Den usynlige ånd

LIBERTAS nr. 91, august 2026

Alex Vanopslagh*

Med bogen Den usynlige ånd forsøger jeg at udlægge en danmarkshistorie, der ikke tager udgangspunkt i magthavere og politisk planlægning, men derimod i alt det, der er udgået fra danske borgeres eget initiativ. Jeg identificerer dyderne ansvar, foretagsomhed, næstekærlighed og dannelse som de vigtigste bestanddele af den såkaldte usynlige ånd, der har besjælet danskerne i deres daglige gerning, og som over tid har skabt et samfund, hvis lige ikke findes mange steder. Bogen er først og fremmest tiltænkt som et bud på en samlende, borgerlig fortælling, der kan animere og inspirere både den politiske kamp og idéudvikling. Sekundært er bogen dermed også et bidrag til den verserende debat om liberalismen og konservatismens forhold til hinanden; i mine bestræbelser på at udlede en historisk forankret dansk liberalisme har jeg i sagens natur meldt mig i koret af dem, der betragter begge dele som essentielle elementer i borgerligheden.

Det er vel efterhånden et årti siden, at jeg først begyndte at tænke over, at det borgerlige projekt - forstået især i partipolitisk forstand - manglede noget. Én ting var det lave ambitionsniveau, når det gjaldt den økonomiske politik, men der var også en fladpandethed over det hele i mere kulturel forstand, som gik mig på. Man havde rodet sig ud i en flad og ligegyldig Pinocchio-liberalisme.

Som eksempel ynder jeg at fremhæve en kampagnevideo, som mit eget parti, Liberal Alliance, fik produceret i 2017. Heri kunne man se en ung kvinde hoppe løs i en seng med musik i ørerne, imens det gik op for seerne, at hun faktisk stod i en møbelbutik. Og ved siden af hende stod en lille pige, der kiggede betaget på den unge kvinde, indtil pigen blev hevet videre af sin mor. Kampagnens slogan var “Lav ikke om på dig selv. Lav om på verden”.

Hvad i alverden var det, man ville fejre og fremhæve med sådan en video? Den formåede fuldstændig krystalklart at udtrykke både det fladpandede, det tomme og det egoistiske i Pinocchio-liberalismen. For selvfølgelig skal man da ikke hoppe i de senge, som en butik har udstillet for at sælge, eller helt generelt opføre sig på en måde i en butik, der forstyrrer andre mennesker. Og hvad var egentlig det fede og inspirerende ved det sengehopperi? Det var et forsøg på visuelt at repræsentere en selvoptaget frigørelsestænkning, der per definition måtte være grænseløs og dermed indholdsløs.

Men omtrent samtidig var der et helt andet budskab om senge, der gik sin sejrsgang på internettet: Nemlig Jordan B. Petersons opfordring til, at hvis man ville redde verden, skulle man starte med at redde sin egen seng. Eller for nu at bruge kampagnevideoens budskab: Hvis man vil lave om på verden, kan man jo starte med sig selv.

Det budskab var jeg noget mere imponeret af, end jeg var af mit partis egen kampagnevideo. Og hvad der startede som brok i en sofa med en kammerat, og siden blev til blandt andet “Du kan godt”-kampagnen, er nu kulmineret med den bog, jeg netop er udkommet med: “Den usynlige ånd - En liberal danmarkshistorie.”

I bogen har jeg forsøgt at fortælle en danmarkshistorie uden politikerne og samfundsingeniørerne i hovedrollerne. Fokus er derimod på de stærke, folkelige bevægelser, som skabte alt det gode ved vores samfund særligt i slutningen af 1800-tallet. Jeg mener simpelthen, det er for svagt, at vi har ladet særligt Socialdemokratiet løbe med æren for, at Danmark er så vidunderligt et land. Det har nemlig haft den afledte effekt, at de i den partipolitiske arena kan fremstille sig selv som det mest autentiske valg, og os andre, der vil noget grundlæggende andet end dem, som farlige eksperimenter.

Jeg har skrevet bogen for at vise, at det i virkeligheden er den socialdemokratiske velfærdsstat og bagvedliggende planlægningstænkning og kulturradikalisme, som er afvigelsen fra Danmarks autentiske udvikling. Jeg vil nedenfor i forkortet form udfolde de fire dyder hos danskerne, jeg under ét kalder “den usynlige ånd”, der for mig at se har været den vigtigste årsag til Danmarks succes. Og i bogen beskriver jeg også, hvor disse dyder og traditioner har deres ophav, og hvordan vi bør bruge dem i dag.

