Boganmeldelser, Libertas Nr. 4
Boganmeldelser - Libertas Nr. 4, 1988
- Bernard Foy's tredje rokade af Lars Gustafsson (Lindhardt og Ringhof, 1987, 333 s., kr. 250,-) Anmeldt af Tage Sværke Jessen
- En mand af Oriana Fallaci (Gyldendal, 1981, 536 s.) Anmeldt af Tage Sværke Jessen
- Free banking in Britain – Theory, Experience and Debate, 1800-1845 af Lawrence H. White (Cambridge University Press, 1984) Anmeldt af Michael O. Appel
- Det fatale af Jean Baudrillard (Gyldendal, 1987, 237 s.) Anmeldt af Niels E. Borges
- Comprachicos af Ayn Rand (Objektivistisk Skriftserie nr. 2, 1987, 44 s.) Anmeldt af Niels E. Borges
- Rasism af Ayn Rand (Objektivistisk skriftserie nr. 3, 1987, 16 s.) Anmeldt af Niels E. Borges
- Den gode fjende af Nils Christie og Kettil Bruun (Eilers forlag, 1985) Anmeldt af Bo Warming
Bernard Foy's tredje rokade
Af Lars Gustafsson
Lindhardt og Ringhof, udg. 1987, 333 s., kr. 250,-
Lars Gustafsson er dr. phil. og virker som gæsteprofessor ved universitetet i Austin, Texas.
Lars Gustafsson har begået en særdeles mærkværdig roman. Inddelt i 3 afsnit liggende som kinesiske æsker inden i hinanden. Overlappende hinanden. Komplementære. Og stadig med hver sit indhold. Det ville let ligne tre forskellige romaner og er det til en vis grad også. De arbejder omtrent med de samme personer, dvs navne, og på en underlig måde gentages nogle begivenheder. Som var der en fælles erindring.
I denne ramme udfolder L.G. sit satiriske vid og leverer en højt begavet, differentieret og spændende roman i tre dele flettet ind i hinanden på fængslende vis. Evnen til at beskrive personer og begivenheder er uomtvistelig. Bag ved og inden i finder man L.G.'s samfundsholdning og liberale filosofi. Det skal ikke forstås således, at vi har en politisk roman. Det vulgære politiserende er langt fra L.G. Men en implicit holdning til menneske og samfund.
Første del. Det rabler for rabbineren.
En sær blanding af James Bond og Splint & Co. Bernard Foy er her jøde. Ja, endda rabbiner. Han er født i Texas og har nu arbejdet nogle år i Stockholm. Herfra er han i sovevogn på vej til ansættelsessamtale i Paris, da han vikles ind i et handlingsforløb, man kun kan betegne som værende dybt underligt. Ser man altså bort fra det aldeles usandsynlige handlingsforløb, står det faktum tilbage, at Foy er jøde. Og en lærd jøde. En sådan person forholder sig til livet og omgivelserne på en anderledes engageret, næstekærlig og ydmyg måde, end normalt er (i Sverige). Det er et personligt spørgsmål og angiver en individuel indfaldsvinkel på etiske problemer. Herved fremstår individet Foy som en selvbevidst ung mand. Holdepunkt: En Foy aldeles ukendt mand myrdes i sovevognen, medens Foy er på toilettet. De har vekslet få, kryptiske sætninger. Der er noget med en svinelædermappe. Herefter påtager Foy sig ansvaret for denne mappe. Hvorfor? Jo, han mente, det var noget betydningsfuldt. Og ikke kunne overlades tilfældighederne. Myndighederne vel at mærke. Men også, at han ganske simpelt er blevet overdraget en opgave. Af en højere magt. Dette aspekt er vigtigt, idet en jøde ikke er til den ansvarsforflygtigelse, der ligger i den normale brug af begrebet tilfældighed. Herefter møder han fortrøstningsfuld alskens problemer. Uden i virkeligheden at fatte en brik. Efterhånden går dog mere op for ham. Altid tror han det bedste om et andet af Guds børn. At de så af og til må klapses af, ændrer ikke billedet. Foy må overleve, er i stand hertil uden at antaste andres eksistens. Det er ikke hans beføjelse. Her må nævnes et pudsigt eksempel: En pige myrdes på bestialsk vis. Morderen (en led fyr) forfølger Foy med et fælt udenlandsk sværd, falder igennem et tag og hænges herved i sine egne seler. Såvist, Gud og Gud alene kan straffe sine egne skabninger. Denne tanke er ganske gennemgående. Et styrende begreb: To måske tre myrdede genopstår på mystisk vis. Menneskets indgriben er således ikke endelig.
