DEN MODERNE SVENSKE LIBERALISME, , Libertas Nr. 1-2
Om dens ideer og vilkår i striden med socialdemokratismen
Af universitetslektor, fil. lic. Torben W. Grage
Politisk-økonomiske systemer lever ikke i isolation. Hverken i forhold til hinanden eller i forhold til den praktiske virkelighed. De skal stå deres prøve i konkurrencen på ideernes marked. Og de skal demonstrere, at de kan omsættes til praktisk politik, at de er konstruktive – og fleksible, udviklingsmulige.
Der bør ikke herske nogen tvivl om, at der er liberalt inspirerende tanker, som nu i mere end et årti har været de interessanteste og de mest offensive på det politiske og økonomiske område. Socialismen har så åbenbart været trængt i defensiven – og det, hvad enten vi ser på dens mere eller mindre udtalte marxistiske varianter.
Men medens der har været bred enighed – på tværs af partigrænser – om, at socialismen har problemer, og at forestillingen om, at man er på rette vej, når blot staten/det offentlige hele tiden optræder som en udfarende og dominerende kraft i alle sammenhænge, har vist sig langt fra at holde stik, så er der store forskelle fra land til land med hensyn til, hvor langt tilbage man skal forsøge at trænge staten. Og der er en uenighed, som også strækker sig langt ind i de borgerlige, liberale partier. Og der er afgørende forskelle fra land til land med hensyn til, hvor let liberale tankegange har ved at vinde en bredere stemning for sig. For modstanderne, socialister/socialdemokrater eller traditionelle velfærdsstats-fortalere har haft mere eller mindre fremgang med at overføre deres ideer til og gennemføre dem i den praktiske politik, eller med hensyn til at gennemsyre og omforme det åndelige og psykologiske klima.
Der har i denne sammenhæng en særlig interesse at se lidt nærmere på, hvorledes de liberale ideer i Sverige, og de partier, der har været inspireret af dem, har klaret sig, i hvilken udstrækning de har kunnet udvikle sig, styrke sig og gå til modangreb.
Sverige har i det 20. århundrede haft ubestridelige fremgange på de økonomiske, teknologiske og sociale områder – overraskende og respektindgivende, ikke mindst med tanke på landets beskedne og befolkningsmæssige ressourcer. Sverige har også i de sidste seks årtier haft det internationalt set mest fremgangsrige, selvbevidste, målbevidste og velartikulerede socialdemokrati. I intet andet land i den vestlige sfære har et parti i den grad domineret “agendaen” som det svenske socialdemokrati. Borgerlig regering har der siden begyndelsen af trediverne kun været fra 1976 til 1982, kun seks år.
Nu er der én ting, der må stå ganske klart. Det Sverige, der har været domineret af Socialdemokratiet i mere end fem årtier – det meste af tiden med partiet i regeringsstilling, om end ikke hele tiden alene ved regeringsroret – er ikke i gængs forstand blevet til et socialistisk land, når man ved det forstår en statslig overtagelse af produktionsapparat og finansielle institutioner. Sveriges erhvervsliv er stadigvæk 95% på private hænder. Men det er samtidig det mest regulerede og statskontrollerede privatkapitalistiske samfund. Det er det land i den vestlige verden, hvor staten råder over den største del af bruttonationalproduktet. Det er også et land, der med hensyn til virksomheds-kapitalkoncentration ikke har sit sidestykke noget andet sted.
Sverige set med internationale øjne
Økonomisk set har det moderne Sverige været en succeshistorie – også i den sidste femårige socialdemokratiske regeringsperiode. I slutningen af juli 1986 gav det ledende amerikanske erhvervsøkonomiske tidsskrift Business Week Sverige det skudsmål, at medens det for ti år siden havde været det sygeste af syge lande og et symbol på følgerne af statens indblanding i økonomien, så er i dag hele Europa misundelig på den svenske industris fremgange. Og af en OECD-rapport fra sommeren 1986 fremgår det, at Sverige med hensyn til forskning som land ligger blandt de førende, og at den svenske industri blot overgås af USA’s med hensyn til forskning og udvikling.
Men Sverige har ikke blot tiltrukket sig stor international opmærksomhed på det økonomisk-teknologiske område. Også helhedskarakteren af det samfund, som er vokset frem gennem det sidste halvhundrede år, og som indiskutabelt i overvejende grad er resultatet af socialdemokratiske initiativer, hvad enten man ser på socialforsorg, skolevæsen, sundhedsvæsen, byplanlægning etc. etc., har været genstand for overordentlig international interesse.
