Da handelsteorien fødte moderne økonomi
LIBERTAS nr. 75, marts 2021
Christian Bjørnskov og Otto Brøns-Petersen\*
*Allerede Adam Smith indså, at der er en sammenhæng mellem handel mellem nationer og nationernes velstand, og David Ricardo udviklede teorien om handel mellem nationer baseret på landenes komparative fordele. Handel øger markedets størrelse, arbejdsdelingen og specialiseringen og dermed højere produktivitet. Handel øger også konkurrencen, og bidrager til at nedbryde monopoler, og da der er omkostninger forbundet med at eksportere, vil det kun være de mest produktive virksomheder, der vil eksportere. På den måde vil de mest produktive virksomheder øge deres produktion og beskæftigelse, og hele økonomien bliver mere produktiv*
Da økonomi opstod som selvstændig disciplin, var det i høj grad ud af en diskussion om virkningen af handel. Den sprang ud af en opposition til merkantilismen, som byggede på en forestilling om, at et land bliver rigt ved at ophobe ædle metaller. Det kræver, indså merkantilisterne, at der er overskud på handelsbalancen, og derfor advokerede de for en økonomisk politik med netop det sigte.
Men vil en sådan politik i virkeligheden skabe velstand? Hvad vil velstand egentlig sige for en nation, og hvor kommer den fra? Vil ophobning af ædle metaller overhovedet lykkes i det lange løb? Det satte først fysiokraterne spørgsmålstegn ved, og dernæst fulgte den skotske oplysningsfilosofi. Det kulminerede med Adam Smiths ”Nationernes velstand” (1776), som ikke alene gav et stærkt argument for frihandel og udstillede svagheden i merkantilismen. Smith kom med et værk, der samlet beskrev hele det økonomiske system. Almindeligvis regnes bogen for den nationaløkonomiske disciplins fødsel. I 1817 udgav briten David Ricardo sit gennembrudsværk, der søgte at tage disciplinen et skridt videre. Det gjaldt også og især handelsteorien.
I forhold til moderne handelsteori var både Smith og Ricardos teorier ganske grundlæggende. Men interessant nok rejste de begge nogle ideer, som vi først langt senere har set rækkevidden af – hvis de da ikke rækker endnu længere endnu.
Smiths teori om frihandel bygger på såkaldt absolutte fordele. Hvis England er bedst til at producere én vare, og Portugal er bedre til at producere en anden, så kan det betale sig for dem at specialisere sig i at producere de varer, de er bedst til, og bytte sig til de varer, det andet land er bedst til. Det giver en umiddelbar gevinst, at alle gør, hvad de er bedst til. Smith gik dog videre end som så. For ved at få lejlighed til at specialisere sig, kommer der en yderligere gevinst. England bliver endnu bedre til at producere den vare, man i forvejen er bedst til. Smith kaldte det for arbejdsdeling.
Men hvad hvis Portugal er bedre til at producere begge varer? Ricardos geniale indsigt var, at det stadig bedst kan betale sig for begge parter at handle indbyrdes. Antag f.eks. at Portugal kan producere dobbelt så meget klæde per arbejdskraftsenhed som England, men at en portugisisk arbejder kan producere fire gange så meget vin. Ricardo viste med et simpelt taleksempel, at begge lande ville blive bedre stillet ved, at englænderne producerer klæde, at portugiserne producerer vin, og at de bytter sig til den anden vare indbyrdes. Både England og Portugal får en større samlet forbrugsmulighed ved at handle end ved at producere til eget forbrug, fordi begge lande får mest muligt ud af de ressourcer, de har til rådighed.
