DEN ØKOLOGISKE KRIGSFØRELSE, Libertas Nr. 1-2
Af Steen Steensen Libertas Forlag 1987, 90 sider, 50 kr.
Anmeldt af Niels-Erik Borges September 1987
Perfekt! Her kommer den sidste boganmeldelse:
DEN ØKOLOGISKE KRIGSFØRELSE
Af Steen Steensen Libertas Forlag 1987, 90 sider, 50 kr.
Anmeldt af Niels-Erik Borges September 1987
En af den private ejendomsrets og den frie konkurrences absolutte fortaler, den nyliberale filosof Steen Steensen, har med sin nye bog "Den Økologiske Krigsførelse" ydet et glimrende bidrag til forståelsen af Embedsrettens fremfærd, og dermed miljøpolitikken.
Miljøbevægelsens velmente (?) hensigter fører ikke til et renere miljø, men derimod til korporativisme. Ejendomsrettens hellighed er en forudsætning for det frie marked, og denne står og falder med etableringsfriheden. Det er private ejeres interesse at bevare ressourcer på længere sigt; hvorimod politikere kun er interesseret i kort sigt - næste valg - og embedsmænd har deres økonomiske sikkerhed. Miljøbevægelsens spøgelse er illusorisk; manglen på ren luft og vand er miljøaktivismens brændstof, og en bestandig erindring om de overordnede hensigter står til troende. Staten styrer sig også efter den økonomiske lov om udbuddet; Den sociale Stats produkter (underforstået; velfærd) må afsættes. Udbuddet har ingen interesse af, at det skabes renere miljø. I så fald ville det miste sin berettigelse.
Med tiden bliver loven skrappere; fremskridtet og produktivitetsforøgelsen bremses, da den enkelte tvinges til at anvende nye renere produktionsprocesser. Det skærper konkurrencen, som gør det svært for nye at etablere sig, hvorved markedsadgangen bliver sværere.
Det har en ekstra gevinst for de etablerede, at disse kan deltage i udformningen af reglerne på markedet. Der gives kortsigtet monopolstilling og ingen konkurrence. Samfundet i sin helhed lider selvfølgelig tab ved dette.
Staten har hermed styrket sit greb om borgerne, produktionen og kapitalen. En styrkelse af staten medfører en vækst på det offentlige område. Det statslige system vokser fra hinanden; kontrolsystemet vokser videre, fordi der er flere, som skal kontrolleres, og de, der skal kontrolleres, vokser i antal, fordi kontrolsystemet vokser. Miljøloven er et stykke på vejen mod totalitarismen.
De økologiske hensyn har også fået indflydelse på vor udenrigspolitiske holdning, der resulterer i international miljøbeskyttelse. Det står i stærk modsætning til et individcentreret menneskesyn, som vil være universel: I det ene tilfælde vil man måle værdier med politiske metoder; i det andet vil man lade værdier blive skabt i relationen mellem (frie) mennesker i form af frivillige udvekslinger.
Økologerne søger ud fra nationale interesser en skærpet international lovgivning. Denne lovgivning vil i sagens natur være i strid med de enkelte nationers økonomiske interesser. Det økologiske initiativ er derfor reelt en krigserklæring til resten af verden og en aggression mod fremmede regimer. Det indebærer en alvorlig trussel mod freden; men ikke nødvendigvis mod miljøet, som det påstås. Det forekommer absurd at ville bekæmpe en tilstand med tvangsmidler, den kun kan elimineres med økonomisk vækst, eller med de økologiske dystermaleres egne ord: "menneskehedens selvdestruktion", hvis disse midler ikke tages i brug. Det mest hensigtsmæssige er, at udvikling i fattigdom stoppes med en bevarelse af ejendomsretten. Kan man ikke tilbyde menneskene noget bedre end en evig nød og elendighed? Den nød og elendighed disse mennesker lever i forstærkes yderligere af økologiske tiltag, hvorfor forfatteren henviser til økologerne som "menneskelighedens fjender". Økologismens spøgelse fremstilles (uden positive beviser) som trusselsværende, så der kræves yderligere politisk og økonomisk magt til at bekæmpe det. En ekstra bekæmpelse af "fattigdom", der oveni købet beskæres for dens muligheder, snarere end politikken ville have gjort dem mere fattige, er et udtryk for "den ideologiske blindhed, der anser vesten for altings centrum".
De fattige landes skove ryddes mest, fordi de ikke er i privat eje, og de bliver derfor ikke passet af nogen. Når disse træer fældes, så er der ingen til at replantere. Resultatet er, at træerne bliver udryddet, mens den private ejendomsret ville få de pågældende til at tænke på morgendagen og replantere træer, fordi det er i deres interesse. Desuden er det klart, at de pågældende ønsker økonomisk udvikling, og en sådan vil give dem ressourcer til at passe bedre på miljøet. Hvis de blev "hjulpet" til en udvikling, der overskred deres egne ønsker, så ville det blot hæmme deres udvikling, hvorfor de ville blive mere trængte, og dermed ville miljøet komme endnu mere i fare.
At påstå, at den økonomiske udvikling forarmer den tredie verden, forekommer noget besynderlig, da fattigdommen allerede dominerer disse områder. At liberalisere markedet forekommer mere hensigtsmæssigt end blot at yde økonomisk bistand, fordi liberaliseringen medfører et grundlag for vækst og fremgang. Den økonomiske bistand må nødvendigvis kanaliseres via de respektive regeringer, hvilket blot styrker regimerne og resulterer i investering i forkerte projekter, henset til folkeflertallets ønsker. Det er langt bedre at liberalisere markedet end at yde bistand, som ikke kan eller vil anvendes produktivt.
Forfatteren hævder også, at det er uacceptabelt at krænke individets frihed ved at pålægge det at leve op til ens egne antagelser om, hvordan man bedst bekæmper forureningen. I øvrigt er det heller ikke sikkert, at vedkommendes antagelser er korrekte, hvorfor det kan være en misforståelse i sig selv. Den mest hensigtsmæssige løsning forekommer at være at afvente andres markedsløsninger med interesse for et økonomisk overskud. Det forekommer klart, at fremtiden er åben, hvorfor man ikke kan forudsige, hvordan en fremtidig løsning vil være mest hensigtsmæssig.
Man kan næppe have andet end ros tilovers for forfatterens klare distinktion mellem miljøhensyn og miljøpolitik, der medfører en klar distinktion mellem miljøbevidsthed, der er berettiget, og miljøaktivisme, der er af det onde. Han er af den klare overbevisning, at vi skal værne om vor omgivelser, men ikke med statslige metoder, da de ikke stemmer overens med menneskets suverænitet i form af dets ejendomsret. Han mener, at miljøbevægelsen ikke har haft fremgang på grund af problemernes omfang, men på grund af en aggressiv magtpolitik; at miljøpolitikken ikke har skabt et renere miljø, men en udbredelse af det offentlige system; at miljøaktivismen ikke bygger på økologisk viden, men på politisk/økonomisk og klassemæssige interesser. Miljøet tjener som et påskud for en udvidelse af embedsretten på ejendomsrettens bekostning.
Bogen er stærkt anbefalelsesværdig og hører til blandt de bedste danske introduktioner til den liberalistiske, libertarianske og individualistisk anarkistiske ideologi.