Medens denne opmærksomhed fra trediverne og op til halvfjerdserne var altovervejende positiv (den amerikanske stjernereporter Marquis Childs’ succesbog fra 1936 Sweden – The Middle Way kan stå som repræsentant for en meget omfattende litteratur fra alle verdenshjørner om den svenske samfundsmodel som forbillede), så begynder billedet at ændre sig i halvfjerdserne. Den mangeårige Stockholms-korrespondent for London-avisen The Observer kom for eksempel i 1971 med en bog om Sverige med den chokerende titel The New Totalitarians, og fra de sidste år – og en hjemlig pen – har vi Mogens Berendts Tilfældet Sverige (1983), som heller ikke viger tilbage for at karakterisere “broderlandet” i følgende vending: “Indpakningen er det parlamentariske demokrati, varemærket er det totalitære samfund. Made in Sweden” (p. 18).
Mindre drastisk og mindre pessimistisk er den britiske journalist og mangeårige kender af Sverige, Carry Turner, i sin bog fra 1985 Vart går Sverige. Men han siger dog i sit slutord: “Frågan om individens förhållande till samhället förefaller vara ett väsentligt inslag i Sveriges kris. Om det förhåller sig så, får krisen en mycket större betydelse, eftersom den kan ha följdverkningar i länder, där den politiska debatten mer koncentreres på omedelbara ekonomiska problem, och där följaktligen intresset för de stora frågorna är mindre än det varit på ett par generationer. Det kan mycket väl hända att vissa av västerlandets demokratier under de kommande åren lägger svenske erfarenheter till grund för egne, onekligen besvärlige överväganden steg i den sociala utvecklingen” (p. 126).
De liberale tankeganges vilkår og muligheder i Sverige kan således ses som et spørgsmål af mere generel interesse, også i et videre europæisk perspektiv. For at forstå de liberale ideers specielle udformning i Sverige kan det være hensigtsmæssigt at holde sig det spørgsmål for øje: I hvilken udstrækning skal de ses som en serie af reaktioner og modoffensiver foranlediget af Socialdemokratiets vedholdende offensive politik siden 1920-tallet.
Jeg skal i denne artikel fokusere på denne socialdemokratiske politiks idémæssige hovedtræk og deres udmøntning i praktisk politik samt de liberale og konservative gensvar. I en følgende artikel skal jeg mere systematisk tage karakteren af den samtidige svenske liberalisme og konservatisme op.
1920’erne og 1930’erne
Fra socialisering til “folkhem” og samdrægtighed
Sverige har i moderne tid, det vil sige siden første verdenskrig, haft, hvad jeg vil kalde fem store politisk-økonomiske og ideologiske debatter. Samtlige har været en følge af socialdemokratiske udspil – eller om man vil: offensiver.
Den første kom straks efter første verdenskrig og var en følge af, at de svenske socialdemokrater under indtryk af den herskende økonomiske krise flyttede deres positioner frem og krævede, at det politiske demokrati skulle følges op af et økonomisk demokrati. Men det socialistiske stormløb blev fremgangsrigt afvist af de borgerlige partier. Den økonomiske liberalisme syntes at kunne hævde sig. Det må imidlertid påpeges, at det ikke var en “gammelliberalisme”. 1920’ernes svenske økonomiske liberalisme gav betydeligt større spillerum for staten end “Manchester-liberalismen”. Der findes for øvrigt dem, der mener, at Sverige aldrig har haft en ideologisk stærk liberal tradition.
I 1930’erne førte socialdemokraterne sig frem på ny, denne gang med planøkonomiske tankegange, og det blev til en intensiv ideologisk og økonomisk-teoretisk debat med borgerlige politikere og økonomer. Det skal i øvrigt nævnes, at socialdemokraterne havde overtaget regeringsmagten 1932 – indledningen til deres lange dominans i svensk politik.
Det skal imidlertid også pointeres, at det ikke var en socialiseringspolitik, som Socialdemokratiet her bedrev – i hvert fald ikke en traditionel socialiseringspolitik. Man sigtede efter at effektivisere erhvervslivet – sagdes det fra den side – gennem en mere aktiv statslig økonomisk og industriel politik. Tredivernes politik prægedes fra socialdemokratisk side af statsministeren Per Albin Hansson og den mangeårige finansminister og fremstående socialistiske teoretiker Ernst Wigforss. Den første som fortaler særligt for en alsvensk samdrægtighed og skabelsen af et “folkhem”, den anden en idealistisk og intensiv forkæmper for sociale og økonomiske lighedstanker som en forudsætning for en virkelig udvidelse af friheden.