Anden rokade: Hjemme i den stockholmske andedam
Her er Foy (manden, som skrev første del) en 83-årig forfatter. Og digter. Hædret endda som akademimedlem. Digterens produktion ligger år tilbage. Sidst udkom et bind erindringer i 1961. Siden er han apatisk faldet i dybe betragtninger over tiden. Tidsånden. Han er ganske pacificeret herover. Kan intet overkomme. Han beskrives som værende angst for at lide af Altzheimers sygdom. En lidelse, som rammer korttidshukommelsen. Dette er hans egen diagnose og må her ses som en art fortrængning. En forklaring over for ham selv på hans manglende tilpasningsevne. Men altså indflettet i de nu kendte ejendommelige hændelser. Nogle af dem erindres af Foy og virker som forklaring på oprindelsen af første rokade. En tredje gruppe er hændelser i første rokade, som viser sig igen. Nu på et tidspunkt i handlingen, hvor de kronologisk ikke kan være forlæg til første, som her ligger færdig i en skrivebordsskuffe. L.G. har allerede været inde på, at tid og sted i de kendte dimensioner er en spændetrøje, en vaneforestilling. Og muligvis endda kedelig.
Men tilbage til essensen af denne anden rokade. Nemlig litteraturen i Sverige. Det er politisk kunst, man vil have. Politisk teater. Politisk litteratur. Politiske film. Ikke i den primitive, indoktrinerende forstand. Slet ikke. Mere i den trivselsfremmende og endnu mere i den opmærksomhedsafledende forstand, men først og fremmest i den legitimerende. »Kravet om politisk bevidsthed har været skadeligt for svensk litteratur. Det har ført til en prætentiøs og unødig sentimentalisering af det litterære arbejde,« siger L.G. i Politiken's kronik den 9. jan. 88. Den rene elendighed. Også i valg af emner, der kan skrives om: Arbejdernes elendige forhold ved århundredets begyndelse, nutidig slum, ulandes elendighed, nøgleromaner og andet af den slags. Endvidere skriver han sammesteds: »Hvis de grundlæggende samfundsforløb hverken er politiske eller litterære, hvad glæde har vi da af at insistere på, at litteraturen skal være politisk? Dette følelsesmæssige klima skulle så på en eller anden måde forbindes med sentimentale sympatier for socialismen ...«
Hvordan er det nået så vidt? Den ufrihed, det litterære klima i Sverige er kommet frem til ved ihærdig stræben, er tilligemed et tiljublet tilbageskridt. Den frie ånd er lagt i lænker. Imbecile med det rette politiske tilhørsforhold og den rette omgangskreds slipper igennem med alskens bras. Den frie ånd sidder som Foy og tror, at han lider af Altzheimers sygdom. Dette illustreres på bedste vis i Jyllands Posten den 16. april ved, at to svenske forfattere, Per-Olof Nielsson og Rune Andersson, har slået sig ned foran den svenske ambassade i København på ubestemt tid. De demonstrerer, fordi Sverige efter deres opfattelse er på vej imod det totalitære kontrolsystem, og ytringsfriheden reelt er afskaffet i landet. Således forfølges de af politiet, fordi de har skrevet kritisk om det svenske statsapparat. »Den svenske retsstat er i opløsning. Hvis vi demonstrerer i Sverige, eller hvis vi fortsætter med at udgive materiale om den bureaukratiske kriminalitet, bliver vi truet med gengældelse af korrumperede statslige anklagere,« siger Rune Andersson.
Dette er præcis emner, L.G. bearbejder i anden rokade. Det centrale i debatten om ytringsfriheden – og som det fremgår dels af denne rokade i romanform og dels som artikel i L.G.'s udgivelse fra Haarby 1983 »For liberalismen, et kampskrift« – er informationsprivilegiet og problemformuleringsprivilegiet. Herfra s. 36: »Frem til midten af 1800-tallet var den svenske forfatter embedsmand; fremkomsten af et moderne bogmarked skaber forudsætninger for en helt ny type af værker i og med, at en ny forfattertype, markedsforfatteren, træder frem på scenen. I 1960'ernes ledende kulturpolitiske tanker, som de kom til udtryk, fremfor alt fra socialdemokratisk side, dukkede som mulighed en tilbagegang til forfatterembedet frem, men denne gang på en ikke-elitær basis: Social stimulering af litteraturen som en arbejdsmæssig og socialpsykologisk motiveret aktivitet for aktivitetens skyld.«
Det er da også irriterende, at en forfatter frit render omkring og sælger kritisk litteratur, som tilligemed ikke er godkendt af embedsvældet, til befolkningen. Det er jo undergravende, om noget er. Bernard Foy s. 196: »Af og til, sagde Bernard ligeud, har jeg en fornemmelse af, at alting har ændret sig meget hurtigt. Som i et land, hvor helt nye magthavere har overtaget magten en nat, over radiostationerne, aviserne, alt. Og de forsøger at give offentligheden fornemmelsen af, at ingenting egentlig er sket. Alting skal opfattes aldeles som før. Det er meningen. Men jeg kan faktisk umuligt komme på, hvornår det skete. Her var sikkert noget selvfølgeligt, som alle andre mennesker vidste, bare ikke jeg.« Sådan er det fat. Det må så være den forbandede sygdom. Bernard's sidste udgivelse var i 1961. Analogt med forrige citat er det omkring dette tidspunkt, at den nye medieklasse overtager styringen af såvel emnevalg som forfattere. Den anmelder, vi møder i rokaden, kan styrte i grus og hæve til tinderne efter forgodtbefindende. Selv er hun ustyrtelig, sålænge hun blot opfylder tidens krav. Derfor ligger alle for hendes fødder. Og Foy betragter hende følgelig som en semiprostitueret mandedræber.
