Det politiske marked, Libertas nr. 5

Af stud. scient. pol. Michael Bonde-Nielsen
Libertas, nr. 5, 1988

Dette afsnit indledes med, at nobelpristageren i økonomi 1987 James McGill Buchanan fortæller om, hvad Public Choice er (Theory of Public Choice, University of Michigan Press, 1972):

»Public Choice er et forsøg på at formulere en generel teori for samfundsøkonomien, som muliggør at afstedkomme det samme på de kollektive valgs område, som man længe har gjort på markedernes mikroøkonomiske område. Det drejer sig om at komplementere teorien om produktionen og om markedsudbyttet af varer og tjenester med en modsvarende - og på mulig måde overensstemmende - teori om de politiske markeders funktionsmåde. Denne teori sigter mod at udarbejde simuleringsmodeller af tendenser i nutidens samfund og udmærkes ved, at den behandler menneskets evne til at træffe beslutninger forskelligt, når individet handler på et økonomisk eller politisk marked. Medens alle de traditionelle modeller behandler de økonomiske beslutninger som endogene variable (indbygget i systemet), men opfatter de politiske beslutninger som faktorer, som er exogene til sammenhængen og produktionen - faktorer, som man vægrer at undersøge nærmere - sigter Public Choice til at sammenføre disse aspekter af menneskelig handlen i en almen model, som tager hensyn til, at de mennesker, som rammes af konsekvenserne af de politiske beslutninger, også vælger de beslutningstagere, som træffer beslutninger for dem.«

I 1930'erne kunne man i akademiske kredse i London opleve en intens debat mellem to professorer - William Hutt og Abba Lerner. Debatten drejede sig om kapitalismen versus statssamfundet. William Hutt mente, at markedet skulle varetage alle funktioner med undtagelse af dem, staten kunne klare bedre. Abba Lerner mente derimod, at staten skulle varetage alle funktioner med undtagelse af dem, markedet kunne løse bedre. De gik således ud fra hver sit ekstreme udgangspunkt, og såfremt økonomien havde været værdifri, ville de have opnået det samme slutpunkt med hensyn til opgavefordeling mellem stat og marked - men således gik det altså ikke.

I perioden fra 30'erne til midten af 50'erne blev Lerners udgangspunkt den dominerende grundsten i den samfundsvidenskabelige forskning - ikke fordi Lerner var specielt genial; men fordi staten generelt i denne periode havde indtaget de fleste samfundsforskeres aggregerede »makro-hjerter«. Staten var en guddommelig norm, der skulle vise vejen til den evige lykke og problemfrie verden.

Men i begyndelsen af 50'erne skød en ny retning frem inden for samfundsvidenskaberne - den såkaldte Public Choice teori. Teorien adskiller sig fra økonomisk og politologisk forskning ved at bruge den nationaløkonomiske disciplin til at forklare den politiske adfærd med. Skulle Public Choice oversættes til dansk, ville det blive til: »Teorien om offentlige valg/beslutninger«, og det ville rent fagligt bevæge sig mellem økonomi og statskundskab.

Egentlig har teorien sin rod i den svenske økonom Knut Wicksells studier i begyndelsen af dette århundrede; men det var altså først i 50'erne og 60'erne, at teoriudviklingen tog fart. Professorerne James McGill Buchanan og Gordon Tullock må anses for de egentlige igangsættere med deres »The Calculus of Consent«, 1962, der på en lang række områder ændrede den konventionelle teori og satte spørgsmålstegn ved hidtidig forskningsopfattelse.

Ud fra en nyliberal synsvinkel virker det naturligt at forudsætte, at individerne selv ved, hvad der er bedst for dem - det er det, man med nationaløkonomisk term kan kalde: »Forbrugernes suverænitet«, en central grundpille i den frie markedsøkonomi. Da den frie markedsøkonomi ikke har været specielt dominerende de sidste halvtreds år, men har været udsat for stærk kritik i de akademiske kredse, virker det absolut stimulerende, at Public Choice skolen har fået vind i sejlene - specielt set i lyset af, at de bygger på en fordomsfuld og reaktionær kritik af den offentlige sektor.

Effektivitet er et nøgleord for skolen - begreber som moral og etik har ingen nævneværdig interesse for skolens forsvarere. Såfremt staten er mere effektiv end markedet - på specifikke områder - da bør man vælge stat og ikke markedet. Men der er - ifølge skolens forsvarere - ingen grund til, at valget mellem stat og marked skal være uforanderligt. Mange opgaver, der i dag udføres i offentligt regi, kan om nogle år vise sig uhensigtsmæssige - simpelthen fordi bl.a. teknologiske fremskridt har ændret ved nogle afgørende forudsætninger. Det er derfor nødvendigt at være åben over for nye ideer og muligheder.