Den socialdemokratiske politik fik imidlertid ikke med hensyn til de overordnede planøkonomiske målsætninger nogen videre gennemslagskraft. Per Albin Hansson og de fleste andre ledende socialdemokrater og fagforeningsfolk var også stærkt påvirkede af ønsket om at kunne handle i samdrægtighed med de borgerlige.
Borgfreden brydes
“Skørdetidsdebatten” 1945–50
I slutningen af den Anden Verdenskrig skete der et brud på den borgfred, som havde hersket i Sverige krigen igennem, hvor man havde haft samlingsregering. Den svenske rigsdag besluttede i februar 1944 en kommission for økonomisk efterkrigsplanlægning, idet man frygtede en verdensomspændende økonomisk krise. Kommissionen kom for øvrigt til at hedde “Myrdalkommissionen” efter dens formand, den fremstående nationaløkonom Gunnar Myrdal.
Der var navnlig to spørgsmål i dens arbejde, der kom til at vække modsætninger – planøkonomiens to centrale elementer: den ekspansive økonomiske politik og erhvervslivets strukturrationalisering. Den svenske arbejderbevægelses efterkrigsprogram, der nu fremlagdes, afspejlede i mangt og meget Myrdalkommissionens tanker. Det var først og fremmest strukturproblemer, man var optaget af. Der kan næppe siges at være tale om nogen doktrinær socialiseringslinje. Myrdal selv fraskrev sig udtrykkeligt sådanne tanker. De forslag, der blev lagt frem i rigsdagen, må nok siges at være præget af en forudsætningsløs og pragmatisk holdning – man foreslog dog en statsovertagelse af forsikringsbranchen og stenindustrien.
De næste fire år prægedes imidlertid af en meget hidsig debat omkring den socialdemokratiske politik – og målsætning. Mistankerne på den borgerlige side var udtalte. Hvad skulle man for eksempel lægge i en sådan udtalelse, som Myrdal havde ladet falde i juli 1944, at nu stod arbejderbevægelsen over for “skørdetiden”? Den borgerlige argumentation kan sammenfattes i følgende tre punkter. Det første rummer en tolkning af socialdemokraternes faktiske efterkrigsplaner. Det andet gælder en bedømmelse af den metode, socialdemokraterne har tænkt sig at anvende for at kontrollere og styre erhvervslivet. Det tredje søger at gøre det klart, hvilke uundgåelige skadevirkninger de økonomiske programmer vil medføre.
I den borgerlige argumentation kom F. A. von Hayeks tankegange til at spille en stor rolle. Hayeks arbejde The Road to Serfdom var blevet udgivet på svensk i 1944 og var blevet overordentligt positivt modtaget – i den borgerlige presse – og gav indledning til en intensiv debat i Sverige.
Denne ideologiske “skørdetidsdebat” kulminerede ved valget i 1948, hvor den engelske nationaløkonom John Jewkes’ bog Ordeal by Planning kom til at spille en fremtrædende rolle på den borgerlige side. Valget blev for socialdemokraterne vel ikke katastrofalt, men medførte dog en svækket stilling – de mistede tre mandater. Den store sejrherre var det liberale Folkpartiet – på bekostning af Højre og Bondepartiet.
1950’erne
Stigende ideologisk debat i Socialdemokratiet
Også ved de to følgende valg, 1952 og 1956, gik socialdemokraterne tilbage, hvilket forårsagede en livlig intern debat, hvor flere og flere stemmer hævdede sig med krav om ideologisk nytænkning. Statsministeren og partilederen Tage Erlander fremsatte den opfattelse, at en helt ny slags misfornøjelse var kommet til: de store forventningers misfornøjelse.
