Boganmeldelse. Emma Holten: Underskud. Om værdien af omsorg.

LIBERTAS nr. 86, december 2024

Jonas Ejlersen

Denne bog har ligget nummer 1 på bestsellerlisten i min lokale boghandel fra den kom ud d. 2. maj, og indtil jeg skriver disse ord i begyndelsen af september. Den var udsolgt i lange perioder, og da jeg i august ville låne den på vores lille, lokale bibliotek i Sorø, der har indkøbt 5 eksemplarer, var der hele 25 reservationer inden mig.

Af anmeldelser kan nævnes Politikens seks stjerner (det er en bog fra eget forlag, så hvorfor ikke?), Altingets fem stjerner og InsideBusiness’ fem stjerner fulgt af ordene ”Ret overbevisende.”

Bogen er bygget kronologisk op, og Emma Holten tager os i hånden og følger os forbi heksejagende præster, kvindehadende (mandlige) jordemødre, Adam Smith, den marginalistiske revolution, John Maynard Keynes, Finansministeriet og rigtig meget derimellem. Den faste *LIBERTAS*-læser vil blive forfærdet over Emma Holtens behandling af Adam Smith, og jeg lover at komme tilbage til den del inden længe.

Imidlertid skal vi først dvæle lidt ved tanken om de heksejægende præster. Emma Holten får det til at lyde som om, at det i 1500-tallet var en søndagssport at gå på heksejagt, og at målet for heksejagten var at sørge for, at kvinder fungerede som fødemaskiner, fordi et samfunds rigdom kunne måles i antallet af mennesker i det pågældende samfund. Hendes bevis for denne påstand tillægger hun populariteten i en bog udgivet i 1486 – vel og mærke i et århundrede, hvor blot omkring 10 pct. af de voksne tyskere over 15 år kunne læse og skrive ifølge OurWorldInData.

Formålet med at beskrive heksejagt og jordemoderfaget går ud på at overbevise læseren om, at videnskabsfolk nu bevæger sig fra at se kroppen som noget guddommeligt til at se det som noget mekanisk, noget forudsigeligt – noget, man kan styre.

### Den usynlige usynlige hånd?

Herefter går Emma Holten videre til at anerkende John Lockes frihedsprincip for det enkelte individs ukrænkelighed, men begræder dog, at Locke og Hobbes ikke kom frem til et frihedsprincip, der inkluderede den omsorg, som alle mennesker er afhængige på et eller andet tidspunkt i livet.

Hun vender så en skarp kritik imod den måske vigtigste økonom, Adam Smith. Først står Adam Smiths tilhængere for skud, fordi de tillægger den usynlige hånd en helt anden betydning, end Smith havde til hensigt. Holten skriver på side 33: ”Den hånd er blevet brugt som argument for, at egeninteressen ikke bare er naturlig, men hævet over enhver kritik. Hvis folk tænker på andres ve og vel for meget, kan det måske endda være skadeligt for økonomien.”

Men Smith brugte kun begrebet ”den usynlige hånd” tre gange i hele sit forfatterskab. Historikeren Emma Rothschild har belyst, at to af de steder var ment som en decideret joke, blandt andet om den måde, rige mænd udnyttede deres fattigste ansatte. Det tredje sted handler om, at mange forretningsmænd ’for deres egen sikkerheds skyld’ vil foretrække at købe lokale varer frem for importerede, og derfor vil de som en ’usynlig hånd’ fremme hjemlandets interesser, selvom det ikke er deres hensigt. Det argument handler altså præcist om, at vi ikke kun tænker på, hvad der er billigst, men også ofte tager sociale hensyn på markedet.