Dermed er bogen mit bidrag til at udfolde en dansk liberalisme, der er forankret dybt i vores historie - faktisk lige så dybt, som det overhovedet giver mening at tale om Danmark. Det skal ikke forstås sådan, at liberalisme fandtes for et årtusinde siden. Det skal forstås sådan, at dele af den liberale tradition og liberale værdier i Danmark efter min opfattelse trækker tråde så langt tilbage i tiden, og noget endda endnu længere. Jeg har derfor forsøgt mig med en udlægning af dansk liberalisme, der er mere empirisk og historisk end teoretisk og filosofisk orienteret - omend man selvfølgelig ikke skal snydes for lidt god teori og filosofi undervejs, når det er relevant!

Liberal eller konservativ?

Det bringer mig til debatten om liberalisme og konservatisme. Jeg kunne ikke finde på at hævde, at der ingen forskelle er på et liberalt og konservativt udgangspunkt. Det kommer eksempelvis i særdeleshed til udtryk, når vi diskuterer retspolitik. Men på det mest grundlæggende plan må det jo nødvendigvis være sådan i et samfund med stærke liberale traditioner, at liberalismen i høj grad må være konserverende, og konservatismen i høj grad må være liberal

Typisk anerkendes det, at dette gælder for de angelsaksiske lande, men mit ærinde med bogen har netop været at vise, at det i allerhøjeste grad også gælder for Danmark. Derfor er det i hvert fald for mig i sidste ende ret ligegyldigt, om man som borgerligt sindet person vil forsvare Danmarks liberale, historiske arv, fordi den er liberal, eller fordi den er vores historiske arv. Alle veje fører til Grundtvigs mindestuer, hvis man er borgerlig.

Og jeg er overbevist om, at vi får den stærkest mulige borgerlighed, når vi netop lader liberalisme og konservatisme gå op i en højere enhed. Liberalisme uden konservativt blik for værdien af det bestående bliver til føromtalte Pinocchio-liberalisme, imens konservatisme uden blik for værdien af det liberale bliver dyster og autoritær. Man kan jo bare se på dele af den nationalkonservative, populistiske bevægelse eller på Donald Trump, hvis man er i tvivl om, hvordan en fuldstændig uhæmmet konservatisme uden liberalisme ser ud.

Men desværre er det jo åbenbart, at den opfattelse ikke deles af alle, der kalder sig såvel liberale som konservative. Personligt undrer og ærgrer det mig, at en del liberale med tiden har glemt, at liberalismen ikke bare er en økonomisk doktrin kombineret med kulturel nihilisme. Alle vores vigtigste liberale tænkere havde naturligvis blik for vigtigheden af, at friheden blev brugt ansvarligt. Liberalismens umiddelbare ideologiske forgænger var jo netop det, der kaldes klassisk republikanisme - ikke forstået som anti-monarkisme, men som borgerskabstænkning, der trak på Antikkens erfaringer fra både Grækenland og Rom.

Det gælder både Locke og Smith, og det gælder vores egen Grundtvig. Alle som én var det både afgørende og indlysende for dem, at frihed og et stærkt, myndigt og ansvarligt borgerskab var hinandens forudsætninger. Adam Smith skrev som bekendt to store værker. Med *Wealth of Nations* introducerede han liberal markedstænkning og den usynlige hånds mirakler alt imens han hyldede individers egennytte. Men han skrev det mindst lige så vigtige værk *Theory of Moral Sentiments* om vigtigheden af at borgerne efterlever en bestemt dydsetik og agerer næstekærlige og altruistiske. For mange af de store, tidlige liberale tænkere som Adam Smith var det indlysende, at tingene måtte gå hånd i hånd. Den usynlige hånd skulle ledsages af den usynlige ånd så at sige.

Det burde jo aflyse enhver moderne diskussion om, at det kun er konservative, som går op i ånd, kultur og nation. Men den diskussion skal vi åbenbart have alligevel, mener visse liberale og konservative - godt hjulpet af politiske journalister med begrænset interesse og/eller forståelse for politisk tænkning.

Så må det jo være op til enten de liberale, der stadig vil dekonstruere endnu mere af samfundet i frigørelsens navn, eller de konservative, der hader liberalismen så meget, at de vil starte historien forfra et sted mellem vikingetiden og Jyske Lov, at definere en borgerlighed, der skal ekskludere enten konservatismen eller liberalismen. Men bare pas på: Man kan blive hudløs og endda få sår, hvis man piller sig selv for meget i navlen.

Og imens er vi andre i gang med at generobre magten for det borgerlige Danmark for at gøre Danmark mere borgerligt - for igen at give den usynlige ånd mere flyvehøjde.

Den usynlige ånds dyder

Kernen i mit bogprojekt har været at beskrive den sande motor, der har drevet Danmark fremad - nemlig en helt usædvanligt stærk ånd og myndighed i det danske folk.