Det var, efter Erlanders opfattelse, den opnåede fulde beskæftigelse og sociale tryghed samt den fra år til år hurtigt stigende standard, som havde skabt en ny tiltro hos alle med hensyn til fremtiden, men som også havde skabt en stigende utålmodighed over, at det ikke gik hurtigt nok. Derfor måtte statens økonomiske engagement udvides, således at de øgede krav om forbedret sundhedsvæsen, øget boligbyggeri, udvidede uddannelsesmuligheder, bedre veje og så videre kunne opfyldes hurtigere og effektiviseres – og ud fra en overordnet prioritering, eftersom ikke alle disse store forventninger kunne blive opfyldt samtidigt. Og al denne borgerlige tale om, at en øget offentlig sektor skulle være en trussel mod friheden, forekom Erlander helt virkelighedsfremmed.
Socialdemokraterne var nu i gang med at lægge grunden til det lovforslag, som skulle give anledning til den fjerde store økonomisk-politiske og ideologiske debat, nemlig om “Allmän Tjänestepension” i slutningen af 1950’erne. Medens den hidtil førte socialpolitik havde sigtet efter at give hjælp i nødsituationer og garantere en vis minimumsstandard, så skulle tjenestepensionsreformen gå langt videre og skabe garanti mod indkomstbortfald og sikre den opnåede levestandard. Og denne pensionsordning skulle være obligatorisk for alle. De borgerlige partier ville derimod, at socialpolitikken skulle indskrænke sig til at sikre mennesker en minimumsstandard, og de satte frivillighedsprincippet op mod det obligatoriske.
I centrum for debatten kom dels dens obligatoriske aspekter, og dels ikke mindst spørgsmålet om forvaltningen af de indbetalte midler. En stor fond, “Allmänna Pensionsfonden”, skulle oprettes. Ved hjælp af denne håbede socialdemokraterne at komme nærmere til den magt over kapitaldannelsen i samfundet, som i tredive års tid havde foresvævet dem som et af planøkonomiens væsentligste midler. Den socialdemokratiske regering havde i øvrigt i så henseende i trediverne oprettet “Aktiebolaget Industrikredit” og i fyrrerne “Sveriges Kreditbank”. Tillægges skal også, at regeringen gennem forhandlinger og påtrykninger – og i forståelse med Riksbanken – ofte havde held med at påvirke bankers, forsikringsselskabers og landbrugskassers udlån.
Fra den borgerlige side fremførtes det synspunkt, at Socialdemokratiet netop i reguleringen af kreditmarkedet havde fundet en relativt let og hurtig fremkommelig vej til socialisering. Det var sådanne metoder, man efter hånden gav tilnavnet “smygsocialisering” – socialisering i smug, ad bagvejen.
Resultatet af striden omkring den almene tjenestepension endte med en stor socialdemokratisk valgsejr i 1960. Den blev tolket som en tillidserklæring til en socialdemokratisk økonomisk samfundsforandring.
1960’erne
Den gyldne økonomiske tid overstået
En videreudvikling af den socialdemokratiske politik i mere radikal og socialistisk retning lod imidlertid vente på sig. Den økonomiske politik, som regeringen førte, var inspireret af et program, som det svenske LO havde udsendt i 1961 under titlen Samordnad Näringspolitik. De initiativer, der blev taget i de nærmest følgende år, kan ikke karakteriseres som sigtende mod direkte socialisering. Det var stadigvæk det makroøkonomiske effektivitetsbegreb og strukturrationaliseringsspørgsmålet, som blev stillet i forgrunden. Men man skjulte heller ikke, at i disse øjemed burde alle midler stilles til statens rådighed.
Det reviderede socialdemokratiske partiprogram fra 1960 understregede imidlertid, at i et så effektivt og blomstrende erhvervsliv som det svenske, burde en direkte statsovertagelse forblive en isoleret og sjælden foreteelse. Tværtimod skulle det private initiativ opmuntres og stimuleres til en hurtig fremskridtstakt. Ejendomsretsspørgsmålet blev erklæret som værende uden større interesse.
Denne politik opfattedes af flere kommentatorer som en fortsættelse af den planøkonomiske ideologi, som var blevet fremlagt i begyndelsen af trediverne, hvis kerne sagdes at være, at det kapitalistiske system ikke skulle ødelægges, men forbedres, reformeres, effektiviseres. At med den politik havde Socialdemokratiet indledt et langsigtet arbejde for med statsmidler at virkeliggøre den økonomiske liberalismes harmonilære om et perfekt fungerende marked.