Inden du løber ind og henter *Wealth of Nations* på natbordet, så har jeg citaterne om den usynlige hånd her. De bliver ikke forkortet, da jeg ikke vil klandres for at bringe noget ude af kontekst. Lad os først kigge på *Wealth of Nations*:

“The produce of industry is what it adds to the subject or materials upon which it is employed. In proportion as the value of this produce is great or small, so will likewise be the profits of the employer. But it is only for the sake of profit that any man employs a capital in the support of industry; and he will always, therefore, endeavour to employ it in the support of that industry of which the produce is likely to be of the greatest value, or to exchange for the greatest quantity either of money or of other goods.

But the annual revenue of every society is always precisely equal to the exchangeable value of the whole annual produce of its industry, or rather is precisely the same thing with that exchangeable value. As every individual, therefore, endeavours as much as he can both to employ his capital in the support of domestic industry, and so to direct that industry that its produce may be of the greatest value; every individual necessarily labours to render the annual revenue of the society as great as he can. He generally, indeed, neither intends to promote the public interest, nor knows how much he is promoting it. By preferring the support of domestic to that of foreign industry, he intends only his own security; and by directing that industry in such a manner as its produce may be of the greatest value, he intends only his own gain, and he is in this, as in many other cases, led by an invisible hand to promote an end which was no part of his intention. Nor is it always the worse for the society that it was no part of it. By pursuing his own interest he frequently promotes that of the society more effectually than when he really intends to promote it. I have never known much good done by those who affected to trade for the public good. It is an affectation, indeed, not very common among merchants, and very few words need be employed in dissuading them from it.

What is the species of domestic industry which his capital can employ, and of which the produce is likely to of the greatest value, every individual, it is evident, can, in his local situation, judge much better than any statesman or lawgiver can do for him. The statesman who should attempt to direct private people in what manner they ought to employ their capitals would not only load himself with a most unnecessary attention, but assume an authority which could safely be trusted, not only to no single person, but to no council or senate whatever, and which would nowhere be so dangerous as in the hands of a man who had folly and presumption enough to fancy himself fit to exercise it.

To give the monopoly of the home market to the produce of domestic industry, in any particular art or manufacture, is in some measure to direct private people in what manner they ought to employ their capitals, and must, in almost all cases, be either a useless or a hurtful regulation. If the produce of domestic can be brought there as cheap as that of foreign industry, the regulation is evidently useless or a hurtful regulation. If it cannot, it must generally be hurtful. It is the maxim of every prudent master of a family never to attempt to make at home what it will cost him more to make than to buy. The tailor does not attempt to make his own shoes, but buys them of the shoemaker. The shoemaker does not attempt to make his own clothes, but employs a tailor. The farmer attempts to make neither the one nor the other, but employs those different artificers. All of them find it for their interest to employ their whole industry in a way in which they have some advantage over their neighbours, and to purchase with a part of its produce, or what is the same thing, with the price of a part of it, whatever else they have occasion for.”^[1]

I dette tilfælde mener Holten altså, at Smith blot bruger den usynlige hånd til at beskrive, hvordan nogle forretningsmænd kan foretrække lokale varer frem for udenlandske varer. Men Smith skriver blot fire ord inden den ”usynlige hånd” ordene ”as in many other cases”. Er de andre ”cases” så, når man laver jokes? Måske. Lad os da kigge på, hvordan Smith skriver om den usynlige hånd i *Theory of Moral Sentiments*:

“And it is well, that nature imposes upon us in this manner. It is this deception, which rouses and keeps in continual motion the industry of mankind. It is this, which first prompted them to cultivate the ground, to build houses, to found cities and commonwealths, and to invent and improve all the sciences and arts, which ennoble and embellish human life; which have entirely changed the whole face of the globe, have turned the rude forests of nature into agreeable and fertile plains, and made the trackless and barren ocean a new fund of subsistence, and the great high road of communication to the different nations of the earth. The earth by these labours of mankind has been obliged to redouble her natural fertility, and to maintain a greater multitude of inhabitants. It is to no purpose, that the proud and unfeeling landlord views his extensive fields, and without a thought for the wants of his brethren, in imagination consumes himself the whole harvest that grows upon them. The homely and vulgar proverb that the eye is larger than the belly, never was more fully verified than with regard to him. The capacity of his stomach bears no proportion to the immensity of his desires, and will receive no more than that of the meanest peasant. The rest he is obliged to distribute among those, who prepare, in the nicest manner, that little which he himself makes use of, among those who fit up the palace in which this little is to be consumed, among those who provide and keep in order all the different baubles and trinkets, which are employed in the economy of greatness; all of whom thus derive from his luxury and caprice, that share of the necessaries of life, which they would in vain have expected from his humanity or his justice. The produce of the soil maintains at all times nearly that number of inhabitants, which it is capable of maintaining. The rich only select from the heap what is most precious and agreeable. They consume little more than the poor, and in spite of their natural selfishness and rapacity, though they mean only their own conveniency, though the sole end which they propose from the labours of all the thousands whom they employ, be the gratification of their own vain and insatiable desires, they divide with the poor the produce of all their improvements. They are led by an invisible hand to make nearly the same distribution of the necessaries of life, which would have been made, had the earth been divided into equal portions among all its inhabitants, and thus without intending it, without knowing it, advance the interest of the society, and afford means to the multiplication of the species. When Providence divided the earth among a few lordly masters, it neither forgot nor abandoned those who seemed to have been left out in the partition. These last too enjoy their share of all that it produces. In what constitutes the real happiness of human life, they are in no respect inferior to those who would seem so much above them. In ease of body and peace of mind, all the different ranks of life are nearly upon a level, and the beggar, who suns himself by the side of highway, possesses that security which kings are fighting for.”^[2]

Jeg erkender blankt, at jeg ikke er stærk i skotsk satire fra det 18. århundrede, men når jeg læser det, som Smith faktisk skriver i sin bog, så lyder det lidt som om, at han siger, at den ubehagelige herremand i sin jagt på luksusgoder faktisk vælger at lade sine marker bære så mange afgrøder som muligt, selvom han umuligt kan spise afgrøderne selv. På den måde sørger han for, at der er en masse mad, som samfundsøkonomien (heriblandt hans ansatte) nyder godt af, selvom det ikke er hans primære drivkraft. Det hænger jo meget godt sammen med citatet i *Wealth of Nations*, hvor forfølgelsen af egeninteresse ofte fører til et bedre udfald for samfundet, selvom det ikke nødvendigvis var aktørens intention.

Uanset hvad, så er det lige så tosset at affeje gyldigheden af den usynlige hånd på baggrund af ”opfinderens” intentioner, som det er at affeje gyldigheden af teorien om Big Bang, fordi ”opfinderen” af det begreb brugte det på en nedladende måde over for de videnskabsfolk, der mente, at Universet skulle være blevet til ved én stor eksplosion. Årsagen til, at jeg vælger at bringe disse lange uddrag her, er, at almindelige mennesker (desværre) ikke har *Wealth of Nations* liggende på natbordet, og de tager det for gode varer, når en dygtig forfatterinde og et gennemført sympatisk og velformuleret menneske som Emma Holten skriver, som hun gør.

Emma Holten er slet ikke færdig med Adam Smith, og han bliver også kritiseret for ikke at skrive noget som helst om, hvordan arbejdskraft bliver skabt. Hvorfor skulle han det? Fordi omsorgselementet åbenbart er en kritisk del af feministisk økonomi:

”[Det] var ikke mænd, der tilberedte Adam Smiths egne middagsmåltider. Hele sit liv nød han godt af ’velvilje’ fra sin mor, Margaret Douglas, og senere sin kusine, Janet Douglas. Det var dem, der lavede hans mad, ordnede vasketøj og rengøring, så han kunne skrive og undervise. Men det betød ikke, at han anså sig selv for at være tigger.”^[3]