Det har også været en selvstændig pointe for mig, at jeg ville beskrive den usynlige ånd i øjenhøjde. Jeg kunne godt have skrevet et kapitel om frihed, et kapitel om velstand og et kapitel om Danmark som tillidssamfund, men ingen af os kan jo alene skabe et frit, velstående eller tillidsfuldt samfund. Det er alt sammen den kumulative effekt af utallige menneskers bestræbelser, og jeg er langt mere interesseret i de idealer, der driver den enkelte i den slags bestræbelser. Vi kan alle sammen tage ansvar, være foretagsomme, udvise næstekærlighed og stræbe efter dannelse. Det er idealer, vi hver især kan forfølge i vores eget liv helt uafhængigt af politik. Og derfor er det dem, jeg fokuserer på i bogen.

Det følgende vil være en relativt overordnet og prosaisk gengivelse af analysen fra bogen. Mine beskrivelser af den usynlige ånds fire dyder, deres ophav og deres trusler, der udgør bogens første otte kapitler, er ledsaget af et betydeligt noteapparat. Men i denne artikel kildehenviser jeg for både min og læserens nemheds skyld typisk kun til de relevante dele af min bog, som man må læse, hvis man vil finde originalkilderne. I må derfor undskylde det lidt komiske forhold, at mine kildehenvisninger består af mit eget navn og nuværende årstal, idet bogen netop er udkommet.

Ansvar - tillidssamfundet og dets fjender

Det danske tillidssamfund er muligvis det mest afgørende og unikke ved vores lille land, fordi det er et forhold, der så at sige forbedrer alting i samfundet. De sovende børn i barnevogne på åben gade, den ubevogtede jordbærbod og vores relativt ubesværede måde at handle sammen på er alle sammen indikatorer på, at vi er et samfund, hvor vi grundlæggende stoler på hinanden, Vanopslagh (2026, 30-32)

Ja, det er der mange, der hylder. Men der er færre, der faktisk værner om det. Som jeg opfatter det, er danskernes ansvarsfølelse fundamentet for vores tillidssamfund, fordi ansvarsfølelsen har rod i vores kulturs store fokus på at opøve en stærk samvittighed, og tilliden netop er den gensidige forventning om samvittighedsfuld adfærd.

Og roden til den stærke samvittighed ligger i kristendommen, både dens teologi og praksis. Det kristne begreb om sjælen er ophavet til moderne individualisme, og idéen om himmel og helvede sætter os selv i hovedrollen i forhold til at bedømme det moralske indhold i vores gerninger. Det gælder ikke mindst protestanter, der yderligere radikaliserer den enkeltes forhold til Gud og fjerner præsten og kirken som reelle mellemmænd. Derfor er de protestantiske samfund blandt de samfund på jorden, der lægger mest vægt på skyld - altså den enkeltes samvittighed - i forhold til skam - som er andres bedømmelse af éns moralske værdi. Uanset om vi tror på Gud eller ej, er vi opdraget til at tænke, at Gud (vores samvittighed) altid kigger med (s. 32-37).

Men for at dét ikke skal være løgn, har også en luthersk praksis i Danmark bidraget til at fremelske en bomstærk ansvarsfølelse. For idéen var jo, at enhver selv skulle have mulighed for at opleve Guds ord, så ikke alene blev Biblen oversat til dansk, Danmark var også et af de lande, der hurtigst gik i gang med at lære bønderne at læse og skrive. Det betød, at vi i 1800-tallet havde en bondestand, som i høj grad var i stand til at organisere og dygtiggøre sig selv (s. 38-40).

Det store mirakel, som var folkebevægelserne i 1800-tallet, der skabte bl.a. folkehøjskoler og andelsmejerier, kunne altså udfolde sig takket være de idéer og praksisser, som kristendommen havde givet os. Dog vil jeg lige tilføje, at der findes forskning, der også sporer en del af årsagen til vores store tillid og samarbejdsevner helt tilbage til vikingetiden, og det er uden tvivl også en del af årsagen (s. 32-33). Vi har simpelthen været unikt velsignede her i Danmark.

Og det førte til triumftoget for det tidlige folkestyre i den såkaldte foreningstid, hvor forsamlingshuse og foreninger skød op over det ganske land - en stor del af det endda under den såkaldte provisorietid og visnepolitik, hvor politik på Christiansborg var frosset fast. Det viste i høj grad et samfund, der grundlæggende var både villig til og i stand til at påtage sig ansvaret for at klare sig selv som ægte folkestyre (s. 40-42).

Summen af kardemommen er, at Danmark havde en rimelig unik vej til at blive et moderne, oplyst samfund - det er i øvrigt ikke mine ord, men Francis Fukuyamas (s. 39).

Det hang også sammen med, at denne udvikling på fornemste vis understøttede fremvæksten af en elite, der virkelig var sit ansvar bevidst. Det gjaldt både den “overordnede” elite i samfundet i form af det bedre borgerskab og de lokale eliter af bl.a. præster, lærere og storbønder. Og det er ekstremt afgørende for et samfund, at det har en elite, der hylder og efterlever konstruktive idealer, og som er sit ansvar for resten af samfundet bevidst (s. 43-47).

