Boganmeldelse. Claus Bryld: Edmund Burke. Konservatismens profet
LIBERTAS nr. 75, marts 2021
Peter Kurrild-Klitgaard
Den mangeårige, nu pensionerede historieprofessor ved RUC, dr.phil. Claus Bryld, har begået en fortræffelig bog om den britiske politiker og forfatter, Edmund Burke (1729-1797), der traditionelt opfattes som konservatismens åndelige fader.
Bogen er — udover en indledning og en afslutning — opdelt i 14 kapitler, der dækker Burkes baggrund og opvækst, hans virke som journalist, forfatter og parlamentariker, og som derefter fokuserer på udvalgte temaer: Engelsk radikalisme før 1789, forholdet til Thomas Paine, kritikken af den franske revolution, Burkes politiske filosofi og politiske sociologi, forholdet til oplysningsfilosofien, britisk radikalisme og antiradikalisme i 1790erne, modtagelsen af Burkes værker, samt modoplysningen. Tilstrækkeligt mange store emner til at gøre enhver læser næsten forpustet, men her håndteret ganske sikkert og med stor detailviden.
Der er fra først til sidst tale om en meget velskrevet bog, der tillige alene på billedsiden udmærker sig: Idéhistoriske værker er ofte påfaldende tør tekst, men her er en overflod af interessante, levendegørende illustrationer.
Burkes liv og tanker sættes fornemt ind i deres historiske kontekster på en forbilledlig måde, som alle kan lære noget (nyt) af. Bryld har i særdeleshed godt fat i, at Burke ikke så let lader sig presse ned i de kasser, eftertiden har valgt for ham: ”Først og fremmest er filosofien langt mere kompleks og delvist modsætningsfyldt, end den fremstilles i næsten alle oversigtsfremstillinger” (s. 22), som det hedder korrekt. Bryld får også advaret passende imod at tro, at man kan tage Burkes kommentarer til den franske revolution og så uden videre overføre dem som et ideologisk program til nutiden.
Det bliver også passende centralt pointeret, hvorledes en rød tråd hos Burke var en fundamental skepticisme — ikke mindst overfor menneskers rationalisme og flertallets vilkårlighed. Som Bryld citerer ham: ”I believe in any body of men in England I should have been in the minority” (s. 56). Men det gjorde så også, at Burkes politiske karriere i vidt omfang var en serie mislykkede korstog.
Bryld får også løbende behandlet Burkes tilhørsforhold til de konservative Toryers ærkemodstandere, det liberale Whig-parti (om end den moderate del af dette), og han får understreget den centrale rolle ejendomsret har i Burkes politiske tænkning (s. 139 ff). Til gengæld gøres der ærgerligt lidt ud af at behandle Burkes nære forhold til Adam Smith, selvom Bryld prisværdigt får nævnt Burkes (meget ukendte) økonomiske skrift *Thoughts and Details on Scarcity* (1795), og at dette repræsenterer en klar økonomisk liberalisme.
Det er småparadoksalt, at det er hos en erklæret socialist og mangeårig leninist som Bryld, der på næsten alle punkter ligger fjernt fra Burkes tankegods, at man får den givetvis hidtil bedste, danske introduktion til Burke. Det er relativt få steder Brylds egne holdninger manifesterer sig — mest måske i passagerne om Burkes indflydelse på politikere i det 20. århundrede, hvor man godt kan fornemme sympatier og navnlig antipatier (f.eks. s. 14-20). Måske også i en til tider lige lovlig amerikansk brug af begrebet ”liberal”.
Tidligere danske behandlinger af parti-Konservative skribenter som litteraten og politikeren Per Stig Møller og politologen Mads Qvortrup får berettiget hårde orde med på vejen af Bryld: Qvortrups indeholder ”en del fejl og misforståelser” (s. 218), mens Møller ”konsekvent mistolker” Burke og tillægger ham synspunkter, ”han aldrig havde” (s. 219). Bryld placerer ikke engang Møllers Burke-behandling i den videnskabelige litteratur men sammen med de ”mange bøger, hvor Burke omtales løseligt og næsten altid ud fra sekundærlitteraturen og ikke fra hans tekster” (s. 219). Om et ræsonnement hos Søren Krarup siger Bryld, at det ”er ahistorisk, men i det mindste har Krarup, i modsætning til Per Stig Møller, forstået, hvad Burke mente i den tid, der var hans.” (s. 229).