Det kuriøse i dette citat er selvfølgelig, at det netop beskriver den arbejdsdeling, der kom husholdningen til gode. Margaret og Janet var sikkert fantastiske til alt muligt, men det var nok meget godt for både husholdning og samfundet, at de lod Adam Smith stå for at undervise og skrive, og så tog de sig af mad og vasketøj. Hverken Margaret eller Janet arbejdede i øvrigt uden for hjemmet, men det nævner Emma Holten ikke som en relevant faktor. I det hele taget tillægger hun de tidlige tænkere nogle ret markante holdninger, blandt andet når hun på side 38 skriver, at ”for de vigtigste tænkere i den vestlige idéhistorie var gensidig afhængighed den ultimative definition af ufrihed.”

### Marginalisterne

I det næste spring i den økonomiske idéhistoriefortælling, som Emma Holten tager os med på, støder vi på marginalisterne Walras, Jevons og Menger. Disse personer skulle, ifølge Emma Holten, bringe den økonomiske videnskab endnu tættere på naturvidenskaben: ”Den videnskabelige proces, de endte på, var udbud og efterspørgsel på markedet, og det videnskabelige resultat, der skulle måle værdi, var priser.”^[4]

Hvis vi kaster et hurtigt blik på Carl Mengers *Principles of Economics*, så lader det dog til at være den modsatte intention, han har: “It would be improper, accordingly, to attempt a natural-scientific orientation of our science.”^[5]

Herefter kaster Emma Holten sig over teorien om udbud og efterspørgsel, som hun mener kun fungerer, hvis ”mennesker ikke fødes med ulige forudsætninger, ikke opfører sig fuldstændig latterligt og meget forskelligt alt efter krop og behov, og ikke løbende bliver påvirket af kultur og normer.”^[6] Imidlertid er dette på ingen måde betingelser, som Carl Menger opstiller for udbud og efterspørgsel:

“It is, of course, true that in the trade of individuals, and still more in the commerce between whole peoples, the values goods actually have for men can generally be observed to be subject to constant fluctuations. These fluctuations occur principally because new quantities of goods are continually coming into the hands of the various economizing individuals through the production process. As a result, the foundations for economic exchanges are constantly changing, and we therefore observe the phenomenon of a perpetual succession of exchange transactions.”^[7]

I det hele taget sidder man tilbage med en nagende tanke af, at Emma Holten måske slet ikke har forstået den marginalistiske revolution. Hun beskriver løsningen på værdiparadokset som værende, at vand er billigere end diamanter, fordi der er mere vand, end der er diamanter. Måske er det for læserens skyld, at hun formulerer det på denne måde, for hun er tydeligvis intelligent nok til at forstå marginalnytteteorien. Imidlertid vælger hun også at pådutte - ikke bare Adam Smith og marginalisterne, men også senere økonomer - *Homo Economicus* som den person, moderne økonomisk videnskab bygges op omkring: ”Så længe man vinder noget økonomisk på det, man gør, er det rationelt og hævet over kritik.”^[8] Denne påstand får en af Mengers elever, Ludwig von Mises, lov til at tage sig af:

“It was a fundamental mistake of the Historical School of Wirtschaftliche Staatswissenschaften in Germany and of Institutionalism in America to interpret economics as the characterization of the behavior of an ideal type, the homo oeconomicus. According to this doctrine traditional or orthodox economics does not deal with the behavior of man as he really is and acts, but with a fictitious or hypothetical image. It pictures a being driven exclusively by “economic” motives, i.e., solely by the intention of making the greatest possible material or monetary profit. Such a being does not have and never did have a counterpart in reality; it is a phantom of a spurious armchair philosophy. No man is exclusively motivated by the desire to become as rich as possible; many are not at all influenced by this mean craving. It is vain to refer to such an illusory homunculus in dealing with life and history.”^[9]