I midten af 1960’erne skete der en række ting på forskellige fronter. Inden for Socialdemokratiet opstod der stigende utilfredshed med den førte politik, karakteriseret ovenfor: Hvor var de socialistiske målsætninger blevet af? Uden for Socialdemokratiet opstod der en ny “venstrebevægelse”. LO drev på for at få en endnu mere aktiv statslig politik med hensyn til økonomien og over for erhvervslivet. Vælgerbefolkningen var i skred eller i hvert tilfælde mere labil og mobil end tidligere.
Midten af tresserne markerer også enden på efterkrigsoptimismen inden for erhvervslivet. Det gik ikke længere så godt på den økonomiske front. Det under den Anden Verdenskrig af det neutrale Sverige opnåede forspring i forhold til en krigshærget omverden var blevet indhentet. Det var navnlig eksportindustrien, der reagerede og slog alarm. Den internationale konkurrence var blevet hårdere, og den svenske industri havde fået et indtjenings- og forretningsproblem, som fremtvang en hårdhændet strukturrationalisering med påfølgende arbejdsløshed.
Dette udløste yderligere omfattende erhvervs- og arbejdsmarkedspolitiske forholdsregler fra det offentliges side. Og inden for arbejderbevægelsen stod spørgsmål om tryghed og medbestemmelse højt på dagsordenen.
Inden for erhvervslivet voksede kritikken af den hurtigt opsvulmende offentlige sektor, og man var også foruroliget over uroen på arbejdsmarkedet, og hvad man betragtede som en overdreven politisering af samfundsdebatten.
Situationen blev tilspidset efter socialdemokraternes store valgsejr i 1968. Det var et særdeles sejrsbevidst Socialdemokrati, der holdt kongres i 1969. Der var rigeligt med krav om radikalisering i socialistisk retning, øget planøkonomi, indrømmelser til den nye venstrebevægelse, skærpet polarisering og appeller til klassefølelser. Og på den kongres blev Olof Palme valgt til Erlanders efterfølger. Han var fast besluttet på at vende den socialdemokratiske politik til venstre.
Samme år vedtog Højre at bytte navn til Moderata Samlingspartiet, og et nyt partiprogram kom til. Året efter blev Gösta Bohman valgt til partileder. Grunden blev lagt til et comeback for de konservative, som havde haft modvind i et årti.
Den femte holmgang
Lønmodtagerfondene pisker følelserne op
I løbet af 1970’erne gik socialdemokraterne til offensiven – sporet frem af en stadigt vigende vælgertilslutning, der ledte til, at man i 1976 måtte afgive regeringsmagten til en borgerlig koalitionsregering, og Olof Palme kom først tilbage til statsministerposten i 1982. Det lykkedes alligevel for socialdemokraterne at få gennemført en medbestemmelseslov, hvor de ansattes ret til medbestemmelse i arbejdet blev fastslået – en ret, som ansås for grundlæggende med hensyn til demokratiet i arbejdslivet. Arbejdsgiverne fik nu pligt til at informere i en række nærmere bestemte situationer, at forhandle med fagforeningen, når vigtigere forandringer skulle gennemføres, og til og med at give fagforeningen fortrinsstilling ved tolkningen af medbestemmelsesspørgsmål.
Det var ikke en lovgivning, der blev hilst med nogen større begejstring af arbejdsgiverne. Men nogen større konfrontation med det private erhvervsliv blev det ikke til, før forslagene om lønmodtagerfonde blev præsenteret på den politiske arena i forbindelse med valget i 1976.
Jeg kan kortfattet fremføre, at grundtanken ikke var ny. Som faderen til den betragtes den betydningsfulde LO-økonom Rudolf Meidner, som i begyndelsen af 1960’erne præsenterede sine første tanker om lønmodtagerfonden. Det blev siden et ofte tilbagevendende debatemne i Socialdemokratiet, hvis venstrefløj så fondene som næste trin på vejen til en virkelig socialisme. Andre inden for partiet var urolige for, at man med sådanne ideer udsatte den tværpolitiske samdrægtighed for en alt for stor belastning, og at man ville tabe stemmer.
Sigtet med fondene, således som det fra socialdemokratisk side blev præsenteret i de sidste politiske runder, før det endelige forslag blev fremsat og vedtaget i rigsdagen, kan meget kort opsummeres i følgende punkter: at øge lønmodtagernes indflydelse; at hjælpe erhvervslivet med øget tilførsel af risikovillig kapital; at sikre arbejdspladser; at sikre pensionerne; at lede til større tilbageholdenhed med lønkravene; at fremme en solidarisk lønpolitik.
