DEN DANSKE MODEL. EN BOG MED PALLE SIMONSEN OM DANMARK EFTER GENOPRETNINGEN, Libertas Nr. 1-2

Publiceret den

Af John Wagner (red.) Nyt Nordisk Forlag - Arnold Busck. 148 sider.
Anmeldt af Søren Agerbo September 1987

Som det fremgår er denne bog ikke skrevet af en enkelt forfatter, men er derimod en sammenfatning af flere skildringer af Firkløverregeringens konservative finansminister Palle Simonsen og den politik han står for, eller kunne man sige, har vist sig at stå for.

Berlingskes John Wagner, der har redigeret bogen, har forsøgt at beskrive først og fremmest de konservative i regeringen, for - som han skriver i sin introduktion - betragtes Palle Simonsen som indbegrebet af en moderne konservativ, og som en naturlig efterfølger til Poul Schlüter, når an sådan skulle blive aktuel. Et sådant bidrag til vurderingen af Firkløverregeringen må vel siges at være interessant, da regeringen netop af mange er blevet fremstillet som identisk med de konservatives, og disses er igen i høj grad præget af den simonsenske pragmatisme - den pragmatisme, der for Palle Simonsen selv er indbegrebet af den moderne konservatisme.

For at belyse dette emne, er bogen opdelt i tre hovedafsnit. I det første afsnit findes en gennemgang ved John Wagner af Det konservative Folkepartis politik og udvikling fra dagene omkring VKR-regeringens dannelse og til vore dage, og den indeholder desuden Palle Simonsens udlægning af, hvad konservatisme er. For det sidstes vedkommende sker det i form af en kronik skrevet af finansministeren og ved hjælp af et interview med denne, foretaget af den skarpsindige journalist Mogens Berendt.

I andet afsnit forsøges der at gives et billede af den økonomiske genopretning, og det tegnes af økonomerne Frank Dahlgaard og Jesper Jespersen. Også den tidligere socialdemokratiske skatteminister Mogens Lykketoft bidrager til denne fremstilling, der selvfølgelig er særdeles væsentlig, fordi et partis holdning til den økonomiske politik, fortæller mere om dets menneskesyn end noget andet.

Det tredie afsnit i bogen indeholder i al væsentlighed et portræt af mennesket Palle Simonsen, hans familieliv, hans karriere og så videre. Portrættet er tegnet af journalisten "Ninka" fra dagbladet Politiken, alias Anne Wolden-Ræthinge.

Med disse tre afsnit samlet i en helhed må man nok anerkende, at John Wagner, har tegnet et ganske godt portræt af de moderne konservatives syn på fremtiden. Formålet med bogen skulle også være netop at få et bedre grundlag for at vurdere forskellen på konservativ og socialdemokratisk politik i slutningen af 1980'erne. Men hvad består denne politik så af?

Her er det nok på forhånd nødvendigt at komme med en "advarsel" til de ægte frihedsorienterede, der måtte læse dette Det er virkelig skrap kost! Så skrap kost, at man til stadighed må undre sig over, hvordan finansministeren overhovedet kunne finde sig til rette i Firkløverregeringens første år. For bogen udtrykker faktisk en dyb afstandtagen - ja ligefrem et opgør - i forhold til det, der var de første års firkløverpolitik; det kritiske syn på den offentlige sektors omfang.

På et spørgsmål om, hvorvidt fleksibilitet og decentralisering ikke også kunne indebære en decentralisering og privatisering af det sociale tryghedssystem, underforstået hele den offentlige sektor, svarer Palle Simonsen : "Nej, grundstrukturen, at det sociale tryghedssystem, sundhedssystemet og uddannelsessystemet er opgaver, som det offentlige løfter, skal bevares. De serviceforanstaltninger, vi kender i dag i samfundet, er en del af dansk tradition og dansk kultur. Det forestiller jeg mig ikke, at der overhovedet kan ændres på. Og indenfor de mål, der er stillet for den offentlige udgiftsudvikling, vil vi være i stand til stadig at forbedre dem!" Dermed opgiver finansministeren jo selvsagt enhver selvstændig borgerlig politik og profilering. Han ligefrem legitimerer den socialdemokratiske samfundsmodel, som socialdemokratiet byggede op efter besættelsen.

Med sørgmodighed må man altså konstatere, at det er Palle Simonsens holdning, at der ikke længere er brug for et alternativ til socialdemokratisk politik - blot kan de kære socialdemokrater ikke selv administrere deres egne politiske visioner. Dertil behøves de - forhenværende - borgerlige politikere.

Der er sandelig langt fra den konservative profilering i 1970'erne og til i dag. Om der så er tale om det synspunkt, at pragmatisk politik - politik ført udfra de bestående forholds principper - er rigtig, eller om der er tale om pragmatisk politik med det formål at sidde på taburetterne, må stå hen i det uvisse (?). Men een ting er klart: Simonsens pragmatiske politik kan føre Danmark endnu længere ud til venstre i det politiske spektrum. En pragmatiker kan jo uden skrupler overfor sig selv påtage sig at forsvare en hvilken som helst samfundsmodel - også een, man selv var med til at udråbe som værende forkert, dengang i 1970'erne, da men selv var i opposition.

For mange konservative må det endvidere synes svært at forstå, at finansministeren ser så store lighedspunkter mellem de radikale og de konservative - for ham er mennesket åbenbart svagt, og det skal styres udfra devisen om bedrevidenhed, og lad dem styre, som styre kan. Mennesket skal ikke være frit.

På spørgsmålet om de radikales kultur- og socialpolitik ikke afskrækker ham, er svaret: "Næh, man kan snarere sige, at det socialliberale i Det radikale Venstre har mange lighedspunkter med det konservative livssyn". Senere i ordvekslingen fremgår det så, at det faktisk kun er den radikale udenrigs- og sikkerhedspolitik, der gør ham til konservativ og ikke radikal. Besynderligt! Hvorfor lader man dog så ikke de radikale bære regeringsmagten, når nu den "borgerlige" regering alligevel ikke har mulighed for at føre sin egen udenrigs- og sikkerhedspolitik i Folketinget?

Set i forhold til synet på de radikale lægger finansministeren langt større afstand til liberalismen - og dermed specielt partiet Venstre - hvilket nok kan vække til eftertanke, når man ser på regeringens fremtidige overlevelsesmuligheder.

Som afsluttende bemærkning vil jeg sige at bogen er et udemærket debatoplag, og at den utvivlsomt vil være af stor værd for kommende beskrivelser af Firkløverets og nærmere bestemt de konservatives politik og visioner i 1980'erne. Den vil hvert fald for dem af os, der er nyliberale stå som det endegyldige bevis på, at Firkløveret aldrig fik ført frihedsorienteret politik ud i livet, og hvad der er næsten lige så slemt - at de konservative heller ikke så noget sådant som deres egentlige mål. Hvis man ellers skal tro Palle Simonsen.

Tilbage står kun, at bogen i nogen grad forfejler sit mål, nemlig at beskrive forskellen mellem konservativ og socialdemokratisk politik i slutningen af 1980'erne Bogen viser ingen forskel af holdningsmæssig karakter, hvis en sådan måtte eksistere.