Hvor Smith forudsatte absolutte fordele, kom Ricardos handelsteori til at dreje sig om komparative fordele. Argumentet for frihandel blev yderligere bestyrket, fordi det var til fordel for alle og ikke kun lande med en absolut styrkeposition. Smith og Ricardo interesserede sig også for, hvordan produktionsfaktorerne – arbejdskraft og kapital – bliver aflønnet. En klar sammenkobling mellem faktorudrustning og handel kom dog først med svenskerne Eli Heckschers og Bertil Ohlins handelsteori. De viste, at forskelle i faktorudrustning mellem to lande kan forklare, hvorfor de har bestemte komparative fordele. Et land med meget arbejdskraft per kapital vil have en komparativ fordel ved at producere arbejdskraftsintensive varer – og omvendt for lande med stor kapitalintensitet. Med Heckscher-Ohlin blev der altså åbnet for at sige noget nærmere om, hvor de komparative fordele kan tænkes at komme fra, og om fordelingen af gevinsterne ved handel og prisdannelsen. Nyere handelsteori har været en yderligere bevægelse i den retning. Samtidig viste deres udvidelse en vigtig pointe med international handel: Den kan kompensere for, at lande har forskellig faktorudrustning, og at produktionsfaktorer kan være svære at flytte. Norge har f.eks. gode naturbetingelser for vandkraft. Man kan ikke flytte elve og bjerge, men man kan sælge strømmen.
Smith og Ricardos indflydelse går dog langt ud over blot at sætte den teoriudvikling i gang, som blev ført videre med Heckscher-Ohlin. De slog to temaer an, som har fået enorm vidtrækkende betydning og præger moderne økonomisk tænkning.
## Stigende skalaafkast
Kernen i Smiths handelsteori var de absolutte fordele.
Smith havde imidlertid en pointe mere, som gik lidt i glemmebogen, indtil den er dukket op igen som et vigtigt element i nyere handelsteori. Velstand – sagde Smith – hænger sammen med arbejdsdeling, altså at vi specialiserer os mere og mere. Han beskrev i et siden berømt eksempel, hvordan han på en nålefabrik havde set arbejderne producere mange flere nåle ved at specialisere sig i hver deres del af produktionsprocessen i stedet for at lave hver nål fra bunden. Men pointerede han så: arbejdsdelingen afhænger af markedets udstrækning. Jo flere mennesker, desto større arbejdsdeling. I en lille stamme er der ikke basis for en specialiseret nåleproduktion. Det kræver et større befolkningsunderlag. Den kan heller ikke bære et stort antal medicinske specialer eller automobilproduktion.
Det interessante er, at der har været gevinster ved øget arbejdsdeling selv efter en voldsom stigning i folketallet siden Smiths tid, hvor der boede mindre end 1 mia. mennesker på kloden mod i dag små 8 mia. personer.
Figur 1. Global BNP, BNP per capita og befolkningsudvikling siden år 1, indeks år 1 = 100
Som det fremgår af figur 1, har eksplosionen i folketal været ledsaget af en endnu kraftigere stigning i den samlede produktion. BNP per indbygger accelererede samtidig med, at folketallet gjorde det.
Det kan i høj grad undre og gik stik imod den forudsigelse, som Thomas Malthus fremsatte nogle årtier efter Smith: At stigende pres på ressourcerne ville få produktionen til at vokse langsommere end folketallet. Alt andet lige er det naturligvis korrekt, at der er kommet flere personer i forhold til naturressourcerne, men fantastisk nok har det vist sig, at kraften fra arbejdsdelingen klart har oversteget effekten af øget ressourcepres. Grunden er, at man de fleste steder i verden i dag er langt dygtigere til at få meget ud af få ressourcer. Det er derfor, gennemsnitsindkomsten er vokset med stigende befolkningstal.
I figur 2 her har vi plottet folketallet (x-aksen) ud mod gennemsnitsindkomst (y-aksen). Væksten i gennemsnitsindkomsten viser ingen tegn på at falde med stigende befolkningstal. Den er tværtimod accelereret efter den mere åbne verden, som fulgte efter Murens fald.
Figur 2. BNP per capita plottet mod tolketal, 2011, USA per capita
Der kan dog være grund til at runde en mulig indvending mod figuren. Nemlig om det, der har muliggjort både det stigende folketal og voksende gennemsnitsindkomst i figuren ikke bare er teknologiske fremskridt? Og at stigende indkomst og folketal reelt ikke hænger sammen?