Om den magtposition, som fondene – fem til antallet fordelt på hver sin region, hvis bestyrelser består af ni regeringsudnævnte medlemmer, hvoraf fem lønmodtagerrepræsentanter – skulle kunne opnå gennem sine investeringer, så mente man fra forslagsstillernes side ikke, at fondene tilsammen ville komme til at eje mere end 8% af børsværdierne efter syv år. Modstanderne svarede, at selv om dette ikke lød af særlig meget, så var sandheden dog alligevel den, at fondene på blot syv år kunne blive de største aktieejere i over halvdelen af landets børsnoterede selskaber – med til sammen over 700.000 ansatte.
Og det er ikke svært at finde udtalelser fra socialdemokratisk side, som er betydeligt mere radikale end de ovenfor anførte. Således udtrykte det LO-ejede Aftonbladet den 17. april 1983 den vurdering, at der her var tale om “otvivelaktigt en av de i klassisk mening mest socialistiske reformer, som socialdemokratin någonsin varit ute efter att förverkliga”.
Over for en sådan og lignende udtalelser hjalp det kun lidt, at socialdemokraternes ledende økonomisk-politiske talsmand, finansministeren Kjell-Olof Feldt, gentagne gange bestred, at Sverige ville komme til at bytte økonomisk system ved oprettelsen af fondene. I et interview i 1982 forsikrede han, at socialisme for de svenske socialdemokrater ikke var et bestemt økonomisk system:
“Socialism, för oss, det är de förhållanden människor lever under – vilken grad av jämlikhet, frihet och trygghet vi uppnår. Vi har aldrig eftersträvat ett visst ekonomiskt system. Vi har behandlat marknadsekonomin som ett viktigt instrument för effektivitet och resursallokering. Vi ser marknadsekonomins brister, och vi har försökt angripa dem” (Samtal om lönefonder, red. R. Englund, 1982, p. 99).
I et af sine sidste skrifter Den tredje vägen. En politik för Sverige (1985) siger han om fondene alene det, at de skal inddrage “toppvinsterna” for at modvirke en skæv udvikling i fordelingen af magt og formuer samt sikre, at udbytter i så vid udstrækning som muligt anvendes til investeringer, som giver flere arbejdspladser og plads for fremtidige reallønsforbedringer: “Gärna användas för folkets flertal” (pp. 30–31).
Og Feldt og andre ledende socialdemokrater fremhæver gerne og ofte, at fondenes kapitaltilførsel – således som ordningen er nu – jo skal ophøre i 1990. Hvortil der fra oppositionens side svares, at i og med at fondene er blevet lovfæstede, kan de udvides gennem en regeringsbeslutning, uden at vælgerne bliver spurgt.
Socialdemokraternes og LO’s indsats med forenede kræfter for at overtale svenskerne til at gå ind for det fremlagte fondsforslag havde meget begrænset virkning. På det tidspunkt, da forslaget blev vedtaget i rigsdagen, sagde næsten 60% af alle svenskere nej til lønmodtagerfonde, kun 18% sagde ja. Og nok så talende: Kun hver tredje socialdemokrat sagde ja. Blandt LO’s medlemmer var over 40% imod og bare 25% for. Og nejprocenten havde været støt voksende. I 1980 havde ifølge markedsanalyse-instituttet SIFO 28% været for og 35% imod.
Men sådanne meningsmålinger gjorde intet indtryk på arbejderbevægelsens ledere. Som en fremtrædende kvindelig socialdemokrat udtrykte det: “Opinionsyttringar biter inte på oss socialdemokrater” (Eskilstuna-Kuriren, 19.12.1983).
Socialdemokraterne og det svenske erhvervsliv
I denne sammenhæng vil jeg gøre opmærksom på den meget vigtige side af det svenske politisk-økonomiske billede, som udgøres af den svenske storindustris og finansverdens vurderinger og holdninger. De har i meget vid udstrækning været præget af samarbejdsvillighed over for de socialdemokratiske regeringer siden 1950’erne, hvor man i ledende erhvervslivskredse ikke længere mente, at det var nogen egentlige socialistiske ambitioner, socialdemokraterne og LO var besat af.