Kort men fyndigt viser Bryld, hvorledes både Qvortrup og Møller har misforstået ganske simple ting i Burkes forfatterskab (f.eks. at Burkes første bog, *A Vindication of Natural Society* (1756) utvetydigt og indrømmet var et ”spoof ”). Det antydes af Bryld, at disse — ligesom mange andre — nok har været drevet mere af at ville tyde småting hos Burke på måder konsistent med egne politiske holdninger. Man kunne tilføje, at Møller, der paradoksalt nok udlægger Burke som næsten en slags elev af Rousseau (!), må have overset Burkes markante Rousseau-kritik (jf. s. 182).
Der er meget lidt at udsætte på bogen, og det meste er i petitesseafdelingen - såsom en del misforståelser vedr. britiske adels- og embedstitler, samt en del pudsige anglicismer i den forbindelse.
Dét ene punkt, der falder nærværende anmelder mest for brystet, er behandlingen af Burkes tænkning i forhold til naturretstænkningen og særligt m.h.t. menneskers rettigheder. Bryld tilslutter sig de mange nyere skribenter, der ser Burke som plantet i den naturretstænkning, der havde vundet så meget frem siden 1600-tallet — om end en med væsentlige forskelle i.f.t. mange andre i samme tradition. Burke mente som dem, at universet har en karakter, der fungerer efter lovmæssigheder, og at disse kan erkendes af mennesket. Den store forskel mellem Burke og mange andre naturretstænkere ligger i, at Burke forankrede naturretten meget mere eksplicit i kristendommens teologiske ramme, og at dette er en mere førmoderne, aristotelisk-thomistisk naturretstænkning end f.eks. Hobbes og Locke. Denne forankring er Bryld faktisk meget eksplicit om og positiv overfor (s. 114 ff). Men Bryld er også meget optaget af modsætningerne mellem Burke og den mest kendte fortaler for menneskerettigheder i samtiden, Thomas Paine, og det leder Bryld til — i lighed med mange andre, inkl. Krarup — at læse Burke som én, der helt og aldeles forkaster, at mennesker skulle have visse medfødte rettigheder. Jf. at ”Abstrakte rettigheder eller ’naturlige rettigheder’ mødte altid hans modstand.” (s. 61).
Sandheden er en anelse mere nuanceret, selvom man sandelig kunne forledes til at tro noget andet, når Burke selv i en tale om kolonisternes rettigheder siger, at ”I am not here going into the distinction of rights, nor attempting to mark their boundaries. I do not enter into these metaphysical distinctions; I hate the very sound of them.” (citeret s. 61).
Korrekt er det også, at Burke forkastede både samfundspagten (hos Locke) og folkesuveræniteten (hos Rousseau), og som man finder dem hos Paine (s. 121 ff). Men at se det som en forkastelse af enhver forestilling om, at mennesker har i hvert fald nogle medfødte krav i.f.t. hinanden er en fejl for så vidt, at Burke uden tvivl mente, at mennesker havde rettigheder qua mennesker, og at disse ikke i deres oprindelse var afhængige af lovgivning. For nok forkastede Burke med sin karikatur af Bolingbroke i *The Vindication* forestillingen om, at man i en lænestol kan udtænke rettighedsteorier, der kan anvendes på tværs af tid og sted, og nok forkastede han i *Reflections on the Revolution in France* (1790) de omfattende sæt af meget specifikke rettigheder, som de franske revolutionære udtænkte ud af ingenting. Men det var ikke det samme som at forkaste selve den kerne, at der er visse krav, som mennesker af natur har i forhold til hinanden. Pointen er blot, at de er få og små og må tilpasses konteksten ud fra erfaringen — herunder ikke mindst hævdvundne rettigheder.
At det er sådan, Burke må forstås, fremgår flere steder. Når Burke i *Reflections* polemiserer imod de franske revolutionæres rettighedskrav taler han ikke om *”human rights”* eller *”natural rights”* generelt men derimod specifikt om *”… these rights of men”*, o.s.v., som formuleret af franskmændene. Og i de selvsamme afsnit af Burke, der ofte citeres som belæg for, at han skulle have afvist rettigheder generelt, skelner han direkte mellem menneskers ”ægte” rettigheder og ”falske” rettigheder. De sidste er dem opfundet ud af intet af de franske revolutionære, mens de ”ægte rettigheder” ifølge Burke er menneskers ret til en retfærdig behandling og privat ejendomsret.