Det er i hvert fald givet, at stigningen i både folketal og indkomst ikke ville være mulig uden teknologiske fremskridt. Men det er lige så givet, at teknologi ikke blot er en udefrakommende kraft. Det teknologiske stade er også betinget af arbejdsdelingen og markedets størrelse. Vi ville ikke kunne bevare den moderne lægevidenskab eller teknologien bag automobilfremstilling i små stammesamfund. Teknologi er ikke blot teoretisk, leksikal viden, men afhænger af anvendelsen. Arkæologer har således vist, at befolkningstilbageslag har ført til, at den teknologiske udvikling også er løbet baglæns. Et af de mest dramatiske eksempler er Tasmaniens adskillelse fra resten af Australien, som resulterede i en mindre, isoleret befolkning, hvis redskaber af ben eksempelvis blev gradvist simplere for til sidst at forsvinde.
Naturligvis ville en mindre global befolkning på niveau med for et hundrede år siden ikke medføre et umiddelbart fald til et tilsvarende teknologisk stade. Opdagelsen af genets struktur ville næppe gå tabt. Men der ville være færre til at beskæftige sig med genetik og mindre specialiseringsgevinster ved det.
Men hvad har så specialiseringen og udstrækningen af markedet med handel at gøre? Det helt grundlæggende forhold, at handel er selve forudsætningen for at kunne udnytte skalafordelene ved en stor og voksende global befolkning.
Hvis der er stigende skalaafkast, er international handel også en forudsætning for, at små lande ikke bliver fattigere end store. Frihandel gør, at alle har adgang til stordriftsfordelene. Ellers ville der være en automatisk tendens til, at små lande drev bagud og mistede overlevelsesevne.
Og det er naturligvis den helt centrale pointe: Uden handel er der ingen gevinster ved, at vi bliver flere og flere. Så vil presset på ressourcerne få lov at trække i modsat retning. Men får specialiseringen lov til at fortsætte, tyder det på, at der fortsat er stigende skalaafkast i hvert fald frem til det niveau, hvor verdens befolkning stabiliserer sig. I så fald kan man snarere tale om et underbefolkningsproblem end det overbefolkningsproblem, som ellers har bekymret så mange malthusianere – gamle som nye.
Det er vigtigt at understrege, at når vi taler stigende skalaafkast som drivkraft bag handel, så udelukker det ikke, at der på masser af områder i økonomierne stadig findes konstant eller faldende skalaafkast. I Smiths tilfælde behøver der kun være stigende skalaafkast ét sted – nemlig når det gælder markedets størrelse.
## De komparative fordele som samfundets grundlæggende mekanisme
David Ricardos komparative fordele udgør rygraden i handelsteorien. Ja, betydeligt mere end det. Uden de komparative fordele ville det menneskelige samfund, som vi kender det, ikke være muligt. Det er en grundlæggende mekanisme bag menneskeligt socialt liv.
Hvordan det?
Som nævnt medfører de komparative fordele, at to lande altid har fordele ved at handle med hinanden. Det gælder uanset, at det ene er det andet overlegent på alle punkter. Pointen er, at fordelene ved handel er der, hvis et hvert land blot specialiserer sig i det, landet er relativt – komparativt – bedst til. Hvis en engelsk arbejder kan producere én rulle klæde og én tønde vin på en time, og en portugisisk kan producere to ruller klæde og seks tønder vin, så kan de stadig med fordel specialisere sig og bytte, selv-om portugiserne altså er bedre end englænderne til både klæde og vin. Ved f.eks. en pris på to tønder vin per rulle klæde vil det portugisiske udbytte af en times arbejde være tre ruller klæde i stedet for to, hvis Portugal handler med englænderne frem for at producere klæde selv. England får to tønder vin ved en times arbejde i stedet for én ved at handle frem for at producere vin selv.