Man havde også dannet sig den opfattelse, at socialdemokraterne førte en erhvervs- og industripolitik, der var særdeles gunstig for en koncentration af såvel de finansielle som de produktionsmæssige ressourcer i store enheder. At en sådan koncentration i færre enheder kunne være en fordel set fra et socialistisk synspunkt ved en eventuel statsovertagelse, skal man naturligvis ikke se bort fra – og det ville jo også være et meget taknemmeligt argument, som man ved given lejlighed kunne trække frem i den politiske propaganda: Se, hvilken økonomisk og følgelig også politisk magtkoncentration, vi finder hos kapitalisterne. Følgelig må vi skabe en stærkere stat som modvægt.
Finansminister Ernst Wigforss var for øvrigt ikke uvidende om de fordele, en sådan koncentrationspolitik havde med hensyn til at gøre forhandlinger med erhvervslivet lettere: Jo færre, jo enklere, jo hurtigere – og med mindre risiko for alt for megen publicitet.
Sit mest markante udtryk får denne samarbejdsånd mellem erhvervsliv og en socialdemokratisk regering i den såkaldte Torsdagsklub og Harpsundmøderne. Det forum, der efterhånden skulle blive populært omtalt som Torsdagsklubben, kom til i efteråret 1948 på initiativ af den socialdemokratiske regering. Socialdemokraterne var ivrige efter at bortvejre den mistro fra erhvervslivets side, som de første efterkrigsårs “Skørdetidsdebat” havde efterladt. Regeringen ville søge at komme til tals med modparten i form af det private erhvervslivs vigtigste organisationer – og naturligvis var lønmodtagernes organisationer også med.
Torsdagsklubben er blevet karakteriseret som en slags klagemur for erhvervslivet og et instrument for detaljejusteringer i den socialdemokratiske reguleringsøkonomi. Der var nok tale om en vis gensidig påvirkning. Men ingen hovedlinjer i regeringspolitikken blev ændret.
Da dette forum ophørte, blev der truffet en overenskomst mellem regeringen og erhvervslivsrepræsentanter om, at man ved behov skulle genoptage meningsudvekslingerne. Og inden længe fandt regeringen et mødested for nye kontakter – Harpsund, statsministerens residens uden for Stockholm. Allerede samme år afholdtes de første Harpsund-konferencer med erhvervslivet, og siden blev det til et møde hvert efterår.
Formelt set var det ikke organisationerne som sådanne, der blev indbudt. Statsministeren udstedte personlige indbydelser. Og erhvervslivet blev ikke blot repræsenteret ved sine ledende organisationsfolk, men også af cheferne for enkelte store foretagender, og disse sidstnævntes synspunkter siges ved mere end én lejlighed at have været dem, der har gjort mest indtryk på regeringen ved disse drøftelser.
Harpsundsmøderne udsattes efterhånden for en hel del kritik. Der dannede sig den opfattelse, at der på Harpsund blev truffet overenskomster, som reelt, om end ikke formelt, blev bindende for regeringen med den følge, at rigsdagen blev stillet over for et fuldbyrdet faktum. Ifølge den vel mest autoritative kender af denne side af svensk politik er dette helt fejlagtigt. Konferencerne har haft karakter af frie diskussioner og gensidig udveksling af informationer, som deltagerne har anvendt på en sådan måde, som de har fundet for godt, uden at have haft nogen opfattelse af at være bundne af, hvad de har sagt til hinanden (Nils Erlanders Intresseorganisationerne i dagens Sverige, 1966, p. 193). Folkepartilederen Bertil Ohlin døbte foreteelsen med det ironiske navn “Harpsundsdemokratiet”.
Efter midten af tresserne ophørte Harpsundsmøderne. Den vigtigste grund hertil var sikkert, at regeringen fandt kritikken besværlig – og det var en kritik, som ikke blot kom fra borgerlig side, men også fra radikale grupper inden for Socialdemokratiet. I en vis udstrækning blev det i 1962 oprettede “Ekonomiska Planeringsrådet” en erstatning.
Man kan nok generelt sige, at i løbet af 1960’erne blev den socialdemokratiske regerings magtstilling over for erhvervslivets organisationer stærkere. Socialdemokraterne havde en række sejrrige valg 1958, 1960 og 1962. Og den politiske opposition blev mere splittet end tidligere og dermed svækket i sin modstandskraft. Regeringen havde ikke længere samme behov for at mødes med det private erhvervsliv og søge at overtale det til at gå frivilligt med på de socialdemokratiske udspil.