Socialstaten Sverige
For nu at gøre værket færdigt skal L.G. i tredje rokade en tur ud i det virkelige liv. Som det ses af en usædvanlig teenager i nutidens Sverige. Denne dreng betragtes af systemet som adfærdsvanskelig, da han ikke accepterer det. Han har fulgt skolen nødtvungent og sporadisk, indtil hans far begår selvmord som følge af skattevæsenets forfølgelse. Faderen havde en entreprenørvirksomhed; men for at overleve så han sig nødsaget til at »snyde« systemet. Han var trængt af restriktioner, forordninger og ikke mindst kommunaladministrationens symbiose med de økonomiske giganter, fondene. Altså det socialdemokratiske enevælde. Fra weekendavisen 28.4.88. En udtalelse af Torsten Egero, Stockholms førstearkitekt: »Vort stærke kort er, at de gamle byplaner giver os ret til at sætte vilkår. Hvis fx et bryggeri skal laves om, kan vi bestemme materialer, farver m.m., for byens byggenævn er smagsdommere. Desuden finansierer næsten alle deres projekter med statslån, og på den måde kan staten bestemme standarden, så boligerne ikke bliver for dyre, og staten fastsætter også lejen,« Endvidere medfører dette, at bygherren først efter fem år har udsigt til et afkast. For alles bedste. Bernards far deltog ikke i dette spil og måtte likvideres. Økonomisk. Resten ordnede han selv. Herefter forsvinder drengen, Bernard. Flugt fra sin faders mordere. Han skriver 2. rokade og derved også 1. på egne erfaringer, indtryk og holdninger. Det foregår bogstavelig talt under jorden. I diverse tunneler og kanaler under en stockholmsk forstad. Symbolsk som den eneste måde, man kan udfolde selvstændig aktivitet i Sverige. Guerilla-krig. Under dette forløb skildres samfundet med Foy's øjne. Hans Magnus Enzenberger siger: »et kolossalt institut for adfærdsforskning« i bogen »Åh Europa« anmeldt af Fl. Chr. Nielsen i Jyllands Posten 10.4.88. Åh Sverige, må vi sige. Vi følger den allestedsnærværende, blide og ubønhørlige pædagogik, Bernard oplever i alle livets aspekter. Tvungen omsorg for alle »trængende«. En ædelmodig opofrende indsats. Samfundets pligt. Det rene hykleri. Gennemskuet af Bernard som en kamoufleret egoisme på andres regning. Forklædte som samfundets tjenere kan alle opportunister gavne egne interesser uden at påkalde sig nogen form for kritik. Alle ved selvfølgelig, at myndighederne kun vil dem det bedste. Unddrager man sig denne omsorg, er man offer for alles dybt følte retfærdige forargelse og må udstødes. Det var jo eget ønske. Et utaknemmeligt skarn. Samfundsomstyrter. Udemokratisk vanskabning. Uhelbredelig egoist. Og værst af alt ganske uden håb: Individualist = Lars Gustafsson.
Anmeldt af Tage Sværke Jessen
En mand
Af Oriana Fallaci
på dansk 1981, 536 s.
Gyldendal.