I en berømt tale fra 1783 beskæftigede Burke sig med briternes fremfærd i Indien, som han var stærkt kritisk overfor. Ikke gennem appel til, at fremfærden var i strid med indisk lov og sædvane, og heller ikke at den skulle være i strid med det britiske parlaments lovgivning. Burke slog derimod fast, at mennesker har ”menneskehedens naturlige rettigheder”, og at disse er ”hellige” og bør overtrumfe positiv lovgivning, når der måtte være en konflikt imellem de to:
“The rights of men, that is to say, *the natural rights of mankind, are indeed sacred things*; and if any public measure is proved mischievously to affect them, the objection ought to be fatal to that measure, even if no charter at all could be set up against it. If these natural rights are further affirmed and declared by express covenants, if they are clearly defined and secured against chicane, against power, and authority, by written instruments and positive engagements, they are in a still better condition: they partake not only of the sanctity of the object so secured, but of that solemn public faith itself, which secures an object of such importance.” (Burke [1783] 1999: 99; fremh. tilføjet).
Afsnittet — og resten af talen — viser uomtvisteligt, at fremstillingen af Burke som en, der som sådan var modstander af, at mennesker kunne have visse medfødte, af naturen givne, rettigheder er falsk. Det er tværtimod så at sige kernen i Burkes kritik af fremfærden i Indien.
Syv år senere, i selveste Reflections, gentog Burke, at mennesker fra naturen har rettigheder, der eksisterer uafhængigt af politikerne, men pointerer, at sådanne nødvendigvis i praksis forudsætter en konkret implementering og derfor må tilpasses omstændighederne — og at et sæt af specifikke rettigheder derfor ikke kan fastslås engang for alle:
“Government is not made in virtue of *natural rights, which may and do exist in total independence of it*; and exist in much greater clearness, and in a much greater degree of abstract perfection: but *their abstract perfection is their practical defect*. By having a right to every thing they want every thing. Government is a contrivance of human wisdom to provide for human *wants.* Men have a right that these wants should be provided for by this wisdom. Among these wants is to be reckoned the want, out of civil society, of a sufficient restraint upon their passions. Society requires not only that the passions of individuals should be subjected, but that even in the mass and body as well as in the individuals, the inclinations of men should frequently be thwarted, their will controlled, and their passions brought into subjection. This can only be done by a power out of themselves; and not, in the exercise of its function, subject to that will and to those passions which it is its office to bridle and subdue. In this sense the restraints on men, as well as their liberties, are to be reckoned among their rights. *But as the liberties and the restrictions vary with times and circumstances, and admit of infinite modifications, they cannot be settled upon any abstract rule*; and nothing is so foolish as to discuss them upon that principle.” (Burke [1790] 1999: 151 f; fremh. tilføjet).
Og videre:
“These metaphysic rights entering into common life, *like rays of light which pierce into a dense medium, are, by the laws of nature, refracted from their straight line*. Indeed in the gross and complicated mass of human passions and concerns, the primitive rights of men undergo such a variety of refractions and reflections, that it becomes absurd to talk of them as if they continued in the simplicity of their original direction. The nature of man is intricate; the objects of society are of the greatest possible complexity; and therefore no simple disposition or direction of power can be suitable either to man’s nature, or to the quality of his affairs.“ (Burke [1790] 1999: 153; fremh. tilføjet)
Pointen er altså, at mennesker *har* rettigheder, men at disse i deres *konkrete* form er betingede af den kontekst, man lever i. Så nej til absolutte rettigheder—særligt af den slags som en eftertid ville kalde ”positive” og ”non-compossible” rettigheder—men et ja til en ”kerne”, der så til gengæld i praksis må tilpasses og modificeres i.f.t. omstændighederne.
Dette sidste var en større tangent og skal ikke overskygge, at det er en fortrinlig bog, der kommer rundt i mange hjørner (ikke mindst det politiske debatklima i England i 1780erne og 1790erne), der kun er antydet her.
**Litteratur**
Burke, Edmund (1999 [1790]). *Reflections on the revolution in France.* Edward John Payne (red.), Select works of Edmund Burke, bd. 2, Indianapolis: Liberty Fund.
--— (1999 [1783]). Speech on Fox’s East India bill, pp. 93-192 i Francis Canavan (red.), *Miscellaneous writings*, Select works of Edmund Burke, bd. 4. Indianapolis: Liberty Fund.
*Claus Bryld: Edmund Burke. Konservatismens profet. Århus: Aarhus Universitetsforlag, 2018. 276 sider, indbundet.*