De svenske erhvervsledere og forholdet til staten
Tilbage står at sige om dette samspil mellem regering, erhvervsliv og arbejdsmarked – uden for rigsdagen og de politiske partiers eller rettere oppositionspartiers rammer – at det utvivlsomt blev hjulpet af det forarbejde, der gjordes inden for erhvervslivet af nogle af dets fremtrædende – yngre – repræsentanter.
Som illustration til dette vil jeg særligt nævne den organisation, “Studieforbundet Näringsliv och Samhälle”, som blev dannet i 1948 med det sigte at forbedre det saglige grundlag, ud fra hvilket det private erhvervsliv skulle argumentere mod den socialdemokratiske regering. Disse initiativtagere mente, at den måde, hvorpå der var blevet argumenteret mod den socialdemokratiske regerings planøkonomiske tankegange, ofte havde ladet meget tilbage at ønske.
To af stifterne af dette studieforbund, Tore Browaldh, blandt andet en tid direktør i det svenske arbejdsgiverforbund og senere chefdirektør for den største svenske bank, Handelsbanken, og Axel Iveroth, som snart skulle blive administrerende direktør for det svenske Industriforbund, sammenslutningen af de større industriforetagender, var særdeles aktive og velartikulerede.
Tore Browaldh gav i flere skrifter udtryk for den opfattelse, at udviklingen hen imod store enheder, den moderne adskillelse af ejendomsret og virksomhedsledelsesfunktion, samt den kollektive lederskabsstil havde ført langt bort fra den virkelighed, i hvilken det nittende århundredes økonomiske liberalisme var blevet formet. En ny type af virksomhedsledere var kommet frem. De rekrutteredes i stadig større udstrækning fra statsforvaltningen og organisationerne.
Browaldh fremhævede, at forskydningerne i den økonomiske politiks målsætning havde skabt en helt ny situation ganske forskellig fra attenhundredetals-liberalismens uregulerede system. Og, ville han stærkt understrege, udvidelsen af det offentliges indflydelse på erhvervslivet var en irreversibel proces – ja, man måtte til og med forvente en fortsat økonomisk statsekspansion. Som en sammenfatning af sin analyse opfordrede Browaldh virksomhedernes ledere til fordomsfrit at omprøve deres rolle i en foranderlig verden. Det var vigtigt, at erhvervslivets folk nu kom med mere realistiske indlæg i debatten om grænsedragningen mellem det almene og offentlige på den ene side og det private på den anden (Näringsliv och Samhälle I, 1953).
Axel Iveroth kritiserede for sin del den manglende politiske indsigt og ringe deltagelse i samfundsdebatten fra virksomhedernes side. Hvad indeholdt for eksempel deres økonomiske opfattelse egentlig ud over kravene om størst mulig frihed for virksomheden og fri konkurrence? Iveroth ville gøre gældende, at det ikke kunne blive et frihedsbegreb i gammeldags liberal ånd. For det gjaldt om at knytte virksomheden sammen med samfundet. Hvis man i højere grad tænkte i sådanne baner, hvor man så virksomheden lige så meget som en livsform som en produktionsform og en arbejdsform, altså et videre virksomhedsbegreb, så kunne man komme ud af den gensidige mistænksomhed, der rådede mellem erhvervslivets og statsmagtens repræsentanter – og som blev grundlagt allerede på den enkelte bedrifts niveau i modsætningen mellem arbejderne og virksomhedsledelsen/kapitalen (Näringsliv och Samhälle II, 1956).
Og Tore Browaldh spidsede disse tankegange til ved i et senere indlæg at vende sig skarpt imod, at de borgerlige og socialdemokraterne – på trods af de store forandringer, som havde fundet sted i samfundet – bekæmpede hinanden med argumenter, der var hentet fra 1800-tallets ideologier, fra liberalismens og socialismens teorier, hvis enkle trosforestillinger var blegnet med tiden, og som var blevet modbevist utallige gange. Og Browaldh efterlyste en “erhvervslivets ideologi” – som han dog ikke selv nærmere specificerede (Ideologi för Näringslivet, 1958).
Tyve år senere glimrede sådanne tankegange ved deres fravær blandt ledende erhvervskredse. Liberalismen var igen sat i højsædet. Sammen med og ansporet af Moderaterne – som i løbet af halvfjerdserne mere og mere havde ført sig frem som et liberalt snarere end som et konservativt parti – gik man til modangreb.
Dette skal jeg tage op i en følgende artikel.