Anarkistisk udvikling og senere virke
Oriana Fallaci er italiensk journalist. Hun voksede op i »Mussolini«s Italien. Som 13-årig tilsluttede hun sig den voksende modstandsbevægelse i Toscanas bjerge. Herigennem lærte hun dels magten og dens væsen at kende, og dels en befolknings reaktion derpå. Massepsykose, patriotisme, tilpasningsevne og apati er den almindelige reaktion. Magtmennesket, eller den alfaderlige, folkelige velgører, spiller fuldt tid på disse følelser. Og Mussolinis magt udøvedes således, at hele befolkningen betragtede det som en forbrydelse mod samfundet at reagere efter egen overbevisning. Denne holdning omgærder det individuelt tænkende menneske med en aura af »den yderste smittefare« og isolerer følgelig dette menneske, som således trænges af både magten og »folket« (afmagten). Først når styret væltes, kanoniseres disse oprørere. Under de omstændigheder udviklades Oriana Fallaci til anarkist. Senere, som journalist, har Oriana Fallaci været i de fleste af den nyere tids brændpunkter, hvor det gængse mønster har været et diktatur væltet af et folkeligt oprør. Den nye tilstand udviklede sig via en mystisk metamorfose til en udrensende étpartistat med genocidide tendenser og tilknyttet tvivlsomme magter. Folket blev udleveret, det folkelige forsvandt med kugler i brystet. Magt, afmagt og en restgruppe. Denne restgruppe fortsætter fortvivlet den kamp mod tyranniet, som de startede mod det forrige styre. Med den forskel, at nu vover folket ikke at støtte dem. Den internationale hyæneflok har travlt med at støtte styret i demokratisk valgte forsamlinger og i alverdens presse uden øje for, at sagen er død i det øjeblik, det nye styre frafalder sagen. – Kongen er død. Kongen leve!
Oriana Fallacis møde med 'En mand'
Denne kvinde møder i 1973 Alekos Panagoulis, dagen efter hans løsladelse. Alekos kender Oriana fra hendes bøger, som han har læst i fængslet, fremskaffet under sultestrejker. Han har nærmest tryglet hende om at komme, da han mener, at hun vil være ham til stor hjælp. Oriana på den anden side har kun akkurat hørt ham omtalt. Da han er alene uden en større bevægelse bag sig, har han ikke påkaldt sig den store interesse. Alekos gør alt for at overtale Oriana til at blive hans ledsagerske og levnedsbeskriver. Dette lykkes efter kort tid, og et besynderligt forhold kan tage sin begyndelse. Oriana selv kalder det som Sancho Pancha's forhold til Don Quixote. Ikke uden relevans.
'En mands' anarkistiske kamp
Bogen indledes til tonerne af Alekos' begravelse, og tæppet går for en beretning om denne mands kamp mod autoriteterne. En voldsomt selvstændig person, en kriger, som hellere vil dø i kamp end bøje nakken. Alekos, som finder, at styrets vold mod individet legitimerer individets vold mod styret. Ja, forpligter individet til at gøre oprør. Dette medfører, at 'ikke-vold' kun meningsfyldt kan optræde i et samfund uden autoriteter. Ellers vil den menige borgers 'ikke-vold' sætte denne i offerets sted. Alekos ønsker ikke at være medlem af et parti, en gruppe eller en bevægelse. Disse afspejler ofte magtsystemet og bliver en eller flere personers middel til egen vinding. Videre er der risiko for, at der er stikkere involveret. Den eneste måde er det enkelte individs selvstændige frigørelse, som samlet vil medføre alles frigørelse. Derfor handler Alekos alene, i forsøget på at befri Grækenland for diktatoren Papadopoulos' eksistens. Dette mislykkes, Alekos fanges, og styret handler, som det forventes, med den yderste brutalitet i forsøget på at knuse denne 'samfundsfjende'. Endeløs og fantasifuld tortur af Alekos, familie og venner, udspiller sig.
Systemets inerti
Der følger en veritabel farce af en retssag, som ender i et højdepunkt: Alekos' forsvarstale. Han påpeger her, at magthaverne erkendes ved brugen af identiske midler. Således bruger juntaen det forrige styres undertrykkende love i uforandret form. På den måde var deres revolution kun en delvis udskiftning af navne. Alekos mener selv, at han overtrådte den lov, magthaverne selv overtrådte for at få magten – og derefter lod bestå. Altså er de lovbrydere, før han, og derfor ikke habile i sagen. Desuden er dommerne en flok ansvarsløs positionshungrende bærme uden rygrad, idet de lader lov og retfærdighed fare og kun følger magtens bud. De dømmer dette styres fjender, som de dømte det forriges. Papadopoulos er lovbryder og burde sidde på anklagebænken. Imidlertid lykkedes dennes attentat. På samme måde forfægter Alekos våbenlovgivningen, idet andet anklagepunkt mod ham er ulovlig våbenbesiddelse. Magten har monopol på vold og kan bruge dette middel, uden at folket kan modsætte sig. Dette er en grundsten i magtens opretholdelse, og derfor straffes antastelser hårdt. Sidste anklagepunkt er desertation. Alekos aftjente under kuppet sin tvungne militærpligt og deserterede et par dage efter kuppet. Han påpeger her 1), at han burde have deserteret straks, men at han er græker, og skulle der – hvilket ikke var usandsynligt - være brudt krig ud med Tyrkiet, måtte han forsvare sit land og dets indbyggere. 2) – at eftersom juntaen på illegal vis tog magten, er det en borgerpligt at desertere eller på anden måde modsætte sig magtovertagelsen, idet man i modsat fald er medskyldig i en forbrydelse. Man må være et selvstændigt, tænkende individ. Ikke et får, der kan sælges. Et menneske må tage ansvaret for sig selv.