De komparative fordele gælder ikke blot for handel mellem to lande, men også for handel mellem to personer. En revisor, der er dobbelt så god til at dyrke kartofler og tre gange så god til at revidere som en kartoffelavler, kan med fordel specialisere sig i revision og handle sig til sine kartofler. Og selv om byttet ikke sker direkte, men gennem komplekse kæder af transaktioner ved hjælp af et betalingsmiddel, kan vi fortsat bryde dem ned i parvise bytter baseret på komparative fordele.
Vi handler grundlæggende med hinanden, fordi vi har gensidig fordel af det. Havde vi ikke det, ville der ikke være nogen fordel ved at organisere sig i samfund. Vi ville være i dyb, fundamental konflikt med hinanden i kamp om knappe ressourcer.
Så handel er til fordel for begge lande, og de komparative fordele holder helt ned på individniveau. Her kommer imidlertid, hvad kan ligne et paradoks: Samhandel mellem to lande er altid til deres nettofordel, men der kan være grupper i et samfund, som taber ved åbningen for fri handel. Som nærmere omtalt nedenfor kan reallønnen falde for bestemte grupper (kendt som Stolper-Samuelson-teoremet). Hvordan kan det hænge sammen, når loven om de komparative fordele holder på individniveau?
Forklaringen er naturligvis, at to parter altid har fordel ved at handle med hinanden. Men vi har ikke altid fordel af, at andre handler med hinanden. Når der er tab ved handel, er det altid ved, at nogle andre handler med hinanden. Antag f.eks. at jeg har et monopol og handler med dig. Det bliver vi som udgangspunkt begge bedre stillet af. Antag nu, at en tredje person begynder at konkurrere med mig. Du vælger at købe produktet billigere hos vedkommende i stedet for af mig. Jeg bliver dårligere stillet, fordi I handler med hinanden, og jeg mister mit monopol.
Handel er altid en fordel for de involverede, og restriktioner er altid til skade for dem. Men man kan godt i nogle tilfælde blive bedre stillet, hvis man kan nedlægge veto mod andres handel. Så det var ikke irrationelt – i hvert fald ikke på kort sigt – for de engelske jordejere at kæmpe for at opretholde kornlovene. Lovene satte som bekendt grænser for, hvor meget korn britiske arbejdere og kapitalister måtte købe fra udenlandske producenter. Det hævede de engelske kornpriser og dermed jordrenten i England.
Det er heller ikke irrationelt for vestlige fagforeninger at kæmpe mod ”social dumping”. Det stiller vestlige forbrugere og arbejdere fra resten af verden dårligere, men fagforeningsmedlemmerne bedre. I hvert fald på kort sigt. Men hvis tilpas mange grupper får lov til at nedlægge vetoer mod parter, der handler frit med hinanden, taber vi naturligvis i sidste ende alle sammen.
## Den nye handelsteori og de nye indsigter
En moderne forståelse af handel – hvorfor lande handler med hinanden og hvor gavnlig handelen er – hviler derfor på særligt Ricardos og Hecksher og Ohlins arbejde. Men de sidste 30 år er forskningen kommet væsentligt længere og har givet en forståelse for andre slags handel, og andre slags konsekvenser. Der er to væsentlige slags indsigter, der noget forvirrende kendes som ’ny handelsteori’ og ’ny ny handelsteori’.
Den store udfordring i meget ’ny’ handelsteori har været at forstå, hvorfor en stor del af handlen mellem vestlige lande er varer, der umiddelbart er ens. Vores forståelse af handel siden Ricardo har været, at den skyldes forskelle i komparative fordele, som giver handel i forskellige varer – når producenter i Rwanda sælger kaffe til USA, men importerer computere og avanceret udstyr. Den forklarer derfor ikke, hvorfor producenter i Danmark sælger øl og pølser til Tyskland, mens danske supermarkeder og restauranter køber øl og pølser fra Tyskland.
Den såkaldt ’intra-industrielle’ handel, der foregår mellem meget ens lande, er blevet ved med at stige i omfang de sidste mange årtier, og udgør en stadig større del af den samlede internationale handel. Som den senere Nobelprisvinder Paul Krugman indså sammen med Avinash Dixit, er den alligevel både økonomisk gavnlig og vigtig for folks velfærd.