Desværre har der indsneget sig en vulgær-egalitær tendens i vores moderne elite, hvor man forsøger at snobbe nedad, frasige sig sin elitestatus og parkere sine forpligtelser i opstyltede godgørenhedsforetagender, der handler mere om at signalere dyd og sikre behagelige stillinger til sig selv end om at gå forrest i at udvikle samfundet til det bedre (s. 55-59). Samtidig vil jeg også gerne påpege, at selvom meritokratiet, hvor man i høj grad selv har både mulighed og ansvar for at gøre det godt, også kan få den bivirkning, at eliten mister sin taknemmelighed og ansvarsfølelse, fordi man jo selv mener at have æren for sin egen succes. Det er en balance, som kræver en stærk borgerlig pligtkultur, sådan som vi fremelskede i 1800-tallet blandt både bønder og borgerskab (s. 59-63).

Det er desværre ikke den eneste tendens, der siden folkestyrets triumfer desværre har gjort mere for at undergrave end for at fremme danskernes ansvarsfølelse. Listen vil givetvis være velkendt: Høje skatter, umyndiggørende ydelser, tung regulering, offentligt opgavetyranni, den såkaldt anti-autoritære pædagogik og den generelle afmagt og afhængighed, der præger befolkningen i det, som Bertel Haarder spydigt kalder for et “politikerstyre” (s. 63-75).

I sidste ende er et samfund, der glemmer det personlige ansvar, et håbløst samfund, sådan som vi har fået det skildret i fx. Henrik Stangerups fængende roman “Manden der ville være skyldig” fra 1973. Men det er også derfor, det er så pokkers afgørende at betone og styrke det personlige ansvar. Det er ikke bare herfra, al Danmarks herlighed stammer, men også herfra, selve håbet for en bedre fremtid har sin kilde. Der er håb, fordi vi kan tage ansvar (s. 75-82).

Foretagsomhed - næringsfrihed som ægte social retfærdighed

Danskerne har historisk været et foretagsomt folk - ikke bare et flittigt folk, der gør, som man får besked på, men et folk, som også selv kan finde ud af, hvad man skal foretage sig.

Den grundlæggende pointe i at sætte fokus på danskernes foretagsomhed er at fortælle en historie, der altid fortjener at blive gentaget: For det første, at Danmark var blandt verdens rigeste samfund i lang tid før velfærdsstaten, og at vejen dertil i høj grad var brolagt med traditioner, institutioner og praksisser, vi i dag kan genkende som klassisk liberale. Og for det andet, at opfattelsen af social retfærdighed dengang netop gik på at sikre størst mulig næringsfrihed for den enkelte, ikke på omfordeling og regulering. Det er en opfattelse, vi i den grad har brug for at genskabe.

Jeg sporer den danske handelstradition helt tilbage til Bronzealderen - og det er virkelig ikke mærkeligt, når man tænker på, at vi er et af de lande i verden med den største kyststrækning i forhold til arealet! Vi er skæbnedømt til at være et handelsfolk.

Der er dog også et andet interessant mønster, nemlig at Danmarks økonomiske system over tid bølger mellem bureaukratisk planlægning og næringsfrihed. Under enevælden herskede merkantilismen som et kompleks af monopoler, bureaukrati, privilegier og restriktioner, der havde hegnet hele økonomien ind. Stort set al handel og håndværk var underlagt massiv regulering - ikke helt ulig stavnsbåndet for bønderne. Men i det tidlige folkestyre fik vi så næringsfrihedsloven af 1857, som jeg kalder den vigtigste lov, du aldrig har hørt om^[1] (s. 88-93).

Det var en lov, der naturligvis var inspireret af Storbritanniens økonomiske mirakel (altså liberalisme), og som Grundtvig var svært glad for. For ham var det netop kernen i, hvordan vi fik et samfund, hvor det med hans egne ord forholdt sig sådan, at få har for meget og færre for lidt: Ved at rage monopoler, bureaukrati, privilegier og restriktioner for den fri næring ned, så enhver kunne få lov at skaffe sit daglige brød på sin egen måde og få lov at eje sit eget (s. 91-92).

Den massive eksplosion af både velstand, foreninger og folkeoplysning, der foregik i anden halvdel af 1800-tallet, foregik altså på et bagtæppe af en enormt fri samfundsøkonomi. Men desværre varede det som bekendt ikke ved. Fra Første Verdenskrig begyndte planlægningstænkningen, der altid har været fristende for magthavere, at vende tilbage. Det blev i efterkrigstiden ledsaget af massive stigninger i de offentlige udgifter og antallet af offentligt ansatte, hvis lige aldrig er set i danmarkshistorien. Og siden fulgte skatterne med. Monopolerne, bureaukratiet, privilegierne og restriktionerne vendte tilbage, både i den private og ikke mindst den offentlige sektor.