Alekos dømmes til døden. Han benådes senere mod sin vilje, idet han, som ønskede Papadopoulos' død, ved at modtage dennes benådning vil få sin modstander til at fremtræde i et uønsket, urealistisk positivt lys. Fordi det er Alekos' opfattelse, at omstændighederne ikke har ændret sig, nægter han at forlade sit umenneskelige fængsel og må derfor nærmest smides ud ved amnestien i 1973. Denne oprører oplever efter løsladelsen den værste straf, et menneske kan idømmes, ensomhed. Folket lever stadig i autoritetens skygge, idet styret ikke er ændret, kun svækket og trængt af en 'demokratisk medbejler'. Med den baggrund indser Alekos efter nogen tid, at hans eneste mulighed for at blive hørt er, at han vælges ind i parlamentet. Da dette på alle måder er ham imod, følger der nu en sand anarkistisk krise. Alekos mener, at han kan vælges ind via et medlemsskab af et uafhængigt parti for derefter at gå som løsgænger. Dette lykkes ganske vist, men fortrydelse følger, dels på grund af det personlige at være på kompromis med sit væsen, dels fordi det ikke kommer ham til gode på den tilsigtede måde. Imidlertid er forfølgelsen af ham intensiveret, den store retssag mod Papadopoulos' styre nærmer sig, og Alekos trues atter på livet (af det nye styre). Den kompromisløse frihedskæmper, uden frygt for sit eget liv, er en frygtelig trussel for ethvert autoritært styre. Denne retssag, der skal forestille at være det demokratiske styres opgør med diktaturet, er latterlig. De samme embedsmænd, magtens lakajer, som tidligere dømte Alekos til døden, arbejder nu mod deres tidligere bonkammerater. Kun de øverste, som er en trussel mod de nuværende magthavere, skal fældes. Altså ikke ligefrem en forbedring. Pressen er forment adgang, og Alekos' kampånd er i fare for at ebbe ud. Og lige såvel som tyrandrabet er en pligt under et diktatur, så er tilgivelse en nødvendighed under et demokrati. I en periode med demokrati er det ikke ved at grave grave, at der udøves retfærdighed. Demokrati forstået som individets frihed er altså ikke tilfældet!
Alekos har fået bekræftet, at det er magten, der korrumperer mennesket; tilfældigheder, der afgør, hvem der dømmer; at taberen er folket og i særdeleshed det individ, som nægter at indordne sig. Dette individ forfølges af magten, uanset hvilket navn den bærer. Romanen er nu teknisk tilbage ved starten, Alekos myrdes endelig af magten, som udadtil er udskiftet. Stadig lige konspiratorisk, fordærvet og diktatorisk. Hyldes af folket, denne apatiske, uselvstændige konforme og angste masse, som følger magtens bud og blot indretter sig derefter.
Magtens konsistens
»En Mand« er præget af såvel den katolske som af den græske demokratiske tradition. En 3-akters skæbnefortælling om en helts ihærdige kamp mod Magten. Og lige så svært kampen mod Afmagten. Ved at afsværge magten, også i egen anvendelse, kan/tør Afmagten ikke fæste lid til dette halstarrige Don Quixote-ridt. Man er jo tryg og sikker ved føreren. Omvendt er de afmægtige bange for magten og vil ikke påkalde sig dens vrede, resignation affødes. Alekos er en hyldest til livets kaotiske mangfoldighed. Liv som ikke kan kontrolleres uden at miste ansvarlig værdi. Ansvar for sig selv og sit liv, som skrider bort i undskyldninger og vage formuleringer om Magtens vilkårlighed. Menneskelig uansvarlighed: »De fik mig til det«. »Det var jo nødvendigt at leve videre. Også under det styre«. »Livet må gå sin gang«. Ja, vi kender det alle. Oriana Fallaci rusker godt op i det apolitiske skæbnebundne menneske. Vedkender vi os alle vort menneskelige ansvar, vil vi smyge Afmagtens kåbe af os og vende sværdet mod begrebet Magt/Afmagt – og ikke forledes til at tro, at det blot er kransekagefiguren, som skal vippes af. Dette er den ide, som Alekos med sin kulturarv, sit mod føres frem imod. Det starter som ide og udvikles af begivenhederne ...
