Boganmeldelse. Simon Shuster: The Showman
LIBERTAS nr. 86, december 2024
Karsten Anker Petersen
Jeg må ærligt erkende, at jeg kun havde fulgt meget sporadisk med i Ukraine og Zelenskys tid som præsident før februar 2022. Derfor har jeg lært meget af denne ret gode biografi, skrevet af Times Magazine-journalisten Simon Shuster
Der er tre vidt forskellige men alle vildt interessante fortællinger i bogen.
Den første fortælling er om den succesfulde komiker og filmmand, der tror han kan være en god politiker uden at mene noget. Han er blot imod korruption og dumme beslutninger. Imod eliten. Alt det har vi vist hørt før.
Den anden er om hvordan Ruslands Putin behandler sine naboer. Hvor brutal og udspekuleret hans udenrigspolitik er. Der er ikke meget nyt heri, men det foldes godt og skræmmende, ud.
Den tredje historie er den mest triste. Den handler om Vestens monumentale svigt. Hele Zelenskys præsidentperiode, også lang tid før vi i Danmark hørte om ham, har været en lang - og ofte forgæves - tiggergang hos Merkel i Tyskland, USA, Frankrig, Storbritannien osv. Sidstnævnte kan være indsatsen bekendt. Førstnævnte har vist sig at være en kæmpe katastrofe for Europa. Hendes svigt udstilles brutalt af Shuster.
I månedsvis ringer han til alle europæiske hovedstæder og tigger om våben, og alt hvad der i øvrigt skal til. Den eneste, der i starten viser sig at have rygrad er manden i øvrigt uden rygrad, Boris Johnson. De andre kan passende melde sig ind hos Det Radikale Venstre.
Historien om Zelensky er historien om en mand, der bliver politiker uden egentlig at mene ret meget, før historien tvinger ham til det. Og da det så sker, viser han sig mere stålsat og insisterende end de fleste.
Der er intet charmerende ved politikere, der ikke mener noget. Men der er noget fantastisk ved en mand som Zelensky, der erkender, hvor han er nødt til at stå, og går helhjertet ind i det. Han kræver enormt meget af sine omgivelser, men i Simon Shusters ikke-ukritiske biografi får man også indtrykket af en mand, der giver alt, hvad han selv har.
Det er bemærkelsesværdigt, at han både før han blev politiker og i sin første tid som præsident, faktisk var meget ‘russer-venlig’ efter Ukrainske standarder. Han talte naturligt russisk, er født og opvokset i Østukraine og tjente mange af sine penge på TV-produktion til russiske TV-kanaler, før han i foråret 2019 til de flestes overraskelse stillede op som præsidentkandidat og vandt.
Hans ‘sit-com’, hvor Zelensky spiller en skolelærer, der, næsten ufrivilligt, bliver præsident, er velkendt. Ligeså er det, at han primært vinder valget i den virkelige verden, fordi vælgerne er dødtrætte af utroværdige og korrupte ‘professionelle’ politikere. Men Simon Shuster gør med rette en del ud af at afdække det ene område, hvor Zelensky rent faktisk mener noget politisk, nemlig om krigen i Øst-Ukraine. Husk på, at krigen har været i gang i disse regioner i årevis, hvor oprørere stærkt støttet af Putin har gjort de øst-ukrainske provinser til delvist lovløse, ludfattige og forfaldne områder, uden for Ukraines kontrol. Det er et utroligt vellykket destabiliseringsarbejde, som Putins regime har haft kørende i årevis.
Zelensky går til valg på fred ‘for enhver pris’. Han siger meget direkte at det vigtigste er at redde ukrainske liv, og at situationen skal løses ved forhandlingsbordet med Putin.
Da Zelensky kommer til magten overtager han de såkaldte ‘Minsk-aftaler’, som blev forhandlet på plads under hårdt pres fra Vesten. Det er nogle vilde ting, Ukraine har sagt ja til i de aftaler.