Jeg vil for en sikkerheds skyld lige udpensle, hvad jeg mener her med den offentlige sektor: Det er på ingen måde nogen naturlov, at velfærd skal leveres af offentlige monopoler, også selvom velfærden er finansieret fra offentlige kasser. Tværtimod kan det nok siges sådan, at det vel kun i moderne tid kunne være sket i midten af det 20. århundrede, hvor planlægningstænkningen stod så stærkt, at man kunne have tænkt, at det gav nogen som helst mening at hegne halvdelen af samfundsøkonomien, heriblandt mange aldeles vitale funktioner, ind bag offentlige monopoler og styre dem via planer og bureaukrati i stedet for markedsmekanismen.

Men det gjorde vi så, og konsekvenserne kom hurtigt: Det var ved at slå den danske samfundsøkonomi ihjel, indtil man i 1980’erne slog ind på en modificeret kurs, hvor man stramt styrede udgifterne, trimmede de mest skadelige skattesatser og til en vis grad deregulerede økonomien igen - og det har vi så forsøgt at vedligeholde lige siden. Men der skal ikke herske nogen tvivl om, at denne tilgang, vi kan kalde en kombination af arbejdsudbudsreformer og New Public Management, ikke på nogen måde er en fuld tilbagevenden til næringsfrihed (s. 104-113, 218-220). Og selvom skattesatserne er holdt op med at stige, kan vi mildest talt ikke sige det samme om mængden af bureaukrati, der i øvrigt i dag stort set altid udpeges som det største problem, når jeg taler med erhvervsfolk (s. 119).

Det er virkelig, virkelig ærgerligt, at vi har lagt så mange hindringer i vejen for den danske foretagsomhed, der fik vores forfædre til at skabe et af verdens rigeste lande stort set uden politisk planlægning. Men der er heldigvis håb endnu! Og rigeligt at gøre for borgerlige partier, der mener deres borgerlighed alvorligt.

Vi skal give foretagsomheden langt bedre muligheder for at udfolde sig, og løsningen er selvfølgelig den samme som på Grundtvigs tid: Næringsfrihed og selvejerskab.

Dannelse - klar til den sværeste samfundsform

Dannelse er et udtryk, som bliver brugt af snart sagt hvem som helst til at betyde snart sagt hvad som helst. Både om stærke faglige kundskaber, en historisk forankring og så også om en bestemt anstændig opførsel. Så det kan forvirre en del.

Jeg har derfor defineret dannelse som evnen til at kunne være myndig borger i et folkestyre. Folkestyret er jo den sværeste og mest krævende samfundsform for den enkelte, fordi vi er fælles om ansvaret for samfundet. I diktatoriske samfundsformer er et dannet folk jo et problem for magthaverne, fordi de ikke makker ret. Dér foretrækker man en almue, der træller i mørk uvidenhed. Folkestyret forpligter altså og kræver dannelse, ikke mindst fordi det meste af folkestyrets “daglige drift” jo fungerer udenfor den formelt politiske arena.

Dannelsen har to trin: Det første handler om den enkeltes viden, evner og livsduelighed. Det andet handler om den fælles kulturarv, som vi har opbygget i det, jeg kalder det store fællesskab, som vi hver især skal være forpligtet på at forstå, finde vores plads i og dernæst videreudvikle. Det fælles står over det egocentriske, hvilket er noget, som tiden kalder på. Det er i øvrigt en fuldstændig kerneliberal pointe, der handler om ansvaret for det fælles, som opretholder frihed og folkestyre, selvom den Pinocchio-liberalisme, jeg desværre også selv praktiserede i min ungdom, ikke vil vide af den slags (s. 135-139).

I bogen bruger jeg en analogi fra den amerikanske biskop Robert Barron, som jeg er meget glad for at citere. Han sammenligner frihed med golf (jeg har aldrig spillet andet end minigolf, men ikke desto mindre mener jeg, at eksemplet er fremragende. Robert Barron spørger, hvornår det er, at en golfspiller føler den ultimative form for frihed: Det er, når han mestrer teknikkerne og kan skyde bolden lige derhen, hvor han vil. Når han mestrer spillet, når han gør det gode i golf, føler han frihed. Men hvis man overførte det moderne frihedsbegreb til golfspillet, ville det svare til at give en seksårig dreng en golfkølle og sige: “Der er intet rigtigt og forkert. Du kan spille, lige som du vil. Du er nemlig fri! Du har friheden til selv at finde ud af, hvordan du spiller golf!”

Der vil næppe gå meget mere end fem minutter, før man ville stå med en grædende seksårig dreng, som frustreret og ulykkeligt vil sige: “Jeg kan ikke finde ud af det.”

Og tilsvarende med livet og eksistensen i en bredere forstand; friheden er først meningsfuld, når vi er kompetente og myndige mennesker, der kan bruge vores frihed til at tage ansvar og gøre en forskel. Ellers bliver friheden blot en motorvej til mistrivsel og meningsløshed (s. 139-140).