Figur 1. Udvikling i selskabsskatteprovenuet, 1980-2023

### John Maynard Keynes

Og så tænker læseren: Hvis hun synes, at marginalisterne forsøgte at gøre økonomi til en naturvidenskab, så må hun da virkelig foragte John Maynard Keynes? Men, ak, Emma Holten har kun lovprisende ord tilovers for Lord Keynes. Han hædres for at få skabt en bølge af store offentlige investeringer, høje skatter på de rigeste, overførselsindkomst til arbejdsløse og begrænsning af arbejdstiden. Hun nævner ikke hans forslag om, at staten skal styre antallet og kvaliteten af befolkningen.^[10]

Senere i bogen begræder Emma Holten dog Finansministeriets benyttelse af ligevægtsmodeller, som førte til, at man i 1989 sænkede selskabsskatten fra 50 % til 22 %.

”Konsekvensen faldt prompte: I 1989 blev selskabsskatten i Danmark sænket fra 50 pct. til 22 pct. Længden på danskernes arbejdsuge faldt støt fra 1900, men siden 1990 har den været 37 timer. Neoklassisk økonomi og marginalisme var inde i varmen. Det skulle blive en hård tid for folk, der arbejdede med de ydelser, der var svære at måle. Og endnu hårdere for dem, der havde brug for dem.”^[11]

Det, Emma Holten her refererer til, er, at der skulle blive endnu mindre råd til omsorg i den offentlige sektor, når man på den måde slagter selskabsskatten. Men hvad skete der egentlig med skatteprovenuet fra selskabsskatten?

Var det ikke mærkeligt, at skatteprovenuet steg så drastisk, når man sænkede denne skat? Det var sjovt nok det samme, der skete, da man sænkede de konfiskatoriske topskatter i USA, men mens Emma Holten er rigtig god til at bringe statistikker om hint og dint, så har hun en tendens til at gemme dem væk, når de ikke passer ind i hendes historie. Eksempelvis skriver hun på side 106, at ”antallet af offentligt ansatte er på et historisk lavt niveau. Fra 2010 til 2019 er antallet af offentligt ansatte sunket med 6,7 pct., samtidig med at befolkningstallet er steget.” Det var alligevel en spøjs periode at vælge, når hun har data indtil minimum 2023. Men når man kigger på figuren nedenfor, kan man godt forstå, hvorfor Emma Holten vælger den periode:

Hvis hun havde valgt at bruge hele datasættet, ville hun være nødt til at sige, at antallet af offentligt ansatte var steget med næsten 10 procent!

Forståelsen for økonomisk teori lader i det hele taget til at halte lidt, når Emma Holten imod slutningen af bogen proklamerer: ”Den samlede mængde penge i et samfund beskriver ikke den samlede mængde værdi.”^[12]

Er der mon én eneste uddannet økonom i den ”etablerede” økonomi, der nogensinde er kommet med det postulat?

### Feministisk økonomi og underskuddet

Selvom man kunne bruge utrolig lang tid på at diskutere Emma Holtens mange pointer imod den ”etablerede” økonomi, så må vi hellere komme videre til det, som Emma Holten gerne vil plædere for, nemlig feministisk økonomi:

”Feministisk økonomi tager udgangspunkt i det, man kalder reproduktion: alle de lønnede og ulønnede aktiviteter, det kræver at holde mennesker sunde, raske, glade og i live. I denne bog er de bredt definerede. Det er alt lige fra grundskolen til at trøste en ven, der lige er blevet forladt af sin kæreste. Det kan indbefatte alt, hvor minimum to mennesker skaber noget sammen, der bidrager til, at enten den ene eller begge bliver mere sunde, raske, glade og i live.”^[13]

Det lyder jo egentlig fint, men hvad betyder det for almindelige mennesker? Det lader til at være meget svært for Emma Holten helt at sætte fingeren på, men imod slutningen af bogen skriver hun:

”Vi ved ikke nøjagtig, hvad folks omsorgsbehov er, for det tilfredsstilles på så ufatteligt mange måder i privaten og i offentligheden og er forskelligt for alle. [...] Omsorgsarbejde er ikke bare et brugsprodukt til individet, men til hele samfundet. [...] Den offentlige investering kommer alle til gode, ikke bare individet selv. Al omsorg er til os alle sammen.”^[14]

