Det store krak 1929, Libertas Nr. 3
Af John Kenneth Galbraith, Gyldendal 1986, 210 s.
Anmeldt af Niels E. Borges Marts 1988
Økonomi er blevet en autoriseret videnskab ligesom de naturfaglige discipliner bl.a. grundet økonomers mindreværdskompleks fulgt af samfundsvidenskaberne og måske engang filosofien. Videnskabeliggørelsen af økonomien betyder, at kimen til planøkonomi er lagt. For at undgå økonomiske cykler er en styring heraf nødvendig, således forstået, at det er makroøkonomien, hvorom det hele drejer.
Den i verden nulevende bedst kendte økonom er uden tvivl Galbraith. Han gjorde sin entré i den økonomiske debat i 1958 med bogen The Affluent Society, som desværre gik hen og blev en bestseller. Venstrekeynesianeren hævdede, at kapitalismen var vokset for meget, at man simpelthen havde det for godt, og at man måtte intervenere kraftigt fra statslig side med bl.a. øgede skatter. Murray N. Rothbards karakteristik af Galbraith ca. venstrekeynesianere er ganske uforsonlig og skarp, da de ustandselig skifter strategi i kampen mod stagnation »… overaffluence, overpoverty, the intellectual fashions changed like ladies hemlives« (For a New Liberty p. 243).
Årligt burde en instans uddele en pris til økonomer, som i deres debat eller skribentvirksomhed har udvist en total mangel på forståelsen af begrebet markedsmekanisme. Til en sådan ville Galbraith være selvskreven: »Af alle Børsens mysterier er der intet så uudgrundeligt, som hvorfor der altid er en køber, når der er en sælger« (p. 122), og »markedet havde endnu en gang vist sig som en upersonlig kraft, som det var umuligt for et enkelt menneske at kontrollere, og selv om det er sådan, man formoder, at markedet er, var det frygteligt« (p. 133). Galbraiths ønsketænkning går på, at en person kan kontrollere markedet for derved at gøre den personlig. Men man opnår præcis det modsatte, et ganske autoritært samfund, hvor forbrugerne å priori ingen indflydelse har på markedets valgmuligheder. Galbraiths model er, det gode ikke depressive samfund med den immanente neurotiske og paranoide adfærd med kontrol af alt og alle.
Krakket i ‚29 beskrives ganske traditionelt (kronologisk), og på trods af udtalt uvidenhed og mangel på etik og overblik kommer der da nogle interessante oplysninger for dagens lys i denne af Ole Thyssen oversatte bog.
Galbraith hævder, at krisens omfang skyldes den hovedløse idé om, at budgettet skulle balancere. Depressionen på verdens børser i okt. 87 skyldtes primært, at man ikke overholdt den hovedløse idé om, at budgettet i USA skal balancere. Den såkaldte »reaganomics« med lavere skatter og højere overførsler til militæret skabte en fiktiv efterspørgsel, som der ingen dækning er for. Metoden er ganske keynesiansk, da man pumper flere penge ud, end man kræver ind via skatter/afgifter. Dette skal ifølge Galbraith muliggøre, at man undgår nedgange; men erfaringen taler for sig selv.
Indledningsvis understreger økonomiprofessor Jesper Jespersen den hovedløse politik før Roosevelts »New deal«. Og i bogen anfører Galbraith det modsatte af Jespersen ved i indledningen at skrive: »På trods af alt var 20'erne i USA en meget god tid. Produktionen og beskæftigelsen var høj og stigende. Lønningerne steg ikke så meget; men priserne var stabile. Skønt der stadig var mange, som var meget fattige, var der flere, som var nogenlunde velsituerede, velhavende eller rigere end nogen sinde før. Endelig er der ikke tvivl om, at den amerikanske kapitalisme var inde i en livlig fase. Mellem 1925 og 1929 steg antallet af industriforetagender fra 183.900 til 206.700; værdien af deres produktion steg fra 60,8 mia. dollars til 68 mia.« (p. 34). Dette statement afholder dog ikke Galbraith fra direkte at modsige sig selv – og dermed give Jespersen ret (?) ved at påstå, at den amerikanske økonomi var fundamentalt usund (p. 193). Jespersen karakteriserer økonomien før Roosevelt som laissezfaire (p. 10), medens Galbraith udførligt omtaler handelsminister Hoovers intervention (p. 47).
Galbraith giver 5 faktorer skylden for børskrakket i '29. 1) Den dårlige indkomstfordeling, 2. Den dårlige virksomhedsstruktur, 3. Den dårlige bankstruktur, 4. Betalingsbalancens problematiske tilstand og 5. den nationaløkonomiske videnskabs dårlige tilstand. Punkterne er alt i alt udtryk for ønsket om øget og konstant planøkonomisk-keynesiansk styring af økonomien. Foruden direkte i modstrid med Galbraiths egne syn og argumenter, som de fremstår i bogen!
Specielt anfægtes de mange investeringsselskabers reelle investeringer, for nominelt bidrog de med betydelige summer til erhvervslivet. Investeringsselskaber er ikke filantropiske, men ønsker overskud som alle andre selskaber. I denne iver lagde de strategier, som primært havde til hensigt at forøge papirernes kursværdi ved hjælp af det såkaldte vægtstangsprincip, dvs. evnen til at få kurserne på almindelige aktier til at stige ved at bruge fysiske love – en svag bevægelse forvandles til en stærk bevægelse.
Galbraiths økonomiske syn er ganske autoritært, hvorfor det ikke kan undre, at følgende nedsættende bemærkning om det amerikanske folk fremsættes: »At meget af det, som man til stadighed sagde om markedet – både dengang og nu – ikke havde nogen forbindelse med virkeligheden, er naturligvis vigtigt, men ikke noget at forbavses over. Mennesker imellem findes der en bestemt form for samkvem, som ikke er baseret på viden eller blot manglende viden, men på en manglende viden om, hvad man ikke ved« (p. 100). Evnen til at indse egen uvidenhed gjaldt specielt kvinder, skriver Galbraith minsandten på s.101. Det autoritære økonomiske syn og synet på de dumme kvinder går fint i spænd. Man kan ligefrem hævde, at Galbraith er ganske konsistent i sin idéverden, eller hvad man nu skal kalde det.
Spekulanterne var skyld i krakket, ikke statsmagten, som, hvis den havde fået øgede beføjelser, ville have formindsket krisen eller velsagtens helt have undgået den, såfremt et enkelt menneske var blevet tildelt magten. Hitler løste krisen i Tyskland, Pinochet i Chile … Galbraith er blottet for etik; alle individer skal indkalkuleres i et hegelsk-lignende samfund, hvor individerne hver især intet betyder. Galbraith undersøger ikke, hvilken rolle statsmagten via sit monopol på pengeudstedelsen havde. Det var jo ikke den første krise i amerikansk økonomi; alle de andre overvandtes af sig selv, hvilket man kan læse om i Poul Johnsons Verdenshistorie. Johnson bygger bl.a. på Murray Rothbards The Great American Depression, som er betydelig mere dybdeborende end de fleste historiske værker. Rothbard lægger hovedparten af skylden på den offentlige indblanding i markedets selvjusterende faktorer. Jeg vil i parantes bemærke, at Libertas i et af de kommende numre bringer en historisk analyse af krakket i ‚29 – set med libertarianske øjne. Er man derimod interesseret i et seriøst opgør med Galbraiths økonomiske syn generelt, er Milton Friedmans bog herom yderst brugbar: From Galbraith to Economic Freedom.
