DEN LIBERALE LØSNING, Libertas Nr. 1-2
Af Guy Sorman Forlaget i Haarby,1986, 175 sider, 125 kroner
Anmeldt af Niels-Erik Borges September 1987
Guy Sorman giver i sin bog "Den Liberal Løsning" en populær og let læselig fremstilling af den i Vesten fremvoksende (ny-)liberalisme med sine interviews og fortolkninger af en række nyliberale tankere og politikere i sin verdensomrejse i "den globale tid". Bogen er med hans egne ord "et krydstogt i temaer, en rejse gennem tankestrømninger, social forskydninger, politiske og intellektuelle bevægelser, økonomiske rystelser, teoretisk nytænkning samt lokale erfaringer." Liberalismen sætter individet, og dermed det autonome, i centrum, og påpeger det moralsk rigtige i, at den enkelte har lov til at arbejde for egne værdier uden brug af fysisk magt. Ny-liberalismen er et opgør med 40 års dogmer om, at Staten kan sikre arbejde og vækst. Krisen er ikke kapitalismens krise, men netop manglen af frie forhold, og dermed den keynesianske Stats krise.
Sormans anskuelse af de intellektuelles rolle i bestræbelserne på at skabe det frie liberale samfund forekommer yderst interessant, og virker meget inspireret af Hayek, der jo er den tænker fremfor nogen, som bør tages som eksponent for den nyliberale bølge, på trods af en vis filosofisk inkonsistens, når talen går på hvilke opgaver Staten bør varetage. Hayek har i kraft af sine omkring 25 bøger og over 200 artikler netop lagt meget af det teoretiske fundament for nyliberalismen. Han mener, at vi skal tilbyde de intellektuelle "en veritabel forandringens utopi, der er lige så glitrende og uforsonlig som socialismen." Teorien, som er ethvert grundlag for forandring i liberal henseende, er det nærliggende at begynde i uddannelsesmiljøer, hvor fremtidens opinionsdannere findes. I praksis organiseres sådanne grupper bedst i, eller i relation til, "tænke-tanke", som udgiver bøger, pjecer, blade, udarbejder lovforslag, taler etc.etc. og på den led deltager i den offentlige debat. Det centrale er ikke kritik af venstrefløjen, men en konstant kritik af højrefløjen, for derved konstant at presse den til at tænke sig om, før den gennemfører eller bidrager til mere umyndiggørende lovgivning. Ethvert problem, som diskuteres, skal bibringes en ny dimension.
I afsnittet om "den nye klassekamp" - som i den beskrivende del har en række lighedspunkter med Steen Steensens analyse af de intellektuelle - skriver Sorman, at offentligt ansatte har samme ambitioner som private; at få mere i løn og øget autoritet. Det opnår de ved politisk magt, som når den er opnået inddrager en stadig større del af markedet. Videre påpeger han - som Henri Lepage i "I morgon kapitalisen" - at Staten skal afmystificeres, da den absolut ikke er en overmenneskelig institution. Den består minsanten af ganske normale mennesker af kød og blod. Staten har i manges øjne en trancedent funktion, hvor man ikke accepterer, at der findes tilfælde uden løsninger, og der derfor kræves et svar på enhver absurditet, hvorfor så mange opgaver overlades til Staten. Dette sker i en alliance mellem private pressionsgrupper, Statens bureaukrater og politikere. Det statslige system har ikke mindst den force, at det individualiserer fordele ved at sprede omkostningerne.
Af speciel dansk interesse er Sormans fortolkninger af Poul Schlüter, som han kort efter regeringstiltradelsen 1 1982 interviewede, foruden Ole Bernt Henriksen og den fængslede Mogens Glistrup. Herom skriver han : "Danskeren Poul Schlüter agter ikke at dele skæbne med sine svenske naboer. Da svenskerne i 1976, efter 50 års socialdemokratisk styre, bragte de borgerlige til magten, fulgte disse - ganske uden program og fantasi - med seriøsitet den samme politik som deres forgængere. Fire år senere valgte svenskerne påny logisk nok Palme, der i opposition havde haft rigeligt med ledige stunder til at radikalisere sit socialistiske program. Men Schlüter har ideer og et program." "Ganske vist er Glistrup i fængsel, men det væsentlige er, at hans program helt og holdent er overtaget af det konservative parti. Statsminister Poul Schlüter har kørt sin valgkampagne på nedsættelse af skatterne."
Man kan med rette kalde denne karakteristik for at være langt ved siden af. Faktisk realiserer regeringen blot den økonomiske genopretning, som socialdemokraterne ønskede at påbegynde i 1982, og dermed gør den samme fejl, som den tidligere borgerlige svenske regering.
Konsekvensen af denne midterpolitik er naturligvis en radikalisering af socialdemokratiets politik. Desuden har den borgerlige regering stik imod sin egen politik hævet skatterne radikalt, og med rette har Sorman i maj 1986 taget ordene om den borgerlige regering i sig igen i en kronik i "Le Figaro", hvor han påpegede den socialdemokratiske linie l regeringens politik.