Som læser sidder man uundgåeligt tilbage med følelsen: Kan man nogensinde udvise for meget omsorg? Var Margot Honecker *for* omsorgsfuld eller ikke omsorgsfuld nok? Og hvad gør man for at indrette et samfund anderledes, så det stemmer mere overens med feministisk økonomi? Her skriver Emma Holten, at:

”Et samfund, hvor kvinders liv fuldstændig ligner mænds, vil stort set umuliggøre familier, som vi kender dem i dag. Derimod vil et samfund, hvor mænds liv ligner kvinders, give familier mere tid sammen, og mænd et afbræk fra at arbejde. Hvilken model der skaber mest værdi, er der ikke noget neutralt, videnskabeligt svar på. Det beror i sidste ende på, om vi synes, der er værdi i at vedligeholde det, vi har, og dem, vi elsker.”^[15]

Af samme årsag er Emma Holten også fortaler for øremærket barsel, som hun kalder et ”centralt værktøj,” selvom man kan undre sig over, at familierne ikke selv skulle kunne vurdere, hvad der er den mest hensigtsmæssige måde at drage omsorg for sine børn på.

Ovenstående kunne godt lyde som moderne feminisme, men for Emma Holten er det vigtigt at påpege, at ”[k]ampen for et mere omsorgsfuldt samfund kræver et opgør med en feminisme, der idoliserer mænds position som målet for frigørelse. Hvis ikke vi ser værdien i de aktiviteter, der traditionelt er blevet forbundet med feminitet, vil det gå allerhårdest ud over de lavtlønnede og de mest udsatte.”^[16]

Og her er det, at den offentlige sektor begynder at støde hovedet imod muren, når vi forsøger at sætte en timepris på noget så komplekst som en sygeplejerske:

”*Det er en service, hvis værdi opstår i mødet mellem to mennesker.* Omsorg kan ikke isoleres som en vare. Hvor værdifuld omsorg er beror helt og holdent på, hvor akut modtageren har brug for den, hvilke omstændigheder de er i, og hvad man ender med at bruge den til. En sygeplejerske, der redder en persons liv med hjertemassage, får ikke en højere løn i de 20 minutter, sammenlignet med ti minutter, hvor hun henter et glas rødt saftevand. Omsorg kan derfor ikke isoleres i en timepris. En omsorgsarbejder udøver tusindvis af forskellige services i løbet af ugen, hvor de er i kontakt med forskellige mennesker med forskellige behov.”^[17]

Figur 2. Antal offentligt ansatte, 2008-2024

Hvordan omsorgsarbejde så skal aflønnes, får vi ikke noget svar på. Vi får blot at vide, at det er underbetalt. Det er som om, at der kun er én person over for et system, og at omsorgsgiveren ikke har nogen som helst forhandlingsmagt over for sin arbejdsgiver. Dog må man medgive Emma Holten, at da det offentlige sundhedssystem ikke er udsat for markedsmekanismen (den frivillige interaktion imellem mennesker), så er det umuligt at vide, hvad lønnen til en sygeplejerske bør være. Man kan undre sig over, om en ulykkesforsikring i virkeligheden har den rigtige pris, da man sjældent har brug for den, men når man har, kan den være helt afgørende for ens økonomi!

Emma Holten kritiserer rigtig nok Produktivitetskommissionen for ikke at være i stand til at vurdere, hvor meget værdi den offentlige sektor skaber, fordi tjenesterne i den offentlige sektor ikke har nogen pris, men bliver betalt over skatten.