Ret unikt for Danmark var det langt hen ad vejen en opgave, som danskerne selv påtog sig i 1800-tallet, og Danmark er umiddelbart det eneste land, hvor det faktisk er bønderne, der har drevet demokratiseringen - af årsager, jeg også kommer ind på i kapitlet om ansvar. Det er en fantastisk historie om folkebevægelser og folkehøjskoler, hvor man med Grundtvig i front svarede nej til spørgsmålet “er lyset for de lærde blot?” De smukke idealer lever i dag især videre i mange af vores friskoler, der ikke på samme måde som folkeskolen er blevet revet itu af reformpædagogik og konkurrencestatstænkning (s. 141-143, 145-146).

Dannelsen har hele tiden været det danske folkestyres supervåben og ikke blot været et værn fra borgerne mod systemet, men også besjælet vores magthavere måde at forvalte deres ansvar på. Det er vel grunden til, at vi har en grundlov, der på mange måder er ret svag og mangelfuld, når det kommer til at beskytte borgerne mod fx. tortur. På samme måde, som Sparta ikke havde nogen bymur, fordi dens borger-soldater var byens sande mur, er vores formelle rammer for demokratiet skabt ret svage, fordi de opstod sammen med et virksomt folkestyre på alle niveauer i samfundet (s. 146-148). Det bygger mere på ånd end papir, og der er ingen tvivl om, at det er den suverænt bedste måde at udleve et folkestyre på - hvis ånden lever.

Men det gør også vores samfund sårbart, hvis dannelsen begynder at svigte.

Og det synes jeg desværre, der er en hel del tegn på. Eksempelvis den store forbudsiver, som trives ikke bare blandt politikere, der trods alt skal have noget at få opmærksomhed på, men også hos helt almindelige mennesker. Jeg henviser til en undersøgelse med meget stor opbakning til at indføre statsligt forbud mod brug af mobiltelefoner og tablets på legepladser som et virkelig godt eksempel på, at man hellere vil bruge politisk magt end almindelig praktisk dialog til at løse et hverdagsproblem. Det er der ikke meget myndighed over, (s. 153-155).

Hvordan kom så hertil? Her er historiker Henrik Jensens tobindsværk om det moderne samfund, *Ofrets Århundrede* og *Det Faderløse Samfund*, virkelig oplysende løsning: Kort sagt er det traditionelle vestlige moralske univers med en stor grad af vertikalitet - fra familiefaren op til Gud Fader i himmelen - brudt sammen som følge af såvel videnskabelige fremskridt som de store katastrofer, som var Første og Anden Verdenskrig. Det har ændret vores samfund fra pligtkultur til rettighedskultur, hvor det ikke er helten, men offeret, der er i hovedrollen, (s. 155-158).

Der er meget af det dårlige, som kan spores til 68’ernes hærgen. Ikke alt var skidt med “ungdomsoprøret” - jeg ønsker mig ikke tilbage til en tid, hvor kvinderne overvejende var hjemmegående og hvor tolerancen overfor livsstile og seksualiteter, der veg fra normen, lå på et meget lille sted.

Men netop kampen mod normerne antog en langt mere omfattende karakter og har et mere fundamentalt ophav end blot 68’ernes ungdomsoprør. Allerede i starten af 1960’erne lukker særligt Socialdemokratiet den kulturradikale strømning ind i velfærdsstatens projekt og giver velfærdsstaten en langt større “folkeopdragende” karakter. Særligt i folkeskolen ser vi skiftet fra kundskaber og karakter til fordel for reformpædagogikken, der skal “sætte barnet fri” til at udfolde sin autentiske, lykkelige personlighed. Resultaterne ser vi i dag med styrtdykkende faglighed, uro i klasserne og mistrivsel. Selvom jeg kan forstå, at man i Socialdemokratiet i disse dage har travlt med at udråbe skærmene som den store skurk - og jeg synes i øvrigt, de har ret i, at de ikke har gjort noget godt for børns faglighed og trivsel - er det både for letkøbt og ansvarsfraskrivende. Det er kulminationen på politisk-kulturelle tendenser, der har påvirket både skolen og hele samfundet i mange årtier, vi nu er vidne til, (s. 158-164).

Her må jeg desværre også sige, at liberale og andre borgerlige ikke bare har været for svage til at imødegå alt det skadelige, men direkte har hjulpet det på vej. Vi har i mange årtier haft en borgerlighed, der i alt for høj grad har spillet med på den normkritik og ligegyldighed over for kulturen, der har bragt os hertil. Det gælder som tidligere fremhævet også mit eget parti, omend Liberal Alliance da i det mindste anført af Merete Riisager allerede sagde stop, da man ville rulle den socialdemokratiske folkeskolereform ud over elever, forældre og lærere for lidt over et årti siden, (s. 163-164, 277.)