Anmeldt af Tage Sværke Jessen
Free banking in Britain – Theory, Experience and Debate, 1800-1845
Af Lawrence H. White
Cambridge University Press 1984, USA.
Det kan være en interessant beskæftigelse at fundere over, hvilke tilstande man i et samfund tager for givne, og hvorledes sådanne forestillinger ændres i tidens løb. At sundhedssektoren hovedsageligt skal styres gennem en politisk proces, tages i Danmark endnu for givet; men man er dog i stand til i det mindste at forestille sig en situation, hvor producenter og forbrugere er deltagere i en markedsproces – om ikke andet så for at opleve et pikant gys.
En privatisering af retsvæsenet, politiet, vejene, havene – og pengeudstedelsen (!) vil imidlertid ikke engang Thomas Bredsdorff have fantasi til at drage frem som et skrækeksempel fra et anarkistisk samfund – tanken er simpelthen for langt ude.
Lawrence H. White's fremragende bog fra 1984 omhandlende en privatisering af pengeudstedelsen (eller som det hedder i jargonen: En fuldstændig deregulering af de finansielle markeder) har alle forudsætninger for at udfylde en del af dette vakuum.
Diskussionen omkring en privatisering af pengeudstedelsen blev (atter) igangsat i midten af 70'erne, da Benjamin Klein og F.A. Hayek uafhængigt af hinanden behandlede emnet. Efterfølgende er der kommet en del litteratur, der har behandler emnet teoretisk.
White's store fortjeneste er, at han foretager en empirisk undersøgelse af det »reneste« eksempel, man har på et ureguleret, kompetitivt banksystem: »Free banking« perioden i Skotland fra 1749 til 1844. Dermed giver han et i hvert fald foreløbigt svar på en række af de teoretiske overvejelser, der er blevet gjort.
Veldisponeret, som bogen er, tager White netop udgangspunkt i forskellige teoretiske overvejelser. Det sker ved en præsentation af bidrag fra en med Free banking perioden samtidig debat mellem forskellige økonomiske skoler. Denne debat er overset i teorihistorien, og det er beklageligt, fordi mange af bidragene er aktuelle også i dag. De problemer, der dengang blev berørt, kan således genkendes i den diskussion, der blomstrede op siden 1974.
Ikke mindst drejer det sg om stabiliteten af et ureguleret, kompetitivt banksystem contra et statsstyret system. Opfattelsen af statsintervention som kilde til cycler i økonomien blev således allerede fremført på daværende tidspunkt.
White's konklusion er, at et ureguleret banksystem på en række væsentlige områder er et statsstyret system overlegent; men han understreger, at »The genius of free banking is not conformity to a blueprint, but evolution of institutions and modes of conduct in response to decentralized decisions an economy's members inske for themselves.«
Anmeldt af Michael O. Appel
Det fatale
Af Jean Baudrillard
Gyldendal 1987, 237 s.
Begreber som postmodernisme og paradigma er »in« i den mere folkelige orienterede filosofisk-videnskabelige debat. Uden i øvrigt at kategorisere Baudrillard, hvilket er behæftet med store vanskeligheder, ligger han i visse henseender tæt på ovennævnte i øvrigt diffuse begreber, som videre understreges af den ultrafrankofile skriveform.
Baudrillard mener, i modsætning til Kant, at man godt kan tænke verden, selv om den ikke har et formål eller er en tilfældighed. Det fatale er det præmis, hvorom verden drejer. Det fatale er den måde, hvorpå tingene bevæger sig ad uforklarlige regler, som alligevel er forklarlige analogt et spil med tabere/vindere. Man må søge at forstå tingenes ironi i samfundenes totalitarisme: »Utopierne, dialektikerne, staterne og institutionerne er blevet til for at undgå det fatale,« (p.215) – det for menneskene uudholdelige ved manglende formål med verden.
Vi kan ikke erkende verden fuldt ud, analogt Hayeks argumenter for markedsøkonomien, om at sikker viden er en umulighed, hvorfor planøkonomien er en imminent umulighed.
