Den »konservative socialistiske anarkistiske liberale« Orwell, Libertas Nr. 4
Et essay af Per Ørum Hansen
Marts 1988
Som indledninger det på sin plads at citere Orwell for hans holdning til boganmeldelser. George Orwell »I hvalfiskens bug og andre essays« (p.292). »Ens sande reaktion på en bog - når man da overhovedet reagerer – er som regel: »Den bog kan jeg lide« eller »Den kan jeg ikke lide«, og det, der følger efter, er en efterrationalisering. Men at sige »Den bog kan jeg lide« er ikke, mener jeg, at reagere ikkelitterært; det er det derimod, hvis man siger »Denne bog er på min side, og derfor må jeg opdage nogle fortjenester i den.« Når man roser en bog af politiske grunde, må man selvfølgelig være følelsesmæssig oprigtig i den forstand, at man virkelig sætter pris på den; men det sker også tit, at partisolidariteten kræver en direkte løgn. Enhver, der kender til at anmelde bøger for politiske tidsskrifter, er udmærket klar over dette.
Specielt i essaysamlingen »I hvalfiskens bug og andre essays« får man et ganske godt billede af, hvilket menneske George Orwell (Eric Blair) har været, og hvilket liv han har levet. Sammenfattende kan man om Orwells forfatterskab sige, at det repræsenterer et opgør mod absolutisme inden for så forskellige områder som adfærd, ideologi, uddannelse, kunst & litteratur og politik.
Orwells konfrontation med konservatismen
Under sin skolegang oplevede Orwell, hvordan den konservative »stiff upperlip« attitude var dominerende på hans kostskole St. Cyprian. Dette led han, som »socialt udskud«, stærkt under. På grund af forældrenes forholdsvis lave status var han hverken i kridthuset hos lærerne eller de andre elever, og videre kunne han, på grund af sin dårlige fysik, ikke hævde sig sportsligt. Han var generelt betragtet et nul!
I »Burma dage« er det et gennemgående træk, at han opfattede hele det engelske herredømme som brutalt og ødelæggende over for enkeltindividerne – faktisk de samme følelser, han besad over for sin kostskole. I romanen »Burmese days«, 1934, fremgår det tydeligt, at Orwell mener, at enkeltindividet skal have stor bevægelsersfrihed i forholdet til staten. Men på dette tidspunkt er hans kritik kun rettet mod den konservative stat. Orwell har på besynderlig vis været i klemme i det »konservative« system. På kostskolen accepterede han sin skæbne som ganske naturlig. I Burma var han selv en del af den engelske kolonialisme, som han var så arg en modstander af, men han havde ikke mod til at sætte sig op mod systemet før langt senere.
Han er på dette tidspunkt af den opfattelse, at en socialistisk stat kan give det enkelte menneske frihed! Senere tog han konsekvensen af sine holdninger og gennemgik et oprør med konservatismen. På et tidspunkt levede han i direkte modstrid med konservatismens »sociale normer« - som konservatismen tydeligt har, og måske er sig mest bevidst i England; han levede simpelthen en periode som vagabond. Kan man forestille sig et mere markant opgør med den engelske konservatisme? Hans oplevelser på dette nederste sociale trin i samfundet er beskrevet i hans debutudgivelse »Down and Out in Paris and London«, 1933.