Krugman og Dixits ny handelsteori forklarer denne handel med, at folk – som Adam Smith allerede forstod – har smag for forskellighed: Nogen mennesker foretrækker Carlsberg, mens andre hellere vil have en tysk Warsteiner, en tjekkisk Urquell, eller en amerikansk Budweiser. Det samme gælder alskens andre varer, ligesom de færreste foretrækker altid at drikke den samme øl, spise den samme slags pølse, eller for den sags skyld høre den samme musik. Alle forbrugere er derfor bedre stillede, hvis man frit kan handle disse varer over landegrænser.
Men Krugman og Dixit understreger også, at der er en rent økonomisk gevinst ved handelen med næsten ens varer: Den intra-industrielle handel ødelægger monopoler. Selvom et land kun har en enkelt bilproducent, et monopol på produktion af telefoner, eller nogle ganske få store bryggerier, betyder fri handel, at landet alligevel ikke kommer til at lide de store økonomiske omkostninger, der ellers er forbundet med monopoler. Jo mere de udsættes for konkurrence fra producenter og varer fra andre lande, vil virksomhederne blive tvunget til at producere konkurrencedygtige varer, udvikle sig, og forsøge at blive mere produktive. Handelen med næsten ens varer presser derfor virksomheder til at blive mere produktive, lave bedre varer, og bruge færre ressourcer på at lave dem.
Den anden nye indsigt kommer fra en litteratur med det forvirrende navn ’ny ny handelsteori’. Pioneren på området er Harvard-økonomen Marc Melitz, hvis udgangspunkt er, at virksomheder er meget forskellige og ikke alle er lige produktive. Melitz indså, at det faktisk koster noget at eksportere – ikke blot på grund af transport og told, men også fordi det koster at finde aftagere af ens varer, at markedsføre dem udenfor ens land, og at lave flere forskellige indpakninger og varedeklarationer. Det betyder, at det kun er virksomheder, der er produktive nok til at kunne betale de omkostninger og stadig tjene penge, der eksporterer. De mindre produktive kan måske overleve, men leverer kun til hjemmemarkedet.
Melitzs væsentlige indsigt er, at når man afskaffer hindringer for handel, er det ikke tilfældigt hvilke virksomheder der begynder at eksportere, eller eksporterer mere. De virksomheder, der primært får noget ud af øgede muligheder for handel, er de mest produktive. De vil derfor udvide deres forretning og ansætte flere medarbejdere, som de skal have fra andre virksomheder. Melitz peger på, at disse medarbejdere kommer fra de mindre produktive virksomheder i industrien, som derfor enten må skære ned eller lukke.
Det er dog ikke et tab for samfundet, men faktisk en gevinst, da medarbejderne, der flytter fra mindre til mere produktive virksomheder, også flytter fra mindre til mere vellønnede jobs. Og hele økonomien bliver mere produktiv, da man netop flytter ressourcer fra mindre til mere produktive erhverv. Den øgede handel gør dermed flere rigere, gør ingen fattigere, og gør hele samfundet mere produktivt.
## Konklusion
Handelsteorien har altså vist sig at være et særdeles frugtbart område i økonomisk teori. Den var med til at afdække nogle helt grundlæggende økonomiske principper og mekanismer, som stadig er med til at udvide indsigten i økonomi. Selv på handelsteoriens eget felt, udvikler den sig og øger vores forståelse af samfundet. Og så skal man ikke se bort fra, at international handel gennem globaliseringen siden Murens fald og den skærpede internationale arbejdsdeling har været en enorm drivkraft i velstandsudviklingen. Desværre ikke uden tilbageslag, både i form af klassisk toldpolitik, mere opfindsomme ikke-toldbarrierer og påstande om ulighed, men i den rigtige retning.
\*Artiklen bygger på en serie blogposts om handelspolitik på www.punditokraterne.dk, som Christian Bjørnskov redigerer og Otto Brøns-Petersen er en af bidragyderne til.