Baudrillard tillægger objektet langt større vægt, end hvad det generelt tillægges. Subjektet begærer, og objektet forfører. Forførelsen tilskrives som grundvilkår for mennesket; vi forfører og er forførte; det er slet og ret menneskets skæbne. Mennesket befinder sig i en paradoksal situation, »da intet længere har nogen mening, burde alt kunne fungere fuldkomment. Men da der ikke længere gives noget ansvarligt subjekt, så skal enhver begivenhed – selv den mindste – med djævelens vold og magt tilskrives nogen eller noget. Alle bliver ansvarlige gennem et flydende maksimal ansvar, der er parat til at lade sig investere i en hvilken som helst hændelse ...« (p.41). Det er for at udbrede, for at sætte en stopper for skandalen for den tilfældige død, at de store terrorsystemer er blevet indrettet, dvs til forebyggelse af dødsfald pga tilfældige ulykker. En uhyrlig og genkendelig situation, såfremt man har øst/vest i tankerne eksempelvis. Denne situation betegner den nye franske filosof Andre Glucksman som svimmelhedens styrke, for kun ved at acceptere at leve på afgrundens rand, med en svimmelhed, kan vi leve en menneskeværdig tilværelse: Vi er gjort kollektivt ansvarlige, da vi alle på én gang er gidsler og terrorister. Som konkrete eksempler herpå nævner Baudrillard Sakharov og Afghanistan, som begge er taget som gidsler - og ikke likvideret (p.47).
I afsnittet »Det obskøne« påstår forfatteren, at det værste er det, som er sandere end det sande, nemlig klonen og tryllekunstneren. Illusionen er ikke falsk, da den ikke bruger falske tegn, men derimod meningsløse. Godt nok skuffes vore krav om mening, men på en fortryllende måde.
Baudrillard fyrer en bredside af mod politikerne og det politiske system, som i den grad kan måle sig med ditto libertarianske og mod kulturen à la Poulsgaard og Peter Rindal, da alt politiseres og diskuteres til mindste detalje på en ørkesløs og tåbelig måde; »kulturens blide teknologi, en yderliggående socialisation, den uafbrudte samfundskommentars fremadkrybende obskønitet« (p.66). Om politikerne skriver forfatteren: »... politikernes tale: De er alle tvunget til at simulere under patetiske gebærder. De er ligegyldighedens pornografer, hvis officielle obskønitet fordobler og understreger obskøniteten i et univers uden illusioner. I øvrigt er alle ligeglade. Vi befinder os i den politiske og historiske ekstase: Fuldkommen oplyste og magtesløse, fuldkommen solidariske og lammede, fuldkommen stivnede i den verdensomspændende stereofoni. Transpolitiseret levende« (p.73). Baudrillard går så vidt som til at karakterisere ethvert samfunds virkemåde som machiavellisk!
Vore programmerede og såkaldte rationelle videnskabelige samfund fungerer via skuespillet, da perverteringen af virkeligheden er en fascination. Vi er faktisk villige til at betale en hvilken som helst pris for forførelsen. Det må fortolkes derhen, at den »virkelige« verden, substansen, er umenneskelig, da den ikke muliggør illusionen og forførelsen, som netop gør verden »interessant« og til at holde ud.
Bogen er yderst svært tilgængelig og er umulig at rubricere, da den gør op med megen vanetænkning. Den kan på det kraftigste anbefales, da det til tider føles som et åndeligt snif kokain, når Baudrillard på en ganske ironisk og skarp iagttagelsesevne og med sin frankofile skrivemåde forklarer det uforklarlige – eller forsøger derpå.
Anmeldt af Niels E. Borges
Comprachicos
Af Ayn Rand
Objektivistisk Skriftserie nr. 2, 1987, 44 s.
Comprachicos var navnet på nomader, som på bestialsk vis købte og solgte børn, efter at de ad kirurgisk vej havde omformet disse, så de fremstod som ækle monstre. Monstrene blev udstillet på markedspladser, hvor man mod betaling kunne få lov til at beskue dem.
Analogt findes der til 1600-tallets comprachicos en moderne afart. Disse er ikke nomader, og de køber og sælger ikke børn, men omformer deres sjæle, så de samlet betragtet bliver til en flok uvidende »uddannede«, som følger totalitære ledere. Dette er vor tids comprachicos, lærere i bred forstand.
Nuet og pragmatismen hyldes; det er ikke, hvad man normalt siger om Lenin; han og beslægtede betragtes som doktrinære. Min forklaring er den, at naturligvis var Lenin, Mao etc. doktrinære ideologer, men pragmatiske sådan forstået, at de udnyttede mulighederne, efterhånden som de opstod, ganske pragmatisk; men de var hele tiden deres mål ganske bevidst.
Mulighederne for abstrakt tænkning ødelægges med katastrofale følger for kapitalismen. Individet bliver gjort til det, som gruppens stærkeste gør ham til. Når fornuften, som er det mest selviske, berøves, får gruppepressionen optimale muligheder.