Deltagelse i Den spanske Borgerkrig
I »Hyldest til Catalonien« gøres det klart, at Orwell har haft modstridende politiske standpunkter på forskellige tidspunkter i sit liv. Hans evne til at optage politiske standpunkter har så at sige ikke været absolut! Han har konstant været åben over for nye »optagelser« i sin politiske bevidsthed. Det er Orwells engagement i den spanske borgerkrig, der har givet hans politiske bevidsthed den fleksibilitet, der gør det muligt at se liberalismens og kapitalismens fortjenester. I Spanien måtte Orwell sande, at langtfra alle kommunister og socialister levnede plads til enkeltpræstationer; men at de derimod altid har en voldsom stræben efter magt. Og stræben efter magt fører uundgåeligt til en knægtelse af individet. Havde Orwell ikke oplevet kommunisterne falde anarkisterne i ryggen, men havde enten Franco vundet borgerkrigen, før kommunisterne kunne nå at falde dem i ryggen, eller var krigen mod Franco fortsat i fællesskab, uden indbyrdes stridigheder, var Orwells romantiske opfattelse af socialismen sikkert forblevet intakt. At Orwells forhold til socialismen tog en radikal ændring, kommer klart til udtryk i bogen »Animal Farm«, 1945. »Animal Farm« er den russiske revolution beskrevet gennem nogle husdyrs oprør mod deres bonde. Bogen beskriver, hvordan magten korrumperer, efterhånden som den konsolideres. Ændringen af »animalismens« (»kommunismens«) 7 bud er betegnende for Orwells syn på den ortodokse socialisme. Det 7. bud hed oprindelig »Alle dyr er lige«, men ændredes til følgende, meget kendte, citat: »Alle dyr er lige, men nogle dyr er mere lige end andre«. I dette afsnit bliver det klart, at George Orwell har haft en litterær/politisk udvikling, der er parallel med den ungarsk fødte forfatter og journalist Arthur Koestler. Arthur Koestler var i Spanien, hvor han som korrespondent dækkede den spanske borgerkrig. Den spanske borgerkrig vækkede nogle hidtil, uberørte sanser i Koestlers politiske bevidsthed – ganske som det skete for Orwell! Den tidligere fanatiske kommunist, Arthur Koestler, blev i 1938 fanatisk antikommunist, stærkt påvirket af indtryk i den spanske borgerkrig og af Stalins processer i trediverne. Ikke bare Koestlers politiske løbebane, men også hans litterære løbebane forløber i et vist omfang parallelt med Orwells. Koestlers oplevelser i Spanien udkom på tryk i 1938 i »Spanish Testament«, jvf. Orwells »Homage to Catalonia«, 1938. »Darkness at Noon«, 1940, handler om Stalins processer i Moskva, og herigennem får Koestler udtrykt sin antikommunisme, jvf. Orwells »Animal Farm«, 1945.
Frihed og antitotalitarisme
Det sidste afsnit i »I hvalfiskens bug« handler om kultur og kunst. Flere essays i den sidste del er bemærkelsesværdigt pro-individualistiske. Orwells utopia har altid været meget individ-orienteret; men under Orwells deltagelse i den spanske borgerkrig var hans syn på ejendomsretten og på individets rettigheder inkonsistente. Senere er dette misforhold blevet afstemt, hvilket illustreres med flg. citat fra »I hvalfiskens bug«: »Det er helt tydeligt, at den frie kapitalismes tid er ved at nærme sig sin afslutning, og at det ene land efter det andet er ved at indføre en centraløkonomi, som man – alt efter, hvad man foretrækker – kan kalde socialisme eller statskapitalisme. Dermed ophører individets økonomiske frihed og i stor udstrækning dets frihed til at gøre, som det vil, til at vælge sit eget arbejde, til at flytte omkring i verden.
Indtil for nylig havde man ikke indset følgerne heraf. Man har aldrig til fulde forstået, at det, at den økonomiske frihed forsvandt, ville få nogen indvirkning på individets frihed. Socialismen blev som regel betragtet som en slags moralsk liberalisme. Staten ville tage vare på ens økonomiske liv og befri en for frygten for fattigdom, arbejdsløshed og så videre, men ville ikke nødvendigvis blande sig i ens private åndelige liv. Kunsten kunne blomstre, ligesom den havde gjort i den liberal/kapitalistiske periode, blot endnu mere, fordi kunstneren ikke mere ville være underlagt nogen økonomisk tvang. Nu må man jo ud fra de eksisterende vidnesbyrd indrømme, at disse tanker er blevet gjort til skamme. Totalitarismen har afskaffet tankefriheden i en grad, der har været uhørt i alle tidligere tider,«
Med al respekt for Orwells syn på boganmeldelser må man sige, at ovenstående citat er temmelig betegnende for udviklingen af Orwells politiske bevidsthed. Orwell har altid ønsket, at det enkelte individ skulle kunne bevæge sig frit i forholdet til staten – i dette ligger der en klar erkendelse af individets integritet – dog skulle staten holde sin beskyttende hånd over dem, der ikke evnede at klare sig selv. Først senere nåede Orwell til den erkendelse, at jo mere statens beskyttende hånd bliver holdt over individet, jo mindre bliver individets integritet. Men han nåede dog erkendelsen! Da han var nået så vidt i sin politiske udvikling, skrev han »Animal Farm«, 1947, og »1984«, 1940, der henholdsvis er en beskrivelse af, hvordan det gik (i Sovjetunionen), og en forudsigelse om, hvordan det kan gå. »Animal Farm« og »1984« er begge skrevet i en periode, hvor det var moderne med advarsler om den dominerende stat. Bl.a. skrev Aldous Huxley »Brave New World«, 1932, og »Brave New World Revisited«, 1958, og Arthur Koestler »The Yogi and the Commissar«, 1945, og »The Age of Longing«, 1951, og F.A. Hayek »The Road to Serfdom«, 1944.