Det lykkes Zelensky, efter megen møje og besvær, at få forhandlinger i stand med Putin, ledsaget af Macron og Merkel, der begge længe har forsøgt at overtale Ukraine til at få afsluttet konflikten.
Og hermed er vi ved de andre to elementer i historien. Forløbet, både i forbindelse med Minsk-aftalerne og i tiden derefter, frem til februar 2022, er en lang og meget trist fortælling om vestlige statslederes store svigt. Zelensky, og før ham hans forgænger, Porosjenko, har igen og igen tigget Merkel, Macron og amerikanske ledere om opbakning, både i form af våben og politisk støtte, men der er ingen appetit på at sætte Putin stolen for døren. Han får lov at snuppe Krim og da Vestens støtte er så svag som den er, bliver Minsk-aftalerne næsten en de-facto afståelse af de østlige provinser.
Alligevel lægger Zelensky hele sit hjerte i at få Minsk-aftalerne realiseret. Han forstår ikke hvorfor Putin ikke vil være med til det. Først meget sent erkender han, at det hele tiden har været Putins strategi, at der skal være uro og ustabilitet i områderne vest for den russiske grænse. Putin ved, at Vestens ledere har svært ved at håndtere den slags, og at Vesten selvfølgelig ikke vil åbne for EU og NATO, hvis områderne er helt eller delvist præget af borgerkrig.
Putin har derfor ikke interesse i løsninger. Han skal bare opretholde uro.
Først da det i juli 2020 kom til en afstemning i Ukraines parlament om hvorvidt der skulle være en folkeafstemning i Donbas, som det fremgik af Minsk-aftalerne, tog Zelensky stilling lodret imod Putin. Han erkendte endelig, at Putin ikke ville freden og at forhandlinger derfor var formålsløse.
Herfra måtte det imidlertid også stå klart i Kreml, at de ikke længere havde en præsident i Kyiv, der dansede efter den russiske pibe. Frøene til invasionen blev sået her.
Det er nærliggende at se udviklingen i Ukraine de seneste år som en parallel til slut-30’erne, hvor Hitler spillede på, at Storbritannien og Frankrig ikke ville gribe ind, når han snuppede land. Hvis man bruger den målestok, er 30. marts 1939 en af de vigtigste dage i moderne historie. Det var den dag, hvor Storbritannien og Frankrig sagde stop. Hertil og ikke længere. Man stillede en garanti til Polen om at et tysk angreb på Polen ville være en krigserklæring mod Storbritannien og Frankrig. Det fortælles, at Hitler først ikke troede på, at de mente det, og at da han rent faktisk angreb Polen i september samme år, blev overrasket over, at de reagerede som de gjorde.
Han havde jo lært, at de bøjede sig, hver gang det gjorde ondt.
Der er mange forskelle. Og Showman handler ikke kun om, at vi i Vesten gerne vil den frie og liberale orden, når det ikke koster noget. Men det er trist, når det udstilles, hvor nemme vi er at presse for lidt gas-leverancer, handelsaftaler og lidt uro, og hvor meget Groucho Marx havde ret; ‘Those are my principles. If you don’t like them, I have others’
Showman er også meget andet. Om hvordan Zelensky udpeger sine venner til alle vigtige poster, om at han ikke involverer sin hustru i beslutningen om at stille op som præsident og om kommunikation.
Zelensky er en fremragende kommunikator. Hans brug af at små videoer i dagene efter invasionen i februar 2022 ændrede sandsynligvis forløbet markant. Men det vil være en stor fejl at tilskrive hans ‘succes’ at han kommunikerer godt. Hans ‘succes’ er først og fremmest at han turde stå fast på det rigtige, da det gjaldt. Alt andet ville blot have været kommunikation uden indhold.
Simon Shuster: *The Showman. Inside the invasion that shook the world and made a leader of Volodymyr Zelensky*. William Morrow, 2024.
384 sider.