Det mest markante udslag af den moderne comprachicos var hippiebevægelsen og studenteroprøret. Personligt mener jeg, at Rand er alt, alt for moralsk fordømmende af hippierne og i øvrigt kontradiktorisk i forhold til objektivismen; »Hippies 'livsstil' är en exact konkretisering av förskolens ideal; ingen tånkan – då – ingen fokusering – inget mål – inget arbete – ingen verklighet urover ögonblickets nyck – en hypnotisk monoton primitiv musik med en entonig rytm som dövar hjärnan och sinnena – flockens broderskap ...« (p.36).
Rand hævder, at der ikke findes en kollektiv bedrift eller en kollektiv hjerne, men på trods af dette syn kritiseres hippierne på kollektivistisk vis. Sidst i skriftet omtales den i København i 1987 afholdte objektivistiske konference med over 20 deltagere fra Norden.
Anmeldt af Niels E. Borges
Rasism
Af Ayn Rand
Objektivistisk skriftserie nr. 3, 1987, 16 s.
Rand udråbes af mange til fascist og socialdarwinist, hvilket er synonymt med racisme. Denne fra marxistisk side fremsatte anskuelse mener, at kapitalismen fører os lige lukt over i den fascistiske kooperative stat, hvor racismen er én af grundpillerne. Rands store fortjeneste er, at hun gør antiracismen til en integreret del af kapitalismen. Jo mere kapitalisme, desto mindre racehad. – Såfremt læseren ønsker mere herom, kan jeg henvise til den sorte professor i økonomi, Walter E. William's bog »The State Against Blacks« (1982) og den ligeledes sorte monetaristiske økonom Thomas Sowell's mange bøger om det frie marked og minoriteterne, eks. »Markets and Minorities« (1981).
Racisme er den mest primitive form for kollektivisme, da den tilskriver nulevende individer egenskaber ud fra forfædre. Og teoretisk set er racismen en bestræbelse for at opnå en automatisk kundskab om godt/dårligt blod, hvilket i praksis fører til blodsudgydelse. Rand benægter, at der findes en kollektiv hjerne, en kollektiv bedrift eller en racebedrift.
Modgiften til den kollektivistiske racisme er individualismen og laissez-faire kapitalismen, da mennesket i dette lys er selvstændigt, suverænt og har retten til eget liv. Videre kritiserer Rand konservative for, at de på den ene side forsvarer frihed og kapitalisme og på den anden side ofte er racister. Midter- og venstreorienterede kritiseres for, at de i første omgang kæmper for civile rettigheder; men at disse i anden omgang håndhæves af et flertalsdiktatur. Den mindste minoritet på Moder Jord er individet, hvorfor mennesker/systemer, som ikke anerkender individet, ikke kan tages seriøst, når talen falder på racisme.
Anmeldt af Niels E. Borges
Den gode fjende
Af Nils Christie og Kettil Bruun
Eilers forlag, 1985.
Den norske universitetssociolog Nils Christie har med bogen »Den gode fjende« igen brilleret med ny- og frihedstænkning. Tidligere var det kriminologi og skolepolitik (»Hvor tæt et samfund«, »Hvis skolen ikke fandtes«, »Som folk flest«), denne gang er det narkopolitik.
Han påpeger, at kaffe, te, alkohol og tobak tidligere har haft rollen som nydelsesmidler, der af lovgiverne blev gjort til forbuden frugt, og at der ikke er bevis for, at heroin og hash m.m. er biologisk mere skadelige. Det er forbuddene, der skaber problemerne – problemer, som skaber arbejde for behandlere, hvorfor narkoen med rette kan kaldes en af magthaverne opfundet »god fjende«, dvs et skræmmebillede analogt med et påstået krigerisk naboland, som var den løgn, stenalderkongerne benyttede, når de skulle have skatter til at få den tids (militære) bureaukrati til at fungere.
Niels Christie kommer vidt omkring med mange originale tanker og gode formuleringer. Som fx følgende: »Ett af ankepunkterna mor børnearbejd i fabrikkene i industrialismens tidlige faser var, at barna kom ut av kontroll. De tilpasset seg hurtigere til industrikravene en forældrene, arbeidet hurtigere, tjente mere, ble ustyrlige.«
Meget apropos Socialdemokratiets vedvarende kamp mod arbejdsglad ungdom på arbejdsmarkedet, senest vedr. avisudbringning v. Jytte Andersen.
Hvis ikke lovjungle og skat på arbejde betød mangel på udbudte arbejdsopgaver, ville der næppe være narkomani. Unge ville da få livsindhold, der ville konkurrere med at blive kemisk høj. Jobbene ville også blive mere meningsfulde. De unge, smukke rige, der benytter amfetamin i Københavns natteliv, har nok job, men ikke job, der optager dem.
Anmeldt af Bo Warming