”Derfor lægger man fokus på prisen frem for effekten. Dermed bliver det meget svært for omsorgspersonalet at give borgerne det, de har brug for, for det er ikke det, der er succeskriteriet. Det er i stedet, om man har kunnet sende nogen ud af systemet med det ressource- og tidsforbrug, der er blevet besluttet, er det normale. Har man ikke det, ser det ud som om, der har været en ineffektiv proces. Det er der mange, mange mennesker, både på udbyder- og modtagersiden, der har lidt under i tidens løb.”^[18]

Det gør det blot endnu mere mystisk, at hun ikke mener, at sundhedsvæsnet hører under den private (frivillige) sektor, for i den situation ville folk netop være i stand til at bruge prismekanismen til at sørge for, at sundhedsvæsnet kun optager den mængde ressourcer, som forbrugerne efterspørger. Det ville betyde, at man fokuserede mindre på omkostningssiden, og i stedet fokuserede på at skabe værdi for omsorgsmodtageren – det er fuldstændig ligegyldigt, hvor meget man er i stand til at sænke omkostningerne, hvis man ikke kan tiltrække kunder.

### Underskuddet

Hele Emma Holtens motivation til at skrive sin bog er baseret på en artikel, som hun læste for nogle år tilbage. Her lavede man en udregning over, hvor meget kvinder betalte i skat igennem livet, og hvor meget de modtog i ydelser. Det regnestykke gik i minus, og det forklarer Emma Holten således:

”Kvinder skaber ’underskud’, fordi lønnen for omsorgsarbejde er lav, og derfor er deres skatteindbetalinger lavere. Selvfølgelig får man ikke god løn for et job, som alle mener er en udgift, og som ingen rigtig aner, hvordan man skal prissætte, og som man forresten ikke har den store respekt for.”^[19]

Og for Emma Holten, skaber dette et paradoks, da man gerne vil have omsorgen, men ikke vil betale for den:

”På den ene side fremstår omsorgen værdiløs, og på den anden side muliggør den alt andet arbejde. Den ’produktive’ del af økonomien har konstant brug for den reproduktive og hiver værdi ud af den, men anser det sjældent for sit ansvar, at den reproduktive del skal være bæredygtig. Derfor har man gennem historien forsøgt at ’løse’ paradokset på den billigste måde inden for (og uden for) lovens rammer. Det har været gennem ulønnet arbejde i hjemmet, slaveri, dårligt lønnet arbejde bakket op ad racisme og diskrimination, au pair-ordninger og andre ’migrantløsninger’, dårligt lønnede offentligt ansatte, kulturelle fordomme om omsorgsgener, multitasking og ’kald’. Omsorgen er på samme tid uundværlig og en hindring for indtjeningen af penge. Det er derfor, en stat og et erhvervsliv på samme tid kan bede om, at vi arbejder mere, og at vi skal have flere børn.”^[20]

Når det kommer til løsningen på dette paradoks, så kommer Emma Holten ikke med noget bud, men der skal ikke herske tvivl om, at markedsøkonomien ikke er svaret på noget som helst. Hun slutter bogen af med følgende svada:

”Priser fordrejer og lyver. De fortæller os ikke det, vi har brug for at vide. Der er ikke nogen apolitisk måde at beskrive, hvad der er værdifuldt. [...] Den etablerede økonomis metoder har koloniseret hver en time af vores liv, men det værste er, at de har koloniseret vores sind.”^[21]

Hvad betyder det, at der ikke er nogen apolitisk måde at beskrive, hvad der er værdifuldt? Betyder det, at man gerne vil have, at det er politikerne, der skal beslutte, hvad der er værdifuldt? Det virker som en meget ejendommelig udtalelse fra en, der begynder sin bog med at fremhæve, at mennesker er alt for forskellige til, at økonomiske teorier er gyldige i praksis. Her er det værd igen at fremhæve Ludwig von Mises, som allerede 75 år inden udgivelsen af *Underskud* havde dette modsvar:

“It is fashionable nowadays to find fault with the social sciences for being purely rational. The most popular objection raised against economics is that it neglects the irrationality of life and reality and tries to press into dry rational schemes and bloodless abstractions the infinite variety of phenomena. No censure could be more absurd. Like every branch of knowledge, economics goes as far as it can be carried by rational methods. Then it stops by establishing the fact that it is faced with an ultimate given, i.e., a phenomenon which cannot - at least in the present state of our knowledge - be further analyzed. The teachings of praxeology and economics are valid for every human action without regard to its underlying motives, causes, and goals. The ultimate judgments of value and the ultimate ends of human action are given for any kind of scientific inquiry; they are not open to any further analysis. Praxeology deals with the ways and means chosen for the attainment of such ultimate ends. Its object is means, not ends.”^[22]

### Afslutning

Jeg vil gerne på det kraftigste opfordre alle til at læse denne bog. Den faste *LIBERTAS*-læser er hærdet imod økonomiske fejlslutninger, men når du møder mennesker ude i den virkelige verden, så er det langt mere sandsynligt, at de har læst Emma Holten, end at de har læst Adam Smith, Friedman eller Mises. Og hvis man blot tager Emma Holtens ord for gode varer, hvad anmeldelser fra medier og læsere bærer tydeligt præg af, så er det et eklatant angreb på markedsøkonomien, som vil falde i rigtig god jord hos de ansatte i sundhedssektoren og pop-feministiske kredse. Da vi stadig lever i et land, hvor politikerne har en enorm magt og ikke er bange for at gøre brug af den, så er det enormt skadeligt, når almindelige mennesker tror, at de har forstået økonomisk teori, når de i virkeligheden blot bliver forelagt en fordrejet version, der passer ind i forfatterens narrativ. Set fra den lyse side, så har Emma Holten på bemærkelsesværdig vis formået at gøre folk interesserede i økonomisk teori, og hvis de blot tør tage et spadestik dybere, så ender de måske med rent faktisk at læse Adam Smith og indse, at Emma Holtens *Underskud* var et *Vådeskud*.

Emma Holten: *Underskud. Om værdien af omsorg.* Politikens Forlag, København, 2024
288 sider.

**Litteratur**

Keynes, John Maynard (1926): *The End of Laissez-Faire*. London: Hogarth Press.
Menger, Carl (1871): *Principles of Economics*. New York: New York University Press, 1981.
Mises, Ludwig von (1949): *Human Action: A Treatise on Economics*. New Haven: Yale University Press.
Smith, A. (1759): *The Theory of Moral Sentiments*. Garland Publishing: New York, 1971.
Smith, Adam (1776): *The Wealth of Nations*. J M Dent., 1977.

Learn moreLæs LIBERTAS nr. 86 her

Noter

1. Smith, A. (1776): *The Wealth of Nations*. J M Dent., 1977, s. 400-401.
2. Smith, A. (1759): *The Theory of Moral Sentiments*. s. 400-401. Garland Publishing: New York, 1971.
3. Emma Holten, *Underskud*, s. 33.
4. Emma Holten, *Underskud*, s. 40.
5. Menger: *Principles of Economics*, s. 47.
6. Holten: *Underskud*, s. 47.
7. Menger: *Principles of Economics*, s. 188.
8. Holten: *Underskud*, s. 37.
9. Mises: *Human Action*, s. 62.
10. Keynes: “The End of Laissez-Faire”, s. 49.
11. Holten: *Underskud*, s. 99.
12. Holten: *Underskud*, s. 114.
13. Holten: *Underskud*, s. 9.
14. Holten: *Underskud*, s. 100-101 (Forfatterindens fremhævning)
15. Holten: *Underskud*, s. 81
16. Holten: *Underskud*, s. 71
17. Holten: *Underskud*, 100 (Forfatterindens fremhævning)
18. Holten: *Underskud*, s. 108.
19. Holten: *Underskud*, s. 105.
20. Holten: *Underskud*, s. 112.
21. Holten: *Underskud*, s. 114-115.
22. Mises: *Human Action*, s. 21.