ved stedet for Dommedagen. Dalen var stor, og over den knejsede et bjerg, altsammen dækket med rødt, præsidialt klæde. Optoget standsede i dalen, højen var allerede fyldt med siddende Patriarker og Den Nye Kirkes fædre, Salige, Profeter og Hellige, nedefra og opefter, efter rang og grad, og helt oppe på selve toppen – Treenigheden! Den Højeste med det allerede omtalte kolossale skæg var øverst. Han sad på en trone og i hånden holdt han Skriften, alle bind, den samlede udgave. Over hans skulder så den ærværdige Vice frem, ham som også har skæg, men lidt tilklippet og ikke så krøllet. På den venstre side af Den Højeste sad Den Skaldede med et skæg studset i en spids, og på den højre side ham med kun overskæg. Og nedenfor? Ak, hvem var der ikke!
Og jeg befandt mig helt alene ved foden af dette bjerg, og bagved mig var en mængde frelste folk. Ærkeenglen – jeg kunne ikke se, om det var Suslov eller Budjonnyi – blæste i trompeten, og retsforhandlingen begyndte.
Først læste rettens sekretær op af mine akter. Jeg kunne kende ham. I sin livstid var han ikke nogen stor sekretær, det vil sige, han var mindre kendt ude i Verden end andre Første sekretærer. Til gengæld var han godt kendt hos os. Det var ham med det lille overskæg a la børste, med håret redt tilbage. Mange af mine landsmænd kan endnu huske ham, og han havde nok fået overdraget min sag, fordi jeg før i tiden havde hørt til hans område.
Hele mit jordiske liv var beskrevet i disse akter. Det så skidt ud. Ganske vist havde jeg i min ungdom tilhørt forskellige fromme organisationer, men et ugudeligt menneske var jeg, nærmest en farisæer. Og senere … jo senere, jo værre.
„Den anklagede har mange synder på sin samvittighed,“ indledte Formanden, men måtte afbryde, fordi han blev forstyrret af noget snakkeri.
„Vær så venlig ikke at tale i salen,“ formanede han en lille, tyk, bebrillet mand med skilning, som i De Saliges Gruppe belærte sine naboer om noget, hviskende ganske vist, men lidenskabeligt.
„Mange syndige gerninger har han begået, megen gudsbespottelse.“
„Ned!“ råbte mængden i dalen.
„Men domstolen vil behandle sagen til ende og give ham en chance for at blive frelst.“
„Leve!“ råbte mængden.
„Den anklagede skal komme nærmere og svare på spørgsmålene. Alt vil afhænge af hans svar.“
Jeg gjorde et par skridt fremad og standsede for foden af bjerget. Jeg var nødt til at lægge nakken langt tilbage for at kunne se bjergets top.
„Vær så venlig ikke at forstyrre,“ henvendte Formanden sig til ham, der ikke var holdt op med at snakke.
„S’il vous plaît.“
„Aha,“ tænkte jeg, „det må være en franskmand.“
„Her er det første spørgsmål. Hvad er den anklagedes forhold til feudal undertrykkelse?“
„Jeg holder meget af den.“
Et sus af forfærdelse gik over bjerget og dalen. Det var nu ikke helt sandt. Feudalherrerne var mig temmelig ligegyldige, men jeg foretrak at overdrive for at være på den sikre side. Jeg måtte ikke risikere noget, der truede mig med frelse. Kun franskmanden talte uafbrudt uden at bryde sig om noget som helst.
„Kammerat Sartre, vær så venlig at forlade salen. Javel, så den anklagede er en tilhænger af de besiddende klasser? Så kan den anklagede måske fortælle os, hvad han mener om modsætningen mellem den samfundsmæssige produktionsmåde og den private eje af produktionsmidlerne?“
Jeg måtte afvente afslutningen af den lettere forvirring, da man bar Sartre ud, fordi han ikke selv ville gå. Dzierzynsky bar ham sammen med Thorez, men selv da holdt han ikke op med at snakke. Først da han var båret ud, blev der ro, og i denne stilhed lød mine ord:
„Jeg er ligeglad. Bare der kommer nogen penge.“
Bjerget og dalen udstødte et suk. Selveste Formanden var som forstenet. Han fattede sig dog, og et øjeblik efter sagde han gennem de sammenpressede tænder:
„Det bliver bedre og bedre. Så den anklagede går ind for udbytning?“
„Det kommer an på …“
„På hvad?“
„På om den giver en stor eller en lille profit. Er den stor, så støtter jeg den, og hvis den er lille, så støtter jeg den også, men mindre.“
Denne gang lød der ikke et suk. Der kan forekomme en forfærdelse, der er så frygtelig, at den manifesterer sig gennem tavshed.
„Vi går over til de nationale frihedsbevægelser. Hvad er den anklagedes syn på dette spørgsmål?“
„Drejer det sig om polakkerne?“
Stilheden eksploderede, og et skrig af hellig harme fyldte Himlen.
„Ned! Ned! Det er en provokation!“ skreg de i dalen, og bjerget skreg også med alle Ærkeengles, Profeters og Helliges stemmer. Og det lod til aldrig at få ende, indtil Den Højeste løftede sin venstre hånd. På dette tegn blev der igen stille. Den Højeste bøjede sig ned og hviskede noget i Formandens øre.
„Det sidste spørgsmål,“ bekendtgjorde Formanden. „Selve Den Historiske Determinisme ønsker at give den anklagede denne sidste chance. Af dette hans sidste svar vil hans frelse afhænge. Altså skal den anklagede overveje nøje, inden han svarer: Hvad er hans forhold til …?“
Og her nævnte han det allerhelligste ord, det helligste af de hellige, så helligt, at jeg ikke tør anføre det her i denne profane og uværdige fortælling. Jeg kan kun røbe, og gør det også med bæven, at det begynder med bogstavet „S“.
Og igen blev der stilhed, men denne gang den dybeste af stilheder, den kosmiske stilhed. En sådan, at man kan høre planeternes rotation, solenes pulsation og galaksernes ubevægelighed. Og i denne stilhed sagde jeg:
„Skråt op!“
Et tordenbrag, og afgrunden åbnede sig for bespotteren. I ild og røg fór nogen forbi med en cigar i den ene hånd og en møggreb i den anden – Churchill? Nogen kvækkede, nok Harry Truman, og svingede med sin sorte hale. Wall Streets tjære brændte mig, og Pentagons svovl kvalte mig.
„Bliver dette ved i al evighed, Amen?“ nåede jeg lige at tænke, og idet jeg stadig ikke turde tro, at det var lykkedes mig at undgå Frelsen, ramlede jeg ned i Kapitalismens Helvede.