Man kan heller ikke forholde sig til hele det fænomen af idéer og opførsel, vi kan opsummere som wokeness, uden at forstå den kontekst af fagligt sammenbrud og kulturel opløsning, der også hersker på vores universiteter. Og jeg vil netop gerne kort udfolde den analytiske ramme, jeg ser dette fænomen i, fordi wokeness desværre er en del af en bredere tendens til dannelsen af det, jeg kalder det postmoderne almuesind i de smålige fællesskaber, som stiller sig i opposition til det store, danske fællesskab.

De smålige fællesskaber findes i mange afskygninger i dag, fra woke over højreekstreme til islamistiske, men de har alle en række kendetegn til fælles: Gruppetænkning, hvor man betragter verden med udgangspunkt i dele af sin identitet og ser sig i opposition til resten/dele af samfundet. Offertænkning, hvor man først og fremmest forklarer forskelle mellem samfundsgrupper med undertrykkelse og diskrimination. Og statustænkning, hvor man er allermest interesseret i at blive anerkendt på andres bekostning og forlanger at få sit indre selvbillede bekræftet af samfundet. Særligt det sidste står i total opposition til det indrestyrede samvittighedsbegreb, der som tidligere nævnt i min optik er fundamentet under det danske tillidssamfund, (s. 168-172). Det er med andre ord et postmoderne almuesind, hvor man forkaster den opfattelse af den enkeltes forhold til sin omverden, som vi begyndte at fremelske i 1800-tallet.

Der kan skrives side op og side ned om det ideologiske ophav bag forskellige smålige fællesskaber, men særligt når det gælder de woke af dem, så har jeg fra Rob Henderson og Peter Turchin en anden og mere strukturel forklaring: At vi i disse år høster de bitre frugter af en overproduktion af mennesker med akademiske kredentialer, som de forventer at få en bestemt status og løn af at besidde, som ikke bliver honoreret, idet elitestatus og høje lønninger jo selvfølgelig er betydeligt mere begrænsede og kontekstafhængige størrelser end udbuddet af akademiske uddannelser, (s. 172-175).

Når dannelsen er bedst, giver den os en følelse af både dygtighed, myndighed og forbundethed, der er folkestyrets sande fundament. Det havde vi fundet en aldeles fremragende opskrift på i Danmark, som desværre særligt siden 1960’erne gradvist er blevet modificeret til noget andet, hvis styrke og levedygtighed jeg ikke er overbevist om. Det er et meget stort problem i Danmark og de vestlige samfund, som vi kan føje til listen over ulykker, der først skal standses og siden fikses.

Næstekærlighed - velfærd før velfærdsstaten

En anden ting, som har kendetegnet det danske folk i århundreder, er en stærk tradition for privat velgørenhed, der har rod i en enorm næstekærlighed med et grundlæggende kristent ophav. Jeg beskriver indledningsvist hvordan den kristne næstekærlighed for to årtusinder siden var et enormt nybrud og en grundlæggende revolte mod antikkens herskermoral, hvor særligt familiefaderen havde ret til at efterlade sine børn til at dø, hvis han ønskede det. Det har selvfølgelig været en lang og sej kamp at gøre dette ideal til praksis i de vestlige samfund, og vi nåede da heller ikke på nogen måde i mål med dette selv efter to årtusinder, men sikke en lang vej, vi trods alt er kommet, (s. 179-184).

Denne tradition i Danmark er gammel, men blomstrede særligt i anden halvdel af 1800-tallet med alverdens godgørende foretagender, som især var drevet af borgerskabets kvinder, der i dag hånligt kaldes hattedamer, (s. 185-186, 190-192).

For mere end de fleste områder har vi her at gøre med en udvikling, hvor politikerne for alvor har stjålet æren fra danskernes egen indsats. Vi hører meget om socialstatens ophav, men ikke meget om de private initiativer, der fandtes i forvejen. Som jeg citerer Henrik Gade Jensen for: “Danskerne tror, at de fattige først fik noget at spise, da vi fik offentlige overførsler, og at vi først fik lægehjælp, da politikerne udarbejdede en sundhedspolitik,” (s. 186-187).

Datidens fattighjælp gjaldt kun dem, som blev set som “værdigt trængende”. Det var på ingen måde noget universelt sikkerhedsnet, og derfor er mit budskab ikke, at vi skal gå tilbage til den gamle model. Budskabet er, at den næstekærlige hjælp kunne noget, som vores moderne systemomsorg slet ikke er lige så god til: At levere nærhed i hjælpen og lade den tage udgangspunkt i en konkret menneskelig relation, hvor man ikke er kastebold i et system. Jeg mener ikke, at der er noget forkert i, at vores forpligtelse og omsorg er partikulær og udfoldes i de fællesskaber, vi har vores liv og virke i. Tværtimod. Og det gælder i øvrigt om langt mere end blot specifikt fattighjælp, (s. 188-189, 192-196).