Netop med Orwells syn på boganmeldelser in mente er det på sin plads at slå fast, at den mest almindelige tolkning af »1984« er en fejltolkning. Den opfattes almindeligvis som et billede på det stalinistiske sovjet. I virkeligheden er den en advarsel om, hvordan staten udvikler sig i mere og mere despotisk retning, når befolkningen – som får - stiltiende accepterer statens suverænitet.
Flere passager i »1984« er ikke engang forudsigelser, men omskrivninger af forhold, der allerede herskede i 40'ernes kollektivistiske efterkrigstids England, hvilket Anthony Burgess beskriver i »1985«, 1978. Der var generel varemangel, den kollektivistiske ånd var udbredt, helten Winston i »1984« deler navn med den engelske folkehelt Winston Churchill. Følelserne, der beskrives i forbindelsen med »hadets time« i »1984« er påfaldende identiske med de hadfølelser, der herskede ved den tids nationale sportsbegivenheder; i 40'erne er der konstant krig et eller andet sted i verden parallelt med Oceaniens, Eurasiens og Østasiens konstante krige, propagandaen var udbredt på mange områder i efterkrigstidens England, fx hed det eneste eksisterende cigaretmærke »Sejrscigaretter«, etc.
Intellektuel konflikt
Når man har lagt Orwell fra sig, sidder man tilbage med en fornemmelse af, at den mand, der tydeligst beskrev begrebet »dobbelttænkning« (»1984«, 1949) selv har besiddet den, men i modsætning til dobbelttænkningen i »1984« har Orwells dobbelttænkning i udstrakt grad været ubevidst. Orwells dobbelttænkning har manifesteret sig i, at han tænkte individualistiske og antitotalitære tanker samtidig med, at han var stærkt tilknyttet en socialisme, der ikke levnede megen plads til individualisme. Det vil være en nærliggende tanke, at den »konservatisme«, der i hans barndom og ungdom behandlede ham så hårdt, pressede ham til fællesskab med en »arbejderklasse« og dens socialisme, der på grund af sin kollektivisme var ham intellektuelt unaturlig. Orwell var 'individualist', men til tider ramlede individualismen sammen med socialismen. – Orwell var på mere end en måde dobbelttænkningens mand ...
Litteraturliste
George Orwell, »Down and Out in Paris and London«, 1933, da. »Paris og London på vrangen«, 1954.
George Orwell, »Burmuse Days«, 1934, da. »Burma dagen«, 1955.
George Orwell, »Homage to Catalonia«, 1938, da. »Hyldest til Catalonien«, 1953.
George Orwell, »Animal Farm«, 1945, da. »Kammerat Napoleon«, 1947.
George Orwell, »The English People«, 1947.
George Orwell, »1984«, 1949, da. 1950.
George Orwell, »I hvalfiskens bug og andre essays«, 1984.
Aldous Huxley, »Brave New World«, 1932, da. »Fagre nye verden«, 1932.
Aldous Huxley, »Brave New World Revisited«, 1958, da. »Gensyn med Fagre Nye Verden«, 1959.
Arthur Koestler, »Spanisk Testament«, 1938.
Arthur Koestler, »Darkness at the Noon«, 1940, da. »Mørke midt på dagene«, 1947.
Arthur Koestler, »The Yogi and the Commissar«, 1945, da. »Yogien og Kommissæren«, 1946.
F.A. Hayek, »The Road to Serfdom«, 1944, da. »Vejen til Trældom«, 1948.
Anthony Butgess, »1985«, 1978, da. 1979.