Den demokratiske proces

En af de vigtigste opgaver for Public Choice tilhængere har været at klarlægge, hvilket valgsystem der er det bedste, med ligeværdige forudsætninger. Det er blevet til teorien om »Det kollektive valgsystem«, som i første omgang blev introduceret af Duncan Black, 1948. Han var også den vigtigste person bag median­vælgerteoremet.

I lyset af, at ingen valglov er perfekt, og det dermed ikke er muligt at opnå det »samfundsoptimum«, alle nationaløkonomer taler om, har Public Choice skolen i stedet set på, hvordan valget af kollektive regler - der har ligeværdige forudsætninger - kan forventes at give forskellige politiske beslutninger. Hvilke konsekvenser vil overgangen fra majoritetsvalg til proportionale valg have. Fx når det drejer sig om udformningen af skatte- og udgiftspolitik, budgetternes størrelse, sammensætning osv. Hvordan bliver eftervirkningerne af en politik, som bygger på afgifter i stedet for skatter, og hvilken forbindelse findes der imellem politiske og sociale institutioner i samfundet. Det er ganske enkle spørgsmål, det må være vigtigt at stille sig, og her kommer Public Choice skolen til undsætning, fordi staten bliver analyseret som et maskineri, man har opdelt i forskellige kategorier, på samme måde, som økonomerne har analyseret alle aspekter på det private marked. Det drejer sig altså ikke om, hvordan mekanismerne fungerer i teorien, men derimod om, hvordan de virker empirisk. Det er således en positivistisk måde at anskue tingene på, og som dermed afviger fra den normative synsvinkel, der har været den mest almindelige de sidste tredive år.

I studier af Gordon Tullock, 1965, Albert Breton, 1974 og William Niskanen, 1971 har man således kunnet finde en nyskabelse inden for Public Choice feltet. Det er »Den almene teori om bureaukratiet«.

»Den almene teori om bureaukratiet« har som udgangspunkt, at alle mennesker er 'én og samme person'. Ligegyldigt om man er administrerende direktør i et privat firma, eller man er departementschef i det offentlige. Mennesket vil nemlig, hvad enten det er privat eller offentligt ansat, forsøge at maksimere sin samlede tilfredsstillelse (økonomisk, prestigemæssigt, etc.), også selvom det ikke harmonerer med den såkaldte »samfundsinteresse«. Det, der adskiller en privat virksomhed fra det offentlige, er ikke, at de ansatte handler anderledes, men derimod spillereglerne. Den institutionelle tvang, som begrænser individernes handlefrihed - når det drejer sig om at tilfredsstille personlige ønsker - er nemlig meget strengere i den private virksomhed end i statsforvaltningen.

Denne omtalte teori komplementerer i øvrigt andre studier foretaget af Anthony Downs, 1957 og William Riker, 1962, som fremstillede politikeren og embedsmanden som »The political entrepreneur«. Det fører direkte over i en anden kategori af Public Choice studier, nemlig »Teorien om studehandler«. Den går, groft sagt, ud på, at hvis »jeg stemmer på noget, der er vigtigt for dig, stemmer du for noget, der er vigtigt for mig«. Specielt imellem de politiske partier finder denne form for handel sted, men også imellem vælger og politiker. Politikeren tilbyder en »kurv« til sine vælgere i håbet om, at hvad den ene ikke kan lide - køber den anden - og omvendt. Politikeren forsøger, med andre ord, at tilfredsstille så mange interesser som overhovedet muligt. »Studehandelen« imellem partierne fører omvendt til, at partierne får tilfredsstillet deres ønsker ved at stemme for forslag, de under normale omstændigheder ville have stemt imod - resultatet bliver således voldsomme offentlige udgifter.

Litteraturliste:
Black, Duncan. »Theory of Committees and Elections«, 1958.
Breton, A. »The Economic Theory of Representative Government«, 1976.
Buchanan, J.M. & Tullock, G., »The Calculus of Consent«, 1962.
Downs, Anthony. »An Economic Theory of Democracy«, 1957.
Niskanen, William. »Bureaucracy and Representative Government«, 1974.
Riker, William. »An Introduction to Positive Political Theory«, 1973.
Wicksell, Knut. »Finanztheoretische Untersuchungen«, 1896.

Abonnement på »Public Choice« (tidsskrift) koster ca. 30 dollar, hvilket inkluderer medlemsskab af Public Choice Society. Studenter og institutioner får rabat.
Kluwer Academic Publishers Group
Distribution Center, P.O. Box 322
3300 Dordrecht AH, Holland.

[Nederst på s. 29 er en tegneserie-illustration med en delvist ulæselig replik ("We find the defendant guilty ..."), som ikke gengives her.]