Er der noget, der er gået tabt i den moderne, centralistiske, offentlige velfærdsstat, så er det netop nærheden. Henrik Gade Jensen opsummerer det som “fra pligt og nærhed til ret og fjernhed”. Samtidig har man opbygget så store institutioner, at de har fået deres eget liv, sådan som det uvægerligt må ske. Disse har dermed en uheldig tendens til at fokusere mere på at opretholde sig selv og deres budgetter end på at levere kerneopgaven, hvilket kan ende i nogle meget, meget lidt næstekærlige situationer. Det bruger jeg en række eksempler fra ældreplejen, sundhedsvæsnet, handicapomsorgen og folkeskolen til at illustrere (s. 199-206, 210-213). Behandlingen af de svageste både på gaden og i beskæftigelsessystemet lader også meget tilbage at ønske (s. 207-210, 214-216).

Vi bruger en historisk stor andel af nationalproduktet på velfærd, men samtidig var over halvdelen af adspurgte danskere ifølge TrygFonden i 2024 utrygge ved, om der er penge nok til deres egen velfærd i fremtiden, ved fremtidens ældrepleje og ved, om der er tilstrækkelig behandling til rådighed, hvis de bliver syge. Vores velfærdsmodel kan altså ikke levere den tryghed, den ellers er indført for at skulle sikre, og den er ved at segne under vægten af bureaukrati og kontrol (s. 206, 216-218).

Det er populært at give New Public Management (NPM) skylden for at have gjort velfærden til et bureaukratisk kontrolhelvede, men sandheden er, at NPM var den kur, man politisk var villig til at acceptere for at undgå at lade den centralistiske, offentlige velfærdsmodel dø af overvægt i 1980’erne. Med NPM har man forsøgt at simulere markedsmekanismer i de offentlige systemer, og det er gået omtrent, som LIBERTAS’ læsere kunne forudse: Dårligt. Præcis som med fortidens merkantilisme er disse tunge, bureaukratiske monopoler umulige at få til at fungere lige så godt, effektivt og innovativt som det, der er drevet af næringsfrihedens konkurrence og prismekanisme. Men det vigtige er, at denne offentlige omsorg ikke bare fejler på effektivitet, men også på næstekærlighed og nærhed (s. 218-229).

Derfor slår jeg et slag for at indføre ægte næringsfrihed i velfærden - med frit valg, konkurrence, reel prisfastsættelse. Jeg er tilhænger af, at vi tilbyder offentlig finansiering for denne velfærd, men leveringen af den behøver ingenlunde være hegnet inde bag denne moderne merkantilisme. Det har jeg en række forslag til at forbedre, som jeg udpensler i bogen, (s. 231-271).

En genstart af folkestyret?

Til slut et par bemærkninger om, hvad jeg håber, at bogen vil blive brugt til.

Jeg bilder mig ikke ind, at bogen har indeholdt markante overraskelser for en så velinformeret læserskare som LIBERTAS’, men jeg tror og håber, at den vil tjene et pædagogisk formål for en bredere læserskare, der kun har hørt Socialdemokratiets danmarkshistorie.

For jeg er som tidligere nævnt overbevist om, at Socialdemokratiets patent på danmarkshistorien har været uvurderligt for deres evne til at fremstille deres egen politik - uanset hvor meget, den end har skiftet - som den mest naturlige, autentisk danske. Det er efter min opfattelse en vigtig grund til, at indlysende reformer af eksempelvis vores velfærdsmodels planøkonomiske problemer er blevet sjoflet årti efter årti, og det bærer en stor del af skylden for den generelle fantasiløshed, der har præget politik i årtier. Det er godt politisk-kommunikativt håndværk fra Socialdemokratiets side, men nu må det være slut.

Hvis vi borgerlige ønsker os et grundlæggende opgør med den politiske kurs i Danmark, må vi løfte den opgave, det er at overbevise danskerne om, at vi ikke tilbyder en revolution, men derimod en restauration - en genstart af folkestyret. Vi vil trække på de samme traditioner og kræfter, der skabte alt det, vi kender og elsker ved Danmark, og føre Danmark tilbage på sporet efter mange årtiers planøkonomiske og kulturradikale udskejelser.

Vinder vi kampen om historien, står vi så meget bedre rustet til også at vinde kampen om fremtiden. Det kan vi jo kalde et nyt systemskifte, hvor vi tager afsked med politikerstyret og genskaber det ægte, myndige, forpligtede folkestyre, hvor folket styrer sig selv i stedet for at blive styret. Hvor den usynlige ånd igen får flyvehøjde.

Det kan man sige er liberalt eller konservativt. Jeg vil bare sige, at det er på tide.

*Om forfatteren: Alex Vanopslagh er formand for Liberal Alliance, medlem af Folketinget, cand.scient.pol., født 1991.

Litteratur

Vanopslagh, Alex (2026): Den usynlige ånd. En liberal danmarkshistorie. København.

Læs LIBERTAS nr. 91 her

Noter

1. Det gælder ikke nødvendigvis for LIBERTAS’ læsere!